Another lonely hour

[Deleted]

Solen stod højt på himlen. På denne smukke forårsdag var der ikke mange skyer at ane. Vejret forekom dog stadig en anelse køligt, selvom det måtte veksle meget. Fuglene sang i det fri, denne dag kunne man tydeligt høre dem. Normalt ville det være umuligt med de mange talende væsner, der måtte søge frem og tilbage langs byens gader. Nu hvor hungersnøden var endt med at ramme, så havde købmændende heller ikke mad nok, til at sælge af det. Istedet valgte de at brødføde dem selv og deres familier, så der var ikke længere noget at komme efter. Meadow personligt nød af dette. Alt den snak forstyrrede hendes arbejde, ikke mindst fordi, at den lille bygning lå lige ud til hovedgaden. Varmen havde lagt sig inde i det lille værksted. Gløder formåede alt for hurtigt at gøre det ulideligt, og hun kunne heller ikke lufte ud hele tiden. Her var der ingen fuglesang at høre, kun metal mod metal. Det blonde hår, var flettet ned over hendes ryg, så det ikke ville komme i vejen for hendes arbejde, sammentidig dryppede de små svedperler,ned over hendes pande, sådan som hun måtte stå bøjet over den næsten færdige sværdklinge. Hun lagde hammeren fra sig, og lod blot metallet ligge over ilden for at lade sig varme yderligere. Et suk forlod hendes læber, mens hun stille lod hånden løbe over ansigtet, og dermed formåede at afsætte sorte mærker, hele vejen ned langs de røde æble kinder. Hun kastede for en kort stund, blikket ud af vinduet, for at betragte den tomme gade. Det var lige før hun måtte savne den konstante larm. Lige siden Adriel var endt med at sige op, og give smeden videre til hende, så måtte hun erkende, at det hurtigt blev en kende ensomt på dette mørke sted. Hun greb om den store balje med vand, der stod ved siden af de åbne flammer. Det var måske tungt, men det var sådan hun startede dagen, det var nødvendigt for hendes arbejde, desuden havde hun brug for væske. Hånden dannede en skål, fangede vandet i hendes hånd, før hun hævede den og drak det, som havde det været flydende guld. Til morgen havde det været iskoldt, men nu var det blevet lunkent af at stå i varmen. Hun trak svagt på skuldrene. Det var ikke nu man kunne tillade sig at være kræsen. Hun satte sig ned på en træstub, og løftede forklædet en smule. Bagved var hun rent faktisk feminin nok, til at bære en let rosa kjole. Gløderne knitrede en smule, når det kom i kontakt med metallet. Meadow kastede blot et dovent blik mod værket, før hun måtte finde hendes hænder mere interessante. Efterhånden var de temmelig fyldt af brændvabler, hun måtte skaffe sig et par nye handsker, det andet ville blive uudholdeligt i længden. Hun rystede på hovedet af sig selv, og lod de våde hænder tørres af i ansigtet, så hun i det mindste ville blive nedkølet bare en smule, det var bestemt ikke fordi der var meget luft herinde, det var helt sikkert! Så snart hun var færdig med det forbandede svær, så skulle der luftes ud! Efterhånden manglede hun også kun at forme selve klingens spids, og derefter lave de små indgraveringer i skæftet. Så kunne hun også sige sig fri, noget som hun for en gangs skyld, glædede sig til.

[theis]

Gabriel kom gående ned langs den stille hovedgade, det faktum at der var hungersnød og at alle nu bare kæmpede sine egne kampe for at få noget at spise var ikke just noget han var glad for. Hvis det stod til ham ville han give alt hvad han havde for at kunne skaffe mad til de sultne. Men det var ikke det han skulle nu, han var nød til at få ordnet nogle af sine ting hos smeden, og at så kunne han altid prøve at flirte med den der søde engle pige som nu ejede smedjen. Han havde som altid sit sværd ved sin side hvor det i dets sorte læderskede, fik de få mennesker til at kigge når han gik forbi. Hans klarer blå øjne var varme og inviterede næsten alle og enhver til at smile og starte en samtale med ham. Han var klædt en hvid skjorte og nogle hvide bukser, men det var også det eneste der var hvidt. Hans bælte var sort som læderskeden og hans støvler var en lys brun læder, som gav nogle få klik hvergang han trådte ned. Han stoppede kort op og slog armene ud til siden og nød forårs solen, samtidig med at han spredte sine arme ud til siden, gjorde han det ligeledes med sine store flotte vinger som han ikke havde skjult, når han ikke var ude for at finde ud af hvad der gik for sig i byen, så han ingen grund til at skjule sit væsen. Han var stolt af at være en engel, og han var ikke hvilken som helst engel, han var englenes leder, og oven i det var han procias hærfører, og han ville gøre alt for at hjælpe beboerne i procias. Da han havde stået lidt med armene ud til siden og med strakte vinger, folede han vingerne sammen på ryggen og forsatte hen til smedjen. Han bankede kort på døren før han trådte ind i varmen, og med et var han glad for at han ikke havde taget noget varmt tøj på, eftersom han ville være faldet død om af varme. Han spejdede lidt rundt for at finde englen som var der, og det tog ham ikke lang tid før han fandt hende. Han smilte charmerende til hende og gik over mod hende med et smil "Hej hvordan går det" spurgte han stadig smilende og lod sine blå øjne hvile på hende med varmt glimt i dem. Han trådte lidt tættere på og passede samtidig på ikke at futte sine vinger af i gløderne som var igang med at opvarme metallet på et sværd. Han lod kort blikket glide rundt før han igen lod blikket lande på hende "Hvordan kan du holde varmen ud?" spurgte han med hovedet let på skrå.

[Deleted]

Efterhånden manglede Meadow virkelig Adriels selskab. Det havde været langt sjovere, dengang hun ikke havde behøvet, at gå selv rundt. Selv her kom der ikke mange længere, det var som oftest en mand fra slottet, der kom for at bringe slottets ordre, det var jo næsten kun de kongelige og så hæren, der bad om våben. Ingen turde at gifte sig i denne tid, og der var ikke penge nok til gaver, så smykker havde hun slet ikke lavet, på det seneste. Den sol der stod udenfor, tillod sig at kaste sig ind af de små vinduer. Hun betragtede det klare skær. Foråret var på vej, og dog så var det ikke som det plejede. Det var ikke en glædelig tid, end ikke for hende, der førte sig temmelig alene i denne by efterhånden! Hun lænte sig frem og lod albuerne støtte mod hendes lår. Tja, hun havde altid været mere end af mændene, end en af kvinderne, og nu hvor der ikke var nogen til at påpege det for hende, så kunne hun jo gøre lige hvad hun lystede. Meadow trak på skuldrene. Døren gik op, og i det samme, rejste hun sig med en smidig bevægelser, og rettede ryggen. Det var kommet som et mindre chok, var der overhovedet folk tilbage i byen? Tanken fik hende til at le lidt af sig selv, som havde det været en form for joke ”Kom bare ind” kaldte hun roligt, og vendte tilbage til det varme smedejern. Det var vel bare endnu et af slottets budbringere? Denne toeri blev dog hurtigt afkræftet af hans stemme. Meadow så op på maleriet der hang over kaminen. Det var heller ikke ofte hun fik så fint besøg som hendes leder, og den mand som nok sørgede for at hun kunne leve. Maden var dog smålig selv for hende, for hvor skulle hun skaffe det henne? De fleste måtte drage helt til Manjarno. Det kække smil spillede om hendes læber. Hun kunne aldrig huske hvad pokker det var hans navn var, og det irriterede hende bare lidt! ”Det kunne have gået bedre, men det kunne så sandelig også have gået værre” svarede hun måske en smule intetsigende, og uden så meget som at se på ham. Det var ikke for at virke afvisende, men hun var vel bare lidt svær at komme ind til? Der var jo kun hende. Hun tog læderstykket ved siden af, og lagde det mod det direkte brændende skæfte, for at kunne fortsætte arbejdet. Han var nu sød. Hun kunne godt lide de varme øjne, og hans muntre humør. Tanken skød hun hurtigt fra sig ”Det kan jeg heller ikke.. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” hun drejede let på hælen, og lod de smaragdgrønne øjne betragte ham en smule indgående. Hun var både beskidt og svedig, men som hærfører var det vel ikke noget, som han ikke var vant til, det var svært for en smed at holde sig repræsentabel, det var også helt sikkert.

[theis]

Gabriel trådte helt ind i smedjen og kiggede rundt da hun gav ham lov. Det var virkelig ulidelig varmt der inden, men det var jo bare hvad der var at forvente når man stod i en smedje, at hun ikke havde åbnet nogle vinduer eller en dør undrede ham dog lidt, hvorfor havde hun dog ikke gjort det? ville det måske ikke gøre det hele meget nemmere for hende, at der var luft i rummet. Han lod forsat blikket glide rundt på de mange værktøjer som var over alt i butikken, men det var jo stort set også det eneste som der var, folk købte sikkert ikke ting i butikkerne når der næsten ingen mad var, og de penge man havde blev brugt til at betale de dyrer priser for den smule mad som der var tilbage. Gabriel lod derefter blikket glide ud gennem vinduet hvor solen skinnede igennem, det var virkelig dejligt vejr udenfor, men nogen måtte jo passe sit arbejde. Han vendte blikket mod hende igen da hun endnu engang begyndte at snakke "Det kan jeg godt forstå, du har vel ikke rigtig noget andet at lave, end at smide våben sådan som hæren ruster sig til krig, og siden folk ikke har penge til andet" han kunne udemærket forstå hvad hun mente, selvom det måske ikke havde sagt så meget om hvordan det gik for hende. Han betragtede hende med et skævt smil som hun begyndte at arbejde igen, han kiggede dog noget undrene på hende da hun bare tog læderstykket og lagde rundt om smedjernet som var næsten rødglødende, det kunne umuligt være behageligt for hendes hænder at holde rundt om det. "har du ikke nogle handsker et eller andet sted? det der hjælper vist ikke ret godt" spurgte han med et skævt smil, han lod blikket glide over sværdet som hun var igang med at smede før han vendte blikket mod hende igen "Du behøver ikke være så formel, bare kald mig Gabriel." sagde han med et smil. Det var kun når han skulle være hærføren, eller skulle bestemme over andre at folk skulle være formelle overfor ham, resten af tiden havde han det bedst ved at blive kaldt ved sit navn. Han fandt en kniv fra sit bælte, eller nærmere to dele af en kniv da bladet var knækket midt over."jeg ville bede dig om at samle denne kniv igen, det er meget rart at have en ekstra kniv når man nu aldrig ved hvad det er der vil ske" sagde han med et smil. Det var egentlig løgn at han var kommet for at få lavet kniven, den havde slet ikke været i stykker da han gik, han havde selv knækket klingen da han indså at han ikke bare kunne komme hen til smeden uden en god grund, for godt nok var han englenes leder og procias hærfører, men det var stadig Meadow's butik han var i og derved bestemte hun jo en hel del mere om hvad der forgik der inde, og hvis hun nu havde travlt ville det ikke være så smart at dukke op for at snakke med hende, selvom det var det der var grunden til at han egentlig var taget der hen. Han trådte lidt tættere på hende og kiggede ned på metallet hun var igang med at forme til et sværd "Hvem er det sværd til?" spurgte han nysgerigt, egentlig mere for at have noget at sige. Han lod dog kort efter blikket glide over på hende og han kunne ikke lade være med at smile, hun så rigtig godt ud, selvom om at hun var beskidt, men det blev man jo med hendes arbejde, ligeså blev man det med det job han havde, eller det var jo mere når der var krig. Han lagde først nu mærke til at hun havde en kjole på under forklædet og kunne ikke lade være med at smile, det var ikke hver dag at man så en smed, som havde en kjole på mens hun arbejdede.

[Deleted]

De som havde været vant til at besøge stedet meget, kunne også tydeligt se forandringen. Værktøjerne havde sin plads i det store lokale, og der var en helt særlig orden. Selvom det ikke altid var lige tydeligt, så var Meadow trods alt en kvinde, og hun nød at have orden på tingene. De små perler af sved, glinsede mod hendes pande som det svage lys ramte hende. Det var aldrig rart for en kvinde, at stå foran en mand som ham, i hendes tilstand. Det var dog Madow havde vænnet sig til, det var hendes arbejde, og det bar med sig, at hun blev både svedig og beskidt, det var trods alt også kun hende normalt, der var ikke rigtigt nogen at tage hensyn til. Nu hvor Gabriel stod der, så måtte hun dog erkende, at hun følte sig bare en smule forlegen, dette var dog skjult bag den lidt hårde maske, som måtte indramme hendes kvindelighed. Meadow nikkede ivrigt for sig selv, til de ord ”Hæren kommer med en ny ordre hver uge, jeg ved ikke hvilken underlig idé de har fået sig, at jeg er i stand til at smede så mange våben på så kort tid, men hva’ jeg er vant til brokkeri” svarede hun en smule agressivt. Det var heller ikke for at angribe ham, men hun var temmelig presset og lige i øjeblikket levede hun på de ordre, som han var med til at udstede ”Jeg undskylder, det er ikke for at fornærme Dem” tilføjede hun dog hurtigt, og forsøgte ham at sende et blidt smil, der dog endte i det samme skæve træk som altid. Meadow fornemmede udemærket, hans øjne i nakken. Det gjorde hende ikke noget som sådan. Varmen gik hurtigt igennem læderstykket, og brændte den i forvejen hårde hud på hendes hænder. Hun bed kraftigt tænderne sammen, og tvang sig til at stå stille frem for at lave spastiske bevægelser med hånden, bare for at få frisk ilt tilført. Det gjorde ondt, det måtte hun erkende. Hun rystede bare på hovedet af hans ord ”De sidste par gik i stykker sidste uge. De er dyrer” påpegede hun roligt. Sådan som de skulle være specielt lavet, så var det langt mere end hun havde råd til. Hun havde lagt sværdet fra sig, og vendt opmærksomheden mod ham istedet. Hånden hvilede tæt ind til hendes bryst, hun kunne altid heale det senere. Gabriel.. Det var det han hed! Maedow nikkede blot forstående ”Okay.. Gabriel” tilføjede med et stille smil. Blikket faldt mod kniven, han trak frem ”Det var dog en grim skade” konstaterede hun allerede hurtigt, og rynkede let på panden ”Be om” hun rakte hånden frem mod ham, tydeligt at hun bad om den lille kniv. Blikket betragtede bladet. Hun var en smule fraværende, selvom hun nikkede ”Det er farlige tider, De er en klog mand at være bevæbnet” pegefingeren gled roligt langs skilningen ”Hvornår skal den være færdig?” hun så op på ham, med en lidt spørgende mine, selvfølgelig havde en første prioritet som Hærfører og leder, men hun var som sagt en virkelig travl kvinde. Han så rar ud. Måske det var en latterlig tanke, direkte barnagtig, men hun kunne godt lide de venlige øjne. Endnu engang vendte hun sig om mod det næsten færdige sværd bag hende. Hun sukkede en anelse tungt ”Alexis” svarede hun kort for hovedet. Mandens sværd var gået i stykket under træning, så nu ønskede han et nyt, og det ville hun give ham. Hun tørrede sveden af panden, og gik roligt hen for at åbne vinduerne. Nu var det ikke så farligt. Heldigvis for hende, var det stadig en smule køligt udenfor, og lidt luft ville gøre godt, det var der ingen tvivl om.

[theis]

At hun svedte og var beskidt generede overhovedet ikke Gabriel, ifølge ham var det langt bedre end de mange pyntedukker, som ikke var vant til hårdt arbejde, eller bare i det hele taget at svede eller blive beskidte. Han kunne ikke lade være med at smile varmt til hende og kløede sig let i nakken med et grin "Ja det er jeg ked af. Jeg håber ikke at vi presser dig for meget" sagde han med et smil. Hvis det var fordi at hun følte sig for presset kunne han sagtens få ordrene til at falde lidt, indtil videre oprustede de kun til den krig som Gabriel var sikker på snart ville komme, som ville afgører hvordan det endte med Procias om det forsat ville være en bastion af lysset eller om mørket ville vinde. Da han så at hun brændte sig trådte han helt frem til hende og rakte sine hænder frem "Må jeg lige få kigget på de hænder? " spurgte han med et smil, og da hun så sagde at hun ikke havde råd til nogle nye handske smilte han og fandt en pung frem som han rakte til hende "Se det som en tak til dig fra hæren, du gør trodsalt et fremragende arbejde" han smilte endnu engang varmt til hende og rakte så hånden frem igen for at kunne kigge på brændsårende, han havde jo nogle tricks i ærmet da han jo trods alt var lederen af englene. "Så må jeg vel også kalde dig Meadow? eller skal jeg bare kallde dig frøken?" spurgte han med et skævt smil. Da hun så spurgte om hun måtte se kniven gav han den til hende "Der er ingen bestemt tidsperiode for den, du kan bare lege lidt med den når du nu engang får tid til det. har trods alt stadig mit sværd ved mig" Han lod sit blik glide over på sværdet før han lod det glide tilbage på hende "Nu ved jeg godt jeg ikke er uddannet smed, men måske vil du have en hånd? du kan eventuelt lærer mig at smede?" han smilte venligt til hende, og lod sine blå øjne møde hendes blå øjne.

[Deleted]

Dette var langt fra en kvindes sted at befinde sig, hun burde vel være hjemme i et køkken, passe børn og vente på at hendes mand ville vende hjem, efter en lang dag? Tjo måske det var en kvindes plads, men i så fald, så skulle hun nok sørge for at være en mand, for dette var langt mere hende. Hun rystede hurtigt på hovedet, faldt ordrene, så faldt hendes løn og indhold i livet ”Nej selvfølgelig ikke. Der skal lidt mere end et par hundrede sværd til at knække mig” der var noget ironi i hendes tone, for selvfølgelig kunne en mand ikke klare alt det arbejde, det tog tid at smede våben, tid som ikke særlig mange soldater synes at have. Hun havde brændt sig, men det var langt fra første gang, derfor så hun også en smule undrende på ham, da han bad om hendes hænder. Det det gik op for hende hvorfor, vendte hun blot øjne og rakte ham den forbrændte hånd, dog med et lille smil at ane i mundvien, hun var ikke vant til den direkte interesse ”Det er ikke slemt, jeg healer det senere” påpegede hun. For Meadow havde det altid været vigtigt, at fremstå meget selvstændig, og at bede om hjælp, ville aldrig være en realitet. Synet af pungen fik hende hurtigt til at ryste på hovedet ”Mit arbejde bliver belønnet nok. Desuden vil jeg ikke have dine penge” svarede hun kort og ærligt for hovedet. Måske hun var lidt uhøflig, men det kunne hun virkelig ikke tage sig af, hun kunne godt klare sig selv! Smilet bredte sig over de rosa læber. Hun lod de grønne øjne møde hans, med det lille glimt ”Frøken er så sukkersødt, nej tak.. Meadow er.. fint” endte hun med et erkendende nik. Han var minsandten en varm mand, af en soldat at være. Næsten lettet måtte hun nikke, og stille ligge kniven på bordet ved siden af sværdet. Et sted var hun glad for at det ikke hastede, for hendes bord var virkelig fyldt ”Jeg har en du kan låne i mellemtiden” man kunne tro det eller lade værre, men hun vidste udemærket hvordan man skulle gøre brug af de våben, som hun både måtte reparere og smede. Ikke særlig overbevist så hun fra ham til sværdet. Lærer ham at smede? Tjoeh.. Hun kunne vel bruge selskabet om ikke andet? Der blev alt for hurtigt ensomt, nu hvor Adriel ikke længere var en del af stedet. Hun trak hånden til sig, og lod armene folde sig over brystet ”Jeg håber ikke du er sart” igen lidt ironisk, han burde ikke være sart som hærfører, men man kunne jo aldrig vide. Hun trak svagt på skuldrene en smule afventende.

[theis]

Gabriel grinte lidt over hendes svar og løftede afværgende hænderne "OKey skal jeg nok huske, men mon ikke vi efterhånden kan skære det ned til 50 sværd hver anden uge?" spurgte han sig selv tænkene og stod sådan lidt indtil hun rakte ham sin hånd "Nej det er ikke så slemt, men jeg tager mig nu alligevel af det," sagde han med et smil og lod så kort sin hånd kører frem og tilbage over den brændte hud mens han healede det, måske var hun ikke så glad for at bede om hjælp, men Gabriel var altid glad for at hjælpe, og når han så oven i købet havde svært ved at tage øjene fra Meadow når han så på hende, gjorde ham bare endnu mere opsat på at hjælpe hende. Selvom det måske havde været uhøfligt kunne han ikke lade være med at grine af det "Tja så se det som betaling for kniven og lån af en ny" sagde han med et drilsk smil. Han vidste udemærket godt at det langt fra ville blive så dyrt at få lavet den kniv og låne en anden i mens, men hvis hun ikke havde råd til handsker ville han da med glæde hjælpe hende sådan var han bare. "Det er en aftale, hvis du kalder mig Gabriel, kalder jeg dig Meadow, hvis du kalder mig noget formelt, som sir herre, eller dem. Så kalder jeg dig frøken" han kunne ikke lade være med at smile drilsk til hende og det var tydeligt at læse morskaben i hans livlige blå øjne. Da hun trak hånden til sig igen Da hun så trak hånden til sig fangede han den hurtigt igen "Lige en ting til, så du ikke brænder dig, igen" sagde han med et smil og lukkede et kort øjeblik øjnene mens han brugte en af sine magiske evner til at lave et skjold rundt om hendes hånd, da det kun skulle holde varmen væk fra hånden, havde han ikke gidet bruge alt for meget energi på det, hvilket også var grunden til at det var gået så stærkt "Jeg kan også prøve at lære dig det lille trick, hvis du vil have det, selvom det kræver en del hårdt arbejde, men så sparer du de penge" han smilte venligt til hende og slap så endelig hendes hånd så hun kunne få den tilbage, den gløede dog en lille smule eftersom det skjold han havde lavet om hendes hånd var skabt af lys. Han kunne ikke lade være med at grine med en varm latter af det hun sagde "Jeg ville ikke selv kalde mig sart, men det skal nok blive sjovt at prøve noget nyt" sagde han med et skævt smil.

[Deleted]

Meadow rystede endnu engang hurtigt på hovedet, og lod en rødmen stige hende i kinderne ”Nej du behøver ikke at skære ned på ordrene. Jeg skal også tjene ind til den føde, der ikke eksistere” hun var måske en temmelig ironisk kvinde, og hendes humor kunne være svær at få øje på, men den var der skam. Hun rystede på hovedet af ham, og kunne ikke holde en lille, blid latter borte ”Det behøver du ikke” hun betragtede ham roligt, måske en smule forlegent, selvom det ikke var hende der havde bedt om hjælp. Den friske vind fyldte lokalet, hvilket gjorde det langt mere behageligt, at befinde sig der. Den brændte hud healede hurtigt, og lod de ru hænder tilbage. Kvinder skulle have bløde hænder, men hendes var ru og tørrer, så meget som de gik igennem hver dag. Hun knyttede hånden. Det gjorde ikke ondt, hvilket næsten var en lettende følelse ”Jeg siger tak” hun sendte ham det kække smil, og strøg de små blonde lokker, der var sluppet fri af fletningen, bag ørene så de ikke ville være i vejen. En smule irriteret satte hun den frie hånd i siden ”Jeg værdsætter din gave, si.. Gabriel” rettede hun hurtigt sig selv, og rystede på hovedet, for at fortsætte videre ”.. Men jeg kan klare mig selv også økonomisk” påpegede hun, med et meget sigende blik, hun dog hurtigt mildede med et lille smil. Det var en sød tanke, men hun knoklede her, og hun ville ikke have hans mange penge. Så hellere undvære de ellers nødvendige handsker, hun var uanset ikke så sart mere. Meadow nikkede, det var en aftale hun kunne være med til ”Aftale!” konkluderede hun med det lille smil. At blive kaldt frøken, ville hun slet ikke høre tale om. Det var noget man kaldte den søde tjenestepige på slottet, som man ikke formåede at tage øjnene fra, og hun var blot en ung kvinde der nød at blive beskidt, og lugte godt og grundigt. Hans drilske smil, smittede af på hende, så snart han endnu engang fangede hendes hånd. Hun så en smule indgående i de venlige blå øjne, med et mere mildt blik, end det som hun havde set på ham med før ”Og det er?” hun hævede det slanke øjnebryn lettere spørgende. Meadow betragtede skjoldet der lagde sig om hendes hånd, med et lidt imponeret blik ”Praktisk” konkluderede hun, lidt veltilfredst. Hånden blev trukket til hende, hun drejede på hælen mod sværdet ”Har du nogen idé om hvor meget jern skal opvarmes, før at vi kan arbejde med det?” hun så igen spørgende mod ham. En start kunne vel være, hvor meget han vidste? For det var faktisk ikke et så nemt fag, som mange ellers ville tro. Meadow nød dog at han var frisk, og hun nød, at hun ikke var alene, bare for denne ene gangs skyld.

[theis]

Gabriel smilede drilsk til hende dog med et lettere spørgende over det hun sagde, før han rystede grinende på hovedet "Jamen så vil jeg da lade være med at skære ned på ordrene" sagde han med et smil. De havde slet ikke brug for så mange våben som han fik lavet lige nu, men han gjórde det for at Meadow ville kunne tjene nogle penge, selvom han dog ikke fandt nogen grund til at sige det til hende, så ville hun helt sikkert ikke have pengene længere. Da hendes hånd var healet lod han kort sine fingre glide over den ru hud, hun var virkelig ikke som så mange andre piger, men måske var det netop det som fik hende til at virke så speciel og som fik ham til at ville lære hende endnu bedre at kende. Han grinte lidt og trak på skulderne han lod dog pungen ligge, han var lidt ligeglad med om hun ville have pengene eller ej, han havde ikke brug for dem, det mente han hvertfald ikke selv "så er det en aftale Meadow" sagde han med et smil og lagde derefter hovedet lidt på skrå. Der var blevet en hel del køligere i rummet nu, hvilket Gabriel kun var glad for. Han åbnede sin hvide skjorte og tog den af og lagde den over en stol væk fra ilden, og bagefter lod han sine vinger forsvinde de ville bare være i vejen. Nu stod han kun iført sine bukser og sine støvler, med sin veltrænede overkrop bar "Ja det er meget praktisk, jeg kan godt lærer dig det hvis du vil have det, og jeg aner ikke noget som helst omkring metal når det skal varmes, men det vil være rart at vide" sagde han med et smil og fulgte hendes blik ned på klingen før han igen kiggede over på hende med et varmt smil og et livligt glimt i sine blå øjne. Han ventede egentlig bare på at hun sagde hvad han skulle gøre og så ville han gå igang, og hun behøvede ikke at passe på ham, han var vant til hårdt arbejde.

[Deleted]

Det var vel ikke mange kvinder han mødte, der direkte bad om mere hårdt arbejde? Det var jo heller ikke nemt, når hun var alene. Hende og Adriel, havde kunnet fremstille langt mere, end det som hun alene kunne gøre. Meadow endte dog med at nikke en smule taknemmeligt ”Det ville jeg være glad for” påpegede hun roligt. Hun kendte ikke Gabriels motivet, men når det kom til penge, så blev hun stædig, der havde aldrig været en mand til at passe på hende, hverken økonomisk eller beskyttelsesmæssigt, og hun klagede ikke, for hun klarede sig jo fint alene, selvom det til tider var ensomt. Dette sted var hendes hjem, og hun var aldrig til at drive derfra, hun havde ikke bedre at give sig til, ingen familie eller noget som helst, så hun kunne ligeså godt arbejde. Hans blide berøring over hendes ru hånd, føltedes næsten skræmmende behagelig. Let som en fjer, og en smule kildende, men ikke nok til, at hun ville trække hånden til sig. Blikket havde flere gange fanget pungen, hun vidste at den lå der endnu, men hun nægtede stadig at tage imod, visse familier behøvede dem langt mere end det som hun gjorde. Hun nikkede, og bekræftede aftalen ved at sende ham et mindre blik, med det lille glimt der hvilede i hendes blik. Sværdet foran hende var faktisk snart færdig, det var stadig varmt, men den kølige luft lod det også køle ned. Selvom hun stod optaget i arbejdet, kunne hun ikke lade værre, at kaste et stjålent blik mod den veltrænede overkrop. Hvad havde hun dog regnet med, fra en soldat? Heldigvis blev hendes kinder ikke nær så brændende og røde, som det hun kort blev i brystet, dermed blev hun heller ikke afsløret. Hun rømmede sig, og drev blikket tilbage mod sværdet, hun måtte tage sig sammen, det var jo heller ikke første gang hun så en nøgen overkrop, Adriel plejede at arbejde sådan ”Meget vel” endte hun roligt, og lod blikket hvile mod sværdets klinge ”Det ville jeg være taknemmelig for. Jern smelter ved 1538 ˚C. Derfor må vi ikke varme det op til mere end et sted mellem 800-900 ˚C. Sværdet her er sådan set varmet op, og heldigvis kølet lidt ned også. Det er stadig for varmt, til bare at røre. Vi skal have formet enden, tag den her” hun rakte ham den store hammer, og gjorde tegn til, at han skulle gå om på den anden side af bordet ”Jeg holder. Du skal slå på klingens kanter. Ikke trak hammeret for hurtigt til sig, for spidsen skal være skarp og jernet sliber det sammentidig. Nu nård sværdet er så nedkølet, skal du slå hårdt, for at gøre noget som helst” hun så lidt spørgende mod ham, og med det lidt drilske smil, hun ville se om han havde fået det hele med. Det var desuden ikke let arbejde, man blev hurtigt træt i hele kroppen af både lydende og de hårde bevægelser, desuden kunne man ikke undgå at brænde sig, derfor måtte han ikke være sart.

[theis]

Gabriel stod længe og betragtede hende med et skævt smil. Man ville måske ligefrem kunne kalde det et forelsket smil sådan som han så på hende, han rystede det dog af sig igen da hun sagde noget og nikkede så "Jamen så beholder vi bare den kvote vi har nu, du skulle jo nødig komme til at kede dig" sagde han med et smil. Han vidste godt at hun flere gange kiggede over på pungen som lå på bordet, og til sidst så tog han den til bage og smed den over til sin bluse, så kunne han altid prøve at give hende den en anden gang, hvis det var sådan, men han ville sørge for at hun fik de handsker hun skulle have, selvom den evne han kunne lærer hende sikkert var lige så god, dog bare en hel del billigere. Gabriel lyttede til alt hvad hun sagde og gentog det for sig selv flere gange mens han tog hammeren og stillede sig over hvor hun havde sagt at han skulle stå. Han gav hende lidt tid til at tage bedre fadt om sværdet før han med en del kraft hamrede hammeren ned mod klingen i hurtige rap efter hinanden, mens han hele tiden holdt øje med at det fik den rigtige form i stedet for at den endte med at bøje den forkerte vej. Jo han var skam lærenem, men alligevel skulle han nok havde det hele at vide engang i mellem. Han holdt nogle korte pauser for ligesom at give hende en chance for at rette på noget der var galt, eller for at stoppe ham hvis nu han fik den rigtige form. Lyden af hammeren mod det varme metal ringede for hans ører men han forsatte uhæmmet, også selvom han et par gang fik brændt sig på det varme metal, men på den anden side han overlevede det jo nok, han havde trods alt prøvet mange ting der var langt værre.

[Deleted]

Meadow havde altid haft en umådelig tendens, til at falde helt hen i hendes arbejde, og ikke mindst hendes egen verden. Måden han så på hende på, nåede hende end ikke, for hun lagde ærligt ikke mærke til det. Han var heller ikke ligefrem den første mand, der så sådan på hende, det var som regel det mandelige køn hun måtte omgåes, og en kvinde i det erhverv, hun forstod ikke hvorfor men det var eftertragtet. Den perfekte kvinde ville vel vælge kjoler, frem for en korsettop? En perfekt kvinde, ville tilsøle sig i blomstrende dufte, mens hun blot stank af sved, til det blev aften og hun havde tid til at bade sig i floden. Hun var en eventyrprinsesse, og ikke god til at lade sig kommandere rundt med med, og hun ville aldrig blive den store husholderske, at sætte hende i et køkken, ville være på eget ansvar. Meadow havde taget et fast greb omkring sværdet. Selvom hendes hænder var beskyttet af den lyse magi, så brugte hun stadig læderlapperne. Hver gang han slog, var hendes smalle håndled lige ved at give efter, men det skete ikke, igen selv for hende så var dette et vant arbejde. Det havde desuden lettet hende at se pungen forsvinde. Der var kommet et tilfredst glimt i de grønne øjne. Af en første gang at være, måtte hun erkende, at han gjorde det godt. Jernet formåede at bøjedes, men ikke for meget. Sammentidig sleb han den fint langs kanten. Hun havde vippet sværdet en smule, så han ville ramme det mere præcist ”Hammeren skal forme enden som et telt, så slå hårde i siden end midten” diregerede hun roligt, imellem hans pauser. Det var måske risikabelt at indvie ham i hendes arbejde på den måde, dette sværd var til den kommende konge, det måtte og kunne ikke fejle noget, hun var endda nødsaget til at prøve det af bagefter. I hendes øjne var den del dog det bedste. Selvom lyden af metal skar, så var det ikke længere noget der påvirkede hende. Hun stod i det hver dag. Meadow åndede ud, selv for hende var dette hårdt ”Det er fint. Bank det sammen med det andet, så der ikke kommer ulighed” påpegede hun ligeså roligt. I Mellemtiden tørrede hun igen sveden af panden, med et langt mere tilfredst smil. Denne mand var en efter hendes hoved, hvor mange var villige til at lærer om våben af en kvinde? Det morede hende, sammentidig med at hun faktisk nød at blive set.

[theis]

Det gjorde egentlig ikke Gabriel noget at hun ikke lagde mærke til måden han havde kigget på hende på. Så var der også mindre han skulle forklarer til hende, end hvis hun havde opdaget det, så havde han sikkert skulle forklarer sig, eller også ville hun bare have grinet af ham, begge ting kunne jo egentlig have sket, men det gjorde det ikke, for hun lagde jo slet ikke mærke til det. Han nikkede til hvad hun sagde om hvordan han skulle gøre det, og rettede så ind på det hun havde sagt, han forsatte dog stadig med den samme fart og kraft, han var udholden, det blev man jo når man som ham, var blevet trænet i flere år, for at blive soldat, og efter at han var blevet leder og hærfører, pressede han altid sig selv ekstra meget, for altid at være parat og i topform, han havde sågar lært ting som ikke alle engle kunne, fordi han havde eksperimenteret. han kiggede kort på hende da hun endnu engang snakkede og gjorde det så endnu engang, på det punkt var han nok Perfektionist, han vidste selv hvor meget det betød af ens sværd var perfekt når man skulle bruge det i kamp, og han kunne ikke drømme om at ødelægge sværdet, og han vidste jo godt selv hvordan en sværd så ud, det gjorde alle soldater, og han vidste hvordan det vigtigste blev lavet, nu vidste han så bare også mere eller mindre hvordan han skulle gøre for at lave det. Han smilte til hende "Så må vi bare håbe at jeg ikke ødelægger sværdet, det ville være surt hvis det skete, et perfekt sværd at det bedste man ka have når man skal kæmpe, hvis der bare er den mindste fejl i våbenet er der farer for at du dør i stedet" Hun vidste det sikkert selv, da han gik ud fra at hun var meget klogere omkring våben end han var, det eneste han vidste var hvordan man brugte dem til perfektion. Han stoppede et kort øjeblik og tørrede sveden væk fra panden. Hele hans overkrop var blevet dækket af et fint lag sved efter det hårde arbejde, men det var jo også at forvente med de lavede lige nu. Bagefter greb han endnu engang fadt i hammeren og begyndte af svinge den igen "Så hvor længe bruge du så på sværd, generalt? og hvor lang tid har du brugt på det her sværd?" spurgte han med et smil for at holde samtalen igen, det var svært at overdøve de høje klang lyde der kom hver gang hammeren ramte metallet, men det lykkedes ham dog alligevel, men nu var han jo også vant til at give kommandoer på en slagmark, hvor lyden ikke var meget anderledes end den her.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi, hun havde set Gabriel mange gange. Han kom i ny og næ, bragte hende ordre, eller for at hente nogle våben. Hun havde altid nydt hans selskab, og hendes dag lod sig tit redde, de gange hvor han stod i døren frem for en anden. Selvfølgelig sagde hun det ikke højt, det gik jo langt over hendes stolthed. Hendes greb omkring skæftet var stramt. De slanke håndled var ved at give efter, og det var anstrengende. Sådan havde det altid været, uanset hvor vant hun blev til det, så var det stadig lige hårdt. Sveden havde hurtigt lagt sig over hans pande og krop, det kunne hun tydeligt se. Det morede hende dog, udelukkende af den grund, at vinden blæste blidt ind af vinduerne, og nedkølede dem begge en smule, mens hun som oftest stod i den voldsomme hede for flere timer af gangen. Det undrede hende heller ikke at Gabriel var udholden. Han var vel vant til at presse sig selv, såvel som andre? For et kort øjeblik, forestillede hun sig i kamp, gøre brug af de våben som hun brugte timer, til tider dage og uger på at fremstille. Hun var sikker på at han var dygtig. Den høje klingen af metallet, bragte hende ud af den trancelignende tilstand. Hun lod de grønne øjne falde mod hans skikkelse. Hendes hjerte slog hårdt mod brystet, han lagde en del mere kraft i, det var længe siden hun havde været nødsaget til at holde, ved så kraftige slag, selvom hun var en dygtig smed, var hun trods alt en kvinde, og slet ikke ligeså fysisk stærk som han måtte være. Blikket betragtede hans arbejde meget nøje. Der måtte ikke være en eneste fejl, og indtil videre så det ud til at gå af rigtige vej. Meadow fugtede læberne med tungespidsen, og nikkede forstående. Hun kendte nok ikke meget til krig, men hun kunne håndtere våben, og hun vidste udemærket godt, at den mindste fejl kunne få alvorlige konsekvenser ”Du laver ikke fejl, det tillader jeg ikke” måske lidt af en pres, at ligge på hans skulder, men det var sagt med et glimt i øjet, selvom det var sandt. Lige dette arbejde måtte ikke kompromiteres på nogen måde, det var også helt sikkert! På grund af støjen var Meadow også tvunget til at råbe en smule ”Det er forskelligt! Reperationer tager som oftest et par timer, skal jeg smede forfra, tager det et par dage! Dette har taget en uge og et par dage!” råbte hun i orsøget på at overdøve støjen. Dette var selvfølgelig også specielt, det var den kommende konges, det måtte godt være lidt yndigt og prægtigt, desuden var der intet bedre, end at glæde sin kunde med hendes arbejde, det var helt sikkert.