An unexpected meeting

[ilosonic]

Dagene var blevet til uger og ugerne til måneder. Tiden var faktisk fløjet af sted, eftersom de nye renoveringer ved Herregården var sket. Nok havde Ilosonic ikke selv kunne gøre så meget, for hele hans krop havde næsten været i forbinding. Stuen gik fremad, som han havde genoptaget genopbygningen af den igen, nu hvor det gik lidt bedre. Hans arm, som førhen havde været betændt, var ved at komme sig, så den var ikke længere i slynge, dog var der stadig lidt forbinding om, indtil såret var healet helt. Hans skulder havde det også bedre, skønt den og hans bryst og ryg stadig var forbundet, for han havde endnu sine brækkede ribben, det gjorde dog ikke så ondt mere, da pladen ved hans bryst, sørgede for at trykke det hele sammen, så det kom på plads igen. Hans ryg havde det bedre, han kunne langt om længe som om natten og holde om Ilaria, selvom brystet endnu var ømt og gjorde ondt, men han kom sig da stille og roligt, hvilket han også havde set at Ilaria havde gjort, desuden så var der også gået et par måneder, så selv maven var vokset sig større, hvilket faktisk var en tanke som måtte glæde ham uden lige! Barnet virkede desuden ikke til at have taget skade, så det var noget som faktisk måtte lette ham, selvom han nu satte Ilaria i første række, for det var også hende som han havde bekymret sig mest om. Det som dog måtte irritere ham mest ved hele situationen, var det at han kun kunne se på det ene øje, for det højre var han blevet blind på, hvor han stadig måtte bære den hvide forbinding, han havde ikke engang turdet at se sig selv i spejlet for at se såret, for et sted så var det vel egentlig også nedladende? Han kunne så være taknemlig over at han ikke havde mistet begge øjne, desuden gad han heller ikke at ende som den manjanske rådgiver Fabian, som netop også havde været i kløerne af Mathimæus-slægten. Han kunne selv sætte pris på at han ikke havde mistet stemmen i samme omgang eller noget værre! Men derfor var han stadig irriteret over at det kun var det ene øje, som om det kun var for at provokere ham, fordi arbejdet kun havde været halvt, fordi knægten ikke havde taget det andet øje med i samme omgang!
Sonic sad i øjeblikket i Vesttårnet, der førhen havde været det gamle børnehjem, som Marius havde lavet. Han sad inde på sit kontor, der var et af de største rum. Her var god plads og han følte sig frygtelig godt hjemme her i forhold til det tidligere kontor. Han var ved at lave herregården om til et mørkt dvasiansk hjem, som alt det nye var i de mørke og dunkle farver. Selv havde han sørget for at skærpe sikkerheden, hvilket ikke havde kunnet gå for hurtigt! Han skulle ikke risikere at blive invaderet i sit eget hjem igen! Og selv muren var bygget i mørk og solid sten med vagter rundt omkring, så han var sikker på at ingen bare kunne trænge uset ind. Han overvejede at beskytte stedet med magi i stedet for vagter, for en vagt kunne man godt slå ud, det var lidt sværere med magien. Han havde trods alt en mægtig alkymist i sin hule hånd, så helt umuligt var det faktisk ikke. Hvor Ilaria befandt sig vidste han ikke, selvom han gik ud fra at hun var for sig selv, for hendes humør havde ikke været det bedste denne dag, et sted glædede det ham jo faktisk at alt var faldet tilbage til det gamle igen.

[Deleted]

De hårde tider som havde ramt Procias, havde i den grad også ramt Raphaella. Hun kunne ikke rigtigt danse for et måltid eller et sted at sove, så det sidste lange stykke tid, så havde hun faktisk sovet udenfor. Måske at sommeren var på vej, men det var ikke noget som man rigtigt så nogen spor af i Procias længere. Skoven var ødelagt, markerne var brændt ned, så det var heller ikke fordi at der var meget mad i sig selv og skjulestederne var frygtelig få, så hun var vel efterhånden også ved at blive desperat? Hun var træt, hun var sulten og hendes tarme skreg direkte efter mad, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. I sig selv, så var det faktisk en meget flot dag udenfor. Fuglene sang og på trods af de mange uroligheder som havde været her til lands, så var der faktisk ved at være ganske stille igen, hvilket faktisk kun var noget som hun var glad for, for det med at flygte og gemme sig for oprører og alt det andet som havde været efter slottet igennem den sidste tid, var noget som faktisk måtte skræmme hende en anelse, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt at være en gadetøs efterhånden! Hun måtte jo bare klare sig på bedst mulig vis og det var i den grad også det som hun gjorde!
Et sted så var hun jo allerede blevet advaret mod at skulle opsøge den store Herregård, for hun havde hørt at det måtte være en dvasianer som sad med magten der. Et sted så kunne hun ikke rigtigt forstå det, for som hun havde hørt, så var det jo Marius? Hun kunne ikke læse, så hun kunne ikke rigtigt følge med i medierne og hun opsøgte jo efterhånden så sjældent steder hvor der var folk som kunne snakke om tingene. Hun nåede de høje murer med rolige skridt. Umiddelbart så virkede stedet frygtelig.. uimødekommende og det var selv noget som selv satte hende med et tydeligt ubehag i hende. Det fik det jo direkte til at løbe koldt nedover hendes ryg og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Som hun lagde hånden stille mod de store porte som var lukket ind til den store gårdhave, så fik hun et chok af en fast stemme, idet at en af vagterne lagde hånden mod hendes skulder. ”Hvad bestiller du her?” spurgte han kortfattet. For hans del, så havde ordren jo været tydelig; Ingen skulle komme i nærheden af stedet her, uden at Sonic havde givet tilladelsen til det, så denne kvinde skulle bestemt ikke nogen steder! Hun vendte sig direkte mod ham og med et tydeligt chok. ”Jamen… jeg.. jeg..” Hun rystede på hovedet som hun næsten automatisk prøvede at trække sin skulder til sig, selvom det bare ikke virkede på nogen måde. ”Jeg tror bestemt ikke at du skal nogen steder, unge dame,” sagde han ganske kortfattet, som han endnu en gang holdt hende fast, selvom hun prøvede at trække hånden til sig, så reagerede han hurtigt og tog fat i hendes hænder. At hun var så lille og spinkel som hun var, så var det også tydeligt, at landets hungersnød også havde ramt hende. Han tvang uden problemer hendes hænder om på ryggen og holdt hende fast, idet han førte hende med sig mod Vesttårnet. At hun direkte måtte tigge og bede for at blive sluppet, var ikke noget som hjalp det mindste. Han holdt hende fast og skubbede hende med sig indenfor og mod kontoret, hvor han vidste at Sonic måtte være. ”Herre..?” kaldte han, som han høfligt valgte at banke på døren. Raphaella blev ramt af et mindre ubehag og en følelse af at… være frygtelig uvelkommen. ”Hør.. j-jeg mente ikke at genere nogen!” endte hun med en fast tone, idet hun igen prøvede at komme fri.

[ilosonic]

Alt det dårlige som Ilosonic havde forvoldt Procias var ved at gå i sig selv igen. Han havde været nødsaget til at holde lav profil, hvilket så også havde kostet ham magten over Procias, for med de nye reformer og endda nye regenter i kongehuset, så var Procias faktisk ved at gå i sig selv igen, det var ved at komme på rette fod igen og han brød sig faktisk ikke om det! Han vidste dog bare ikke helt hvad han skulle gøre, for han vidste også at kongehuset var i færd med at finde noget på ham, for at få ham ud af landet, han stod til henrettelse hvis de fandt ud af at han havde dræbt Keischa. Han blev smidt i fangehullet, hvis de fandt ud af at han havde startet et oprør, selvom at det oprør kunne være startet af hvem som helst, men alligevel. Han havde godt hørt om deres udryddelse at mørkevæsner, for de fleste var faktisk ude af landet. Nogle havde tilmed opsøgt ham for at spørge om bosættelse, men han havde skam ikke nogen dvasianere boende, foruden Ilaria, for han vidste at det var en dum idé at få nogle andre herind, så gik det først grueligt galt! Han vidste også at turen snart ville komme hertil, han vidste at han ikke kunne holde på Ilaria, skønt hun bar hans barn, måske han kunne holde på hende til graviditeten var sket, men så heller ikke et sekund længere, for han havde naturligvis krav på sin arving, men eftersom de ikke var gift, ikke engang var et par, så kunne han faktisk ikke beskytte hende. Han havde virkelig tænkt som en gal for at prøve at løse det, men.. han fandt kun én løsning og det var et ægteskab, og det var han ikke sikker på at hun ville indgå i. Han prøvede derfor at finde ud af andre muligheder, og var der ikke det, jamen så var det jo faktisk op til Ilaria hvorvidt om hun ville blive eller ej, for det kom helt an på hvor langt hun var villig til at gå for at blive boende her på herregården.
Sonic vendte roligt det mørke øje imod døren, som der blev banket på og kaldet. ”Kom ind.” En simpel og kortfattet melding. Nok han var ved at gøre stedet langt mere dvasiansk, men derfor havde han faktisk procianske folk til at arbejde her. Der var måske ikke så mange og de som var her, gjorde det enten for Darcy-familiens skyld eller også for at tjene penge, for han stod faktisk ret godt økonomisk set, skønt at renoveringerne havde kostet utrolig meget! Men det var en pris som han var villig til at betale! Han vendte roligt blikket mod døren, som han betragtede vagten med kvinden i sin varetægt. Han kneb øjet en anelse sammen. ”Og.. hvem er så det?” spurgte han ganske kortfattet og undrende, for han havde ikke bedt om besøg, desuden kunne han heller ikke genkende hende. Hans kontor var utrolig stort. Hans skrivebord lavet i det flotteste og dyrt egetræ, stod i midten af rummet og ud for døren, med en masse papir flydende på bordet. Det stod en lang reol ved væggen bag ham, fra den ene sidevæg til den anden. Til venstre for døren, når man kom ind i rummet, var der et stort og flot vindue, som skabte lys i rummet, medmindre det mørke gardin var hevet for. Ellers stod der endnu en reol ved højre væg, med en masse pergamenter og papirer, mapper og aviser. Der var højt til loftet og utrolig rummeligt. Hans kontor var dog mere aflangt end bredt.

[Deleted]

Hvis Raphaella havde vidst, at det var her at Sonic måtte holde til, så ville hun i den grad aldrig have bevæget sig hen mod denne Herregård! Et sted så var hun vel bare desperat efter et sted hvor hun kunne være og et sted hvor hun kunne finde noget at lave, så hun kunne tjene lidt til noget husly og et måltid om dagen, hvis hun endelig skulle være heldig? Maden var der ikke meget af tilbage her til lands, så selvfølgelig var det også noget som var yderst mærkbart når hun færdes ude. Folk passet i den grad på det lille som de havde og dem som ikke var opmærksomme på det, kunne meget hurtigt ende med at miste det igen. Næsten var hun fristet til at skulle tage tilbage til Dvasias igen, selvom det virkelig var noget af det sidste som hun havde lyst til, for hun ønskede på ingen måde det faktum, at skulle blive kastet fra den ene utilfredse til den anden fordi hun ikke havde været opmærksom nok ligesom det havde været dengang! Ilosonic havde reddet hende og hun stod i en gæld til ham som hun ikke kunne løbe fra. Et sted så havde hun vel også regnet med, at han ville glemme den? At hun ville gå i døden inden at han ville skænke den så meget som en eneste tanke? Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, som hun vendte sig mod vagten som holdt hende fast. ”Slip mig!” endte hun med en fast tone, idet hun blev ført indenfor og stadig holdt frygtelig godt fast.
Vagten slap hende på intet tidspunkt som de endelig måtte komme indenfor. ”Min Herre,” begyndte han roligt. Han var procianer selv, men han var jo selv nødsaget til at skaffe det til hans familie som han kunne og det var i den grad noget af det som han måtte holde fuldkommen fast i og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Jeg fandt denne kvinde ved murene ind til Herregården,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Han var ikke meget for sit arbejde, men efterhånden så måtte man jo egentlig bare tage det som man kunne få, selvom han virkelig ikke kunne fordrage den tanke, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene nu måtte være. Raphaellas blik hvilede på Sonic. Ikke fordi at hun kunne genkende ham eftersom han var fuldkommen dækket med bandager, selvom stemmen måtte sige hende et eller andet. Det var jo heller ikke fordi at det var så forfærdelig mange år siden. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun rettede sig op. Det var jo heller ikke fordi at vagten kunne forklare hvem hun var, for det vidste han nemlig ikke! Og det var heller ikke fordi at hun ønskede at skulle fremstilles som noget andet end det som hun var, selvom hun ikke var andet end en smuk kvinde, dog alligevel en simpelt gadetøs! ”Raphaella Armida,” svarede hun med en ganske kortfattet mine – Den selv samme præsentation som dengang. ”Jeg søgte kun hertil i håbet om at finde mig en form for arbejde, som kunne skænke mig et måltid eller noget husly,” forklarede hun videre. Det var bestemt ikke fordi at hun var ude efter grevefamiliens penge, for det var noget af det sidste som hun var! Hun vendte blikket mod manden ved bordet endnu en gang. Hun kom jo heller ikke rigtigt nogen vegne, for hun blev jo holdt fuldstændig fast.

[ilosonic]

De som arbejdede for Ilosonic satte han faktisk også pris på. Soldaterne havde førhen arbejdet for Marius, så de var gået under hans befaling efter han havde overtaget stedet og smidt Marius i fangenskab, fordi manden ikke havde ønsket at give ham det som retmæssigt var hans. Han behandlede hans underordnede ordentligt, for han vidste godt, at hvis landet kom på fod igen, så ville der være andre steder hvor man ville kunne søge og så kunne han risikere at miste en del. Desuden så var der også det faktum at han faktisk havde ændret sig en del, efter han var kommet tilbage til Procias. Han havde faktisk lært at holde af en anden person, selvom Ilaria også var den eneste han holdt af, men han var blevet langt mere blødsøden, han var tålmodig hvis hans arbejdere lavede en fejl, gjorde de sit arbejde ordentligt, så var han også tilfreds, han kunne også tilbyde dem en del som andre ikke ville kunne, såsom husly, brødføde, et arbejde, så de kunne tjene penge. Den eneste som de burde frygte, var faktisk Ilaria, for den tøs holdt ikke sine kommentarer for sig selv, var hun irriteret lod hun det gå ud over alle, hun hundsede i forvejen med tjenestefolket, det var faktisk kun på grund af hendes dvasianske opførsel at han ikke blev helt procianer igen, selvom han generelt var blevet utrolig blødsøden, specielt fordi at hun var kommet så tæt ind på ham. Han vendte roligt blikket mod vagten og kort mod tøsen. Han mindes ikke at have set hende før, og alligevel.. der var noget velkendt ved hende, men han kunne ikke rigtig sætte en finger på det. Han nikkede roligt til vagtens ord, som han igen havde vendt blikket mod sit papirarbejde, hvor han roligt skrev sin sætning færdig. Han vidste ikke om hun var spion, sendt ud for at tjekke ham, finde ud af ting om ham fra kongehuset, for han vidste jo godt at de var ude efter ham, så det gjaldt for hans vedkommende at holde kortene tæt og holde lav profil, ellers så fandt de da hurtigt ud af alle de ting som de havde gjort ham. Han så først op igen, da hun præsenterede sig. ”Raphaella..” Hendes navn var kun en mumlen, som om han smagte på det, for det var som om at navnet sagde ham noget. Han gned tænkende sin skæggede hage, imens han så tænkende ned i bordet. Raphaella? Havde han ikke hørt det navn et sted før? Armida? Raphaella Armida? Han tænkte så meget over hendes navn, at han ikke rigtig opfangede hendes andre ord. ”Rapha..” Han stoppede sig selv, som han kom i tanke om hvor han havde set hende henne før. Det var jo tøsen han havde reddet i Dvasias! Det var ellers nogle år siden dengang! Hun var også blevet langt mere moden og voksen i udseendet, så det var nok én af grundene til at han ikke rigtig havde kunnet genkende hende. Han vendte kort blikket mod vagten. ”Lad os være alene,” endte han roligt, og gjorde et let nik imod vagten, som han blot ventede til at han var gået, inden han igen henvendte sig til hende. ”Raphaella Armida siger du? Hvad laver du i Procias?” spurgte han stilfærdigt og betragtede hendes indgående. Tilbage dengang havde de jo faktisk lavet en kontrakt, hvor hun stadig stod i gæld til ham, og hun kom jo faktisk som kaldet!

[Deleted]

Hvis Raphaella havde vidst at hun stod overfor den mand som hun ellers ville gøre alt for at undgå, så havde hun i den grad undgået at skulle stå her som hun gjorde nu! Så havde hun aldrig nogensinde bevæget sig i nærheden af Herregården! Så havde hun nemlig bare valgt at bide den nysgerrighed i sig og bare bevæge sig i den anden retning så hurtigt som det ville have været hende menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Umiddelbart så var der heller ikke meget ved ham som hun ville være i stand til at skulle genkende, også fordi at han var indpakket i bandager på denne her måde, og det at det var ved at være en god del år siden sidst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl. Hun vendte blikket mod vagten, idet at han valgte at slippe hende, for det var jo heller ikke fordi at hun kunne rende nogen steder hen. Stedet her var vel også overdynget med bevæbnede vagter? Det var om ikke andet, så hendes henblik på sagen, selvom hun nu ikke valgte at kommentere det. Hun var bestemt ikke nogen spion som var der for at skulle spionere på ham, men bare ude for at finde muligheder for noget mad og husly, for det var noget som hun efterhånden også havde brug for, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo et af de menneskelige behov som hun bare havde brug for at opfylde. At vagten endelig måtte lade dem være alene.. som om at hans navn havde sagt hende et eller andet? Nu hvor hun næsten måtte blive en anelse usikker og endnu mere urolig end det som hun havde været før. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme faste mine som før, selvom den endte langt mere overrasket. Det kunne da ikke være Ilosonic! Som om at ti-øren måtte falde for hende. ”… Ilosnic..” endte hun med en mindre hvislen. Hun skulle aldrig nogensinde have underskrevet det dokument! Blikket gled for en kort stund i retningen af døren, som hun overvejede hvorvidt om hun bare skulle tage flugten med det samme. ”Jeg skulle aldrig være kommet her..” Hun blev dog stående. Det var ikke fordi at hun som sådan frygtede for Ilosonic, men at han måtte sidde på pladsen som greve, var noget som virkelig måtte komme bag på hende, for det var da noget af det sidste som hun faktisk havde regnet med at han skulle have en titel som! Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg bor her,” mumlede hun ganske kort og afvigende. At hun jo så boede på gaden, dansede for mad og husly, var jo ikke noget som han var nødsaget til at skule få at vide om hende! Han kendte hende vel bare som den stripper som hun havde været dengang? Mange ting havde faktisk ændret sig siden han havde set hende og siden at kontrakten var underskrevet, endda i hendes eget blod. ”Jeg er ked af, at jeg kom anmassende, Ilosnic..Så… så jeg skal nok forsvinde igen.” Hun endte med at bukke let med hovedet, for han var jo trods alt greve, idet hun bakkede mod døren. Det var bestemt heller ikke her, at hun ønskede at tilbringe mere af sin tid og specielt ikke i nærheden af ham!

[ilosonic]

At det var en gammel kending som måtte stå foran Ilosonic, var ikke noget som han havde regnet med. Han var faktisk utrolig overrasket at se hende her i Procias, for hvis han skulle sige det selv, så ville han da ikke rigtig sige at hun havde noget ordentligt liv her, at der var noget her i Procias som var noget for hende, for sidst han havde mødt hende, havde hun været en stripper i Dvasias, og der blev set ned på strippere i Procias, fordi det var det lyse, ordentlige og hellige land. At hun så også kunne genkende ham, var noget som faktisk måtte glæde ham, for så var det da tydeligt at hun ikke havde glemt deres lille aftale. Hendes følgende ord, sagde ham kun det hele, og det var noget som virkelig også måtte more ham uden lige! Hun havde ikke glemt deres aftale, og det havde han bestemt heller ikke! Det var jo faktisk ham som måtte have dokumentet. Han havde det faktisk ved siden af det andet dokument, som han havde stjålet på slottet, en vilje over en anden og faktisk forholdsvis mægtig person. Et es i ærmet som senere hen kunne blive ham nyttigt, nøjagtig som det Raphaella lige var blevet! Han nikkede roligt og langsomt med hovedet, som hun sagde at hun boede her. Det kunne han jo næsten regne ud, selvom.. hun måtte da have det langt sværere i Procias fordi det var sådan et kaos, end det som hun havde haft i Dvasias? I Dvasias så de også hellere strippere end de gjorde her i Procias, medmindre hun havde andet til at brødføde sig med. Dog bed han mærke i de andre ord hun havde udtalt, som han først tænkte over det nu. Hun var kommet her for at søge om arbejde, for at kunne få et måltid og noget husly, så hun måtte jo være arbejdsløs? Det passede ham perfekt! Han rejste sig roligt og med et lumsk glimt i det mørke øje. ”Næh nej min fine ven,” endte han stilfærdigt, som et tydeligt tegn til at hun ikke skulle gå, for det var mere end tydeligt at hun prøvede på at rende fra deres aftale, men det skulle hun skam ikke få lov til! Han gik roligt langs skrivebordet, hvor hans hånd måtte følge kanten. ”Ser du.. jeg har skam ikke glemt vores kontrakt tilbage fra dengang, og det husker du vel også tydeligt?” spurgte han roligt, selvom det var tydeligt et retorisk spørgsmål, eftersom han allerede vidste at hun kunne huske det, ellers ville hun heller ikke pludselig skifte personlighed på den måde. Han gik roligt om foran skrivebordet, hvor han roligt blev stående og lod armene falde over kors. Han så nok lidt anderledes ud end dengang, hvilket nok var på grund af den tortur han havde været igennem, og så al den forbinding og gaze, for han kunne jo knap nok bevæge sig uden at forbindingen kom ham i vejen. ”Og du kommer faktisk som kaldet,” endte han stilfærdigt, som han trak på smilbåndet, skønt at smilet kun måtte afsløre at han havde mange planer for sig, og at det ikke alt sammen var lige godt. Han kunne faktisk godt bruge hende, så det at hun var dumpet ned her på denne dag, var noget som faktisk var ham perfekt! Hun var jo trods alt formskifter, så ingen kunne være bedre til det job end hende!

[Deleted]

At det måtte være en så gammel kending som hun måtte stå overfor, var bestemt heller ikke en tanke som Amanda brød sig meget om på nogen måde. Hun ønskede slet ikke at være her og specielt ikke nu hvor hun vidste at det var den mand som hun måtte stå ansigt til ansigt med, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hendes del! Hun ville helst og for alt i verden undgå den kontrakt og så meget som det var hende menneskelig muligt. Sonic var slet ikke en mand med noget godt i sig set i hendes øjne også selvom hun ikke kendte ham særlig godt. Nej, hendes liv i Procias var bestemt heller ikke nemt for hende, men hun gjorde det nu alligevel så godt som det nu måtte være hende menneskelig muligt i den anden ende, selvom det virkelig ikke var nemt. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, som hun kort lod hånden vandre igennem det lange og lyse hår som hun let førte over sin ene skulder, idet hun vendte blikket i retningen af et af vinduerne. Hun ville virkelig bare gerne derfra og det skulle helst være så hurtigt som muligt! At han jo så nægtede hende at gå nogen steder, var noget som virkelig måtte irritere hende i den anden ende, for hun ville virkelig ikke have det! Hun vendte sig mod ham endnu en gang. ”Jeg går ud fra, at jeg har forstyrret længe nok, Ilosonic,” påpegede hun sigende og alligevel med en ganske bestemt tone. Hun kæmpede for sit liv og hun kæmpede for sin overlevelse ved at gøre som hun gjorde, selvom hun aldrig nogensinde burde have opsøgt dette sted, det var noget som hun nu måtte erfare på den hårde måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene var og det var jo heller ikke fordi at hun kunne gøre det om. Som han bragte kontrakten på banen, så kunne hun nærmest mærke at det måtte knude til i hendes eget indre af et rent og skært ubehag. Han havde tilsyneladende heller ikke glemt den, hvilket et sted faktisk også måtte frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt! Hun sukkede indædt og rystede på hovedet. ”Jeg må vel erkende, at jeg havde håbet at undgå dig frem til den dag, at jeg falder om,” sagde hun ganske kortfattet. Hvad end det var som han ønskede af hende, vidste hun ikke, men igen så frygtede hun faktisk at det måtte være noget stort og det var jo heller ikke noget som hun ville være med til! Hun ønskede ikke at hjælpe ham frem med noget som helst for en så simpelt ting, at skræmme en dvasianer væk, som det han havde gjort for hende tilbage dengang! Hun bed sig svagt i læben og rystede så endnu en gang på hovedet, som hun igen vendte sig mod ham. ”Hvad er det du vil mig?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun kunne ikke løbe fra en magisk kontrakt, selvom hun ville elske det, hvis hun var i stand til det! ”Jeg går ikke ud fra, at det er en simpel opgave, hvis jeg kender dig ret?” Armene slog hun roligt over kors, selvom hun endnu en gang måtte bakke mod døren. Hun var ikke decideret bange for ham, men hun brød sig på ingen måde om at være ham så tæt på som det hun var endt med at blive. At hun jo så stod direkte på hans kontor var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om! Hun havde jo ikke vidst at han var greve af Procias!

[ilosonic]

Faktisk så havde Ilosonic faktisk glemt alt om den kontrakt han havde lavet med Raphaella dengang, for det var jo ikke fordi at han havde gjort det største for hende, og hun havde jo været i Dvasias dengang, så det var ikke fordi at han som sådan havde kunnet bruge hende til noget, men nu hvor hun befandt sig her i Procias og boede her, så var det jo noget helt andet! Var hun ikke kommet forbi så havde han slet ikke skænket den kontakt en eneste tanke, så det kunne han jo faktisk takke hende for! Hun var faktisk kommet som kaldet, for han havde allerede den perfekte opgave til hende! Han var nød til at holde lav profil, så hvorfor ikke få en anden til at gøre alt det beskidte arbejde for ham? Det var jo faktisk det som han havde gjort det meste af tiden, holdt sig i baggrunden, manipuleret med andre, så de havde gjort det han havde sagt. Han betragtede hende med det lumske glimt i det mørke øje, hvor han ikke kunne skjule det morende smil på hans læber. Det var mere end tydeligt at hun ikke ønskede at være her længere, men desværre for hende, så kunne hun ikke flygte nogen steder hen. Sprang hun ud af vinduet var hun heldig hvis hun overlevede, for de var alligevel flere etager oppe, og ellers ville han bare få nogle vagter til at begribe hende, så hun var faktisk fanget her. Han rystede ganske let på hovedet. ”Den går desværre ikke, Raphie.. Ser du.. jeg har allerede en perfekt plan, som jeg vil have at du skal udføre!” endte han stilfærdigt og smilede kækt. Han vendte roligt blikket mod vinduet. ”Desuden.. du kan prøve på at flygte, men du kan ikke komme nogen vegne, for der er vagter alle steder rundt omkring herregården, så uanset hvor du løber hen, så er du fanget her,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Hun måtte da endelig gerne prøve, men han løj bestemt ikke. Han gned ganske let sin skæggede hage, imens han så eftertænksomt på hende. Hun kunne jo faktisk godt bruges, for.. hun var formskifter, hun ville kunne få alle i sin hule hånd, så det var perfekt! Han ville næsten se frem til at hun ville arbejde under ham, for hun havde faktisk ikke noget valg. Han skød underlæben frem og lavede en bedrøvet mine, som om han følte med hende, selvom at et kækt smil hurtigt brød hans læber. ”Jamen dog.. nok jeg er en dæmon, en djævel, men der er ingen grund til at ønske dig død,” svarede han stilfærdigt og smilede morende, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun havde lavet en handel med en dæmon, og hun skulle nok finde ud af at hun var blevet snydt, for der var ingen tvivl om at hun ville komme til at fortryde det, men der var skam ingen vej tilbage for hendes vedkomne. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han roligt lænede sig mod bordet, så han sad halvt på det. ”Hvad jeg vil?” gentog han roligt, selvom det var tydeligt at han havde nogle planer for hende. Han rystede smilende på hovedet af hende. ”Det er faktisk en ganske simpel opgave. Et job, jeg vil tilmed betale en god pris for det,” svarede han stilfærdigt, noget måtte han jo lokke hende med. ”Jeg går ud fra at du mangler penge? Lad mig gætte.. du lever som en simpel gadetøs? Eller er du synket så dybt at du sælger dig selv?” spurgte han roligt og en anelse hånende, et sted bare for at lokke hende i fælden.

[Deleted]

Raphaella var allerede forbandet træt af, at være her på stedet og hun ville virkelig gøre absolut alt for at komme derfra igen! Hun ville virkelig ikke og det var virkelig en frustrerende tanke, at det var her… lige præcist her, at hun skulle løbe ind i ham, for det var virkelig noget som måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt og endda på alle tænkelige måder! Hun sukkede dæmpet. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen og det var noget som hun var udmærket godt klar over, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende selv på nogen måde. Hun ønskede ikke at have noget med den kontrakt at gøre og nu hvor hun havde undgået ham i alle de år, så var det vel heller ikke fordi at han havde skænket den så meget som en eneste tanke? Hun bed sig let i læben. At han havde en opgave til hende, var nu heller ikke en tanke som hun brød sig meget om, for hun var nu temmelig så sikker på at det ikke nødvendigvis måtte være nogen god ting, for.. ja, det var vel bare sådan at han var? ”Hvad så hvis jeg ikke vil udføre denne.. plan?” spurgte hun ganske kortfattet. I sig selv, så var hun jo selvfølgelig godt klar over, at det ikke ville være noget som hun nogensinde ville være i stand til, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte slog fast og let mod hendes bryst. Det at skulle stå tæt på denne mand, var virkelig ikke noget som hun brød sig om. Tvært imod, så ønskede hun sig bare så langt væk fra ham, som det ville være hende menneskelig muligt! Det var heller ikke direkte fordi at hun forventede at han ville ønske hende død, for det var virkelig ikke noget som hun havde troen på i den anden ende, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke.. et sted så ønskede hun da næsten døden, end at skulle falde for hans tjenester, for hun vidste udmærket godt, at han havde snydt hende! Men så ung og så uerfaren indenfor dette som hun havde været, så var prisen for det, da også frygtelig enorm! De mørke øjne søgte direkte til hende. Det gjorde hende arrig at han snakket sådan til hende! Hun knyttede hænderne næsten med det samme, som det ubehag i den grad også måtte ramme hende. Nok var hun en gadetøs, men hun var virkelig ikke en prostitueret af den grund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Måske at jeg lider af pengemangel, Ilosonic, men jeg lader mig ikke synke så dybt, at jeg vil sælge min egen krop for overlevelsens skyld!” endte hun med en fast tone. I sig selv, så prøvede hun virkelig at undgå at give ham den form for tilfredsstillelse som han sikkert huet sådan efter, for det var virkelig noget som kunne gøre hende direkte vred og noget så frygtelig rasende! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Hvad er det helt præcist at du vil have mig til?” spurgte hun. Hun var sikker på udnyttelse, for det eneste som han havde gjort, var at jage en mand væk, hvilket vel heller ikke havde krævet så meget af ham selv? Hun trak sig endnu et skridt væk fra ham. Jo længere væk som hun kunne komme fra denne mand, jo bedre måtte det jo være, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet.

[ilosonic]

Det mørke øje hvilede stilfærdigt på hendes krop, hvor det udspekulerede smil hvilede på de rosenrøde læber. Ilosonic havde skam en plan for hende, og han var sikker på at hun kunne udføre det til perfektion, fordi hun havde den race som hun måtte have, så det ville jo faktisk blive pærelet for hendes del! Han ville naturligvis dreje og vende den kontrakt og den gæld hun stod i til ham, til hans egen fordel, og selvfølgelig ville han komme til at udnytte hende, men det behøvede hun jo ikke at vide.. endnu. Han skød begge bryn forundret i vejret til hendes spørgsmål. Han havde ikke regnet med at hun ville gøre ham den gengældende tjeneste, men det var jo også derfor at han havde lavet en magisk kontrakt med hende. ”Hvis du ikke vil?” gentog han og slap en munter og næsten hånlig latter, inden han lænede sig ud fra bordet og gik et par skridt imod hende. ”Hvis du ikke gør, som du selv har skrevet under på og gengælder min tjeneste, så vil du såresimpelt … dø.” Han smilede et kækt og alligevel lumsk smil, ”læste du aldrig det med småt?” spurgte han, som havde han talt med en som var tungnem. Hun kunne ikke løbe fra det, desuden så havde hun jo faktisk skrevet under med sit eget blod, hvilket faktisk havde været det dummeste hun kunne gøre, men det kom jo så bare til hans fordel. At hun blev arrig over hans andre ord, som han jo faktisk hentydede til at hun var en prostitueret, måtte more ham uden lige, selvom at han faktisk havde regnet med hendes reaktion, for hvem gad at blive sammenlignet med en simpel horetøs? Det var jo faktisk også det som selveste dronningen af Procias blev, selvom at folket ikke gjorde så meget ud af rygterne længere, ikke nu hvor de havde set hvad hun gjorde for sit land. Men det var vel bare at puste til ilden så den spredte sig igen? Han gjorde et let udfald mod hende, hvor han greb hende om hage- og kæbepartiet, hvor han tvang hende op ad døren, som vagten havde lukket efter sig, hvor han her valgte at holde hende fast. ”Ærgerligt,” endte han stilfærdigt, som han så hende direkte i blikket. ”Du ville ellers kunne opfylde enhver mands drøm.. specielt med den gave som du har,” hviskede han stilfærdigt, som han lod sin ene finger følge hendes kæbe, imens et lumsk smil gled over hans læber. Hun var både formskifter, så hun ville kunne forvandle sig til enhver mands drømmekvinde, og så var hun også en fortrinlig danser, så selv ville hun kunne hypnotisere en mand med sin gudeskønne krop. Han slap hende roligt, som han vendte ryggen til hende. ”Men fortæl mig.. hvad er forskellen på en stripper og en prostitueret?” spurgte han roligt, som han kort drejede hovedet og så sig selv tilbage over skulderen, hvor et tydeligt hånligt glimt var i hans øje. Han vendte sig roligt om igen, hvor han lod hver fingerspids, fra hver hånd ramme hinanden. ”Ser du.. jeg er et torn i øjet på kongehuset her i Procias, og ja.. det siger sig selv fordi jeg er dvasianer. De er i gang med en ransagning i hele landet for at smide enhver dvasianer ud, og de vil snart også komme her..” fortalte han roligt, ”jeg vil have at du skal tage op til slottet, blive gode venner med de kongelige, og.. skaffe mig informationer.” Han gik roligt om bag skrivebordet igen og trak en skuffe ud, inden han hev en pengepose frem, som han kastede frem på bordet og roligt nikkede imod, som et tegn til at hun måtte tage den. ”Jeg vil naturligvis betale dig rigeligt for hver information du skaffer mig. Og et godt råd, så bliv gode venner med den kongelige rådgiver.. han ved en del om alt og alle har jeg fundet ud af,” endte han stilfærdigt. Penge kunne vel altid friste en tøs der gik meget op i sit udseende og som gerne ville bo ordentligt?

[Deleted]

Raphaella vidste udmærket godt at dette var en kontrakt som hun ikke ville være i stand til at skulle løbe fra, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Så var det jo egentlig heller ikke fordi at hun havde meget hen af et valg, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Døden ville følge hende, dersom hun nægtede at gøre det. Det var jo ligesom også derfor, at hun havde gjort absolut alt for at skulle undgå at støde på denne mand igen! Han var jo en dvasianer med alt hvad det indebar, så det var vel også derfor at hun var taget hertil? Det var da et af de sidste steder hvor hun havde regnet med at skulle se ham og så stod han som greve? Det var simpelthen bare ufatteligt! Hun havde en gave, hun var frygtelig glad for den, også fordi at de ikke var mange tilbage, hvilket vel var en tanke som skræmte hende og meget endda. Han ville udnytte hende.. det var bare en fornemmelse som hun brændt inde med og følelsen var på ingen måde behagelig, så meget kunne hun da sige allerede med det samme, for hun stolede bestemt ikke på ham! Hun fnøs ganske kortfattet. Hvis der var noget som hun ikke kunne, så var det at læse, for… ja, hvem skulle da ellers have lært hende det? ”Du ved godt, at det at.. læse er et privilegium som ikke mange har?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun havde fået forklaret hvad det gik ud på og underskrevet. Det var vel også det som havde været selv den største fejl som hun nogensinde kunne have gjort! Det gispede helt i hende, idet han gjorde et udfald mod hende, hvilket nærmest automatisk pressede hende op mod døren, som han greb omkring hendes hage og kæbe. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst og med et tydeligt ubehag. De mørke øjne stirrede direkte i hans egne, som hun slet ikke kunne finde noget andet at give sig til. Hun var bange for ham, hun var bange for hvad han ville have hende til og hvad det faktisk ville gå hen og koste hende i den anden ende, for det var sikkert noget ekstremt stort i forhold til det som han havde gjort for hende og det var virkelig, virkelig unfair! ”Det forbeholdes den rette, når manden dukker op.. Ilosonic,” vrissede hun. Et sted så var det vel bare at bruge munden, for frygten hvilede i den grad også i hende og på alle måder endda. Hun kneb øjnene fast sammen. Forskellen var tydelig i hendes øjne! ”Jeg lader ikke folk røre eller udnytte mig, Sonic… I forhold til andre som smider bukserne for det første med ben som kan spredes,” mumlede hun. Der var vel en tydelig hentydning i hendes ord når alt endelig måtte komme til alt. Hun trak hovedet fast til sig, som han gav slip. Han skulle bare ikke have lov til at lægge den finger på hende! Pengeposen som han smed op på bordet, var noget som hun tydeligt måtte tage i blik. Det var mange penge.. specielt for en som hende, som ikke havde noget som helst at gøre godt med. Hun levede jo trods alt på gaden af en grund og nemt var det bestemt heller ikke. Hun sukkede indædt og bed sig i læben. Hun gik varsomt og stille hen mod ham, hvor hun stille tog fat i posen. Han havde jo gjort tegn til det? Hun vendte blikket mod ham. ”Du vil have mig til at blive venner med den kongelige rådgiver, samle information fra kongehuset og vandre frem og tilbage mellem her og der for at give dig dem?” spurgte hun stilfærdigt. I sig selv, så brød hun sig slet ikke om den tanke! Hun var lille, hun var usynlig og det var sådan hun helst ønskede det! ”Du udnytter mig…” afveg hun stille. Hun ville ikke gøre det!

[ilosonic]

At Raphaella var kommet ind på Ilosonics grund, var noget som et sted måtte forundre ham, for.. hun må jo ikke have vidst at han var blevet greve af landet? Selvom at rygterne ellers havde spredt sig hurtigt, så hun måtte jo næsten have sovet i hi, hvis hun ikke havde fået det med, for det ville jo næsten være uundgåeligt! Specielt når hun levede her i Procias, for hun måtte vel også have mærket sig af krisen og kaosset i landet i de sidste mange måneder? Så hvordan hun ikke havde fået det med, var virkelig et godt spørgsmål. På den anden side kom det jo så kun til hans fordel at hun ikke havde vidst det, for ellers havde hun jo aldrig opsøgt stedet her, så havde han aldrig stødt på hende, og så var hun jo nok død, inden han havde nået at kunne huske den kontrakt han havde med hende, for skulle han være ærlig, så havde han faktisk glemt alt om den i de år der var gået, for det var jo faktisk lang tid siden at han havde set hende. Der havde hun ikke været andet end en ung teenager, der havde været naiv og godtroende, hvilket han også havde udnyttet, og det kom han jo så kun tydeligt til gavn den dag i dag. ”Åh.. du kan ikke læse? Jamen så er det jo min fejl jeg ikke fortalte om det der stod med småt..” endte han roligt og trak svagt på skuldrene som betød det ingenting, selvom at det jo faktisk var en stor del af kontrakten, men hvad havde hun regnet med? At hun kunne løbe fra den, når hun både havde underskrevet med sit eget blod og i selskab med en warlock? Det sagde næsten sig selv hvad det der stod med småt måtte være. ”Jaså? Jeg havde ellers troet at du havde tilfredsstillet mange mænd, med dit udseende, ved at forvandle dig til den kvinde de ønskede,” svarede han lettere eftertænksomt, selvom det vel egentlig også var en anelse billigt? På den anden side så havde hun arbejdet som stripper og de blev ikke ligefrem set på som med gode øjne, naturligvis for de perverse mænd, der sad og gloede på de dansende kvinder og tilmed gav penge til dem, men han ville nok ikke ligefrem regne med at Procias var et sted for en tidligere stripper, hun burde jo ikke kunne finde noget ordentligt arbejde her, ikke et arbejde som hun selv brød sig om vel at mærke. Han smilede morende til hendes ord, som hun var tydeligt fornærmet over at blive sammenlignet med en prostitueret, hvilket han også godt forstod, men i hans øjne, var forskellen på en prostitueret og stripper ikke særlig stor. Måske hun ikke gik i seng med gud og hver mand, men hun smed trods alt tøjet for at for at tilfredsstille folks syn, hvilket hun også tog penge for. Han vendte det mørke øje mod hende, hvor han roligt lod albuerne hvile mod skrivebordet og foldede hænderne ganske let, som hun alligevel valgte at gå hen og tage omkring pengeposen. ”Nok du ikke kan læse, men dum er du bestemt ikke,” svarede han med et skævt smil, som hun havde forstået jobbet. ”Udnytter dig?” gentog han lettere forarget. ”Tror du ikke jeg kan behandle folk på fair præmisser? Det skuffer mig,” endte han stilfærdigt og kneb øjet en anelse sammen. Han lænede sig roligt tilbage i stolen uden at se væk fra hende. Han nikkede kort mod posen. ”Jeg kan forstå du mangler arbejde, og jeg mangler en til at udføre arbejdet, du bliver rigeligt betalt, desuden.. når man går op i at have et ordentligt liv og ikke leve livet på gaden, så bliver man lettere.. desperat efter at få penge,” svarede han roligt, ”så.. hvis du vil være sikker på ikke at ende så langt ude at du faktisk begynder at sælge kroppen for pengenes skyld, så tager du imod jobbet.”

[Deleted]

Raphaella brød sig på ingen måder om at være stødt på Ilosonic igen. Hun havde aldrig lært at skrive eller læse, for.. ja, hvem skulle da kunne lære en fattig tøs det? Det var jo normalt kun et privilegium som tilfaldt de rige. Hun havde lært sig sammensætningen af sine egne bogstaver, så hun vidste hvordan hendes navn skulle staves, men hvordan de lød hver for sig, var hun faktisk meget i tvivl om. Når det kom til nyheden omkring hans tilværelse i Procias, så var hun faktisk ikke klar over det. Hun var jo normalt aldrig i byen, hun sov på gaden, og selvfølgelig så snakket folk, men det var nu mere om manglen på mad, alt som var sket på kongehuset, men hun havde nu heller ikke hørt meget omkring grevefamilien, så.. ja, hvad skulle han ellers have lavet der? At hendes fortid måtte fange hende igen nu, var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om, men nu hvor hun heller ikke kunne løbe fra det, så var det virkelig heller ikke andet for hende at gøre end.. ja, at takke for det og bare få gjort sin andel af aftalen og opretholde den kontrakt? Bare tanken om benægtelse var noget som klemte til i hendes bryst, så det var jo heller ikke noget som gavnede hende på længere sigt, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke! ”Jeg er ikke en simpel horetøs, Ilosonic! Hvis det er det billede du har af mig, så tager du i den grad fejl!” Hun vendte blikket lettere fast mod ham og med den samme faste mine som tidligere. Hun var ikke decideret bange for ham, men hun brød sig på ingen måde, om at skulle være ham tæt på den ene eller den anden måde. Nej, hun ville bare gerne væk derfra og det var virkelig heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket, for hun var virkelig.. bange for ham et sted? Han havde hende lige hvor han ville have hende og dette var allerede noget som hun måtte definere som direkte udnyttelse, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene nu end måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så havde hun virkelig heller ikke noget andet valg! ”En dvasianer.. du skræmte en mand væk for mig og du ønsker jeg skal udspionere på kongehuset? Det er på ingen måde en fair aftale!” Hun var bestemt heller ikke meget for det, men at nægte.. det ville slå hende ihjel og det ville hun bestemt heller ikke være med til på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket ned mod pengene som hun stod med i hånden. At leve et godt liv, var ikke nødvendigvis det som hun var mest opsat på, men bare et liv, hvor hun kunne få det hele til at køre rundt og muligvis med lidt mere end det, hvis det blev hende menneskelig muligt, selvom hun var for realistisk til at sætte snuden op efter det. Hun var jo en simpelt gadetøs, var hun noget som nogen i det hele taget kunne bruge? Øjnene lukkede hun stille i og med en tydelig opgivende mine. ”Hvornår kræver du at jeg går i gang?” spurgte hun endeligt, som hun igen så på ham med det samme tomme blik. Hun havde jo intet valg!

[ilosonic]

Nok Raphaella ikke ville finde det fair at hun skulle udspionere for kongehuset, men det var faktisk ikke der at udnyttelsen lå, den lå et helt andet sted, hvilket hun nok skulle finde ud af med tiden. Det mørke øje vendte Ilosonic roligt mod hende, hvor et kækt og udspekuleret smil hvilede på hans læber. Hun morede ham faktisk, hvilket også var tydeligt at se på ham, selvom hun jo nok ikke fandt det morsomt ligesom ham selv. Han vidste at hun helst bare ville ud herfra, glemme alt om kontrakten og at han skulle gøre det samme, men den gik desværre ikke, for han var langt fra færdig med hende. Desuden kunne han jo ligeså godt udnytte hendes talenter nu hvor hun var her, for hun kunne skifte udseende som hun ville og uden besvær, så hun var jo faktisk perfekt til den opgave! ”Nej.. jeg ved skam godt du er fornuftigere end det,” endte han stilfærdigt, som han roligt lænede sig ind over bordet, med albuerne hvilede i bordpladen og hænderne foldet foran sin hage, uden at han veg blikket fra hende. Hun var ingen prostitueret, godt nok en simpel stripper og hvorvidt det ene var bedre end det andet kunne diskuteres, men han vidste at hun ikke var dum, men ganske snu, hun kunne måske ikke læse, men det var ikke ensbetydende med at hun var dum, for det var hun bestemt ikke! Han vidste at han valgte rigtigt ved at give hende det job. Han så lettere fast og kortfattet mod hende ved hendes ord. ”Så vidt jeg ved Raphaella, så betalte du ikke mig for at tvinge den mand væk fra dig. Jeg betaler trods alt dig, endda mere end rigeligt!” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Løgn var det jo ikke engang. Han tilbød hende et job og det kunne skaffe hende de nødvendigste penge for at overleve, så hun ikke behøvede at sove på gaden, desuden var han sikker på at hun i tiden på sin mission kunne skaffe et værelse på slottet, ellers måtte han jo selv gøre det, så hun kom skam ikke til at sove på gaden, derfor kunne hun roligt slappe af! At hun tog imod pengene og faktisk ønskede at tage imod jobbet, var noget som faktisk måtte glæde ham, selvom det ikke var til at se på ham, som hans ansigt bar et udspekuleret skær, så det ikke rigtig var til at se om han havde en bagtanke med det hele eller ej. ”Jeg kræver at du får dig et varmt bad, får noget nyt og passende tøj til kongehuset, hviler til morgendagen kommer og derefter tager af sted,” svarede han roligt og ganske så kortfattet. Han var måske dvasianer og man ville måske beskylde ham for mange ting, og hun ville nok for at udnytte hende, men han var faktisk en mand der kendte til fair præmisser, hvilket han også mente at dette var. Han betalte hende trods alt, gav hende husly til i morgen, så hun derefter kunne tage af sted. ”I morgen vil du få skænket en hest, så du sparer på kræfterne og hurtigere når til kongeslottet.. og husk nu Raphaella.. hvis de spørger dig om noget du ved du ikke burde svare på, så lyv.” De sidste ord var sagt i alvor, hvor han også først der vendte blikket mod hende. Han så roligt mod sine papirer igen. ”Hvis du har forstået det hele og ikke har flere spørgsmål, så må du gerne gå, og så regner jeg med at se dig om en uges tid eller to, hvor længe du nu skal bruge for at skaffe vigtige og relevante oplysninger,” endte han roligt, og viftede let med hånden, som tegn til at hun gerne måtte gå. ”En af tjenestepigerne vil give dig et værelse.”