Slotshaven: Like a rose..

[Deleted]

Sneen dalede ned. En blid vind lod den sprede ud over jorden under. En blid hvislen i træerne på trods bladene var revet af efterladt dem fuldkommen nøgne. Uglenes tuden hørtes overalt hvor du gik. Græsset var frosset og havde andtaget en delvis hvid farve knaste under føderne når du tog skridtene over det. Edderkoppe spind var efterladt stærkere og så langt mere funklende. Månen.. Fuld og bleg.. Den som oplyste den smukke natur. Himlen var efteradt kulsort, og så dog alligevel med et funklende tæppe der bestod af millioner af stjerner, der alle havde sin betydnign et sted i det uendelige univers. En edderkop kravlede i busken, søgte ly et sted for de lette snefnug der dalede. Lynn bevægede sig med lette elegante skridt. Kendte man hende det mindste ville det ikke undre nogen at hun selv på en mærk nat og i en kulde som denne ville færdes ude i det fri. Trods roserne var dækket af et mindre lag sne var det som hun endnu kunne dufte aromaen fra dem selv på den afstand hun gik fra dem. det var som hun stadig kunne høre dem tale til hende. Enhver blomst stod endnu i alt sin pragt. De blomster som i sommertiden spirrede på grund af den store sol, var som de lige var spiret, kun fordi hun hver dag gik sine runder i den store slotshave kun for at sikre sig den endnu ville stå som altid. Hendes lange mørke øjenvipper fangede snefnugene, der måtte smelte på hendes nøgne hud, kun iført en rosenrød kjole der yndefuldt fulgte hendes slanke skikkelser ned over hendes barm og det fyldige brystparti der kun lod fremhæves. På grund af vinden måtte den let kilde om hendes ankler som hun bar sig af på nøgne fødder,kun for at føle det tilfrossede græs. På mange områder var hun uden tvivl en mærkværdig personlighed. Naturen var det mest dyrebare hun kendte til, det sted hun selv valgte at skulle søge efter kærligheden, hun ville føle den, som en mand kunne længtes efter at føle hans kone, hun ville tiltrækkes af dens duft og varme som elskende ville, længtes efter den når hun var skilt fra den. Et sted var der intet sige til det. Hendes forhold til naturen var noget ganske særligt, noget som intet andet kunne hamle op med, der var blot ingens om kendte hende godt nok til at vide hvorfor den følelse var opstået.. En forelskelse til en så stor ting som alle et sted var ejer af. Den friske vind slog mod hendes ansigt, som havde det været blide strøg fra en mands hånd over hendes kind. Hun idåndede den lo den finde vejen ned i hendes lunger. Det var koldt, ja. Det kunne hun ikke komme uden om, men for Lynn betød det ikke noget i øjeblikket, dette var hendes anden verden en verden ingen indtil videre havde formået at dele med hende. Tungespidsen strøg over hendes smalle læber.. lige så røde som den kjole hun bar, og som kun kunne falde i et med de rødeste roser der befandt sig i den store slotshave. Mange ville se på hende som en ensom sjæl, men man måtte ikke glemme hun i dagens timer boede med et hav af mennesker, desuden følte hun sig langt fra alene. Et mindre slæb fulgte over den fugtige jord, maledebunden på kjolen kun mere mørkerød jo fugtigere den blev for hver skridt hun foretog sig. Dette var en af de sjældne dage hvor de lange blonde lokker hang i de smukke krøller over hendes ryg, indrammede det milde ansigt. De grønne øjne, ligeså funklende som stjernerne over hende, som kun så frem for sig med et blidt smil der måtte pryde over hendes læber ved følelsen det gav hende at skulle vandre i dette miljø., den samme intensitet der som altid var til at skulle spore i hendes blik, en glød som havde det netop været hendes hjertes udvalgte hun stod overfor. Et stille suk endte over hendes læber forsvandt stille i brisen der let lod rive i lokkerne og kjolen, slog mod hendes hud for kun danne en form for myrerkryb. Stilhed.. og alligevel så uglens tuden og ulvenes hylen som hendes selvskab, noget som varmede hendes hjerte life til det inderste.

[Deleted]

Efter det som havde været en længere snak sammen med Fabian, havde Aerandir langt om længe fået lov til at fortsætte sin egen færd videre. Krigen herskede stadig derude og den bevægede sig kun tættere og tættere på Neutranium og Procias for den sags skyld, ikke at det var ham selv en tanke som glædet på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han stod sin en af de elvere af en mindre gruppe som var blevet kaldt til hæren. Ikke bare med de ekstreme talenter som de havde som bueskytte, men deres ekstreme gode syn og det faktum, at de næsten aldrig misset deres fjende når buen først var trukket op, så var de vel også en helt og særdeles uvurderlig del af en hær som kunne angribe på en afstand. Deres visdom lige siges og ikke mindst det, at de kæmpede for den storslåede natur som i den grad måtte lide under de levende væsners egoistiske handling og han hadet virkelig den tanke! Selv en anelse medtaget af krigen i form af et let haltende ben, havde Fabian givet ham den strenge ordre til at han skulle vogte om stedet her. Lige for øjeblikket sad han oppe i et af de høje træer som stadig måtte stå i blomst.. bladende var dog ikke mange, men mange nok til at skulle kunne holde ham skjult både dag og nat. Blikket spejdede ud mod den store horisont som det havde gjort siden.. altid efterhånden. Han sad med ryggen hvilende ind mod den tykke stamme, hvoraf han bare sad og lyttet. Små grupper havde allerede vist sig op til flere gange, selvom de nu ikke just havde valgt at skulle søge tæt på.. endnu vel at mærke og de gjorde virkelig også klogt i at skulle holde sig væk og det skulle Aerandir nok sørge for! Fabian var en mand som han stolede en hel del på. Fint kunne man jo sige, at han faktisk lagde sig under den mand og hans autoritet i form af en som stod dronningen nær, det var der heller ikke nogen tvivl om. Buen hvilede trygt ved hans side og lige til at skulle tage til sig og spænde hvis det skulle blive nødvendigt og det var virkelig kun sandt, at han ikke tøvede i at skulle gøre brug af den handling. En anden skikkelse, endte dog med at skulle fange hans opmærksomhed. Det var ved at være godt koldt.. hvad lavede en kvinde da ellers ude på denne tid? Undrende hævede han det ene bryn inden han lod benene søge over grenen, tog om buen og uden videre tøven, så hoppede han bare ned. Næsten lydløst landede han lige ved træet yndigt og rankt. Kutten havde han over hovedet og den varme kappe godt slået om sin egen krop. Han skulle jo trods alt også kunne holde varmen i denne tid, selvom det virkelig til tider, kunne være så frygtelig besværligt nok i sig selv, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt. De tynde læber let formet i et smil.. ikke alle så ud til at være synderligt påvirket af den krig som hærgede så at sige, lige udenfor dette slots porte, noget som han klart måtte se til med en tydeligt imponeret mine. Han slog kutten ned, lod det lange hår falde over hans skulder og ryg. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse. Han bukkede roligt med hovedet. Han genkendte hende kun som grevinden af dette sted. ” 'Quel undome,” hilste han med en rolig og fattet stemme, rolig og mild og blid. Han ønskede virkelig ikke hende noget ondt, før hun uanset ville give ham en relativ grund til det. Sneen dalede stille og lagde sig i hans hår og uden at det ville genere ham det mindste på noget tidspunkt. Der skulle virkelig meget mere til før det overhovedet ville genere ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ” Saesa omentien lle, Grevinde,” tilføjede han med et stille smil på læben. Han bukkede endnu en gang af ren respekt, ikke bare den tanke, at hun var grevinde og han ikke var andet end en simpelt bueskytte. Hun lå ham tydeligt overlegen.

[Deleted]

Lynn havde på det seneste lagt mærke til vagter hun ikke før havde set, folk som måtte færdes i den åbne have, som hun dog ikke genkendte den mindste smule, det var det som måtte undre hende, hun spurgte dog aldrig i hendes øjne var alle velkomne så længe de intet ondt havde i sinde. Krigen var i hendes øjne det rene spild af tid den ville herske indtil jaqia ville finde enighed med Procias, noget som hun ærlig talt tvivlede på ville komme til at ske, det var en princip sag, ikke blot noget som kunne fikses ligenu og her, selv foretrak hun at holde sig inden for fredens grænser, vandre rundt mellem det spirende liv som forekom overalt i haven, dufte til rosen og føle det som var det manden hun elskede hun stod sammen med. Naturen var hendes alt, det var det som bragte kærligheden til hende, hun havde ingen mand i hendes liv, ingen til at holde om hende, ikke at hun ville komme og sige at hun ligefrem manglede det, det var trods alt ikke rigtigt noget hun gik og tænkte over i hverdagen ikke så længe hun havde en så smuk livskilde som naturen omkring. Hun fortsatte de lette elegante skridt hen over gruset, fulgte ned langs stierne uden at vide at en mand rent faktisk måtte sidde og overvåge hende et sted fra træerne. Dette var en rute hun tog hver eneste aften, og det kunne stadig undre hende at det var de samme ting hun lod sig fanges af. Kulden lod hun sig virkelig ikke bide mærke i, den røde kjole var for hendes del mere end rigeligt, hun nød kun den kolde luft mod hendes nøgne hud, hun nød at føle enhver lile del af naturen godt på ondt. Den skikkelse som så pludseligt endte foran hende var noget som virkelig lod hende træde tilbage med et gisp, langt fra ventet. Hun betragtede hans skikkelse og ikke mindst hans bue mere for at finde ud af om hun kunne forvente et form for angreb man vidste aldrig i disse tider. Buen var dog det som sagde hende en hel del, han måtte være elver det var som han blot udstrålte det. Det var en race hun i det hele taget havde studeret ekstremt meget, de fascinerede hende, de naturelskende væsner, og så vidt hun var klar over var de fredfyldte, hvilket hans smil kun bekræftede. Selv måtte et venligt imødekommende smil ende med at pryde hendes rosenrøde læber, hun lod hånden løbe gennem det blonde hår lidt lettet, skulle lige komme sig oven på det chok han havde givet hende "lle amin a corm crohn" endte hun i en blid tone. Det var flere år siden hun sidst havde gjort brug af den elviske tale, så lidt rusten var den desværre, lidt kunne hun endog. Hans høflighed var næsten slående, det var som freden direkte hang omkring hans aura. I hendes øjne at se behøvede han ikke at bukke hun bar blot en autoritet som han ikke gjorde, det gjorde hende ikke mere værdig som person på nogen måde "lle cael nae" endte hun med samme høflige mine og gjorde stoptegn med hånden, ved hans bukken. Hun behøvede virkelig ikke den form af respekt, hun ville ikke stilles højre eller bedre kun på grund af en højere stilling end den som han selv måtte sidde med " Amin ess naa Lynnethia Wyatt" hilste hun let, strakte en hånd stille frem mod ham, kun for at stille sig lige med ham noget som hun gik ekstremt meget op i. Tungespiden strøg roligt over læber, hun sukkede stille lod en blid vind slå mod hendes efterhånden kølige hud. Hvad lavede han dog her når han kunne færdes i de ti gange mere smukke skove? Men igen for tiden var der ekstremt meget som egentlig undrede hende, næsten så meget hun var begyndt at stoppe med at undre sig over noget som helst.

[Deleted]

Aerandir var vokset op med den tro på, at man altid skulle vise de store respekt og som en grevinde, så var det ham virkelig bare en helt og særdeles naturligt, at skulle bukke for hende, som han gjorde i øjeblikket. Han måtte dog tydeligt se sig imponeret af, at hun overhovedet kunne elvisk. Det var ham virkelig bare en vane at skulle præsentere sig fra begyndelsen af, på dette vis, det var noget som klart måtte afsløre for ham, om denne person som han måtte stå overfor ville være ondsindet og med de onde og mørke intentioner eller om det ville være det modsatte nøjagtigt som hun måtte bevise for ham i øjeblikket. Han sendt hende et stille smil. Han var en af de få elvere som overhovedet var tilbage og han gjorde virkelig sin del af arbejdet. Fabian havde fået ham til at sidde her om aftenen, hurtigt ville han jo være i stand til at melde fra, hvis der var noget som foregik som bare ikke måtte eller skulle ske, det var jo så det som han agtede at stå fast på. Han var Fabian trofast, nok at fyren var en dødsengel, men han havde i den grad også vist sig som en støtte af Procias og det var i den grad noget af det som han selv havde den klareste respekt for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun overhovedet kunne elvisk, måtte dog tydeligt imponere ham, da det efterhånden var et ganske så dødt sprog, selv mange elvere kunne det end ikke, noget som han klart så på som en stor skam. Han valgte nu alligevel at skulle slå tilbage på almænd-tunge som alle ville kunne forstå, noget som han klart også selv havde lært med årenes løb, det som havde været et klart krav fra forældrenes side af. "Jeg må virkelig sige mig, at være imponeret over, at De kan elvisk.." Han bøjede hovedet igen, da hun selv tydeligt havde gjort det tydeligt for ham, at hun ikke ønskede, at han skulle bukke, selvom denne type respekt og høflighed, virkelig bare noget sm han var tvunget til at skulle vise overfor folk og specielt de royale og adelige. De havde da i den grad brug for at skulle vide det, at de i det mindste også blev værdsat. "Jeg beklager hvis jeg skræmte dem, Grevinde.. Det skal ikke ske igen," lovede han oprigtig. Nok at han ikke var den mest rene elver som man lige kunne falde over. Dvært imod, så var han godt mudret til og var godt snavset. Han havde jo heller ikke noget imod, at skulle bruge tiden på at stå på alle fire i jorden og kravle rundt der, det var virkelig noget af det bedste han vidste, også selvom han efterhånden var en så frygtelig erfaren bueskytte og endda sat her til for at skulle beskytte hende og Destiny, sådan som Fabians ordre måtte lyde, så måtte ingen passere denne grænse uden at han måtte vide det. "Det undrede mig blot, at De gik rundt herude på denne tid. :De er vel også kendt til at dette kan være frygtelig farligt?" spurgte han videre. Han fik buen tilbage over ryggen hvor den lige så hurtigt igen ville være til at trække. Hvad der var så fascinerende med et væsen som ham, vidste han virkelig ikke og det var virkelig heller ikke noget som han rigtigt kunne se eller tænke over, andet end at de levede i deres eget samfund.. i et samfund. Et sted hvor den tanke i den grad også måtte more ham en hel del faktisk. Det blide og lette smil hvilede på hans læber, hans øre stod som på stilk. Han var nemlig langt fra den eneste som sad på murene eller i træerne på disse steder og rundt om Neutranium, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det var virkelig alt for farligt, at skulle efterlade dette sted ubevogtet og specielt med det som disse steder midt i krigszonen. "Jeg håber ikke at jeg forstyrre Dem på Deres vandring.." tilføjede han roligt, hvor han derefter endnu en gang, valgte, at skulle bøje hovedet iden tydelige respekt for hende.

[Deleted]

Lynn havde altid været af den type der nægtede sig at hun var hævet over nogen som helst, i hendes øjne var hun et ganske normalt menneskeligt væsen som alle andre, med et bankende hjerte og følelser, de gik alle under det samme og hun ville ikke føle sig som noget specielt bare på grund af en titel, af den grund plejede hun som regel at takke nej til særlige titler, eller bukkende gestuser eller det som blot måtte ligne det var forbeholdt den royale kongefamilie og ikke hende, hun hjalp dem blot det var såmænd det, større var hun ikke. Hun var klar over at elvisk ikke længere var et specielt udbredt sprog, end ikke blandt mange elvere, det gik vel i glemmebogen så længe som det havde eksisteret, det var blot et sprog som hun altid havde været betaget af og som hun nu kunne ganske godt, langt fra flydende eller perfekt men man forstod hende da om ikke andet, det var dog intet som hun gjorde brug af, med mindre hun stod overfor et af de ædle væsner som rent faktisk beherskede sproget også, det var ganske sjovt at forsøge sig ud med. For Lynn's del var der virkelig ingen onde intentioner, dette var hendes hjem og dette var den smukke have som hun nød at færdes i så ofte som det var muligt, hun elskede stemningen,elskede den måde naturen bød hende velkommen på når hun kom gående, hun nød virkelig dette sted det var der ingen tvivl om overhovedet. Hvad han så måtte lave her var hun ikke klar over men det kunne se ud som om han kun var plaeret her som beskyttelse af slottet, noget som måtte lette hende, krigen var en mørk tid og hun forbandede tanken om alle de liv som den i sidste ende måtte koste kun på grund af en så gammel strid, Jaqia var en krigerisk kvinde ingen tvivl, men hvad gjorde det i sidste ende godt for, det var det som hun ikke kunne se. Smilet prydede hendes læber, hun betragtede ham med et ganske roligt sind. Hænderne var sammenflettet foran hende "Det er et ganske yndefuldt natur sprog.. Det er ikke ligeså smukt som kommer de var en elvers læber,men jeg synes nu selv jeg klare det ganske godt" endte hun med et sigende nik. Mange anså hende for en underlig og speciel personlighed kun fordi at alt der betød noget for hende var natur og freden, hun var til tider egoistisk men ligeså beskeden og der var ikke mange som forstod halvdelen af de ord som forlod hendes læber, "De behøver virkelig ikke at kalde mig ved den titel, det er Lynn.. Eller i det mindste Lynnethia" hun smilede venligt, igen hun brød sig ikke om at blive kaldt ved titel og dermed hævet over nogen som helst. Hans venlighed og hans høflighed var det som måtte falde hende ved første øjekast, et ganske godt indtryk, et sted fandt hun det næsten charmerende vel. Roligt måtte Lynn nikke erkendende til hans ord "Jeg er udemærket klar over at det kan være farligt, men for det første er der fantastiske hjælpere som Dem selv, og desuden.. Krigen og frygten holder mig ikke fra den fred som er blandt den smukke natur" blikket gled roligt omkring, hun elskede hver eneste plante, hver eneste blomst, hver eneste træ og busk, og hvert eneste lille græsstrå som måtte befinde sig omkring, det var trods alt hende der rendte rundt og plejede det hele specielt i vintertiden hvor de behøvede en kærlig hånd hver eneste dag for ikke ende med at visne, og hun gjorde det gerne. Hvad angik hendes forhold til naturen så var det ganske specielt, det var alt hun nogensinde havde haft, ikke nok med at den havde så mange egenskaber, men sammentidig var den smuk og fredelig, i naturen fandtes ingen krig og det var det som hun nød mest af alt. Hun rystede blidt på hovedet ved hans ord, og med en lille latter "Overhovedet ikke min ven.. Faktisk.. Så ville jeg nyde om du ville gøre mig selvskab?" foreslog hun med en rolig mine. Det var allerede gået op for hende at han var en person værd at kende til, det var faktisk ikke specielt mange hun kendte sådan rigtigt, ikke med alle de pligter der fuldte med krigen, hun ville nyde endelig have andre end kongefamilien at tale med.

[Deleted]

Aerandir var placeeret her udelukkende fordi at han var i stand til at skulle beskytte stedet her og spotte dem som agtede at søge indenfor muren allerede forfærdelig hurtigt. Der var visse fordele i en elvers utrolige syn og deres utrolige evner som bueskytte og så længe, at det kunne vise sig at være nødvendigt at skulle bruge det, så gjorde han det med glæde. Han havde taget sit standpunkt igennem denne krig og så længe, at han kunne samarbejde med dem som holdt sig udenfor Procias, så agtede han så sandelig også at blive. Høflig, det var han dog i den grad, ingen tvivl om det. Alt andet kunne da virkelig ikke falde ham ind overhovedet. Ikke bare, at han stod overfor en Grevinde, så var det i den grad noget som han havde respekten for, om han så skulle ned og knæle, som faktisk var noget som han måtte overveje ganske betragteligt. De grønne øjne hvilede på hende og selv blev han stående med det samme smil på læben. Han var tydeligt imponeret over at hun var i stand til at snakke elvisk. Det var temmelig uddød blandt befolkningen som ikke var af elvisk slægt og selv havde han faktisk opleveet enkelte elvere som slet ikke var i stand til at snakke det. Hvilket i den grad var noget af det som forundrede ham mest. Han nikkede mod hende og halvvejs i et høfligt buk. Krigen var klart en mørk tid og han var placeret udelukkende af beskyttelsen af dem som boede på dette sted, selvom han nu var ganske så sikker på, at det i sig selv, ikke var en tanke som Destiny var synderligt begejstret for, så gjorde han virkelig bare det som var blevet ham påkrævet og han agtede i den grad at fuldføre opgaven såvel som det var ham overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg vil næsten påstå, at De snakket flydende, Lynnethia," sagde han med en rolig og varm stemme. Selv var han dygtig til almænd tungesproget også, det var noget som de bare havde tvunget sig til at skulle lære. Specielt i den gruppe elvere som han selv måtte nedstamme fra. Ikke altid bofaste, men nu var det jo trods alt også for farligt at skulle søge videre. Hvis det ikke var fordi, at andre var i fare i disse omgivelser, så havde han heller ikke siddet her som han gjorde lige i øjeblikket, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se væk. At hun roste ham for hans arbejde, gjorde ham dog glad. Det var sjældent at elverne i sig selv, fik den form af anerkendelse, så det var noget som han klart måtte tage til sig med kyshånd. Han nikkede igen mod hende til hendes sidste ord. "Faer i' ar seasa," sagde han med en næsten stolt mine. Det var jo trods alt heller ikke ofte, at han følt, at hans selskab var ønsket. Han havde siddet oppe i det træ i timevis efterhånden og havde trods alt også brug for det, at skulle komme bare en anelse ud og bevæge sig lidt, nu hvor det ikke altid var muligheden for, at man kunne have et så godt og behageligt selskab med sig på vejen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. For ikke at glemme, at hun værdsatte naturen så inderligt og så frygtelig højt, ligesom han selv gjorde det, så var det kun noget som gjorde det hele til noget meget mere specielt i hans øjne og det var ikke noget som han kunne sige om særlig mange ting. "Jeg tilbringer gerne tiden sammen med dig, hvis mit selskab er ønsket," medstemte han roligt. Han tillod sig selv at skulle gå hen til hende. Måske at han ikke var den reneste. Man kunne jo ikke forblive skinnende ren når man tilbragte mere eller mindre alle døgnets timer i træerne eller i skoven, som han jo ellers var vant til det. Han tog hendes hånd roligt og blidt, førte den til sine læber, hvor han derefter valgte, at skulle skænke den et roligt og blidt kys, hvor han samtidig fik bukket let for hende. Han bar en tydelig respekt for hende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. "Det glæder mig at De vil nyde mit selskab," afsluttede han roligt, alt imens han roligt rejste sig op igen og med blikket hvilende på hende. Buen fik han på plads, selv ganske afslappet, selvom han i de ngrad var forbandet opmærksom på hvad der skete omkring dem. Han tog i den grad ingen chancer, selv ikke midt i en slotshave.

[Deleted]

At placere en elver var et utroligt klogt valg, men hvorfor og hvordan det vidste hun slet ikke, så vidt hun vidste så måtte slottet ikke være i den største farer, men selvfølgelig så var det kun forståeligt at Destiny måtte tage hendes sikkerhedsforanstaltninger. I det hele taget så var elvere et prgtigt væasen i Lynn's øjne. Deres måde at betragte nnaturen på, deres måde at bevæge sig og forsvarer sig, det var et yderst fornuftigt valg. Duften af roserne måtte hænge i hendes næsebor, selv herfra kunne hun dufte dem ganske tydeligt, og hun nød det i den grad. Sneen dalede ned, blev fanget af hendes hår der måtte fungere som et net. Det som ramte hendes hud smeltede af varmen inden blot få sekunder efter de var mødtes med den. Det var en prægtfuld vinter, og Lynn forsøgte kun at skulle holde liv i den store have selv under en årstid som dette. Hans høflighed var direkte i iøjefaldende og charmerende på sit vis. Om hun var grevinde eller ikke, hun behøvede ingen større respekt end det som enhver anden gjorde, et princip som hun altid havde mttet bære med sig, måske hun var stolt af hendes stilling og hendes titel men i det store og det hele så betød det ikke det store. Smilet hvilede roligt over hendes læber som det kun fandt hende naturligt at skulle skænke andre den imødekommenhed, det var frygtelig længe siden hun i virkeligheden havde gjort brug af det elviske sprog, hun havde brugt utrolig mange år på at skulle studere det, udelukkende på grund af interessen, et så ældgammelt sprog, som desværre var ved at uddø, også blandt elverne selv. De helt mørkegrønne øjne betragtede hans skikkelse, det var ikke titman mødte folk af hans slags på disse kanter, det var vel også grunden til hun måtte være så forundret over det? Og et helt andet sted så gjorde det kun hendes humør det var ingen hemmelighed at hun var dybt betaget af disse naturlige væsner, "Det er nu lidt rustent, men det tager jeg som et dybt kompliment" det var ingen hemmelighed at hun var frygtelig beskeden, og selv skabt af den rene høflighed. Hun nejede let for ham som tak for det kompliment, det var det mindste hun kunne gøre. For hendes del så var det en selvfølge at også de skulle roses, d gjorde langt mere end det som man egentlig lagde mærke til go udelukkende fordi det ikke var væsner man dagligt ville støde på i forhold til så mange andre om ikke andet. Hånden gled let igennem hendes krøllede blonde lokker. Et sted så greb kulden om hende og et andet sted så nød hun kun den følelse, det gav følelsen af at være fri. Roligt måtte hun nikke blidt " Ta na seasa" svarede hun høfrligt. Hans selvskab var i den grad ønsket det ville kun glæde hende. Om han var ren eller ej det betød virkelig intet for hende, han brugte dagene poppe i et træ og holdte øje, hun forstod ham da udemærket og så i denne kulde, og uden den mindste smule selvskab, hun ville kun nyde tanken om at bringe ham lidt glæde for en gangs skyld, den eneste fordel han havde her, avr at det var i den smukke have af alle verdens planter som hun måtte passe som den eneste hele året rundt, hun nød at tage sig af den som havde det næsten været en form af baby, naturen avr i den grad noget som hun måtte sætte højt på alle måder. HUn smilede let til ham "Jeg ville elske dit selvskab Aerandir" gentog hun med et lille beslutsomt nik. Hpnden betragtede den store bue som han lod den glide på ryggen go kun med at ganske roligt smil før hun stille rakte den bøjede arm frem for ham, i tilfælde af at han skulle ønske at tage den, igen hun var en meget traditonel kvinde hvad angik sådan noget det var jo udelukkende en del af høfligheden "Jeg er ked af at jeg aldrig har lagt mærke til Dem før.. Alle de dage og nætter jeg tilbringer på dette sted" hun nikkede sigende, begyndte ganske stille go roligt at gå gennem de små stier der ville fører dem igennem et natur paradis udelukkende skabt af hende og hendes passioner omkring den.

[Deleted]

Aerandir var nu ikke placeret der af Destiny, men af Fabian og det var en opgave som han havde optaget sig med den selv største glæde og fornøjelse for alt hvad han vidste, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han elskede nu sit arbejde og i og med, at han kunne sidde på et så prægtigt sted som det her, så var det virkelig bare noget som måtte gøre det hele så mange gange bedre også for hans eget vedkommende og det var slet ikke noget som han ville kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke noget mere at skulle gøre ved den sag. Han betragtede hende med den klare og tydelige respekt i blikket, som man under ingen omstændigheder skulle tage fejl af. Det var noget som han viste alle som lå over ham og som i den grad også fortjente at få den vist. han betragtede hende roligt med de grønne øjne. Han var et væsen af naturen og det var noget som han i den grad også var ekstrem stolt af. For ikke at glemme, at han måtte vise sig tydeligt imponeret over, at hun kunne snakke det gamle elviske sprog, for selv blandt så mange elvere, så var det blevet glemt, hvilket han selv måtte se på som en stor katastrofe. Det var noget af det smukkeste som han havde hørt længe. Han rystede stille på hovedet. "De snakker som havde De været en elver selv," påpegede han roligt. Han mente det dog. Det var i den grad også noget som man skulle tage som et tydeligt kompliment. At hun i det hele taget var ude når kulden stod på, på denne måde og passet den storslåede have, var noget som han virkelig bare måtte smile til. Nogen værnede om den smukke natur og det var noget som han på alle måder, måtte vise sin respekt for. "Lad mig endelig vide hvis jeg tager for meget af Deres tid. Jeg formoder, at De har meget mere at se til end en sølle elvers tilstedeværelse i den smukkeste have som jeg længe har set," tilføjede han roligt. Han så sig let omkring eftersom han nu følte at han godt kunne tillade sig, at skulle vende blikket lidt væk fra hende. han stod der.. beskidt som enhver anden elver af hans slags. Han så på det som en velsignelse. At være ren var noget af det værste som han havde vidst siden han havde været ganske lille og sådan var det jo trods alt bare for alt hvad han vidste. Han vendte blikket tilbage mod hende. At vogte hende personligt alt imens hun måtte vide at han var der, var vel også noget som kunne fungere? Han var selv i besiddelse af en fantastisk tålmodighed, ellers ville han ikke kunne sidde dag ud og dag ind i de store trætoppe og bare stirre. At han jo så var blevet temmelig stiv af det i den anden ende, var jo så bare en helt anden side af sagen som han ikke just ville dele med hende. Som grevinde havde hun vel også ekstremt meget at skulle se til og specielt i disse tider? Det var han nu temmelig sikker på, selvom det nu og da alligevel var noget som gjorde ham temmelig nysgerrig på tingene.. Ikke blot krigen som den måtte være, for han ventede et sted bare på at blive kaldt ud, for han vidste, at det var noget som ville ske før eller siden, hvad end om det var noget som han havde lyst til eller ikke, så var der intet som han sådan rigtigt kunne gøre ved det. Han sendte hende et stille smil og tog roligt ved hendes arm, som havde han været en gentlemen som skulle ledsage sin smukke kvinde med sig. Ikke at det var en tanke som han havde det mindste imod. Selv havde han ikke de største forhåbninger om at skulle komme vel igennem dette, så det var bare noget som han ville nyde mens han kunne. Han levede i nutiden, han ville ikke spekulere så meget på fremtiden lige nu. Han sendte hende blot et stille smil og nikkede roligt mod hende. Dog kun anerkendende. "Så længe at De ej har spottet os i træernes toppe, så ved vi med sikkerhed, at al fjendtlig adfærd på den anden side af muren heller ikke lægger mærke til det," påpegede han roligt. Der var jo en strategi med det hele. Selv havde han siddet deroppe i et godt stykke tid, så det at få lov til at bevæge sig, var noget som gjorde ham godt lige for øjeblikket. Han kunne godt mærke det i hans stive led og lmemmer, for han var virkelgi stiv. "De lever og ånder for naturen ligesom jeg selv gør. Hvis det ikke var fordi at naturen er truet af dette, så havde jeg nok heller ikke været her. Jeg venter blot på at blive sendt ud," forklarede han roligt, selv uden at tøve det mindste i hans udtalelse. En soldat var han og han var en ekstrem dygtig skytte.