Now we are one happy family.

[pierce]

Pierce havde næsten allerede fra starten forberedt sig på at deres børn skulle komme, han havde snakket til hendes mave, som havde børnene allerede været født, hvor han havde snakket om alt det som han skulle lære dem, lege med dem og vise dem. Han skulle tage dem med ud på havet, han skulle lære dem om urter og planter som han selv havde fået lært, de skulle jo trods alt opdrages som havengle, for det var hvad han kendte, han kendte ikke så meget til de jordbundendes skikke, der måtte Malania jo vise dem hvad de skulle, for på det punkt var han selv lidt fortabt. Han kendte kun til reglerne, traditionerne og levemåderne i havet, men derfor var han allerede nu fast besluttet på at tage sine drenge med ud på havet, for det skulle de jo også se. Noget som måtte more ham, var at deres børn både bar præg fra lyset, mørket og havet, de var en blanding af det hele, hvilket også var hvad der gjorde dem så specielle! Og efter som han kom fra havet, Malania fra lyset, så var der ingen til at opdrage dem i mørkets skikke, hvilket jo kun måtte betyde at børnene ikke ville blive onde men gode, det kom vel an på opdragelsen? Man havde jo også hørt om de mørkevæsner, som var gode, såsom kongen i Procias, eller hvem der nu styrede landet, for ikke engang det havde han styr på, men på den anden side så tilhørte han hverken Procias, Manjarno, Dvasias eller Imandra eller noget andet land for den sags skyld, han tilhørte havet og det var der han holdt til! Han betragtede de to små unger, som faktisk hurtigt var faldet til ro, hvilket nu også kun var ham en glæde. Hans hoved søgte ganske let på sned, som hun spurgte hvilke navne han kunne lide, hvor han så lettere tænkende på deres to små drenge. Han tog den ene søn – den som ikke sov, og ham som var kommet først ud af hende – hvor han holdt ham ganske let op, så han kunne betragte ham. Hans hoved søgte til den anden side. ”Han ligner en.. John,” endte han bestemt, selvom det nu også kun var en joke, hvor han slap en munter latter. Han holdt drengen tæt ind til sin krop, hvor drengen vendte blikket spørgende op mod ham, hvilket fik smilet til at brede sig på hans læber. Han tog imod kysset mod hans kind, inden han kort så på Malania. ”Jeg har aldrig rigtig været god til navne min kære,” sagde han roligt, hvor han lod en finger prikke ganske blidt på sin søns næse, hvor de små hænder greb fat omkring hans finger. Han sænkede hovedet og skænkede drengen et kys på panden, inden han så tilbage mod Malania. ”Men.. hvad havde du i tankerne? Måske noget dine forfædre hed? Navne du generelt kan lide?” spurgte han roligt og sendte hende et kærligt smil. Han var et sted ligeglad og dog, han var ikke god til at finde på navne, men.. hvis hun nævnte nogen kunne han vel sige de som han bedst kunne lide? De turkisblå øjne betragtede ganske let den ene søn og derefter den anden, det at finde navne var sværere end det lød! Og så havde de tilmed to! Han var dog enig med hende i at det skulle være gode navne og ikke bare noget i forbifarten.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde ærlig talt slet ikke tænkt på navnene. Hun havde faktisk nydt at være gravid, ganske enkelt fordi at Pierce havde passet på hende på den måde, som han nu havde gjort det. Det var virkelig noget af det bedste af det hele. Han havde teet sig som en tosse, snakket til hendes mave og til deres små, selvom hun nu havde fundet det ganske sødt. Hun havde mange års erfaringer fra mørket, så det kom også til at spille lidt ind i hendes opdragelse om ikke andet, selvom hun i den grad ville kæmpe for at skulle holde dem væk derfra. Det var slet ikke et sted som var noget værd at spilde sin tid på, så meget havde hun så sandelig også selv lært og det var endda på den hårde måde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt. At han tog den ene dreng, havde hun heller ikke noget imod. Den anden lå og sov ganske roligt og trygt på hendes arm og den anden hvilede trygt ved Pierce. Hun tøvede så sandelig heller ikke med at skulle lade ham sidde med børnene. Hun elskede ham, hun stolede på ham, for han var virkelig også hendes et og alt sammen med børnene. Det var og blev virkelig hendes liv! Hun trak vejret dybt og lod hovedet hvile ganske så roligt og trygt mod hans skulder. Der var virkelig ikke noget bedre end at være sammen med den mand som man elskede og så deres to små børn. Havet var så noget som han måtte stå for, for det var end ikke en fantastisk verden som hun ville være i stand til at nyde af på samme måde som de var, hvilket et sted faktisk også måtte være hende en frustrerende tanke. Hun sendte Pierce et stille smil, som den lille dreng lå der trygt mod hans favn. Hans navneforslag, var noget som fik hende til at slippe den klare og muntre latter. ”John?” gentog hun morende, hvor selv smilet hvilede på hendes læber. Det at han havde lavet sjov med det, var virkelig noget som kunne lette en stemning som hurtigt kunne sænke sig. Hun havde det bare.. godt med ham. Der var ikke nogen andre ord som kunne dække det ind på nogen måde overhovedet. Hun lagde sig godt til rette ved ham og uden at lade smilet falme. Det var virkelig umuligt for hende og på alle måder endda! Blikket vendte hun stille mod den lille dreng i hendes arme. Hun havde så mange navne, som hun godt kunne lide, men det var jo heller ikke fordi at hun havde haft det bedste forhold til hendes egne forældre eller hendes familie, det havde hun aldrig nogensinde haft. ”Tja.. jeg ved nu ikke..” Hun vendte blikket stille blikket ned mod sine to små drenge. Hun kunne ikke gøre noget andet end at elske og holde af dem som intet andet! Det var noget som de havde skabt og de var.. perfekte! ”Der er så mange navne, at jeg kan lide..” beklagede hun sig, selvom der slet ikke var noget alvorligt i det. Det var jo bare sådan at være mor og hun vidste det godt. Hun vendte blikket ned mod den stille og lille dreng mod hendes favn. Han var jo så lille! Hun trak vejret dybt igen og lagde sig godt ind til Pierce. ”Nicolaj, Stefan… Daniel, Sebastian.. Der er jo så mange navne.” Hun vendte blikket stille op mod ham. Det var faktisk svært nok i sig selv, at skulle finde noget som ville passe deres to små drenge helt perfekt!

[pierce]

I den tid Malania havde været gravid havde Pierce faktisk taget sig af en masse. Han havde haft sit arbejde ude i havet, som han havde taget hver morgen, inden solen var stået op bag horisonten, så havde han gjort alle de huslige pligter, for de kunne jo ikke have at hun stressede rundt og lavede ting, når hun skulle sørge for at deres to små børn skulle have ro. Han havde dog ikke haft noget imod at han havde haft noget at lave, for han hjalp gerne til, han ville gerne vise at hun ikke var alene om det, han ville gerne vise at han blev hos hende, at han ikke forlod hende og lod hende i stikken, for det var virkelig det sidste han ville! Han elskede hende af hele sit hjerte og mere til! Hun var den sidste han ville forlade på denne Jord! Og nu havde de skabt sig deres to vidunderlige børn, der var mere end perfekte, som han ikke kunne andet end at elske og holde af! De tre var virkelig hans et og alt! Hendes latter var noget som fik ham til at smile. John, var dog noget som han ikke ville kalde sine børn! Han ville ikke sige navnet var grimt, men det var nu heller ikke det bedste! Og hans børn skulle hedde nogle gode navne! Nogle specielle navne. Han vendte blikket mod sin søn, som han havde taget i sine arme, hvor han holdt ham tæt ind til sig krop. Nu var det hele overstået, nu kunne de endelig kalde sig selv for forældre og han kunne virkelig ikke være andet end glad ved den bare tanke! Det var godt nok ikke noget som havde været i hans tanker, da han havde mødt hende, for nok han havde levet i mange år efterhånden, men han havde nu ikke ligefrem set sig som far allerede, specielt ikke fordi han kun lige havde mødt Malania, selvom det nu var over et år siden, men det var vel stadig tidligt? Det gjorde ham dog intet, for han havde ikke tænkt sig at skulle forlade Malania, hun var hans eneste ene, hun var den kvinde han ønskede at være sammen med og det at de havde været tæt den ene morgen, det havde virkelig været noget af det bedste i hans liv! Derfor var han egentlig også ligeglad med konsekvenserne, for han vidste at uanset om det var nu eller om det var om nogle år, så var det Malania som skulle være mor til hans børn, han elskede hende og de havde sammen skabt deres to små vidunderlige børn, som han faktisk kun glædede sig til at vise verdenen, selvom det nu var trist at Malania ikke kunne komme med under havet, men han havde jo vist hende det den ene gang, taget hende med ud på øer, der lå længere ude end øjet kunne se, han havde vist hende hans verden under havet, kun fordi det var hende som han ønskede at dele sit liv med. Hun fortjente at vide hvad det var han lavede. Han lyttede til hendes navneforslag, hvor han sad og tænkte lidt over dem, inden han vendte blikket mod de tro drenge. Hans hoved søgte ganske let på sned. ”Jeg kan godt lide.. Daniel, Nicolaj og Stefan,” svarede han lettere eftertænksomt, som han betragtede de to små sønner. De skulle begge være enige, for han ønskede ikke at det kun var den ene der bestemte det, eftersom de to børn var deres begge, de havde skabt dem i deres kærlighed, sammen. Han lod hovedet falde mod Malanias, imens han så på de to små drenge, der hvilede i deres favn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det havde moret Malania at se Pierce stå med mere eller mindre alt det huslige selv. Det var jo heller ikke fordi at hun ikke ville hjælpe til, for det stresset hende at se ham rende frem og tilbage, selvom hun fandt det ganske charmerende. Han havde passet på hende under hele svangerskabet og det var noget som hu ni den grad også var noget så frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han var den mand med den største betydning for hende, foruden hendes to små elskede sønner. De var virkelig.. perfekte og bare tanken om, at det var noget som de havde skabt, var kun noget som gjorde det hele så meget bedre for hende! Hun kunne da ikke være mere lykkelig end det som hun var i øjeblikket, det var da ganske utroligt hvor meget han kunne gøre ved hende, bare ved at sidde der og med armene omkring hende. Hun følte sig… hel og fuldendt. Deres to elskede drenge skulle have de helt perfekte navne. John var nok et.. charmerende navn på sit vis, men bare ikke noget som hun ville kalde sine børn, det var der heller ikke nogen tvivl om. Desuden var det heller ikke fordi at hun sådan rigtigt kunne benytte sig af navne fra hendes egen familie, da den mest af alt faktisk bestod af kvinder. Mændene havde en sjov tendens til at falde fra, hvilket hun da ikke måtte håbe, at han også gjorde, for så ville hun da aldrig nogensinde tilgive sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Bare tanken om at skulle undvære ham.. det var slet ikke noget som hun ønskede på nogen måde! Det var sammen med Pierce, at hun ønskede at blive gammel, det var hun slet ikke i tvivl om! Hun havde aldrig nogensinde været mere sikker i sin sag, end det som hun faktisk måtte være lige nu! Øjnene gled stille i, som hun lagde hovedet tæt ind mod Pierces favn. Han var der og han havde været der under hele forløbet og hun kunne ikke være ham andet end taknemmelig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede dæmpet, dog tydeligt træt. Det tog virkelig på kræfterne med en sådan fødsel! At han godt kunne lide nogle af hendes forslag, var noget som blot måtte få hende til at smile. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg kan lide dem alle,” begyndte hun roligt. De skulle være enige og hvis der var nogen af dem som han specielt godt kunne lide, så skulle han skam bare sige det. Hun ville bare have, at hendes kære børn skulle have de mest perfekte navne som man overhovedet kunne forestille sig. Hun vendte blikket mod den lille dreng på hendes mave. Deres anden-fødte. Bare tanken om to børn allerede, var virkelig fantastisk! Mange ville nok sige, at det kom hurtigt, men hun tvivlede virkelig ikke. Hun havde aldrig været så sikker som det hun var nu. ”Der er jo også mange andre navne,” fortsatte hun. ”du har ingen gode ideer?” tilføjede hun spørgende som hun endnu en gang stille måtte vende blikket mod ham. Hovedet søgte igen stille mod hans skulder. ”I har vel også nogen eksotiske navne i jeres familie?” spurgte hun med en lettere nysgerrighed i stemmen.

[pierce]

Mange mænd valgte måske at forlade deres kvinde, fordi de var bange for det ansvar som der fulgte med, når man fik barn – specielt når det ikke engang var meningen at man skulle have børn. Pierce var dog slet ikke den type, som bare lod folk i stikken! Han var loyal, det var noget han var opdraget til at være! Meget havde han været igennem, selvom han var blevet hjulpet ud af sine problemer af en speciel mand, som han mere eller mindre hellere ville kalde for sin far og familie end nogen anden fra hans fortid. Hans forældre havde jo aldrig været der, fordi de havde været ude i havet og lavet deres arbejde – de var jo havengle, som ham selv. Nu var det så hans egen tur til at skabe sig en familie, hvor han kun var glad for at det skulle ske med Malania, for hun var virkelig hans et og alt! Sammen med deres nyfødte børn, selvfølgelig. Han strøg let hånden over barnets hoved, den førstefødte af dem, som han sad med i armen. Børnene var faldet til ro og drengen i hans arme var selv faldet hen i en mindre søvn, hvilket var et syn som kun kunne få ham til at smile. Han lod blot Malania hvile ind mod ham, for han vidste at hun var træt. Det var jo også midt om natten for pokker! Han havde i løbet af måneden fået lavet drengenes vugge, som han havde bygget ud af et solidt træ, hvor han selv havde fået udskåret mønstre i den. Det havde faktisk taget ham lang tid at lave den vugge, specielt også fordi han havde haft så meget andet at skulle se til, men skulle han være ærlig? Så havde han faktisk nydt at rende rundt og gøre det hele, imens Malania kunne sidde indenfor i stuen ved pejsen og slappe af. Han lyttede roligt til hendes ord, hvor han vendte blikket mod hende, som hun spurgte om han havde nogle ideer. Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. mine forældre var selv havengle, de og resten af min familie har havnavne, som nok er lidt.. excentriske og svære at udtale, hvis man ikke kan havets sprog,” fortalte han roligt, hvor han sendte hende et mildt smil. Det var jo ikke fordi at han nogensinde havde snakket om sin fortid med hende, nu hvor han tænkte over det. Foruden at han havde været sammen med Jelicka. Der var dog også mange ting fra hans fortid som han ikke var stolt over! ”Men.. der var denne mand, som gjorde mig til en bedre person. End mand som hjalp mig igennem en masse og som jeg kan takke for at bære det havblå sværd. Han hed Morgan.. og jeg ved at Morgans brødre hed Andrew og James, så havde han en fætter som stod ham nært, som jeg selv har mødt; Preston,” fortalte han videre, ”så det er de eneste navne jeg selv ville komme med. Desuden så er der jo også Derick, han var trods alt den mand som hjalp os med at få horroren ud af dig. Det ville næsten kun være.. ærefuldt at opkalde en søn efter ham.” Han vendte blikket lettere spørgende mod hende. Han var virkelig Derick evigt taknemmelig, for den mand, havde bragt hans Malania tilbage til ham, noget som han var utrolig lykkelig over! Han lod den ene arm søge omkring hendes skuldre, så han kunne trykke hende ind til sig, med den førstefødte søn hvilende på hans anden arm.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Man kunne vel ikke komme udenom, at deres aften faktisk var forløbet ganske problemfrit, selvom den morgen hvor de var endt med at komme så tæt på hinanden, så var det ikke dette resultat som hun havde tænkt på. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste når det endelig måtte komme til stykket, for hun fortrød virkelig ikke noget af det som var sket. Man hørte jo ofte om kvinder som var blevet forladt af manden udelukkende fordi at han ikke ville tage konsekvensen af de valg som var gjort, netop ved at komme så tæt på hinanden. At Pierce ikke var som dem, var noget som hun virkelig kun måtte være noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var noget som gjorde hende glad og samtidig så var det kun med til at bekræfte, at Pierce var der sammen med hende og at de var sammen omkring dette hele vejen. Træt var hun virkelig, men det var også ved at være frygtelig sent! Det var midt om natten, hun havde snakket med Pierce til hun var faldet i søvn, så det var heller ikke fordi at hun havde fået lov til at sove så meget som hun ellers gerne ville det. Hun lyttede til ham og hans ord, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne se mere af din verden, Pierce.. lære mig jeres sprog.” Hun vendte blikket mod deres to drenge. De skulle jo lære det, udelukkende fordi at det også var en del af dem nu, selvom hun var sikker på, at de fik den bedste mand i verden til at vise dem det hele, samtidig med, at de også havde hende til det. De skulle nok klare opgaven, det var hun helt sikker på! Hun nikkede stille til hans ord. Det var heller ikke rigtigt fordi at de nogensinde havde snakket omkring deres fortid med hinanden, så det var navne som hun ikke rigtigt havde hørt før. Hun var dog enig med ham om en ting. Derick skulle have en tank for at børnene i det hele taget var her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt. ”Det vil være mig en ære, at skænke drengene Dericks navn.. virkelig. Jeg står i en frygtelig taknemmelighedsgæld til ham.” Hun så stille på sine elskede drenge. ”Han har gjort så meget for os,” tilføjede hun stille. Hvis hun nogensinde skulle se den mand igen, ville han få den største omfavnelse som man overhovedet kunne tiltænke sig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled mod drengen som lå i Pierces arme. ”En lille Daniel Morgan Peceriaz?” spurgte hun med det varme smil, som hun vendte blikket op mod ham. Det navn havde hun altid specielt godt kunne lide. Hun hævede sin frie hånd og strøg den lille dreng så blidt og stille over hans kind. Det var end ikke fordi at det var noget som hun kunne lade være med, det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Mere end glædeligt, så lod hun Pierce trykke hende tættere på sig. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre ville det i den grad også blive for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[pierce]

Meget var sket i Pierces liv, mange ting var han ikke stolt af, andre ting var nogle minder som han holdt kært, så var der ting som han nød at tænke tilbage på, selvom at hans fortid slet ikke ville kunne slå hans nutid! For her var han sammen med den smukkeste og mest perfekte kvinde i hele verdenen! Jovist mange havde sine mangler, men ordet perfekt var jo ikke blevet opfundet, hvis det ikke var meningen at man skulle bruge det, så man kunne vel være perfekt på forskellige måder? Men selvom de alligevel havde været sammen i næsten et år, så var det ikke fordi at de som sådan var kommet ind på deres fortid. Han vidste kun at hun havde været gift før, hvor hendes egen søster havde dræbt hendes mand og omgjort Malania til lysvæsen igen, selvom han aldrig sådan rigtigt havde fundet ud af hvem der var den grumme i den del, men på den anden side var det også fortid, og det som var sket hørte fortiden til, han ville hellere tænke på fremtiden, nu hvor det så ud til at de gik ind i den sammen, specielt nu hvor de havde fået deres børn. Børn som var perfekte! Og så tilmed to sønner! Han kunne virkelig ikke være mere lykkelig! Specielt fordi at Malania var moderen til dem, fordi de to havde skabt dem i deres kærlighed, selvom man ikke ligefrem kunne sige at det var ventet eller at det var planlagt, men det gjorde intet, for på et tidspunkt skulle det vel ske uanset hvad? Han smilede til hendes ord, hvor han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Det ved jeg godt Malania.. og jeg ville ønske at du kunne komme med ud i havet,” svarede han sandfærdigt, for han ville virkelig elske at vise hende det hele! Han havde jo kun vist hende lidt af sin verden. ”Desuden er sproget utrolig indviklet, så det vil nok tage flere år før du har lært det,” svarede han stilfærdigt, hvor han slap en munter latter. Havets sprog var utrolig kompliceret, specielt hvis man kom fra landjorden. Han vendte roligt blikket mod deres to sønner. Derick havde hjulpet til, så det var næsten kun høfligt at opkalde en af deres sønner efter ham, det kunne jo bare være et mellemnavn. Derick havde gjort meget for dem, mere end hvad godt var, for han havde valgt at hjælpe et fremmed kærestepar, selvom at Pierce var ham evigt taknemlig! Han smilede til hendes ord, inden han smilede ned til den førstefødte der hvilede på hans ene arm. Hendes navne forslag, var noget som han faktisk godt kunne lide, skønt han dog bed mærke i noget. ”Du mener vel Daniel Morgan Marchioness Peceriaz?” spurgte han roligt, hvor han sendte hende et varmt smil. ”Jeg ved godt at det er din afdødes mands efternavn, men.. det er et smukt efternavn og jeg ønsker også at de skal have noget fra deres mor,” tilføjede han roligt, hvor han betragtede deres sønner ganske let. Han så ned på den søn der hvilede i hans arme. ”Så dette bliver Daniel.. fordi du valgte det,” svarede han, hvor han smilede skævt til hende. Der var jo ingen tvivl om det, desuden kendte hun ham jo, han satte altid hende og hendes valg før hans egne, så den førstefødte skulle naturligvis bære det navn hun kom med. Han så på sønnen der hvilede i hendes favn. ”Hvad så med.. Stefan Derick Marchioness Peceriaz?” foreslog han roligt, hvor han så nysgerrigt og spørgende på hende. Så havde de jo begge været med til at vælge.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig glad for det som hun havde i sit liv for øjeblikket. Hun havde sine drenge, hun havde Pierce, de havde deres eget hjem og de havde hinanden. Det kunne virkelig ikke være bedre end det! Mange ting i hendes fortid var også de mørke hemmeligheder som hun ikke direkte kunne sige sig, at være stolt af. Frygtelig mange ting! Men mange af dem var vel også det som førte til at hun var sammen med Pierce den dag i dag? Ikke fordi at det var noget som skulle kunne komme meget bag på folk når det endelig kom til stykket. Hun lukkede øjnene stille. Det var sent og hun var virkelig også ved at være træt efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Havets sprog var måske meget, meget indviklet, men hun ønskede virkelig at lære det, også fordi at hun virkelig ønskede at være en del af hans verden og mere end det som hun var i øjeblikket. Hun trak vejret dybt. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan være en del af havet på samme måde som nogle af jer.” Hun vendte blikket stille ned mod de to sovende knægte. Allerede nu var de jo så blide som små lam, selvom hun vidste, at det bare var et spørgsmål om tid. Fuldmånen var nok det som hun var mest bekymret for, selvom det slet ikke var noget som hun tænkte på lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Tja, så er det jo godt, at vi har mange år endnu, ikke sandt?” Hun sendte ham en morende mine. Det var ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham. Hun ville virkelig elske at være en del af det på denne måde! Derick havde været dem begge en særdeles stor hjælp og hun skyldte ham virkelig sit liv, hvis hun ellers ville møde ham igen, så ville hun virkelig takke ham med alt det som hun havde! Det var takket være ham, at de havde de mest fantastiske børn den dag i dag, så det ville være hende en stor ære, at opkalde sine børn efter ham. Et mellemnavn måske, men det var der og det var et navn som de skulle lære at bære med en stor stolthed! Det var noget som hun personligt nok skulle sørge for! Fortælle dem hvad Derick havde gjort for dem, og hvorfor de havde fået de navne som de havde, for det var virkelig fantastiske navne. Kun det perfekte var godt nok! At han lige så ønskede at børnene skulle have hendes navn, var noget som fik hende til at smile, selvom det på ingen måde, var hendes fødselsnavn. Hun trak vejret dybt og lagde hovedet tæt ind mod ham. ”Hmm.. Jeg synes det lyder fantastisk,” hviskede hun stille. De navne var da fuldstændig perfekte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Deres børn var perfekte! Ingen andens var lige så perfekte som deres! ”Jeg kan rigtig godt lide det navn,” sagde hun blidt. At han så ønskede Stefan, var noget som fik hende til at smile. De viste da om ikke andet, at de sagtens kunne samarbejde omkring alt dette, så det var noget som hun virkelig måtte være noget så glad for. Det var da.. perfekt! ”Daniel Morgan og Stefan Derick Peceriaz Marchioness,” sagde hun med det tydeligt store smil på læben. Hun var virkelig lykkelig sammen med ham! ”Det er helt perfekt,” sagde hun med et lykkeligt smil.

[pierce]

At få et liv med Malania, at dele resten af sine dage med hende og tilmed se deres børn vokse sig store, var det mest perfekte liv for Pierce. Måske han tog den normale liv, med en familie, passe børnene og lære dem livets værdier, men han var sikker på at de nok skulle få deres at kæmpe om, at de nok skulle komme til at møde udfordringer, for deres børn bar trods alt horroren i sig, ikke fordi at det gjorde ham noget, for han ville elske dem for den de var. De var hans sønner, de var hans børn og dem ville han elske til verdenens ende og langt længere tid efter det! Han glædede sig allerede til at se dem vokse sig store, se dem blive voksne mænd der ville finde lige så smukke kvinder, foruden at ingen ville kunne overgå Malania, for hun var virkelig den smukkeste i hele verdenen! Han sendte hende et varmt smil. ”Det ved jeg godt min kære, og jeg ville ønske at jeg kunne tage dig med ned hver dag,” svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et skævt smil. ”Desværre er det bare ikke så let. Og bare fordi drengene også har havengel i deres årer, så er det ikke ensbetydende med at vi flytter under havet,” tilføjede han roligt, som han lod de turkisblå øjne betragte hende ganske let. ”Vi bliver hos mor.. hende kan ingen af hos alligevel undvære,” endte han med en drillende undertone, som han sendte hende en uskyldig mine. Men sandt var det. Han ville ikke forlade Malania for noget som helst i verdenen! Desuden nok kunne han vise dem havet, men der var så meget på landet, som han ikke kunne vise dem, som de var nød til at have deres mor til at vise dem. Uanset, så vidste han at deres to små drenge ville få alt det som de havde brug for, og de skulle nok klare sig igennem fuldmånecyklussen! De havde jo selv fået fortalt at de kunne træne ungerne til at styre deres varulveskikkelse, så det var vel det som de måtte gå efter? Ikke fordi han ville se dem som hunde eller dyr, men han ville gøre alt for at de kunne styre deres varulveform, så de ikke ville ende med at løbe væk og blive dræbt af de vilde landsbybeboere, og nu hvor oprøret var i gang, så kunne det jo ende med at gå galt. Han smilede til hendes ord og nikkede kort. ”Så sandt,” endte han med et skævt og muntert smil, som han trykkede hende blidt ind til sig, imens han holdt Daniel tæt og trygt ind til sig. Drengen var faldet forholdsvis hurtigt i søvn – det var de begge, deres to små drenge, så smukke, så perfekte. Han lyttede til hendes ord, hvor han vendte blikket lettere selvsikkert mod hende. Han lod en finger fra sin frie hånd lægge sig under hendes hage, så han kunne dreje hendes hoved og vende hendes blik op mod ham. ”Du ved godt at når jeg frier til dig, så agter jeg at mit efternavn kommer til sidst, ikke min kære?” spurgte han lettere sigende, hvor han blinkede drilsk til hende, som han skænkede hendes læber et intenst og lidenskabeligt kys med en lettere længsel som han holdt for flere sekunder inden han brød det, blot for at vende blikket mod deres sønner. ”Min lille Stefan og Daniel.” Han lod hovedet falde blidt mod hendes, imens et noget så lykkeligt smil gled over hans læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskede virkelig Pierce, hun elskede deres børn og kunne virkelig ikke være mere lykkelig end det som hun var lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun var virkelig ved at være træt, det var noget som hun tydeligt kunne mærke sig af lige for øjeblikket, for det var virkelig ved at være en forbandet intens fornemmelse. At blive vækket på denne måde for at gennemgå en dobbelt fødsel, selvom det virkelig var gået så perfekt som intet andet for sig, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Drengene var da nærmest blide som havde de været lam, så stille og rolige som de var! Selvom hun havde en forfærdelig fornemmelse af, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden at det ville ændre sig fuldkommen når de blev større. Hun smilede et glædeligt smil. Det var heller ikke fordi at hun kunne få sig selv til noget som helst andet når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun var sikker på at drengene ville elske havet lige så meget som deres far måtte gøre det, og det var jo heller ikke fordi at det var en tanke som gjorde hende noget som sådan, for.. hun nød at se ham smile, nød at se ham lykkelig og det var jo heller ikke fordi at hun ikke stolede på ham, for det gjorde hun virkelig! Hun slap et let grin og rystede så stille på hovedet. ”I kan jo ikke undvære mig nogle af jer,” påpegede hun med en selvsikker mine. Det var heller ikke noget som hun ville skjule for ham på nogen måde, for hun var ærlig. Hun havde ikke været andet overfor ham! Hun lagde sig roligt og tæt ind til hans skikkelse endnu en gang, for det var virkelig bare rart at have ham tæt på sig på denne måde. Hånden som gled under hendes hage og som vendte hendes blik mod ham, fik hende til at se på ham direkte opmærksomt. Hun elskede ham virkelig, også selvom der ikke var nogen ring eller noget til at bevise det, så var det slet ikke noget af betydning. Hun kunne sagtens vente, så længe at han var hende trofast, så kunne hun love ham, at hun ville være nøjagtigt det samme overfor ham, for det kunne slet ikke falde hende ind, at skulle være noget som helst andet! Hun foragtede alt det andet! Hans ord omkring et frieri, var noget som blot måtte få hende til at smile! Hun kunne da heller ikke gøre noget andet end at se frem til den dag, hvor hun med en ring på fingeren og som bevis, ville være i stand til at skulle kalde ham for hendes! Hun ville virkelig elske den tanke og den følelse som det satte i hende! ”Den dag vil jeg så se frem til, min kære. Den dag jeg kan tage dit navn som mit eget, så vil jeg selv smide det gamle væk.. som det sidste af en fortid som jeg slet ikke ønsker at tænke på,” forklarede hun videre. Det var slet ikke noget som hun havde noget imod! Hun besvarede mere end glædeligt kysset og med en længsel, hvor hun holdt det lige så længe som det han selv gjorde, inden hun vendte blikket mod drengene. Stefan var begyndt at vride sig en anelse på Pierces arm, hvilket kun fik hende til at smile bredt. Hun kunne da slet ikke forstå, at det var noget som de havde skabt sammen! Det var virkelig en helt fantastisk følelse!

[pierce]

Pierce kunne virkelig ikke være andet end lykkelig, så længe han var sammen med Malania, for han var virkelig mere end sikker på at hun var kvinden i hans liv, hun var hans et og alt, den som han ønskede at tilbringe resten af sine dage sammen med. Hun var den som ejede hans hjerte, så ingen anden kvinde kunne komme i berøring af det og hvem skulle dog også gøre det? Han havde lige fået to fantastiske, smukke og perfekte børn med hende, så han kunne virkelig ikke være andet end lykkelig! Det havde godt nok ikke været meningen at de skulle have børn allerede nu og det var måske også lidt tidligt? Han havde jo faktisk kun været sammen med hende i lidt over et år, ni måneder var jo gået, og før den morgen de havde været sammen, så havde de allerede været igennem så utrolig meget, som de havde haft hans vandproblem, så var hun blevet overfaldt af en horror og bidt, hvor de havde haft hendes fuldmåneproblem og nu havde de så fået deres to smukke sønner, nogle børn han ikke kunne være andet end stolt over! Så man på dem, så ville man virkelig kun kunne se dem som perfekte! Men han var dog sikker på at de fik deres at kæmpe med, for de havde jo trods alt horror i sig, eftersom han havde været sammen med Malania en morgen, hvor hun selv havde været horror, så det gen var jo gået videre til dem, men det hele skulle nok gå, for han ville kæmpe for dem i al evighed! Han vendte blikket mod Malania, hvor han smilede muntert til hende, som han ikke kunne lade vær med at slippe en kort latter. ”Selvfølgelig kan vi ikke undvære dig! Du er drengenes mor og min kæreste, du og drengene er det eneste jeg vil have og som jeg ikke kan undvære,” svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et varmt og kærligt smil. Han elskede hende virkelig af hele sit hjerte! Og han elskede bestemt også sine børn! Han ville altid være der for dem, som han altid ville være dem tro, specielt Malania, for han ønskede virkelig ikke andre end hende, og han ønskede virkelig kun at give hende det bedste. En dag blev han vel nød til at fri til hende? Ikke fordi han havde noget problem med det, for han var helt sikker på at det var Malania som han ville dele resten af sit liv med, og han ønskede hende også som sin hustru, men af den grund skulle det bestemt også være en overraskelse! Han ville ikke bare fri til hende fordi de lige havde fået deres børn, nej! Det skulle være det helt perfekte øjeblik! Men det skulle nok komme, for han lod hende skam ikke vente i al evighed. De skulle vel bare falde helt på plads? Drengene blev jo også en hård kamp – det var han allerede helt vis på. ”Så.. ønsker du at drengene skal have Marchioness?” spurgte han roligt. De havde jo ikke behov for at have det, eftersom det jo rent faktisk ikke var hendes fødte efternavn, det var jo faktisk hendes eksmands navn, så det var måske lidt.. underligt at give drengene det? Han sendte hende et varmt smil, som han igen brød kysset, hvor han lod sin tommel stryge hende blidt over kinden, inden han vendte blikket mod Daniel, der vred sig en smule i sine arme. ”Du må være træt min kære.. skal jeg tage drengene, så du kan få lidt hvile?” tilbød han roligt, hvor han sendte hende et kærligt smil.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Måske at det hele var gået så skræmmende hurtigt og måske lidt for hurtigt? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for hun havde aldrig nogensinde været så sikker på noget som helst, som det hun var i øjeblikket. Hun elskede Pierce, det var den mand som hun ønskede at være sammen med og nu hvor de havde fået de mest perfekte børn som hun nogensinde havde set, selvom hun var klar over, at det var en kamp uden lige, at hun måtte gå i møde, så var det jo også det som spillede ind. Børnene havde den Horror i sig, så det var kun klart, at det ville skænke dem en udfordring når børnene ville blive større, men hun så frem til det.. hun så frem til at kunne se dem tumle rundt omkring i sandet som deres hjem var omringet af, med vandet tæt på, så vidste hun også at det ville være et sted, som de ville tilbringe forbandet meget af deres tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt og med det muntre og trætte smil på læben. ”Jeg vil heller ikke kunne undvære nogle af jer,” sagde hun stilfærdigt, dog alligevel med en ærlighed. Deres første møde, var noget som hun aldrig nogensinde ville glemme! Måske at det var noget ganske særligt, men at det nu var hende som havde ham og kunne kalde ham for hendes, så skulle hun bestemt heller ikke klage over noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Umiddelbart, så ville hun ikke sige, at hun havde travlt med at få ham til at skulle fri til hende, for det var slet ikke noget som hun hungrede efter på den måde. For hendes del, så var det bare vigtigt, at det skulle gøres rigtigt og af de rette grunde, ellers ville han slet ikke høre hende skænke ham sit endelige ja! Det var meningen, at det skulle ske fordi at hjertet var med, og ikke af pligt eller noget lignende, for det var noget af det sidste som hun ønskede sig. Hun trak vejret dybt og blev ellers bare liggende ind til Pierce. Hun var træt og udmattet og glædet sig bare til at få noget søvn, selvom det vel bare var et spørgsmål om tid inden børnene ville blive sultne? Det var jo uanset ikke noget som Pierce ville kunne hjælpe hende med, så det var noget som hun var nødt til at stå for ene og alene. Hun rystede stille på hovedet. ”Den dag jeg skænker dig mit endelige ja, der vil jeg selv ikke bære det navn længere. Vi er en kernefamilie.. lad os tage det navn fra vores drenge. Det har intet med dem at gøre,” sagde hun stilfærdigt, dog med en rolig stemme. Den dag hun ville være i stand til at kalde sig for Malania Perceriaz, ville virkelig blive den mest lykkelige i hele hendes liv! Tungen strøg let over hendes læber, som hun vendte blikket stille mod deres børn igen. Det var virkelig noget af en følelse at sidde inde med. Det var en lykke som hun slet ikke ville være i stand til at skulle beskrive på nogen som helst måde overhovedet! Hans strøg mod hendes kind, var noget af det bedste, for han passet på hende, han værdsatte hende og han kærtegnede hende som intet andet overhovedet, det var noget som hun virkelig måtte være frygtelig glad for. ”Tror du at du kan tage dem begge to?” spurgte hun med en tydeligt drillende mine. Det ville bestemt ikke gøre hende noget som helst. For hun havde i den grad brug for sin søvn.

[pierce]

Den dag Pierce for alvor kunne kalde Malania for hans egen – den dag hun blev hans hustru, så ville han virkelig blive lykkelig, selvom man ikke skulle tro at han kunne blive mere lykkelig end det som han var nu, for han havde alt det som han kunne drømme om; en familie. Han vidste godt at det var imod havets reglement at gifte sig med folk fra landjorden og specielt stifte familie med dem – eller det var i hvert fald frarådende – men hvad skulle han gøre? Malania havde for lang tid siden stjålet hans hjerte, hun var alt det som han ønskede sig, desuden stolede han på hende, så folket fra havet måtte jo blot acceptere det. Han havde allerede vist Malania noget af sin verden, taget hende med nedenunder havet for at vise hende livet dernede, vise hende hans verden, for hun fortjente at se det, som hun fortjente at vide hvad han rendte rundt og lavede. Han havde sit distrikt som han skulle passe på, hvilket hans sønner aldrig ville få, for de var ikke en ren havrace, de bar en blanding af det hele, lyset, mørket og havet og folk fra lyset og mørket var ikke tilladt til at bo under havet. Naturligvis ville han altid kunne vise dem det hele, men at bosætte sig dernede ville ikke være tilladt, i så fald kunne det koste dem døden, men på den anden side, hvorfor skulle de så også bo under havet? De havde deres hjem heroppe på land, sammen med Malania. Han smilede til hendes ord. ”Og altid vil vi holde sammen,” endte han med et varmt smil, som han trykkede hende godt ind til sig. Han elskede hende og kunne ikke drømme om at forlade hende til fordel for havet! Han ville opgive alt for hendes skyld. Desuden havde han jo også valgt at blive det, som folk fra landjorden nok ville kalde for læge, for han havde en utrolig god kendskab til de mange forskellige planter og urter, som han også brugte til sin healing, hvilket Malania jo allerede vidste, for han havde jo givet hende en masse i hendes graviditetsforløb, da hun havde haft sin morgenkvalme, hovedpine og han vidste ikke alt hvad. At hun ønskede hans efternavn, var noget som virkelig måtte glæde ham! Når han selvfølgelig en gang fik friet til hende, selvom han dog ønskede at gøre det på en ordentlig måde, for det fortjente hun også! Han ville ikke bare gifte sig med hende, fordi de nu havde fået børn sammen, fordi de kunne kalde sig forældre, nej.. han ville giftes med hende, når det rette tidspunkt kom. ”Og den dag kommer før du ved af det,” svarede han lettere bestemt, for han agtede skam at fri til hende på et tidspunkt, hun skulle nok blive hans hustru på et tidspunkt, andet tillod han da slet ikke! Fødslen havde gået mildt for sig, for det var faktisk gået utrolig godt! Men af den grund havde det også taget på hendes kræfter, for det var tydeligt at hun var træt og udmattet. Han sendte hende et næsten så stolt smil. ”Selvfølgelig kan jeg tage dem begge!” endte han selvsikkert. De to drenge var jo forholdsvis rolige, desuden så havde han selv ikke brug for søvn på samme måde som Malania havde, så han kunne sagtens blive oppe for at passe dem. Han tog ganske let Stefan fra Malania, så han holdt begge sønner i sine arme, som han nærmest måtte knuge ind til sig. Han var virkelig lykkelig! ”Sov du blot min kære,” opfordrede han med et varmt smil på læberne, inden han vendte blikket ned mod sine sønner, som han skænkede et kys på hver pande.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den lykke og den glæde som Malania måtte brænde inde med i øjeblikket, var virkelig noget af det bedste som hun nogensinde havde oplevet, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun havde selv efterhånden mange år på bagen, hun havde oplevet så meget, men det at Pierce var der, at de havde fået deres børn, det var virkelig noget af det bedste af det hele, det var end ikke noget som hun ville være i stand til at skulle komme det mindste udenom overhovedet. Han var virkelig af den største betydning for hende nogensinde! Hun havde fået lov til at se noget af hans verden og hun stolede i den grad også på ham. Hun stolede blindt på ham og ville uden at tøve, så vælge at lægge hele hendes liv i hans hænder, hvis det skulle vise sig at være en direkte nødvendighed, så havde hun så sandelig også gjort det! Hun vendte blikket stille og roligt mod ham igen, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile et stort og bredt smil. Han gjorde hende virkelig lykkelig som ingen anden nogensinde havde formået at gøre det! Hun nikkede medstemmende til hans ord. ”Jeg tillader virkelig ikke andet,” sagde hun stilfærdigt. Hun vidste ikke hvordan reglerne var for hans slags når det kom til forhold og ægteskab, men hvis det var noget som fik konsekvenser for ham, så ville han vel også sige det? Det var jo heller ikke fordi at hun holdt ham i tøjlerne eller noget i den stil, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til i den anden ende! Han havde sit arbejde under havets overflade, hvilket hun havde den største respekt for, for det var jo heller ikke meningen at hun ville tvinge ham til at stå familien nær hele tiden, når han havde sine pligter og andet at skulle tage sig af først og fremmest. Det var heller ikke fordi at Pierce var ukendt på land længere. Hans mediciner og hans kundskab omkring planter var noget som kunne gavne så frygtelig mange – Hende deriblandt, for alt det som han havde gjort for hende, var noget som havde lettet hende under svangerskabet, for det var bestemt ikke en tid som havde været mild ved hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun lukkede øjnene let. Hun elskede ham og hun så virkelig frem til den dag, hvor hun for alvor ville være i stand til at skulle kalde ham for hendes! Det skulle gøres ordentligt. Det var også hendes eneste betingelse, for det skulle være fordi at han havde lyst og lystede det af hjerte, sind og sjæl og ikke bare fordi at de nu var blevet forældre. Om der så skulle gå hundrede år eller mere, så var det jo heller ikke fordi at hun havde travlt med det. ”Jeg glæder mig.. til endelig at kunne kalde dig for min og med beviser på det,” hviskede hun sandfærdigt. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for hun var slet ikke i tvivl om, at det var Pierce som hun skulle blive gammel med! Så selvsikker so han måtte lyde, så var hun dog alligevel overbevist. Hun var sikker på at han nok skulle passe på dem. Hun nikkede dog med et stille smil. ”Væk mig, hvis de begynder at skrige, okay?” bad hun stille, selvom hun allerede som sådan var gledet ind i en halvvejs søvn som han havde taget Stefan fra hende. De to små drenge lå dog trygt og roligt ind til deres far. Det var som de allerede vidste hvor de hørte til og at de var trygge, hvilket glædet Malania voldsomt! Hun lagde sig stille til rette i sengen. At den var våd og det hele, var nu ikke noget som hun tænkte på. Hun var simpelthen for træt til det.

[pierce]

At sidde der sammen med Malania og deres to nyfødte børn, var noget som gav Pierce følelsen af at være fuldkommen lykkelig. Han havde lige fået to vidunderlige smukke børn og kunne nu officielt kalde sig for en forælder, for far. Et sted kunne han ikke helt fatte at han faktisk var far til disse to skabninger, som de sammen havde skabt i deres kærlighed, men han fortrød det dog ikke, det kunne han slet ikke! For det at være kommet Malania så tæt, var noget som han virkelig havde nydt. Han smilede ved hendes ord, selvom han dog havde ment sine egne, for han ville holde sammen med hende i al evighed, for andet tillod han virkelig ikke, og at hun heller ikke ville tillade andet, var noget som gjorde ham glad, for det var rart at tænke på at hun ville være hans for evigt, når de engang blev gift og dermed lovede hinanden en pagt, hvor de mange forpligtelser og ansvar kom. Det var dog en tid han ville se frem til, for han var mere end sikker på at det var Malania som han ønskede til sin hustru. Han ønskede at være den eneste mand i hendes liv, hvilket han også gik ud fra at han var, og nu hvor de havde fået deres to små sønner, så kunne han virkelig ikke andet end at glæde sig til at se dem vokse op, for der var jo så utrolig meget han skulle lære dem, ligesom Malania også skulle, for der var jo visse ting han ikke kunne lære dem, han vidste jo heller ikke hvad det indebar at være Lysvæsen, foruden at han naturligvis kendte til dem, fordi at Malania var et, hans eget elskede lysvæsen som han ville give sit liv for at beskytte! Hun var virkelig hans et og alt, sammen med deres børn naturligvis. Men han vidste da at børnene blev i stand til at kunne heale, og hvis de så fik hans kundskab til urter og planter som han havde, så var han ikke i tvivl om at de ville blive i stand til at hjælpe andre, så vidste han at de kunne orbe, selvom at de jo også havde de skællede vinger ligesom ham selv, det var faktisk sjovt at se deres små vinger, som var minimale i forhold til hans egne. Han var dog ikke i tvivl om at de ville få en god opdragelse, for han nægtede at opdrage dem på mørkets måde! De havde trods alt også horroren i sig, hvilket vil sige at de også måtte bære noget af mørket i sig, han nægtede dog at lade sine børn vokse op og blive onde mænd! Han ville sørge for at træne deres varulv, så de var i stand til at styre dem under fuldmånen, for det havde Derick jo forklaret at det godt kunne lade sig gøre. Smilet bredte sig ved hendes ord. ”Og den dag kommer før vi ved af det,” svarede han med en varm tone. En dag, når tiden var inde, så ville han fri til hende, så ville de blive gift og så ville hun være hans til evighed. Han nikkede roligt til hendes ord, lænede sig ned og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Selvfølgelig elskede,” hviskede han roligt og så blot til imens hun faldt hen i en mindre søvn, hvor han selv blev siddende med sine to sønner på armen, der selv lå ganske roligt og trygt. Han ville altid beskytte dem, for nu var de en stor lykkelig familie.