Another lonely hour

[Deleted]

Hendes ord havde selfølgelig været ren ironi, og dog var der lidt sandhed i det, hun plejede ikke at opfører sig så.. feminint, og hun burde bestemt heller ikke gøre det nu ”Jeg troede netop, det var idéen med en leder?” påpegede hun med en munter tone, og hævede et slankt øjnebryn. Hans nussen af hendes kind, varmede hende, det føltedes rart, også selvom hun direkte burde skubbe ham væk. Meadow trak lettere overgivende på skuldrene, med en opvajende mine ”Hmm jo, den kan jeg være med på” hun sendte ham et stille smil, der havde aldrig været noget galt i et godt kompromis. Hun lod hovedet glide på sned, betragtede ham fast ”For øvrigt. Du må hellere øve dig på dine handelsegenskaber” hun prikkede ham en anelse drillende på brystet. For hende var det jo en vant sag, hun gjorde forretninger mere eller mindre hele tiden.. måske ikke nu hvor landet henlå i det enorme kaos, om ikke andet, så havde det været en del af hendes hverdag. Hun skubbede sig op i en mere siddende stilling, og overvejde hans ord. Han havde med højeste sandysnlighed ret, hun ville blot føle det ynkeligt, hvis han var kommet kravlende på knæ, som hendes leder ”Du har ret. Det andet er intet mindre end ynkeligt” hun trak på skuldrene. Ganske stille faldt hendes hånd slapt ned langs hendes side, mens hun lod blikket hvile i hans varme. Hun ønskede slet ikke at han skulle gå, det blev ensomt hernede, og de andre forsvandt så snart de havde fået deres vare. Et sted havde hun vel set det komme? Og alligevel så formåede det alligevel at komme hende som et chok. Læberne mødte hans, og hele hendes krop smeltede under den bløde fornemmelse hans læber. Hendes hjerte bankede som en sindssyg. Hun trak sig ikke, men hun var sammentidig for overrasket til at gengælde det. Tiden var frosset for et øjeblik. Hun lod ham trække sig, så på ham uden så meget som at blinke, og uden så meget som en egentlig reaktion. Dette var langt ude for hendes følelsesvidde, hun havde trods alt aldrig været god til den slags ”Gabriel.. jeg” hvad hun prøvede at sige, var hun end ikke selv klar over. Hun tav, og lod istedet blot blikket hvile på ham med næsten forskrækkelse. Hvor kom det naturlige slag ind? Det ville være langt mere hende, og desuden så var det i det store og det hele, en langt nemmere måde, at håndtere den slags ting, dette måtte vel være respekten der stoppede hende?

[theis]

Gabriel grinte af hendes ord, ja måske var det det en lder skulle, men det var ikke hans stil, især fordi at han var en engel. SÅ ville han da ikke ligefrem prøve at få sine undersåtter til at have det væreste frem i dem. Det at hun ikke havde skubbet hans nussende hånd væk, så han som et godt tegn. Ligesom alle de fleste andre mænd i landet, som havde handlet med Meadow, vidste han hvordan hun reagerede over for det fleste mænd, som så åbent lagde an på hende som han gjorde det, og alligevel så var han måske mere speciel end de andre, eller også var det fordi at han var hendes leder?. Grunden vidste han ikke, men han kunne ikke lade være med at være glad for det, hvad end det var. Det Gav ham en chance for at komme tættere på hende, som det jo var han gerne ville. Hendes ord fik ham endnu engang til at grine "Den kan du være med på? det er iorden" sagde han med et grin og lagde hovedet lidt på skrå. Det var egentlig mere sagt i spøg, og han regnede da også med at det var det samme for hende, men det var nu alligevel sjovt at lege med tanken om at hun kunne få det værste frem i hendes leder og omvendt. Da hun prikkede ham drilsk på hans bare bryst kunnne han ikke lade være med at smile, og smilet blev til et grin ved hendes ord "Ja det burde jeg vel. men for det meste forhandler jeg jo også med folk som vil slå mig ihjel, og så er det jo nogle lidt andre forhandlings metoder man bruger end her hos en dejlig engel som dig" han smilte varmt til hende mens han sagde det, og hvis man kiggede i hans øjne, kunne man se at alt hvad han sagde lige nu, ikke blev sagt i andre intentioner, end det som de lød som, da han havde et ærligt glimt i øjet. Han kunne ikke lade være med at grine endnu engang, og guderne måtte vide at han ikke havde så nemt ved at grine i øjeblikket, da hun gav ham ret i at det ville være ynkeligt hvis han kom kravlende på knæ, og meget var han, men ynkelig var hvertfald ikke en af de ting. Gabriel kiggede forundret på hende da hun ikke gav ham en lussing, og det at hun heller ikke havde trukket sig væk da han havde kysset hende undrede ham også. Det at hun ikke kunne finde noget at sige heller, undrede ham også, hun virkede ellers som et rigtigt sludre chartol som aldrig holdt mund og som altid vidste hvad hun skulle sige "Tja så er katten vel ude at sækken. jeg kan godt lide dig Meadow, og det har jeg kunne længe. " han virkede som om at han ville sige noget mere, men han vidste ikke hvordan han skulle sige det. Han vidste heller ikke hvordan hun havde det, hendes leder havde trods alt lige kysset hende, uden at give hende noget tegn på det heller. Gabriel prøvede at fange hendes blik med sit varme, mens et varmt smil bredte sig på hans læber.

[Deleted]

En leder skulle være i stand til at bringe, både de svage og stærke sider frem, i dets væsen, og det var noget som Gabriel formåede at gøre ved hende, hvilket hun faktisk ikke brød sig om. Det var fremmede for hende. At sidde foran Gabriel, og pludselig føle sig så mundlam som hun kunne være, pludselig ikke længere at have en rap kommentar at fyrer af, eller være direkte kold og afvisende overfor. Ikke nok med at respekten for hendes leder, og ham som helhed stoppede hende, men hun havde jo heller ikke nogen grund til at slå ham. Hendes hjerte slog så kraftigt, at hun for et øjeblik turde sværge, at hun var på besvimelsens ran. De fleste andre mænd, havde for længst oplevet den smerte, som hun skænkede til de som i den grad fortjente det, hvad gjorde ham anderledes? Lettere frustreret endte Meadow med at rejse sig, med rastløse bevægelse, og så fra ham og til hendes hænder, der pludselig nervøst fumlede med hinanden, hvilket bestemt ikke lignede hende. Hun plejede ikke at finde nogen form for usikkerhed. Deres samtale var allerede glemt, hun huskede ikke hvad de havde talt om. Følelsen af hans læber, brændte stadig mod hendes egne, hun lod tungespidsen glide over, fange den sidste sens af hans læbers blide berøring. Blikket faldt mod ham, ved hans ord, som langt fra tog chokket med sig på nogen måder. Hun åbnede munden, kun for at lukke den igen, hvilket irriterede selv hende, hun plejede ikke at være mundlam! ”Det.. Gabriel...” hun stoppede op, trak den trænge luft i lungerne, og rettede ryggen, forsøgte at finde den samme sikkerhed, som hun havde båret gennem længere tid ”Det er noget af en ilter kat” påpegede hun, ligefrem stakåndet. Hun forsøgte at genvinde roen, forsøgte at gengælde hans varme smil, hans blik og hans mine, var stadig mildt, næsten som var der intet sket, men hendes leder, og bedste handelsforbindelse, havde netop lettet skeletterne fra skabet ”Jeg.. Du er en fantastisk mand, Gabriel. Jeg nyder dit selskab, men du er min leder” påmindede hun en anelse usikkert. Hun tav igen, og betragtede ham næsten hjælpeløst. Hvordan burde hun reagere? Havde han regnet med, at hun blot ville gengælde? Måske hun havde været fristet til det, men det var jo flere årtier siden, hun sidst havde været i nærheden af en mand, og nu hendes leder? Han vidste vel, at hun som oftest holdte sig for sig selv? En anelse forvirret tog hun sig til panden, lige her kunne hun bruge en guide, vide hvordan hun skulle tage og tackle det, det kunne meget vel være endnu en mands tåbelig forsøgen på at stille sine lyster, og alligevel så ville hun så gerne tro, at der lå mere gemt bag et sted, hvem kunne vide?

[theis]

Gabriel's varme smil og det varme glimt i øjet, som han stort set altid havde. Lagde sig ikke på noget tidspunkt. Selvom hun var mundlam, så lavede han heller ikke sjov med det, da han godt vidste at han ikke havde tænkt sig særlig meget om, da han kyssede hende, og det havde sikkert givet hende et chok i sidste ende, hvilket enhver ville kunne forstå. Han lagde hovedet let på skrå mens han betragtede hende, hvad der forgik lige nu vidste han ikke hundrede procent, han havde selvfølgelig noget at gå efter, og kunne derfor prøve at gætte sig til, hvilke tanker so gik gennem hendes hoved, men han havde aldrig set hende så rastløs som hun var nu, hvilket gjorde det endnu mere forvirrende for ham, for at finde ud af hvad det var der forgik nu. Normalt ville han have regnet med at hun ville have stukket ham en lussing for at kysse hende, men det havde hun ikke gjort, og det var blot en ting, som han ikke kunne finde en grund til. Det at hun heller ikke vidste hvad hun skulle sige, var også noget nyt. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor han havde snakket med hende, og hun ikke havde kunne finde på noget at sige. Gabriel rejste sig op og stod længe og kiggede på hende, mens hun forsatte med at gå restløst frem og tilbage. "Ja jeg er din leder, det er rigtigt. Men Det er ikke alt jeg er. " sagde han med et smil. Han var ikke sur på hende og han ville ikke prøvede at tvinge hende til noget, for den slags person var han ikke. Han havde taget en chance, og da han havde gjort det, havde han ikke gjort det som hendes leder, men som en ganske almindelig mand som var faldet for en kvinde. Gabriel var langsomt begyndt at blive ligeså rastløs som Meadow, sådan som hun blev ved med at gå rundt, hvilket gjorde at han til sidst trådte hende til ende og tog blidt fadt i hende og vendte hende så han kunne kigge ind i hendes øjne "Hvis du vil have at jeg skal gå, så går jeg. Men vil du ikke nok lade være, med at være så rastløs? det ligner ikke dig. " sagde han med et varmt smil og fastholdt hendes blik. Det ville være synd for hende, hvis det han havde gjort, skulle få hende til at være ved siden af sig selv gennem resten af dagen, eller hvor længe det nu ville tage hende at komme sig over det. Han ville gøre hvad som helst for at hun ville kunne slappe mere af.

[Deleted]

Gabriel virkede fuldkommen upåvirket, mens hun selv stod der i en mindre panik. Et sted havde hun jo ønsket det gennem længere tid, men nu hvor den lille dagdrøm var blevet udlevet, så var Meadow ikke længere så sikker. Hendes hjerte slog hurtigere end 10 heste var i stand til at skulle løbe. Hun havde ikke slået ham, hvilket var en ting som måtte undre selv hende, hun havde gennem flere år, gjort alt hvad der stod i hendes magt, for ikke at lade en mand komme så tæt på hende, som det Gabriel netop var kommet. Dog havde hun heller ikke gengældt, hvilket lettede hende en anelse, eftersom hun ikke vidste hvad der skulle ske nu. Tanker gled ind og ud, hun nåede knapt at tænke dem, og det var netop det, der måtte stille hende så rastløs som det hun var i øjeblikket. Hvor mange kvinder havde han ikke charmeret? Det var den samme tanke hver gang. Han var en flot mand, hans blik formåede at smelte hende på stedet, han formåede at få hende til at føle sig, som var hun faktisk noget værd, hvilket i sig selv måtte undre hende. Men hvor mange andre kvinder, havde ikke før været i hendes sted? Hånden løb igennem det blonde hår, Meadow havde tvunget sig selv til at stoppe op, og istedet lade blikket hvile på ham. Hvornår havde han tænkt sig at reagere, indse at det han havde gjort, havde været forkert med henblik på hans stilling? Hun var udemærket klar over, at han ikke kun var leder men også en mand men i hendes tilfælde.. ”Du er min leder” gentog hun med nærmest panik, tydeligt at hendes forsøg på at forholde sig rolig, var gået fuldkommen i vasken. Hun lod hans arme tage om hende, mens hun endte med fronten mod ham. De smaragdgrønne øjne, flakkede en anelse, som hun ellers forsøgte at fastholde hans blik ”Jeg ønsker ikke at du skal gå men..” hun tog en dyb indånding, hun måtte være professionel her, det var sådan hun var opdraget til at være, ikke direkte pnaikslagen og.. feminin. Tanken skræmte hende næsten et sted ”Det ligner ikke mig at være så.. forfjamsket mener du? Du har ret men.. Jeg er en af dine engle” hendes tone var næsten direkte opgivende, som alt i verdens pludselig var endt håbløst. For pokkerhvor måtte hun tage sig sammen, alt dette var noget, som selv kunne få hende til at skælde sig selv ud, udelukkende fordi det gjorde hende frustreret. Hun trak sig ikke ud af hans greb, men blev blot stående, med blikket i hans, og forsøgte af alt magt, at finde hoved og hale i hendes tanker.

[theis]

Gabriel kiggede længe på Meadow, før han blidt rystede på hovedet af hende, før et smil kom frem på hans læber "Slap nu af Meadow. jeg ved godt at jeg er din leder. Men selv en leder, eller en konge eller andre af høj rang, kan falde for en kvinde" sagde han med et smil og kiggede på hende. Han trak hende blidt med sig over, til den stol han havde siddet på og trak hende med sig ned. Han var som altid rolig, noget han havde lært gennem sine mange år i krig, at den ro så også kunne blive brugt til sådan en situation gjorde ham bare glad, for det ville overhovedet ikke gå godt hvis de begge var så urolige og paniske som Meadow lige nu. Han nikkede med et smil "Ja vi har så småt fået det slået på plads. Ja du er en af -mine- engle. Men det betyder ikke at jeg ikke kan falde for dig, eller omvendt. " han smilte varmt til hende, og nussede hende blidt på ryggen som de sad der. Han kiggede ind i hendes øjne med et varmt smil og lagde hovedet lidt på skrå "Kan du komme med en ordentlig grund til at det her er forkert, vil jeg med glæde lytte til dig, og vi forbliver bare venner." sagde han med et smil og kiggede så ind i hendes øjne lidt tid, mens han ventede på at hun svarede ham.

[Deleted]

Det ligefrem irriterede Meadow at han kunne tage det så roligt. Hnedes puls dunkede så intenst, at det næsten var det eneste hun kunne koncentrere sig om, det slgo mod hendes tinding. Det var ikek fordi, hun ikke kunne lide Gabriel. Han var en god mand, og hun var stolt af at kunne kalde ham for sin leder, men det var hvad han var.. Hendes leder! Desuden forelskelse? Hun vidste jo end ikke hvad det var. Han var hendes eneste forretningsforbindelse, hvis han ville ende med at cutte hende af, så ville hun bestemt ikke have nok til at brødføde sig selv. Tankerne strøg flyvske omkring hende, og det var bestemt ikke behageligt ”Selvfølgelig kan en høj rangeret mand forelske sig, Gabriel.. men.. det ændre ikke på at det er forkert” langsomt fandt hun modet igen, hun trak den friske luft ned i lungerne, og stod igen som lidt stærkere. Han havde måske ikke fået et slag, men så let ville det heller ikke kunne gøres, hun kunne ikke smeltes med et kys, der skulle en umådelig varme til, det kunne han jo bare se med våbene! Armene lagde sig på kryds, over hendes bryst, mens hun intenst lod de blå øjne hvile i hans. Hun lod sig førers med mod stolen, men trak sig fri før hun gled ned i hans skød, istedet stod hun blot og betragtede ham med et nærmest hjælpeløst blik ”Du er en god mand Gabriel, og du tager ikke fejl når du konkludere at jeg bryder mig om dig, mere end så mange andre.. Men jeg ved kun du er min leder, og grunden til jeg kan overleve.. Det her er for..” hun vidste end ikke hvad hun ville sige, men tog dig lettere frustreret til panden, for dette kunne heller ikke være rigtigt! ” Der er mange! Du er min leder for det første. Hvis du afskår mine ordre, ville jeg ikke kunne leve. Du kender mig ikke, og jeg kender ikke dig som sådan, og jeg nægter at være dum nok til at falde for Dem ved blot et kys” hendes blik flakkede, under hele den nærmest panikslagende opremsning. Dette var bestemt ikke hendes ekspertområde!

[theis]

At det irriterede hende, vidste han ikke noget om. Han forholdt sig bare helt rolig, som han altid gjorde. For nogen var det hårdt at holde sig rolig, mens ens følelser galloperede afsted, og man mest af alt havde lyst til at bande, og panikke, netop som Meadow gjorde lige nu. Han sukkede lidt tungt ved hendes første ord, og lagde hovedet lidt på skrå "Hvordan er det forkert Meadow? jeg vil gerne vide hvordan det kan være forkert? Skulle enhver, som er blevet valgt til at være leder, forblive ensom hele sit liv på grund af den rang?" spurgte han roligt. Han havde virkelig ikke tænkt sig at leve alene gennem hele sit liv, for når man som ham, kunne komme til at leve for evigt, ville det at leve alene, være alt for hårdt. Nu havde han ganske vidst levet i 5000 år hvor han havde været alene. Men 5000 år var intet i forhold til hvor længe han kunne komme til at leve. For hvis ikke et sværd satte en stopper for hans liv, ville han leve for evigt, ligesom enhver anden engle. Han lyttede til det næste hun sagde, før han rystede lidt på hovedet af det hun sagde "Så det du frygter, er at jeg ville finde en anden smed, til at sælge våben til hæren? Selv hvis jeg var typen som kunne finde på det, ville der ikke være nogen anden smed som var lige så dygtig som dig i hele Procias. Så det behøver du ikke være bange for" sagde Han med et betryggende smil og fulgte hende med et blikket. Ved hendes ord sukkede han endnu engang tungt, men hans blik blev dog hårdt ved det ene ord hun sagde. "Uanset hvordan du har det omrking mig, vil jeg ikke have at du kalder mig Dem, jeg er ikke flere personer. " sagde han lidt kort forhovedet, før han tog sig til panden. Et kort øjeblik uden at sige noget "Men ja det er mange gode grunde. Og da jeg er en mand som holder ord, skal du ikke hører den slags forslag fra mig igen." hans sædvanlige varme var kommet tilbage til hans ansigt, ved hans ord. Han gik over og tog sin skjorte på igen og lukkede den foran sig. Før han vendte blikket mod hende "Bare få lavet kniven så hurtigt som muligt. Jeg skal bruge den" sagde han varmt. Og som med et trylleslag, opførte han sig som om at hele den samtale, fra han havde kysset hende og opefter, ikke havde eksisteret.

[Deleted]

Det var virkelig ikke til at vide hvordan poker hun skulle opfører sig pludselig. Mænd havde ikke været en del af hendes liv sådan set.. nogensinde, det havde hun droppet for lang tid siden, og hvad der så skræmte hende mest, var at hun rent faktisk brød sig om Gabriel, han var et varmt væsen, hvilket heller ikke var underligt taget i betragtning af hans race, men uanset. Det frustrerede hende, og det stod klart, hun så nøjagtig ligeså hjælpeløs ud, som det hun følte sig, og det lignede bestemt heller ikke hende! Selvtilliden havde altid været iorden, hun blev ikke forvirret, netop fordi hun holdte sig væk fra et personligt liv, smeden var hendes kærlighed, men han havde vel også ret et sted? En stor grund til at hun måtte nyde hans selsakb på den måde, var det faktum at hun ikke selv ønskede at være alene, og hun følte sig efterhånden en anelse.. ensom. Hun bed sig en anelse i læben og rystede på hovedet for sig selv ”Nej.. Men.. Det er mig for satan” vrissede hun mere af sig selv, end det egentlig var af ham. De slanke fingrer gled igennem de blonde lokker, hun så alle steder foruden på ham. Dette var bestemt ikke ventet! Det var heller ikke fordi Meadow bestemte hans skæbne, og valgte ham til at være ensom, men han havde et ansvar, og det samme havde hun. I det store og det hele, kendte han ikke meget mere til hende end hendes navn og erhverv. Smedjen føltedes pludselig langt mere varm og fugtig, end den havde gjort for blot et kort øjeblik siden. Hun rystede på hovedet til hans ord, og lod denne gang blikket falde i hans ”Jeg er den eneste smed i Procias, Gabriel. De andre forlod landet for længe siden. Men dette er mit levebrød, og det er ikke nemt at holde kørende i forvejen tro ig. Jeg har ikke råd til at miste min forbindelse til hæren, et forhold.. eller.. hvad der end er tale om her, ville være umådelig risikabelt” påpegede hun en anelse mere roligt, hun forsøgte virkelig at at falde ned igen, men nemt var det ikke, hendes indre var i kaos, end ikke hendes tanker kunne hun kontrollere. Idet han blev hårdt, blev hendes egen mine fats med det samme, man kunne vel sige at det var hendes forsvarsmekanisme? ”Med største respekt, Gabriel. Så længe du er under mit tag kalder jeg dig hvad jeg synes falder mig bedst” hendes tone var glat og dog så blid, der var vel stadig en stor del af hendes dvasianske opdragelse gemt, hun skjulte sig bag facaderne, specielt når hun blev forvirret Hvad der forvirrede endnu mere, var hans pludselige drejning. Hun himlede med øjnene, og mænd sagde at kvinder var forvirrende?! Den leg kunne hun dog også spille med på, selvom det et sted slog hende. Hun nikkede fast en gang ”Jeg færdiggøre den som det næste” hun trådte roligt hen mod kniven, og endte hurtigt med ryggen til ham. Hendes hjerte slog stadig faste slag *For pokker glem det dumme tøs* tænkte hun vredt, og fyrrede kun større skældsord efter hende selv. Dette gjorde hende direkte vred!

[theis]

Gabriel stod stadig i stærk kontrast til Meadows Uro, selvfølgelig var det ikke en situation som han var vant til. Ja han vidste faktisk ikke helt hvordan det var startet, eller hvordan det ville ende. For han vidste at selvom han havde sagt til hende, at hun ikke ville hører mere om hans forelskelse af hende, af hans betagelse af hendes vilje styrke. Så vidste han at det ikke ville blive noget han bare sådan uden videre ville kunne gøre noget ved. Han vidste at han ville ende med at kæmpe med de følelser længe, og det både fascinerede ham og irriterede ham at han havde den følelse overfor Meadow. Han havde aldrig følt den måde før, så hvad der helt nøjagtig var så specielt ved hende, vidste han intet om. Han kunne ikke se at det lige nøjagtig var det han kunne lide ved hende. ”Ja det er dig Meadow. Jeg kan godt lide dig. Jeg kan lide at snakke med dig, og være sammen med dig. Det er her jeg søger hen, når jeg føler mig ensom, eller når jeg har brug for at snakke med nogen, som ikke nødvendigvis forventer noget af mig samtidig. Min post som leder, og som hærfører gør at jeg sjældent har tid til at bare sidde og snakke, og når jeg endelig gør det, er det som om at dem jeg snakker med, enten kun gør det fordi at jeg er deres leder, eller fordi at de regner med at få noget ud af det.” Han sukkede lidt tungt før han vendte blikket væk fra hende og kiggede rundt omkring. Hendes ord omkring at hun var den eneste smed tilbage i procias, fik ham bare til at sukke svagt ”Så meget desto større grund til at du burde vide, at vi ikke kan vælge en anden smed selvom vi ville.” sagde han lavt. Han rystede bare på hovedet af hende, han gad ikke tage den diskussion op, om hvor vidt hun skulle kalde ham Dem, de eller du. Han orkede ikke den diskussion engang til. Han nikkede roligt til hende med et smil ”Godt at vide. Jeg kommer og henter den, så snart du har sendt bud til mig om at den er færdig” sagde han med et roligt smil. Han nikkede endnu engang til hende før han forlod smedjen med rolige skridt
//out

[Deleted]

Meadow havde ærlig talt ikke den fjerneste idé om hvordan pokker hun skulle vælge at tackle alle de oplysninger. Det ene øjeblik havde han været en leder og hærfører som hun havde respekteret i erhvervet og som menneske, og det nøste øjeblik havde han fået hendes hjerte til at hamre hurtigere end nogensinde før, men så nem havde hun bestemt heller ikke tænkt sig at være! Det at han så straks vendte på et sølvfad, skar hende væk og lod som om intert var sket, bevidnede kun for hende, at han i det store og det hele måtte være en farlig mand. Han havde næsten formået at sno hende omkring sin lillefinger, og nu var hun blot glad for at det ikke var lykkedes ham. Hun måtte virkelig tage at genfinde en form af kontrol, inden hun selv ville ende helt ude hvor hun ikke ville være i stand til at bunde! Hendes blik fokuserede på den ødelagte kniv som han havde skænket hende. Hun måtte stadig undre sig over, hvordan pokker den kunne tilegne sig en så alvorlig skade. Hun sukkede stilfærdigt, og lyttede til hans ord. Selvfølgelig lød det hele sukkersødt, men han havde netop formået at bryde den tillid hun faktisk havde formået at opbygge til ham, indenfor alt for kort tid ”Jeg nyder dit selskab, Gabriel. Man bliver hurtigt ensom på et sådanne sted, jeg kan godt lide opmærksomheden du giver mig, og det faktum at du snakker til mig som en lige mand. Men det er ikke nok” endte hun roligt, uden at skænke ham så meget som et blik. Det var bestemt ikke første gang hun afviste en mand, og hun var overbevist om, at det ej heller ville ende med at blive det sidste. Meadow himlede med øjnene. En hævnrig mand kunne finde på havd som helst, det var noget som selv hun havde erfaret, og hendes brødføde ville stoppe, sammentidig med kontakten til hans hær, hun var tvunget til at blande fornuften ind i det, og det irriterede hende grænseløst, at han på ingen måde så det fra den vinkel! De sidste ord besvarede hun end ikke, men nikkede blot. Så snart døren endnu var gledet i, vendte hun sig, og lukkede alle vinduerne tæt til. Nu skulle der arbejdes! Det var en glimrende måde, hvorpå hun kunne abstrahere lidt fra hendes tanker, og lige i øjeblikket var det noget hun virkelig behøvede. Ud fra vinduet fulgte hun hans skygge væk, før hun roligt vendte tilbage til den store hammer. Der var intet andet at gøre, end at komme igang!

//out