Hiding in the shadows?

[angelo]

Mørket havde lagt sig over Dvasias som en tyg tåge, hvor natten kun var ung. Himlen var skjult af en tæt skydække, hvor man kun af og til fik glimt af den store måne og de mange blinkende og glitrende stjerner, som ellers var gemt væk for denne nat. Skyerne virkede truende, hvor det kunne se ud til regn, og dog var luftfugtigheden ikke steget, så der var en chance for at det kun var skyer der ville drive forbi, som timerne ville gå. Det blæste en anelse, selvom man stod i læ på kirkegården, af de høje mure der hvilede omkring stedet og de ganske få træer der stod til pynt, sammen med buskene og andet. Det var måske et dårligt sted at befinde sig, eftersom vampyrerne var begyndt at holde til her, men det var ikke noget som Angelo tog sig af. Han havde aldrig brudt sig om vampyrer, generelt ikke de racer med døden tæt ved sig, og normalt ville en kirkegård heller ikke være det sted han ville søge hen normalt, men han havde brug for lidt nye omgivelser, selvom det vel mere handlede om at han faktisk gemte sig? Han gad ikke tage hjem, for han gad ikke møde sin far foreløbig, han overvejede faktisk at stikke af og aldrig tage hjem igen, men sjovt nok var der noget der holdt ham til stedet, skønt han hadede det mere end noget andet. Det var dog ikke hans far som han gemte sig for, nej det var faktisk en kvinde. En kvinde som han sidst ikke havde troet at han ville støde på igen, men skæbnen ville noget andet. Han var stødt på Celisha, skønt han netop havde holdt sig væk fra Dvasias, for ikke at skulle støde på hende, men det havde han så gjort i Manjarno i stedet for, skønt han havde troet at chancen ville være lille – han havde taget fejl. Det var ikke fordi han havde noget imod Celisha, men det var netop derfor han måtte væk, hun var anderledes og han brød sig ikke om den måde hun kom ind på ham på! Han kunne ikke lide det som hun faktisk formåede at gøre ved ham – skønt han ikke var helt sikker på hvad det var. Så han havde valgt at søge til et sted, hvor han højst sandsynlig ikke ville støde på hende; kirkegården i Dvasias. Han havde vandret lidt rundt, et sted for at finde en ganske særlig person, men heldet havde ikke været med ham. Han anede ikke engang om hans mor var begravet her, eller om hun i det hele taget var begravet, for hans far havde aldrig nogensinde gidet tale om hende, det eneste han havde fra hende, var det sølvkors som han bar om halsen – ganske usædvanligt for en dødsengel. Han havde taget plads på en tilfældig grav, ikke med den største respekt for det som han vidste om døde var, at de netop var døde, det var jo ikke fordi vedkommende ville komme op ad graven og skælde ham ud for at sidde på en sten. Han bar nogle brune skindbukser og sad ellers i bar overkrop, så man havde udsyn til den muskuløse krop fyldt med en masse ar. Vingerne var trukket ind til kroppen, hvor det også var dem som varmede ham. Den kølige vinterluft var noget som faktisk virkede ganske opkvikkende!

[Deleted]

Mørket var noget hun elskede allermest, og især når den faldt over kirkegården og hun var der. Hun elskede kirkegården, det var nærmest hendes hjem, og havde hun kunnet flytte sit hjem til kirkegården havde hun nok gjort det. Stilheden der ville få de fleste til at gyse gjorde det samme for hende, men ikke gyse af frygt eller irritation eller noget af den slags, men af velbehag og tilfredshed. Hun samlede sig energi, styrke, og glæde herfra hvor andre samlede vrede, kulde og dog tristhed og sorg. Hun elskede at være omgivet af de døde, være dødens dronning på den måde. der var en masse gravstene, men det de fleste ikke vidste var at der var mange flere livløse kroppe under jorden end der var gravstene, ikke kun fordi der gennem årene var blevet flyttet på gravstenene, og nye folk var blevet begravet, men fordi hun selv havde gravede folk nede, mange! Ja i virkeligheden var de alle hendes ofre, det var de i sandheden! Mange var døde for hendes hånd, men mange flere end hun havde begravet her for nogen havde hun begravet andre steder, nogen var blevet begravet af andre og nogen havde hun efterladt til ådselæderne. Denne nat trådte hun tilfreds ind på kirkegården, hun trak vejret dybt og et længselsfuldt suk brød hendes læber for en stund, et suk der gav genlyd i den pokkers stilhed som lå over de tavse kroppe rundt omkring. Uden besvær bevægede hun sig ind mellem gravene, ikke fordi hun ledte efter en speciel grav, men hun bevægede sig ind mod kirkegårdens centrum, så hun sad midt i det hele. Allerede da hun betrådte kirkegården havde hun skabt kontakt til de døde, disse havde straks orienteret hende om hendes omgivelser og hun standsede derfor da hun fik oplyst at hun bevægede sig hen imod en skikkelse. En mand, dødsengel, og den døde person hun havde kontakt til oplyste hende at han sad på hans grav. Hun var denne nat klædt i samme farver som mørket, sort, sorte tætsiddende læderbukser, og en sort korset. Håret hang løst, og skoene var høje støvler.

[angelo]

Det var faktisk utroligt at Angelo ikke følte behag i disse omgivelser, at han ikke fandt noget behag ved døden, foruden dem han dræbte, for det lå jo faktisk i hans races navn; dødsengel. Det var netop disse auraer og følelser der henlå over kirkegården som gjorde ham stærk, han havde selv en form for ’kontakt’ til de døde, ikke som så mange andre, for han kunne ikke snakke med dem, eller styre dem eller alt muligt andet, men han kunne fornemme dem. Al den smerte og død som lå her, var alt sammen noget som gjorde ham stærkere, som han nærede sig på, og dog hadede han virkelig sådan et sted! Det som nok gav ham ubehag, var at visse kunne kontrollere de døde og at racer såsom vampyrer var levende døde, nærmest som zombier! For hans vedkommende så skulle de døde forblive døde! Han gøs let ved tanken. Han var normalt ikke en mand der blev påvirket af noget, men på den anden side følte han sig lidt ved siden af sig selv, specielt fordi der var en enkelt person der var kommet tæt ind under huden på ham, og han kunne ikke have det! Det gjorde ham forvirret, når han ikke følte det som han normalt følte, når han ikke bare kunne være ligeglad eller kold. Folk plejede normalt altid at blive skræmt væk fra ham, men hvorfor skulle den tøs så hænge fast i ham som en tæge? Han havde faktisk prøvet at skubbe hende væk fra sig – indirekte – men hun var blevet hos ham, og han forstod faktisk ikke hvorfor, for han havde aldrig nogensinde gjort noget godt mod hende, han havde tværtimod slået hende, og fornærmet hende, men hun havde været ligeglad? Han forstod sig ikke på hende, men det var slet ikke noget som han ønskede at tænke på! Selvom han alligevel ikke kunne lade vær. Han overvejede næsten at opsøge en vampyr med vilje, så han kunne få noget andet at tænke på. Han lagde hovedet en anelse tilbage, som en vind slog ind over kirkegården og fik hans mørke hår til at svaje ganske let, inden han vendte de sorte øjne frem for sig igen. Han endte med at hoppe ned fra gravstenen, hvor han gik ud på gruset, kun for at gå ned langs de mange grave. Her måtte vel være en vampyr et eller andet sted? Han vidste at de holdt til ved mausoleerne, men de som han kunne se rundt omkring, var helt tomme. Det forundrede ham faktisk hvor stille her var til aften, det var næste helt.. unormalt. Det var måske også derfor han havde denne ubehagelig fornemmelse i maven? Det var noget som faktisk fik ham til at se sig lettere mistænksomt omkring, da han næsten følte at han blev begloet af tusindvis øjne. Han satte farten en anelse op, hvor hans skridt tydeligt kunne høres i gruset, på grund af hans tunge vægt. Han kunne næsten minde om en der var.. paranoid.

[Deleted]

Hendes kontakt blev ikke mindre men derimod større jo længere ind på kirkegården hun kom. Døden omkring hende legede let med hende, og de tomme meningsløse tanker der måtte fare gennem de person hun havde kontakt med var brødstykker der fortalte hende af den lidelse og smerte de følte, noget hun selv elskede og nød at høre. Personen bevægede sig og hun vidste hvor han bevægede sig hen for snart fik hun kontakt til de grave han gik forbi og de oplyste hende ting og sager. Lyden af hans fødder var heller ikke spor svær at opfatte. Hun bevægede sig hen imod ham, let, elegant og næsten helt lydløst. Hun skyndte sig ikke, behøvede det ikke for hun havde al den tid hun ønskede. Det hun gerne ville vide om den fremmed var, hvem han var. Hendes fingre strejfede kort sværdet der hang ved hendes side, det våben der aldrig forlod hendes side. Brisen som legede med hans hår legede ligeledes med hendes, strøg hårlokke ind i hendes øjne men genert hende ikke for hun blot strøg det bort ganske roligt og uden så meget som at fortrække en mine. De grålilla øjne gled rundt i kirkegården og faldt inden længe på denne skikkelse som hendes døde venner havde fortalt hende om. Et smil spillede straks over hendes læber, ikke et særlig varmt eller blidt smil men et triumferende for hun kunne se hvordan han så sig omkring, nærmest i frygt for at blive jagtet. Frygt! Hvor hun dog elskede frygt! Hun nærmede sig ham uden problemer så vingerne på hans ryg, sorte, hvor vidunderligt, en dødsengel. Hun havde nok mere regnet med en vampyr for de jo holdt jo til her, men andre kunne jo også komme på besøg af og til, og det var kun hyggeligt med en lille visit. Hun larmede ikke det mindste, ja det var vel et forsøg på at snige sig om bag ham men nu måtte de se hvor vidt det lykkedes. Hun kunne nu skelne ham bedre, se hans udseende og krop nærmere og begge dele så ret lovende ud, det her kunne faktisk gå hen og blive spændende, sjovt og underholdende. Og måske ville hendes nat ikke blive så stille som hun havde troede. Selv følte hun sig ikke så blid om end hun for tiden havde fået underlige følelser for verdens mest eftersøgte mand, hun havde ham i sin hule hånd men alligevel gjorde hun intet for at arrester ham. Hun burde, og hun ville nok blive straffet hvis hun ikke gjorde men noget holdt hende fra det.

[angelo]

Hvad der gik af Angelo i øjeblikket var slet ikke noget som han overhovedet havde svaret på selv, for.. han var fuldstændig blank! Normalt ville han ikke foretrække så meget som en mine på sådanne steder, men nyde den kraft og næring som det gav ham, på trods hans mening om døde var den samme; at de skulle forblive døde. Hvorfor han følte dette ubehag, anede han ikke, selvom han vidste at det var fordi han var ved siden af sig selv, og det var vel også derfor at denne paranoia pludselig slog ind over ham? For det lignede ham bestemt ikke! Hvis nogen så ham, så måtte de da tro at han var tosset! I hvert fald hvis de kendte til ham, selvom det ikke var så mange igen, for de fleste han stødte på sin vej dræbte han på stedet. Han havde intet våben på sig, men normalt havde han heller ikke brug for det, for han klarede sig normalt altid med sin magi eller nævekamp. Hans skridt blev dog ikke langsommere af den grund, tværtimod virkede det som om han faktisk satte farten op endnu engang. Han vidste ikke hvorfor denne følelse pludselig slog ind over ham, men det var som om han ikke kunne føle andet end ubehag, havde en dårlig fornemmelse, og selvom det ikke lå til ham, så skete det alligevel uden at han havde nogen kontrol over sin egen krops handlinger! Han havde normalt en stærk psyke, men på den anden side, hvad var en mentaldæmon værd, hvis deres følelser var ustabile? Det var jo med til at nedbryde deres stærke psyke, uovervindelige var en mentaldæmon ikke, skønt det næsten kunne virke sådan udadtil. At der var andre i nærheden var slet ikke noget som han ænsede for han var slet ikke opmærksom på noget som helst, skønt hans blik flakkede fra side til side, hvor han næsten var bange for at han ville begynde at hallucinere. Han følte sig på ingen måder rask og et sted var han bange for at han var ved at blive alvorlig syg, men.. var det muligt? Det var først da han endte med at se til siden, at hans sorte øjne faldt på en kvindelig skikkelse, som næsten måtte gå i ét med skyggerne, hvor han næsten hoppede et enkelt skridt tilbage af forskrækkelse. „Wow!” endte han tydeligt chokeret, hvor han kunne mærke, hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst. Sjovt som han i aften følte, som hans egne offer altid følte. Han bed tænderne sammen, hvor han inde i sig selv slog sig, for at mande sig op. Han måtte se at få styr på sine følelser og tanker igen! „Hvem er du?!” spurgte han i en kold og vrissende tone, mest af alt for at prøve at komme til sig selv.

[Deleted]

At de havde nogenlunde samme problem anede hun ikke, for selvom det var et stort problem for hende så var hun ret god til at ignorer den og lade som ingenting. Arbejdet havde fået hende til at glemme det meste af det og få kontrol over sig selv, om end hun vidste at den kontrol ville begynde at smuldre når hun så ham hvilket hun derfor undgik og i stedet forsøgte at leve som hun hele tiden havde gjort. Til trods for det fællesproblem, reagerede disse to væsner på hver sin egen måde, ja de reagerede ret modsat af hinanden. Han virkede for hende ret nervøs og ret usikker hvilket kun morede hende, for han var da en ret stor og muskuløs mand, samt dødsengel, han burde være i stand til at kunne forsvar sig i den størrelse samt nyde at være omgivet af død som han nu var omgivet. Han satte farten op og det havde hun absolut intet imod, hun satte selv farten en anelse op og dog faldt det i fart da han lod blikket glide rundt og faldt på hende. Udbruddet fik et tilfreds smil frem over hendes fyldige lyserøde læber, lavede han sjov? Nej det så ikke sådan ud af han var oprigtigt skræmt. Hun standsede ikke, men kom blot roligt nærmere. Desværre var overraskelsesmomentet smuttet, men det betød ikke spor meget alligevel, han var blevet skræmt og bakkede et skridt. Hun nåede snart tættere på ham og standsede godt to meter fra ham. Hans kolde smil rørte hende ikke, hun havde allerede set en svaghed og den skulle man absolut ikke visse hende, en svaghed forsvandt aldrig uanset hvor god man blev til at skjule den, og denne mand havde en svaghed. ”Hvem troede du jeg var?” svarede hun med en kølig undertone i stemmen dog en mere tydelig drillende og flabede tone. Hvem havde han dog forventet siden han var farede sådan sammen?

[angelo]

Angelo kunne næsten beskylde én eller anden for at have forhekset ham, for han handlede på ingen måder, sådan som han normalt ville have gjort, og hvad det helt præcist var der var galt, havde han virkelig ikke nogen anelse om! At der så var én i nærheden, var noget som først gik op for ham, da hans sorte øjne faldt på hendes skikkelse, hvilket faktisk havde givet ham et chok. Han mærkede hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst, selvom det også hurtigt faldt til ro igen, det blev næsten.. ualmindeligt roligt. Hans blik betragtede denne kvinde ganske nøje, fra top til tå, selvom han ikke kunne sætte et navn på hende, for han anede ikke hvem hun var. Det som dog fangede hans opmærksomhed, var at hun havde et sværd med sig, hvor han selv var våbenløs, men.. blev det et problem? Det eneste han kunne tænke på, var at han måtte få kontrol over sig selv, og måske denne kvinde kunne hjælpe ham med det? Han ville gøre sig selv en tjeneste hvis han faktisk fandt Celisha og dræbte hende på stedet! Så havde han da ikke hende at tænke på længere! Men det var vel ikke kun hende som generede ham? Det var også alt det som hans far havde fortalt ham, omkring hans mor, og det at Lisa muligvis havde haft ret, det forvirrede ham virkelig, for han var skabt til at være et monster, han kendte ikke til de kærlige følelser, hans liv var ment for at være miserabelt og bestående af smerte og lidelse! Og alligevel kunne han ikke lade vær med at tænke på, om der muligvis ville være en udvej for ham, starte et nyt liv, men var det virkelig muligt for én som ham? Det tilfredse smil på kvindens læber, irriterede ham, for det beviste jo bare hvilken.. svans han var! Det var jo dirket pinligt! Han lagde armene over kors ved det muskuløse bryst, hvor han næsten prøvede at komme ind i sin normale rolle, før han var blevet forvirret med de mange.. drømme og fantasier; det var jo ikke andet end illusioner! Han hævede sigende et øjenbryn, som hun kom tættere på ham, skønt det ikke ligefrem gjorde hans situation bedre, for hun havde set ham, hvilket virkelig generede ham! Hendes ord fik ham til at give hende et dovent vurderende blik, inden de sorte øjne igen faldt til hendes egne unikke grålilla øjne. „I hvert fald ikke én som er værd at spilde sin tid på,” konkluderede han kort for hovedet, uden at han så væk fra hende. Han blev stående med den ranke holdning, som han stadig prøvede at komme til sig selv, genvinde kontrollen over hans egen krop og ikke mindst hans sind, for det var klart hans psyke som var problemet i øjeblikket og som havde gjort ham helt.. paranoid.

[Deleted]

Hans svar og forsøg på at virke som om han havde den fulde kontrol var virkelig noget der måtte morer hende, for han forsøgte virkelig at spille skuespillet og dog var han en ret dårlig skuespiller. Nogen burde fortælle ham at han så dummere ud med det udtryk end da han var farede sammen ved synet af hendes. Nok ville han ikke selv betegne det som at fare sammen, men det lød bedre i hendes øre.. og sind. Den attitude han havde virkede bare så latterlig, men det ville hun nok ikke have syntes hvis han virkelig havde været sig selv, derimod ville hun have fundet den spændende og noget hun muligvis ville bruge sin tid på at pirrer og drille. Hans forsøg på at vise sig overlegen virkede ikke hvor hun blot hævede det ene fine velplukket bryn ”Se den replik ville have lydt bedre hvis du havde den hårde kølig karakter… nu virker den bare… latterlig” svarede hun ligeud og uden det mindste skjul på hendes mening. Hun var skam en ærlig kvinde når det kom til hendes meninger om vise ting, men man kunne bare aldrig forvente at hun ville være ærlig for hun var en fantastisk god løgner og hun brugte den evne ret flittigt. En god skuespiller var hun også helt klart, kun en tankelæser ville have en chance for at afsløre hendes løgne og selv af denne slags havde været i tvivl mange gange idet hun virkede troede og levede sig ind i sine løgne og skuespil når hun gjorde det. hun morede sig gevaldigt over denne person lige nu, men hun kunne ret hurtigt miste interessen og skride. Lige nu havde hun ingen tanker på sine egne kvaler, som sagt tænkte hun kun på ham når han var i nærheden, eller når hun intet havde at lave. Så kunne hun virkelig komme til at dvæle ved tanker, følelser og minder. Tit gjorde disse tanker hende så frustreret at det gik ud over tjenestefolk og vagter, for hun var skam en hård kvinde. Engang var hendes far kommet hjem til et stort kaos og flere dræbte slaver og tjenestefolk, han var blevet vred på hende, men havde tilgivet hende efter relativ kort tid. Om hun overhoved var normal i hovedet kunne diskuteres, mange troede ikke hun var det men dem der sagde det højt overlevede ikke eller også grinte hun bare af dem, det afhang helt af hendes humør.

[angelo]

Hvem denne kvinde var, anede Angelo virkelig ikke, for han havde aldrig set hende før, men der var ingen tvivl om at det var et dumt tidspunkt at støde på nogen, for det at hun havde set ham haste henover kirkegården fik ham til at føle sig helt.. dum. Han var jo ikke en svans! Hvad der helt præcist skete for ham, vidste han ikke, men én ting var sikkert! Han ville ikke være en svans! De sorte øjne hvilede direkte koldt på hende, hvor han blev stående med samme vrængede ansigtsudtryk, som om han havde fået en dårlig smag i munden. Hendes ord var dog noget som fik det til at sige ’klik’ i hans sind, hvor han endte med at pruste som en arrig tyr. Hun fandt ham latterlig? Han bed tænderne fast sammen, så hans ansigt endte med at dirre ganske let, imens hans vejrtrækning blev tung og kraftig. Normalt ville han skabe frygt, eller i hvert fald få folk til at tænke sig om to gange, inden de henvendte sig til ham, men denne kvinde fandt ham.. latterlig? „Tro mig når jeg siger, at jeg ikke er en person du bør tirre!” vrissede han direkte advarende, hvor hans øjne slog gnistre af vrede, hvor han tog et faretruende skridt mod hende og pegede advarende på hende med den ene hånd. Han anede virkelig ikke hvem denne kvinde var, men hun skulle bestemt ikke kalde ham for latterlig, for så flåede han virkelig hovedet af hende! Man kunne tydeligt se på ham at han var vred, ikke kun på hans prustende vejrtrækning, hvor han mindede om en arrig tyr eller hans pludselige faretruende fremtoning, men på hans muskler der spændte og kroppen der dirrede. Det ville blive denne kvindes død, hvis hun ikke tog sig i agt for ham, for måske hans psyke var en anelse ustabil, men af den grund var han på ingen måder ufarlig! Tværtimod gjorde det ham kun langt mere farlig! Han var udspekuleret og da han aldrig havde haft det på denne måde før, så anede han ikke engang hvordan han selv ville reagere. Det eneste han vidste, var at han ikke fandt sig i denne hån! Nedgjorde man ham, så gjorde man ham rasende! De sorte øjne stirrede på hendes ansigt. Selvom han ikke vidste hvem hun var, så kunne han stadig fornemme hvordan døden omgav og omklamrede hendes krop, hvor han næsten ville tro at hun var vampyr, men han kunne fornemme hendes hjerterytme, derfor så vidste han ikke om hans sanser spillede ham et puds, for han var jo slet ikke sig selv i øjeblikket, så han var næsten bange for at han hallucinerede, skønt han var rimelig sikker på at denne kvinde ikke var hans pure opspind, men faktisk var virkelig.

[Deleted]

Hans reaktion på hendes ord var noget der virkelig morede hende, tænk det her kunne gå hen og blive sjovt. Han pustede sig jo nærmest op en tyr, ikke at hans størrelse genert hende det mindste eller fik hende til at blinke. Han var tydeligvis ikke glad for at blive kaldt latterlig, men det viste vel at lidt havde han i hovedet, ikke kun en stor muskelbundt uden noget. Det var længe siden hun havde mødt en udfordring og at gøre det ville helt sikkert blive interessant. Ved hans svar hævede hun det ene bryn ”Åh pus det gøre jeg da heller ikke, jeg fortæller dig blot et faktum” sagde hun med en fin og blid tone som virkede så oprigtigt, men hånen var jo slet ikke til at tage fejl af. om hun var dum eller blot havde lyst til en fin kamp eller lidt udfordring var slet ikke til at vide, men noget var hun jo ude efter. Snart stod han ret tæt på med en finger der pegede på hende med en truende bevægelse, hun hævede blot det ene bryn hvor hendes ene hånd hvilede roligt og sværdfæstet. Hovedet gled en anelse på skrå hvor hun så hans brystkasse hæve og sænke sig som en vred tyrs ”Ved du dog ikke at når man peger på andre er der tre fingre der peger tilbage på en selv” sagde hun med en tone der var rimelig meget irettesættende. Hun vippede sværdet ud af dens skede således at fæstet ramte hans mave dog ikke særlig hårdt blot advarende og drillende. hun kunne skam bruge det våben, bedre end noget andet i denne verden. Hun var et naturtalent med et sværd ganske enkelt fordi hun havde legede med sådan et da hun kunne kravle. Hendes far havde heldigvis ikke været typen der mente at kvinder skulle være kvinder og ikke måtte bruge våben, derimod havde hun fået lov at træne med de skarpeste og farligste våben fra barnsben og havde endda fået de bedste lærer, deriblandt faderen selv. Hun frygtede ham ikke, hvorfor skulle hun det når hun ikke vidste hvor farlig han var, desuden nyttede det ikke at vise sig fej eller bange og knække under for den frygt, det ville blot være lamt og svagt på alle tænkelige måder. Hendes blik var vendt op mod ham, smøg sig roligt ind i hans kulsorte øjne der var mørkere end selve natten. Vreden var tydelig afspejlede i dem, mens i hendes strålende øjne var det kun synet af ro og drilleri.

[angelo]

At Angelos reaktion kun morede kvinden, var slet ikke noget som huede ham det mindste! Det irriterede ham faktisk grænseløst at denne kvinde havde set ham, men måske det ville være godt i sidste ende? Han kunne mærke at den vrede som hun plantede i ham, var noget som nærmest måtte hive den gamle ham tilbage, hvilket han pludselig følte sig helt.. taknemlig over! Han ville bestemt ikke være en svans! Han måtte se at få løst sit problem, så han igen kunne leve videre som om intet var sket, så alt var ved det gamle! Hendes fine og blide stemme, var ikke noget som han tog sig af, for han kunne tydeligt opfange hånen bag, hvilket kun gjorde ham langt mere arrig! Men han skulle nok vise sig at hun lagde sig ud med den forkerte! Hun anede slet ikke hvem han var, eller hvad han var i stand til, for det var virkelig ikke småting! „Lad mig fortælle dig et faktum: hvis du fortsætter, så vrider jeg halsen om på dig!” vrissede han direkte advarende, hvor hans blik var faretruende ligesom hans kropssprog. Denne tøs skulle på ingen måder lægge sig ud med ham, for så ville han ikke tøve med at slå hende ihjel! Hendes irettesættende ord, var noget som virkelig fik ham til at se rødt, hvor han skulle til at tage det sidste skridt mod hende, for at plante en knytnæve i hovedet på hende, men hendes skæfte der prikkede ham i maven, stoppede ham, da bevægelsen fangede hans opmærksomhed. Han vendte blikket ned mod skæftet, inden hans sorte øjne faldt tilbage mod kvinden. Et humorforladt smil gled over hans læber, hvor han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. „Sig mig.. lægger du dig ud med mig, med vilje tøs?” spurgte han sigende, hvor kulden der havde lagt sig over hans krop, som udstrålede fra hans blik, var ganske oprigtig, for det så ud til at han var ved at komme tilbage til det gamle hjørne, hvilket han også havde det helt fint med! Hun var virkelig for dum, hvis hun troede at hun havde nogen chance mod ham! Han ville da flå hende, inden hun ville kunne nå at svinge sværdet! Han fnøs ganske kortfattet, hvor den vrede han pludselig havde følt ikke længere var der. Han foldede hænderne bag ryggen, hvor hans blik endnu engang blev vurderende, idet han roligt begyndte at cirkulere omkring hende, imens han vurderede hende. „Du burde stikke af imens du stadig kan,” svarede han ganske roligt, som om de havde snakket om en hverdagsting. Da han nåede om bag hende, trådte han et skridt tættere på hende, hvor han lagde hænderne mod hendes slanke skuldre, hvor han ikke lagde skjul på den sensuelle udstråling. „Skal jeg dræbe dig, imens du nyder det?” spurgte han i en sensuel hvisken mod hendes øre, hvor et koldt og dog morende smil gled over hans læber.

[Deleted]

Hans irritation mod hende rørte hende ikke på nogen måde negativt, derimod kunne hun se at hendes tilstedeværelse irriteret ham og hun havde da absolut intet imod at irritere ham. Han opførte sig som en hjernedød lille dreng der tøvede og var bange for at blive overfaldet bag fra. Det opførsel skulle dog snart forsvinde som dug for solen hvor han atter fik kontrol over sig, spændingen steg og hun kunne se at noget i ham blev genvundet, nemlig selvkontrollen. Bingo! Endelig noget der var værd at spilde sin tid på. At han faktisk havde en grund til at være taknemlig overfor hende kunne hun godt forestille sig, ikke at hun bevidst tænkte på det overhoved for hun anede jo ikke hvad der foregik i hans hoved, men hun vidste bare at alle i denne verden stod i dyb taknemlighed til hende. Hans første ord var dog noget der måtte bringe et muntert smil over hendes læber ”Ih dog, jeg får helt kuldegysninger” svarede hun, naturligvis uden at mene noget af det hun sagde overhoved for det var nok noget langt mere end det der skulle få hendes krop til at gyse. Hans vrede tog hun næsten intet notits af og hun virkede så rolig at man nok fik lyst til at slå hende endnu mere. Mens han udstrålede alle former for vrede, aggressivitet og hårdhed udstrålede hun munterhed, kølighed og lettere ligegyldighed. Hans blik gled ned mod hendes sværd og derefter op mod hende igen, måske var han stærk men den selvsikkerhed kunne godt ende med at jorde ham fuldkommen. Hun undervurderede skam ikke hans styrke for selvom hun så på sorte vinger som sagde hende hvilke race han var kunne han jo være mere end dødsengel. ”Ja det gøre jeg vist, er det da dumt?” spurgte hun tirrende, med andre ord sagde hun at hun da ikke så en grund til ikke at gøre det, det var jo ikke fordi han virkede farlig eller noget. Kulden der omgav ham sagde hende intet, skræmte hende ikke, hun var en kvinde der havde set døden i øjnene flere gange og den skræmte hende ikke, hun vidste intet om ære, respekt, blidhed, omsorg, den slags kunne kun fremkomme i sengen.. i få sjældne gange. Snart kredsede han om hende men hun følte sig slet ikke truede overhoved, hun havde fokus ved ham, og ved jorden under sig så hun straks kunne skaffe sig hjælp fra sine undersåtter hvis der skulle blive behov for dette. ”Stikke af… hvorfor dog det? frygter du at jeg ser flere af dine svagheder?” svarede hun flabede. Hans hænder lagde sig på hendes skuldre og hun fornemmede straks den sensuelle udstråling og den ændrede tone i hans stemme, det var ikke første gang hun havde mødt sådanne ting, dem kendte hun næsten alt for godt. hans læber var ret tætte på hendes øre, og hans sensuelle stemme ville skam påvirke hende for hun var ikke resistens over for den slags overhoved om end hun havde set af det før, hendes reaktion var simpelt hende en mild latter der brød hendes læber og lød ægte om end der nok ikke var noget mere falsk i verden. Hun vendte hovedet til side således hendes læber lige var ude for hans kind ”Hvad med at lade mig gøre det” hviskede hun lavt til svar og lod tungespidsen strejfe hans kæbelinje ganske svagt inden hun trak sig ud af rækkevidde og nogle meter på afstand.

[angelo]

Angelo vidste udmærket godt at hans vrede kunne gøre ham blind, hvis han ikke slog koldt vand i blodet, for den kunne gøre ham ufokuseret, hvilket var frygtelig dumt, for bare et lille fejltrin og så ville denne kvinde flå ham levende, for han betvivlede faktisk ikke at det kunne lykkedes hende – hvis han mistede fokussen. Han ville ikke undervurdere hende, for han var ganske sikker på at hun ikke ville gå sådan et sted hen, hvis hun ikke kunne komme ud igen, for kirkegården var på ingen måder et fredeligt sted. Af den grund, så irriterede det ham virkelig stadig grænseløst at hun havde set ham, for det var jo virkelig.. pinligt! Han følte sig helt skamfuld over at have været sådan en svans, selvom han faktisk havde fortjent hån for det. Han bed tænderne fast sammen til hendes ord. Et sted irriterede det ham at hun skulle være så flabet, var så upåvirket af ham, selvom han sådan set godt kunne forstå hvorfor, specielt fordi hun havde set ham nærmest flygte af frygt, men det var altså normalt ikke ham! Han svarede ikke hendes ord, for hun ville alligevel bare feje dem af banen, i stedet for så han op mod himlen, hvor han sukkede lettere tungt, næsten som om han prøvede at roe sig selv ned. Hendes sværd havde dog ingen påvirkning af ham, for måske han ikke selv havde et våben, men han havde så meget andet, som kunne overvinde et simpelt primitivt våben – der skulle virkelig mere til før han ville bukke under! Han fnøs let til hendes følgende ord. Hun lagde sig virkelig ud med ham? Hvad hendes intentioner var, anede han virkelig ikke, men det var underordnet, han fandt sig bestemt ikke i at blive hånet, så hvis denne kvinde ville lege med ham, jamen så skulle han nok lege med! „Åh du skal skam nok finde ud af hvor dumt det er,” mumlede han næsten uhørligt, som han kort så rundt, inden blikket faldt mod hende igen. Han hadede allerede hendes tilstedeværelse, og så alligevel kunne han godt lide den.. vel fordi han faktisk var sit gamle jeg omkring hende? At hun ikke følte sig truet af ham, kunne han godt mærke, det forundrede ham faktisk at hun var så rolig, som om hun slet ikke var i stand til at føle noget som helst, men.. det skulle han nok snart få lavet om på! Han trak på smilebåndet til hendes ord, og fnes kort. „Du kan få lov til at se min blottede sjæl, men mine svagheder kan du ikke bruge imod mig,” endte han ganske kortfattet, som var det ren fakta, hvor han blot trak på de muskuløse skuldre, hvilket hun kun ville kunne se, hvis hun så sig over skulderen, da han befandt sig bag hende. Han blev stående helt tæt på hende, da hun valgte at dreje hovedet, hvor han blot skævede ned mod hende. Nu hvor han stod så tæt på hende, kunne man tydeligt se den store forskel i deres højde. Hendes milde latter, fik et morende smil til at glide over hans læber, da han godt kunne mærke at hun ikke var upåvirket af hans sensuelle udstråling, skønt den ikke var så kraftig igen, kun så hun kunne mærke at der var mere bag facaden end hvad man lige kunne se. Han trak på den ene mundvig til hendes ord, hvor hendes tunge strejf mod hans kæbelinje, fik det til at dirre i hans krop, da det påvirkede den sensuelle dæmon. Da hun trådte ud af hans favn, sukkede han blot.. skuffet? Han vendte de sorte øjne mod hende, som hun var gået ud af hans rækkevidde. „Jamen dog.. blev man nu alligevel påpasselig?” spurgte han morende, som han lagde de stærke arme over kors ved det muskuløse bryst, hvor han lod hovedet søge let på sned. „Er du bange for at jeg skal udleve dine vildeste fantasier på både godt og ondt?” spurgte han morende, hvor han blinkede til hende med det ene øje – det var tydeligt at hun ikke stod overfor den mand hun havde set til at starte med, men at han havde forandret sig drastisk.

[Deleted]

At flå ham levende ville da klart være noget hun nød, så ville hun da tilføje ham til sin samling af døde som lå her og led i kirkegården. Hun kunne lige se det for sig, skære ham i små stykker, sprætte ham op, han var nu en ret stor fyr så han havde en masse der kunne blive undersøgt og forsigtigt ville det ikke blive gjort, så meget var hun da sikker på. men for at opnå dette skulle hun først nedlægge ham og han var ingen lille fyr, hun følte det som om han var en kæmpe med den højde og brede skuldre, men det skræmte hende absolut ikke. at han oven i købet bød op til mere med den lette påklædning gjorde det ikke bedre, han havde utvivlsomt en flot krop men han havde sine svagheder, som alle – bortset fra hende selv selvfølgelig – hun engang havde. At hun så havde fangede ham i at være en svag tumpe, eller svans som han selv udtrykte det om end hun ikke vidste noget om den tanke. Det var ellers en meget passende tanke, svans… et meget flot ord syntes hun, især når han selv kun kunne give hende ret når han selv tænkte på det. At han var irriteret over hendes flabethed ville ikke undre hende, mange havde været igennem den side af hende og ingen havde været særlig glade, men ingen havde kunnet ændre på det og beviset var jo at hun stadig var i live, så hvordan skulle han være en undtagelse? Især med de svagheder som han havde? Hun var opmærksom, men hun anså ham ikke for at være en trussel, at han kunne gå hen og blive det var en anden sag. Hendes intentioner? Det var vel at lege, morer sig og afstresse efter en lang dag med arbejde, han virkede underholdende så hvorfor ikke bruge ham? hans svar fik hende til at smile og slå ud med hænderne ”Jeg venter, men du er måske typen der har det hele i munden… efter hvad jeg så før gætter jeg på det” svarede hun tirrende og med nærmest en opfordring til ham om at gå løs på hende for hun ønskede virkelig at vække hans vrede, det ville gøre det hele sjovere. Det var længe siden hun havde været i en ordentlig kamp, og sidst var hun desværre endt med en paladin, og ikke bare en hvilken som helst en, men deres leder. Det havde selvfølgelig været smertefuldt, især når disse væsner var født til at bruge våben såsom sværd, og hun var næsten død. At hun var så rolig skyldtes i stor grad at hun havde set, oplevet og være med til en del. død og kulde, ondskab og tomhed, godhed og svaghed, lyst og mørkt, alt sammen noget hun havde været omringet af i forbindelse med hendes arbejde, sådan var det, derfor var der så lidt der kunne overraske hende efterhånden. Ved hans ord om blottede sjæl og svaghederne hun ikke kunne bruge imod ham brød hun ud i latter ”Du siger dog de mest meningsløse ting, har du overhoved lyttet til dig selv knægt, jeg har allerede set dine svagheder, og sjæl? Dine slags har næppe sjæl men siden det nu er dig har jeg nu min tvivl så måske har du ret der” svarede hun håndende. Sjæl? En dødsengel? Hans forældre måtte da skamme sig over ham, en dødsengel med sympati, for det var sjælens største svaghed! Hun så ikke hans træk på skulderen men hun fornemmede den ret meget. Hendes tunges strejf frembragte en dirren i hans krop som morede hende, svag i både sjæl og krop, det var lige hvad han var. Hans sensuelle dæmon som han forsøgte at bruge imod hende, kunne hun nok bruge imod ham, for han kunne sagtens blive så lysten at han ikke ville kunne styre sig. ”Jeg er altid påpasselig, om det er en høg eller en kattekilling jeg står overfor” svarede hun med blikket rettet roligt i hans ”Jeg frygter intet andet end at jeg ville forspilde min tid kæreste, du er mig en kende for barnlig, en kende for svag… jeg bryder mig ikke om svage mænd.. har du nu det hele i munden eller er der noget du kan og vil vise mig..?” svarede hun uden at flytte sig.

[angelo]

I øjeblikket, nu hvor Angelo faktisk havde fået sit gamle jeg tilbage – takket være denne irriterende kvinde – så måtte han faktisk ærgre sig over at hun havde set ham på den måde, for.. det var jo ynkeligt. Et sted havde han fortjent hendes hån og irriterende flabethed, for han kunne jo bare tage sig sammen! Han havde faktisk en pludselig lyst til at flå hende levende, som han plejede at have, men alligevel fandt han ingen ret til det, for han gad ikke miste besindelsen bare fordi hun hånede ham – specielt ikke når det var velfortjent. Hendes ord fik ham til at himle med øjnene, hvor han sukkede lydløst. Han vidste godt at det var velfortjent, men derfor irriterede det ham virkelig! Tænderne bed han fast sammen, så man tydeligt kunne se hans fremtrædende kæbe. Han kneb øjnene en anelse sammen. „Ja.. den var vel fortjent. Men jeg kan fortælle dig, at jeg ikke er mig selv for tiden,” erkendte han sandfærdigt, som de sorte øjne betragtede hendes skikkelse ganske roligt. Hun troede nok ikke på ham, men det måtte jo så bare blive hendes død, så hun ham som en svag mand, jamen så skulle han da nok vise hende at hun tog fejl, og det måtte jo så blive enden på hendes sølle liv. Hvem hun var anede han stadig ikke, men én ting var sikkert; hun lugtede langt væk af død! Det var en stank som han virkelig hadede! Hendes følgende ord, fik ham til at lægge hovedet en anelse på sned, hvor et koldt smil gled over hans læber. „Tro mig min lille skattepige, du har ikke set én af mine svagheder!” svarede han, som et kækt smil krusede over hans læber. „Desuden har jeg en sjæl. Alle levende væsner har en sjæl, hvilket også indebærer dig, om du så vil det eller ej. Min.. tja … den er bare mørk,” svarede han ganske sigende, som han trak ligegyldigt på skuldrene. Måske hendes strejf med tungen havde fået ham til at dirre af behag, fordi det påvirkede hans sensuelle dæmon, men hans fysik havde han skam stadig fuld kontrol over. Desuden så kunne han skrue så meget op for sin sensuelle udstråling at hun ikke ville kunne koncentrere sig så meget om at huske sit eget navn. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. Hun stod virkelig og kaldte ham for en svag mand? Det irriterede ham virkelig ubeskrivelig meget! Men han lod det ikke gå sig på, han lod sig ikke ophidse af hendes tåbelige ord, for han skulle nok vise hende at hun tog fejl. „Indtil videre har du selv kun stået og prædiket om mig, hvad med at du selv viser hvad du dur til? Eller er det i sandhed dig der kun har det hele i munden?” spurgte han sigende, som det kække smil ikke forsvandt fra hans læber, hvor han blev stående ganske roligt med armene over kors som han hele tiden havde gjort. At hun ikke brød sig om svage mænd forstod han godt, men hun måtte jo anse ham som stærkere, siden hun faktisk valgte at blive? Uanset så kunne han forestille sig at hun ønskede en mand som faktisk var mand nok til at kunne beskytte hende, som ikke havde det hele i munden og som kunne give hende lidt modstand, men mon ikke hun ville gøre enhver mand vanvittig med sin irriterende personlighed?