Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Den store og stærke mand, havde aldrig fået lov til at være som sådan omkring hende. Hun var en gammel leder, hun var en kraftig dæmon, og det var direkte flovt, når hun behøvede nogen til at beskytte hende. Desværre måtte hun jo også erkende at være en kvinde, og somme tider var hendes egen fysik ikke nok, desuden bekræftede det hende når en mand gik ind, ligesom Kimeya havde gjort i sin tid med Memphesto, det var vel bare.. steget hende til hovedet? Hun tænkte ikke rigtigt over det længere, det var jo bare sådan det var. Det lod til at det var lykkedes hende at give ham lidt bevægelse igen, hvilket selvfølelig kun glædede hende. Liya havde mere end rigeligt at tænke på, hun havde kigget forbi dem et par gange, og Nathaniels tilstand var værre end de havde troet først. Manden anede for pokker ikke hvem hun var! Hendes læber krusedes i et stille smil. Efter så mange år så burde hun kende ham, både på godt og ondt. ”Jeg kender dig bedre, end jeg kender mig selv,” medgav hun roligt. Et sted så mindede dette hende næsten om deres første møde. Hun havde ganske vidst været mere nysgerrig end forsigtig, og hun havde været forbandet naiv. Men at se ham sidde der i sengen, med det smil på læberne, og nærmest vente på hende, var noget der virkede yderst velkendt, samtidig med hendes sjældne blide person, som han allerede fra dag et havde formået at bringe frem. Hendes blege kinder antog en svag rød farve ved tanken. Hvorfor komme i tanke om det nu? Det var kommet bag på hende at han ønskede hende i samme seng. Det virkede dog langt mere fristende at sove i sin egen for en gangs skyld, frem for sin datters. ”Jeg troede bare..” hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle færdiggøre sætningen og tav i stedet for. ”Meget vel,” hun vendte ryggen til ham, og begyndte at klæde sig af. Han havde set hver lille millimeter af hende før, så det var ikke derfor hun valgte at vende ryggen til ham. Hendes krop var arret og der var kommet lidt skavanker hist og her, hvilket kun gjorde hende flov over at bære den krop hun gjorde. Kjolen faldt til gulvet. Selv under det lange, røde hår, kunne man ane de utallige gamle ar fra piskeslag, det var intet i forhold til resten af kroppen. Selv alderen gjorde jo sit, og hun var ikke helt ung mere. Hun tog den mørke underkjole og kastede den over hovedet, lod den finde vejen ned over sin krop,, før hun atter vendte sig mod ham i sengen, og strøg hen til hendes side, som var dette blot en ganske almindelig aften, når det endelig blev sengetid. Hun løftede dynen og gled igen ned på sengekanten, dog uden at trække den over sig. Hendes ben var stadig en smule ømme. Hun strakte sig. Det skulle blive godt endelig at få lidt søvn!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at han altid havde været en stor og ikke mindst stædig mand, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han prøvede virkelig bare at kæmpe med de muligheder som han havde, også selvom det langt fra var nemt for ham, så var det vel forsøget som betød mest? Han havde affundet sig med at benet måtte mangle, han havde acceptere at dette nu måtte være de omstændigheder som han nu måtte leve med, og fordi at de andre faktisk støttede ham i det, så var det ikke så svært igen, selvom han i den grad også godt kunne mærke det på hans skulder, men der var ikke rigtigt noget som han kunne sige til det. Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme mine som tidligere. Det var jo ikke fordi at han ville afholde hende fra sat skulle ligge og sove i sin egen seng, for.. det var vel også en anelse akavet at skulle sove i sin egen datters seng? Han havde altid betragtet Cayla som sin egen, selvom han vidste at det slet ikke var tilfældet, men det var virkelig underordnet. Han lod hovedet søge let på sned. At se hende så.. forvirret over det, var noget som direkte måtte more ham, hvor selv det morende smil måtte brede sig på hans læber, for det var virkelig, virkelig sjovt! Han rystede let på hovedet. ”Det burde du efterhånden,” endte han med et ganske svagt smil. Et sted, så var det virkelig rart at sidde der sammen med hende, for det var virkelig en behagelig følelse som det efterlod ham selv med. Et sted så var det en følelse af at være.. komplet. At vide at hun faktisk sad der ved siden af ham og bare.. lå og sov, selvom han nu heller ikke satte snuden efter noget som helst, specielt fordi at han var nødt til at nævne det hele for hende med henblik på den ordre som han havde fået og det alternativ som han stod med. Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke sagde noget til at hun vendte sig med ryggen til ham, hvor han bare rystede på hovedet, for hun havde virkelig ikke nogen grund til at skjule sig for ham! Hun var virkelig det smukkeste som han nogensinde havde set, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At hun tog underkjolen på og tog plads i sengen, fik ham dog bare til at smile, for det var en tanke som han specielt godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Nu er du endelig hjemme.. tror du at jeg ville lade dig sove i vores datters seng?” endte han ganske sigende, som han betragtede hende med en sigende mine. Han selv lagde sig ellers godt til rette i sengen og trak dynen over sig. Selv det var måske en smule akavet med henblik på hans ben, men det hjalp da om ikke andet! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han tog fat om dynen og pakkede den forsigtigt om hende – så godt som han nu selv kunne gøre det om ikke andet. Han.. holdt vel stadig meget af hende?

[Silia D. Diamaqima]

I Faiths øjne havde det aldrig været en skam at være stolt, også selvom hun vidste at så mange ville sige sig uenig med lige præcis hende, for hun var det måske i en.. voldsom grad. Om ikke andet, så var det blevet hendes måde at overleve i en verden som denne, hvor konkurrencen var hård, og hvor man alt for let kunne trynes. Derfor havde det selvfølgelig sine fordele at Kimeya ligeså var det nu hvor han manglede et barn, og havde brug for styrken til at fortsætte hans færd. Hun var selvfølgelig bare ked af at den først viste sig nu hvor hun allerede var blevet skubbet ud over kanten, og til sidst havde valgt at smide håndklædet i ringen, også selvom det var sagt mere i vrede og frustration end noget som helst andet. Desuden.. han havde jo så godt som smidt hende ud. Han havde kylet en kugle efter hende! Hun sukkede stilfærdigt, og kastede tanken bort. De var begge hidsige, og have for vane at sige de helt forkerte ting når de var vrede, det var slet ikke noget nyt. Faith havde fået kastet kjolen over sig, og bevæget sig mod sengen. Hun havde måske intet at skjule for ham, men det ændrede ikke på det faktum, at hun var dybt flov og skuffet over sin krop. Hun lod blikket søge mod ham, og betragtede hans ansigt. Pludselig kunne hun atter se en mildhed der klædte ham langt mere, end den hårde og kolde mine. Faktisk var selv den i orden, så længe den ikke var rettet mod hende. Tanken om at få lov til at sove i sin egen seng var direkte fantastisk! Det var ikke fordi hun ønskede at sove i Caylas seng, men deres sidste møde taget i betragtning, så lød det som det mest fornuftige, men så igen.. hvornår havde hun nogensinde ejet sund fornuft? ”Mmmh,” mumlede hun, og sendte ham et stille smil. Hun var forvirret, for det var svært at finde sin plads i dette kaos, hun vidste jo end ikke hvor længe hun kunne opholde sig hos ham. Hendes forundrede blik, afslørede hurtigt at hans ord faktisk kom bag på hende. Det lød jo næsten som om.. at han havde manglet hende? Ikke at hun sagde det højt, for hun ønskede ikke at gøre sig selv til grin, særligt ikke overfor Kimeya. ”Du smed mig bogstavelig talt ud, Kimeya. Jeg ville ikke udfordre skæbnen ved at foreslå det andet,” erkendte hun roligt, og gled ned i den bløde madras. Det at han pakkede dynen om hende var noget hun godt kunne lide, det føltes virkelig som at være hjemme igen. De lange, røde lokker strøg hun bag øret og lagde sig med fronten mod ham. ”Men det føles nu godt.. at være hjemme,” tilføjede hun, og møvede sig en anelse i den varme seng.

[Kimeya Marvalo]

Faiths stolthed var lige i en voldsom grad, også selvom Kimeya godt kunne forstå hende. Et sted så var det vel også lidt… hans skyld? Men at hun skulle skjule sig ved at stå der med ryggen til ham, var virkelig ikke nødvendigt set i hans øjne om ikke andet, selvom han var ganske sikker på, at hun var af en anden mening. Alderen var begyndt at trykke ved dem begge, og han vidste det jo udmærket godt selv, men det var nu også underordnet. Hans blik hvilede dog på hende med en rolig mine af den samme grad, for han var faldet en smule til ro igen, selvom han vidste at omstændighederne stadig måtte kræve at han satte hende ned i kælderen, uanset hvor hård den tanke var, men at sætte sig mod Jaqia, var slet ikke noget som kom det mindste på tale, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han ønskede faktisk at hun skulle lægge sig i sengen ved siden af ham, han havde bare affundet sig med, at han fra nu af og resten af livet, skulle vade rundt med en øm skulder, en øm ryg, for det var noget som helt klart også tog hårdt på ham, og så måtte han jo bare få det bedste ud af det i den anden ende, hvis det var ham muligt om ikke andet. Han betragtede hende med en rolig mine, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn. Han pakkede hende roligt ned under dynen. At lade hende gå, var ikke noget som han var i stand til, for det ville kun slå kraftigt igen og i en situation som omhandlede Jaqia, så tog man virkelig ikke nogen chancer! ”Jeg erkender gerne, at det er.. rart at have dig hjemme,” indrømmede han. Han havde måske per automatik selv smidt hende ud ved at kyle kuglerne efter hende, men selv han kunne blive frustreret og han var måske lidt meget udreagerende, hvilket ikke altid var lige smart, og han vidste det jo godt! Han lagde sig selv godt ned i sengen og med dynen til at dække halvvejs op af ryggen og ellers bare nedover hoften. Han sov godt nok med tøjet på, for.. benet var stadig en anelse underligt, men det var bare sådan at det nu måtte være. Han overlevede kampen, og det var vel det vigtigste? ”En frustreret mand, må selv handle, Faith.. Jeg var.. ikke just mig selv i den periode,” tilføjede han roligt. Der var jo ikke nogen grund til at løbe fra det og han vidste det jo godt. Han kunne jo bare se på hans forhold til Cedric hvor skidt det egentlig var gået, og det var en tanke som kun gjorde alt værre.

[Silia D. Diamaqima]

Når det kom til den kvinde hun var blevet i dag, så var der meget af det som hun kunne takke Kimeya for. Hun havde måske haft to sider af sig dengang, den blide og naive, og den direkte morderiske, som hun oftest vekslede imellem. Selvom hendes barndom ikke havde været meget at prale med, så var den enorme stolthed kommet efter at hun havde mødt ham, for han havde virkelig formået at udfordre alle hendes grænser, og også overskredet stort set dem alle. Under deres første møde, havde hun ladet kjolen falde uden den mindste smule skam, der havde været ar, men de fleste indvendige og usynlige, den dag i dag foretrak hun at holde den skjult for omverdenen og især for ham. For nu gled hun blot roligt ned i den bløde madras, der næsten føltes som en himmel efter den lange gåtur og de søvnløse nætter, ved hans side ligesom det altid havde været. Hun havde ikke den mest fjerne idé om, at han ikke planlagde hende at lade hende gå ved daggry, for det var trods alt hvad hun havde tænkt sig. Blikket fulgte nøje hans bevægelser. Det var gået op for hende, at han ikke havde klædt sig af foruden skjorten, men hun ville ikke spørge ind til det, for sidste gang hun i det hele taget havde været i nærheden af det lår, var hun blevet fordrevet fra sit hjem, med ord så barske, at de formåede at slå selv hende omkuld, og hun havde måske vækket hans vrede, den kunne hun ikke kaste fra sig, men for pokker.. hun ønskede bare lidt opmærksomhed fra sin forlovede, og det havde været for meget forlangt. ”Det er rart at være hjemme. Jeg beklager dog omstændighederne, men hvad pokker... det er efterhånden hverdag,” påpegede hun lettere drilagtigt, selvom det trods alt var sandt. Hun smilte lidt for sig selv, ved de mange minder, og de mange gange det desværre var lykkedes hende at gøre de royale gale i skralden. Faith nikkede stille, og trak dynen ned til brystet så armene blev fri. ”Det var ingen af os,” rettede hun stilfærdigt. Hendes tålmodighed havde var brugt op, hun havde været træt af at blive afvist! Et kort øjeblik, overvejede hun at række ud efter hans hånd, eller mave, en eller anden form for nærkontakt, kun fordi det var det, der virkede som det mest naturlige når de alligevel lå og snakkede. Hun besluttede sig dog for at lade være, ikke mindst fordi hun ikke ønskede den samme følelse ved et afslag, eller den kolde mine han formåede at se på hende med. Alligevel kørte hendes tanker videre på, hvordan hun kunne gøre det bare en anelse diskret. Hun var trods alt Faith, og hun havde aldrig formået at holde nallerne væk fra ilden!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var faktisk stolt af den kvinde som hun var blevet, også fordi at hun havde været så… direkte dum og naiv da han havde mødt hende første gang. Nu kunne hun da om ikke andet, så stå op for sig selv. Ar havde de begge mange af, indvendige som udenpå, og han vidste det jo godt, men hvad? Man havde jo ikke andet valg end bare at gøre det så godt som man nu kunne, for det var det som han selv gjorde. Hans blik hvilede på hendes skikkelse og med en.. rolighed som han ikke havde oplevet længe, men igen, så var det sådan en følelse som hun kunne sætte i ham bare ved at være der! Det var virkelig som han kunne slappe af, og det var en tanke som han specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret dybt. Selv var det underligt at benet manglet, og det var faktisk også den eneste grund til at han sov med tøjet på, for det var noget som han ellers normalt aldrig gjorde, men arret var virkelig, virkelig grimt og det var.. underligt at det ikke var der mere! Men foruden det, så generede det ham ikke som sådan længere, det var helt sikkert. ”Du har altid formået at gøre dig noget af en entré, Faith,” påpegede han lettere morende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Ingen af dem havde været sig selv, og det vidste han jo også godt, men… selv i en situation som denne, så kunne man vel også godt udnytte det lidt? Faith havde han altid betegnet som sit, og selvom han faktisk havde valgt at kyle hende ud, så havde han i den grad også savnet hende! Det var bestemt ikke bare hende som havde formået at ændre sig igennem deres lange rejse sammen, for det havde ikke bare været en fornøjelse, men klart også en lang rejse som han på ingen måder kunne fortryde! Blikket hvilede på hendes skikkelse og med den samme rolige mine, hvor smilet dog alligevel bredte sig. Hvorvidt om han skulle tage hendes hånd eller ikke, var noget som han var ganske usikker på hvad han kunne tillade sig eller ikke. om ikke andet, så var det umuligt for hende at forlade stedet! Det var jo bare noget som han var nødsaget til at forsøge med at forklare hende. ”Det.. kan du have ret i. Men hvad… Man kan jo altid være bagklog.” Han vendte blikket direkte mod hende. Han blev dog alligevel af den grund, så liggende på sin plads. Han ville jo heller ikke virke direkte frembrusende på hende. Han lagde sig ellers selv godt til rette, hvor han lagde hånden halvt om halvt mod hendes, næsten som han faktisk bød hende til at tage den, men ikke ønskede at tvinge hende. De grågrønne øjne søgte til hendes ansigt igen. ”Men det er virkelig rart at have dig hjemme igen,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig både været dum og naiv i sin tid, det ville hun slet ikke forsøge at løbe fra. Selv af en dvasianer, så havde hun haft den naive tanke at alt handlede om at slå ihjel. På visse punkter var hun selvfølgelig også glad for udviklingen, men hun var træt af at alle for det første misforstod hende, men også at man brokkede sig over hendes stolthed, og den måde hun havde lært at tage sig af sig selv på, hun havde jo bare set hvordan Kimeya havde gjort? Hun havde for pokker været hos den mand længere, end hun havde været hos sin egen familie, og han havde lært hende op og opdraget hende, mere end hendes egen familie havde været i stand til. Faith nød tanken om at Kimeya faldt til ro omkring hende, for hun ønskede bestemt ikke at skulle stresse ham, eller få ham til at føle det akavet, så hellere ligge sig i Caylas seng, og undgå endnu en konflikt. Selv lå hun roligt, og følte sig både tilpas og tryg nu hvor hun atter var hjemme, og med ham liggende ved siden af sig. Det eneste der gjorde det svært for hendes del, var den indre konflikt om hvor vidt hun faktisk skulle søge den nærer kontakt, eller om hun bare skulle blive liggende. Et lidt arrogant smil prydede hendes læber, ved hans ord. Det var i den grad sandt. ”Hvad kan man sige.. jeg har lært af den bedste,” svarede hun med et lidt sigende blik, der afslørede hentydningen. Han havde selv sin sag for! Tanken om alt det de efterhånden havde været igennem sammen, der noget der et sted bragte hende den lille følelse af triumf, for de havde klaret det, men samtidig havde den vej været så helvedes lang, og før eller siden så havde den jo så lakket mod sin ende.. og her lå de. ”Det er næsten blevet en vane for os. At være bagkloge,” påpegede hun, dog uden at lade smilet falme, for selvom det havde været hårdt, så fortrød hun ikke på nogen måde. Blikket faldt hurtigt mod hans hånd. Det var ikke fordi at hun tog det som en direkte indbydelse, men det ville om ikke andet være en oplagt mulighed. For lange sekunder stirrede hun bare på den, med en hjertebanken som hun ikke havde følt i mange år efterhånden. Yderst forsigtigt lod hun hånden snige sig tæt på hans, og som havde det været et uskyldigt lille uheld, lod hun et par fingrer ligge sig over hans hånd, kun for at se reaktionen. En afvisning ville være en direkte lussing og kunne hun undgå det så gjorde hun det. Tanken morede hende alligevel. Under deres første møde, havde hun allerede hvilet i hans favn, komplet afklædt, og nu efter så mange år, kunne hun end ikke få sig selv til at gribe om hans hånd. For pokker hvor var hun blevet en kujon!

[Kimeya Marvalo]

Faith havde ikke just været den skarpeste ske i skuffen da Kimeya havde mødt hende første gang. Og nu hvor denne stund næsten kunne minde lidt om deres første aften sammen, så kunne han da heller ikke lade være med at skænke det en lille tanke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. tungen strøg han let og roligt over sine læber, og selv uden at slippe hende med blikket. Smuk var hun virkelig.. Hun var kun blevet smukkere med årene om var gået, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret dybt, hvor selv smilet måtte brede sig på hans læber. ”Jeg kan ikke huske at jeg er blevet eskorteret af vagterne hjem,” endte han sigende, hvor selv det drilske smil bredte sig på hans læber. Hvis der var noget som han havde fået tillært sig med tidens løb, så var det helt klart en humor. Måske at den var sort som bare pokker, men han havde da fået den, og han kunne grine af den! Han havde valgt at lægge sig roligt ned i sengen ved siden af hende. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var det i den grad mere rigtigt at have hende liggende i sengen ved siden af sig, end at vide, at hun sov inde på Caylas gamle værelse. Det var bare.. dybt forkert i hans hoved, og han ønskede hende jo faktisk liggende her ved siden af sig. Han lukkede øjnene for en kort stund. Træt, det var han, men han ønskede ikke bare at lægge sig til at sove. Så længe at de faktisk kunne ligge og snakke, så var det vel bare at nyde det så længe, at det var dem begge menneskelig muligt? Hånden lod han ligge mellem dem, hvor han roligt så til, som hun direkte stirrede på den, og roligt lod fingrene strejfe den, selvom han intet sagde til det. Han lod hende faktisk gøre det, også fordi at det virkelig var en rar fornemmelse at skulle sidde igen med. ”På visse punkter, så tror jeg aldrig at vi lære det.. Det deriblandt. Jeg er.. ked af det jeg gjorde Faith.. Jeg var bare en frustreret mand.” Selv med tiden, havde han faktisk intet imod at sige undskyld, også fordi at han vidste, at han bestemt heller ikke var en engel i denne situation, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det virkelig underordnet lige nu. Han vendte forsigtigt hånden, så han kunne lægge hånden over hendes, næsten også som et tegn til at det var okay, og at hun ikke behøvede at føle sig så.. usikker, for det klædte hende bestemt heller ikke set i hans øjne! De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Jeg har affundet mig med det hele nu. Det gør det hele lidt nemmere,” tilføjede han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Dette var næsten som deres første aften om igen, selvfølgelig med et par ændrede faktorer som hun ikke ønskede at dvæle ved. Tanken morede hende et sted, også fordi det var en aften som hun så tilbage på, som et af de langt bedre minder, end så mange andre de havde. Måden han havde set på hende på, måden han havde rørt hende, som var hun den smukkeste han nogensinde havde set. Hun havde følt sig tryg hos ham allerede fra det første øjeblik, hvilket bestemt ikke lignede hende. Den effekt havde han tilgengæld på hende endnu, nu hvor de endelig lå der sammen, så følte hun sig faktisk tryg. Hans ord fik hende til at le. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at hun var knækket i latter, for det var mange år siden, at de havde.. moret sig sammen. Når han fremstillede det på den måde, så lød det virkelig dybt tåbeligt! ”Nej. Vi andre har været tvunget til at slæbe dig, kære,” påpegede hun drilsk. Hun huskede udmærket den aften, hvor hun havde været tvunget til at bære hans døds vægt, fra Castle of Darkness og hele vejen hjem til Marvalo Mansion: Der var hun den der godt kunne have brugt en omgang massage! ”Som du selv sagde.. jeg har lært at gøre min entré,” latteren fortog, men smilet blev hængende. Kimeya havde altid haft den mest sorte humor, og hun havde nydt godt af den, selvom den vel havde været forsvundet i mange år efterhånden. Det var rart at høre, at han endnu havde det i sig. Nu hvor de lå her og snakkede, så gav det hende en form for fornyet energi, hun følte slet ikke for at sove, hun ville bare.. lytte til hans stemme hele natten, og grine af hans direkte tåbelige kommentarer! Ligesom i gamle dage. Hendes tanker var røget andetsteds, end lige på hans hånd. Alligevel havde hun strejfet den en hel del gange ubevidst, og eftersom han ikke reagerede, så gjorde det hende kun mere sikker i sin sag. Det at være så forbandet usikker havde aldrig været hende, hun havde vidst hvad hun ville have siden dag et, det var først nu hvor hun forsøgte at undgå en afvisning. ”Der er en grund til at alle anser os for at være håbløse. Jeg er ked af at jeg hældte Liyas delikate middag ud over dig..” hun tav og lod igen latteren brede sig. Det var ikke fordi hun ønskede at være useriøs, men på den anden side, så måtte han da erkende, at det var ironisk! Hun havde altid haft svært ved at sige undskyld, og denne hvilede i stor grad på ham. Et sted var det vel hendes måde, at sige at det var iorden? Hendes latter tav i samme øjeblik hans hånd lukkede sig om hendes. Selvsikkert, valgte hun at vende hånden, og flette hendes fingrer med hans. Hjertet sprang et slag over. Nu var det rigtigt. ”Så lang tid du har det godt. Men jeg beklager, det gør jeg. Jeg skulle have givet dig mere tid, og du har ret, somme tider må jeg erkende at jeg ikke er verdens centrum, men det er ikke altid let,” erkendte hun, og så væk fra hans mine. Det med at erkende fejl, var ganske enkelt ikke hende!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne blot more sig over hvor meget dette virkelig skilte sig fra det som de begge var vant til, selvom han af den grund, vidste at de havde haft utrolig meget at slås med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke ligefrem noget som han kunne gøre ved noget som helst alligevel. Faith havde altid været en smuk kvinde i hans øjne, og den smukkeste og skønneste, det var hun i den grad stadig! De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse, og uden at han så væk. Nu hvor hun endelig lå der ved siden af ham, så kunne han da slet ikke andet, også fordi at hun havde den betydning for ham som hun havde, og det var noget som hun helt klart også var frygtelig, frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Altså, så gumpetung er jeg da heller ikke,” endte han sigende, hvor det drilske smil bredte sig på hans læber. Faith havde altid været langt nemmere til latter end det som han var, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste. Hans smil indikerede kun at han faktisk morede sig. Desuden så var det rart, at han igen kunne ligge og more sig med hende, for det var virkelig ved at være utrolig mange år siden sidst nu. Han betragtede hende med en sigende mine. At hun kaldte ham ved alle de titler, var heller ikke noget som han havde hørt længe, og han måtte erkende, at det også var noget af det som han havde savnet mest. Det var virkelig ved at gå op for ham, hvor meget man i sandhed kunne savne hende når hun ikke var til stede, og så hade det når hun faktisk var! Hun fyldte meget, også selvom det bestemt heller ikke behøvede at være en negativ ting, for det var det bestemt ikke! ”Jeg tror det er tillært fra din mor,” endte han direkte morende. At lægge sig til at sove, var slet ikke noget som han havde lyst til, selvom han måtte erkende, at han var ved at være godt træt. Desuden, var det bare langt nemmere for ham at falde i søvn når hun lå ved siden af ham, for det var det som var så.. rigtigt. Det var rigtigt i henhold til hans hjerte, at lade hende hvile ved hans side. Han betragtede hende roligt, hvor smilet bestemt heller ikke kunne skjuls på nogen måde. ”Det kunne have været værre.. Tænk på alt det du kunne – og sikkert ville have kastet efter mig i stedet for.. Jeg overlevede da. Jeg stank dog af mad længe efter,” endte han stilfærdigt og selv med den morende mine. Ja, i dag kunne han jo sagtens more sig ved tanken om det, for det havde han ikke ligefrem været i stand til før. At hun sammenflettede deres fingre, forundrede ham dog, selvom han intet sagde til det. Han trykkede let omkring hendes hånd, også for at vise, at det var okay. Han rykkede sig en anelse i sengen, hvor han hævede den frie hånd og strøg den mod hendes kind. ”Det var svært. Jeg ved godt, at det ikke bare var for mig, men også for dig. Som sagt, vi kan altid stå og være bagkloge.. når det hele er gået galt,” endte han sigende. Løgn var det ikke. Han ønskede dog ikke at skændes nu. Det fik ingen af dem noget ud af.

[Silia D. Diamaqima]

Deres mange skænderier, og mundhuggerier var glemt for nu, hvilket faktisk var en behagelig tanke. Det lignede dem ikke, at ligge på denne måde, måske skilt men rent faktisk med et smil på læberne. De morede sig. Det i sig selv havde ikke fundet sted siden Cedrics fødsel stort set, ikke fordi at det var knægtens skyld overhovedet, langt fra, men tingene havde ændret sig omtrent den tid. Måske hun havde lettere til latter end han havde, men hans smil var omtrent ligeså sjældent, så det at se det næsten klistret på hans læber, var en tanke som Faith kun nød godt af. Hun sendte ham et blik, der var meget lidt overbevist af hans ord. Hun havde været i en yderst god form, tilbage dengang, og hun havde prustet som noget der var løgn, da hun endelig var nået frem. Hendes stakkels arme havde været flade, og hendes ryg, havde været så godt som ødelagt. ”Aha.. Gumpetung siger du.. nej du har ret, ikke engang det kan gøre det,” medgav med en overvejende, drillende tone, for sandt var det trods alt. De mange titler var faktisk ikke noget som hun skænkede en tanke, for det lå hende naturligt på læberne, og da særligt nu hvor de faktisk lå forholdsvis tætte, i og med at de befandt sig i samme seng. Faith rullede op på ryggen, hvilket kun bragte hende tættere på ham. Hovedet var gledet bort fra puden, men hun bed sig ikke rigtigt fast i det, mest fordi hun faktisk ikke kunne holde den lille latter væk. ”Fortæl den til hende, og du er ikke længere svigermors yndling,” påpegede hun, og sendte ham et næstent.. varmt smil, hun havde jo aldrig været synderlig dvasiansk af udseende. Tanken om at Kimeya i virkeligheden ikke længere var hendes moders svigersøn, var faktisk en der gjorde ondt, og et faktum som hun først nu kom i tanke om. Hendes mine fortrak til mere tænksomme folder. Hun havde savnet ham mere end hun havde regnet med. Værst om aftenen når hun lå alene i en alt for stor seng, men nu hvor han atter fik hende til at le, så kom hun i tanke om flere hundrede ting, som hun faktisk havde manglet. Hun nikkede en anelse tænksomt. ”Det kan du have ret i. Hver glad for at maden stod først. Det var dog ærgerligt, for den var fantastisk siger jeg dig,” hendes minde afslørede næsten kun, at hun var den mest uskyldige lille engel. Fingrene forblev sammenflettet. Det overraskede hende alligevel lidt, at han direkte valgte at trykke om den. De funklende, grønne øjne mødte hans blik, i det øjeblik hans hånd ramte hendes kind. Varm og velkendt. ”Det er ikke noget nyt. Vi tror begge vi ved bedst, vi råber lidt af hinanden, og dette er sådan udfaldet er,” hviskede hun en anelse mere roligt, og lod kinden falde mod hans hånd. Hun havde ikke tænkt sig at skændes ikke nu!

[Kimeya Marvalo]

Lige for denne stund, så ønskede Kimeya virkelig bare at nyde tiden med Faith, også fordi at han slet ikke kunne huske hvornår de havde haft den mulighed sidst. Der havde altid været det ene eller det andet i vejen, og nu var det ikke noget som han havde direkte behov for at skulle tænke på, men det var nu bare sådan at det var. Det var sjældent han smilede så meget, men igen, så var han jo faktisk faldet til ro med hvordan tingene måtte hænge sammen, så var det jo egentlig bare sådan at det hele måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Tungen strejfede roligt hans egne læber og uden at han så væk fra hende. Han kunne ikke. Hun var og blev den smukkeste kvinde som nogensinde havde været i hendes liv! Han rynkede brynene ganske let, hvor han hævede hovedet en anelse fra sengen. ”Siger du at jeg er tyk?” spurgte han med den tydelige drilske stemme. Ja, det var måske ikke fordi at han var den mest drilske type, men det hvilede der faktisk et sted dybt inde og det var sådan at han virkelig ønskede at det skulle være. Han blev dog roligt liggende, også selvom hun var endt med at komme tættere på ham, for det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod! Tvært imod! Smilet bredte sig en anelse i den ene mundvig. ”Jeg tror nu godt jeg kan sno den kære Camille om min lillefinger..” Han blinkede let til hende og med den samme selvsikre mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn! Han havde altid stået i kvindens gode bog, så hvorfor skulle han da ikke kunne gøre det igen hvis det skulle gå så galt? Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende på nogen måde. Han blev roligt liggende ved siden af hende. For denne stund, så var der ingen sure miner, og det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, for det var behageligt, og ikke mindst også befriende på alle måder endda, så var det jo bare en ting som han måtte anse som noget direkte positivt! Han blev dog liggende med hendes hånd i sin, for han kunne slet ikke få sig selv til noget andet af den grund! ”Du snød mig for et helt måltid.. Skuffende.” Han rystede let på hovedet, alt imens han slog klik med tungen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ikke at han sagde noget til det som sådan, for han kunne faktisk godt lide, at de bare kunne ligge der og more sig med hinanden, for det var en ikke mindst utrolig befriende tanke faktisk! Han blinkede let med øjnene. ”Det er jo ikke første gang, min egen.. Er det? Visse ting har vi bare aldrig formået at.. finde ud af. Jeg er træt af at råbe og skrige..” endte han med en dæmpet stemme.

[Silia D. Diamaqima]

Eftersom det var så sjældent at de faktisk havde mulighed for dette, så tillod Faith sig at nyde øjeblikket, og faktisk glemme for en stund at de i virkeligheden var skilt. Hun ønskede ikke at tænke på de mange gange de havde råbt og skreget af hinanden, somme tider var det bedre at give sig selv lov til at være i nu'et, det var noget som var gået op for selv hende. Kimeya havde haft tid til at indfinde sig med sin nye tilstand, og hun havde.. gjort hvad hun som oftest gjorde – at skabe kaos for sig selv og alle andre. De var igen blevet bragt sammen, og dette var produktet af det, hun slappede af i hans selskab, og det lod til at han gjorde det samme, hvilket selvfølgelig kun glædede hende. Blikket hvilede i hans, mest fordi at han ikke så bort. Nu hvor kulden ikke længere stod malet i hans øjne, så fandt hun det langt mere behageligt, og langt mere trygt, hvilket var hele idéen for hendes vedkommende, hun var vel i sidste ende lidt af en tryghedsnarkoman. ”Hmm,” mumlede hun overvejende ved hans spørgsmål. Uden rigtigt at tænke over det, lod hun hånden vandre ind under dynen, og gribe fat om den smule maveskind hun kunne. ”Lidt whiskyvom må man jo nok erkende,” endte hun drilsk, og klappede blidt den nøgne hud, inden hun atter endte med at trække hånden til sig. Han var måske ikke tyk, men han var høj og bred om skuldrene, og hendes lille, feminine fysik, havde slet ikke været bygget til den vægt! Yderst diskret formåede hun at komme tættere på ham, ved netop at vende sig. Alt hun manglede for næsten at tvinge sig selv ind i hans favn, var atter at rulle om på siden. Det var dog ikke et skridt hun tog, for man kunne vel også lege for meget med ilden, selv når man var hende? Hun ønskede virkelig ikke at ødelægge øjeblikket, særligt ikke nu hvor det gik så godt! ”Pas på kære. Jeg er bange for at hun ligeså kan vikle dig rundt,” hun klemte en anelse om hans hånd. Det lille glimt i hendes blik var endnu ikke forsvundet. Kimeya havde altid været populær hos hendes kære mor, til tider måske endda lidt for populær! Hendes tommel strøg en anelse fraværende over hans håndryg, mere af gammel vane end noget som helst andet. ”Det beklager jeg. Jeg kunne tilbyde dig at tilberede et nyt, men jeg tvivler på at det ville gavne,” hun rynkede let på næsen. Hun havde aldrig været en ørn i et køkken, det var hendes tålmodighed ganske simpelt ikke bygget op om. ”Visse ting.. som at leve sammen?” afsluttede hun med et stille smil, og dog lidt bedrøvet tone. Sandt var det jo, de havde aldrig fået det til at fungere oprigtigt. ”Det er jeg ikke. Tag ikke fejl, jeg foragter at skændes med dig, men det bringer en frihed, og det bringer en fremtvunget reaktion. Man bliver set,” konstaterede hun med en stille hvisken. I det store og det hele var det jo hvad det drejede sig om. Opmærksomhed.

[Kimeya Marvalo]

Det var vel bare at nyde tiden nu hvor de endelig havde den? Selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, men det var virkelig også underordnet. Han havde slået sig til ro med det hele, han havde affundet sig med hans situation, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Tungen strøg han let over læben. Det var sikkert bare et spørgsmål om tid, inden hun igen ville give sig til at råbe af ham? Hånden som direkte sneg sig under dynen og direkte mod hans mave, var noget som helt automatisk fik ham til at trække maven sammen, selvom han tydeligt… faldt til ro ved tanken om det? Han kunne faktisk godt lide det når hun rørte ham på denne her måde. Han vendte blikket næsten helt automatisk ned af sig, inden han vendte blikket mod hende igen. Han himlede let med øjnene og med et stille smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være. ”Ja, ja! Jeg har.. måske fået lidt for meget indenbords igennem årene..” endte han sigende, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, og uden at smilet falmet det mindste fra hans læber. Han var dog sikker på at Camilla ikke ville have noget imod det. ”En svigermor burde sætte pris på ærligheden, ikke sandt?” endte han sigende og uden at smilet falmet det mindste fra hans læber, for det kunne han slet ikke få sig selv til. At hun direkte tilbød ham at lave ham et måltid, var noget som kun fik smilet til at brede sig. At bryde ud i latter, var slet ikke noget som han gjorde normalt, men det var egentlig også det eneste! Han lod hovedet søge let på sned endnu en gang, selv uden at rokke sig. At hun var kommet tættere på ham, havde han faktisk ikke noget imod. Det blev kun mere og mere rigtigt, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg tror jeg står over.. og laver mig noget spiseligt senere, min egen. Jeg ligger meget godt her lige nu,” erkendte han med en rolig og ganske så dæmpet stemme. Der var ikke nogen grund for ham til at skulle hæve stemmen eller noget som helst, for han ønskede slet ikke at ødelægge denne stund, ikke nu hvor de endelig havde den. At Faith altid havde ønsket megen opmærksomhed, vidste han udmærket godt, og et sted så var det jo også lidt hans egen skyld. Han nikkede sig enig til hendes ord. ”Det kan godt være, at det bringer en frihed, men det efterlader en knude i brystet.. Og dem har jeg mange af efterhånden..” endte han dæmpet, for det var ikke engang fordi at det var løgn, og det var helt klart også en tanke som virkelig måtte frustrere ham, for det gjorde faktisk ondt!

[Silia D. Diamaqima]

Det var frygtelig mange år siden at de havde lagt som de gjorde nu, det var i det hele taget mange år siden, at de for alvor havde spenderet nogen form for kvalitetstid sammen. Når muligheden endelig havde været der, så havde overskuddet eller lysten ikke, hvilket selvfølgelig også havde spillet ind. Det var ikke meningen at hun ville komme for nær, men hun tænkte virkelig ikke i de baner, når de lå som de gjorde i øjeblikket. Det var ren natur og instinkt, og hun havde aldrig været så forsigtig med at komme tæt på Kimeya, hvilket hun var tvunget til nu. Idet han trak maven sammen, trak hun ligeså hånden til sig, mest fordi det endelig gik op for hende, at hun måske var en anelse for påtrængende. Tanken om at se hans smil igen, var faktisk noget som hun havde savnet, og noget som hun ikke kunne lade være med at gengælde. ”Lidt?” mumlede hun blot kortfattet, og så bort med en uskyldig mine. I det store og det hele gjorde det hende ikke noget, hun fandt den vel charmerende et sted? Måske hun selv var dybt perfektionistisk omkring sit udseende, og direkte følte sig flov over det til tider, men når det kom til ham, så blev han næsten kun mere charmerende jo ældre han blev. Hun lod den frie hånd hvile mod sin egen mave, og lå fuldkommen afslappet med hånden i hans, også selvom hendes pude var gledet i en helt anden retning. Camille havde altid været mor i hendes øjne, og hun vidste at kvinden forgudede Kimeya. ”Aha. Og præcis hvor ærlig har du tænkt dig at være?” spurgte hun med en lidt sigende mine, der kun afslørede at hun slet ikke var overbevist. Hun daskede blidt til ham og himlede med øjnene. Og han havde altid ønsket at hun ville være den kvinde der stod i køkkenet? ”Du skal ikke kritisere mine yderst ambitiøse talenter i et køkken,” mumlede hun med en flask tone af irritation, for hun vidste udmærket at hendes mad som oftest endte uspiseligt! Det var ikke hendes skyld, at det gik så forbandet langsomt, og overgik hendes tålmodighed! Faith var klar over, at hun altid havde haft en vane med at råbe af ham, men for pokker, somme tider måtte en desperat kvinde ty til desperat handling, hun ønskede ikke andet, end at han skulle se og forstå hende. Var det for meget at forlange? ”Sandt. Og de er desværre ikke lige til at løsne op i,” erkendte hun stille. Blikket gled fra loftet og mod ham endnu engang. Det var bestemt ikke fordi hun hverken nød, eller ønskede at skændes med ham, men som oftest bragte han hende derud hvor hun ikke var i stand til at styrer det, og den tanke i sig selv gjorde ondt!