En ulykke kommer sjældent alene..

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ved at være en sen aften. Julen var vel overstået for Nathaniels vedkommende og han kunne ikke komme udenom at det var gået storslået fantastisk set i hans øjne. Han havde fået Liya igen og deres to små tvillinger som han havde fået med sig tilbage til huset i Procias. Om ikke andet så for nu, så han lige kunne få ordnet det sidste her inden han ville fortsætte fejden med alt det andet som han havde at slås med. For han havde virkelig meget at slås med, også selvom det vel ikke var noget som forekom nogle som nogen overraskelse? Han rystede let på hovedet, som han søgte igennem sine mange bøger for at være sikker på at han havde fået den rigtige med, inden han smed den tilbage i sækken som han lukkede godt til, for at være sikker på at bogen forblv på sin plads. Flammerne i faklerne blussede let op og lyste over Nathaniels stærke skikkelse. Han var kommet godt til kræfterne igennem det sidste lange stykke tid og det var bestemt også kun til hans egen fordel. Han ville faktisk bare få dette overstået. Turen fra Marvalo Mansion havde bragt ham hertil sammen emd Fabian og Destiny og det var kun gået fantastisk hvis han endelig skulle sige det selv. Alle havde vel lært af denne lille udflugt på juleaften? Han gik let i sine egne tanker, det var jo heller ikke fordi at der var særlig mange som faktisk ønskede at skulle opsøge ham her. Ikke bare det at mange faktisk nærede respekten for ham, så vidste han at frygten var at skulle spore derude i lige så stor en grad. Han nåede til den næste reol med de mange ruller og pergamenter, hvor han hurtigt sorterede i dem, fandt de vigtigste frem. De var gamle.. frygtelig gamle og det var noget som selv måtte mærkes på det så ødelagte papir. Ikke at det var noget som han lod andre røre det mindste ved! Han rullede den ene rulle ud, kun lige for at skæve på det gamle blæk, som næsten var som forduftet. Det var gamle skrifter som Nathaniel næsten kunne udenad i hovedet. Det var jo heller ikke fordi at han var helt ung længere. Tvært imod.

[demian]

I ly af nattens mørke følte Demian sig ganske sikkert frem uden megen tanke til om han egentlig havde ret til at begive sig ind på denne grund. Han havde besluttet sig for at lægge et besøg hos sin gamle ’kære’ værge.
De udendørs arealer lignede næsten sig selv, som han kunne huske det tilbage i de gamle dage. Godt nok var det ved at være et par år siden han var stukket af fra Nathaniel i forsøget på at undgå en længerevarende behandling og ikke mindst healing fra den kontrakt der havde hans liv i en tynd snor. Demian vidste udmærket godt hvad resultatet kunne ende med ved at opsøge Nathaniel, men i eget forsøg på at finde sin mors aske og tilkalde hendes sjæl, var og forblev ham en fuldkommen umulig opgave; og han vidste hvem han kunne spørge til råds. Selvom det ikke lige just ville være uden præmisser og betaling.
Vandrende ned gennem de lange korridorer fremkaldte synet af de gamle vægge, gardiner, gulve og diverse billeder kun en stærk nostalgisk fornemmelse. Demian vidste han kunne regne med sine instinkter og at de kunne lede ham til den mand han søgte. Vejen frem kendte han og noget sagde ham tydeligt at han var i sit gamle ’leje’. Den åbne jakke vejede fra skridt til skridt og hans ellers slidte hvide T-shirt og bukser var ikke ret meget anderledes end for bare et par år tilbage. I den åbne dør drejede han ind og stoppede brat på første trin inde i lokalet da blikket omgående faldt på Nathaniel. Forbavset over pludselig at se manden foran sig igen stod det malet i hans ansigt at han lige så hurtigt var gået tør for ord som han havde været parat til at hilse. Ikke stirrede han, men stod afslappet og betragtede rummet der tydeligt lugtede langt væk af at han måske havde fanget Nathaniel i sidste øjeblik?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at hans lille familie ventede på ham hjemme i Procias. Det var årevis siden at han havde fået halet den opholdstilladelse i hus. Det var jo heller ikke fordi at man kunne betegne ham hverken som et godt eller et ondt væsen, hvilket mange efterhånden havde fundet ud af. Han var ved at få pakket det sidste sammen inden han ville sætte snuden hjemover mod Liya og hans egne små tvillinger. Det var første gang at han kunne kalde sig biologisk far og han ville ikke fejle i den opgave! Liya kunne ikke alene og bare det at bede hende om at tage børnene for disse timer, havde bestemt heller ikke været en neop gave for hans vedkommende. Han måtte dog erkende, at han faktisk glædet sig til at komme hjem til dem alle sammen, tage dem i favnen og så sørge ofr at de ville få en så tryg og sikker opvækst som det nu var ham overhovedet muligt at give dem.
Hvor Kimeyas tvillinger var endt med at tage vejen, vidste han ikke, men han måtte erkende, at det heller ikke var noget som havde forladt hans tankegang det mindste, for det bekymrede ham at han aldrig havde nået at få arbejdet færdigt med Demian. At Yuuki var tilbage, var en besked som havde kommet Nathaniel for øre og den havde praktisk talt overrasket ham, men igen, så var han ingen gud, så det måtte der være en grund til. Han smed endnu en bog og en rulle pergament direkte ned i sin lædersæk, idet han roligt stoppet op. Fornemmelsen af noget genkendeligt i hans nærhed, var noget som fik ham til det. ”Tager jeg helt fejl.. hvis jeg fornemmer.. ” Han trak svagt på smilebåndet, som ha nvendte sig i retningen af døren igen og med blikket fæstet direkte til ham. ”Demian..” Et sted konkluderende og alligevel en anelse overrasket over at se ham i det hele taget. Han rettede sig roligt op og lagde armene over kors. Deres forrige møde var jo ikke det som man kunne kalde ved nogen succes på nogen måde. ”Hvad bringer dig hertil?” spurgte han kortfattet. Sandt at sige, at han var heldig at fange ham for øjeblikket, for han var ved at pakke sammen, hvilket vel også var tydeligt.

[demian]

Hvis Demian skulle være ærlig overfor sig selv havde han virkelig ikke lyst til at skulle opsøge Nathaniel, men at gøre det frem for at holde sig i skjul kunne vel næppe sætte for meget over styr. Han kendte godt sin plads overfor Nathaniel og tydeligt som det nu stadig var i hans hukommelse kunne han stadig erindre den pine han måtte have forvoldt tilbage dengang.
Stående i døren følte han sig ikke alene låst fast i sine handlinger, men også ordret. Det var tydeligt at mærke hvordan respekten alligevel måtte sidde dybt i ham. Han kunne kun indrømme overfor sig selv at han delvis stod med en frygt om at blive slæbt ind i processen igen. Vagtsom var han uden tvivl, men det skyldtes så også hans indre beslutning om ikke at gøre brug af den Magi, som han for nu delte med Nathaniel. Gjorde han ville han bukke under og ende syg; hvilket dog ikke var noget han havde det mindste imod hvis det gjaldt en ny kamp med sin egen far. Begge hans forældre var væk i hans øjne og tog man Nathaniel i betragtning kunne han vel nok betegnes som en nær slægtning for ham og Laqisa.
Han sank en enkel gang og vendte sig halvvejs ud af døren igen ubeslutsom og til dels opgivende. Hvad var han her egentlig for? Var det fordi han ønskede at bringe sin mor tilbage til live igen, eller var det til grund for at slippe af med den sygdom og dermed ændre sit liv fuldstændig?
Som Nathaniel stod der ganske klar over at Demian ønskede noget fra ham, trak han blot en irritabel hånd ned over ansigtet sukkende.
”Det ved du nok allerede godt, Nathaniel.”
Svarede han sagte og stod med et fokuseret blik vendt i gulvet. Han ville ikke være bidsk og alene forlange den ene ting efter den anden. Han var villig til at føre det over en dialog uden nogen af dem kom til skade.
”Du ved nok også hvorfor jeg stak af; Havde ikke råd til at miste den fordel der skulle hjælpe mig med at nå mit mål, men det et mål jeg gennem de seneste par år er begyndt at miste interessen for. Jeg ønsker dog stadig at finde hende, men det er og forbliver umuligt så længe hendes aske og sjæl ikke bider mærke i en genkaldelse.”
Blikket vendte han sigende mod Nathaniel, spørgende ikke mindst. Hvis der var nogle der kunne stå med et svar så var det Nathaniel.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kendte Demian godt nok til at vide hvilke ønsker at han måtte brænde inde med. Forholdet til Kimeya var gået i vasken allerede for mange år siden, så det var heller ikke noget som han havde tro på at hverken ham eller Laqisha vile gøre noget ved. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for han ville virkelig ikke blande sig i den affære. Det var noget som de helt selv måtte ordne op i, for han var ikke Kimeyas babysitter, så han ville heller ikke redde ham ud af hver eneste tænkelig situation. Manden lå syg, selvom han var på bedringens vej, så.. hvis det var noget som Demian måtte ønske, så kunne han altid hjælpe ham lidt på vej, hvis det var ønsket.
Demian var her af en grund, så meget vidste Nathaniel allerede, ellers havde knægten da ikke haft nogen grund til at skulle opsøge ham. Han blev stående og med blikket hvilende fast på ham. Han var nu klar over grunden, selvom han agtet at få det hørt fra hans læber i stedet for. Om Demian stadig legede med de farlige og mørke magter, det vidste han ikke, selvom han stod fast på det som han havde sagt dengang; Det var virkelgi for farligt, det som han måtte lege med og det ville gå galt før eller siden. De magter havde taget mange liv med sig, udelukkende fordi at man ikke kunne kontrollere det, og han var bange for at denne unge knægt ville ramme den samme skæbne før eller siden og det var n skam. Han nikkede blot. ”Det gør jeg,” sagde han kortfattet.
Nathaniel kunne ikke lade være med at smile ved hans ord. Han havde vel ikke hørt nyheden? Faith havde set hans kære mor under ballet i Neutranium, selvom hun havde været godt væk derefter. Kimeya havde dog set hende også, det var noget som han havde hørt, selvom det nu ikke var en tanke som han havde tænkt meget over. Han nikkede. ”Jeg vil ikke kalde det for en fordel, Demian. Jeg står fast på det som jeg fortalte dig dengang. Hvis du ikke får gjort noget ved det, så vil de mørke magter ødelægge dig fra indsiden og ud. Det vil koste dig livet.” Han var ikke belærende, for han havde sagt det før, men han var i den grad alvorlig i hans ord og udtalelse. At han så talte for døve ører, gjorde ikke sagen meget bedre. ”En genkaldelse af aske og sjæl er umuligt hvis sjælen allerede er tilbagekaldt, Demian,” fortsatte han. For ham var det ren og skær logik. Han vendte blikket mod knægten igen, som han igen havde taget fat i endnu en bog og stod med den i næverne. ”At tilbagekalde sjæle er avanceret alkymi, min kære dreng. At du har formået at lære dig teknikken på denne måde, er imponerende, ikke desto mindre, så kan du ikke kalde noget til jorden som allerede eksistere,” afsluttede han roligt. Han ville gerne lære knægten at styre det, frem for alt det andet, men det krævede tålmodighed og i ekstremt store mængder.

[demian]

”Det er vidst en del af historien vi begge to allerede kender, Nathaniel. For ser du.. det stunt jeg formåede at starte, men aldrig slutte kostede mig en del i henhold til min kontrakt og mit liv blev kortet ned…”
Demian’s syn på tilværelsen havde bestemt ændret sig drastisk i det ydre til trods for at han stadig måtte hvile inde med en bitterhed. Han sukkede endnu engang og vendte sig med yderligere få skridt ind i rummet. Blikket hvilende på den mand han vidste sad inde med en større kendskab til alkymien; endda mere end hans egen mentor og kontrakt-stifter.
”Det vidst ikke nogen hemmelighed at jeg ikke lever længere end det der ville svare til et halvt simpelt menneskeliv.”
Den faktorer havde han stadig ikke helt affundet sig med og det hørtes tydeligt på hans grundlæggende undertone, til trods for at han bare holdte stemmelejet på et ganske roligt niveau. Hans kropssprog talte også for den ro og afslappethed han helst ønskede at bevare imellem dem, men han kunne bestemt godt mærke hvor ubekvemt det føltes fordi han overhovedet ikke ville slæbes igennem den samme proces igen! Han var nervøs og ville bestemt ikke ende i nogen form for konfrontation med Nathaniel.
”At lære de grundlæggende teknikker begyndte allerede længe før jeg lavede den kontrakt. Dine lange endeløse aftener og nætter hvor du tilbragte tiden her i dit private leje, hjalp skam en hel del. Og da jeg så bagefter begyndte den egentlige træning med min mentor fik jeg først rigtig blod på tungen.”
Nathaniels logik forekom Demian som et mere oplysende svar og den medfølgende lettelse og irritation steg ham givetvis straks til hovedet. Han brummede sagte og skar ansigt da det føltes som en tungere byrde at tro på hun faktisk var i live.
”Er det en simpel oplysning eller en gætteleg? Hvis din teori taler sandt vil det bevise at hun har været i live lige siden jeg forsøgte at tage livet fra min egen far!”
Han brød sig ikke om den information. Den ville indikere at hans egen mor var fuldkommen ligeglad med ham og hans søster. Han knyttede næverne og vidste hans temperament ville få ham til at ligne en sølle lille dreng stadigvæk. Han trådte let tilbage og vendte sig svagt mod muren i det han jordede sin knyttede næve direkte ind i muren. Han slap trykket for det hårde støn der havde hobet sig op i halsen på ham og blev bare stående.
”Beklager…”
Endte han lettere anstrengt og kunne hurtigt gøre op med sig selv hvor svag han i det hele taget var. Var hun virkelig i live? Havde han spildt unødige kræfter på at genoplive hende i så mange år? Det måtte han vel… Det kunne virkelig irritere ham grusomt, men ret skulle være ret. De havde ikke set hinanden i de seneste par år og uanset det havde Demian stadig lige så svært ved at kontrollere sit temperament når han blev nervøs og oprevet. Det var også det der i sin tid havde kicket ham til at skulle ende med at brække armen på Nathaniel i et tvangsforsøg på at indlægge ham så han kunne blive fri af mørket. Han rev hånden til sig og lod den falde ned langs siden, med blodet dryppende ganske stille deraf.
”Hvis min mor er i live har jeg ingen grund til at fortsætte min søgen. Så ender den her. Går hun rundt derude et sted er det bare et simpelt tegn på at hun ikke ønsker at se os. Og den slags familie har jeg ikke brug for!”
Endte han bittert.

[Nathaniel Diamaqima]

At Demian allerede havde leget så meget med dette, at det havde ødelagt meget af hans liv, var slet ikken oget som kom bag på Nathaniel det mindste, for han vidste selv at det var ekstremt farligt at gøre det som han gjorde nu. Dette var noget som var forbeholdt en alkymist, en som kunne rumme de mange mørke kræfter og der indgik denne unge sjæl ikke det mindste. Hans blik blev mere fast, som det dog ikke forlod Demians skikkelse. Det var jo nærmest som en høg over byttet som bare ventet på at hugge til. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg advarede dig allerede dengang, Demian. Det er et sandt mirakel at du ikke er faldet død til jorden endnu,” sagde han ganske kortfattet. Han var dog alvorlig af den grund, for han lavede bestemt ikke sjov med de mørke kræfter på denne måde!
”Din mentor har så til gengæld fejlet i sin opgave, for det er en ting at guide og vejlede, en anden er at sørge for at de mørke kræfter ikke ender med det hold og det greb som de har i dig, Demian. Jeg kan stadig mærke det om dig og det kvæler dig kun langsomt. En ting er at få blod på tungen, en helt anden er at kunne kontrollere hele situationen og dét.. min fine ven, det har været dig et stort problem,” sagde han ganske kortfattet. Han kunne se det og han kunne i den grad også fornemme det, for det var end ikke en tanke som faldt ham meget i smag, for han fandt det synd at noget så ungt skulle falde fra på denne måde. Tanken skræmte ham om ikke andet, det var slet ikke noget som man skulle tage fel af når det endelig måtte komme til stykket.
At Demian måtte være vred over hans udtalelse, kunne han udmærket godt se. Han kneb øjnene svagt sammen. Han havde selv manipuleret med Yuukis sjæl, han havde selv valgt hvad hun skulle huske og det eneste som hun faktisk kunne huske fra hendes gamle liv, var jo faktisk ham selv. Han havde ikke ladet hende huske noget andet! Han kneb øjnene let sammen og med blikket fast hvilende på ham. ”Jeg vil råde dig til at lade være med at dømme sagen, før du kender dens omfang,” vrissede han ganske kortfattet. Han slog armene roligt over kors og med det intetsigende blik hvilende på ham. Ville han smadre sin hånd, så skulle han jo selvfølgelig få lov til det. Det ville jo gøre det hele så meget nemmere for ham selv i den anden ende.
”Din mor har været her i temmelig lang tid nu, Demian. Du skal bare vide, at det ikke er fordi at hun ikke vil opsøge dig eller din søster,” fortsatte han. Han gik roligt i retningen af ham. Der var intet faretruende over hans gang på nogen måde, for han ønskede slet ikke at gøre han noget før det ville vise sig at blive direkte nødvendigt og det var det jo trods alt ikke endnu. ”At vække din mor vil koste dig langt mere end det som du kan give. Jeg gjorde det selv.. Det eneste som hun faktisk er i stand til at huske, er det som jeg har bestemt at hun skal huske.. Ikke dig, ikke din søster og ikke Kimeya. Det eneste som hun kan huske, det er mig,” fortalte han ganske kortfattet. Han var nu bare ærlig. Det var det som gav ham selv den største kontrol på hele situationen. Deman kunne vel betragte det som en lektion? Han kom ikke langt på pur egoisme.

[demian]

Demian forblev stadig bemærket omkring sit stigende temperament og fnøs i al foragt. Det var ikke uden grund han havde valgt at komme her, men han kunne virkelig ikke se nogen mening i at bringe hende tilbage til livet hvis hun skulle rende rundt uden at vide af sin familie! Alt Demian nogensinde havde ønsket var at samle de små stumper sammen igen, men det syntes hele tiden at skulle blive forhindret. Det var tydeligt at mærke hvordan Nathaniel holdte øje med ham; han tog vel ikke flere chancer når det kom til Demian’s egne evner i ukontrolleret tilstand?
”Hvis du ikke ønsker mig død foreslår jeg at du holder dig på afstand.”
Endte han advarende. Han vidste at Nathaniel kun ønskede at få bugt med den kontrakt, men hvis han endte med at gøre det uden at Demian selv gik med til det, ville det kun ende virkelig grimt. Han skævede mod Nathaniel hen over skulderen med et intenst blik.
”Hvad min mentor ikke gjorde var at holde de indgående detaljer skjult for mig.”
Der fandtes ingen tvivl på det punkt. Lige fra start havde han været fuldt ud opmærksom på de konsekvenser han ville møde på sin vej. Noget så grusomt vidste han allerede godt ville blive for meget for ham i sidste ende, men når han stod konfronteret med Nathaniel fandt han ingen vej udenom det. Enten stod han ved sine holdninger og indre beslutninger fra fortiden af, eller også skulle han gøre en ende på alt dette her før det var for sent.
Situationen for ham var fuldstændig anderledes når han befandt sig i selskabet med den kvinde der måtte betyde så voldsomt meget for ham. Og alene Nathaniels ord angående Yuuki virkede fuldstændig latterlige i hans øre. At hun havde fået frataget sig samtlige minder om sin familie var jo næsten som at lade kroppen vende tom tilbage uden nogen form for viden!
”Det du siger omkring hende ændre intet for min del.”
Endte han ligegyldigt. Det havde vitterligt ingen betydning om hun var død eller levende hvis ikke hun ville være i stand til at huske sin familie. Nok var det sørgeligt at hans mål var blevet ham frataget som en splint i foden. Han ændrede fuldkommen holdning i ryggen da han rettede sig helt op med fronten mod ham og hovedet søgt en anelse let på sned. De kolde grå øjne stirrede nu blot frem for sig ude at finde fokus. Det rørte i den grad på sig indeni ham. Tanken vækkede et sjældent form for had og savn i flere aspekter end hvad der kunne tælles til. Alene i denne stund følte han sig besejret og overrumplet af det faktum af at han ikke havde været i stand til at fuldføre sit mål. Han havde fejlet i sit forsøg og følte sig ydmyget på tværs af sin egen eksistens. Havde han dog bare vidst det allerede tilbage den gang ville han ikke havde søgt det umulige yderligere. Med en håndsrækning ud mod Nathaniels krave fik han fat og strammede til. Han havde inderligt fået nok af alle disse lege, men stædigheden bød ham ikke at tabe ansigt ved at give op. Han tvang med begge hænder, Nathaniel forbi sig selv og ind mod muren. Han var anspændt så længe han brugte flere kræfter på at holde igen på sit temperament.
”Du søger virkelig samtlige muligheder der findes for at tvinge mig ud af den kontrakt, ikke!?”
Vrissede han irritabelt og slap derefter taget i Nathaniel fuldstændigt i og med at han bakkede tilbage på afstand af ham. Inden under jakken hev han et foldet dokument frem i synsvinklen for dem begge.
”Du ved vel godt hvad der sker hvis jeg brænder kontrakten ikke?”
En del af ham var i rette humør til at skabe lidelse og vold omkring sine omgivelser, mens en anden tryglede om en ende på dette vanvid. Han lukkede blot øjnene for en kort stund og sukkede lettere anstrengt. Da han så først så på Nathaniel igen var hans øjne fuldkommen mørke.
”Bare gør op med dig selv om du ønsker at bringe hendes hukommelse tilbage igen, eller ikke. Gør du, vil jeg frivilligt lade dig fjerne denne kontrakt. Gør du ikke vil jeg brænde den...”
Som at skille et stykke stof tråd for tråd, eller flå det itu uden chance for at lappe det sammen bagefter.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ikke noget andet valg end at skulle holde øje med knægten. Den kraftige erindring omkring deres forrige møde stod der og lige nu, så havde han kraftigt brug for bgge sine arme, så det ville slet ikke nytte noget, hvis ha nskulle ende med endnu en brækket arm, specielt ikke nu hvor han havde sine elskede tvillinger at tage hensyn til og det var noget som han agtet at sørge for at skulle holde fast og ved lige, for han ønskedde ikke at miste alt det som han nu havde kæmpet hele julen for at få lov til at beholde. Ikke mere end højst nødvendigt om ikke andet. ”Jeg vil råde dig til at falde til ro, før det for alvor ender med at gå galt, Demian.” Han var stadig fuldkommen rolig, for han havde ikke nogen grund til at skulle hidse sig op, for det ville han slet ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket.
Han måtte dog stå fuldkommen fast på at Demians mentor i den grad havde fejlet i sin opgave, at skulle beskytte sin lille og unge lærling hvis han ikke havde lært ham konsekvenserne af at indgå denne pagt. Nathaniel havde været under den igennem ekstremt mange århundreder, hvis ikke årtusinder, for det var heller ikke fordi at han gad at tælle efter længere, for han blev bare lettere deprimeret hvis han tænkte over hvad han egentlig havde spildt livet på og hvad han sad tilbage med, selvom det klart havde været værd det hele for ham. ”Din mentor har aldrig fortalt dig om konsekvenserne af de mørke magier og kræfter som du har valgt at byde velkommen med kyshånd! Et væsen med en naturlig fornuft ville aldrig nogenisnde indgå en pagt med djævlen på den måde, hvis de vidste at der fandtes andre midler.” Han kneb øjnene lettere og fast sammen. Han ønskede ikke nogen direkte konfrontation, men han havde i den grad også behov for at lade knægten vide hvilken tåbelig fejl at han havde gjort tilbage dengang!
At Demian greb fat omkring hans krave og derved også måtte tvinge ham ind mod muren med ryggen først, var nu ikke noget som rørte ham direkte. Ville Demian ham noget som han ville være i stand til at tolke som en trussel, så havde han vel allerede gjort det? Han havde noget som knægten ville have, og det var noget omkring hans mor, hvilket han hurtigt kunne konkludere. Han havde hele Yuukis minder og alt i hans eget hoved. Han var den eneste som kunne give hende det værdige liv tilbage og det var også noget af det som han faktisk måtte holde fast i på denne måde. Han kneb øjnene let sammen. Denne gang var han faktisk ved at være utilfreds. Han havde slået Demian på hans egen hjemmebane. Alt det med sjæleeksistens, asker og alt mellem liv og døden, var et særligt felt for Nathaniel, ganske enkelt fordi at det v ar der at hans viden måtte ligge. Det havde kostet ham forbandet meget at komme så langt og Demian var blot en simpelt nybegynder med enkelte år på bagen med dette, så det var vel heller ikke helt underligt, at der ikke var sket noget yderligere end dette? Han kneb øjnene fast sammen. ”Det er ikke et alternativ du burde stille mig, Demian. Jeg tog det hele fra din mor af en grund, det eneste som hun mindes om fra den fjerne tid, det er mig. Der er meget som er bedst for hende, at det forbliver i baggrunden.. Tænk en tilværelse uden din far,” sagde han kortfattet. Han rettede sig op, rettede på skjorten hvor hans mine forblev fast. ”Hvis du brænder den, så går det først galt for dig, Demian. Du har allerede forkortet dit liv med adskillige år. Er det er virkelig sådan at du vil ende det hele?” vrissede han med en ganske så kortfattet mine. ”Jeg kan give hende visse ting tilbage, men familien.. Det indvolvere noget som helst skal forblive i det skjulte for hende,” konstaterede han kortfattet. Han stirrede på pergamentet. At han i det hele taget vovet at gå rundt med det på den måde, var slet ikke noget som han forstod!

[demian]

Hvad havde Demian egentlig at se tilbage til? Han havde den gang været en lille bitte knægt i fuld anger og kun med ønsket om at tage livet af sin egen far. Jovist, han var skam fuldt ud klar over hvad der ville blive af ham hvis han fortsatte, hvilket i sig selv så også var grunden til at han ikke bare gik amok med det samme. Han følte sig forhindret alene på grund af sine følelser for Anwen. Han kunne ikke byde hende ensomheden igen, men han kunne heller ikke give op når det kom til hans mål om at samle familien igen. Hans søster, mor og nu også Anwen, for ikke at nævne Nathaniel. Han havde ikke det mindste lyst til at skulle give op og bare lade djævlen gøre brug af hans krop som en evig slave.
”Jeg har allerede en grund til at skulle forholde mig i ro og tro mig, selv på trods af det er det ikke just en nem opgave. Alene faren for at min egen mentor skulle se til at jeg nåede mit mål før tiden løb ud gjorde mig bevidst om hans intentioner. Jeg gjorde det af med ham og stak af med kontrakten i hånden.”
Måske at Nathaniel ville have set det som en større opgave at skulle fastholde Demian til livet selv i stedet for at byde et helvede velkommen uden den mindste tanke. Tiden var inde til at fastlægge de intentioner der fik ham til at handle som han gjorde. Og det hele startede med et skridt ad gangen frem mod Nathaniel. Med et fast tag om Nathaniels ene håndled løftede han og vendte den med fladen opad. I den placerede han kontrakten uden så meget som den mindste tøven.
”Mine intentioner er ikke ret meget anderledes end dine, Nathaniel. Og hvad jeg ønsker af dig er din hjælp til at samle min familie igen. Det jeg har gjort, har været handlinger præget af min indre frustration over at miste min familie. Jeg ved at du måske ser det som en bedre løsning at lade hende vandre omkring i uvished, men så ved du vel også at hun ikke er i stand til at tage vare på sig selv uden den livserfaring.”
Han tog en dyb indånding der var tvunget til at tage endnu en lige efter. Og slap igen Nathaniels hånd med dokumentet efterladt i hans varetægt. Han ville hellere søge hjælpen end at tvinge den frem. Med alt hvad han havde budt sine omgivelser kunne han end ikke engang forstå hvorfor at han kunne være elsket af et væsen som Anwen, en elver tilmed.
”Hvorfor skulle jeg have intentioner om at destruere i stedet for at skabe?”
Spurgte han åbent og så op igen, direkte ind i Nathaniels øjne i samme øjeblik som mørket forsvandt igen fra hans eget blik.
”Er det ikke en forkert indstilling at besidde når man omgås mørk magi? Sandt nok at jeg tilbage den gang var mere eller mindre fortabt i et had over det der var hændt, men efter det lærte jeg en meget vigtig detalje omkring brugen af mørk magi. Den nære sig på det negative i ens hjerte og sind. Det findes stadig i mig, men for ikke lov til at bryde løs lige så nemt længere; takket være en barriere skabt omkring netop disse følelser i mig. Jeg gjorde det på den nemmeste måde og derfor er den ikke særlig effektiv i længden.”
Han stoppede hænderne i lommerne på sin jakke. Han havde stadig grunde til at skulle gå andre veje og man kunne vel sige at interessen for netop dem i stedet for var vokset betydeligt mere gennem de seneste par år.

[Nathaniel Diamaqima]

Udelukkende på grund af Demians ord, så ville Nathaniel næsten automatisk gå ud fra, at knægten var blevet berørt af de kærlige følelser. Det kolde og kyniske væsen som han havde været dengang var ikke noget som han så mange spor af efterhånden og han måtte faktisk erkende, at det var noget som faktisk gjorde ham glad et sted, bare det at se at han faktisk kunne slå sig til ro uden at tænke på hån, hævn, vold og smerte, for det viste jo bare, at knægten var på vej et skridt i den rigtige retning og det var så sandelig heller ikke noget som han havde det mindste imod. Han fnøs ganske kortfattet. ”Kontrakten er et livsfarligt dokument at vandre rundt med og afsløre dens eksistens,” sagde han ganske kortfattet. Hvilke intentioner hans mentor havde haft, var han for sit vis ganske ligeglad med, selvom det var tydeligt for ham, at det næppe havde været noget godt noget.
Nathaniel havde selv ikke set skyggen af sin egen kontrakt igennem skræmmende mange år. Han var selv i besiddelse af den, men den var så godt gemt af vejen, at han ikke skænket den så meget som en eneste tanke. At Demian bare lagde den i hans hånd uden at ksulle tøve det mindste, var i hans øjne også en tydelig tillidserklæring. Han kunne nemt tage livet af knægten hvis det var det som han ville, så var det nu heller noget som han havde nogen intentioner om. Han slog ikke bare ihjel for at gøre det, nej der skulle i den grad være en frygtelig god mening bag det. ”Din moders livserfaring er langt fra den som hun havde dengang, men det som hun har oplvet fra den fjerne fortid, må og skal ikke komme frem i dagens lys igen og det er noget som jeg håber at du kan forstå, Demian,” sagde han ganske kortfattet. Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå? Hvis Yuuki skulle genkende Kimeya, så ville der falde brænde ned og det var en konflikt som han ikke ønskede at rode ud endnu en gang!
De mørke øjne fulgte Demian med største iagttagelse, for det var slet ikke noget som han ønskede eller kunne skjule, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Det var ikke fordi at han havde den største tillid til knægten, for han forstod ham faktisk godt; Ønsket om at samle familien igen. Det måtte også være en frustrerende ting at mangle og det var en situation som han godt kunne sætte sig selv i. ”Så længe at denne kontrakt stadig gælder, Demian, så ødelægger du langt mere end det som du er med til at skabe,” fortalte han ganske kortfattet.
”Jeg tror du har misforstået mig. Mørk magi er noget som man skal undgå selv med den største respekt og det er ej det som du har vist det. Denne kontrakt..” Han hævede hånden let, hvor hans stærke fingre kraftigt var lukket omkring det skrøbelige pergament. ”er et tydeligt tegn på det. Du er ung, Demian.. Du har hele livet foran dig og din race ligger slet ikke til de alkymistiske kræfter. At du har formået at få en barriere op, er jeg imponeret over.” Han sendte ham et sigende og let smil, for han skulle klart også roses når det var fortjent og det var det i den grad i en situation som dette, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Den nærer sig på det negative i dit hjerte, men den dræner dig også for den positive energi. Den omdanner den glæde som du bærer i dig.. Din kærlighed til denne kvinde som jeg kan fornemme du har tæt på dig for eksempel.. Jeg ved ikke hvor meget hun ved om dette, men du gør klogt i at indvige hende,” afsluttede han kortfattet. Han trak den ene side af kappen ud, hvor han fik pergamentet ind på indsiden i en dybere lomme inden han lukkede den til. Armene slog han over kors. ”Fortæl mig Demian, helt konkret hvad det er du ønsker jeg skal gøre med din mor,” afsluttede han kortfattet.

[demian]

Demian nikkede så ganske enig i Nathaniels mening omkring det at bære selve kontrakten på sig i sin færd, men hvad havde han ellers af muligheder? I al den tid hvor han bare havde vandet rundt, samlet tankerne og forsøgt sig at få styr på sine tanker og mål for resten af sit liv, havde det virkelig ikke set ud som om at dagen skulle være kommet til ende med netop sådan et udkast af situationen. Dog slap han ikke visse meninger og holdninger omkring hans mors situation.
”Selvom at hun ikke kan huske sin fortid er det jo ikke anderledes for min far. Han tog livet fra hende allerede den gang; Hvad for dig til at tro han vil skåne hendes liv bare fordi hun ikke kan huske noget som helst? Hvis du gjorde det for at give dem fred vil jeg sagtens kunne forstå pointen, men hvad med alle os andre omkring hende der ikke kender til din handling og dine intentioner?”
På det punkt kunne frygten tydelig høres i hans valg af stemmebrug. Uanset hvad så var han ikke meget for at hans mor skulle rende omkring uden at vide hvad hun skulle tage sig i agt for. Det var en væmmelig tanke og Demian krøb en anelse sammen i skuldrene ved det. Den svage hjertebanken han som altid besad, tonsede af sted i fuld fart. Han lagde en hånd over brystet og sundede sig i og med at han trådte bagud til han kunne stødte sig til det nærliggende skrivebord. Han var ikke just ved at gå i panik over følelsen for han var bekendt med at det bare ville gå over, men alligevel så tærede det ham bare fuldstændig for kræfter. Han var ikke ligefrem svag, men samtlige muskler formåede alligevel at bukke under og tvinge ham til at sætte sig ned på gulvet. Han sukkede anstrengt og forblev bare siddende hvor han var nu. Og alt imens Nathaniel både talte alvorsnak og roste ham følte han sig nu mere pårørt ved at høre Nathaniel omtale en evt kvinde som betød meget for ham. Anwens eksistens skulle ikke blive kendt og derfor trak han selv i et mere vagtsomt forsvar.
”Den kvinde skal ikke nævnes for mine eller andres øre, Nathaniel. Jeg behøver vel ikke forklare hvorfor at hun skal fremstå som ’ukendt’ ved min side, gør jeg?”
Han skævede op til Nathaniel med et respektabelt spørgende blik.
”Hvad angår min mor og det jeg ønsker omkring hende, kan vi tage når du engang har fjernet den kontrakt fra mit hoved. Jeg må indrømme at jeg ikke kan overkomme flere tilfælde hvor jeg ligger på kanten til at miste livet. Jeg er konstant husket på hvad jeg har at miste i disse dage. Så det ville være en byrde jeg er mere end villig til at få løftet af mine skuldre.”
Endte han med en tro alvor i stemmen. Han slog nakken tilbage og lukkede øjnene ved blot at trække vejret stille og roligt.

[Nathaniel Diamaqima]

At rende rundt med kontrakten på sig, var noget af det dummeste som han havde hørt nogen gøre. Blev den stjålet eller noget lignende, så havde man virkelig et problem, for der skulle intet til før det for alvor ville ende med at gå helt galt og det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Hans egen var selv gemt godt af vejen og det var også en god grund til det. Tænk den mand eller kvinde som fandt den. Han ville jo ikke kunne stille noget op! ”Jeg har handlet som jeg fandt det bedst, Demian. Din far har andre og en anden familie at sulle værne om. Han har andre at passe på og andet at se til, samt at han er rigeligt straffet for alt det som foregik mellem ham og din mor.” Han talte i den grad med et klart og fast alvor, for dette var slet ikke noget som han ville diskutere. Demian var snævresynet i hans øjne omkring alt dette, for det var vel bare naturligt at barnet ville tage mors parti i en sag som dette? Nathaniel havde længe stået på sidelunken og det var det som han havde gjort til nu.
Demian ønskede sin mor tilbage og den frygt i hans stemme, havde selv en mindre påvirkning af ham selv. Han havde altid holdt af knægten, ganske enkelt fordi at han havde stået som knægtens værge igennem hans helt unge dage, dog frem til at han var endt med at tage flugten derfra. Han kneb øjnene svagt sammen og vendte blikket stille mod ham igen. Han ønskede at hjælpe, men den hjælp som han kunne, var ikke noget som Demian havde valgt at tage imod før, hvilket han udmærket godt vidste. Han trak vejret dybt og lod armene søge fast over kors og med den samme faste mine. Han var nødt til at være fast og kontant i denne situation, og det var noget som han vidste. At Demian gled ned på gulvet, tog han sig nu ikke yderligere af. Den knægt legede virkelig med kræfter som han slet ikke var i stand til at skulle kontrollere! Han gik roligt mod ham, hvor han gled ned i knæ tættere på hans skikkelse. Han var ikke bange for ham og det var også noget af det som han i den grad også ønskede at vise ham netop ved at gøre som han gjorde det for øjeblikket.
”Du burde efterhånden kende til min nysgerrighed, Demian. Nok er jeg ved at være oppe i årene, men hvad de unger som har været under min magt har gjort og hvad de fordriver deres tid med. Jeg var valgt som værge af en grund,” forklarede han ganske stilfærdigt. Det var i sig selv, heller ikke noget som stod til diskussion. Han nikkede ganske kort til ham. ”Udmærket..” Han rejste sig endnu en gang og fandt det lille dokument frem igen i form af det rullede pergament. Respekten i Demians blik havde han allerede tolket og det var også noget af det som gjorde, at det var langt nemmere for ham at skulle forholde sig i ro i en situation som dette. Han trak vejret dybt. ”Du ved hvad det kræver af dig, Demian. Nemt bliver det ikke og jeg kræver at du giver fuldkommen slip på det denne gang og ikke bare kæmper imod som sidst. Det er farligt og det er yderst alvorligt og det behøver jeg vel ikke at sige endnu en gang?” sagde han ganske kortfattet. Han vendte o og gik tilbage til bordet hvor han rullet kontrakten ud. Det ældgamle sprog var der ikke mange som kunne læse eller tolke mere. Heldigvis for hans del om ikke andet. ”Rejs dig.. Jeg er under tidspress,” afsluttede han utålmodigt.