Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at han måske ikke havde været særlig god ved Faith, for.. det med forhold havde også været svært for ham efter han selv havde mistet. De havde aldrig været særlig gode til at bekræfte hinanden, også efter han havde fået fjernet benet, så havde han så sandelig også selv haft brug for at vide, at han var god nok, at han stadig kunne bruges og at han stadig kunne beskytte hende, selvom det var noget som alt sammen i den bogstavelige forstand var blevet revet fra ham på den mest grusomme måde, så selvfølgelig var det noget som gjorde direkte ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans blik hvilede på hendes skikkelse som hun begav sig henover gulvet, selvom det et sted virkelig måtte more ham, at hun var så forsigtig, for det var der ingen grund til. Hun var jo faktisk.. hjemme, selvom det var under lidt andre omstændigheder end det som hun sikkert ville gå rundt og tro, men det var virkelig underordnet, om det var noget som man ville det eller ikke. Tungen strøg han roligt over hans læber med den samme eftertænksomme mine, for han havde virkelig ondt i den skulder! For ikke at glemme, at han på ingen måde, regnede med at dette ville forandre noget mellem ham og Faith, for hun havde valgt at gå fra ham, kun for at bekræfte for ham, at han ikke var god nok for hende. Presset havde været enormt, så han havde slet ikke haft muligheden for at slå sig til ro med noget som helst, og det var selvfølgelig noget som virkelig måtte gøre vanvittig ondt for ham selv at tænke på. Han havde ikke rørt noget af det som havde været i hendes skuffe eller hang i skabet. Det hele hang og var på plads som det altid var, for.. det var sådan at han faktisk godt kunne lide det. ”Okay..” svarede han blot, som han trak sig op i sengen, kun for at lægge sig på maven i stedet for, også selvom hans skulder virkelig var øm og det var noget som han så sandelig også godt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede tungt, som han forsøgte at slappe af. Det var jo ikke bare skulderen, det var hele vejen ned igennem ryggen og lænden at han kunne mærke det efterhånden! Han lagde sig godt til rette i madrassen, selvom det kunne se lidt sjovt ud med det manglende ben, hvilket han godt vidste, for buksebenet flagret jo! ”Bare.. vær lidt forsigtig.. jeg skal gerne kunne gå igen i morgen.” En lille, dog drillende undertone havde alligevel formået at snige sig med i hans toneleje.

[Silia D. Diamaqima]

Forhold havde tydeligvis aldrig været deres stærke side, for det var mange år siden, at det faktisk var lykkedes dem at holde fast i hinanden over en længere periode. Den tanke gjorde selvfølgelig ondt, men der var ikke rigtigt mere at gøre ved det. De kunne ikke give hinanden hvad de behøvede. Faith havde virkelig forsøgt at vise ham, at det manglende ben ikke gjorde hende noget. Hun havde været omkring ham, hun havde lagt op til lidt.. kæleri mere end én gang, men blev kun mødt af en ny afvisning, til sidst havde det drevet hende til vanvid, hvilket havde bragt den ud i det enorme skænderi, som hun bestemt ikke ønskede at dvæle mere ved. Selv for hende var det svært at være så forsigtig, når hun kendte dette sted bedre end hun kendte sin egen underkjole. Uanset så ville hun altid så på det som sit hjem, også selvom hun i teorien ikke var velkommen der. Hans skulder var øm, hvilket slet ikke forundrede hende, og et sted burde hun slet ikke forsøge at hjælpe ham, men det lå bare så naturligt? Hun ønskede ikke at han skulle rende rundt, og have ondt. Alting virkede uforandret, så at tingene fortsat lå i hendes nat skuffe, var vel heller ikke noget der burde overraske hende. Havde det været for blot årtier siden, så ville hun havde fundet en anden kvinde i hans seng som trøst og kompensation, for det hun ikke var der til at give ham. Det at der ikke lå nogen, så hun næsten kun som en skidt ting.. manglede han hende slet ikke? Blikket fulgte ham som han roligt lagde sig til rette i sengen. Hun tog sig ikke af det lidt underholdende syn det var, at se det ene bukseben hænge der og flagre. Ganske forsigtigt gled hun op, så hun sad på hans ende, mest fordi hun så ville kunne komme til hans lænd også. Det var måske intimt, men det var ikke ubehageligt eller akavet, det var jo bare Kimeya. Hun åbnede den lille flaske og lod olien glide ud i hendes hænder. Hun stilte flasken fra sig, og lod de varme, olierede hænder søge engang op og ned over hans ryg. Hun kunne, uden at trykke, mærke at han var umådelig anspændt. Hendes læber fortrak i et lille smil ved hans ord. ”Hvornår har jeg nogensinde været hård ved dig?” gav hun igen, med en kun ligeså drillende undertone, ikke mindst fordi det var ment i ren ironi. Hun havde aldrig været direkte blid, det måtte hun jo desværre erkende. ”Slap af,” endte hun roligt, og startede blidt med at masserer langs hans lænd. Hovedet gled på sned. Hendes lange, røde hår, havde ikke fået megen opmærksomhed, og havde groet sig langt nok, til faktisk at stryge hen over hans ryg i mellem.

[Kimeya Marvalo]

Det var virkelig akavet og ikke mindst underligt at have Faith på soveværelset på denne måde igen – i Kimeyas øjne om ikke andet. Ingen af dem kunne finde ud af forhold, de råbte og de skreg af hinanden, men af den grund, så måtte han alligevel erkende, at han virkelig havde savnet hende, selvom det ikke var ord som han kunne få sig selv til at sige bare sådan uden videre, om det var noget som man ville det eller ikke. Faith var.. ja, han vidste ikke hvad det var, men det at hun havde været så meget omkring ham da benet var kappet af, gjorde ham direkte ilde til mode, men at hun havde været så meget omkring ham, så havde hun et sted også vist ham, at han ikke kunne finde ud af noget selv, og det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Han vendte blikket roligt mod hende, som hun tog plads på hans bagparti. Ikke fordi at det var noget nyt som sådan, selvom han måtte erkende, at disse hyggelige stunder, ikke var noget som skete særlig ofte, så det var vel bare at nyde dem, mens de endelig var der, om det var noget som man ville det eller ikke. Bare det at hun sad der, kunne han mærke i hele ryggen. Der var jo ikke nogen til at hjælpe ham med den, så der var ikke noget som han som sådan kunne gøre ved det uanset hvad! Hendes ord fik ham til at trække svagt på smilebåndet. ”Vil du virkelig have mig til at besvare det spørgsmål?” spurgte han ganske sigende, som hun begyndte at arbejde med hans lænd, hvilket var noget som fik ham til at spænde som aldrig nogensinde før, for det gjorde virkelig ondt! Han bed det i den grad bare i sig, for han skulle bestemt heller ikke vise sig som svag overfor hende, for det ville bestemt heller ikke hjælpe ham i denne situation, som faktisk måtte være ubehagelig nok som den var i forvejen! Han trak vejret dybt og nikkede. ”Jeg prøver virkelig, Faith… Jeg prøver..” endte han langt mere sammenbidt end det som han havde gjort tidligere. Selv vidste han, at dette var noget som ville tage tid, for han kunne slet ikke finde ud af at slappe af, han kunne slet ikke finde ud af at tage det med ro, vel også fordi at det var.. hende som var der? Det var måneder siden han i det hele taget havde hørt hendes stemme, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele.. behageligt på samme tid? At det faktisk var en kvalitetstid, som de aldrig havde fået med hinanden?

[Silia D. Diamaqima]

Faith fandt det på ingen måde akavet. Det var ikke første gang hun var tæt på ham, og dette havde trods alt været hendes seng gennem mange år, hendes hjem, så for hende kom det blot naturligt. Desværre havde hun mistete det under deres store skænderi. Hun havde bestemt ikke været over ham for at gøre ham hjælpeløs, men hun havde ikke vidst hvordan pokker hun ellers skulle vise ham, at det manglende ben ikke betød noget som helst for hende. Hun havde selv haft handicap, og det havde da ikke været grunden til at han dengang forlod hende.. det havde Yuuki. Tanken kastede hun bort. Det nyttede ikke noget at dvæle ved de tanker, ikke nu så mange år efter, og eftersom de var skilt. Nu var det ikke fordi hun selv var det tungeste, så hendes vægt over ham ville vel ikke påvirke ham synderligt. De varme hænder søgte et par gange op og ned af ryggen, mest for at finde ud af hvor det stod værst til. Hun konkluderede ligeså hurtigt, at det ikke var værre det ene sted, end det var det andet. Fordelen for hende ved dette, var netop hendes varme hænder, ligeså hjalp med at løsne op. Disse stunder imellem dem, havde altid været ekstremt sjældne. Tiden eller lysten havde altid manglet. Ikke at hun regnede med at der skulle ske mere. Når først hun blev færdig her, så kunne hun søge mod et af gæsteværelser, og så vel forhåbentlig tage tilbage til Manjarno ved daggry? Hun fnøs til hans ord, også selvom smilet bag kunne fornemmes. ”Ved nærmere eftertanke, så lad være,” medgav hun roligt. Hendes fingrer havde kun taget fat om hans muskel, da hele hans krop spændtes, og lettede hende en anelse. ”Det kan jeg se,” påpegede hun lettere ironisk. Hun lod den ene hånd fortsætte med en muskel, mens den anden strøg kærtegnende langs hans side, mest for at få ham til at forholde sig roligt. Hun tænkte ikke over at det var et kærtegn som sådan. Det var bare naturligt. De havde været skilt i måneder efterhånden, og de havde tydeligvis problemet med at finde grænsen imellem om de skulle skændes, eller om de skulle udfri deres længsel. Sådan var det med dem, og det var forvirrende, det fandt hun selv ud af for mange år siden. Alligevel så var det mærkværdigt hvor hurtigt de atter fandt sig tilpas i hinandens selskab, selv på trods af at de var blevet skilt. Hun fortsatte roligt, uden yderligere ord for.. hvad skulle hun egentlig sige? Stilheden gjorde dem tydeligvis bedre. For et øjeblik lod hun blikket glide i. Hun nød følelsen af hans nøgne hud mod hendes håndflader, der let som ingenting strøg over ham. Det var tættere end hun havde fået lov til at komme, i så umådelig lang tid, og hun havde faktisk savnet det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte finde dette skræmmende akavet, selvom det alligevel var på en… god måde? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og det var noget som i sandhed måtte irritere ham, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved, o det var noget som man nu ville det eller ikke, for det kunne han virkelig ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed smerten i sig, for han kunne tydeligt mærke, at den måtte stå slemt til denne gang. Der var jo ikke nogen til at holde gang i musklerne på andet vis i hans dagligdag, så han kunne ikke rigtigt gøre noget andet end bare at tage det hele som det nu måtte komme og klare sig bedst muligt ud fra det. Forskellen fra at skulle skændes og at give efter for den længsel var virkelig hårfin for dem, men af den grund, så vidste han godt, at det kunne ende med at koste ham dyrt, hvis han lod hende gå, og det var på ingen måder, noget som han ville! Specielt hvis det var noget som han kunne blive fri for! ”Det… det tænkte jeg.. nok…!” Han endte med at bide tænderne kraftigt sammen endnu en gang, som hun måtte få fat i en ekstrem øm muskel, for det var noget som han i den grad godt kunne mærke, for det var noget som gjorde forbandet ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han prustede tungt, hvor han virkelig forsøgte med at skulle ligge stille, men det ville ikke rigtigt som han ville, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han forsøgte virkelig at slappe af, selvom det på ingen måder var nemt for ham! Det var lige før at det resulterede med tårer i øjnene, udelukkende fordi at det gjorde ondt, for det var jo ikke bare et punkt, det var hele ryggen! Han prustede tungt endnu en gang, selvom det kun var for en kort stund, da hun direkte gav sig til at.. kærtegne ham i siden? Et sted så spændte det, udelukkende fordi at han var øm og et sted så var det faktisk også behageligt på samme tid. Han nød faktisk at de tilbragte tiden sammen på denne her måde. At mærke hendes varme hænder berøre hans krop, for det var i den grad også alt for længe siden, at det var sket, og det var noget som han så sandelig også godt kunne mærke sig af! ”T-til tider må jeg virkelig… hade dine små hænder.. De kommer ind.. o-overalt..” endte han sammenbidt. Det gjorde virkelig ondt når hun endelig fik fat i en øm muskel, for han havde bestemt heller ikke ligefrem forestillet sig, at det var noget som skulle gøre så ondt som det faktisk havde vist sig!

[Silia D. Diamaqima]

Når det kom til dem, så var der intet der kunne kaldes for normalt. De kunne skændes det ene øjeblik, og være sammen som dette det næste, uanset hvilken situation de stod i. Grænsen var så hårfin, at end ikke hun kunne finde ud af den. Det gik hurtigt op for hende at han direkte bed smerten i sig. Han havde altid været en stor mand, og at vise den svaghed, og da særligt overfor hende, tvivlede hun på ville komme på tale, også selvom det morede hende lidt. Allerede ud fra dette kunne hun næsten konkludere, at det var længe siden Liya sidst havde kigget forbi, for ellers ville hun have ordnet hans ryg. Det stod ikke godt til med Nathaniel, så at hun ikke havde tiden var trods alt kun forståeligt, men alligevel. Så måtte hun jo gøre det i stedet. Efter dette så gik Faith næsten naturligt ud fra at han ville lade hende gå senere, hun kendte ikke til hans øvrige planer. Han havde trodset royale før for hendes skyld, så denne gang ville det vel ikke være meget anderledes? Det at han forsøgte at snakke, afslørede kun de sammenbidte tænder, og hun følte sig pludselig lykkelig over, at han ikke var i stand til at se det næsten triumferende smil der krusedes over hendes læber. Hun fortsatte de kærlige strøg langs hans side, kun i forsøget på at få ham til at slappe af, for ellers ville dette jo blive umuligt for hende! ”Du er nødt til at ligge stille,” påpegede hun næsten opgivende, sådan som han lå og vred sig for hendes hænder. Hun skiftede hænder, så hun var i stand til at tage musklen i den anden side, og ligeså kærtegne hans anden side. Hans ord tvang hende direkte ud i en mild latter. Det var længe siden hun havde leet. Hendes hænder og fingrer var små og lette, hun trængte ind selv på trange områder. ”Det har.. sine fordele og ulemper,” erkendte hun med et lille smil. Hun lod kærtegnene stoppe, og gik igen i gang langs hans rygsøjle. Han var spændt hele vejen op. Den stok sled virkelig på hans stakkels væsen, og han var jo heller ikke helt ung længere, også selvom hun ikke havde tænkt sig at påpege det for ham, det var helt sikkert. Normalt ville hun have lokket ham til at ligge stille, men et kys virkede bare.. lidt for intimt selv for dem, og under disse uheldige omstændigheder. ”Jo før du ligger stille, jo før kan du få en rolig søvn,” forsøgte hun en anelse tamt, og smilede for sig selv, også selvom det var et mere påklistret. Af en eller anden grund følte hun det pludseligt en smule akavet, særligt fordi at disse stunder altid havde været intime, og varme. Hvor hun efterfølgende ville sove i hans favn, hun ville kysse ham godnat.. Det virkede pludseligt at for fjernt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville ikke ligefrem vove at påstå at de havde haft et normalt forhold, for det havde de i den grad aldrig nogensinde haft, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At ligge der under hende, spænde så kraftigt og have så ondt, havde han slet ikke regnet med. Var det virkelig så længe siden Liya havde været der og hjulpet ham? Ikke fordi at han krævede det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var en stor mand, han gjorde som han ville, og han ville i hvert fald ikke ligge og klynke på grund af et par ømme muskler! Det var han simpelthen for stolt til! At ligge stille, var faktisk svært nok som det måtte være i denne stund, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham alligevel! At hun direkte kærtegnede ham i siden var noget så.. savnet og velkendt og det havde nu alligevel en beroligende effekt på ham som han rigtig godt kunne lide. Han lukkede øjnene ganske let, hvor han endnu en gang trak vejret dybt og prøvede at blive liggende under hende. Han spændte for pokker da helt ned i benene! Han vendte blikket ganske roligt op mod hende endnu en gang, hvor han alligevel forblev liggende under hende. Disse stunder var noget som alligevel havde forekommet så frygtelig sjældent, men det var sket i tide og utide af den grund, så det var virkelig bare.. at nyde det så længe, som det nu måtte være at de kunne gøre det. Hun skulle tilbage i kælderen alligevel, det var slet ikke fordi at han havde andet valg selvom han langt hellere ville have hende i sin favn, holde om hende, lade hende sove trygt og godt, og for en gangs skyld være en kvinde i et forhold! ”Det.. det kan du have.. helt ret i.” At hun begyndte ved rygsøjlen i stedet for, var noget som han så sandelig også godt kunne mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han prustede tydeligt og tungt, for det var virkelig noget som gjorde ondt! Han klemte øjnene let sammen, selvom det bestemt heller ikke var noget som han kunne skjule på nogen måde, for han spændte virkelig i hele kroppen! ”For satan da..!” endte han direkte og sammenbidt, for det var noget som han i den grad godt kunne mærke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han slog hovedet direkte ned i madrassen. Han nægtet at sige ’av’ det var han ganske enkelt for stolt og alt for stædig til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde ondt og han var ekstremt øm. Hendes små fingrer masserede de ømme muskler godt og grndigt, også selvom hun ikke trykkede synderligt hårdt. Det ville tage dage at fjerne helt, og den tid havde hun desværre ikke, men hun kunne om ikke andet tage det værste? Deres forhold havde aldrig været normalt, og for mange havde det direkte været svært at se for sig, de havde en irriterende ry for at kiltes kun for at finde sammen igen, men denne gang regnede hun ærlig talt ikke med at det ville gå sådan. Alligevel så var det rart at få bekræftet at han ikke var direkte vred, hun kunne jo næsten fornemme smilet bag hans ord. Hun måtte erkende at det næsten føltes godt at påfører ham den uskyldige smerte, det gav om ikke andet mulighed for at give frit løb for den vrede og frustration. Det morede hende samtidig at han direkte nægtede at sige 'av', han skulle bestemt ikke komme og bilde hende ind at hun var den stolte når han tydeligvis var den store og stærke mand. Et sted var det umuligt ikke at nyde dette øjeblik, også selvom hun vidste at det ville være forbi så snart hun var færdig. Der ville ikke være noget godnat kys, eller store ord, ingen putten ind i hans favn, og bare sove mere roligt, end hun havde gjort alene på Neutranium. Det var bare ikke det samme. Hun lod ham få en lille pause, mens hun endnu engang greb om den lille krystalflaske, og strøg olien ned over hans varme ryg. Roligt lagde hun den fra sig, og lod igen de små hænder søge op og ned af hans varme ryg, og særligt hans rygsøjle, eftersom det var der hun arbejdede i øjeblikket. Hendes finger var yderst forsigtige, og dog alligevel effektive i kampen mod de ømme muskler. Efterhånden måtte hun virkelig bide sig selv i læben for ikke at bryde ud i latter ved hans tydelige smerte. Det var første gang hun direkte hørte ham klynke. ”Slap nu af” bad hun en smule frustreret. Hun kunne ikke holde en mindre fnisen borte, for det morede hende virkelig, særligt at høre ham bande på den måde. ”Det skal gøre ondt,” påpegede hun sigende. Hænderne søgte videre og mod hans skulderblade, som hun næsten måtte gå ud fra var de værst tilredte. Med 3 fingrer fulgte hun skulderbladet, og strøg over alle de ømme muskler der lå halvt om halvt skjult under dem. Hun var nødt til at læne sig en smule ind over ham, for at være i stand til at nå ham. De lange lokker faldt mod hans ryg der var fedtet af olien, der havde en sød og afslappende duft af kamille, der i sig selv ikke kunne andet end at berolige en. Hun håbede selvfølgelig bare at det var en hjælp for ham.

[Kimeya Marvalo]

Det var i den grad ved at være mange år siden Kimeya havde været så øm som han var i denne situation, men det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved uanset hvad, hvilket i den grad var noget som virkelig måtte irritere ham på alle måder endda! Han var nok en smule stolt, for han nægtet virkelig at ligge under hende og klynke, for han var for pokker da en mand! Det kunne godt være at han var en voksen mand, en stolt en af slagsen og nok med et manglende ben, men hvad pokker.. det gik jo ud på det samme! Alle havde jo sine skavanker og det var en tanke som han faktisk kunne slå sig til ro med! Han kunne uanset hvad ikke bare lade Faith gå, selvom han bestemt heller ikke ønskede at fortælle hende det nu, hvor han faktisk var i stand til at nyde disse stunder sammen med hende, for det føles faktisk utrolig.. rart at have hende ved sig igen, for det var noget som i den grad også var ved at være så frygtelig længe siden, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham på nogen måde! Han bed smerten i sig, også fordi at han nægtet at blive gjort svagere end det som han var, men han var virkelig øm! Stokken var han virkelig glad for, også fordi at det var en gave fra hende, men af den grund, så gjorde det ondt at vandre rundt med den, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var en løgn. Hendes ord var noget som han kun lyttet til, selvom det var svært for ham i det hele taget at skulle besvare dem. ”Det… der burde være grænser for.. at det skal gøre ondt og… det der.” endte han direkte sammenbidt. Han nægtet at sige ordet ’av’ for han var bestemt ikke svag af sig, og det havde han aldrig nogensinde været, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han krummede tæerne, idet han gjorde et let bask med fødderne, da hun ramte endnu et af de mest ømme punkter ved hende, for det var noget som han helt klart kunne mærke sig af! Hendes hår som strøg ham over ryggen, var noget som fik ham til at sitre helt. Et sted var det behageligt, men også fordi at det faktisk kildede. Ja, lidt kilden var han faktisk, selvom det ikke var noget som han som sådan havde fortalt til nogen. Med tiden faldt han en anelse mere til ro, selvom der stadig var en lang vej igen, og han vidste det jo selv udmærket godt. ”… Du.. du burde gøre det der… noget ofte,” endte han langt mere afslappet. Ordene fløj bare ud af munden på ham.

[Silia D. Diamaqima]

Hvad pokker manden havde lavet foruden at gå med den stok, det vidste hun ikke, men det havde i hvert fald påvirket ham, det var helt sikkert. Hun forsøgte at være forsigtig, hvilket indebar at hun næsten ikke trykkede, men musklerne skulle jo stadig bringes til afslappelse. Det var jo heller ikke fordi hun direkte nød at høre ham have så ondt, hvilket var hele grunden til at hun gjorde det. Allerede i det øjeblik hun havde stået i døren, med de to forbandede klepperter, var det gået op for hende at Kimeya ikke følte sig vel tilpas. Hans planer om at kaste hende tilbage i kælderen senere, var endnu ikke gået op for hende, og i det øjeblik han valgte at nævne det for hende, så ville han bestemt heller ikke være i stand til ligge under hende! Manden havde prøvet at blive pisket og tortureret til ukendelighed, han havde mistet et ben, han havde mistet hovedet samt så meget andet, og alligevel formåede hun at få den store mand til at klynke, hun kunne ikke andet end at morer sig, hvilket hendes stille fnisen kun afslørede. Selv da de havde været sammen, havde disse stunder været en sjældenhed, så selv hun nød endelig at kunne være tæt på ham uden at blive afvist, det gav hende om ikke andet en lille følelser af, at være ønsket. Tanken om at han manglede et ben, var heller ikke noget der nogensinde havde plaget hende, så hun behandlede ham som hun altid havde gjort, efterhånden havde hun jo også vænnet sig til tanken. Hendes fnisen blev igen til en direkte latter. ”Du har prøvet det der er værre kære,” svarede hun med det stille smil, der næsten kunne fornemmes i hendes tone. At hun så tog den titel i brug overfor ham, kom bare flyvende, det virkede som verdens mest naturlige ting, og derfor tænkte hun heller ikke videre over det. Faith fik et mindre chok ved hans pludselig basken med foden der fik hende til næsten at flyve af ham. Hun fortsatte ubesværet, og det lod til at virke, for efter et stykke tid lod hans stønne og klynken til at forstumme en smule. Hun bevægede sig op over skulderbladende, og tog i stedet hans nakke og skuldre over en karm. Hendes små fingrer havde næsten ikke flere kræfter, men hun ville gerne gøre arbejdet færdig. Hendes hjerte sprang et slag over ved hans ord. ”Jeg.. Jeg er bare glad for at det hjælper,” forsikrede hun stille. De ord havde bestemt ikke regnet med at skulle høre fra hans læber, det var trods alt andet end en afvisning, sådan tog hun det om ikke andet. ”Du burde kunne sove lidt bedre,” hun forsøgte da om ikke andet!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde faktisk ikke gjort andet end at rende rundt med den stok i sin hånd, for han kunne ikke komme rundt ellers. Efter hans nyeste brud med Faith, så havde han heller ikke haft ret meget andet valg end bare at gøre det så godt som han nu kunne, selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt for ham. Han måtte gøre det hele selv, også selvom han ikke havde noget imod at være selvstændig, så.. måtte han nu alligevel erkende, at han havde savnet og ikke mindst også manglet hende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sukkede lettet, som hun fik løsnet op det ene sted, selvom han kraftigt spændte igen, som hun tog fat igen et andet! Han havde måske været igennem eget, men det var bestemt heller ikke ensbetydet med, at det var noget som ikke gjorde ondt! At blive kaldt for kære, var faktisk en tanke som varmede ham, for det havde hun bestemt heller ikke kaldt ham længe! Desuden kunne han godt lide, at hun var overfor ham, som hun altid havde været. Ikke noget med at rende rundt omkring ham som en døgnflue og hjælpe ham med alt, som hun havde gjort da benet var kappet af! ”V-ville det forundre dig, hvis jeg vovede at påstå, at det der næsten gør mere.. ondt?” endte han en anelse sammenbidt. At det næsten var at han sparket hende af sig, da han basket lidt med foden, var bestemt heller ikke meningen for hans vedkommende. Uanset, så måtte han give hende, at det virkelig hjalp at hun tog sådan fat i hans muskler, for det var efterhånden ved at være umådelig tiltrængt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn! Han trak vejret dybt og lagde hovedet til side, så han kunne lukke øjnene og bare forsøge sig med at slappe af. ”Det.. det hjælper da,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Det betvivler jeg virkelig ikke.. Tak Faith,” endte han sigende. Han var måske lidt mere.. påpasselig med at bruge de titler, for hun havde jo valgt at forlade ham af en grund, så det var ikke noget som hun ønskede at skulle blande sig i som sådan, for det var jo bare sådan at det nu end bare måtte være i den anden ende. Han hævede hovedet en anelse og med blikket hvilende på hendes skikkelse. ”Du ligner selv en som kunne bruge noget søvn,” endte han roligt og med det samme rolige smil på læben. Det føles alligevel.. så rigtigt, at hun lå der i sengen sammen med ham.

[Silia D. Diamaqima]

Måske Faith havde været meget over ham da han mistede benet. Om ikke andet så havde det slet ikke været for at fremstille ham som hjælpeløs, men hun vidste hvordan han reagerede, så hun havde virkelig forsøgt at undgå, at han skulle tro at hun ikke ønskede ham når han havde den skavank, for det var jo slet ikke tilfældet. Måske hun så var blevet omklarende, men hun havde været bange for at miste ham, og selv når hun kæmpede for at det ikke skulle ske, så var det sådan det endte. Der var ikke noget at gøre ved det nu, hvilket var noget hun konstant gentog i sit sind, for det lod jo til at han for alvor havde lagt det bag sig, også selvom det var det sidste hun nogensinde havde troet. De havde altid fundet sammen igen. Hun havde allerede været i gang igennem frygtelig lang tid, og nu lod det endelig til at det var lykkedes hende at løsne op. Han hverken klynkede eller spændte synderligt i kroppen mere. Selv hans skuldre og nakke begyndte at virke afslappet, så et sted fortsatte hun vel kun fordi hun nød det? Hendes stakkels små fingrer var helt ødelagte, men hun ønskede ikke at, så var det en fremragende undskyldning. Det var end ikke rigtigt gået op for hende, at hun havde kaldt ham ved den titel, der forekom bare naturligt, og han var trods alt hendes kære, det havde endnu ikke ændret sig.”Du er en mand. Selvfølgelig ikke,” tilføjede hun lettere drillende. Kimeya havde godt nok aldrig været pivet, hvilket selvfølgelig også var grunden til at hun morede sig på den måde. Hendes fingrer bearbejdede de sidste ømme muskler i hans skuldre og nakke. Hun kunne næsten ikke trykke noget som helst ned længere, også selvom hun ikke begyndte at beklage sig. ”Godt,” hviskede hun stille. Det var trods alt meningen at det skulle hjælpe, men nu hvor det lakkede mod enden, så begyndte hun allerede at ærgre sig. ”Velbekomme,” hun lod hænderne stryge over hans ryg mere i et kærtegn end det var direkte massage. Hun rettede ryggen, lod håret forlade hans ryg. Ganske stille kravlede hun ned fra hans skikkelse, og strakte sine ømme ben, det var hårdt at sidde i den samme stilling. ”Jo det kan du have ret i. Jeg regnede med at tage Caylas gamle værelse,” hun sendte ham et stille smil. Nu var det hendes tur til at være øm særligt når det kom til hendes fingrer og hendes stakkels ben. Hun tog ikke ligefrem hans ord som en invitation til at sove hos ham, for hunvar bange for at den gav lidt sig selv, også selvom der ikke var noget hun ønskede sig mere, end at finde tilbage i hans trygge favn.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var normalt slet ikke en mand som klynkede og peb, for det var bestemt heller ikke noget som lå naturligt til ham på nogen måde, for han var ikke den slags og det ville han så sandelig heller aldrig nogensinde blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han fnøs ganske kortfattet til hendes ord, selvom han nu heller ikke tog det som noget dumt i det store og hele, for det kunne han slet ikke få sig selv til. Det var faktisk rart at have Faith lidt hjemme igen og faktisk tilbringe lidt tid med hende, for det var noget som de bestemt heller ikke havde været særlige gode til, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nægtede bare at ligge og klynke for hende, for han var altså en mand og han kunne altså godt bide det i sig! At høre hende grine, var noget som han bestemt også havde savnet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, for han følte pludselig at han kunne bevæge sig igen, og det var virkelig en utrolig behagelig og ikke mindst fantastisk fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Stor, stolt og stædig, ikke sandt?” Hun kendte ham jo! Og endda også bedre end nogen anden! Han blev dog liggende i sengen, som hun endte med at glide af ham, kun for at rejse sig, selvom han bestemt heller ikke var helt enig i hendes ord. De grågrønne øjne vendte han roligt mod hendes skikkelse, hvor han lod hovedet søge ganske let og stille på sned. Hvis hun virkelig ville sove på Caylas værelse, så måtte hun jo selv om det, men hun havde jo stadig sin plads her ved siden af ham, hvis det var noget som hun ville selvfølgelig, for det var ikke noget som han skulle stoppe hende i. Han trak ganske svagt på skuldrene, idet han tvang sig selv op at sidde og med fronten mod ham. Buksebenet hang stadig, selvom det nu heller ikke var noget som påvirkede ham i den samme grad som det havde gjort før i tiden. ”Vil du sove på Caylas værelse, så må du selv om det… Men pladsen her er jo stadig din..” Han hævede armen og ømmede let sin skulder. Det var faktisk utrolig rart at mærke og føle at der faktisk var bevægelsesfrihed i den igen! Så kunne det være at han kunne holde til lidt igen! Han satte begge hænderne i sengekanten og trak sig op i sengen i stedet for, kun for at bakse med benene for at komme under dynen.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya var en stor og stærk mand, og havde ligesom hende altid været forbandet stolt, så det undrede hende slet ikke, at han ikke havde sagt av en eneste gang. Alligevel så havde det moret hende lidt, at høre ham klynke og pive på den måde, og så for hendes hænder, hun havde trods alt kun forsøgt at hjælpe ham. I øjeblikkeligt, var det næsten som om hun aldrig havde været væk, som om de aldrig havde været skilt, måske foruden at de begge ville have flirtet langt mere end det der var blevet gjort. Hun smilede lidt for sig selv, og strakte forsat hendes ømme ben. Nu hvor hun endelig var hjemme igen, og sammen med ham, så var børnene selvfølgelig også ude af huset, hvilket efterlod dem med alle åbne muligheder, der havde trods alt altid været en stor hindring, ikke at hun planlagde at ligge op til det mindste, for det kunne hun bestemt ikke tillade sig. Hendes latter var en sjældenhed og særligt når hun var sammen med Kimeya, når nu han havde været i det rædselsfulde humør i overordentlig lang tid. Alligevel så kunne hun ikke lade være, sådan som han lå under hende, også selvom han var blevet rolig nu. Hun så ned på hendes tynde fingrer. De var røde og ømme, men det havde været det hele værd, for hun havde trods alt vist fra start, at det ikke havde været vedvarende. Hun nikkede stille, og kastede et blik over skulderen for at betragte ham. At se hvordan han nød godt af den nye bevægelsesfrihed, var kun noget der glædede hende. ”Sandt. Stor, stolt og stædig,” medgav hun roligt, for sandt var det jo. Der var måske en grund til, at de aldrig havde fået det til at fungere. Hun rejste sig. Caylas værelse lød som det mest oplagte, også selvom det var en underlig tanke, ikke at kunne slå sig til ro på sit eget soveværelse. Derfor kom hans ord i den grad bag på hende. Hun vendte sig mod ham med en tydeligt spørgende mine. Han ville have hende sovende.. ved siden af? Hendes hjerte slog hårde slag mod brystet, skreg at hun skulle tage imod det tilbud. ”Jeg.. Hvis du er sikker?” hun sendte ham selv en mere usikker mine, mest fordi hun ikke ønskede at han skulle finde det akavet. Roligt bevægede hun sig mod klædeskabet, og åbnede døren. Alle hendes kjoler hang der endnu.. urørte. Hun trak en sort underkjole ud, lidt nattøj ville være behageligt, det gik hun ikke ud fra, ville være et stort problem? Skabsdøren gled igen i, idet hun vendte sig mod ham med kjolen foran hendes lille skikkelse, mest afventende for et svag. Tanken om at ligge ved siden af ham føltes langt mere.. rigtig? Hvad kunne der ske?

[Kimeya Marvalo]

Der var bestemt også grænser for hvad Kimeya fandt sig i når det kom til at klynke, og det var bestemt ikke noget som han ønskede overfor Faith! Der havde han altid været den som stod stærk – mentalt set om ikke andet, eller bare forsøgt på det, for han havde jo af den grund, aldrig nogensinde fået lov til at rende rundt og beskytte hende, som enhver anden mand ville gøre det når det måtte komme til deres elskede, men det var bare ikke noget som han havde fået lov til! Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved i denne situation. At hun tog sig af hans ømme muskler, var selvfølgelig noget som han kun måtte sige sig, at være utrolig glad for, for efterhånden var det ved at være utrolig tiltrængt! Det kunne da ikke passe, at det var så lang tid siden Liya var der? Han havde virkelig mistet tidsfornemmelse over det sidste stykke tid, at det næsten måtte komme bag på ham selv som person! Han sukkede dæmpet som han endelig kunne slappe af. De små hænder kom virkelig ind overalt! Blikket gled mod hende, som hun havde formået at gøre sig færdig og havde valgt at rejse sig op i stedet for. et stille smil passerede hans læber, selvom han ikke som sådan rørte sig ud af stedet. ”Du burde efterhånden kende mig,” endte han ganske sigende, dog uden at tage blikket fra hende. Sådan havde han vel også altid været? Ikke fordi at det var noget som kunne skjules, for det var bare.. sådan at det nu endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. At hun ville sove i Caylas værelse måtte hun jo egentlig selv bestemme – hans hovedprioritering var jo egentlig bare at få hende i kælderen når Jaqia kom, så kunne hun altid komme op igen bagefter. Det var bare at finde den rette måde at sige det til hende, så kunne det måske være at hun blev lidt mere samarbejdsvillig? At hans ord kom bag på hende, forundrede ham dog ikke, hvor han fulgte hende med blikket som hun gik til klædeskabet i stedet for. hendes tøj hang stadig på sin plads – hvor han til tider sov med den ene ved sig, kun fordi at det var hende, og det var noget som han rigtig godt kunne lide! Han måtte jo bare.. nøjes med hvad han kunne finde selvfølgelig. ”Selvfølgelig.. Ville jeg sige det, hvis jeg ikke mente det?” Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt klappede på pladsen ved siden af ham, som han direkte måtte opfordre hende til at tage den plads ved ham, for det var og ville for altid være hendes plads, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for.. det var jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Læg dig ved mig,” endte han roligt, vel også en tydelig opfordring?