Hiding in the shadows?

[Deleted]

Hun bemærkede hvordan han bed tænderne hårdt sammen men smilede blot over det for hun nød da at se ham vred og irriteret. han bed vist en del i sig af kommentar eller lyst til at gøre ting ved hende såsom at dræbe hende, dette var tydeligt for hende. hans svar kom nu ikke bag på hende og i stedet for at grine af ham og påstå at han løj svarede hun roligt ”Nej det kan jeg næppe forestille mig du er… du ligner ikke typen der burde skræmmes som sådan men udseendet kan jo bedrage…” svarede hun og holdt en mindre pause ”Sådan som du så ud kan jeg gætte mig til at der sikkert er en kvinde indblandet” at hun havde lagt finger på såret vidste hun ikke med sikkerhed, men der var ikke så meget der kunne hyle mænd ud af den udover kvinder og han så på ingen måde ud til at være immun overfor det modsatte køn. Han havde lydt ret ærlig hvilket slet ikke kunne tros kom fra hans slags, han havde vidst været med en engel eller sådan noget så ærlig som han syntes at være, men måske var han sådan normalt og det ikke havde noget med sagen at gøre? Folk her var jo forskellige, eller… ikke engang her men generelt overalt, de havde de underligste personligheder. Men sådan var alle jo, forskellige. Nogen ville betragte dette som unikt, hun ville hellere sige stærkt eller svagt for ikke alle personligheder var unikke, nogle var svanset. Det kolde smil der viste sig over hans læber fik hende end ikke til at fortrække en mine for hun var van til langt værre, og ærligt var det ikke let at tage det smil seriøst når hun havde set ham skræmt. Hans svar morede hende skattepige? Den var nu god! Hendes blik hvilede fortsat i hans ”Skattepige? Ih dog, jeg troede slet ikke du brød dig om mig… men ser man der, jeg tog fejl. Og nej, ikke alle har en sjæl, min blev for længe siden solgt” svarede hun lettere ligegyldigt ved det sidste hvor hun havde brugt et drillende og flabede tone til det første. Hvor meget han kunne påvirke hende med disse skjulte evner vidste hun ikke, men hun tog ingen chancer for han kunne sikkert påvirke hende en del. Da hun havde forladt sit hjem tidligere denne aften havde det ikke været med planer om at ende i skødet på nogen, og slet ikke i en kirkegård. Og denne mand var absolut ikke værdig til at røre hende så hun havde ingen planer om at lade ham gøre det, alligevel kunne alt det gå hen og blive sjovt og hun var virkelig i drillehumør. Hans svar fik hende til at smile ”Jeg er en kvinde, vi har tingene i munden… men siden du selv ikke gøre så meget må vi jo antage at du er lige så …” hun lod et ord hænge i luften… hvad var det hun ville sige? Hun vidste det godt og et kækt smil hvilede over hendes læber hvor et håndende blik hvilede i hendes øjne. Sætningen manglede noget, og dog var det nok det hun havde sagt til at det kunne forstås, ordet hun dog havde ladet være med at sige var netop det ord han i sin stille sind havde beskrevet sig selv med, nemlig svans. Grunden til at hun endelig blev var for at se hvad han havde i sig, og fordi hun mente der ville komme morskab ud af dette. hvad hun ønskede var hun ikke engang selv vis på, hun havde været med en del mænd og ingen havde været særlig specielle efter hendes egen mening. Hvorfor hun så havde ladet sig påvirke af en paladin, hendes races værste fjende og tilmed deres leder og en legende anede hun virkelig ikke. Hun burde have dræbt ham med det samme, ladet ham fanges men det var ikke sket, i stedet for havde hun inviteret ham ind i sit hjem og nydt at dele sin seng med ham. Hun havde efterfølgende sagt til sig selv at hun nok havde været ret lysten siden det kunne se om end hun vidste at det ikke helt var tilfældet, men var det sandt? Elskede hun ham? Han var fra Procias for pokker hun skulle hade ham! hun skød disse tanker ud af hovedet, Michael var og vil altid forblive for blid og det ville ende med at kede hende! det var hun næsten sikker på.

[angelo]

Angelo havde endnu ikke nogen idé om hvem denne kvinde var, men det som han vidste, var at hun var omgivet af død, han var dog ikke sikker på hvilken race hun var af, men det fandt han måske ud af med tiden? Hun var frygtelig provokerende og han kunne godt mærke at hun gjorde det hele med vilje, og det efterlod ham blot med et simpelt spørgsmål: hvorfor? Hvad hendes intention helt præcist var, anede han heller ikke, men hvis hun ikke gad, at være omringet af en ’svans’, hvorfor blev hun her så? Hun måtte jo næsten fornemme at der lå mere bag det som hun havde set? Et sted så ville han vel også gerne vise hende, at han ikke var en svans? Specielt fordi hun havde set ham, for det kunne jo fuldstændig ødelægge hans rygte! Det var jo direkte flovt at han havde været så.. paranoid! Han var ikke engang sikker på hvorfor, men det var alle de tanker der nedbrød hans psyke, hans mentalitet, og det forvirrede ham, gjorde ham.. paranoid og naiv. Han fnøs kortfattet til hendes ord. „Ingen kvinde kan formå at nedbryde mig, der er andre ting der spiller ind. Det er.. indviklet,” svarede han ganske sigende, som han ikke tog blikket fra hende, hvor de sorte øjne direkte var fæstnet til hendes skikkelse. Han anede ikke hvad hun ville ham, men hvis hun ville have lidt action, hvorfor gjorde hun så ikke selv noget for at få det? Det som morede ham, var at hun direkte provokerede ham til at gøre hende ondt, men når han så kom hende tæt, så stillede hun sig ud for hans rækkevidde, ergo måtte hun vel alligevel være påpasselig med ham? Det var skam også noget som han havde det helt fint med, for hun skulle under ingen omstændigheder undervurdere ham! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. „Åh.. jamen selvfølgelig kan jeg lide dig, skattepige,” svarede han intetsigende, hvor hans smil forblev kækt, idet han roligt bevægede sig over mod hende – med ganske rolige og næsten afslappede skridt. Hvis hun troede at hun slap for at irritere ham og tirre ham på denne måde, så tog hun i den grad fejl! Smilet endte med at blive koldt til hendes følgende ord, hvor han ikke tog blikket fra hende, da han fortsatte med at gå direkte mod hende, selvom han ikke hastede mod hende, men faktisk gik ganske normalt. At hun lod ordet hænge i luften, gjorde det kun tydeligt at hun sammenlignede ham med noget dårligt – noget som han ikke ville bryde sig om. Han var dog ikke påvirket af hendes ord, for hun havde fået den gamle ham tilbage i sig, hvilket han faktisk var taknemlig for! „I stedet for at snakke om ligegyldige ting, kan du vel fortælle mig noget jeg kan bruge til noget? Såsom dit navn? Eller er du for bange for at give mig det?” spurgte han roligt, hvor han stoppede op foran hende, og så hende direkte i blikket, ganske vurderende.

[Deleted]

Hvem eller hvad hun var, var da ligegyldigt! Det syntes hun da i hvert fald selv det var, og hun havde endelig heller ingen planer om at præsentere sig selv, race kunne han måske godt få at vide men heller ikke mere end, det var simpelt hen ikke nødvendigt. Hvorfor hun provokerede ham var for hende mere end klart, hun kunne se at reaktionen hun havde fået i første omgang ikke var en reaktion der var typisk ham, måske havde han mere i sig og den mere ville hun gerne se. At tirre ham og irritere ham samt provokere ham ville nok give hende en chance for at se den side af ham, en side som hun ville nyde at opleve. Hun elskede vrede, hun elskede kaos og kulde, hun elskede mørke og død, det var den slags der fulgte hende overalt hvor hun gik, og dog… på det sidste havde der været en skygge over alt dette, en skygge forsaget af et enkelt væsen som hun burde eliminere. Forskellen mellem manden hun stod overfor og sig selv var at hun blot antog det som en fejltagelse og noget hun havde fuldkommen styr på, hun levede i den tro at hun kunne afvise ham og smide ham ud når hun kunne hvilket hun et sted dybt dybt inde i sig selv vidste hun ikke kunne, men ikke desto mindre levede hun med det. Det blev hjulpet af den personlighed hun havde, den skizofrene del af hendes hjerne som skubbede de svagheder hun havde langt langt bort og fokuseret kun på styrkerne indtil hun stod overfor sine svage punkter og svagheder. Hans svar måtte dog i aller højeste grad more hende hvor hun tydeligt kunne sige at han løj ”Når en kvinde er indblandet er alting indviklet, det er noget I mænd altid påpeger. Ingen i verden kan skabe så meget splid og forvirring som kvinder kan, det nytter ikke rigtigt at benægte det” svarede hun lettere drillende. Hans blik på sig fik hende hverken til at vige, blinke eller vise nogen former for frygt eller andet. Hans blik skræmte hende lige så lidt som resten af hans skikkelse. Hun gjorde da også noget for at få den action hun søgte, kvinder gjorde bare tingene lidt mere… diskret. Hun måtte virkelig bryde ud i latter over hans svar, skattepige? Ja der var ingen i verden der havde sagt det og ment det, og han mente det lige så lidt som dem før ham mente det. Han bevægede sig nærmere uden at hun flyttede sig, hun vidste at jo længere afstand der var mellem dem desto bedre men hun ville ikke vise sig svag og derfor flyttede hun sig ikke, så blot roligt på ham idet han kom hen til hende og standsede lige foran hende. ”Jeg vil hellere give dig noget andet snuskebasse. Men hvis du giver mig dit vil jeg da overveje at fortælle mit” svarede hun ganske roligt, uanfægtet af at han stod så tæt på hende hvor hun blot så ganske roligt ind i hans kulsorte øjne der mindede hende om de dødes øjne, for dem havde hun da set mange af.

[angelo]

Denne kvinde gik virkelig Angelo på nerverne, selvom det der irriterede ham mest, var det faktum at hun havde set ham så paranoid. Han var ikke engang sikker på hvorfor det var sket, selvom det vel var fordi han var så forvirret som han var? Og det var ikke på grund af nogen kvinde, hvilket irriterede ham endnu mere at denne kvinde så skulle stå og tro! Celisha kunne han opsøge og dræbe hvis han ville, og det samme gjaldt Lisa, det samme gjaldt hans far, men der var mange ting som spillede ind for at han ikke gjorde det og den typiske faktor var kløgt. Det ville være dumt at sætte sig op imod sin far i øjeblikket, for han vidste at han endnu ikke var i stand til at slå manden, men han vidste også at det ville komme med tiden! Han skulle nok få den mand dræbt og det var virkelig det sidste han gjorde! Men tanken om at han måske slet ikke behøvede at gøre det, at han bare skulle finde modet til at flygte og så starte et nyt liv op, det.. forvirrede ham. Hans sorte øjne faldt intetsigende på kvinden, skønt det var tydeligt at hun gjorde ham vred. „Paranoia har ikke noget at gøre med en kvinde,” endte han ganske kortfattet og med en snert af vrede i undertonen. Hvis hun ikke snart holdt sin kæft, så vred han virkelig halsen om på hende! Han prøvede dog at holde sig i skindet, for han vidste at det var direkte dumdristigt at angribe i vrede, det ville bare ende med at koste ham i livet i den anden ende. „Måske en kvinde kan skabe forvirring, men eftersom du ikke kender mig og min situation, så nytter det ikke rigtig at fortsætte med at køre i det, for du tager fejl,” svarede han kortfattet, uden at de sorte øjne veg væk fra hendes skikkelse. Han måtte virkelig tage sig sammen for ikke at springe på hende allerede, for alt indeni ham kriblede efter at skulle flå hende levende. Han måtte dog ikke blive fristet af det, for en overilet handling kunne koste ham livet og det havde han bestemt ikke tænkt sig! Måske hun ikke frygtede ham eller var nervøs, men det var underordnet, han skulle nok vise hende hvad han kunne og det ville på ingen måder blive et kønt syn. Hun anede ikke hvad han var i stand til med en enkelt berøring, ikke engang med et enkelt blik, men det skulle hun nok finde ud af. At hun ikke rykkede sig, var kun dumt fra hendes side af, for hun skulle have holdt den afstand til ham. „Du frygter at fortælle mig det? Jeg har skam andre måder jeg kan finde ud af det på,” svarede han roligt, hvor et koldt og selvsikkert smil gled over hans læber. Da hun så ham i øjnene, tøvede han slet ikke med at tage sine mentale evner i brug, for han søgte direkte ind i hendes sind, for at plante en intens smerte i hendes sind. Det var på ingen måder dødbringende, men den smerte havde givet ham nyttig information under mange torturer. Dog var han ikke ude på at få hendes navn, han var kun ude på at bringe hende smerte, og få lukket munden på hende! Hvis han ønskede hendes navn, kunne han bare søge ind og se det i hendes tanker, men i øjeblikket bragte han hende kun smerte, hvor et triumferende smil gled over hans læber, da han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

At hun gik ham på nerverne var hun da ikke i tvivl om, men det var vel et sted også meningen. Hun elskede at provokere folk, og selvom hun da ikke undervurderede hans styrke og evner så vidste hun ikke hvilke evner han besad og hvad han var i stand til. Det havde hun skam i tankerne men hun flyttede sig alligevel ikke af den grund. De tanker han gik rundt med kendte hun ikke, hvor skulle hun vide fra at han gik med planer om at myrde sin egen far? Havde hun gjort ville hun da med glæde have tilbudt ham at tage livet af hendes egen far med, den gamle nar var ved at tage livet af hende med den tro han havde på at han kunne styre hendes liv. Han kendte ikke engang sin egen datter, men så var det heldigt at han så tit var ud at rejse og hun derved havde huset for sig selv. hans svar fik hende blot til at himle med øjnene, tænk at han faktisk benægtede det. Han havde nok aldrig haft det sådan før, den kvinde, kvinder eller hvor mange der nu var havde sandelig påvirkede denne mand, noget han sikkert ikke havde troede kunnet ske for ham. typisk, han var altså den slags mand der troede at han havde kontrol over situationerne. Hun opfattede skam også den vrede tone i hans stemme hvilket blot bekræftede hende i sine tanker og da han fortsatte hævede hun det ene bryn ”Aha, ja selvfølgelig… du tager jo sikkert aldrig fejl og dine englevinger fortæller hvilket ærligt væsen du er” svarede hun ironisk og spidst. Hans vrede var slet ikke til at tage fejl af, hun kunne se hans øjne stråle af vrede hvilket måtte morer hende, hun nød at se hans vrede, den klædte ham desuden langt mere end at virke paranoid og svag. Hvor dumt det var at hun ikke rykkede sig vidste hun ikke, men hendes blik havde hvilet i hans længe inden han havde trådt så tæt på hende så det han gjorde kunne han også have gjort på afstand. Hun nåede desværre ikke at svar ham da han pludselig tiltvang sig adgang til hendes sind, muligvis kunne han få informationer derfra men hendes sind var ikke som enhver andens… et sygt sind det var hvad han havde trængt ind til, som sagt, hun var ikke helt stabil. En smerte skød pludselig ind i hendes hoved og hun gispede for derefter at tage sig til hovedet og holde smerteskrig tilbage, det gjorde ondt, men hun havde nu oplevet en del i sit liv og der skulle nok mere end denne voldsomme smerte til at bringe et skrig over hendes læber. Smerten voksede, den kunne næsten tvinge hende på knæ men hun nægtede at give sig så let, fokus havde hun ikke meget af men hun var så van til sine egne evner at hun næsten ikke behøvede fokus hvor hun blot vendte det forpinte blik mod ham mens arme skød op af jorden efterfulgt af kroppe som snart begyndte at kaste sig over ham.

[angelo]

Måske Angelo ikke havde svar på hvem denne kvinde var, men han vidste at hun prøvede at gøre ham vred med vilje, for ellers ville hun ikke blive og provokere ham. Hun havde selv sagt at svage mænd kedede hende, og i så fald, så var hun for længst gået, hvis hun havde sat ham under den beskrivelse, ergo måtte hun jo have regnet ud at der lå mere bag den paranoia facade som han havde haft. Hendes ord fik ham til at trække lettere kækt på smilebåndet. Selv han kunne tage fejl og det vidste han udmærket godt, for helt stædig og snæversynet var han heller ikke, skønt han havde sine meget faste meninger og holdninger. Men overfor denne kvinde, så nægtede han virkelig at give sig, for den tilfredsstillelse skulle hun ikke have på nogen måder! „Alle kan tage fejl.. ergo kan du også,” endte han kortfattet, hvor smilet ikke falmede det mindste. Hun lagde sig simpelthen ud med den forkerte, selvom det ikke just så ud til at hun vidste det. Men hun skulle nok lære af sine fejl, hvilket han nok selv personligt skulle sørge for! Hun var simpelthen dum at udfordre ham, for hun havde gjort det tydeligt at hun ville se lidt action fra hans side af, hun ville se handling, som om hun med vilje var ude på et eller andet, skønt han ikke helt for stod hvorfor. At hun gispede, men ikke skreg ved den smerte han plantede i hendes sind, kunne han hurtigt få lavet om på! Han valgte at intensivere den smerte, hvor han ikke tog blikket fra hende. Hun ønskede at se handling? Jamen så skulle han give hende handling! Et koldt smil gled over hans læber, da han næsten skulle til at gøre smerten langt værre, idet arme skød op ad jorden, hvilket fangede hans opmærksomhed. Han fnøs let. „Tsh.. Necromancer..” mumlede han med afsky i stemmen. De døde burde forblive døde i hans øjne! Hun var dog ikke det eneste væsen der fandt styrke ved kirkegården. Der lå så meget død over stedet at det selv var noget som han tog næring på. Han endte med at slippe hende med sin smerte, hvor han var hurtig og tog omkring hendes sværd, som han trak ud af skeden ved hendes side. I stedet for at stikke hende ned, så svang han det igennem luften for at kløve et skelet midt over, som var nået hen til ham. Han sprang op i luften, hvor han gjorde et hårdt bask med sine enorme sorte vinger, hvor han brugte den i forvejen hårde blæst, til at vælte en række døde omkuld. Han landede på jorden igen, hvor han tog fat i et ligs arm, kun for at svinge vedkommende rundt i luften, inden han kylede liget ind i tre andre, som væltede omkuld. Han strammede grebet omkring hendes sværd, hvor han begyndte at kløve sig igennem en række af døde, både zombier, som skeletter. Han var selv født med et våben i hånden, for det havde hans far sørget for, derfor mestrede han et sværd som havde det været hans egen hånd.

[Deleted]

Svag var han nok ikke, lige nu tydede det på at han var alt andet end svag så det ville bare være dumt at tro det, og det var måske også dumt at tirre ham eller udfordre ham når hun ikke vidste hvad han kunne eller ikke kunne, men hun gjorde det alligevel af ren nysgerrighed, gik hun ville hun aldrig finde ud af hvad han var for en størrelse eller hvilke evner han havde. Og måske kunne han bruges? Hun var jo spionleder, og man kunne altid bruge spioner, men om hun overhoved havde en chance for at bruge ham i den slags havde hun virkelig ingen anelse om, hun ville dog komme til at finde ud af det. Da han sagde at alle kunne tage fejl, og hun derved også kunne gled et muntert smil frem over hendes læber ”Nej virkelig… så må du jo forsøge at vise at jeg kan tage fejl for at bevise din teori” at hun gjorde var ikke ensbetydende med at hun ville erkende det eller sige det hvis hun gjorde. At han mente at hun nok tog fejl i nogle ting var jo hans mening. Da han øgede smerten i hendes sind ganske enkelt for at høre hende skrige bed hun tænderne så hårdt sammen til det gjorde helt ondt, hun nægtede at give ham den tilfredsstillelse at skrige, desuden havde hun været udsat for det der var værre så der skulle mere end det til at få hende til at skrige. Hans reaktion på de døde, eller rettere hans ord gjorde hende intet, hun fik derimod chancen for at komme sig og dog havde hun knap fået klaret synet inden han rev sværdet ud af dens skede og hun var hurtigt til at trække sig ud af dens rækkevidde, men han havde travlt med at gøre det af med hendes små børn til at slå hende og imens trak hun dolken frem. hun flyttede sig dog ikke, betragtede ham kæmpe roligt hvor hendes hoved gled på skrå mens hun fulgte hans bevægelser med et opmærksomt blik. At han gjorde det af med de døde gjorde hende intet, hun satte blot flere imod ham, ganske enkelt for at se hvor længe han kunne holde til det. Jorden skælvede under dem hvor den åbnede sig og flere af hendes små lakajer dukkede op, nogen med våben idet de var blevet begravet med deres våben. Disse flyttede sig dog ikke, stod fuldkommen stille og betragtede ham hvor de ventede på ordre fra hende. Hun ville gerne have sit sværd tilbage, og gerne uden at han havde ødelagt det, men det var ikke helt sværdet hun tænkte på, for hun havde fokus på ham.

[angelo]

Denne kvinde var en som gik Angelo på nerverne, specielt fordi hun havde set ham være så paranoid og det brød han sig på ingen måder om! Derfor havde han virkelig lyst til at vise hende at han på ingen måder var svag, for det var da det sidste han var! Han var dog alligevel glad for at han var tilbage til sig selv, for den anden paranoide person kunne han da slet ikke genkende! Og det var vel på grund af denne kvinde at han var tilbage ved sig selv igen? Det var dog ikke fordi han havde tænkt sig at takke hende, for det var da godt nok det sidste han ville, desuden var det jo kun fordi hun havde provokeret ham. „Det er allerede bevist,” endte han kortfattet, uden at han fjernede de kulsorte øjne fra hendes skikkelse. Han vidste slet ikke hvorfor hun blev, selvom hun jo nærmest stod og ventede på at der skulle ske noget, og at vise hende lidt af det som han kunne, selvom at hun tydeligvis var en hård nød at knække, for hun gad åbenbart ikke at skrige af den smerte han puttede i hende. Desværre så fik han ikke muligheden for at gøre den langt værre, før han var omgivet af døde, hvilket var noget som han allerede måtte afsky med det samme. Og dog.. den død de bragte med sig, var noget som han selv styrkede og nærede sig på, så det så ud til at de begge var på hjemmebane. At slå hendes små lakajer ihjel, var noget som han næsten gjorde i.. sjov? Det var sjovt og ikke mindst forfriskende og befriende at kunne få lov til at afreagere, til at bryde løs i et kæmpe anfald og smadre alt omkring en! Han slog sværdet frem og tilbage, huggede hovedet af et par stykker og andre legemer, hvor han fældede flere hundredvis! Hendes døde var på ingen måder stærke, men det som gjorde dem farlige, var deres antal, der kunne være så mange at han måske ville være i stand til at smadre tusindvis, men i længden ville det udmatte ham og så ville han tabe, derfor.. måtte han finde på en udvej! Han brugte både vingerne til at slå dem omkuld, samt sværdet, sparkede og slog fra sig, hvor han fældede dem stykvis efter styk. Han kunne dog godt mærke at de var for mange for ham, specielt da de fortsatte med at komme tæt på ham, hvor de begyndte at gribe fra ham, skønt han blot blev langt mere aggressiv. Hans sorte øjne søgte kort omkring, inden de faldt på kvinden, som han roligt begyndte at kæmpe sig imod. Det var hende som styrede dem, så hvis han stoppede hende, så ville det også stoppe de døde! Det var om ikke andet hende som han prøvede at komme hen til hende, ved at slå de døde til side.

[Deleted]

Hun hævede det ene bryn, aha? ”Jaså…?” lød hendes svar ved hans ord. Hun syntes ikke han havde bevist noget, men endelig betød det heller ikke noget for hende, det eneste der betød noget at se hvad han kunne gøre og hvilke evner han havde. Det ville blive svært at styre sådan en som ham, selv hvis han skulle sige ja til arbejdet. Hun var i tvivl om hvorvidt han var nyttig, han var ret stor, svær at overse og hun havde oplevet hvor meget han larmede når han bevægede sig så om han var kvalificeret til det hun ønskede vidste hun ikke helt. Tanken om at han højst sandsynlig vil bryde ud i latter ved hendes tilbud strejfede hende ikke, at han ville sige nej strejfede hende heller ikke for hun var slet ikke nået til det stadie hvor hun ville tilbyde ham job eller andet for den sags skyld. Evner havde han helt klart når det kom til våbenhåndtering for han brugte hendes sværd effektivt også selvom det var første gang han rørte ved det. Hans vinger blev også taget i brug og hun havde jo selv fået lov at opleve hans mentale evner. Charmere sig ind på kvinder kunne han vel også godt, han havde sensueldæmon i sig samt udseendet og kroppen med sig. Mens hun betragtede ham kæmpe gled hendes blik skam hen over hans krop, det var et vidunderligt syn ja, men nu var han heller ikke den første hun beskuede så det havde ikke rigtigt nogen effekt udover at hun tænkte på hvor mange piger der sikkert havde fået lov at savle efter ham. Hun smilede ved tanken og så ham manøvre sig hen til imod hende. Hun stod blot roligt og fulgte ham med blikket, hovedet gled en anelse på skrå mens armene hvilede over kors, de døde stod helt tavse bag hende, alle ventende på ordre. Hendes blik forlod ham ikke men hun var nu mere opmærksom og derfor så hun ikke direkte ind i hans blik. Da han ikke var langt væk fra hende smilede hun et skævt smil ”Nåh, har du fået afreageret? Kan jeg så få mit sværd tilbage?” spurgte hun ganske roligt og som om de bare havde leget lidt.

[angelo]

Angelo kunne godt høre at hun ikke just var overbevist, men man kunne vel sige at de begge havde delvist ret? Det var jo ikke kun fordi der var en kvinde indblandet, for der var så meget andet, såsom hans egen far, tilmed hans mor og hele den lange prædiken som Lisa havde fyret af under hans møde med hende. Han var et sted forvirret, og ikke mindst frustreret, og når en mentaldæmon blev frustreret, så kunne det nedbryde deres mentalitet, hvilket for eksempel havde ført til hans paranoide øjeblik, som hun uheldigvis havde set, men takket være hende så var hans mentalitet ikke længere nedbrudt. Tværtimod følte han at han var tilbage i sit game jeg, hvor hun også gav ham muligheden for at afreagere, hvor han også slog for fulde hammer, imens et koldt og næsten triumferende smil hvilede på hans læber – ikke fordi han var ved at vinde, for det var han tværtimod ikke, men fordi han faktisk fik lov til at være sig selv igen, fik lov til at være kold, morderisk og nådesløs! Han kæmpede sig blot hen imod kvinden, hvor han svingede hendes sværd, kløvede det igennem luften, for at slå hovedet af flere skeletter og zombier, der røg direkte i jorden som pindebrænde, hvor han efterlod flere bunker af knogler bag sig og til siden for sig. Da han kom tæt på, slog han vingerne ud, hvor han snurrede rundt omkring sig selv, hvilket slog alle hendes døde lakajer omkuld, som stod inden for hans vingers radius, hvor han lavede en fri bane mellem ham og hendes. Han stoppede op, holdt sværdet oppe i en angrebs- og dog forsvarsposition, uden at han tog de sorte øjne fra hende. Det kolde og morderiske smil hvilede på hans læber, hvor det var tydeligt at han slet ikke var den paranoide mand, som hun havde set tidligere. Han trak vejret tungt, som det eneste tegn på at han var en anelse påvirket af kampen. Han havde en ufattelig god kondition, så han kunne sagtens holde til at smadre flere af hendes døde, faktisk var det jo helt.. sjovt! Det var dejligt at kunne smadre ting igen, som ikke just fik konsekvenser, for de var jo alligevel døde, og de burde faktisk forblive under jorden! Hendes ord fik ham til at knibe øjnene sammen, som han tog et par enkelte skridt tættere på hende, hvor et kynisk smil gled over hans læber. „Hvorfor ikke bare kløve dig ned.. nu og her?” spurgte han sigende, skønt han var stoppet op igen, hvor han betragtede hende ganske let. Han betragtede hende kort i stilhed, hvor det var tydeligt at han overvejede hvad han skulle gøre. Et morende og dog koldt smil gled over hans læber, som han roligt rettede sig op. Han svang hendes sværd ganske let rundt, inden han rakte hende det med skæftet først. Vel et tegn på.. våbenhvile? Nu havde han fået lidt afreageret og hun havde fået at se at han ikke var ufarlig. Han betragtede hende ganske sagte, for han stolede på ingen måder på hende, og derfor var han også opmærksom på det mindste tegn hun gjorde.

[Deleted]

Enhver anden af sin egen race ville nok være vred over at han havde brugt sine evner imod hende, voldt hende smerte og ville nok hævne sig, hun tænkte dog ikke på hævn lige nu for hun var alt for fascineret af hvad hun så. Han havde evner, store evner, og det var synd at lade dem gå til spilde ved at bruge dem mod hendes døde lakajer, men det var jo også kun for at se hvad han endelig kunne. Blikket veg ikke fra ham, hun observeret hver end bevægelse han måtte foretage sig, enhver skridt, enhver sving med sværdet eller brug af vinger, arme eller ben i kampen. Han havde styr på det, nej ikke bare styre på det, han havde kontrol over kampen. Det var selvfølgelig noget anderledes at stå overfor en levende person frem for disse døde skiletter eller zombier som nogen foretrak at kalde dem. Hun var dog ret sikker på at han ville klare sig meget fint i andre kampe, hans bevægelser tydede i hvert fald på en del træning og en del erfaring så ung var han heller ikke. Han fik bandede sig vej hen til hende og hendes blik hvilede opmærksomt på ham, da han standsede foran hende var det i et prægtigt syn, med spredte vinger og sværdet holdt klar til brug enten i angreb eller forsvar. Hans var en anelse forpustet, men kun en anelse hvilket var ufatteligt taget hans kamp i betragtning, det var lige før man skulle klappe. Hun virkede selv ganske afslappet og slet ikke som om han stod med et langt større våben i hånden end hendes dolk, han trådte blot nærmere ved hendes ord hvor hun ikke veg tilbage men lod ham komme tæt på. En fejl havde det været første gang, men hun tog sig ikke af det nu. ”Fordi hvis du ville gøre det havde du ikke spurgt” lød hendes svar. Han endte med at betragtede hende mens han overvejede sit næste træk og snart rettede han sig op, rakte hende sværdet og virkede slet ikke truende længere. Dette gjorde hende dog ikke mere afslappet, hun var lige så opmærksom som før, betragtede han roligt og havde gjort det hele tiden hvor hun selv roligt stak dolken på plads i hendes støvler og rakte hånden frem imod sit sværd. Så snart hun atter havde det i hånden svang hun det rundt, trådte det sidste skridt tættere på ham med sværdets flade ende presset mod hans bryst og klingen der hvilede under hagen. ”Du var et skønt syn… det må jeg give dig, jeg kan bedre lide denne side af dig” lød hendes stemme, helt lav og dog ville han næppe have besvær med at høre det.

[angelo]

At hun faktisk stod og var imponeret af Angelos kamp, var slet ikke noget som han lagde mærke til, for han havde alt for travlt med at kæmpe alle hendes døde ned. Han havde utrolig god erfaring inden for kamp, for hans far havde sørget for at han var blevet trænet og ikke mindst hærdet siden han havde kunnet gå, for allerede der havde hans far været direkte kold over for ham, så han var ikke ligefrem blevet opdraget i kærlighed, men tværtimod blevet formet til at være en dræbermaskine, til at være et.. monster. Han bar ingen kærlige følelser, det var vel også derfor han var så forvirret? Fordi intet var som det plejede? Og fordi Celisha om ikke andet havde nået ind til ham uden at han havde gjort noget ved det. Det var dog ikke fordi han tænkte på det i øjeblikket, tværtimod så fik han lov til at afreagere, til at få afløb med vreden og være morderisk igen, skønt det godt nok var på væsner der allerede var døde, men det gjorde godt af den grund! At stå over for hende ikke engang halvt forpustet, var noget som fik et næsten triumferende smil over hans læber, som om han havde vundet kampen. Det var dog ikke fordi det var sket endnu, for hun kunne jo stadig pudse flere af hendes væsner på ham, men mon de var hurtigere end ham? Mon de kunne nå ham, før han havde nået hende? Hendes ord fik et skævt smil til at glide over hans læber, hvor han også valgte at række hende sværdet, som et tydeligt tegn til at han var færdig. Han lod hende blot tage omkring sværdet, hvor han forblev stående med en rank og faktisk stolt holdning. Han trak vejret dybt og slap det i et let suk, som han igen var faldet til ro og havde fået pusten igen. Han havde en god kondition, men det havde også været nødvendigt i det liv som han havde levet. Han hævede sigende det ene øjenbryn, som hun lagde sværdets flade side mod hans muskuløse brystkasse og med spidsen vendt mod hans hage. Han skævede ned mod sværdet, skønt det resulterede i at spidsen stak imod huden ved hans hage. Han så roligt mod hende, hvor et skævt og morende smil gled over hans læber – specielt til hendes ord! Han lagde to fingre mod sværdets side, kun for at løfte hovedet, så han kunne fjerne klingen, inden han lod den anden hånd tage omkring hendes hånd der holdt om skæftet, så han kunne fjerne klingen helt, hvor han trådte et sidste skridt mod hende, så de nærmest stod bryst mod bryst, kun for at han lod den ene hånd søge omkring hendes liv, så han kunne trykke hende helt ind til sig. „Er jeg så mand nok for dig nu?” spurgte han sigende, skønt der var en.. drillende undertone. Smilet falmede ikke, tværtimod bredte det sig kun. „Og nu hvor jeg er bestået, så vil jeg have min præmie; fortæl mig dit navn,” opfordrede han roligt, uden at de sorte øjne søgte væk fra hendes grålilla.

[Deleted]

Selvfølgelig bemærkede han intet, han havde jo travlt med at vise hende hvad han kunne hvilket jo til dels var hensigten med det her. At han nød det tvivlede hun ikke det mindste på for hun kunne se det i hans ansigt, se hvor det hele morede ham og gav ham nærmest livet tilbage. Hans udtryk var morderisk men hun nød det, meget af det hun elskede at se hos mænd frem for blødhed, svaghed og blidhed. Det var nok der forskellen lå mellem denne mand og den hun havde inviteret i sit hjem og lagt i med. Det var lige før hun fik kvalme over sig selv og sin egen opførsel. Det var dog ikke engang det værste! Det værste var at hun burde havde dræbt ham, burede ham inde og torteret ham med derimod havde hun ladet ham leve og ladet ham røre hende. Hvorfor pokker hun havde følt sig så svag i hans nærhed fattede hun ikke nu hvor hun stod der, hun hadede virkelig at der var så stor forskel på den måde hun havde det nu og den måde hun havde haft det i hans nærhed. Hans triumferende smil fik blot et skævt og morende frem over hendes læber, manden var jo næsten komplet forandret og det var han selv klar over. Godt så havde hun da vundet debatten før. Nogen, sikkert en kvinde, havde gjort noget ved ham og han havde fundet sig selv igen. ”Det var så lidt” sagde hun ironisk. Han behøvede da ikke takke hende overhoved, hun var bare glad for at hjælpe. Ja right! Hvis der var en ting hun var glad for, var det at hun havde formåede at gøre noget ved ham, havde kunnet påvirke ham så meget at hun havde revet ham ud af den sindstilstand han havde været i. Hvem der var hurtigst kunne være sjovt at finde ud af, ja det gav endda kriller i maven bare at tænke på hvem af dem der havde den hurtigste træk. Hendes træk var mental, hans … måske ligeledes eller måske fysisk. Det sidste ville nok være det langsomste. Hans stolte holdning var da noget der morede hende hvor hun blot betragtede ham med et muntert udtryk i de grålilla øjne. Hans ret så rolig reaktion mod hendes egen opførsel var faktisk noget der skabte blandede reaktion i hendes sind. Et sted var hun glad for at han ikke flippede ud, men på den anden side kunne det have været sjovt at se ham gøre noget ved det. Hans reaktion på hendes ord kom nu ikke bag på hende, og da han skubbede klingen væk lod hun ham gøre det uden at presse til eller tvinge den der. Pludselig tog han det sidste skridt der bragte dem så tæt på hinanden at hans bryst blev presset mod hendes, og så havde han lagt armen rundt om hende og hun blev trukket tættere på hvor ham hvis det overhoved var muligt. Hun slap ikke sværdet hvor hun dog sænkede armen, hans ord der bar præg af en drillende undertone fik en mild røst til at bryde hendes læber og gav genlyd i nattens mulm og mørke. ”Der skal nok lidt mere til, jeg er en meget kræsen kvinde” lød hendes svar selvsikkert og roligt, løgn var det da ikke. Hun var skam kræsen for hun lagde ikke i med hvem som helst, men på den anden side var hendes sidste valg ikke så.. vellykket. Dumt måske men hendes blik blev låst fast i hans hvor hun roligt holdt det der, hans ord fik hende til at hæve det ene bryn ganske drillende hvor hun lod sin venstrehånd stryge hen over hans højre arm og op mod hans skulder ”Du har vel fortjent at vide det, mit navn er Valencia” lød hendes svar hvor hun strammede grebet om sværdet, måske stod hun i hans favn men helt slap og fjantede var hun ikke, hendes evner var aktiveret og hun var klar til at pudse sine små djævle på ham hvis han gjorde noget, men… nu kunne han jo også gøre det af med hende ved at brække nogle ribben, han havde vel nok styrken til det.

[angelo]

At slå alle hendes små lakajer omkring, som var de ingenting, var noget som Angelo faktisk fandt morsomt, for han fik lov til at bruge sin enorme styrke, han fik lov til at afreagere for sine mange tanker og han fik lov til at vise at han ikke var så paranoid, og ikke kun vise hende men også sig selv, at han stadig var den samme onde, farlige og morderiske mand som han altid havde været, for det var noget som han nød! Han hadede blødsødne folk og utroligt at han så skulle være sammen med en, som han rettere sagt havde været sammen med to gange, plus han havde ladet Lisa leve og hun havde tilmed været en engel! Han burde have slået hende ihjel med det samme! Men han havde ikke kunnet gøre det, og det var jo nok fordi hun havde været en mor, det at hun havde beskyttet sine børn og været så meget over dem, ja, det havde jo fået ham selv til at tænke på sin egen, og da han så var kommet hjem og ned i kældrene, hvor hans far havde tortureret ham, så havde han jo også fået at vide at hans egen mor havde puslet om maven da hun havde været gravid med ham – med andre ord havde han faktisk været ønsket. Måske ikke af hans far, men følelsen var der stadig og det var vel egentlig også derfor han var så.. forvirret? Han kunne dog tydeligt mærke, hvor meget han nød at være ond, slå ihjel og være nådesløs, selvom det godt nok var mod døde, men det havde ingen betydning! At hun havde sænket sværdet og tilmed lod ham trække hende tæt ind til sig, forundrede ham et sted, skønt han intet gjorde ved det, foruden at han fortsat holdt hende tæt, uden at det kække smil forsvandt fra hans læber. Hendes latter og ord fik ham til at trække på smilebåndet. „Du har heller aldrig mødt en mand som mig,” forsikrede han hende med samme selvsikkerhed, som hun havde gjort brug af. Sandt var det, det var han virkelig hundred procent sikker på! Han var ikke en karlsmart som så mange andre fra Dvasias, når han sagde noget, så var der skam hold i hans ord! Og hun havde jo lige fået en smagsprøve på hans styrke og udholdenhed, for han var kun blevet en anelse forpustet af det. Hånden hun strøg over hans højre arm og skulder, skævede han kort mod, inden de sorte øjne igen faldt til hendes grålilla – så unikke. Han blev dog yderst tilfreds med at hun fortalte ham sit navn, hvor han så kort eftertænksomt ud i luften. „Et flot, feminint, stærkt navn.. til en flot, stærk kvinde,” svarede han lettere charmerende, hvor han ikke lagde skjul på flirten. Han var en sensuel dæmon og ikke mindst kvindeglad, så kunne man forvente andet? Det sjove var jo nok at han tidligere havde forsøgt at dræbe hende og skade hende, hvor han nu faktisk stod og komplimenterede hende. Men han kunne jo nærmest fornemme det, mærke styrken der lå bag hendes døde lakajer, for det var kun stærke necromancer der kunne fremmane så mange!

[Deleted]

Som sagt nød hun syntes af denne side af ham, og det var den slags mænd og spioner hun søgte. Hun var dog endnu tvivl om hvor vidt han overhoved kunne bruges til hendes arbejde, svaghed havde han da vist om end i nogle få minutter, men hvem sagde at han ikke kunne blive påvirket igen. Han havde dog allerede scorede mange flere skills hos hende end mange af hendes tåbelige spioner der røvslikkede ganske enkelt for at komme tættere ind i varmen hos hende eller blive benådet når de begik fejl. Desværre vidste de fleste at det ikke gik, hun straffede hårdt når folk begik nogle fejl, det hele afhang dog af hvor stor en fejl, jo større jo mere blev man tortureret inden man døde. Det var også en måde hun selv fik afreageret på, en stor del af hendes arbejde var stressede, fuld af problemer og handlede om at være konstant på vagt og frisk, så hvis hun ikke afreagerede på nogen – på noget tilfredsstillede hende aldrig, det skulle være nogen levende, og ikke engang dyr var nok – så kunne det gå grueligt galt. at hun tillod ham at trække hende tæt indtil sig uden at kæmpe så meget imod eller brokke sig skyldtes absolut ikke svaghed for hun var som en spændt fjeder, klar til at springe så snart en forkert bevægelse indtraf. ”At påstår at jeg har vil da være løgn, ethvert væsen er unikt på hver sin egen måde… eller… nogen er, andre er bare affald” svarede hun, med den sidste bemærkning mente hun nok svage sjæle og folk som dem man så slæbe sig af sted gennem livet med tro på at alt nok vil blive godt en dag. Hun kunne faktisk godt lide hans selvsikkerhed, at han gav hende igen men det var vel det der gjorde at hun bare ikke gabte og eller trak sig væk. ja hun havde fået en smagsprøve, og hun kunne da godt se at han var speciel på det punkt, han havde en udholdenhed og styrke som man kun så hos ganske få. Han skævede ned mod hendes hånd hvilket hun ikke tog sig af, hun ville nok selv have været lige så opmærksom eller gjort det samme, hans blik blev dog atter vendt tilbage mod hendes hvor hun roligt så ind i hans mørke næsten kulsorte øjne. tilfredsheden bemærkede hun skam, han var yderst tilfreds med at hun havde fortalt sit navn, hans svar morede hende ”Klogt svaret, at undlade at beskrive mig som feminin ville nogle give dig ekstra point” svarede hun og blinkede drillende. At blive kaldt lille, sød eller feminin ville nok bare gøre hende vred. Hun havde absolut intet imod sit køn, og dog var disse tre ord ret nedladende i hendes syn når de kom fra en mand. Selvfølgelig havde hun bidt sig mærke i den charmerende flirtende tone, men hun lod sig ikke påvirke af det, der skulle mere til end bare nogle søde ord til at få hende til at blive blød i knæene. Ja faktisk har det endnu ikke formåede nogen at gøre hende blød i knæene på den både, og det ville hun hellere absolut tillade nogen at gøre. Selvfølgelig havde hun ikke glemt hans forsøg på at volde hende smerte og nok lyst til at dræbe hende, af den grund var hun fuldkommen opmærksom endnu og endnu meget forsigtig. ”Må jeg så høre dit?” hun vidste jo endnu ikke hvad han hed, og måske kunne hun undersøge ham nærmere hvis hun fik et navn at vide.