Rising Sun

[Deleted]

Solen var netop stået op. En kølig morgenbrise rev let i de mange træer som endnu engang var gået ud ud spir. Fuglene sad i træerne, skabte den søde morgensang som måtte fortælle at sommeren endnu engang var endt med at skulle finde vejen frem til dem, skabe smil på utrolig manges læber. Lige her var Lynn på ingen måde en undtagelse. Som altid når denne tid nærmede sig, sto hun op af sengen før fanden fik sko på, kun for at skulle bevæge sig mod den pragtfulde slotshave som ligeså måtte tilhøre hende. Faktisk var hun den som dagligt måtte bevæge sig omkring, udelukkende for at skulle passe og pleje de mange bede med farverige blomster, som var noget der skabte et smil over hendes egne læber. De lange gyldne lokker, dasnede roligt om hendes skuldre i takt med hendes skridt lamgs den sti som måtte sno sig mellem alle bedene. Græsset henlå en smule fugtig efter den kulde som dog endnu måtte herske om natten når solen ville gå ned, og varmen fra den med. Hendes skridt var rolige, som de måtte være lettere lydte for hvert hun tog hen over det knasende grus. Morgenen var altid fantastisk, at se en blå himmel på nippet til at være skyfri allerede på denne tid, og solen som roligt måtte gå op og kaste sit orange skær ned over den jord som måtte ligge for dens fødder. Roligt måtte hun stoppe op ved en af de åbne græssletter. Et enormt træ af faldpil stog og bragte skygget over stedet, og at dømme efter farven og tørheden på græsset var det ganske tydeligt. De små blomster som mange ville se på som ukrudt var begyndt at skulle bryde igennem jorden, for hende var det ligeså smukt som alle de andre der måtte befinde sig i haven. Roligt gled hun ned på knæ i det halv tører græs, og undgik bevidst at sætte sig i skyggen det var jo ikke ligefrem varmt. De grønne øjne, ligeså grønne som de liv der var omkring hende, betragtede stedet. Hun huskede det. Slottets have var efterhånden blevet et attaktivt sted at gå rundt, det var her hun havde mødt den kære elver, det var en ganske ny måde at få kendskab til nye venner. Et suk slap hendes læber. Hun lukkede lod blikket skjule sig bag hendes øjenlåg for en kort stund. Et sted så følte hun sig frisk go et andet sted så var hun endnu en smule udmattet hun blev jo efterhånden også ældre, go med alle de pligter der fulgte med hendes stilling så var det ikke lige altid nemt at skulle tvinge sig selv op gang på gang på den tid af morgenen. Fuglesangen nåede hendeører, hun lyttede intenst, det beroligede hende på en helt anden måde, ned det nok ville gøre ved så mange andre. Man kunne jo roligt sige at hun var en frygtelig naturelsker, det var hvad hun måtte leve og ånde for på alle måder, det var blandt levende planter og dyr at hun i virkeligheden havde det bedst, derfor også så frgtelig meegt tid ude her.

[nate]

Nate havde tilbragt mere eller mindre hele natten på hesteryg. Det havde været en lun nat dog og man kunne tydeligt mærke, at sommeren var på vej. Han havde reddet rundt i Manjarno en tid. Blot for at komme lidt væk. Men nu ville han også hjem igen. Eller det hjem, han kendte som hjem. Neutranium. Han var opvokset nede i kældrene hele sin barndom, og havde først fået lov at bevæge sig rundt for et år tilbage eller der omkring. Han huskede glæden, af endelig at komme ud og se verden. Splittet var han i hans racer. Men han holdt sig for det meste indenfor Manjarno's grænser. Det troede han da. Dybt trak han vejret, idet at han fik stillet sin hest Ebram tilbage ind i stalden. Han tog sadle og grime af, og gav den noget nyt mad og hø. Han tog sin oppakning, og fik det ned i kælderen og havde et kort gensyn med Jesse og Thayne. Han trak let på smilebundet og gik roligt ud imod haven. Det var et offentligt sted, men alligevel så var det et sted, han ikke havde haft meget at gøre med. Lukket inde i kælderen hele barndommen, for at skåne ham? Ja, sikkert. Han trak vejret dybt og nåede ud i den lette morgenbrise. Han havde kun fået få timers søvn i nat, så han var egentligt udmattet. Alligevel følte han ikke for at sove. Han lyttede til fuglenes morgenkvidren, som faktisk var utrolig hyggelig. Her var stille og roligt, ligeså fredeligt. Bedre kunne det faktisk ikke blive. Han strak armene op over hovedet og strak hele kroppen. Han havde nede i kælderen, lige skiftet til et rent sæt tøj. Det han havde haft på før, havde været beskidt. Men nu havde han et par bukser og en trøje på, samt et par af hans andre sko. De han havde reddet med, var blevet lidt brune, når han var trådt ned i mudderet. Det havde regnet for et par dage siden. Hans hår blev pustet let omkring hans ansigt, grundet morgenbrisen som strøg omkring træerne og ned i haven. Hans dybblå øjne faldt til en skikkelse. Velkendt var den ikke ligefrem. Nu havde han jo også været væk en uges tid, bare for at se noget andet end kælderen, slottet og området omkring. Han nærmede sig hende forsigtigt. "Goddag Frøken," hilste han venligt og bøjede svagt hovedet for hende. Han var blot høflig. Kendte ikke til hendes titel. Han kendte godt til navnet på Grevinden her, men havde aldrig set hende før.

[Deleted]

Den søde kvidren fra fulgene var virkelig behageligt, først og fremmest at vågne op til, æstille slå øjnene op, kunne ane solen gennem gardinerne og så med lyden af fulgesang et sted udefra. Desuden så var det behageligt at lytte på, selv når man bare sad her. Vinden legede let med de krøllede lokker der måtte indramme hendes ansigt. Der ville ikke gå lang tid før hun var nødt til at gøre hvad der var nødvendigt, opfylde pligterne som grevinde, også selvom hun i øjeblikket ikke gjorde andet end at skulle lade det trækkes ud, hun orkede et sted ikke, og et andet sted så ville hun langt hellere sidde her, så på hvordan de mange blosmter spirrede langsommere end hun overhovedet ville nå at ligge mærke til på nogen måde. Skridtene i nærheden lød, og stille måtte hun igen slå øjnene op, og lade dem falde mod den skikkelse som måtte nærme sig hende. Smilet der måtte pryde hendes rosa læber, var frygtelig venligt og ikke mindst imødekommende, hun var ikke den mest skeptiske kvinde det var muligt at finde, måske forsigtig men i hendes øjne var man uskyldig indtil andet var bevist. Allerede ved første øjekast måtte hun se at dette måtte være en høflig ung mand, ikke at hun selv var specielt langt oppe i alderen, men uanset hvad så måtte hans kropssprøg ende med at skulle afsløre ham. Hans skikkelse mindedes ikke rigtigt at skulle ligge kendt for hende, hun kendte efterhånden de som måtte være en del af slottet utroligt godt, hendes kontakt og samarbejde med dem avr jo frygtelig godt, men lige denne dreng var ikke end som hun direkte kiunne placere som boende på det store slot der tårnede langt over hendes herregår som måtte ligge netop ved siden af, lidt mere fredeligt, et sted så måtte Lynn jo faktisk nyde det faktum at det tog opmærksomheden lidt væk fra hende selv, for hun brød sig ikke specielt meget om den i alt for store mængder. Selv måtte hun gengælde det høflige nik han gjorde mod hende i den form af hilsen. han lod ej heller til at genkende hende, det var ikke første gang det var sket at folk end ikke vidste hvem hunvar, go det gjorde hende vle en smule nervøs, måtte hun så ikke gøre arbejdet godt nok? Og et helt andet sted så lettede det hende igen, at hun ikke måtte blive dømt på en titel og en stilling, hun forventede intet af folk, hun forventede ingen særbehandlign for hvad hun var, for et sted så var hun ikke meget bedre end ham på nogen måde "Godmorgen unge mand" hilste hun let, og kun i en blid melodisk tone, frygtelig imdeøkommende igen. Stille fik hun kæmpet sig på benene, hun var nogenlunde på højde med ham et par centimeter mindre måske. Hånden blev roligt rakt frem mod ham, hun kunne ligeså godt være høflig, det var vel bare noget som man vænnede sig til efter alle de år på stedet som dette, og efter alle de betydningsfulde personer man måtte møde? Efterhånden så var det kun blevet en vanesag og set i hendes øjne så var det virkelig ikke kun betydningsfulde personer som fortjente den høflighed, men ligeså alle andre.

[nate]

Nate var til morgen vågnet op, under det træ han var faldet i søvn ved. Oppe over ham, havde han faktisk kunne høre fuglene, nu han tænkte over det. Det var en behagelig måde at vågne på. At ligeså langsomt vågne, mens det stadig var halvmørkt og så lytte til en svag fuglekvidren. Han trak vejret roligt og vædede let sine læber, med et tungestrøg. Det var ham en dårlig vane, at bide lidt i sine læber, og så strøg han altid tungen over dem bagefter. Han smilede ligeså stille. Han betragtede hendes krøllede hår, som blev båret let af vinden. Morgenbrisen fik let hendes hår til at danse, og det var egentlig et smukt syn. Ikke at han i sin vildeste fantasi, regnede med at finde en kæreste. Han anede ikke, hvordan man skulle elske. Men en ting var sikker, han skulle aldrig komme sammen med en dreng, ligesom hans opfostrere var - 2 drenge som kom sammen. Han trak på smilebåndet. Han kendte ikke denne kvinde. Ikke af udseende i hvert fald. Men at hun var så imødekommende, måtte kun forklare at det ikke var en Dvasianer, som var sluppet forbi. Selvom han var warlock, var han ikke ond på nogen måde og han kunne styre sin racesplittelse. Det havde han arbejdet på siden han var lille. Han lo kort af hendes "unge mand" udtalelse. Ja det var han måske? Han betragtede hendes lyse jeg og imødekommenhed, som han ikke tit mødte. Han tog imod hendes hånd og kyssede den forsigtigt på håndryggen. Han slap så hendes hånd igen. "Solen er et velset syn, syntes De ikke?" spurgte han dæmpet og med hovedet en lille smule på skrå, mens han drejede blikket rundt og mod himlen, før hans dybblå øjne gled tilbage til, at se på hende.

[Deleted]

Selv var Lynnv ågnet i hendes alt for store og tomme seng, og kunnet høre fuglene synge smukt. Det var noget som ganske hurtigt formåede at skulle drive hende ud af sengen og virigkelig næsten skænke hende en iver at at skulle komme ud i det fri. De smaragdgrønne øjen betragtede let hans skikkelse, hun måtte blive ved at prøve at placere ham på stedet, og et sted så virkede han velkendt men hun huskede ikke hvordan, hvornår og hvorfor? Det var hende dog frygtelig tydeligt at han var en ung mand af ren høflighed, måden hele hans krop sagde det på og ikke mindst det blik som for hende et sted måtte minde om noget der var en smule dystert, dog ville hun ikke ligefrem gætte på en dvasianer. Hovedet gled let på sne, lod de lange lokker stille falde over hendes ene skulder. Der havde aldrig direkte været en tid hvor hun havde set noget smukt ved sig selv, for alt skønnhed lå i naturen og hvad end hun gerne ville det eller ej så var hun desværre ikke end af de mange planter som måtte stå rundt omkring. Hun lyttede roligt til de blade som let måtte visle, når vinden mildt tog fat om de lange løse grene som måtte hænge fra faldpilen, et utroligt smukt træ i det hele taget, placeret i en utrolig smuk have. Smilet forblev hvilende, hun var en venlig sjæl det var der ingen tvivl om. Hvem denne dreng præcist var, det vidste hun virkelig ikke, og alligevel så kendte hun udemærket godt til Jesse og Thayne. Det var tydeligt at se de to knægte var glade for hinanden og personligt havde hun absolut intet mod det, hun nød at se dem gå rundt hånd i hånd, et sted så misundte hun dem vel? Tanken om ikek at skulle ligge alene i den store seng mere, ikke være alene, elske andet end den natur omkring hende, det var frygtelig mange år siden hun sidst var blevet elsket af nogen, og et sted så måtte hun vel savne lidt den tanke? også selvom det med at danne par aldrig havde været hendes største og stærkeste side, det måtte hun vel erkende et sted. Selvom Lynn ikke selv var den ældste så måtte hun i det mindste være en del ældre end ham, så i hendes øjne måtte han være en ung mand, desuden så for høflighedens skyld måtte hun vel kalde ham ved en høflig titel også? Et sted så kunne Lynn ikke rigtigt lade være med at fnise kort ved hans blide kys mod håndryggen, det morede hende en smule, også selvom enhver kvinde efterhånden måtte være vant til en sådan hilsen. Hånden trak hun stille til sig igen, lod den foldes med hendes anden foran hende. Blikket gled mod solen og hun måtte nikke ganske medsigende "Det er fantastisk.. og med den skønne fuglekvidre" påpegede hun let og med et smil der kun afslørede at hun næsten brændte for det. Blikket faldt igen tilbage til hans og med en måske lidt nysgerrig mine "Og må jeg gøre mig den uforskammethed at spørge hvem jeg står overfor?" spurgte hun let, dog en smule indgående.

[nate]

Nate sendte hende et blidt smil. At hun selv var ude tidligt, måtte kun sige ham at hun holdt af naturen. På et punkt, måtte det jo også fortælle ham, at hun så var fascineret af noget herude. Morgensolen, den let kølige morgenvind, fuglekvidren eller måske bare naturen i helhed? Han trak på mundvigen, og smilet blev ikke mindre. Han kunne bare ikke lade vær. Humøret var højt i dag, så hvorfor være trist og grå? Han blinkede let med øjnene. Han havde arvet dem fra hans far. Lysander. En mand, han ikke kendte. Men det var det, som Nathaniel vidste og det, som der havde stået i de udrevne sider af Elanya's dagbog. Han holdt munden lukked og smilende, og trak så vejret igennem næsen. Han pustede lidt dybt ud og man ville måske kunne høre det. Han grinte kort og så mod hende. Han elskede ingen.. Ikke på den kærestemåde, som i at man var kærester eller mand og kone. Han anede ikke.. Hvordan man skulle gøre det og han kendte ikke til følelsen af forelskelse. Selv fandt han sine 'forældre' ganske søde, selvom det så lidt mærkeligt ud i hans øjne også. Men det sagde han bare aldrig højt. Han nikkede dæmpet. "Jeg er fuldstændig enig," sagde han roligt. Han så godt hendes blik, og det sagde ham bare, at hans teori var rigtig. At hun var fascineret af dette herude. Dette anderledes univers. Han blev lidt rød i kinderne. "Jeg undskylder mange gange, hvor er jeg ubetænksom," sagde han stille og drejede blikket helt imod hende. "Jeg er Nate Malfoy Maloya.. Og må jeg spørge hvem De er?"

[Deleted]

Det var vel frygtelig afslørende det at hun måtte være herude på denne tid, hun levede og åndede for den natur, et sted besat af den og dens skænhed, det var det eneste hun på den måde havde et kærlighedsforhold til. Hun nød ganske enkelt at tilbringe tiden i en sådan rolighed som nu, det kom hun på ingen måde uden om. Solen og den sommer var på vej, avr noget som tydeligvis måtte påvirke humøret ved utrolig mange, det bredte en helt anden stemning rundt omkring, ikke kun på slottet men i hele landet og hun nød virkelig kun at se det, alle avr langt mere imødekommende, det havde trods alt været en mørk tid og med krigen overn i det var langt fra hvad som måtte gøre det bedre, nu kunne folk ånde en smule lettet ud, tage en dyb indånding af den søde duft af sommer, lade børnene løbe ude og lege frit og det var noget som ikke kunne andet end at tvinge et smil frem over læberne. Lynn formåede ikke at holde latteren tilbage ved hans dybe indånding gennem næsen "Pas på alt den pollen" påpegede hun i en lettere sigende tone. Af en eller anden grudn var der frygtelig mange som ikke kunne tåle denne tid, et sted så måtte det vel kun morer hende? det var aldrig noget som hun selv direkte havde haft problemer med. Kærlighed var for hende en fremmede ting påden måde, en ting var at være træt af det faktum at hendes seng var alt for stor til at hun blot måtte ligge alene og uden en til at holde om hende, men man kunne vel ikke rigtig savne noget som man aldrig rigtig havde haft? Forelskelse var bare ikke noget hun som sådan hadve den største kendskab til. For Lynn var dette virkelig hendes anden verden, en verden som bragte hende til et helt nyt niveu og tvang hende væk fra alle de pligter bare for en kort stund om ikke andet. Hun betragtede dne rødmen som endte i kinderne og rystede blot afvisende på hovedet " Det er skam intet at undskylde for" endte hun med den rolige og blide tone. Hans navn var til gengæld frygtelig velkendt for hende, måske ikke ligefrem ham i egen person, men hans familie navn, de havde trods alt 2 til at bo blot på dette slot "Det glæder mig at møde Dem Hr. Maloya.. Jeg mindes ikke at have set Dem her før? Familiebesøg?" hun hævede et spørgende øjenbryn, en smule nysgerrig havde hun vel lov at være? "Mit navn er Lynnethia Wyatt.. Men bare kal mig Lynn" påpegede hun hurtigt bagefter, det var frygtelig sjældent at hun gjorde brug af hendes fornavn. Hvor vidt han så måtte kende til hende eller ej det var jo bare noget som tiden måtte vise.

[nate]

Nate betragtede hende. Det var ganske afslørende, at hun var herude så tidligt om morgenen. Han selv var blot kommet hjem fra en længere tur væk herfra med sin hest og man kunne godt se, at han var træt. Han gabte dog ikke. Han havde lidt overskud tilbage og denne sommerlige morgen, kunne ikke dræne hans humør i hvert fald. Sommeren var her og han følte det tydeligt. Ikke var han påvirket af pollen. Det stads var bare noget, som var i luften og han kunne fornøjet være uden problemer med det. "Pollen påvirker mig ikke det mindste," sagde han med et skævt smil. Han så sig lidt rundt, men fandt intet at sidde på. Så i stedet satte han sig bare ned på græsset, lige hvor han havde stået. Han klappede ved sin side. "Denne græsplet ser meget behagelig ud," sagde han stille og lettere drilsk. Egentlig bare en indbydelse, for at få hende ned at sidde også. Han satte sine arme bag sig i græsset og lod benene strække sig lidt. Han vendte hovedet imod hende. Han havde ikke oplevet at nogle havde været generet af pollen før, så det ville måske more ham, hvis han fandt nogle som var det? Selv nede i Jesse og Thaynes gemakker, på hans værelse, havde han en énmands seng. Der var plads til ham og hans tøj på det værelse, og ellers så var han jo fri til at gå nu. Og han benyttede sig også af lejligheden. Selv havde han endnu ikke delt sin verden i flere. Nu var han endelig sluppet ud af sit 'barndomsfængsel' i kælderen, så nu ville han bare nyde alle andre steder, hvor der var rart. Han smilede stile. "Okay så," sagde han dæmpet. Da han hørte hvem hun var, sad han kort tavs et par minutter. "Okay..- Lynn;" sagde han dæmpet. Han var tæt på at udtale ordet grevinde, men slugte ordet og sagde Lynn i stedet. Han smilede stille. "Familiebesøg.. Og familiebesøg. Jeg er opvokset nede i kældrene hos Jesse og Thayne," sagde han dæmpet. Grevinden selv, havde vel en ret til at vide det? "Jeg kender ikke min 'rigtige' familie.." sagde han bagefter. Kun meget lidt Elanya, ud fra de udrevne dagbogssider.

[Deleted]

Lynn nød virkelig at starte dagen på denne måde og det samme, gøre det igen om aftenen inden hun ville lægge sig ned og falde i den søde søvn. Det var tydeligt at han måtte være træt, hun var det jo selv et sted, hun viste det bare ikke på den samme måde, også fordi hun vidste at det før eller siden ville gå over. Sommeren var over dem og den skulle i den grad nydes på alle tænkelige måder, der var ikke tid til at sove længe. Pollen i lfuten var der fyrgtelig mange som lod til at være påvirket af det, at han så ikek var var jo kun en fordel. hun sendte ham blot et stille smil, det var et sted mere af omsorg end noget som helst andet? Lynn tog imod hans indvitation om at sætte sig med ham, roligt gled hun ned i en skrædderstilling, hvor de slanke fingrer stille slog det grønne græs omkring hendes slanke fingrer, den natur måtte hun i den grad brænde for, det var det eneste hun nogensinde havde elsket på den måde, man kunne jo ikke ligefrem sige at der havde været en mand i hendes liv, ikke på den måde om ikke andet. At han kaldte hende ved navn frem for titel var hende kun en glæde, et sted så var hun jo slet ikke sikker på at han havde den mest fjerne idé om hvem pokker hun måtte være. Solen varmede allerede nu også selvom det måtte være så tidligt på dagen som det var. Ganske hurtigt måtte hendes mine ændres helt og aldeles. Opvokset ved Thayne og Jesse? HUn var end ikke sikker på at Destiny kendte noget til den del, det virkede ikke sådan, hun havde aldrig rigtigt omtalt ham "Åh.. Det er jeg ked af Nate, jeg troede du besøgte dine søstre" påpegede hun med en undskyldende mine, Maloya var tord s alt et ganske velkendt navn og så vidt som hun vidste så var der kun den ene slægt som måtte bære det, så et sted så måtte han vel være familie af Destiny og Hope der i øjeblikket befandt sig på slottet? Hun var efterhånden holdt med at spørge udelukkende for ikke at skulle ende helt og aldeles forvirret. Hun var ikke god til disse situationer, det at skulle snakke omkring teenage problemer det var langt fra det som hun var bedst til, det var ikke mange på hans alder hun snakkede med til dagligt, også selvom man vel pænt kunne kalde Hope for en teenager. Hun sendte ham et stille smil, lyttede til den beroligende fuglesang.