0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 13, 2009 0:54:52 GMT 1
Natten var trådt til. Ingen nåde hvad angik temperaturen som enhver aften i denne stund var det mere end blot koldt, man kunne vel allerede nu begynde længes efter at sommeren og den lune ville komme igen. Krigen var i udbrud, noget som tydeligt kunne mærkes overalt det var som enhver form for stemning havde lagt sig, alle foretrak at blive i deres huse sp snart mørket faldt på i frygt for det sm kunne risikere at vente dem. Lige denne aften var Eniqa en undtagelse for det. Hendes hastige skridt førte hende ned af lange gange på det store slot i neutranium. det var frgtelig længe siden hun havde set hendes ven nathaniel, hun havde blot været en ung tøs dengang, men nu var hun endnu engang dukket op, og kun af en enkel grund - Hun ville have hendes hjerte tilbage. Matthew havde taget sig den frihed at begrave det med sig, en længel og en sorg som det havde sat hende selv, og en hun ikke kunne komme uden om, hun savnede ham. Maurus var en dejlig mand. han va varmhjertet, forstående og trofast, mange af de ting man ikke kunne sige om matthew og hun havde virkelig prøvet at lade ham tage hendes plads men lige meget hjalp det - Han ville aldrig blive matthew. Det blonde hår var endnu engang groet sig langt, dansede yndefuldt omkring hendes skuldre og glitrede i skæret fra de orange flammer der kom fra faklerne der ganske iltert måtte spilde op og bringe den varme som naturen tydeligvis ikke kunne bringe denne tid. Øjnene isblå og funklende som kun krystal kunne gøre det rettet ligeud for sig med fast retning mod Nathaniels kammer, så man godt efter kunne man ane den lille våde hinde der sad og afslørede at hun var på randen til at lade tårer falde og intet var endnu sket, om hun var bange, såret eller bare forvirret, måske en blanding af det hele kunne hun efterhånden ikke finde hoved eller hale i.. Hun var blevet fortalt at han manglede et hjerte og det var netop hvad hun bar i hendes hænder nu. det var egentlig et tilfælde hun var kommet forbi, manden havde allerede været død det var ikke en hun kendte så det hjerte havde vel ikke været forbudt at tage? Blodet var det som endnu måtte dryppe og dænge over den korte med gudommelige hvide kjole hun bar om den smalle krop. Næsten forpustet nåede hun døren, bankede med den ene hånd, mens hun knugede hjertet i den anden.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 13, 2009 1:26:23 GMT 1
Natten havde meldt sig og endnu en dag hvor krigen måtte være i det fulde udbrud. Dagligt efterhånden kunne Nathaniel stå ved vinduet og se til de mange kampe som han måtte vidne til næsten dagligt efterhånden. Den var virkelig ude af kontrol efterhånden og det i sig selv, var ærlig talt en tanke som faktisk også kunne skræmme ham. Han agtede dog stadig at skulle holde den lille Nathia sikker og nu hvor han havde Liya ved sig endnu en gang, selvom det dog stadig måtte være så frygtelig anspændt, så havde det virkelig været ham selv en bedring af vejen. Han kunne endnu en gang hvile.. han kunne slappe af og faktisk også give sig tid til et måltid mad eller to i løbet af en dag.. det var ikke noget som han havde gjort længe, også selvom han stadig måtte agte at sidde der når månen skulle rive noget så voldsomt i hende og det indre bæst som stadig hvilede så tydeligt og så voldsomt kraftigt i hendes eget sind, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, faktisk også var noget af det som virkelig måtte koste ham mest af den energi af det lager som han kun lige var ved at skulle bygge op igen. Den døde krop af Matthew som stadig måtte hvile på det kolde bord og kun med et klæde som skulle dække hans underliv, hvoraf den muskuløse og faste krop tydeligt måtte være synlig og med det ekstreme ar efter det knivstik som siges at være det som havde slået ham ihjel.. det måtte det jo være. I Nathaniels hånd hvor en lille, dog alligevel lysende kugle måtte hvile. Ikke en hvilken som helst kugle, men også den som måtte holde sig af Matthews egen sjæl. Den ældgamle aftale dem imellem talte stadig og den vejede også noget så voldsomt – Død af andet end det knuste hjerte og hans sjæl og krop ville tilfalde Nathaniel selv.. og det var lige netop det som han sad med og han morede sig så sandelig også med den tanke. Matthew lå der.. ligbleg og uden det mindste tegn til liv som han ikke havde vist i det som virkelig måtte være år efterhånden. Kuglen som han ganske forsigtigt satte fra sig på bordet. Dette havde virkelig også været det eneste sted som Nathia ikke havde fået lov til at skulle gå på opdagelse i… bare den tanke alene, ved at hun skulle finde en død mand hvilende på det kolde bord, var ikke en tanke som han kunne bifalde det mindste overhovedet. Den faste banken som lød mod døren som var noget af det første som måtte trække i hans opmærksomhed. Han rankede sig op og med den næsten spørgende mine i ansigtet idet han gik hen til den. Matthew blev liggende på boret, fuldkommen nøgen foruden det klæde som måtte hvile om hans underliv. Man måtte da respektere manden selv i dødens kolde og faste jerngreb. Døren åbnede han roligt og med blikket som tydeligt overrasket måtte falde til Eniqa. Ikke at han havde set hende i så frygtelig lang tid.. og med et hjerte i sine næver? ”Min gud.. hvad er sket?” spurgte han med en rolig og alligevel så fast tone. Han krævede så sandelig et tydeligt og klart svar.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 13, 2009 11:30:55 GMT 1
Afventende lod Eniqa sig blot vente udenfor døren, hun vidste han var hejmme, han måtte lukke hende ind. Dette var det som han havde krævet og hun havde fået det, hun ville have hendes eget hjerte igen. en tårer trillede stille ned over hendes blege kind, hun brød sig så sandelig ikke om at stå med en fremmde mands hjerte i hånden, men hun havde set Jaqia træde ud af det vøærelse uden så meget som en følelse i minen, hun så nærmest ligeglad ud, et sted forstod hun ikke hvordan hun havde overlevet de uger hos den kvinde, det var igen en af grundene til Matthew var nødt til at vågne hun frygtede at skulle ende tilbage i det greb, han havde været den eneste i stand til at trække hende væk, hun behøvede ham. Døren som blev slået op og Nathaniels velkendte skikkelse som måtte dukke op, han havde ikke ændret sig specielt siden Eniqa sidst havde set ham, måske bare med flere rynker og poser under øjnene end dengang men det var der jo intet sige til hun havde trods alt hørt om hvor meget arbejde den mand påtog sig, og ej heller var hun specielt glad for bringe ham mere, men hvis hun selv skulle overleve denne krig så behøvede hun hendes evige beskytter, den mand der stadig bar hendes hjerte og havde taget det med sig i graven. at han var poverrasket var noget Eniqa tydeligt lagde mærke til. Hendes hjerte hamred eureagerlidt mod hendes bryst kvalmen trængte sig på som hun først for alvor nu følte det blødende hjerte der hvilede i hendes hænder "Du ville have et hjerte ikke? Her har du det" svarede hun i en dirrende tone der truede med at skulle knække normalt var hun af en stærk karakter men ligenu følte hun sig mere sårbar end nogensinde før. Der var ikke tid til forklaringer kun tid til arbejde ligenu, hun følte et sted spændingen blandet med både sorg, vrede, foragt, savn og taknemmelighed, med andre ord følte hun at hun eksploderede af følelser på trods af det denne gang kun var hendes egne og ikke dem som hun sammentidig måtte føle ved andres nervær "Krigen er ikke længere kold Nathaniel den foregår lige uden for dine vinduer, jaqia besidder nok ikke tronen i dvasias mere men hun er stadig aktiv når det kommer til morende, er det nok forklaring?" spurgte hun ivrigt, trådte forbi ham ligeglad med om hun var inviteret eller ej, uden matthew ved sig ville hun ikke overleve dette "Hver sød at hjælpe mig Nathaniel" bad hun næsten i den tiggende tone, han måtte hjælpe.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 13, 2009 12:17:46 GMT 1
Nathaniel var efterhånden vant til, at han påtog sig ekstrem meget ansvar og specielt efter at Liya var kommet igen, så følte han igen for at kunne slappe bare en anelse af, selvom det dog stadig var meget som han havde i tankerne. Matthew lå stadig helt slap og død inde på bordet og med det voldsomme grimme mærke efter et knivstik i hjertet. Af hvad Eniqa ikke kendte til, så var det selvforskyldt.. manden havde selv gjort det. Hjertet som hun stod med i næverne, var dog noget af det første som han havde fået øje på.. Det var jo trods alt heller ikke hver eneste dag, at man ville kunne se en smuk kvinde stå med et blødende hjerte i sine hænder. Han blinkede let med øjnene. Stadig var han tydeligt træt, selvom han faktisk også nu om stunder, var i stand til at skulle kunne indlede en hvile i tide og utide.. at sidde sammen med Liya og faktisk også få snakket igennem det hele sammen med hende, det var noget som han var blevet betydeligt bedre til, også selvom det var tydeligt at Nathia ikke ønskede hende tæt på.. han var ligeglad.. ærlig talt, så havde de begge den plads ved ham. Han var udmærket godt kendt med følelsen af det knuste hjerte, han havde selv oplevet det også selvom han aldrig nogensinde havde fået sig selv til at skulle vække Auromia efter hun var faldet bort.. så ung og så uerfaren som han havde været som alkymist dengang, så var dette en evne som han først havde lært sig når det havde været for sent. ”Et hjerte er hvad jeg mangler..” medstemte han med et sigende og fast nik. Han var så sandelig klar over, at krigen hærgede lige udenfor vinduet. Han afventede mere eller mindre selv den ordre som skulle til før han selv skulle ud i marken.. han vidste nemlig at det ville ske før eller siden. Ikke at han nåede at sige til, før hun selv var inden døre, ikke at det noget som gjorde ham det mindste. Han lukkede døren efter sig og vendte sig mod hende. ”Jaqia er livsfarlig, med eller uden en trone og hær,” medstemte han roligt. Hun stod jo mere eller mindre som den eneste som han faktisk selv kunne anse som en trussel lige for øjeblikket. ”Der er noget du skal vide.. Eniqa..” Han gik stille mod hende, hvor han ganske varsomt fjernede hjertet i hendes hånd og tog det i sin egen næve i stedet for. Han var vant til det.. at stå med ting som dette i hans eget greb. ”Jo længere der er gået af tid, jo sværere bliver det for mig..” Han lukkede hænderne omkring det ellers så kolde hjerte, selvom det var tydeligt, at den mand som det måtte have tilhøret, var død i løbet af aftenen. Han nikkede mod hende og førte den frie hånd mod hendes ryg og førte hende med sig. ”Så kom med Eniqa.. Jeg har ham liggende lige herinde..” sagde han roligt. Han førte hende med sig til et lokale lige ved siden af. En række af hylder og reoler med bøger og diverse glas af mange slags og midt i rummet hvor bordet stod og med Matthew hvilende. Han var ligbleg, iskold og ellers seende ud til at være hvilende i sin søvn. Læberne en anelse blå. Hans død var gået hurtigt. ”Jeg ved det kan være en skrækkens syn.. det er snart forbi..” Han gik hen til Matthew igen med hjertet i hånden og med en meget koncentreret og tænksom mine.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 13, 2009 12:49:24 GMT 1
Eniqa var udemærket klar over at det ikke ville blive let, men det var noget som måtte gøres, hun havde den fulde respekt for nathaniel, han ønskede at hjælpe, han ønkede at hjælpe hende igennem dette. Eniqa havde ikke set matthew's lig, hun havde blot fået at vide Nathaniel vogtede over det og så dødsårsagen, hvad hun så ikke vidste var at Matthew havde slået sig selv ihjel, efterladt hende i barselssengen for at se deres lille baby blive slået ihjel for øjnene af hende, havde det ikke været for Maurus... så havde hun nok måttet joine Matthew et sted i himlen nu. Uden tøven lod Eniqa hjertet falde i Nathaniels hænder frem for hendes egne, af en eller anden grund føltedes allerede det som en mindre lettelse, trods hun endnu havde blodet malet på hendes hænder. Uanset om jaqia var indehaver af en trone, eller en her eller ej så havde det ingen betydning hun var farlig, blot hendes tankegang var dødens gab noget som Eniqa nu selv havde fået set sig et bevis på, noget som hun bestemt ikke brød sig om "Jegh værdsætter din omsorg Nathaniel.. Virkelig.. jeg ved det er meget at bede om og jeg ved det ikke er let, men jeg behøver ham.." endte hun i en stille tone næsten så lav at den blev forvandlet til en mild hvisken. Roligt lod hun sig følge med ham ind i det lille rum, trods af de mange dimser og bogreoler her befandt sig så var det den døde skikkelse foran sig som blikket faldt på. De smukke blå øjne blev atter fyldt med tårer. De første sekunder stod hun stiv på stedet turde ikke bevæge sig tættere på den døde krop der så så frddelig ud. Måske han slet ikke ønskede at blive vækket? Hvad hvis han havde det godt hvorend han var? Eniqa rystede på hovedet af sig selv, bevægede sig roligt tættere på med yderst forsigtige skridt. Med forsigtighed lod hun fingrene stryge over hans ansigt så bleg og fin som kun glas kunne være det.. Følte han det? Hun bed sig fast i den bløde underlæbe. Fingrene gled videre mod det ar som stod så tydeligt ved hans hjerte.. Hvem havde gjort dette mod ham? Så mange ubesvarede spørgsmål, dem som kun gjorde det langt mere fusterende og så mange flere tårer trille over og ende på det kolde gulv.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 13, 2009 13:28:44 GMT 1
Eniqa behøvede Matthew som han selv havde det desperate behov for Liya i sit liv, hvordan ville han kunne sige nej til en som hende? Det kunne han ærlig talt slet ikke få sig selv til og det i sig selv, var til dels en ganske så skræmmende tanke selv for ham. Blikket hvilede fast på Eniqas skikkelse, da hun selv varsomt gik Matthew i møde. Han havde ligget her alene i ganske lang tid. Magi havde holdt ham fra forrådnelse, også selvom han tydeligt kunne stå ved, at han næppe ville have det bedre det andet sted.. hans sjæl hvilede i glaskuglen som stod henne på skrivebordet. Et fængsel mere eller mindre og specielt for et sind som Matthew havde været i besiddelse af. Hun savnede ham, så meget kunne Nathaniel så tydeligt se og alligevel var det lige netop den ene ting som alligevel måtte påvirke ham noget så voldsomt også således, det kunne han heller ikke komme udenom. ”Jeg kender til følelsen af tabet,” sagde han dæmpet også som det eneste. Bare tanken om at skulle se Liya ligge på bordet foran ham. Eller bare tanken igen om at skulle miste hende, var alligevel så frygtelig dræbende som intet andet som han lige kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han bed den tanke så frygtelig tydelig i sig, da han gik hen til hende da hun lod hånden stryge mod hans bryst og mod hans hjerte.. det hele var selvforskyldt og han vidste det. Han lod blikket hvile på Eniqa og med den tydelige medlidenhed. Han ønskede virkelig ikke at nogen anden skulle føle den smerte ved et tab.. han kendte den og nu efterhånden så kun ekstrem godt og det var virkelig ikke behageligt. Han lukkede hånden stille om hjertet hans næve og gik hende i møde. Han tog stille omkring hendes hånd og fjernede den fra det åbne sår. Et tydeligt smukt snit gjort af en som tydeligt måtte være vant til det. ”Du sidder sikkert med så mange spørgsmål Eniqa.. ikke tøv med at spørge.. Jeg kan svare på mange af dem..” Han lagde hånden selv mod Matthews kolde og døde bryst. Hans øje som endte helt mørkelagte og med den samme koncentration, da han med den lette mumlen, nærmest måtte tvinge den elastiske hud til at dele sig som den måtte danne et åbent hul lige ved det gennemhullede hjerte. Matthew havde virkelig vidst hvor han skulle sigte for at gøre det så hurtigt og så smertefuldt som muligt. Han havde virkelig lidt op til den handling.. de mange tanker og de følelser som måtte ligge i hans sind og sjæl kunne Nathaniel jo læse som en åben bog. Hånden førte han stille ned i det åbne sår som han nu havde valgt at gøre større, hvor han frigjorde Matthews eget hjerte. Fuldstændig ødelagt ved det faste ryk som var gjort i det. Han fik det andet hjerte på plads. Tvang vener og arterier til at lukke sig som dette aldrig var sket og tvang derved også såret til at lukke sig ved at bryde den magiske koncentration. ”Eniqa.. giv mig den lysende kugle henne på bordet.. og for guds skyld, du må ikke knuse den,” sagde han med en rolig og alligevel tydelig alvorlig tone.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 13, 2009 16:57:47 GMT 1
Når først ens sjæle havde fundet den som de macthede med så var der ikke mulighed for at skulle undvære den, det gjorde for ondt, skar dybt ind et sted i det inderste og man havde desperat brug for bare et lille tegn fra dem væk eller lige i nærheden. Eniqa måtte mest af alt beundre nathaniel for hans evne til at sætte sig ind i situationen og se det fra hendes synspunkt, hun var udemærket klar over at folk ikke brød sig speciel om matthew, nok mere fordi de frygtede ham, og blandt dem der ikke ligefrem var hans bedste ven var Nathaniel vel, og så alligevel valgte han at skulle se det fra hendes synspunkt og alligevel hjælpe til med at vække manden om det ville være muligt. Matthews skikkelse så så fin ud. Huden var bleg og kølig som glas, øjnene lukkede og læberne malet lettere blå havde hun ikke vidst bedre lignede han blot en fredelig sjæl i den sødeste søvn.. Han savnede hans stærke arme omkring hende, det var noget hun måtte erkende, Maurus havde som oftest lagt ved hendes side holdt om hendes skikkelse mere bare som en form af trøst men det var stadig ikke det samme, han var ikke Matthew uanset hvor meget hun ønskede han skulle være det "tabet er det værste" erkendte hun med en stille mine, dog hvor blikket måtte være frosset fast på matthew's skikkelse. Hvad hun havde forventet var hun egentlig uviddende om det var et halv fordærvet lig, eller noget der nærmere lignede en engel.. døde menensker var ikke liefrem hendes speciale. Med en smule modvilje lod hun Nathaniel komme til for at gøre hans arbejde, blikket gled over hendes skulder, hun ville ikke se på det, lyden af det var nok. Tårene blev bekæmpet for ens tund de var faldet i frygtelig lang tid snart var hun ud eaf dem og havde ikke længer eflere at græde af, men snart ville det forhåbentlig heller ikke være nødvendigt, snart ville han være hos hende igen og de ville kunne fortsætte, hvis det om ikke andet var det han ønskede.. Måske ville han end ikke kunne huske hende? "Jeg tør ikke spørge, Nathaniel.. Jeg tør ikke høre de svar som må følge med, Matthew er... Var en mand af mange hemmeligheder men jeg kendte ham, og jeg er sikker på der er ting i den historie jeg ikke tør høre.. Det eneste jeg er interesseret i at høre fra din mund er om han vil kunne huske mig? Resten er han selv nødt til at forklare" hviskede hun så blidt i den lille melodiske stemme der engang havde været så stærkt men som nu kun udviste endnu mere hvor sårbar hun i virkeligheden var. Blikket gled mo den kugle som han havde peget på, hun tog den fast i sine hænder for ikke ende med at skulle tabe den og derved også knuse den, rakte den videre til ham, uden at spørge omkring hvad han havde gang i, han hun havde ikke styr på alkymi ikke ud over det som jaqia havde lært hende, og det han nnu gjorde var et punkt hun ikke ville betræde eftersom hun ikke kendte noget som helst til det.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 14, 2009 9:50:25 GMT 1
Nathaniel kunne bestemt ikke lide Matthew og havde aldrig nogensinde gjort det udelukkende på grund af det som han havde gjort mod Liya, men det at skulle se Eniqa på denne måde.. det brød han sig bestemt heller ikke om på noget tidspunkt overhovedet. Han kendte udmærket godt til den følelse, da han selv havde følt den tidligere.. ikke bare efter Auromia, men også det tab som der var sket efter at Liya havde valgt at skulle gå fra ham og uden at give ham noget andet at skulle sige inden hun havde været væk.. så tæt på at fordufte helt ud af hans liv. Matthew var frygtet derude.. selv de færreste kendte til det som var sket ham og kun Nathaniel vidste det helt og holdent igennem. Til tider kunne magi og alkymi virkelig komme ekstrem godt med sig, og det var noget som han virkelig kun måtte være glad for også i den anden ende. ”Tabet er virkelig det værste..” Han nikkede sigende og vendte sig stille mod hende igen med den lette eftertænksomme mine også således. Han lukkede hånden tæt omkring kuglen da hun gav den til ham. Gik den i gulvet nu, ville det virkelig kun gå helt galt. Så ville alt virkelig være nytteløst. Han kunne jo kun bringe ham hertil udelukkende fordi, at han havde sjælen ved sig igennem den aftale som de havde lavet dengang. Han vendte sig mod hende ved hendes udtalelse. Hans læber formede sig i et stille og let smil. ”Du hviler ikke bare i hans hjerte, men i sjæl og sind.. han vil huske dig,” sagde han roligt og med et let sigende nik. Han vendte sig mod Matthews døde krop endnu en gang og lagde kuglen direkte mod hans hjerte. Hans øjne som endnu en gang måtte ende helt og fuldkommen mørkelagte, da han endnu en gang måtte lægge op til magisk brug og med de øjne som blev fuldstændig sorte denne gang. Magi af denne kaliber tog voldsomt på hans egen energi. Havde det ikke været fordi at han havde fundet Liya.. tiden til at hvile, så havde han virkelig ikke gjort dette som han gjorde lige i øjeblikket. Denne teknik som han havde udviklet og som tilpasset ham bedre end det som hans egen lærermester dengang for ekstremt mange år siden måtte vise til ham også således. Kuglen som endte med at lyse kraftigt op og Matthew som endte med at skulle ligge let og fuldkommen stiv. Hans bryst som blev skudt let frem idet at lyset fra den lille kugle som måtte ligge mellem Matthews bryst og Nathaniels egen hånd. Den sjæl havde kun en vej at skulle flygte til.. tilbage hvor den hørte til. Matthews øjne for kraftigt op idet at sjælen måtte finde tilbage på plads og hans hænder kraftigt måtte lukke sig om bordkanten idet han måtte slippe det tydelige kraftige gisp og så den voldsomme snappen efter vejret. Hjertet som Nathaniel så kraftigt måtte tvinge til at skulle banke igen og lade livet falde ordentlig tilbage til ham.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Oct 24, 2009 12:19:34 GMT 1
Det var et ganske få tal der brød sig om Matthew et tal der ved hed; Hende, hans bror Maurus og deres søster samt Matthews elskerinde Angelica. LIge præcis den sidst nævnte var en Eniqa virkelig havde brugt tid på at tænke over.. Ville hun ikke dukke op så snart rygterne om at Matthew var tilbage bgeyndte at gå? Jaqia var en kvinde Eniqa kunne takle, Matthew kunne hun takle, Enrico kunne hun takle, men en helt uskyldig ung kvinde som Angelica frygtede hun? Sommet ider havde tanken virkelig været lige til at dø over, det hang jo ikke sammen overhovedet! At den kvinde som bar Nathaniels hjerte var den selv samme kvinde hun havde reddet fra Matthews raseri vidste hun virkelig intet om, den unge kvinde var en hun stadig kunne spekulere over, hvad var der sket med hende siden der? Ikke gjorde hun noget for at bryde ind, forholdte sig komplet tavs og fulgte blot enehver bevægelse Nathaniel gjorde med de isblå øjne, så nysgerrigt efter hver træk, følte hvordan hjertet måtte slå fast mod hendes bryst, og spændingen næsten pumpe i hendes tinding, håbet om at det ville virke, så velviden om at det efterhånden var længe siden Matthew var faldet bort ved døden. Øjnene gled stille i, hun ville ikke se hvordan han gjorde, hun ville bare høre Matthews stemme tæt på hende igen. En tårer trillede stille og lydløst over hendes ekstremt blege kinder, som en lille gennemsigtig perle forsigtigt, til den endte med at falde mod gulvet for hendes føddder.På trods hun var blevet alt for meget tyndere end før, trods hendes øjne var trætte og blodskudte efter alle de tårer, trods blegheden der hang overalt ved hende, så bar hun stadig den samme ynde. For et kort øjeblik blev alt stille. Hun kunne ane det store lys fra den lille kugle var væk, og rummet atter henlagt i delvis mørke. Nathaniel sgde ikke et ord, ingens kridt lød, ingenting ud over den snappen der pudelig måtte komme som et tegn på en søgte efter den ilt der hang i luften omkring dem. Blikket trdte stille til syne bag øjenlågene igen, så forsigtigt som det var muligt i frygt for lyden blot var noget hun selv havde bildt sig ind. At se Matthew ligge der på bordet, uden andet end ar på brystet, med øjnene slået op og en brystkasse der måtte hæve og sænke sig. Huns tod som naglet til stedet,f rygtede at dette var en drøm og så snart hun ville tage et skridt tæpttere på ville hun vågne igen. Hjertet følte hun næsten selv stoppe hos hende, flere tårer endte med at skulle trille, trods de endnu var lydløst og hun ej heller sev sagde et ord, stod bare der som frosset fast på stedet, lammet en tang blandet af chock og emotionel overvældelse.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 24, 2009 22:24:28 GMT 1
Matthew blev liggende og med den kraftige skælven i hans egen krop. Hjertet som Nathaniel så tydeligt måtte tvinge til at skulle banke efter det som havde været så ekstremt lang tid. Nathaniel selv var umærket godt klar over, at det var Matthew som havde overfaldt Liya i sin tid og det var noget som han aldrig nogensinde havde tilgivet ham for og aldrig nogensinde ville! Han ville dog bare ikke se nogen anden så knust og med den følelse som han selv havde oplevet for så mange år siden efter sit eget tab, selvom det var ham selv en følelse som han så tydeligt måtte lægge til siden, det var ikke noget som han kunne lægge skjul på. Hans hånd fast trykkende mod Matthews bryst, var det eneste som for øjeblikket også måtte holde ham nede på det kolde bord og derved også hindrede ham i at skulle krampe helt i den hiksteren efter at få luft. Den frie hånd lagde sig mod hans pande hvor han selv måtte trykke hans hoved stille tilbage og lige så helt ned for at ligge. En række af latinske ord som han vidste at Matthew ville forstå, var noget af det næste som han lod passere læberne hvilket så tydeligt så ud til at skulle have en mere eller mindre beroligende effekt på ham også. Hænderne stadig stramt lukket om bordets egen kant og med den tydelige og så kraftige skælven i hans egen krop som tydeligt måtte skælve og Nathaniels lige så, det var virkelig noget som måtte tage på hans egne kræfter og det var ikke meget af det som han havde selv i sindet for tiden. Hans øjne forblev helt og særdeles mørkelagte og uden at skulle vise det mindste til at det skulle være menneskeligt, det var ikke den side af sig, som han gjorde brug af lige i øjeblikket. Matthew blinkede tydeligt med øjnene hvor han igen valgte at skulle svare Nathaniel med den så kraftige hæse tone. Han havde ikke brugt den i evigheder og var voldsom tør i hals og svælg og det skar virkelig bare at bruge stemmen igen efter så ekstrem lang tid. Kroppen var tydelig iskold og det var den skælven som endte med at skulle sætte ind i stedet for det at mærke livet igen.. smerten i brystet som var væk. Matthew slap et svagt gisp idet han endte med at skulle rulle udover bordkanten hvor han landede direkte skælvende på gulvet. Kroppen ville bare ikke samarbejde med ham lige nu.. han havde ingen kontrol over nogen af sine handlinger! Nathaniel slap ham, da det næsten føles, at hans ben måtte give efter under ham. Matthew trak benene stille op til sig og lagde sig tydeligt under det lille klæde som havde været det eneste som havde skjult ham fra de mange blikke. Hænderne som han trak helt op under sin egen krop. ”..Eniqa..” hviskede han med den tydelige hæse stemme og uden at den kraftige skælven ville ophøre på noget som helst tidspunkt overhovedet. Øjnene klemte han let sammen. De var fuldstændig matte og blot måtte de udstråle den klare og tydelige panik.
|
|