Hvad venter rundt om hjørnet?

[nathia]

Nathia. Ikke særlig stor. En lille spinkel pige. Ikke så høj, og med de blå/grønne øjne som skinnede med en nysgerrigt skær. Hvad mon der gemte sig rundt om det næste hjørne. Og hvad var der inde bag alle de mure og døre, hvor hun aldrig havde været før? Hun vidste det ikke. Hendes sprog var stadig ikke særlig godt, så hun havde lidt svært ved at udtrykke sig overfor Nathaniel om hun gerne ville vide det. Men man kunne da ligeså godt selv udforske området? Hun havde før forvildet sig væk, hvor en skræmmende mand var blevet selvom hun flere gange havde bedt ham gå. Og hun var først faldet til ro efter et par minutter i Nathaniels favn. Ja, sådan var det jo at knytte bånd til kun 2. Teknisk set 1 person, og den anden var en bamse. Hun havde nemlig hendes bamse i højre hånd, som hun slæbte hen over gulvet. Den venstre kørte over væggene og ellers trak hun hånden til sig når der var en dør i frygten for nogen ville komme ud. Hun fniste også hvergang hun hurtigt løb forbi døren, som hun gik i hendes egen lille leg. Hun havde rundet adskillige hjørner, og var ikke længere sikker på om hun egentlig gik i ring eller ej. Hun var også ligeglad. Hun bar et par strømpebukser, og en kjole og et par strikkede varme sokker, som var hendes 'hjemmesko' som hun futtede rundt i hjemme. Hun gik spændt ned af gangen. Hvad mon der kom? Hun var frisk igen, efter sidste fuldmåne. Ikke huskede hun noget, andet end at alt var gået i sort kort efter Nathaniel havde lænket hende og da hun så var vågnet i hans arme. Det havde forvirret hende. Hun nåede et hjørne og kiggede omkring den hvor hun fniste. "Bamse...der.." sagde hun og pegede bare og holdt så dens øjne imod det den skulle se. En skygge nede af gangen. Hun blev derfor stående og lyttede om der kom nogen.

[Nathaniel Diamaqima]

Tiderne havde virkelig skiftet, selvom meget af det allerede havde taget en vej i den helt forkerte retning for Nathaniels vedkommende.. dog en ting var endt godt.. Liya var kommet hjem, også selvom det stadig var ekstremt anspændt mellem dem, så var det noget som han virkelig bare måtte bide i sig. Denne gang havde han ærlig talt ikke regnet med at skulle se hende igen.. og nu var hun der som taget direkte ud af hans vildeste drømme og dumpet tilbage i hans egen favn. Han havde endnu en gang lært at skulle hvile og slappe af.. faktisk også være mere sammen med sin lille pige og samtidig også prøve at skulle lære hende at vise Liya den tillid, selvom han vidste, at det virkelig ville tage dem ekstrem lang tid også. Hans egen muskelmasse var endnu en gang ved at skulle vende tilbage til ham endnu en gang til hans egen store glæde som han heller ikke lagde skjul på. Han kunne faktisk smile af sig selv.. utroligt nok. Hans skridt førte ham roligt ned af gangen, selv tydelige i den næsten så ubehagelige stilhed, da han havde valgt at skulle sætte kursen i retning af gemakkerne og alligevel i sin egen søgen efter Nathia. Han elskede virkelig den lille tøs som havde hun været hans egen… han havde ikke siddet med den følelse siden Auromia dengang for så ekstrem mange år siden, havde fortalt ham omkring hendes graviditet.. lige netop det som havde slået hende ihjel dengang og det som havde gjort ham så indelukket. Det var vel også ved at være på tide, at fortælle lille Nathia om det som skete når fuldmånen måtte trække sådan i hende.. han måtte jo fortælle hende det før eller siden jo og ved at fortælle lidt af gangen, det var noget af det som han havde tænkt over i ganske lang tid efterhånden. Det lille paniske blik som hun havde skænket ham da han havde tvunget hende i lænkerne.. han havde aldrig nogensinde set et blik som kunne sige så meget på en gang, og det i sig selv, var næsten skræmmende. Han havde bevidst sørget for at hun ikke vil kunne forlade stedet.. hun skulle virkelig ikke blive væk nu hvor krigen for alvor var endt i udbrud, det tillod han ikke! De mørke øjne søgte henover gangen idet han ganske enkelt måtte kalde på hende. ”Nathia?” En tydelig faderlig stemme, tydeligt udhvilet og igen i en betydeligt bedre form end det som han havde været igennem ganske lang tid efterhånden.. efter Liya dengang havde gjort det slut på den mest forfærdelige måde nogensinde.

[nathia]

Nathia havde været frygtelig panisk lige før fuldmånen stod på sit højeste og omgjorde hende. Var blevet lænket fast, og med det ekstreme ubehag i kroppen over at være låst fast og ikke komme nogen vegne. Ville være det samme, som hvis en sommerfugl ikke kunne flyve længere. Bare kravle rundt på jorden. Sådan kunne man sammenligne frygten. Måske havde det endda været værre. Det havde klart spejlet sig i hendes øjne. Den eneste måde hun egentlig kunne udtrykke sig på ordentligt. Helt styr på fagter og sådan havde hun ikke, selvom Nathaniel hurtigt ville kunne læse hende som en åben bog. Hendes sprog var jo langt bagud. Noget som måtte komme med tiden også. Hun havde gemt bamsen bag sig, som at sige, den nu skulle være stille. Hun havde hørt Nathaniels kalden og hun ville lige drille ham lidt, inden at hun kom frem. Forbudt at være ude, selvom hun ikke rigtig vidste hvorfor. Krig var ikke et ord som burde uddybes for en lille pige. Liya, pigen som nu var her ved Nathaniel også, var hun dog utrolig mistroisk med. Hvem var den tøs som kom her? Nathaniels var hendes! Eller.. det følte hun jo. Og hun stolede virkelig kun på ham, fordi han havde reddet hende fra mareridtet på børnehjemmet. Givet hende omsorg. Vist hende en kærlighed hun næsten aldrig nåede at få. Hun kunne ikke undgå at fnise utrolig lydt, som hun hørte Nathaniel komme nærmere og nærmere. Men det var ikke noget hun regnede med at han ville høre. Han kunne jo ikke se hende?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tillod så sandelig ikke at Nathia gik nogen steder nu! Det var virkelig alt for farligt for en lille pige som hende og han ville virkelig aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis det skulle gå galt med hans lille pige fordi han ikke havde været opmærksom nok! Hendes energi kunne han mærke ganske så tæt på sig, så han vidste at hun var i nærheden, også en af de mange grunde til at han var ganske så rolig alligevel. Han kendte hende efterhånden og hendes mere legesyge jeg, noget som alligevel kun måtte få ham til at smile. Han satte farten ned med den største bevidsthed og med det blide smil på læben. Denne leg kunne han så sandelig også finde ud af. At hun i det mindste måtte vise ham den tillid selv når fuldmånen ville være lige ved og tæt på og han var tvunget til at læke hende fast.. han hadet virkelig tanken, selvom han ikke havde noget valg. Han stoppede bevidst op lige ved hjørnet hvor han selv var ganske så sikker på, at hun var på den anden side. Han lænede sig let frem og kiggede frem fra hjørnet af. Ikke at han havde hørt hende på noget tidspunkt, han havde jo trods alt været ganske langt væk. ”Hvor gemmer Nathia sig?” indskød han med et blidt smil og den tydelige drilske stemme som han ikke kunne lægge skjul på. Han var virkelig kun i et godt selskab sammen med hans lille pige.. det som faktisk også måtte tillade ham at være den far som han altid havde ønsket sig og faktisk også lade den mere faderlige side dukke op så tydeligt i hans eget sind og i hans krop som nu. De mørke øjne som hurtigt måtte falde på hendes skikkelse, hvor smilet kun måtte brede sig.. alligevel lettende. Han hadet tanken når han ikke kunne finde hende og hun bare… forsvandt. ”Er du nu ude på vandringer igen unge frøken?” Han trådte frem og uden varsel, hvor han hurtigt trådte hende i møde, lod hænderne falde under hendes arme og gav hende en hurtig flyvetur igennem luften inden han satte hende på sin arm. ”Jeg kunne jo ikke finde dig.” indskød han blidt, hvor han roligt prikket hende på næsen.

[nathia]

Tit var Nathia blevet hentet rundt omkring på området her. Hun ville gerne lege og opdage og udtrykke sig, nu hun ikke kunne snakke særlig godt. Derfor rendte hun rundt, og i håbet om at Nathaniel ville komme og finde hende på et eller andet tidspunkt. Hun fniste stille og velvidende om at han ville komme snart. Hun kunne mærke ham tæt på. Hun stod trykket op af muren, mens hun lyttede og holdt øje med hvad som kom ud af 'sidevejen'. Hun kunne ikke undgå at grine, da Nathaniel endelig så rundt om hjørnet og så på hende og spurgte hvor hun gemte sig. Hun tog bamsen i sin hånd og knugede fat omkring den. Det var virkelig det sidste hun havde tilbage af hendes rigtige familie.. Selvom Nathaniel efterhånden var ligeså god, som en hver anden familie-far. Liya brød hun sig dog ikke om.. eller.. jo.. Hun stolede bare ikke på hende. Hun smilede bredt og grinte da hun blev løftet op. Et glædelig skrig forlod hendes læber da hun blev svunget rundt i hans arme og hun klarede sig stønnende fast til ham, da hun faldt på plads på hans arm. Hun grinede og lagde hovedet ind til ham og med hendes arme omkring nakken på ham, med bamsens arm i hendes ene hånd. Knugede fast om den. "Sjov," sagde hun og puttede ind til ham. Glad for at have en. Han gav hende jo alt den opmærksomhed hun kunne ønske sig.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel elskede Nathia som hans egen lille datter.. som hun virkelig havde været hans egen. Han slap selv et let grin. Han var selv efterhånden tilbage på tops og selv med Liya ved sig.. så kunne han jo stadig give hende al den opmærksomhed som hun måtte ønske sig, også selvom det dog ofte også måtte ske på hans egne præmisser og når han selv følte for det også således. Han trykkede hende ind mod sig i en let omfavnelse, da hun selv lod armene falde omkring hans nakke. Han var ved at få muskler igen, han var igen ved at være tilbage på toppen igen.. også selvom han med andre ord, virkelig kun sad og ventet på selv at skulle blive sendt ud i feltet.. han håbede stadig, at der ville tage ekstrem lang tid før det ville blive aktuelt. ”Så du har det sjovt? Det er godt min pige..” hviskede han stille mod hendes øre idet han blidt kyssede hendes kind og vendte om. Det var snart på tide at skulle få hende i seng for dagen, også selvom han virkelig ønskede at skulle indlede det varulve-emne lige i dag. Hun skulle jo vide og kende til det før eller siden. Hånden strøg hende roligt over ryggen idet han blot begyndte at skulle gå i retning af kældrene og hans egne gemakker som måtte findes dybt nede i de mange gange som sammen måtte danne det som måtte minde om en labyrint for dem som ikke kendte det mindste til det på nogen måde overhovedet. ”Hvad har dig og bamse så set?” spurgte han med en let nysgerrig mine. Han ville virkelig prøve at få hende til at snakke og udtrykke sig ved hjælp af ord i stedet for at bide det i sig. Han vidste at hun kunne dybest inde i hendes eget sind.. hvis hun bare ville prøve. Han endte med at gå ned i kælderen og ned af gangen som tydeligt var oplyst med de mange fakler rundt omkring. Han holdt hende tæt ind mod sin egen krop idet han nåede gemakkerne og skubbet døren op.. Hjem kære hjem.

[nathia]

Nathia sad helt roligt og tæt på Nathaniel. Hun var ikke det mindste bange for ham. Hun stolede fuldt på ham, og var sikker på at hun skulle være hos ham hele tiden. Hun blev siddende på hans arm, ikke ønskede hun at komme ned nu hun var i hans trygge favn igen. Hun nikkede kortfattet til, at hun havde det sjovt. Ja. Det var jo godt hun kunne underholde sig selv. Hun havde aldrig nået at knytte sig til nogen på børnehjemmet så derfor var hun ikke afhængig af selskab. Næh. Bare hun havde Nathaniel. Så var alt fint i hendes verden. Hun lukkede øjnene, mens hun faldt til ro da han gik. Blide bevægelser. Ja, hun faldt til ro. Havde en indre ro, fordi han havde. Det smittede jo af. "Vi døre..." sagde hun stille. "Gange.." tilføjede hun. Hun vidste ikke rigtig hvordan man bandt en sætning sammen endnu. Det kunne lyde forvirrende når andre snakkede til hende også. Hun var jo egentlig bange for at skulle.. snakke. Det var lukket ind i hende, og derved snakkede hun ikke særlig meget udover små og nemme forklarende ord. Hun smilede stille, da hun mærkede kældre-auraen omkring sig og de mangle fakler og så det sted hun egentlig kendte bedre end ovenpå. Og hernede var der jo labyrint. Eller det skulle man tro. Dybest nede boede Nathaniel jo.

[Nathaniel Diamaqima]

For mange kunne det være tydeligt svært at forstå hvad hun prøvede at sige, selvom Nathaniel efterhånden selv var vant til at skulle finde alle de bindeord som hun undlod at skulle sige i den sammenhæng. Det var heller ikke noget som han kunne komme udenom og den tanke glædet ham faktisk også ganske. Han nikkede til hendes ord og med det blide smil. Han ville virkelig ønske, at hun selv kunne snakke i stedet for bare at komme med de mange ord som for mange ikke kunne sættes sammen i den sammenhæng. ”Du får da oplevet meget,” påpegede han med et stille og tydeligt tilfredst smil. Han sukkede dæmpet og trådte stille ind, hvor han med foden, skubbede døren i igen og lod dem selv være alene. Lige hvor Liya var henne i aften, havde han ingen anelse om, noget som alligevel måtte gøre ondt.. han ønskede virkelig kun at en skulle blive en familie… en lykkelig familie om det nogensinde ville blive muligt og hvis Nathia ville vise hende den tillid som hun også viste ham. Han bevægede sig hen i opholdsrummet med rolige skridt og lod sig roligt glide ned i en lænestol hvor han endte med at skulle sætte sig hvor han fint placerede hende i sit skød og med det lette smil på læben, selvom det var halvvejs… usikkert? De mørke øjne vendte han stille mod hende og med armene som stadig måtte hvile om hendes skikkelse. ”Jeg må fortælle dig noget meget, meget vigtigt min pige.” indskød han stille. Månen var forbi for denne gang, men hun måtte da også kende bare lidt til hvad det ville sige at blive lænket på den måde, hvor hun først igen ville vågne op når hun hvilede i hans favn, hvor han halvvejs måtte knuge hende fast ind mod sig. Han lod hovedet søge let på sned og med de mørke øjne hvilende på hendes skikkelse. Han elskede virkelig den lille tøs og han ønskede virkelig også at hun ville kunne give ham den fulde tillid, også når månen ville rive i hende igen næste gang.

[nathia]

Nathia blev siddende trygt i Nathaniels arme og uden det mindste tegn til at ville ned. Hun bandt ikke ordene sammen nej. Men det var noget hun ikke vidste hvordan hun gjorde og derved sad hun med frygten for at prøve. Hun trak let på smilebundet og mærkede at Nathaniel for et kort øjeblik støttede på kun det ene ben, for at lukke døren med det andet. Hun så op over hans skulder og så roligt imod døren. Bamse havde hun stadig i hånden. Den slap hun virkelig ikke. Hun vogtede over den ødelagte bamse døgnet rundt. Selv i søvne knugede hun omkring den og ville vågne hvis nogen tog den. Hun grinte da han dumpede ned i sofaen. For hende gav det jo et sug i hendes mave. Hun placerede sig roligt i hans skød, med et ben på hver side af ham og lænede sig bagud i hans faste greb, for at se på ham. Hun trak bamse fra og slap derved hans nakke. Sad nu med bamse imellem hans bryst og hendes eget, med de små arme hvilende beskyttende omkring den. "Vigtig?" spurgte hun. Gentog egentlig bare hvad han sagde, i den korte og nemme form. Hun nikkede blot stille og gnavede lidt i hendes egen kind.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel magtede virkelig ikke at fortælle hende det hele på en gang.. at lade hans egen lille pige vide at ved fuldmånen, blev hun til et ligegyldigt bæst som faktisk kunne slå ihjel og mange faktisk også jagtede på og mange virkelig ville elske og slå ihjel.. det var da noget som han for al del ville holde ude af billedet og specielt for nu. Han lod hænderne foldes over hendes ryg så hun ville sidde trygt og beskyttet ved ham. De mørke øjne vendte han stille mod hende og med det svage smil. Hun skulle slet ikke bekymre sig det mindste overhovedet lige nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget som helst tidspunkt. Han nikkede ganske let. ”Noget meget vigtigt.. og det er noget som du er nødt til at huske,” sagde han roligt og alligevel med den tydelige alvorlige mine. Han vendte blikket kort mod hendes bamse og med den eftertænksomme mine. Han vendte sig mod hende endnu en gang også selvom smilet var falmet bare en anelse. Han hævede hånden ganske forsigtigt og lod den stryge mod hendes kind og fjernede en lok af hendes hår. Han gjorde det kun for at beskytte hende såvel som alle andre, og det var virkelig det som hun måtte vide. Han var ganske så sikker på, at hun faktisk kunne forstå hvad han sagde, hun var jo trods alt også 5 år gammel nu. ”Du ved.. om aftenen når jeg finder de kolde reb frem?” begyndte han roligt og med den tydelige hentydning til lænkerne som han satte i væggen i hans eget soveværelse så han altid ville være der sammen med hende og han tøvede ikke med at blive siddende der sammen med hende. ”Det er på tide, at du finder ud af hvorfor,” sagde han roligt. Han holdt den ene hånd frem og mod siden og med håndryggen ned mod gulvet og med hænderne. En dis måtte lægge sig som havde det været en form for en skærm. Ganske tydeligt kunne man se Nathia selv sidde der ganske kort efter at Nathaniel havde fået tvunget lænkerne om hende også selvom hun sad panisk og så på ham. Månelyset som måtte ramme hendes skikkelse idet den grufulde forvandling tog til og hun stod der som den lille glubske varulv.

[nathia]

At det var vigtigt kunne Nathia mærke på Nathaniel. At han så så gravalvorlig ud, at det næsten skræmte hende. Hun frygtede virkelig det var noget forfærdeligt der skete når hun skulle bindes, sådan en gang om måneden ca. Det var virkelig frygtindgydende at skulle stå der og så føle at alt bare gik i sort bagefter. Hun smilede stille til ham og holdt op med at bide i hendes kind, da han strøg den og så fjernede lidt af hendes hår. "Okay..." sagde hun stille og nikkede. Hun så på ham og da selv hans smil famlede, hvor kun en underlig uro måtte lægge sig over hende og hendes eget smil faldt til gulvet og forlod hendes læber. De blå/grønne øjne som flakkede, mens hun kort så ned på hendes bamse. Hvad var så vigtigt omkring den måne? "Mig husker," nikkede hun stille. Hun fulgte hans hånd og så på gulvet, hvor hun fast prøvede at trække sig væk da hun kunne se sig selv. Græde og hulke, dybt ulykkelig og panisk over at sidde fanget. Diset som skabte det, gjorde hende bange også. "D..d..d.." stammede hun, ikke noget ord rigtigt. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel prøvede virkelig at skulle holde sig helt og fuldkommen rolig, så meget som det nu ville være ham overhovedet muligt. Af al grund, så måtte hun vide hvad der skete når han lænkede hende fast. Også selvom den tanke virkelig var noget som gjorde ondt nok i sig selv også således. Men hun havde al mulig ret til at skulle vide og kende til det, det kunne han da heller ikke komme det mindste udenom. Som disen måtte afsløre for hende, den grusomme forvandling som hun måtte gennemgå en gang om måneden og resten af hendes liv, idet han selv lukkede hånden fast og lod det hele forsvinde for at skulle lade armene falde omkring hende for at holde hende tæt ind mod sin egen krop. Han lod sin kappe igen falde stille om hende som han altid gjorde når han ønskede at trøste og beskytte. ”Det er det som sker med dig så snart fuldmånen står op.” sagde han stille mod hendes øre. Han ønskede virkelig bare så brændende at hun skulle vide det, så hun vidste, at han virkelig kun gjorde det for at skulle hjælpe hende. Stadig nu om stunder hvor magi virkelig måtte tage så voldsomt på hans egen energi. Han var jo stadig ikke helt i topform og det var noget som han stadig kunne mærke den tid i dag også, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom på noget tidspunkt. ”Derfor skal du vide det.. jeg gør det kun for at holde dig sikker,” hviskede han videre mod hendes øre. Han ville ikke slippe hende, selvom han så tydeligt kunne mærke, at hun virkelig ønskede at skulle søge væk fra det. ”Kun for dig,” sagde han stille. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv hvis noget ondt nogensinde ville ske hende.. aldrig! De mørke øjne vendte han stille mod hendes skikkelse igen. Han vidste at det var noget af en besked at skulle give en lille pige, men hun måtte vide det.. han ønskede også den tillid når selv månen ville trække i hende. ”Jeg sidder ved dig.. fra månen tager fat til den giver slip..” indskød ha dæmpet, da han tvang sig op på benene igen og med hende siddende stadig i hans favn.

[nathia]

Nathia sagde ikke noget. Det var ikke pænt at afbryde. Så meget havde hun lært på børnehjemmet ved at sidde og våge over hvad alle de andre gjorde. Hun puttede sig ind til ham, under hans kappe og sad tæt ind til ham. "Du beskytte," sagde hun. Det var ikke et spørgsmål. Men en glæde som hun viste over at høre hans ord. De gav hende en langt større ro. Også selvom hun slet ikke brød sig om de lænker der, og så den korte smerte inden alt gik i sort. Hun trykkede sig indtil ham, da han igen rejste sig. "Hvad nu?" spurgte hun dæmpet. Nok en af de første sammenhængende ord hun havde sagt. Som gav mening. Men det kom bare efterhånden jo. Hun slog benene omkring hans hofter for at holde sig oppe og smilede stille. Hun endte med at gabe stille. Det var jo egentlig også ved at være mørkt udenfor. Hun puttede ind i hans favn og lukkede hendes ene hånd omkring hans kappe, og så den anden omkring bamsen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel agtede at blive siddende der sammen med hende når månen tog fat. Nu vidste hun i det mindste og kendte nu også til grunden for hvorfor han havde valgt at skule gøre det på den måde og faktisk også hvad der skete. Noget som han længe havde funderet over hvordan han overhovedet skulle fortælle hende det. Det var så meget enklere at vise hende. Han nikkede til hendes ord og med et svagt smil på læben. ”Jeg beskytter dig min pige.. det vil jeg altid gøre,” hviskede han med en rolig stemme mod hendes øre. Han kyssede hendes tinding ganske let og uden at det lette smil ville falme det mindste. Han holdt kappen tæt om hende. Hun var vel også ved at være træt. Det var vel også ved at være ganske sent også således. Han vendte de mørke øjne stille mod hende. Han var virkelig endt med at skulle holde så ekstrem voldsomt af hende som hans egen lille pige. Noget af det som han aldrig nogensinde havde fået lov til at opleve tidligere. Det havde virkelig været dræbende, at han havde mistet det hele for mange år siden. En fortid og nu også et overstået kapitel for ham, nu hvor han havde Liya ved sig igen og nu også lille Nathia.. mere lykkelig kunne han ikke blive. ”Det er ved at være sengetid.. det er jo helt mørkt udenfor,” sagde han roligt. Han vendte sig om og gik stille mod soveværelset med de rolige og fattede skridt. Ikke bare ham og Liyas store seng, men også Nathias på hans side af sengen også og lige ved og tæt på ham selv, så hun altid kunne søge til hans egen favn hvis det blev svært om natten. Han ville virkelig gøre alt for at hans lille pige havde det godt, det var det vigtigste for ham.

[nathia]

Nathia puttede allerede godt ind i Nathaniels favn. Blev egentlig kun mere og mere slap, som han bevægede sig imod soveværelset. Hans skridt var 'trættende' for hende. Hun smilede blidt og for sig selv, mens hun faktisk faldt i søvn i hans arme. Faldt ind i drømmene, og dette var gode drømme. Nathaniel som beskyttede hende fra alt ondt. Det var noget, som hun kunne lide. Hun trak vejret roligt. Ikke snorkede hun, da hun ikke var forkølet lige for tiden. Hun ville heller ikke vågne, hvis Nathaniel lagde hende i hendes egen seng. Hun ville bare ligge sig til rette med en kort mumlen, og så sødt sove videre. Hun smilede svagt i søvn og knugede sin bamse tæt ind i hendes favn. Ingen måtte tage hendes bamse. Hun mumlede let og gabte, mens hun rykkede sig let i hans arme.

//Out afsleep