Another lonely hour

[theis]

Gabriel havde ikke så forfærdelig meget tid til at komme forbi smedjen, grundet hans post som hærfører og leder. Men det var dog ikke fordi han ikke ville komme forbi noget oftere, men sådan som det gik i landet, med oprører, folk som sultede og væsner fra dvasias som kom over grænsen var han virkelig en travl mand, så det at han nu stod her ved siden af Meadow og lærte noget om at smed våben, af hende var virkelig noget specielt. Han havde været nød til at finde på en undskyldning for at kunne tage sig tid til at komme forbi, deraf at han havde knækket sin egen kniv. Gabriel lagde godt mærke til at det var en del anstrengene for Meadow at han lagde så mange kræfter i hvert slag mod sværdet, så derfor valgte han også at holde en pause efter et godt stykke tid, hvor han havde gjort alt hvad hun havde sagt. "Så holde vi lige en pause, hvis det er i orden, det er lidt hårdere end jeg havde regnet med" sagde han med et varmt smil. Det var selvfølgelig ikke sandt at han ikke kunne klarer mere lige nu, han gjorde det udelukkende så Meadow ville kunne få en pause for at skulle holde fast i metallet. Han sendte hende et skævt smil ved hendes ord "Det havde jeg skam heller ikke regnet med at du ville lade mig, så det er helt iorden" sagde han med et smil. Han lyttede til hvad hun sagde og nikkede så med et smil "Du går virkelig op i dit arbejde, hvis du har brugt så meget ekstra tid på det her sværd, men jeg må indrømme, det er også et virkelig godt sværd så vidt jeg kan se, skal der en del til at skade selve klingen" han smilte skævt til hende og gik over til en stol hvor han satte sig ned og lændte sig så op langs ryglænet mens han kort lod blikket hvile på hende med et varmt smil, hun var nu noget specielt, nok mest fordi at hun var smed, og at hun gjorde så meget ud af sit arbejde.

[Deleted]

Det var travle tider, og Procias var et stort kaos, der var som åsdan ikke noget at sige til, at der ikke var tid til de store besøg. Selv tog hun ikke rundt mere, hele hendes dag gik på dette sted. Om aftenen søgte hun dog til Manjarno, for at købe sig lidt mad. Detvar måske en lang vej, men hva pokker, det var frisk luft og en god gåtur. Til tider ville hun dog gøre alt for at være indehaver af en hest. Flere og flere mørke væsner sneg sig over grænsen. Når hun tog sine turer til det neutrale land, var det også tydeligt at se, hvordan de måtte kredse om muren, der selvfølgelig var skarpt bevogtet i denne tid. Af samme grund, vidste hun også udemærket godt at Gabriel var en travl mand, og end ikke burde stå der nu og spilde tiden, med at tage ved lærer fra en tøs. Det var slet ikke gået op for hende, at den kniv var blevet flækket med vilje, det var en alvorlig skade, go selvfølgelig skulle hun forsøge at rette op på den, men det var hende stadig et spørgsmål om hvordan, det var lykkedes ham at ødelægge den, på den måde. Etferhånden var hun blevet godt træt i håndleddene, hun sgade dog ikke noget, de t var hårdt arbejde, og der var en grund til at det også var en mands pligt, som hun havde valgt at overtage. De små svedperler strøg ned langs hendes blege hud. Det var end ikke meget sollys hun fik i løbet af dagen, når hun stod et sted som dette. Meadow nikkede forstående, og dog med det tydeligt kække smil. Hun kunne selv bruge en pause ”Det er hårdt” medgav hun, og slap skæftet for roligt at køre håndledende rundt, med en mindre grimasse malet over ansigtet. Hun sendte ham et lidt undrende blik. Selvfølgelig gik hun op i hendes arbejde! Hvad pokker skulle hun ellers lave her? ”Det sværd er til vores kommende konge, Gabriel. Der må ikke være en fejl, og det er nødt til at være stærkt. Jeg har smedet sværd siden jeg var lille, så det er faktisk enkelt. Når vi er færdige her, skal skæftet broderes, og det er noget der i sig selv tager enormt lang tid” hun vaskede hænderne i baljen med vand, for ikke at gøre sig selv, om muligt mere sort end det hun var ”Det må desuden være en stille dag” påpegede hun roligt, og med et lille smil, kastede et blik ud af det åbne vidue, der ikke afslørede andet end tomhed ”.. Siden De har tid til at spendere tid med mig” tilføjede hun dog med et lille nik. Det var skam ikke fordi, hun ønskede at han skulle gå, men hun var en nysgerrig kvinde, det kom hun ikke uden om.

[theis]

Gabriel sad bare og betragtede hende men det var nærmere som om at han så lige igennem hende, for nu hvor han bare sad og slappede af, kom han i tanke om den diskution han havde haft før han var taget der hen, det havde været med en af de højrangerene soldater i hæren, som var meget imod at Gabriel skulle tage ned til smedjen, både fordi der var meget at lave og fordi at Gabriel ville være et mål for oprørerne grundet hans position som Hærfører og leder af englene. Men Gabriel som altid så det bedste i folk, regnede ikke med at der ville blive noget problem med oprørerne da han var helt sikker på at hvis han bare´prøvede at tale dem til fornuft ville de lytte til ham. Selvfølgelig var det ikke ligefrem fordi det var nogen særlig god ide, og han vidste da også godt inderst inde, at han nok nærmere ville blive nød til at kæmpe med dem for at slippe væk. Han havde siddet lidt tid i sine egne tanker, så først da Meadow sagde noget til ham kom han til sig selv og kiggede først undrene på hende, da han ikke kunne huske hvad han havde sagt til at starte med. Der gik dog kun et kort sekund før han kom i tanke om deres samtale og nikkede så, med et smil på læben "Kan jeg godt forstå, men jeg fatter ikke helt hvordan du kan gøre det her så mange dage, og så lang tid om dagen, jeg ville klart ikke kunne holde til det" han smilte varmt til hende, og glimtet i hans øjne viste at han talte sandt, for godt nok var han soldat, men han gik jo ikke og fægtede med alle og en hver, iført fuld rustning hver dag, hvor imod Meadow smede våben hver dag. Han havde kort ladet blikket vandre mod vinduerne og ud på solen udenfor før han kiggede på hende igen da hun sagde noget "Undskyld, Selvfølgelig skal det være perfekt når det er til vores kommende konge, jeg tænkte mig vist bare ikke rigtig om angående mit spørgsmål" sagde han med et ærligt smil. Han smilte varmt til hende og trak derefter lidt på skulderne, hans spørgsmål havde ikke været for at spørge ind til hendes arbejde, det havde faktisk mere været en frase af høflighed for at holde samtalen igen. Da hun så sagde at det måtte være en stille dag kiggede han op på hende "Dem er der mange af i øjeblikket, selvom Landet er i oprør, så tør de endnu ikke at gå imod dronningen, Men jeg er bange for at det nok snart skal komme, og for at være ærlig, tror jeg ikke at det er dem som har startet oprøret, men jeg har en svag anelse om hvem der står bag, det er den samme som står bag alle de mørkevæsner som kommer ind over grænsen fra procias" Gabriel var kort blevet i dårligt humør ved tanken, men da han bagefter kiggede over på Meadow forsvandt det dårlige humør med det samme et smil lagde sig om hans læber, det var næsten sjovt den virkning hun havde på ham, og især fordi hun sikkert ikke engang vidste at hun havde det. "Hvad mener du forresten om oprøret og det faktum at der kommer flere og flere mørkevæsner ind over grænserne fra Dvasias? og at flere og flere flygter til Manjarno?" han kiggede spørgende på hende dog med et lille smil på læben. Han troede ikke på at Meadow ville være blandt dem som ville gå imod kongehuset, det var hun for loyal til, og han regnede heller ikke med at hun ville give oprørerne våben, end ikke hvis de betalte hende for det, men samtidig vidste han jo ikke hvad hun gjorde for at holde sig i live. Der var mange som havde flygtet til Manjarno men kom over grænsen for at holde gang i deres forretning om dagen, for der efter at tage over grænsen inden den lukkede når deres dag var endt, selv kunne Gabriel ikke tillade sig at gøre dette, ikke at han ville selvom han kunne. Han boede som så mange andre engle i himmelriget, og når han ikke var der var han på slottet eller rundt omkring i Procias, sådan som det stod til i landet lige nu, kunne han ikke tillade sig at forlade landet, hvertfald ikke åbentlyst. Det skete at han forlod landet og tog til Manjarno eller Dvasias, men der var han altid klædt ud i gammelt tøj, med sit hår og huden farvet for at han ikke skulle blive genkendt. Det var jo også bedst på den måde, for det var jo ikke hyggeture han tog på, han tog der hen for at hører rygter om hvad der skete i landet, og hvilke planer der var. Det var også på den måde at han havde hørt rygter om hvad den nye greve af Procias Ilosonic var ude på, og det havde ikke undret ham. Det er undrede ham var dog at han ingen beviser havde kunne finde på at rygterne var sande, og det irreterede ham enormt. Gabriel kiggede hurtigt op da han kom i tanke om at han havde været stille længe, og sikkert havde overhørt hvad hun havde sagt fordi han havde været væk i sine tanker "Undskyld, jeg var vidst lige væk et øjeblik, hvad sagde du?" spurgte han med et venligt men dog undskyldene smil.
*det var dog utroligt som jeg bliver ved med at glide ind i mine egne tanker når jeg snakker med hende, men den slags sker jo nu engang når man har meget man skal tænke over* Han havde ikke flyttet sit blik fra hendes på et eneste tidspunkt selvom hans tanker måske havde fløjet væk fra smedjen et øjeblik.

[Deleted]

Det for længst gået op for Meadow, at han var en smule fjern, en tanke som kun fik hende til at smile. Hun gik her meget selv i løbet af dagen, og på de timer nåede hun at tænke ekstremt mange tanker, derfor optog han også hendes fulde opmærksomhed i øjeblikket. Nu hvor kunderne var væk, var hun ligeså temmelig isoleret. Gaderne var tomme, der var intet sted hun kunne opsnappe nyheder fra mere, hun var faktisk ikke sikker på, hvordan det stod til i landet, efter at der var kommet flere og flere oprører. En ting var dog sikkert; Procias var ikke længere et trygt sted at være for nogen, og den tanke foruroligede hende, specielt fordi det var hendes hjem, og hun altid havde været i stand til at finde lyset i det. Hendes eneste familie, var død for nogle år tilbage, og hun havde måske hverken venner, eller en stor hær under sig, men hun måtte klare sig selv, og selv for hende var det nødvendigt at være i stand til at beskytte sig. Roligt gik hun hen til en anden balje, ikke bange for at vende ryggen til ham, og dyppede et trækrus i det rene vand, der endnu havde formået at bevare en smule kulde. Smilet bredte sig over hendes læber, hun kunne ikke lade være, at føle en mindre stolthed ved hans udtalelse, for det var efterhånden også sjældent at hun fik ros, og det var virkelig et hårdt arbejde, selv for en kvinde, det var hun heller ikke bange for at erkende ”Jeg er sikker på, at jeg ikke ville forstå hvordan De lever i feltet, udsætter deres liv for farer, hver eneste dag Gabriel. Men det er begge hvad vi har gjort hele livet, det er hvad vi er født og opvokset til at gøre” hun vendte sig mod ham, og rakte ham det fyldte krus, han kunne vel bruge lidt væske? Sandheden var, at hun udemærket forstod hvordan han kunne gøre det. Tanken om at svinge sit våben, kæmpe for sit land, og få skidt under neglene, måske det var enhver mands drøm, men så tog hun del i den, frem for det som kvinderne måtte drømme om. Et tryg liv, en venlig mand og et par unger til at rende en om benene. I hendes øjne var det direkte kedelig. Endnu engang gled hun ned på den træstub, som hun havde sat på da han var kommet ind. Hun trak forklædet af, for det var faktisk tungt og ikke mindst varmt at bære. Den gled ned ved hendes side, og afslørede istedet for den rosa kjole, der fik den kvindelige skikkelse, til at træde langt mere i karakter, og for hende var det uvant.
Meadow lænede sig frem, og lod albuerne hvile mod hendes lår. Igen var det måske en meget maskulin holdning, der var ikke rigtigt nogen der havde formået at gøre hende mere feminin af sig, så hun tænkte ikke over det. Hun rystede på hovedet af hans ord ”Det skal De ikke tænke på. De er bestemt ikke den eneste, der har svært ved at se på ham som Procias kommende konge. Jeg ønsker dog alligevel, at stille ham tilfreds med mit arbejde” hun trak svagt på skuldrene, og sendte ham det varme smil. Den fletning hendes hår var bundet op i, var blevet løs og ikke ligefrem køn mere. Hun pillede elastikket ud, og lod de bonde lokker, brede sig ud over hendes slanke skuldre, og indramme hendes ansigt med de lette bølger ”Arh” mumlede hun næsten lettet, efter så mange timer, så var det i den grad behageligt med en lille pause. Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Hun var en nysgerrig kvinde, og som borger i landet, ville hun gerne vide hvordan tingene stod til, efter at oprørne var begyndt at vise sig. Selv foretrak hun at forblive loyal ”De tilegner sig mere mod for hver dag, jeg er sikker på at Keischa snart vil stå i problemer, og jeg frygter at end ikke Alexis eller Dig, vil stå i vejen for dem. Det er kun et spørgsmål om tid før det breder sig” konkluderede hun, og medgav sig med ham. Hun var desuden klar over, at han ville stå i farerzonen, nu hvor han arbejdede for dronningen? ”I frygt for at lyde som en bekymret kvinde.. Så beder jeg til at De må passe ordenlig på Dem selv” hendes hjerte slog et ekstra slag, for det var sjældent hun udviste den form for bekymring for andre, specielt en mand. Et sted var det vel også komplet unødvendigt, når det var hærføreren der var tale om?
Hun havde fornemmet hans dårlige humør, hovedet var gledet på sned, og hun ville netop spørge ind til det, da hans smil endte med at afbryde hende. Istedet åndede hun en smule lettet op og gengældte det varmt. For et kort øjeblik overvejede hun hans spørgsmål. Hun lænede sig imellemtiden tilbage mod en stolpe, for at støtte den ømme ryg op af noget ”Det kommer an på situationen. Jeg tror på en ekstra chance, og jeg tror på at selv mørke væsner kan indeholde noget godt. Se en mand som Jason, han er fantastisk for landet. Men i det store og det hele høre de ikke til her. Se bare den nye greve” der var noget direkte forarget over hendes mine ved tanken ”Lysets land, burde forblive lyst, vi burde sammentidig være et åbent land, men jeg finder det underligt at vores mad er forsvundet, vores skover og marker er brændt ned, og der er kommet oprører, alt sammen efter at han dukkede op” hun rystede på hovedet, med tydelig stor ærgelse. Marius havde været en god mand, og selvom hun havde været skeptisk overfor Melody, så havde hun vist sig at være ligeså god af sig, Ilosonic havde endda taget sig den frækhed, at nedlægge det børnehjem, som det var lykkedes Melody at stable på benene. Det var ikke retfærdigt! Hun var bestemt ikke en af dem, der ville gå mod kongehuset, han havde vel også allerede fornemmet hendes troskab mod Keischa og Alexis, også selvom hun måtte stå ved, at Keischa var for ung til at tage ansvaret for en så stor trone, hun var jo kun et barn. De slanke fingrer strøg gennem håret, hun betragtede ham en smule intenst, som for at læse hans blik. Han var en spændende mand, og hun nød hans selskab. Hun sukkede tungt, og kastede et blik ud af vinduet. Hun savnede lyden af de mange stemmer, og de legende børn der plejede at løbe forbi hver dag, nuvar hun bare heldig, at han var endt med at dukke op.
Stilheden havde sænket sig over dem, hun så en smule frem og tilbage, til lyden af den varme stemme endnu engang rev hende ud af hendes egne tanker. En blid latter forlod hendes læber, henvendt mod ham ”Jeg kan ikke huske det” erkendte hun og trak svagt på skuldrene. Når hun smilte, blev de runde kinder kun mere tydelige, derfor undgik hun det som regel, det skæve træk i mundvien, var langt mere hende, fik hende til at virke langt mere hård, og man kunne tro det eller lade værre, i denne branche kunne det hurtigt blive en fordel. Det lille glimt trådte i de smaragdgrønne øjne. Hun var nysgerrig, selvom hun vidste at det nok ville være et alt for pågående spørgsmål at stille ud af det blå, en mand som ham havde vel mange tanker, at skulle tage sig af? ”Noget siger mig, at uanset hvad jeg sagde, var det langt mindre interessant end dine tanker?” hun hævede det slanke øjenbryn, og betragtede ham en anelse spørgende, det var selvfølgelig en mindre hentydning bag. Hænderne foldede sig i hendes skød, for en kort stund tog hun blikket fra ham, hun ville jo heller ikke sidde og bestirrer ham, han kunne alt for hurtigt få et forkert billede, som hun ikke ligefrem ønskede at skulle give ham bare sådan.Lidt kvindelig charme, kunne hun vel bruge i tide og utide? Det stille smil hvilede over de rosa læber, mens hun blot betragtede hendes egen chef og leder, hun beundrede den mand, det kom hun heller ikke uden om.

[theis]

Gabriel vidste på en eller anden måde godt at Meadow kiggede på ham mens han var meget fjern, han vidste ikke hvorfra han vidste det, ej heller vidste han helt hvordan han skulle tage sig af det. Men det var dog langt fra noget han ikke brød sig om, han kunne godt lide at hendes blik hvilede på ham, det fik ham blot til at smile, selv nu hvor han sad i sine egne tanker brød et smil frem på hans læber bare på grund af hendes blik på ham. Hvis han havde vidst hvad der gik gennem hendes hoved netop i det sekund havde han kun kunne give hende ret. Procias var langt fra et sikkert land, og det ville kræve meget arbejde fra hans side at få det stablet på benene igen, især på grund af alle de oprører som fandt sted i de mindre byer, heldigvis var de dog ikke kommet til nogle af de store byer i landet, hvilket mange nok ville takke Gabriel og hæren for. For da han havde hørt om oprørene i de mindre landsbyer første gang, havde han med det samme fået øget patruljeringen af landet veje, og vagterne i de større byer. Selvfølgelig var der nogen der var sluppet igennem, det kunne ikke undgås når han nu engang ikke havde flere mænd end han havde, men så frem havde de dog ikke kunne gøre den store skade blandt beboerne i de store byer, andet end at skræmme dem, så mange af dem var flygtet. En positiv ting ved det hele var dog at der var en hel masse unge mænd som havde meldt sig ind i hæren efter at optøjerne startede, og de var allerede i fuld gang med at blive trænet til gode soldater, og ikke mindst vagter til dronningen. Et drilsk smil bredte sig over hans læber da han hørte hendes udtagelse og det forsvandt ikke da hun gav ham trækroset som han kort tog en tår af vanden i det, før han vendte blikket mod hende ”Nu skal de ikke begynde på det der de igen frøken” sagde han med tryk på frøken for at huske hende på deres aftale, han ville ikke have at hun tiltalte ham som de, dem eller sir. Lige nu var det nærmere ham som skulle tiltale hende sådan, det var hende som lærte ham om smedens kunst, og han var i hendes smedje. Men han gjorde det ikke de havde netop aftalt at bruge hinandens navne eller at tiltale hinanden som du. Han tog endnu en tår af vanden og vendte blikket mod hende endnu engang ”Faktisk er det ikke noget svært, man skal bare ikke tænke på at man sætter livet på spil, eller også skal man tænke på at man sætter livet på spil for noget man tror på. Selvfølgelig hjælpe det at have evnerne til at kæmpe og så selvfølgelig dine mesterværker af et sværd ved hånde. Nu jeg tænker over det, hvis du vil, vil jeg gerne lærer dig at bruge sværdene, hvis du altså ikke allerede kan finde ud af det?” han kiggede lettere spørgende på hende. Det faktum at hun ikke ville kunne forsvarer sig selv hvis hun forblev tro mod dronningen, eller når alle de mørke væsner som kom over murene kom her til byen, havde pint ham længe, og han ville klart gøre alt han kunne for at beskytte hende, eller lærer hende at beskytte sig selv, hvis hun altså ville lade ham gøre det. At hun i forvejen vidste hvad man brugte et sværd til, havde han ingen ide om, da han jo aldrig nogensinde havde set hende med et sværd i hånden, andet end når hun skulle afleverer et til ham eller til en anden mand når han lige var der. Da hun trak forklædet af og fremviste den kjole, som klart fremhævede hendes former mere end forklædet havde gjort, kunne han ikke undgå at lade blikket hvile på hende længe, mens det gang på gang gled over hendes krop. Han vidste jo ikke om hun havde noget i mod det, for de havde aldrig tilbragt så lang tid sammen som i dag, og han havde sjældent tid til at betragte hende ordentligt når det var at hun kom forbi med de våben, som han endte havde glemt at han havde bestilt, eller som han ikke lige havde haft tid til at sende nogen efter. Men hvis hun endelig havde noget i mod det kunne han bare lade være med at stirre, alt det behøvede var såmænd bare at hun bad ham om det, han var jo generelt en meget venligt og varm mand, og han havde af en eller anden grund som han ikke helt kunne sætte sin finger på et godt øje til hende, så han ville næsten gøre alt for hende hvis hun bad ham om det. Han havde dog for stor en stolthed til nogen sinde at ville indrømme det. Da hun lænede sig frem, og derved fik fremhævet sin kavaler gang lidt mere, kunne hans blik tydeligt ikke lade være med at glide over netop det område, det var ikke en særlig kvindelig siddeposition, men så igen, hun var ikke særlig kvindelig i hendes væremåde, en af de mange ting han godt kunne lide ved hende. Han sukkede overdrevet tungt da hun endnu engang begyndte på det med de ”Vil du så lade være med at kalde mig de, frøken. Som jeg sidder foran dig lige nu, er jeg hverken lederen af englene eller Procias hærfører, jeg er blot en almindelig Engle som gerne vil fører en samtale, med en smuk, og speciel engle pige som dig” han kunne ikke lade være med at smile charmerende til hende da han sagde det. For det var jo netop det han mente, hun var smuk og hun var speciel, og han ville klart gerne lærer hende endnu bedre at kende end han allerede gjorde ”Men det er nu ikke så meget fordi at jeg ikke kan se ham som vores kommende konge, Jeg har bare generelt svært ved at forstå hvorfor at han skal have den magt ” sagde han derefter med at kort træk på skulderne, sladder interesserede ham ikke spor, så derfor var han også ligeglad med grunde til at han skulle blive konge, han kunne bare ikke se hvorfor, specielt ikke i en tid som denne, så ville det smarteste da være at holde dem fra hinanden, for hvis han virkelig var værd at blive udnævnt til konge, så ville han også være et ligeså værdigfuldt mål som Dronningen var, og det ville faktisk bare give Gabriel endnu mere besvær for at skulle passe på dem begge. Da hun pillede elastikken ud af håret og lod det indramme hendes ansigt kunne han ikke lade være med at smile, endnu engang, hun så endnu kønnere ud på den måde, selvom hun var en hel del beskidt, men det gjorde ham jo ikke noget, han ville hellere have at pige ville lave noget, end at han ville have at de sad og gemte sig der hjemme. Da hun udviste bekymring for ham, og for dronningen kunne han ikke lade være med at smile. Han rejste sig op og gik over og satte sig på hyg foran hende, og lagde kort sin ene hånd mod hendes kind mens han kiggede ind i hendes øjne ”Om jeg så blive nød til at bruge alle mine kræfter på at beskytte dem, så vil dronningen overleve det her, og jeg skal nok passe på. Men jeg er ikke helt uden evner alligevel, jeg er ikke leder af englene og hærføreren her i landet uden god grund, husk nu det” han nussede kort hendes kind mens han holdt hendes blik, med sit. Han havde et varmt og trygt glimt i øjet, og smilte selvsikkert, selvom han dog langt fra var så selvsikker indvendigt var der ingen grund for ham til at, gøre hende endnu mere urolig, han vidste jo at hun hadede at bekymre sig, og han havde aldrig hørt hende bekymre sig for andre før. Da han hørte hendes blide latter kunne han ikke lade være med at grine sammen med hende ”Så må jeg bare lærer at hører efter en anden gang, i stedet for at lade dig sidde og snakke mens mine tanker er et andet sted” sagde han med et blidt smil og forsatte med at nussede hendes kind lidt endnu før han til sidst fjernede den, han vidste jo ikke om hun brød sig om det, og han ville ikke bryde hendes grænser for meget uden hendes tilladelse. ”Det kommer an på om du synes tanker om mistanke om en forræder er spændene at hører på, og det er bedst vi ikke snakker om det, for det er en som er endnu højere placeret end jeg er, og vi kan begge ende i store problemer hvis nogen hører os snakke om det, og selvom jeg nok kan klarer det, vil jeg ikke lade det gå ud over dig Meadow” sagde han endnu engang med sit varme smil som han havde haft stort set lige siden han trådte ind af døren. Hun var nu engang noget specielt, og han vidste godt at han blev ved med at gentage det, men han kunne kun sige det til sig selv, da det ville lyde dumt hvis han nævnte det, hver gang hun gjorde noget usædvanligt. Det ærgrede ham lidt da hun tog blikket væk fra ham, for han kunne godt lide at mærke hendes blik på ham, men samtidig regnede han ikke med at hun bare ville sidde og stirre på ham, dertil var hun alt for selvstændig og ’hård’ i det. Da hun endnu engang vendte blikket mod ham gengældte han hendes smil. Og ligesom hun beundrede ham, selvom dette dog ikke var noget han vidste noget om, beundrede han hende. Hun var en kvinde i en mandlig profession og alligevel magtede hun at gøre det, og endda langt bedre end så mange andre mænd ville kunne det, fordi hun også havde en kvindes finesse.

[Deleted]

Når han var så fjern, som han var lige for øjeblikket, så var det også langt nemmere ofr hende at betragte ham, for det virkede ikke direkte påtrænende, for det var bestemt heller ikke hendes mening. Der havde bredt sig en lugt af svovl, som Meadow faktisk nød, også selvom den friske vind udefra, tog det med syg. Solen stod ind af vinduet, og faldt mod deres skikkelser, prægede dem af et lys, der lod det te sig ud, som de engle de jo måtte være. Tankerne fé igennem hendes sind: Det var ikke mange mænd, der var interesseret i at høre hende udtale sig om noget som helst. Hun var intet andet end en simpel kvinde, der ikke havde forstand på noget som helst, en tankegang der irriterede hende grænseløst, for hun fulgte skam med, der var en grund til, at hun overhovedet dannede sig en mening og holdning omkring, de ting der foregik i landet. Desuden var hun langt mere end en kvinde! Hun tænkte på oprørne. Før eller siden ville hun også rammes, for de ville forhindre hende i at sende flere våben til hæren, eller også ville hun få langt flere ordre, som hun på grund af den slående loyalitet, ville være tvunget til at skulle nægte at følge, og hun tvivlede på, at det var noget som faldt i god jord. Uden rigtigt at tænke over det, strøg hun tomlen mod hendes ene håndryg, mens de grønne øjne var faldet en smule i staver over hans blik. Havde det ikke været fordi, at hun havde været en kvinde, og at ingen ville lukke hende ind, så var hun gået ind i hæren, havde meldt sig til at gøre som de mange unge mænd, måtte gøre hver eneste dag, at sætte deres liv på spil, og kæmpe for en større sag. Hun var robust, udholden og hun vidste i den grad, hvordan et våben skulle håndteres, men fordi hun havde en fyldig barm, og et charmerende smil, så var det end ikke en mulighed. Hun fnøs for sig selv ved tanken, og var allerede begyndt at føle sig en smule agressiv, noget som den varme stemme hurtigt forhindrede. Et næstent undkskyldende smil, banede sige vejen frem ”Undskyld, Gabriel” endte hun, og kunne ikke holde den perleblide latter tilbage. Det var ikke hendes mening at være så formel, men hun var vant til at mænd som ham ønskede respekten, og hun ville nødig gå ind til unødvendige problemer, specielt når det kom til mandelige soldater, der ville kunne overmande hende, langt hurtigere end hun overhovedet ville kunne nå at blinke. Hun strøg de blonde lokker om bag øret, hun var ikke vant til at lade håret hænge frit, men det var nu meget rart i tide og utide. Det at han kaldte hende ved frøken, fik hende blot til at vende øjne af ham ”Hvor lyder jeg dog sød og uskyldig” påpegede hun, med tydelig ironi i den ellers melodiske stemme. Det var det sidste hun var, måske hun var en engel, men uskyldig, det var ikke ligefrem noget man kunne kalde hende.
Endnu engang optog Gabriel hurtigt hendes opmærksomhed. Der var nærmest julelys i hendes blik når han talte om hans eget arbejde, som havde det været en lille unge, der lyttede til bedstefars mange historier, fra dengang han selv havde været en dreng. Hans skjulte ros fik hende dog til at kigge ned en smule forlegent. Mesterværker var det ikke ligefrem, de behøvede dem og hun behøvede deres penge, så i det store og det hele så gik det lige op ”Jeg går ud fra det er nemmere, hvis man har en familie? Nogen at kæmpe for, og nogen at vende hjem til?” hvorfor den tanke var faldet hende ind, det kunne hun ikke svare på, men alle soldater talte om deres pragtfulde kvinde og vidunderlige børn, hun ville bare gerne kæmpe for landet, og for det lys som hun var både født og gjort af. Meadow formåede ikke længere at holde det kække smil væk, det gav hendes eget ansigt mere liv, som havde han spurgt om de skulle lege gemmeleg ”Jeg har da.. leget lidt med det. Det ville være sjovt at se hvor meget det er i praksis” hun strakte den slanke krop. Faktisk var det en enorm løgn. Hun havde ikke bare leget med de mange våben, hun havde trænet intenst flere timer om dagen, af den grund kunne dagene også nemt gå ekstremt hurtigt, men det ville sammentidig være rart, at se hvor meget det ville være mod en hærfører. Dog frygtede hun, at hun selv ville ende med at skade ham, det ville heller ikke være godt, taget i betragtning af at han vel skulle sparer alt han overhovedet måtte have? Det var for hende svært at sætte sig ind i hans tankegang. Han burde slet ikke være her, for pligterne kaldte vel også på ham? Alligevel brugte han tiden med hende, indvigede hende i sager, der egentlig ikke vedkom en ganske almindelig borger som hende, men hun kunne godt lide tanken, hvorfor skulle hun ikke også have retten til det?
Stilheden havde endnu engang lagt sig. Med så meget tid alene, tænkte hun heller ikke meget over hvordan hun tog sig ud. Da det gik op for hende, at hun havde formået at fange hans blik, kunne hun ikke lade være med at smile. En mindre rødmen steg i de ellers halvblege kinder, også selvom hun forsøgte at skjule den. Det var simpelthen for sødt, hun kunne ikke rødme, det ville være alt for feminint! ”Ikke for at gøre De.. dig forlegen, Gabriel. Men har Dei..du fundet noget interessant?” hun så på ham, med det drillende blik, og der var en tydelig morskab at sporer i hendes tone. Hun måtte dog rette på sig selv, det var ikke let at være så uformel, når det var hvad hun havde været vant til, gennem så lang tid efterhånden. Normalt ville en mand, der kiggede på hende på den samme måde, haft en meget ømtålelig kind i øjeblikket. Hun var ikke let, og hun passede godt på sig selv, desuden var det ganske få mænd, der overhovedet forekom hende at være interessante, men lige denne gang, fandt hun det et sted charmerende, valgte at påpege det, istedet for at løse det med vold, som hun ellers normalt ville have fortrukket. Det undrede hende i det hele taget, at han fandt hende så interessant. En mand af hans venlighed, med den varme og den kærlige omsorg, måden han formåede at få selv hende til at smile og morer sig på, så burde have for lænsgt have en sød kone, der passede pg plejede hans sår, når han kom hjem fra krigen, og børn der stod med samme julelys i øjnenen som hun gjorde, når far fortalte om de onde monstre, han endnu engang havde bekæmpet, men taget i betragtning, af hans små flirteri, så ville hun for hans skyld håbe, at han var alene. Hans pludselig udbrud, trak omgående i hendes opmærksomhed. Hun rømmede sig en smule, som havde hun netop fået en enorm skideballe tildelt. Hun bed sig let i den rosa læbe, og kunne endnu engang, ikke lade værre med at le ”Jeg beklager, Gabriel. Det er en vane. De fleste mænd ville ikke ønske at en kvinde tiltalte dem på deres niveau. Lad os sige at du er en almindelig engel, og det samme er jeg. Hverken smuk, speciel eller unik. Jeg er ikke så god til komplimenter” hun trak på skuldrene, og kastede en smule med hovedet. Det var lige ud af posen snak, hun var ikke så feminin, og faktisk var hun direkte elendig til at tackle komplimenter, specielt når hun følte at de var sagt med mening, og ikke kun i et desperat forsøg på at blive tilfredsstillet, fordi konen ikke lige gad i aften.
Hans charmerende smil, formåede dog at fange hende en smule. Måske hun ikke sagde det højt, men hun var glad for at han var kommet idag, for det var ikke mange hun snakkede med, og hans selskab var både varmt og informerende. Det var sjældent en kvinde som hende, blev behandlet med en sådan respekt, selv i Procias og specielt, efter at flere af mørkets racer var endt med at tage sig ind. Hovedet gled på sned, og lod de blonde lokker følge hende, mens hun lyttede til hans ord, uden rigtigt at høre dem, det var mere en baggrundsstøj, for lige i øjeblikket var hun fanget i hendes egne tanker. Hun trak en smule fraværende på skuldrene ”Keischa elsker ham” svarede hun temmelig kortfattet. Der var ikke mange, der var direkte glad for Alexis. Personligt synes Meadow at han virkede som en fin mand, på trods af hans race. Det havde været endnu værre dengang hvor Keischa’s eksmand havde været konge, den forbandede vampyr, havde været mere skadelig for landet, end det som Ilosnic nogensinde ville blive! ”Det kunne have været værre” påpegede hun, og kom en smule mere til sig selv igen. Meadow var dog klar over, at dette var noget som stærkt ville gå ud over Gabriel, i den stilling som han måtte stå i. Hun fulgte ham med blikket, som han måtte træde tættere på. Smilet bredte sig betydeligt. Det var ikke normalt for hende at udvise bekymring, men hun ønskede jo heller ikke nogle tilskadekommende. Hånden mod hendes kind, fik det til at sitre. Hun valgte bevidst at ignorere det slag som hendes egen hjerte valgte at skulle springe over ”Det var heller ikke for at fornærme dig. Jeg er sikker på, at du er i stand til at udnytte dine våben og dine evner, jeg ønsker bare ikke, at for meget blod skal udgydes i denne krig. Ikke nok med at Dvasias erklære krig mod os, det er forståeligt efter alle de år, men nu erklære vi krig mod os selv? Det bliver ikke kønt, Gabriel. Jeg er måske bare en simpel kvinde, men jeg ved, at dette ikke bliver Procias egen affære” hun sukkede ligeså overdrevet tungt, og klappede sig selv på lårene. Kinden lagde sig ikke mod hans hånd, men hun skubbede den heller ikke direkte væk, faktisk vidste hun ikke rigtigt, hvordan hun skulle vælge at reagere på det , foruden at hun et sted nød det. Selvom han udstrålte selvtillid, så troede hun ikke på det ”Er du ikke bare en smule.. bekymret?” spurgte hun og så en anelse undrende på ham. Hun ville have sagt bange, men en stolt mand som ham, ville have skubbet den idé fra sig med det samme ”Jeg er ikke sart, jeg er klar over at selv de stærkeste ikke altid kan være stærke” hun havde set eksempler på det, hendes egen bror havde været en af den slags mænd, hun havde for en kort stund været en del af den kongefamilie, selvfølgelig var hun en smule urolig for dem. En anelse usikkert, lod hun hånden glide gennem hans hår, selvom hun hurtigt bagefter trak hånden til sig, og holdte den ind til brystet, som havde hun brændt sig på ilden. Hun var virkelig ikke god til slags, og det var heller ikke meningen, at han skulle tage det personligt på nogen måde, pointen var vel, at hun også prøvede at vise ham, at det var okay? At han gerne måtte berolige hende og kærtegne hende, så lang tid der ikke var andre i nærheden! Det var en lille detalje, hun var jo en stor pige, hvilket han vel også havde fundet ud af?
Grinet var falmet, men det havde efterladt sig det brede smil. Hun rystede på hovedet ”Ellers kunne jeg bare lade være med at plapre konstant?” foreslog hun tydelig sigende. Hendes mund stod trods alt ikke stille, udelukkende på grund af hendes nysgerrighed, og sammentidig så frygtede hun lidt at han ville gå, så skulle hun sidde alene tilbage og bare fortsætte det arbejde, som hun egentlig burde være igang med igen. Så sjældent som hun egentlig tog sig en pause, så kunne hun vel godt tillade sig, at holde en lidt længere en nu? Et sted ærgede hun sig over at han fjernede sin hånd, hun tog dog bare en dyb indåndring, af den friske luft som havde bredt sig i lokalet, det gjorde det lidt nemmere at fortsætte samtalen som om intet var sket. Meadow lod blikket hvile i hans, mens hun lyttede. Det var alt sammen meget sødt., at han ikke ville have, at der skulle ske hende noget, men helt ærligt, Procias havde altid været et frit land, og sådan ville hun gerne foretrække det, uanset om hun kunne ende straffet for det ”Der er en forædder iblandt, og du vil måske finde det overraskende, men ja jeg synes faktisk, at det er spændende. Desuden er jeg ærlig talt ligeglad med problemer, Procias sidder i problemer nok, og jeg er en del af det” hun trak på skuldrene. Endnu engang viste hun sig som den hårde kvinde, der nægtede at tage imod hjælp, specielt fra en mand, hun var vant til at blive hånet af det samme, for det hun måtte gøre. Det var trods alt ikke en kvindes job, og alligevel så gjorde hun det, hvilket også havde virket fint for hende til nu. Armene lagde sig over hendes bryst, mens hun betragtede ham med et lidt strengt blik ”Jeg nyder virkelig dit selskab, Gabriel. Men igen jeg går ud fra at du er en travl mand, alligevel er du her, snakker med mig, og beder endda om min mening og holdning? Enhver mand med fornuften iorden ville ikke dele hans tanker, og specielt ikke med en kvinde. Hvad er så anderledes ved dig?” det var måske et mebget direkte spørgsmål, men hun var begyndt at overveje det, for han gjorde hende direkte nysgerrig, og hun ville hellere end gerne lærer ham bedre at kende, noget som ville blive svært, med den tid som Procias gik i møde, den næste lange tid, han ville være travlt optaget, det var der ingen tvivl om, og hun frygtede lidt, at der ville gå tid, før hun ville se så meget som skyggen af ham igen, en tanke som faktisk måtte ærge hende en hel del, selvom det igen ikke var ord som blev sagt højt. Han var trods alt en mand langt over hende, uanset hvordan man måtte vende og dreje den.

[theis]

At han var fjern gjorde dog ikke at han ikke lagde mærke til at hun betragtede ham, skønt han dog lod som om at han ikke lagde mærke til det, da godt kunne forstå hvorfor hun valgte at gøre det på den måde, det ville jo et eller andet sted virke alt for påtrængende, når de nu ikke kendte hinanden så godt. Lugten af svovl som var begyndt at brede sig generede ham ikke, det var jo mere eller mindre hvad han regnede med at der ville lugte af en smedje, og det var ikke meget ulige lugten som til tider kunne findes på slagmarken, især når der både var magikere og warlocks og ilddæmoner, som kunne finde deres plads på slagmarkerne, og lugten var langt bedre end blod som også var en del af det at være i krig. Solens lys fik blot smilet på Gabriel læber til at virke større og endnu varmere end det allerede havde gjort, og det gav ham en næsten lysende skikkelse. Han vendte blikket mod hende med et smil, da det var hendes tur til at falde hen i sine tanker, da han ligesom hende ikke ville virke alt for påtrængende med hele tiden at kigge på hende, for selvom han var hendes leder, så gav det ham jo ikke ligefrem ret til at overglo på de kvindelige engle, ej heller var det noget han ville, det var bare ikke hans stil. At hendes tanker omhandlede måden mænd behandlede hende på vidste han intet om, og især fordi han ikke selv var på den måde over for kvinder, han havde endda prøvet af få reglerne bøjet for hvorvidt kvinder måtte deltage i hæren, alle vidste jo at der var mange kvinder som var bedre end de fleste mænd til en eller anden form for kamp. Om det var sværdkamp eller med magi, var mere eller mindre lige meget, alle slags ’våben’ som kunne bruges i kampen mod Dvasias ville efter hans mening være en hjælpende hånd. Han lod kort blikket glide over hende med et smil på læben, han ville klart gå ud fra at Meadow var en af den slags kvinder som kunne forsvarer sig bedre end mange mænd, hun var sikkert meget udholdende, eller rettere han vidste at hun var udholdende, ellers ville hun ikke kunne klarer det job som hun havde, og hun så også meget robust ud, hvilket dog ifølge hans mening, ikke ødelagde hendes udseende på noget punkt, hvis det gjorde noget, syntes han faktisk at hun så endnu bedre ud på grund af det, Og det gav et indtryk af at hun var vant til at arbejde hårdt, en ting han virkelig satte pris på. At hun ikke længere havde sine vinger fordi de var skåret af, gjorde jo ikke noget, der var rigeligt med engle i hæren som stadig kunne flyve, og der var heller ikke altid chance for at kæmpe i luften, det var tit af man kun kunne kæmpe på jorden, af farer for at blive skudt ned fra en eller anden på jorden. Gabriel kunne ikke lade være med at grine sammen med hende da hun havde en meget smittende latter, han rystede bare på hovedet ”Ingen grund til at undskylde, det er jo ikke alle mænd som vil blive tiltalt så familiært af en kvinde under sin rang” han smilte varmt til hende, og havde med vilje skåret en grimasse af det sidste. For ham betød rangen kun noget på slagmarken, eller når han var nød til at hæve sig over andre for at få styr på tingene, men det var ikke noget han nød at gøre, så derfor gjorde han også sit bedste for at få folk til at snakke familiært til ham, ligesom han ville gøre med dem. Han kunne selvfølgelig godt forstå de folk som gjorde det på den måde, med at holde sig højt hævet overfolk og gjorde sit bedste for at bestemme over alle andre, men han mente bare ikke at det hørte til nogen steder og ej heller mente han at det ville skabe respekt og loyalitet for begge parter, hvilket han selv mente, var det vigtigste. Han lagde hovedet lidt på skår og smilte varmt til hende da hun førte noget af sit hår om bag øret, at hun havde løst hår var ikke noget han så særlig tit, da det for det meste var bundet op på den ene eller den anden måde, men han syntes faktisk at hun så om muligt endnu bedre ud med udslået hår, hvilket han selvfølgelig ikke ville kunne fortælle hende. Da hun vendte øjne af ham kunne han ikke lade være med at grine og da han hørte den tydelig ironi i det hun sagde, blev hans latter en smule højere, dog uden at den mistede den varme og venlige tone som den havde lige fra han trådte ind i smedjen og så hende. Han holdt op med at grine efter lidt tid og smilte drilsk til hende ” så du mener altså at du hverken er sød eller uskyldig? Slemme engel” sagde han med et drilsk smil før han dog blinkede til hende og lod en varm latter forlade hans læber igen. Han var langt fra uskyldig selv, han havde jo blandt meget andet slået mange ihjel efterhånden, og han ville komme til at slå endnu flere ihjel før han døde, hvert fald hvis det stod til ham, han var ikke typen som bare gav op uden kamp, især ikke når han stadig havde noget han kunne kæmpe for. Da han så gløden i hendes øjne da han fortale om sit arbejde kunne han ikke lade være med at smile. Den glød hun havde i øjnene var netop den samme slags glød som han så i de mange børn, som så deres forældre vende hjem fra kampe, eller når han var gået forbi et hus hos en af hans soldater, og kort havde kigget ind og set manden fortælle sine børn, omkring alle de onde væsner som han havde beskyttet dem fra, Selvfølgelig havde de gjort det på en børnevenlig måde uden at beskrive alt det skrækkelige som nu engang også hørte med i krig, som når man så en kammerat falde for enden af et sværd, eller med en pil i brystet. Eller når man hørte skrigende fra de væsner, som endnu ikke var døde, men som lå dødeligt sårede. Det var ikke den slags man ligefrem elskede at fortælle til sine børn når man kom hjem, for det var tit at man mistede folk som man havde kæmpet sammen med mange gange, som man havde overlevet sammen med i krig og havde leet sammen omkring lejer bålene med det ene krus øl som nu engang blev tilladt når man var på farten mod krig. De kammerater som havde reddet ens liv flere gange, og som man selv havde reddet. Han kiggede forsat på hende med et smil da han så at hun kiggede forlegent ned ”Nu ikke så beskeden, dine våben er solide, gode og de hjælper mange soldater med at komme tilbage til deres familier i stedet for at ligge tilbage på slagmarkerne” Det skete jo desværre nogen gange at man måtte forlade lig af sine kammerater, når man lige havde tabt, eller hvis man selv havde lidt store tab og de fleste var sårede. Han kløede sig tænkende på hagen ved hendes spørgsmål ”Det er det vel. Jeg har ikke selv en familie, ej heller har jeg nogen at vende hjem til. Men så igen, jeg kæmper for alle i procias og himmelriget når jeg drager i krig. For selvom det måske lyder dumt, så ser jeg hvert et af lysets væsner, alle fra barn til voksen som en del af min familie, og jeg vil med glæde ofre mit liv for at de kan leve videre i fred. Så i sidste ende kan man vel godt sige at jeg har en familie at vende hjem til.” Han smilte varmt til hende, og håbede at hans svar var godt nok til at svarer på hendes spørgsmål, for det var det eneste han havde at give hende. Han vidste selvfølgelig godt at de fleste af dem som kæmpede under ham havde en familie at vende tilbage til, og som mens de var væk var urolige for dem. Men han havde endnu ikke fundet nogen som ville gøre det for ham, selvfølgelig ville englene miste deres leder, og hæren miste deres fører men det ville ikke være det samme. Han kunne ikke lade være med at grine over det hun sagde og lagde hovedet på skrå ”Hvorfor er der noget som siger mig at du ikke kun har leget lidt med de våben? Men vi kan da altid prøve at tage en kamp sammen, jeg skal dog nok holde mig tilbage hvis du gerne vil have det” sagde han med et smil. Da hun strakte den slanke krop, kunne han et kort øjeblik ikke lade være med at kigge på hende med en åbenlys interesse, han syntes jo at hun var meget smuk, og når hun sådan strakte sin krop var det jo klart at han ikke kunne lade være med at kigge på hende. Han strakte selv sin egen krop efter at hun havde gjort det. Han vidste ikke helt hvorfor men at se hendes gøre det havde givet ham sådan en lyst til at gøre det selv. Han lod derefter blikket hvile på hendes ansigt igen, og især hendes øjne. Han prøvede lidt at bedømme hvilken slags modstander hun ville være at kæmpe imod, både for at finde ud af om hvad han skulle forberede sig på i kampen mod hende, men også for at finde ud af hvor meget han skulle holde hen i kampen. Gabriel lod samtalen dø hen lidt og sad bare og betragtede hende da hun jo lænede sig frem mod ham. Den mindre rødme som steg i hendes kinder fik ham bare til at grine lidt med sin blide og varme latter. ”Du er nu sød når du rødmer” sagde han med et skævt smil. Men da han hørte grunden til at hun var rødmet var det hans tur til at rødme lidt og kigge væk. Han havde ikke troet at hun ville lægge mærke til at han kiggede på hende, så det at blive fanget i det var en lille smule pinligt. Han rystede det sig dog hurtigt af sig og vendte blikket mod hende igen med et skævt og drilsk smil ”Du gør mig overhovedet ikke forlegne, jeg skulle nærmere spørge dig om jeg gjorde dig forlegen. Men Ja jeg vil klart mene at jeg har fundet noget interessant at se på”sagde han med sit forsatte drilske smil. At hun faktisk rettede på sig selv i stedet for at sige det som var hende faldet naturligt fik blot hans smil til at blive større, hun var ved at lære det, selvom det nok ikke var særligt nemt for hende blot at glemme alt om hvordan man tiltalte en der var højere rang end hende selv. Men så slap han jo også for at kalde hende frøken. Han ville også langt hellere kalde hende ved hendes navn. Det at hun havde fanget ham i at kigge på hende på den måde han havde siddet og kigget på hende, havde næsten fået ham til at forvente at få en lussing eller blive slået på en anden måde. Men det at hun ikke slog ham fik ham blot til at smile, han havde endda været ved at løfte hånden for at afværge et slag, men da det ikke kom flyttede han hurtigt armen igen for ikke at se alt for dum ud. Da der gik længe uden at hun sagde noget, lagde han hovedet lidt på skrå med et spørgende udtryk, han vidste ikke hvad hun sad og tænkte på, selvom han gerne ville vide det, når det nu var noget som kunne gøre hende så stille som hun var blevet. Et drilsk smil brød frem på hans læber da hun endelig sagde noget igen ”Så hvis vi går tilbage på det mere formelle plan? Ville det så betyde at jeg måtte give dig komplimenter igen?” spurgte han med et drilsk smil. Han viste hende dog at han blot lavede sjov med hende, ved at blinke drilsk til hende. Han ville ikke give sig til at komplimentere hende hele tiden hvis det ikke var noget hun brød sig om, så ville det kun gøre mere skade end gavn og det var jo ikke det han var ude efter lige nu. Det at hun blev stille igen fik ham endnu engang til at lægge hovedet på skrå mens han kiggede spørgende på hende. Da hun med et temmelig kortfattet svar fortalte ham hvorfor at Alexis skulle være konge trak han bare på skulderne, han interesserede sig egentlig ikke for hvem der var konge og hvorfor, så længe han kunne stole på den der sad på tronen så var det i orden, det var straks værre hvis at den der sad på tronen ikke var til at stole på omkring hvad der var bedst for landet. Han nikkede blot til det hun sagde, det kunne være meget værre, som for eksempel hvis Ilsonic kom på tronen, selvom han dog langtfra regnede med at det nogensinde ville ske, selvom han havde en mistanke om at det var hvad han havde planlagt, og at det var ham som havde startet oprøret. Han smilte til hende da han hørte hendes næste ord, han var heller ikke blevet fornærmet af det hun havde sagt, at hun viste at hun var bekymret for ham, fik ham faktisk kun til at smile. ”Jeg blev ikke fornærmet Meadow, jeg er kun glad for at du er bekymret for mig. Og jeg håber heller ikke at der skal udgydes for meget blod, men sådan som det står til nu vil der ikke være nogen måde at komme uden om det” sagde han med et smil. Det hun sagde, havde også været på hans sind længe, faktisk lige siden at oprøret var startet. Han var ikke meget for at skulle trække våben mod andre Procianere, men hvis de nærmede sig slottet med våben, eller på andre måder begyndte at lave ballade blev han nød til at sætte ind over for dem. Han sukkede lidt tungt da hun spurgte om han ikke bare var en lille smule bekymret ”jo jeg er bange Meadow, men det er min pligt at gøre det, og jeg vil som sagt hellere end gerne ofre mig for at alle andre kan leve i fred” han smilte varmt til hende. Han var ikke som alle andre mænd, men det havde hun vel også snart opdaget, han opførte sig jo ikke som dem. Men han havde intet imod at sige at han var bange, han kunne ikke se en grund for at holde det for sig selv da hun jo havde spurgt om det. ”De stærke er kun stærke så længe som dem som står bag dem forbliver stærke, det øjeblik de forlader den stærke, er det at den stærke vil finde sin overmand. Men når man kæmper for dem som er vigtige for en, vil man finde en styrke som kun dem som tro på at lade sine følelser råde vil kende til” Han kunne ikke lade være med at smile da hun kørte en hånd igennem hans hår, hvorefter han grinte lidt over at hun derefter reagerede som om at hun havde brændt sig ”Mit hår er ikke farligt Meadow” sagde han med et drilsk grin og puffede kort til hende så godt han nu sad. Han nussede hende kind kort før han slap den og smilte til hende. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes kommentar om at hun plaprede konstant ”Det skal du endelig ikke, jeg kan godt lide at hører på dig plapre” sagde han med et smil, før han flyttede sig tilbage på sin stol og kiggede over på hende. Han kunne godt lide at plapre med hende, det var det eneste tidspunkt på dagen at han faktisk fik tid til at slappe af, faktisk var det eneste tidspunkt siden oprøret startede at han havde haft tid til at slappe af. Han kunne ikke lade være med at kigge beunderene på hende over hendes udtagelse, ikke så meget det med at hun syntes at det var spændende men mere det at hun tog procias problemer så roligt. ”Tja, jeg har en god ide om hvem forræderen er, men jeg kan ikke sætte nogen beviser på det, og uden dem vil det være farligere for mig at anklage ham, end at lade være og mod arbejde ham i skyggen i stedet” han ville ikke åbent anklage Ilosonic, heller ikke over for hende. Ikke så meget fordi han ikke stolede på hende, men man vidste aldrig hvem der lyttede. Han vendte blikket mod vinduet da der et kort øjeblik var stille mellem dem, før blikket atter vendte tilbage på hende ved det hun sagde ”Man er kun så travl som man selv gør det til. Og måske er det fordi jeg ikke selv har fornuften i orden? Hvem ved. Jeg ved bare at jeg godt kan lide at snakke med dig, og hører din mening om tingene, du ved om nogle endnu mere omkring hvad der sker end jeg gør, jeg har kun rapporter fra spejdere og jeg ved ikke hvad, og dem er der jo ikke mange som vil snakke med dem i disse dage” sagde han med et smil til hende. Han håbede dog at hun forstod at han ikke kun snakkede med hende for at få informationer, selvom det måske godt kunne have lydt sådan i sidste ende.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi hun fandt Gabriel påtrængende på nogen måde. Så ensom, som hun måtte være igennem dagen, så nød hun blot at der var en der gav hende selskab og ikke mindst opmærksomhed, på en måde hun rent faktisk var i stsnd til at nyde, frem for de direkte sultne blikke, der til tider blev hende givet. Det ændrede dog ikke på, at Meadow selv frygtede at være for påtrængende. Hun var på ingen måde vant til, at finde nogen former for interesse i en mand, men der var noget særligt over ham, og det var ikke kun det, at han gjorde hende forbandet nysgerrig med hensyn til hans erhverv. Det var trods alt noget helt andet, at stå der som kvinden bag de mange våben, mens han var en af dem, som faktisk måtte få gavn af dem. Et næsten frydfuldt glimt trådte i hendes blik. Den kraftige luft af svovl, var det bedste ved overhovedet at befinde sig i lokalet. Det var måske langt fra sundt at gå i, men hun elskede den, det var duften af godt arbejde. Hun betragtede ham stadig nøje. I skæret af solens lys, var der ingen tvivl om, hvilken race han måtte tilhøre. Det varme smil, og de øjne der formåede at berolige hende, blot ved at se ind i dem, sagde det hele. Desuden vidste hun at han endnu måtte have sine vinger, noget som hun desværre havde mistet for mange år siden, ikke at det var noget hun brød sig om et snakke om, men de vingeled der var tilbage, var langt fra de eneste ar på hendes krop. Hun tvang sig selv ud af tankerne, og lyste hurtigt op, i et forsøg på at vise, at hun skam stadig var med ham. Hun var en kvinde af stål. Hver dag mødte hun op her, arbejdede til hun nærmest faldt i søvn på det hårde gulv, og sammentidig beskyttede hun sig mod de ting der måtte møde hende i hverdagen. Alligevel så formåede ingen ringere end hendes leder, virkelig at få hende til at føle sig blød. Den rødmen i hendes kinder, og de komplimenter hun straks valgte at opfatte som flirt, det var skræmmende selv for hende. Men han var en leder, hvad skulle han finde interessant ved hende? Tanken skød hun langt væk, mens hendes hjerte slog et ekstra slag over, det var slet ikke tanker hun burde gøre sig!
Som de sad lige i øjeblikket, så ønskede Meadow virkelig, at hun havde været i stand til at læse hans tanker, ikke kun fordi han var en mand der faktisk behandlede hende med respekt, men også fordi han var hærfører. Man kunne sige at det var unormalt, men siden hun havde været en lille pige, på en alder hvor hun burde drømme om at blive prinsesse, så havde hun altid ønsket sig en plads i hæren. At være i stand til at kæmpe for hendes land, at være i stand til at vise sig værdig som kvinde, selv overfor mændende. Den slags var der ikke plads til. Hun sukkede, der var næsten ærgelse at fornemme, det ville være nytteløst, desuden kunne lande tumuligt klare sig uden det våben hun måtte smede. Hun hævede næsten dovent blikket mod ham, ved de ord. Hun var ganske vidst en kvinde under hans rang, og det var også noget hun valgte at acceptere, han var hendes leder i alle henseender. Hun trak svagt på skuldrene ”Tja.. Det burde være sådan” påpegede hun, med en næsten formel tone endnu engang. Meadow havde været under træning, gennem hele livet havde hun haft en at kalde ”Sir”, hun var vokset op med respekt for folk som ham, det kunne hun ikke undgå, at holde fast i. Hun legede ubevidst med en blond lok. Det var desværre en dårlig vane, når først hun blev smigret, noget at holde fast i. Som lille havde hun gjort det af frygt. Selvom hun lo med ham, den perleblide latter der blandede sig med hans, så drev hendes tanker stadig væk *En mand som ham skal man pokkertagemig, lede længe ef.. nej Meadow, ikke engang tænkt på det!* skældte hun ud, i hendes egne tanker. Hvad kunne man sige, hun var trods alt en kvinde?
Rødmen blev en smule kraftigere, hun slog blikket mod hendes fødder, for ikke at lade det være for åbenlyst, det havde ikke direkte været sådan ment, men nej hun var vel ikke uskyldigheden selv? ”Ikke for at betvivle dig, Gabriel.. Men hvor uskyldig er du selv i virkeligheden? End ikke engle er hvad det var engang” hun lod de grønne øjne falde i hans, og lod ham møde det kække smil. Hun tvivlede på, at han selv formåede at holde sig væk fra synd. Eller det vidste hun, i og med at han måtte slå ihjel, og den måde han kiggede på hende på, afslørede at han også begærede og længtedes på måder der vidst ikke tilhørte en glorie. Hendes ører stod på stilke når hun lyttede til hans fortællinger. Siden han ikke havde nogen børn eller børnebørn, at give dem videre til, så kunne hun vel fint stå som publikum? For et kort øjeblik, kastede hun blikket mod det sværd de havde fået formet i samarbejde ”Jeg er glad for at kunne redde liv på afstand. Men man må ikke glemme, at disse sværd ligeså tager mange liv” af den hårde kvinde hun var kendt for at være, så var det ikke bekymringer hun normalt ville gøre sig, men det bekymrede hende faktisk at tænke på. Selvom de var dvasianere, var de ikke nødvendigvis dårlige væsner uden et hjerte, og de måtte stadig lade livet, til ingen verdens nytte i hendes øjne vel og mærke. Det måtte vel også være hårdt for ham? Hvis han gik bort, ville han ikke have en familie til at savne ham, ingen at give noget videre til? Det var en ting hun selv tænkte en del over, men hun var for kræsen og for stolt, til overhovedet at give sig hen til en mand, og dermed også starte en familie. Hun bed sig let i læben. Det var ikke for at le, men han havde ret det lød dumt, og alligevel charmerende på mange punkter ”Procias vil altid være din familie, Gabriel. Men at se de mænd du træner.. vende hjem til en smuk kone og børn der springer dem i favnen? Vide at de har nogen at give deres historier videre til, nogen til at beundre dem.. andre end strigle af en smedje vel og mærke” hun trak på skuldrene, med den lille skjulte hentydning. Hun beundrede ham for alt han måtte være, det kom hun ikke uden om. Rødmen tog af, hvilket kun lettede hende, hun åndede op, rettede sig så hun istedet sad med rank ryg, det var lidt mere behageligt i længden. Hendes tanker blev afbrudt af ord, der fik hende til at sende ham et direkte strengt blik ”Jeg er meget vel en kvinde, det er jeg udemærket klar over, men nej du skal ikke holde mig igen, eller give mig en chance eller noget som helst” hun løftede en pegefinger, hun burde ikke give ham ordre, men lige der tillod hun sig det, dog med et smil.
Det var gået op for hende at han betragtede hende, sendte de små stjålne blikke mod hende, som hun havde gjort mod ham lige da skjorten var røget, men af en eller anden grund, så gjorde det hende ikke noget, af en eller anden grund, nød hun faktisk at han beragtede hende på den måde. Ligesom ham, var det selvfølgelig ikke noget hun gik til bekendelse med. Netop som rødmen var forsvundet, fandt den i højere grad frem i kinderne. *Forbandede...!”#¤%&/()* hun bandede i det indre, og bed tænderne hårdt sammen. Hans kommentar gjorde det på ingen måde bedre! ”I mænd lærer aldrig, at det er noget af det værste man kan sige til en kvi...” hun nåede ikke at færdiggøre hendes sætning, før hun fik et glimt af hans rødmen. Så man det.. En mand der rødmede, også selvom han kiggede væk, lidt stolthed havde man vel? Det fik hende blot til at bide sig selv hårdere i læben for ikke at grine, hun ville nødig sårer den manddom ”Jeg gør dig ikke forlegen, du har fundet noget interessant, og alligevel kigger du væk?” hun lod blot som om hun ikke havde set det, selvom mistanken tydelig stod i hendes melodiske stemme. Normalt ville han uden tvivl have fået et slag for det blik, det havde de fleste mænd oplevet, men lige der fik hun sig ikke til at hæve hånden. Som han lagde hovedet på skrå, gjorde hun det selv den modsatte vej, en smule drillende. Hun endte dog hurtigt med at ryste på hovedet ”Du kan tro nej, kæreste.. Formel eller ej, så får du ikke lov at komplimentere mig” hun lagde armene over brystet, selvom tonen var streng, så var hun allerede nu ved at slippe en latter. Hun nød det jo faktisk.. at blive komplimenteret når det var af ham, det lød for en gangs skyld.. ærligt, og ikke kun ord sagt i et forsøg på tilfredstillelse.
Smilet falmede en smule. Hun brød sig ikke om at tænke på konsekvenserne af den situation som landet stod i, i øjeblikket. Desuden ønskede hun ikke mere blod, ikke flere lig ”Det er umuligt. Bare.. pas på” endte hun en smule tøvende, for det lignede slet ikke hende at bede om. Meadow beundrede ham for hans holdning. At han var villig til at ofre livet, og faktisk beundrede hun også at han ville erkende sin frygt, for ikke mange mænd var villige til det. Hun nikkede blot stille. Mens hånden gled gennem hans hår, havde ordene mere eller mindre kun været baggrundsstøj. Hendes hjerte sprang flere slag over, hvilkedt hun faktisk næsten fandt irriterende, derfor trak hun også hånden så tæt til sig. Hun sendte ham et lidt ironisk blik ved hans ord, hun vidste udemærket godt at det ikke var farligt ”Undskyld jeg..” hun rødmede igen og denne gang var det hendes tur til at se væk, hvad var det hun prøvede at sige? Stadig holdte hun hånden tæt ind til brystet. Hans puf, fik hende til at le igen, hun gengældte blidt, det lettede stemningen en del ”Det der går under kategorien; kompliment” påpegede hun med et slankt hævet øjenbryn. Hun var slet ikke god til at tackle den slags. Så meget alene som hun var, så nød hun dog selv at plapre med ham, om små ligegyldige ting, han havde rent faktisk formået at sætte hendes dag lidt i perspektiv, frem for altid kun at lade den være den samme, desuden var det rart at blive opdateret om landets situation. Det var heller ikke fordi at det ikke bekymrede hende, men hun var ikke vant til at gå i panik over små ting, der skulle meget til at ryste hende, og hun var ikke god til at udvise det når det endelig gjorde. Lettere nysgerrigt så hun på ham, hun havde sine anelser om hvem der var tale om, hun ville dog ikke sige det højt, i disse tider måtte man være forsigtig ”Lad os håbe, at hvem end denne forædder er, så bliver vi fri en dag” hun følte sig temmelig agressiv, hvilket også tydeligt kom til udtryk. Det lød som om at han snakkede med hende for informationer, men i det store og det hele var det ikke noget hun tog sig af, for det undrede hende ikke. Han var en hærfører og en leder, selvfølgelig, hun havde vel ikke nået at bilde sig selv noget ind? Hun sendte ham det varme smil ”Jeg er glad for at kunne være behjælpelig” endte hun blot kortfattet.

[theis]

Gabriel kunne ikke lade være med at grine lidt da han så hendes frydefulde smil, han vidste ikke hvorfor at hun smilte sådan, men hun så virkelig sød ud når hun gjorde, han sad længe og overvejede om han skulle kommentere på det frydefulde smil, han havde jo lovet at han ikke ville give hende komplimenter. ”Du ser virkelig sød ud når du smiler sådan der” sagde han da han endelig havde besluttet sig for om han skulle sige noget eller ej. Svovl lugten var ikke så sund at gå rundt i men, det var da bedre end så mange andre lugte, og da hun så ud til at nyde så var det jo også fint. Da hun blev stille lidt og virkede lidt trist lagde han hovedet lidt på skrå med et spørgende udtryk i sine varme øjne, han vidste jo ikke at det var fordi at hun tænkte på at han stadig havde sine vinger og at det var noget hun ikke selv havde, selvom den tanke nok også ville have gjort ham trist. Da han også så den rødmen som kom på hendes kinder valgte han dog ikke at sige noget denne gang, det ville jo alligevel bare gøre hende mere pinlig berørt og det var ikke ligefrem det han var ude på nu, og da han ikke kunne læse hendes tanker for hvad hun gerne ville have han sagde, så prøvede han at slappe lidt af. Han kunne ikke lade være med at grine over det hun sagde med at det burde være sådan ”Nej det burde det ikke, men det kan jo også være at det bare er mig som vil have det sådan, men man skaber mere respekt og loyalitet ved at snakke til folk som sine ligemænd, og så at du også er så en speciel kvinde som du er, kan man jo ikke andre end at beundre dig” han smilte ærligt til hende da han sagde det, for han mente det virkeligt, han beundrede hende for at hun kunne klarer det job hun havde og så også fordi hun var sådan en venlig og sød kvinde, selvom hun dog prøvede at spille hård. Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun begyndte at lege med hendes hår. Han sad længe og betragtede hende før han hendes spørgsmål kom ”Jeg er slet ikke spor uskyldig, jeg slår trods alt andre ihjel, og så er der den her engle kvinde som jeg elsker at besøge, eller bare betragte når jeg har chancen” sagde han med et drilsk smil, og mødte hendes blik. Han vidste ikke om hun fangede den hentydning han havde smidt i sit svar, men han håbede det et eller andet sted. ”Ja de tager også mange liv, og sådan er krig nu engang, det koste liv, men i mange tilfælde redder det også liv hvis de rigtige vinder” sagde han med et smil. Gabriel holdt hendes blik fanget med sit mens han smilte varmt til hende, mens han lyttede til hvad hun sagde, og han kunne ikke lade være med at smile over den lidt skjulte hentydning som var gemt i hendes ord ” jeg har måske ’kun’ en strigle fra en smedje som beundre mig, men jeg vil hellere have den strigle end en kone og et barn, for jeg har ikke mødt andre som jeg snakker bedre med” sagde han med et kækt smil til hende. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes udbrud, ”jeg tror det er den generelle beskrivelse af mænd, vi lærer aldrig hvad vi skal sige til søde og kønne kvinder” sagde han drilsk, han håbede lidt at han ville få hende til at rødme igen ved det han sagde, hvilket også var grunden til at han havde sagt det som han havde. ” Det er fordi jeg ikke vil gøre det ubehageligt for dig, men hvis du hellere vil have det, kan jeg da sagtens blive ved med at kigge” sagde han drilsk og rejste sig op igen og gik over til hende igen da hun sagde at han ikke måtte komplimentere hende ”Jeg gør det nu alligevel” sagde han drilsk og puffede blidt til hende. Da hendes smil falmede satte han sig på hug foran hende endnu engang, og lagde endnu engang sin hånd mod hendes kind som han blidt strøg med sin tommel ”Det lover jeg dig Meadow, jeg kan jo ikke lade dig stå alene mod alle andre mænd” sagde han med et lille smile for at få hende til at smile igen. Hendes ironiske blik fik ham bare til at grine ”undskyld hvad? Den fik jeg ikke helt fadt i” sagde han drilsk og kiggede ind i hendes øjne, mens det drilske smil gled over til et varmt smil. Han nussede stadig hendes kind da han faktisk godt kunne lide at nusse hende. Han kunne ikke lade være med at grine over det hun sagde ”jeg kan ikke lade være med at komplimentere dig, så det må du vende dig til. Og du skal ikke komme og sige til mig at du ikke kan lide det”sagde han med et grin. Han havde jo flere gange opdaget hvordan han havde fået hende til at rødme. ”Det skal jeg nok sørge for vi blive, bare rolig ” sagde han med et smil og hentydede til det med forræderen. Han lagde hovedet lidt på skrå ved hendes ord og kunne så ikke lade være med at grine lidt ”Det var ikke lige det jeg mente, men jeg er ikke så god til at tale med kvinder som dig. For der findes ikke andre som dig. Jeg mente at jeg virkelig nyder at snakke med dig, og grund til at jeg spørger ind til dine holdninger og meninger om det jeg siger er fordi jeg gerne vil hører dem, ikke for informationen, men fordi jeg gerne vil vide hvad du mener om situationen i procias, og så må du mener at jeg ikke er ved mine fulde fem eller hvad du nu vil” sagde han med et varmt smil og håbede lidt at han havde fået forklaret sig ordentligt nu.

[Deleted]

Et kort øjeblik havde Meadow ellers fået det indtryk, at de havde droppet komplimenterne, for hun kunne tydeligvis ikke tåle dem. Så ”heldig” havde hun desværre ikke været, det indså hun ganske hurtigt. Det øjeblik hvor den røde favre igen steg hende til hovedet, var hun næstet fristet til at skænke ham en lige højre, rent metaforisk set selvfølgelig. Hun vendte øjne af ham og rystede på hovedet. De blonde lokker dansede over hendes skuldre ”Jeg troede vi havde en aftale” afveg hun blot. Hun havde altid været elendig til at tage imod komplimenter, og det var hun skam også udemærket klar over selv, men det var hendes værn af beskyttelse. Et sted nød hun det dog. At han fandt hende så interessant, som han havde gjort det, det fik smilet frem over hendes læber om ikke andet. De nysgerrige grønne øjne betragtede ham. Hun beundrede ham, for alt hvad han måtte være, en accepteret mand, en bundret leder og ikke mindst en af himlens vidundere. Måske hun var det ligeså, men uden hendes vinger, en engels store stolthed, så var det besværligt for hende selv, at se hende sådan. De var desværre blevet hende frataget for mange år siden.Gabriels latter, fik hende til at slå blikket mod ham. Hendes egen var kort, men den var der dog. Lige det kompliement, var et hun valgte at se væk fra ”Vi lever alle i hieraki. Ingen er ligemænd, Gabriel. Men jeg er glad for, at du ser mig sådan, frem for det typiske syn mænd har på mig” hun himlede lidt mere negativt med øjnene, hun var faktisk træt af det. De fleste så hende, som en kvinde der ligefrem ønskede, ensomme mænds varme favn at søge til, udelukkende fordi hun havde valgt sig en karrierer som hun nu havde. Som regel blev disse mænd mødt af en hård mur, dette var dog ikke tilfældet for Gabriel. Han behandled ehende med repsekt, så skulle han også få lov at se en anden side af hende. Meadow tog ikke direkte tavsheden for noget dårligt. Hun udnyttede den derimod, til de små stjålne blikke, måske hun var afvisende overfor andre, men hun kunne vel godt nyde synet bare en smule? Hans ord rev hende dog ud, og tvang hendes blik tilbage i hans. Hun nikkede medgivende. Det var ikke ligefrem uskyldigt at slå ihjel. Hans sidste ord havde dog ikke ligefrem en positiv effekt. Det indre smil famlede, selvom hun dog opretholdte facaden ” Hun må være en ganske særlig kvinde” konkluderede hun roligt. At det var hende der var tale om, gik slet ikke op for hende, hun havde levet for længe blandt herrene, til at tænke i de baner. Pludselig blev krigssnakken langt mere behagelig ”Det er sandt. Men alt for mange dør i det forsøg” hun trak svagt på skuldrene. Det havde taget hende lang tid at sætte sig ind i den procianske tankegang igen, men det var da lykkedes hende ganske udemærket. Tomlerne trillede nervøst om hinanden, hun var ikke altid så svær at læse, specielt ikke når hun rent faktisk fandt ham som behageligt selskab. Hans ord undrede ham dog. Hun var en strigle, og han ville hellere have hende, end en smuk kone til at pleje ham, og et barn der ville forgude og se op til hans eller hendes far? Hvilken soldat var han lige?! Hun sendte ham dog det rolige smil ”I lige måde. Jeg nyder dit selskab. Det er ikke fordi jeg får meget af det, i løbet af dagen” der var noget ærgende over hendes tone, hun ville glædeligt have mere selskab, og specielt hvis det kom fra ham.
Som hun til dels sad i sine egne tanker, brød han dem endnu engang. Rødmen havde taget permanent bo i hendes kinder, hvilket kun fik hende til at sætte hænderne mod hoften, en anelse strengt ”Min gode Gabriel.. problemet er netop, at i siger det til alt for mange kvinder” hun fulgte ham med blikket. Det gjorde hende bestemt intet at han kom tæt på, og ej heller at hans hånd endnu engang faldt mod hendes kind. Det sitrede let, hun skubbede ham ikke væk. Hun kommenterede heller ikke hans ord, men rettede ryggen og skød dermed let i brystet, som tydeligt tegn, det gjorde hende intet, hun kunne godt lide de nysgerrige øjne, så lang tid de var så varme. En latter brød dog læberne, hun gengældte hans puff ”Jeg troede vi havde en aftale” gentog hun, tydeligt drillende ”Ingen mænd vover at ligge en finger på mig” svarede hun selvsikkert, også selvom det i den grad var en løgn. Det var få, hun lod sig åbne for på denne måde, og derfor bekymrede hun sig også for ham. Hun var dog sikker på, at han nok skulle være forsigtig, det håbede hun om ikke andet. Hun droppede den negative tanker, og rystede nærmest opgivende på hovedet ”Det er ikke det at jeg ikke kan lide det. Det er det at jeg kan” ikke alle forstod hendes tankegang og formuleringer, hvilket vel heller ikke var underligt? Hun lod fingrene stryge gennem lokkerne, lyttede til hans ord, der lettede hende bare en smule ”Jeg er glad for, jeg ikke blot er til for at presse informationer” påpegede hun en anelse drillende. Ganske forsigtigt lod hun hånden række ud efter hans, for at tage den i hendes. Hun var ikke så god til alt dette, det måtte hun også erkende.

[theis]

Gabriel smilte drilsk til hende og trak på skulderne af det hun sagde "Tjo, det troede du måske, men jeg kan ikke lade være, så jeg droppede den hurtigt igen" sagde han med et drilsk smil. Han vidste godt at de havde lavet en aftale om at han ikke skulle komplimenterer hende, men han kunne ikke lade være, der var så meget at komplimentere at det var svært at lade være. Han rystede drilsk på hovedet af hende da hun begyndte på det med hirakiet "Ja måske lever vi alle i et Hiraki, men er det ikke vores egne beslutning hvordan vi vil leve vores liv? Jeg har valgt at leve mit liv, som hvis jeg var lige med en hver mand, kvinde eller barn. Fordi det er sådan jeg bedst kan leve selv" sagde han med et smil. Han hendes humør ændrede sig regnede han hurtig ud hvorfor og han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende "Det er hun. Hun er den eneste kvindelig smed i procias som jeg kender til. Og hun er altid klar til at give mig selvskab" denne gang håbede han på at hun fangede at det var hende han mente, for det kunne da ikke være mere klart uden at han sagde hendes navn. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes næste kommentar om at de sagde det til alt for mange kvinder "Tja vi kan bare ikke lade være" sagde han med et drilsk smil. Han forsatte med at nusse hendes kind blidt, og da hun tog hans hånd gav han hendes hånd et blidt klem, for som at sige at det var helt iorden, før han kiggede ind i hendes øjne med et smil.

[Deleted]

Meadow sukkede næstent opgivende, selvom det var svært at holde det lille smil skjult. Et eller andet sted, nød hun jo hans komplimenter, men det var på den anden side også det, der faktisk irriterede hende ”Jeg havde ellers stemplet dig som en mand af ord” påpegede hun en anelse bebrejdende, også selvom det tydeligt kun var ment i den rene sjov. Hun betragtede hans blik, også selvom hun så væk så snart han så meget som gjorde tegn til, at skulle se på hende. Det var direkte fjollet, at hun pludselig opførte sig sådan! Hovedet gled på sned, mens hun meget intenst lyttede til hans ord, og hun kunne heller ikke andet, end at sige sig enig med hans holdning. En mand med en så stor stilling, med magt over mere end blot et enkelt individ, og alligevel valgte han at udnytte det til det bedre, frem for at stille ssig højere. Hvis der var noget hun ikke kunne klare, så var det en alt for højthævet mand, med det hele i munden.. For pokker hvor havde det givet hende mange slag gennem tiden ”Jeg ved ikke hvor du er fra Gabriel Hawktan, men det er fra et sted der har sin helt egen race mand” hun nikkede stilfærdigt til hendes egne ord, som for at understrege alvoren. Farven i hendes kinder, tog lidt af igen. Det var ligeså blevet mere luftigt, nu hvor det var blevet senere på dagen, og vejret udenfor også tog til. Hun burde virkelig få færdiggjort det arbejde, men hun lystede jo heller ikke ligefrem, at skulle sige farvel. Farven steg hende øjeblikkligt til hovedet, og hendes hjerte måtte hamre så hårdt at hun følte sig svimmel. Hvor tåbeligt at hun overhovedet, havde følt det stik ved ordet om den kvinde.. Det kunne ikke være hende? Hun tvang det lille smil frem, og rettede sig op med rank ryg ”I så fald, så må hun ligeså være glad for dit selskab. Jeg har hørt at smede er yderst ensomme” svarede hun temmelig overbevisende. Hun lo og rystede en smule på hovedet ”Nej selvfølgelig kan i ikke lade værre. En smuk kvinde foran en mand, er som at stille 2 glas engleblod foran en vampyr” sagde hun drillende. Hånden var gledet i hans, hun gengældte det lille klem. Hans selskab var virkelig rart.

[theis]

Gabriel kiggede på hende med et skævt smil over hendes suk. Det at hun nød hans komplimenter var nemt for ham at se, og det var netop også derfor at han ikke kunne stoppe med at give hende dem. Han kunne ikke andet end at lade vær med at grine over hendes kommentar før han kiggede helt alvorligt på hende, "Det må være fordi du får det værste frem i mig" sagde han med et drilsk smil bagefter, da han ikke længere kunne holde masken. Han sad stadig på knæ foran hende og smilte til hende, da han simpelthen ikke kunne gøre andet lige nu. "Jeg er bare sendt fra himlen, for at gøre dit liv lidt dejligere" han klappede dog hurtigt i da han havde sagt det. Han vidste virkelig ikke hvor det var kommet fra, "Det må du undskylde, jeg ved ikke helt hvor den kom fra" sagde han undskyldene til hende. "har du gættet at det er dig jeg mener nu? eller skal jeg prøve igen?" spurgte han med et drilsk smil da hun rødmede endnu engang. "Det håber jeg da også hun er her, ellers ville jeg sikkert være blevet smidt ud nu" sagde han med et skævt smil og blinkede til hende. Gabriel kunne ikke lade være med at grine af hendes samligning "Det kan der nok være noget om" sagde han med et grin.

[Deleted]

Hans komplimenter nåede for en gangs skyld frem, også selvom Meadow, følte sig udemålig naiv ved overhovedet at tro på hans ord, sådan en smirgren, var aldrig ærlig, det var én ting hun havde lært. Hovedet søgte på sned, mens hun så en anelse indgående og strengt på ham, med et hævet øjenbryn ”Jaså..jeg får det værste frem i dig, mr. Hawktan?” hun så strengt på ham, før hun roligt prikkede han på brystet ”.. Alligevel kommer du ind, i mit hjem, på mit arbejde, og får mig til at kunne lide dig, selvom jeg har en kraftig fordom mod det mandelige køn, og du får mig til at føle mig som den mest naive kvinde, ligesom dem jeg ser, der falder i stribevis for mænds falske smirg. Så sig mig – Hvem er det egentlig der får det værste frem i hvem?” hun prikkede ham en sidste gang, lagde armene over hinanden, over brystet og betragtede ham temmelig afventende, også selvom der var tydelig ironi i hendes tone. Hans lille kommentar brød den strenge mine, og fik hende øjeblikkeligt til at le ”Selvtilliden fejler intet” påpegede hun blot, uden at føle sig det mindste befamlet af hans ord. Meadow rystede let på hovedet ”Jeg nyder dit selskab, Gabriel. Jeg kunne ikke finde på at smide dig ud” hun lod hånden stryge igennem hans blonde hår. Det var måske en bizar sammenligning, men ikke mindst, så var det sandt, en mand kunne ikke stå for en smuk kvinde, og vampyrer kunne ikke stå for engleblod, det var endog hendes egen erfaring, så.

[theis]

Gabriel kunne virkelig ikke andet end at grine over hendes ord før han trak lidt på skulderne med et uskyldigt smil "Jeg ved virkelig ikke hvad det er du prøver at pakke mig på. Skulle jeg. Englens leder virkelig få det værste frem i en af mine engle?" spurgte han og prøvede virkelig at spille fornærmet og komme frem med det der højt på strå ansigts udtryk som man tit så hos dem som havde magt. Han kunne dog ikke holde det længe før han begyndte at grine, og smilte til hende "Hmm hvad så med at vi deler det lige op? vi får det værste frem i hinanden? lyder det fair?" spurgte han så med et drilsk smil, og gjorde sit bedste for at lyde som en eller anden handelsmand som prøvede at få en handel i hus, til færest mulige penge for ham. Da hun begyndte at le grinte han sammen med hende, hvor efter han med et varmt smil blinkede til hende "Jeg kan da godt prøve at komme kravlende på knæ til dig, men et eller andet sted tror jeg ikke at det vil virke lige så godt som med meget selvtillid? eller hvad mener du Meadow?" spurgte han med et drilsk smil og lagde hovedet på skrå mens han kiggede ind i hendes øjne. Han kunne ikke andet end at smile ad det hun sagde og nussede hende forsat blidt på kinden "Det er jeg da utrolig glad for at høre, for jeg ville nok også havde svært ved at gå selvom du smed mig ud" da hun lod sin hånd stryge igennem hans hår, var det som om der skete noget i ham, han vidste ikke hvad der skete eller hvorfor, og uden egentligt at have tænkt over det, ej heller overhovedet at have tænkt på det, lændte hans krop sig frem som var den styret af en anden, og hans læber rørte kort hendes i et lidt prøvende kys. Og selvom han I starten gerne ville trække sig væk, var det som om hans krop slet ikke reagerede, og det var først efter lidt tid at han "endelig" kunne trække sig væk. Men der hvor de fleste som kendte Meadows ry, måske ville have taget benen på nakken efter bare sådan uden videre at have kysset hende, blev Gabriel siddende på knæ foran hende som han hele tiden havde gjort, mens han forberedte sig på at få en lussing, fra hende, og med hendes job, ville det nok ikke bare være en blid lussing, men en med smæk på.