Kidnapping!

[julien]

Tiden var gået hurtigt og sommeren var så godt som inde over landet, da den var kommet tidligt dette år. Det var normalt noget som fik en vampyr til at være opmærksom, men der var en enkelt som det virkelig ikke rørte, Julien Mathimæus. Det var efterhånden flere måneder siden at hans far var gået bort og ligeledes var mange fulgt efter. Dronningen af Procias, Keischa var død, hvor der var kommet nye til, hans mor boede sammen med hans gudfar Isaac, greven af Manjarno. Hun havde været for at hente sine ting og for at sige farvel, eller vel rettere sagt på gensyn? Han havde været en del fjendtlig overfor hende da hun havde været der og havde næsten haft mest lyst til at bortvise hende for evigt, men.. han tænkte også på Maggie, og Alicia var trods alt hans mor, desuden så kunne han jo ikke bebrejde hende for hans fars død, for det var for alt i verdenen ikke hendes skyld. Nu hvor tiden var gået, så havde han fået tænkt utrolig meget over tingene, og han var kommet frem til at han kun ønskede sin mor lykkelig, så hvis det var med Isaac, så måtte han jo bare acceptere det, desuden så havde han også ladet sig høre at hun var blevet forlovet med manden. Han selv var jo ikke ligefrem uskyldig, som han var sammen med sin egen søster, Maggie, som han elskede højere end noget andet. Hun var dog begyndt at afvise ham, som om hun ikke ønskede ham tæt, et sted måtte det frustrere ham, for hun gad ikke fortælle ham hvad der var galt, hvilket vel også var grunden til at han var begyndt at søge mere ud? Han havde en enkelt mission som han skulle have overstået før han for alvor kunne få fred igen og det var hævn. Måske mange fandt det tåbeligt, men han ville hævne sin far, han ville ikke længere plages over de forbistrede tanker! Desuden hvis Maggie knap gad sove sammen med ham, jamen hvorfor skulle han så gå rundt derhjemme? Han havde desuden også en masse andet som han skulle have set til og han havde endelig lagt den endelige plan som han nok skulle få ført ud i livet, så han kunne få sin hævn. Det hele var gennemtænkt og han var allerede på vej. Han havde ikke brugt særlig lang tid at komme frem til Procias, selvom at turen over muren var blevet en del sværere efter at landet havde fået hjælp fra det manjanske kongehus. Men det havde da lykkedes ham at komme uset ind, for det havde virkelig sine fordele at være vampyr med formskiftende evner. Det var mørkt, dog ikke helt nat men sen aften, og han var på vej til den store herregård, hvor han vidste at greven måtte befinde sig, for han vidste at den mand måtte holde lav profil, for det var vel klart og tydeligt at det var ham som stod bag oprøret? Selvfølgelig ingen beviser, for det ville ikke gavne manden, men han gav manden noget andet at tænke og bruge sin tid på, for det var denne Ilosonic Demoniqz, som var skyld i hans fars død, det var trods alt ham som havde forrådt hans far og dræbt ham. Han bar en mørk dragt, som dækkede hele hans muskuløse krop, hvor han på ryggen bar sine tvillingesværd og mest foretrukne våben. Han bar ellers en sort maske der måtte dække hans ansigt, så han gik fuldstændig i et med omgivelserne, hvor han var endt i Carino Fattorias store have.

[Deleted]

Tiden gik virkelig alt for hurtigt i Ilarias øjne. Hun kunne da heller ikke følge med længere! Nok kunne man sige, at det gik temmelig så godt mellem hende og Sonic, selvom denne graviditet og de mange hormoner virkelig havde gjort det svært – hendes morgenkvalmer, kvalmer i løbet af dagen, at hun hundsede rundt med ham og hendes pludselige ændring i appetit, havde bestemt heller ikke gjort det nemmere, for maven voksede jo! Og hun kunne virkelig ikke fordrage den tanke om at hun skulle bære rundt på en møgunge igennem 9 lange måneder! Hun vidste udmærket godt at det var Sonic som stod bag dronningens død, at hele landet var i oprør og hun måtte faktisk kun sige sig, at være tydeligt imponeret over at han i det hele taget havde fået det stillet i stand bare sådan uden videre. Hun havde valgt at søge ud, endnu en gang havde hun jo været oppe at slås med Sonic, og hun havde virkelig bare brug for noget luft! Han havde sit arbejde og hun havde sine krav på opmærksomhed, hvilket heller ikke gik godt i spænd altid, hvilket de efterhånden havde fundet ud af. Maven var ved at være tydelig, hvilket havde tvunget hende til at gå i lidt mere løse kjoler, selvom hun virkelig følte sig stor som en hval allerede og det var jo heller ikke fordi at den tanke, var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hendes vedkommende. Hun ønskede jo heller ikke, at ende med at skubbe ham helt væk fra sig, for den tanke i sig selv, var direkte.. skræmmende. Hun havde jo heller ikke direkte nogen andre steder at tage hen og så længe, at hun var i denne tilstand, så kunne hun jo heller ikke søge til Dvasias og tilbage til sit normale liv, som hun jo ellers ville have gjort det.
At hun ikke var alene i haven mere, var nu heller ikke direkte en tanke som slog hende ind. Sonic var ikke just den mest populære fyr i Procias, for folk havde skam også lagt mærke til hans egne racer, så de havde vel deres egne tvivl af den grund? Ikke fordi at det gjorde hende noget, for de færreste turde søge hertil, så det var jo altid kun en god ting. De isblå øjne hvilede på stien som hun måtte følge igennem den store have. Hun elskede at være der, også selvom det var ved at være godt varmt udenfor. Det var jo ikke vinter mere og de første spor af sommer havde hun allerede lagt mærke til, selvom det nu heller ikke var en tanke som faldt hende i direkte god jord. Tvært imod, så var det jo kun noget som måtte gøre det hele så mange gange værre endda, for hun brød sig bestemt heller ikke om varmen! Solen var virkelig hendes værste fjende! Hun stoppede op ved den bænk som hun altid sad på når hun endelig var ude – hvis ikke, så under det store træ som stod midt i havens centrum, for der kunne hun da få lov til at sidde helt alene og roligt. Hånden lod hun frustreret vandre igennem det lange og mørke hår, da hun førte det over sin ene skulder og nedover brystet. Det var jo ved at være godt langt efterhånden. Hun sukkede indædt, hvor den faste og tydelige kolde mine hvilede i hendes ansigt, som hun vendte blikket ned af den vej som hun var kommet. Til tider, så fortrød hun at hun ikke havde gjort noget ved barnet før at maven ville være synlig, for nu var hun jo også tvunget til at bære barnet hele vejen og hun brød sig bestemt heller ikke omkring den tanke!

[julien]

Julien ville naturligvis ikke bare møde op på en fremmed mands land, hvor han ikke kendte noget til personen, så han havde naturligvis lavet en lille researche, sådan som hans far havde lært ham at gøre det. Man skulle altid kende sin fjende, inden man angreb, for ellers havde man en tendens til at undervurdere sin modstander og så endte man jo som oftest med at tabe. Han vidste at Ilosonic var ilddæmon, og ild var trods alt en vampyrs svaghed, så han var nød til at tage sig i agt, hvis det nu var Ilosonic som han mødte denne aften, selvom at det nu ikke gjorde ham noget, men han var bange for at han ikke ville kunne vinde over manden på hans domæne, så fik han ham med sig hjem til Mansionen der var beskyttet af andres magi, jamen så havde han jo så godt som vundet og han havde allerede fundet måden at hvorpå han kunne lokke Ilosonic med sig, for han havde jo godt hørt om den lille dæmontøs som han havde bragt med sig dengang han havde søgt til Procias, og rygterne sagde at manden nu også snart skulle være far, måske ondt at bruge kæresten som lokkemad, men det var trods alt også den mest effektive måde. Typisk hvilken effekt kvinder skulle have på mænd, men på den anden side, havde nogen kidnappet Maggie, så havde han heller ikke selv tøvet for at søge efter, dog havde han selv brug for at komme lidt væk fra Maggie, for han var faktisk blevet træt af hendes mange afvisninger, der var tydeligt noget galt, selvom hun ikke ville fortælle ham det, hvor tanken om at hun var sammen med en anden mand faktisk havde slået ham, men.. hvorfor skulle hun det? Ikke mange sekunder skænkede han den tanke, for den gjorde ham ikke bare vred men også frygtelig.. bange? Det sidste han ønskede var at miste hende til en anden mand! Og så vidt han vidste så havde han ikke selv gjort noget galt, for han havde jo været hos hende som altid og pludselig havde hun skiftet humør og begyndte at afvise ham konstant, hvilket faktisk måtte irritere ham noget så grueligt! Han sukkede lydløst, som han sad i sine egne tanker på en tyk gren i et af træerne der udgjorde en lille del af den ellers så store have. Han lyttede til døren der måtte gå op, hvor de dybbrune øjne faldt på skikkelsen der måtte komme ud, hvor et noget så frydende smil gled over hans læber. Det kunne jo faktisk ikke blive bedre! Lokkemaden søgte direkte til ham, det var jo bare at gribe ud efter hende og så havde han så godt som Ilosonic i sin magt! Et selvsikkert og dog tydeligt koldt smil gled over hans ansigt, selvom det var skjult bag den sorte maske, hvor man kun ville kunne skimte hans mørke øjne. Som hun fortsatte videre ud på stien, så blev han blot siddende uden at røre sig det mindste. Jo længere væk hun gik fra herregården desto bedre blev det for ham, og som hun begyndte at gå længere væk, begyndte han med lydløse bevægelser som en kat at bevæge sig fra træ til træ, hvor han iagttog hende som havde han været et rovdyr og hun sit bytte. At hun satte sig ved bænken ved det store træ, som næsten måtte udgøre centrum af den store have, fik ham selv til at stoppe op, hvor han blot iagttog hende. Han så kort tilbage for at sikre sig at Ilosonic ikke fulgte med, derfor ventede han også med at vise sig, for han tog ingen chancer!

[Deleted]

De fleste valgte at gøre det kloge træk, netop ved at blive langt væk fra Herregården. Hun var mere eller mindre fuldstændig ligeglad, for det var alle disse hormoner som virkelig var ved at drive hende til vanvid og hun havde jo mange gode måneder af graviditeten endnu! Han havde arbejde ved siden af, så han kunne jo heller ikke være ved hende i døgndrift, selvom det heller ikke var noget som hun direkte ville have, udelukkende af disse ganske særlige grunde; Hun var ikke hjælpeløs og det var bestemt heller ikke fordi at hun krævede anderledes behandling netop fordi at hun var ved at blive godt fed! Hænderne gled stille over hendes mave, som hun sad og bandede let for sig selv. Hun havde det virkelig ikke særlig godt – kvalmen var der, hun havde ikke rigtigt nogen appetit og havde heller ikke haft det igennem det sidste døgns tid. Et sted så var hun vel bekymret? Ikke fordi at det var noget som hun ville dele med Sonic, for han kunne vel være ligeglad? Det var jo heller ikke fordi at hun følte som sådan, at han faktisk var der som hun ønskede sig og det var noget af det som faktisk irriterede hende mest! Hun sad nærmest og bare stirrede ned på maven, for hun vidste jo slet ikke hvordan pokker hun skulle bære sig ad med alt det her, det var jo et massivt kaos og endda på alle tænkelige måder overhovedet! Ikke bare, at hun var tvunget til at skyde en unge ud, så var det nok ikke noget som hun selv ville blive i stand til, for hun var på ingen måder en født mor! Hun var kold, kynisk, kendte ikke rigtigt til ordet ’omsorg’ og hun ville da for alvor blive sindssyg af skrigende unger når hun skulle sove! Det var bestemt heller ikke noget som man direkte kunne sige, at hun så frem til. Hun ville gå Sonic på nerverne med hendes vrede og hendes frustration, udmattelse og træthed, samt det at det bare ville irritere hende noget så grusomt, så det var bestemt heller ikke nogen heldig tid at han måtte gå i møde, netop ved at blive. Til tider, så overvejede hun jo faktisk at tage derfra igen.. også mest for Sonics skyld, for så ville hun heller ikke være ham en pest og en plage. Ja, hun tænkte faktisk utrolig meget på ham, fordi.. hun vel holdt af ham? Ikke fordi at det var noget som hun direkte havde ladet komme til udtryk på den ene eller den anden måde, men det var heller ikke altid, at det var nemt at forklare! Hun var en spade til at forklare sig! At der jo var andre i hendes nærhed, var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Hun ville egentlig bare have lidt fred og lidt ro for en gangs skyld, for var det ikke Sonic som var ved hende, så var det jo tjenestefolket. Hun havde bare brug for noget ro i hovedet efterhånden! Sonic fulgte vel ikke med? Han vidste og kendte hende nok til at vide, at hun skulle have fred til at falde til ro, for det var ikke altid, at det var godt når han blandede sig. Hænderne strøg igennem hendes hår. Hun havde kvalme og hun var allerede ved at blive sindssyg af graviditeten! ”5 måneder… det er alt..” gentog hun stile og let for sig selv. Hun var jo for pokker knapt nok halvvejs! Endnu en gang rejste hun sig, kun for at bevæge sig længere ind i haven. Julien ænsede hun knapt i sin egen vrede. Hun ville bare forsikre sig, at Sonic ikke fulgte efter hende, hvis han i tilfælde, skulle komme ud i haven efter hende.

[julien]

De mørke øjne hvilede lettere åndsfraværende på Ilaria. Det var hende som Julien ville bruge som lokkemad, for han havde skam ikke lavet en research for ingenting. Han havde godt hørt om Ilaria, og hun var vel et typisk eksempel på en stædig dvasiansk tøs? Sådan som hun måtte bande og var vred, var det lige før at hun måtte minde ham om Maggie, for den tøs bestilte heller ikke andet på end at være tvær og sur og afvise ham konstant, som om hun ikke ønskede at have ham tæt, og han kunne da godt regne ud at hun måtte skjule noget for ham, for hun havde aldrig, aldrig afvist ham på denne måde og i så lang tid, og han havde ikke gjort noget som helst! Normalt blev hun sur, hvis han ikke var sammen med hende i længere tid, hvis han ikke bekræftede hende, og nu var hun bare pludselige skide ligeglad? Det måtte faktisk irritere ham noget så grusomt! Han himlede med øjnene for sig selv, inden han vendte blikket mod Ilaria igen, som hun rejste sig. Hans blik gled bagud, for at se om Ilosonic havde fulgt efter hende, for det var tydeligt at hun var oprørt over et eller andet, muligvis et skænderi? Det skulle ikke undre ham hvis der forekom mange af dem. En ilddæmon med et iltert temperament og en isdæmon så kold og kynisk? Det kunne da næsten umuligt gå godt i spænd! Men verdenen skulle ikke få lov til at lide længe over disse to, eller i hvert fald ikke over den ene, for han skulle nok dræbe Ilosonic Demoniqz og gøre omverdenen en lille tjeneste! Han sprang ned fra træet og landede lydløst bag en busk i det bløde græs, hvor hans sorte dragt og maske sørgede for at han gik i ét med det hele. Han rejste sig roligt og betragtede Ilaria, som hun måtte gå længere ind i haven, hvilket fik ham til at smile et koldt smil, selvom at det ikke kunne ses netop på grund af masken, men hun gjorde det jo utrolig let for ham! Et sted ville det ikke gøre ham noget at Ilosonic snart ville komme, for hele pointen var jo netop at han skulle se sin lille dæmonkæreste blive kidnappet af den søn til den mand som han havde dræbt, for han ønskede hævn! Han forblev i skyggerne som han listede tættere på hende, hvor han ikke frygtede for hendes kræfter, desuden skulle hun vel også passe på den lille som hun måtte bære? Så for hendes vedkomne ville det jo være dumt at gå i krig med ham. Så måtte hun skrige hjælpeløst efter Ilosonic i stedet for! Som han kom tættere og tættere på, kunne han tydeligt mærke hvordan jagerinstinktet måtte tage over i ham, for det føltes som om at han var i færd med at jage sit bytte ind i en mørk krog, hvor hun ikke kunne komme væk igen. Han slikkede sig kort over munden, som det næsten var ham en vane, dog var han ikke ude på at drikke hendes blod, for der fandtes virkelig det blod som smagte bedre end dæmonblod! De dybbrune øjne faldt til hendes skikkelse, som han gjorde en hurtig bevægelse og endte direkte foran hende, hvor han stirrede på hende igennem den udtryksløse sorte maske. Det var næsten som om at han måtte komme med et lille hvæs af den rene afsky, for tanken om Ilosonic behagede ham virkelig ikke på nogen måde! ”Skrig min lille due,” hvislede han koldt, som han greb hende om armen og trak hende ind til sig, så hun endte med at stå med sin ryg ind mod hans front. Han vendte blikket mod Herregården og skævede efter Ilosonic, selvom at han ikke var at se.

[Deleted]

Ilaria og Sonic var vel efterhånden ved at temmelig vant til skænderier, for det var noget som skete så frygtelig ofte, og specielt efter at hun var blevet gravid, så var der i den grad også kommet ekstra mange af dem, og det var heller ikke fordi at det var noget som hun kunne styre som sådan, men det skete nu alligevel. Hun kunne virkelig ikke fordrage det! Det bedste for hende, når det endelig skete, var faktisk at få noget luft, for det var i den grad tiltrængt. Hun var nødt til at være påpasselig med hendes evner som isdæmon, for barnet var jo lige så også ilddæmon. Det var noget af en kraftig lille møgunge som de havde i vente i løbet af det næste halve års tid. Hun glædet sig virkelig til at kunne skyde den unge ud, selvom de jo måtte se om det ville være i den tid, at han ville sparke hende ud, for det ville vel også blive alt for meget med tiden? Det var i alle fald det som hun var ved at indstille sig på, for som det stod lige nu, så regnede hun praktisk talt ikke med at blive her. At hun blev holdt øje med vidste hun ikke, for det var normalt noget som Sonic gjorde hvis det var noget som han fandt tid til eller havde lyst til for den sags skyld, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige nu så ønskede hun jo bare at have lidt fred, falde til ro og så fortsætte som før når kvalmen ville lægge sig, for hun havde virkelig bare brug for at finde et sted, hvor hun kunne få lov til at være lidt sig selv. Det stivnede dog for alvor for hende, idet det gik op for hende, at hun ikke var alene, da denne mand pludselig endte foran hende som det rene ingenting. Skrig? Hun rettede sig op, selvom det hurtigt gik op for hende, at denne mand bestemt heller ikke ville hende noget godt, hvor hun tydeligt stivnede, idet han tog fat i hende og trak hende ind til sin krop – Han var ikke varm at være tæt på, der var ikke rigtigt noget som tydet på et bankende hjerte – Med andre ord, så var det en dvasianer; En vampyr! ”Slip mig!” hvæsede hun med en fast tone, idet hun blev tvunget helt tæt ind til ham, hvor hendes krop nærmest helt automatisk måtte blive mere kold at være tæt på, selvom det nok ikke havde nogen påvirkning af ham, men det var nu bare sådan at det måtte være; Hendes forsvarsmekanismer som til tider også afholdt Sonic fra at kunne komme helt tæt ind til hende, men det var nu også bare sådan at det nu endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Det var heller ikke fordi at hun skreg op, men hendes stemme var virkelig skinger når hun hævede stemmen, og det var bare det som lå helt naturligt til hende. Hvorfor han holdt fast i hende og blev stående, var nu ikke noget som hun forstod sig på! ”Ikke kom og sig, at du er endnu en af Sonics mærkelige slægtninge, vel?” mumlede hun fast for sig selv, idet hun fast knyttede hænderne. At skade det lille barn var jo faktisk heller ikke noget som hun ønskede, for et sted så holdt hun vel af det når alt endelig måtte komme til alt, selvom det nu ikke var noget som hun som sådan havde valgt at lade komme til udtryk? Hun vendte blikket mod den store Herregård. Holdt Sonic øje med hende, var det en test eller var det virkelig en dvasianer som var kommet for at ødelægge mere? Det var faktisk en tanke som gjorde hende meget usikker af sig og hun hadet det! Hun vred sig i et fast forsøg på at komme fri.

[julien]

Allerede nu kunne Julien konstatere at han havde noget tilfælles med denne isdæmon; de havde begge brug for frisk luft og få noget andet at tænke på. Det var tydeligt at hun var vred, hvilket han kunne høre på hendes bandende mumlen og så på den måde som hendes hjerte måtte slå i en ustyrlig rytme imod hendes bryst, et tydeligt tegn på at hun var vred, selvom at grunden ikke ligefrem ragede ham, for den var han sådan set ligeglad med, han gad slet ikke vide hvad de havde skændtes over, da han desuden også havde sit eget at tænke på, men det lille skænderi som hende og Ilosonic havde haft kunne da komme til hans egen fordel nu hvor han ville kidnappe Ilaria. Han havde godt hørt at Ilaria skulle være rapkæftet og direkte en belastning, så han var næsten forberedt på at han skulle binde hende for munden, når han fik hende til mansionet, for han ville da bare blive sindssyg af at høre på hende! At hun blev tydeligt overrasket fik ham kun til at smile morende for sig selv, selvom at hun ikke ville kunne se det, da han havde gemt sit ansigt bag den sorte maske. Hvad han altid havde lært af sin far, så var det at man aldrig skulle vise sit sande ansigt, og der var han selv jo så heldig at have arvet formskifterevnerne fra sin mor, så han kunne spille hvem som helst han ville, så længe han havde set ansigtet på personen. Hendes hvæsende og faste tone sagde ham virkelig det hele, men det undrede ham nu heller ikke, for hun var vel en typisk dvasiansk dæmontøs? Og så var der jo lige det faktum at hun var isdæmon, så hendes kolde attitude rørte ham ikke specielt. Det at hun gjorde sin krop koldere, rørte ham stort set heller ikke, for han kunne ikke fryse, men det havde jo været en hel anden sag, hvis hun havde været ilddæmon og det var også grunden til at han var nød til at få hende med sig til mansionet, så Ilosonic ville følge efter, for når de først befandt sig på hans domæne, så ville deres magi være nyttesløs og så ville han have den fulde kontrol og magt og derefter dræbe Ilosonic på stedet! Han smilede koldt ved hendes ord, hvor han betragtede hende med sine dybbrune kyniske øjne ud af den sorte maske. ”Tværtimod.. så vil jeg mere betegne mig som en fjende til hans familie,” påpegede han stilfærdigt og med en kold røst, hvor han lod sin ene hånd søge til hendes mave, hvor han kunne mærke det lille væsen inde i hende danne form til en dæmon. ”Og du bærer den sidste arving til hans slægt..” hvislede han i en kold hviskende tone mod hendes ene øre. Han lod hånden søge væk fra hendes mave, hvor han tvang hendes ene arm om på ryggen, som han roligt begyndte at hive den op af – hvilket til sidst ville ende med at han brækkede den. ”Nå.. kald så på din lille kæreste.” Det var mere end ordrer end en forespørgsel, hvor han blot tvang hendes arm længere op, for hvert sekund, så hun ville vide at det ikke var for sjov at han ikke tøvede med at gøre hende ondt. Han var et dødt væsen og han ville ikke angre hvis han slog hende og hendes barn ihjel! Han ville have sin hævn. Han ville have Ilosonic!

[Deleted]

Ilaria havde virkelig ikke brug for flere ting at skulle tænke på, for hun havde virkelig mere end nok fra før af, det var der slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun var en stresset og fortvivlet kvinde, hun havde det dårligt og så blande det sammen med de mange hormoner var bestemt heller ikke noget som gavnede hende eller Sonic for den sags skyld. Barnet var hun faktisk begyndt at skulle holde af i det store og hele, selvom det ikke var noget som hun havde sagt direkte, for i hendes øjne, så var det slet ikke noget som han havde brug for at vide nu! Hendes hjerte slog mere og mere fast mod hendes bryst, idet hun kraftigt bed tænderne sammen og gjorde faste ryk i kroppen for at komme fri, selvom det slet ikke nyttede hende noget som helst. Hun stod virkelig fastlåst ind til denne vampyrs skikkelse og behaget var der bestemt ikke! Tvært imod! Hvem han var, vidste hun ikke, for masken skjulte jo trods alt også hans ansigt for hende, så det var kun noget som var med til at gøre det hele så frygtelig mange gange værre, selv set i hendes øjne, så var der jo ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det som det måtte stå for øjeblikket. Hun prustede let, hvor hun slap et let gisp, som hendes ene arm blev tvunget om på hendes ryg. Hånden som gled mod hendes mave, var noget som fik hende til at sitre noget så voldsomt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen måde! Denne mand havde gjort sin research, det var noget som efterhånden var gået op for hende, men at det skulle gå ud over hende og det kommende barn på grund af noget som Sonic havde gjort, var kun noget som gjorde, at hun blev langt mere vred og langt mere irriteret. At han førte armen længere og længere op på hendes ryg, kunne hun godt mærke, hvor det kun måtte gøre mere og mere ondt! Hun blinkede med øjnene, som hun kort prøvede at trække den til sig, selvom hele hændelsen i sig selv, faktisk førte til, at skulderen blev skubbet ud af led og der lød et kraftigt knæk i hendes arm. Hun gispede i et næsten halvkvalt skrig, for det brændt virkelig! Øjnene lukkede hun fast, som hun endnu en gang endte med at dirre. ”Han er ikke min kæreste!” vrissede hun sammenbidt. Hvis det var ham som han ville have fat i, hvorfor fanden gik han ikke bare igennem fordøren og indenfor?! ”Du skal ikke røre mit barn eller mig!” Denne gang hævede hun den ellers skingre stemme, vel et håb o mat Sonic ville høre hende? Ikke fordi at det ville undre hende, hvis han var på vej efter hende, for det var han altid efter et skænderi på denne her måde, men det var nu heller ikke noget som hun ville sige noget til. Det var jo stadig meget rart at nogen i det hele taget ville tage sig af hende på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt på nogen måde overhovedet! ”Slip mig..!” Hun nægtede i den grad at samarbejde med denne mand! Hun fortsatte med at gøre sin krop kold, selvom hun vidste, at det ikke havde nogen effekt, for hende så var det jo bare et gammelt forsvar som hun agtet at gøre brug af, hvis det nu skulle være hende nødvendigt. Han var jo så desværre vampyr, det ville ikke have den ønskede effekt, også selvom hun mærkede varmen i maven. Hendes kommende lille arbejdede jo mod den følelse som stod stærkest i hende, så det brændt selv der. Hun ville bare ikke være en del af spillet mod Sonic!

[ilosonic]

Aftenen var endt med et skænderi, selvom at de skænderier efterhånden var blevet en ren vane! Det var ikke bare et ud af mange, men et ud af flere tusinder! Og Ilosonic var efterhånden træt af Ilarias dårlige og irriterede humør, for han kunne jo ikke gøre noget rigtigt, inden hun skulle kappe hovedet af ham! Han sukkede indædt, som han sad på sit kontor med sit papirarbejde, selvom at han slet ikke kunne koncentrere sig længere, hvilket også måtte resultere i at han smed pennen fra sig og lænede sig tilbage med hænderne i nakken. Han stirrede olmt ud i rummet og på de reoler som var foran ham. Han hadede virkelig at være oppe at skændes med hende, for selvom han ikke var meget for det, så følte han skyldfølelse og for det meste måtte det virkelig frustrere ham at det skulle være sådan dag ud og dag ind! Det var virkelig sjældent at de havde en dag hvor de ikke var irriterede på hinanden, for hun sørgede da for at han fik noget at lave! Pejsestuen var under opbyggelse, som han faktisk selv stod for, han havde fået lavet det gamle vitrineskab, som hun jo så smukt havde smadret fuldstændig, nogle af møblerne skulle bare have nyt betræk, hvilket han havde sat tjenestepigerne i gang med at syg. Han havde fået nyt glas i vinduerne og i det store og hele var det jo faktisk ved at være færdig, for han var nød til at holde lav profil og så var han nød til at finde noget han kunne lave herhjemme, når han ikke skulle se efter Ilaria. Han vidste at hun var søgt udenfor, for efter at hun havde smadret stuen, så var haven jo faktisk blevet hendes yndlingssted, plus at den friske luft jo også var med til at klare hendes sind, for det var jo altid der han skulle ud for at roe hende ned, for at hente hende med ind igen. Han fnes kort for sig selv, for selvom de altid skændes, så endte de altid med at sove i samme seng alligevel. Et sted var det fint nok at de endnu havde hvert deres værelse, for til tider skændes de så langt ud på natten at de sov hver for sig, men det var faktisk sjældenheder. Og nu sad han og forbandede hende i sit eget sind, men det var vel mere af alt fordi han var så frustreret over at han ikke kunne gøre noget for at hjælpe hende, for at hun skulle få det bedre? For det måtte virkelig frustrere ham! Han rejste sig roligt og skubbede kontorstolen bagud. Det var vidst på tide at han hentede hende ind.. endnu engang. Han kunne alligevel ikke koncentrere sig når de var oppe at skændes, så hellere få hende roet ned og tage papirarbejdet derefter. Han smuttede ud af kontoret og endte i den store forhal, hvor han dog stoppede op, som han synes at høre Ilarias stemme. Var hun så gal at hun nu også smadrede hele haven? Han bar en dårlig mavefornemmelse, som kun sagde ham at noget var galt. Han tænkte end ikke over noget yderligere, som han smuttede ud af bagdøren der måtte føre ud til den store have, han kunne tydeligt høre hendes stemme, hvor han næsten endte med at småløbe mod det sted, hvor han mindes at kunne høre hende. ”Ilaria?” kaldte han roligt, selvom han endte med at stoppe brat op, da hans blik faldt på manden der måtte holde Ilaria. ”Lad hende gå!” En fast ordrer hvor hans tone kun tydede på at der ikke var noget at diskutere. Han var ligeglad med hvem denne mand var, han skulle bare slippe Ilaria!

[julien]

Det var tydeligt at mærke at Ilaria var en isdæmon, for hendes kulde rørte godt nok ikke Julien, men hun blev imponerende kold, så han faktisk måtte prise sig lykkelig over at han ikke var levende, men en levende død. Og det at hun var vild og ustyrlig passede bestemt også, for det var allerede det indtryk han havde fået af hende, på den anden side så manglede han vel bare lidt modstand før han ville være overbevist om at hun var en kriger og ikke bare den vante husmor, selvom at han vidste at hun var gravid og nok ikke ville gøre mere modstand end at prøve at komme fri, for det ville jo bare gå ud over hendes barn som hun måtte bære i sit indre, så for hendes egen og for barnets skyld så forholdt hun sig i ro. At hun så alligevel måtte gøre så meget modstand at hendes skulder måtte gå ud af led, var noget som faktisk måtte more ham, for han hørte det tydelige knæk, som også var grunden til at han ikke førte armen længere op, for den gjorde vidst ondt fra før af alligevel. Han slap en næsten hånlig latter til hendes ord. ”Han har gjort dig gravid men ikke engang gjort dig til hans?” spurgte han lettere hånende og med en tydelig morende stemme, ”ja det beviser da kun at han er ligeglad. Bare vent.. det ender nok med om ikke så længe at han smider dig ud.” Et koldt smil gled over hans læber, skønt det var skjult bag masken som resten af hans ansigt. ”Bare rolig.. dig er jeg sådan set ligeglad med.. det er Ilosonic som jeg vil have fingrene i,” forklarede han stilfærdigt og med den kolde undertone, hvor han så mod den store herregård, som han næsten blot ventede på at Ilosonic skulle komme, for hun havde da halvskreget, da hendes skulder var gledet af led. Han var ligeglad med barnet som Ilaria måtte bære, selvom.. hvis han ville have Ilosonic til at lide, så var det vel ved at skade Ilaria og barnet? Det kom jo så helt an på hvordan Ilosonic måtte se på Ilaria og hans kommende barn, for det var jo typisk blandt dvasianere at smide tøsen for døren, når hun blev gravid, hvis det da ikke var oprigtig kærlighed som måtte hvile imellem parterne, og eftersom de ikke engang havde trukket den så langt til at de kunne kalde hinanden for sin, så skulle det da ikke undre ham, hvis Ilosonic havde planer om at smide hende ud, desuden, hvem ville ikke blive træt af hendes skrigeri? Det dårlige humør? Afvisningerne? Et koldt smil passerede hans læber, selvom at det måtte falme, da han hørte Ilosonic kalde på Ilaria, hvor han blot vendte de dybbrune øjne imod mørket, hvor han kunne høre mandens hjerte slå højere og højere jo tættere på han måtte komme. De dybbrune øjne blev fuldstændig følelsesløse, da de faldt på Ilosonics skikkelse, hvor smilet måtte falme drastisk. Allerede synet af ham fyldte Julien med had og afsky. Var det den mand som havde dræbt hans far? Han kom med en lavmælt hvæsen, som kun han selv og Ilaria ville kunne høre. ”Lade hende gå?” gentog han næsten forundret, inden han rystede hånligt på hovedet. ”Beklager Ilosonic, men det er ikke sådan vi leger. Vi spiller efter mine regler!” endte han fast, som han begyndte at bakke og trak Ilaria med sig. Han løftede den ene hånd, som han trak den sorte maske af og lod sit ansigt komme til syne, inden han smed masken fra sig. ”Du dræbte min far og vil du se Ilaria igen, så gør du klogt i at følge efter mig!” svarede han lettere sammenbidt.

[Deleted]

Ilaria var virkelig en frustreret kvinde og hun havde virkelig bare brug for luft. Dette var bestemt ikke at få luft på den ene eller den anden måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være! Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst og uden stop. Hun var ikke Sonics og det var jo heller ikke fordi at nogen af dem nogensinde havde trukket den videre. Reglerne var jo ikke her som de var i Procias og det var bestemt heller ikke fordi at hun var meget for at skulle trække den så langt, for hun var vel et sted bange for at han faktisk ville ende med at smide hende ud før eller siden og faktisk leve op til det rygte som de fleste dvasianske mænd måtte have det? At skulderen røg ud af led, var i den grad noget som måtte gøre ondt! Det var noget som tvang hende til at stå fuldkommen stille, selvom det virkelig måtte føles som nåle måtte bore sig direkte ind i hendes skulder, så det var i den grad også svært at skulle stå helt stille! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg behøver ikke en ring for at falde til,” hvæsede hun fast. Måske at hun ikke var Sonics, men han havde nu alligevel gjort det tydeligt for hende, at han ikke ønskede, at hun skulle tage væk, så han var vel heller ikke helt så ligeglad med hende som denne mand ville gøre det klart for hende, at han var? Hun vidste nemlig bedre! At Sonic måtte komme til stedet, var nu heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, for det var jo tydeligt, at hun bare var en brik i spillet mod ham og det var noget som hun virkelig var træt af! Dette var grunden til at man ikke åbnede op for nogen, for man blev hinandens svagheder og hun kunne bestemt heller ikke fordrage at skulle være hans! Hun vendte de isblå øjne direkte mod Sonic. Hendes skulder brændte og armen med. Et sted føles det virkelig som om at den allerede måtte være brækket! Tænderne kraftigt bidt sammen, som hun nærmest måtte pruste for at få vejret, også fordi at det virkelig måtte gøre noget så frygtelig ondt og som intet andet overhovedet! Hun slap et mindre gisp af ren og skær smerte, da han bare valgte at trække hende med sig baglæns, for det gjorde virkelig ondt! Hænderne knyttede hun som det nu var hende menneskelig muligt, som hun vendte blikket mod Sonic. At knægten måtte være søn af den mand som Sonic havde slået ihjel – Alecanders søn? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun blot sendte Sonic den samme faste mine som altid. Hun var ikke svag, også selvom det var hende som måtte stå fanget i en anden mands favn. Hun kunne virkelig ikke have det! Hun ville langt hellere ligge i Sonics seng, putte ind til ham og bare glide hen i søvnen, for det var noget af det som normalt tog den værste del af kvalmen. ”Jeg vil ikke være en del af det her spil!” hvæsede hun med en smertende stemme, for hun havde i den grad ondt. Uanset hvordan hun bevægede sig, så brændt det virkelig hele vejen fra skulderen, ned af ryggen og ud i armen! ”Slip mig for pokker da!” Hun vendte blikket direkte mod ham. Dette var jo en kidnapning! Og det var slet ikke noget som hun ville være med til! Hun var ikke en af de mange unge og naive tøser som skreg efter prinsen på den hvide hest i håbet om at han ville komme hende til undsætning! Det var virkelig at synke dybt!

[ilosonic]

Ilosonic kunne desværre ikke komme udenom at Ilaria havde fået en stor betydning for ham. Der var en grund til at han var en enspænder, nemlig fordi at han ikke ville have folk tæt på sig, og det ville han ikke fordi man endte med at blive hinandens svagheder, som Ilaria var ved at blive hans. Han holdt af hende, og han ønskede hende ikke noget ondt, selvom at det virkelig måtte frustrere ham at hun var i det dårlige humør, at hun hele tiden var så irriteret at han knap kunne strakte sig uden at han gjorde noget forkert! Men han vidste jo at det var på grund af graviditeten og et sted havde han jo vidst det da han havde sagt god for at hun blev, da han havde sagt ja til at hjælpe med det hele, for det stod han skam stadig ved! Han ønskede ikke at efterlade hende med det hele selv, lade hende i stikken, specielt ikke fordi han holdt af hende som han gjorde. Han vidste at hendes hormoner måtte spille en del ind, det var også derfor at han faktisk var så tålmodig med hende, selvom at der selvfølgelig skulle to til at stable et skænderi på benene, men han var der jo altid til at roe hende ned igen, som han også havde ønsket at gøre denne aften, selvom at det så ud til at planerne var blevet ændret, for der var en fremmed mand som havde trængt ind på hans ejendom, en ejendom som han havde kæmpet så hårdt for få i sin egen magt og nu hvor han havde den, så havde han skam ikke tænkt sig at lade alle mulige fremmed folk komme anmassende på hans grund og tro at de kunne kræve det ene og det andet af ham! Og han tillod bestemt ikke at nogen kom og gjorde Ilaria fortræd på denne måde, for det var tydeligt at hendes skulder var gået af led, for det var noget som han selv tydeligt kunne se. Hans egen arm, var stadig i slynge, den var dog ved at få det bedre og han kunne også bedre bruge den for hver dag der gik. Hvem denne mand måtte være, vidste han dog ikke, desuden kunne han jo heller ikke se hans ansigt for den sorte maske der måtte skjule det. Og selvom han endte med at tage masken af og smide den fra sig, ja så hjalp det ham ikke rigtig, for han havde aldrig nogensinde set den unge mand før. Desuden var det også fuldstændig irrelevant, for det eneste der var vigtigt var det faktum at han havde gjort Ilaria fortræd og det var ikke noget som han fandt sig i! ”Lad hende gå!” hvislede han med en højere stemme, som han tog et skridt imod ham, hvor han dannede ild i sine hænder, som en tydelig advarsel. Han vidste at han ikke kunne ramme manden, ikke uden at risikere at skade Ilaria og det var da det sidste som han ville! Og så var der jo også det lille faktum at hun bar deres barn. Han bed dog mærke i den unge mands ord. Han havde dræbt hans far? Han kneb øjnene sammen og lod roligt ilden gå ud igen, som alligevel ikke ville komme ham til gavn i denne situation. Han tænkte kort over ordene, som han havde dræbt? For nylig? Han vendte blikket mod manden igen og kunne faktisk godt se en hvis lighed, specielt attituden. ”Du må være Alecander Mathimæus’ søn, Julien,” konstaterede han for sig selv. Alec havde godt nævnt Julien, da de havde snakket forretninger. ”Det er en misforståelse Julien.. lad Ilaria gå du skal ikke bruge hende til noget alligevel!” endte han stilfærdigt og langt mere kortfattet end før.

[julien]

Julien var virkelig ligeglad med Ilaria og hendes tåbelige skrigeri, for han var kun ude efter Ilosonic og nu hvor han kunne tage hans fars morder i betragtning, så endte hans krop fyldt med had og afsky, hvor han kun blev mere optændt på at slå manden ihjel frem for noget andet! Han ville have Ilosonic i sine hule hånd, han ville få ham til at lide som den pinsel han selv måtte gå igennem, da han havde mistet sin far. Nu stod han godt nok som overhovedet for sin nye orden, og han kunne gøre hvad han ville, hvor han ikke længere havde behov for at skjule sit forhold med Maggie, så der var selvfølgelig positive ting ved det, men hvis Ilosonic virkelig troede at han kunne forhandle med noget så vigtigt som Mathimæus-slægten og tro at han kunne føre den slægt bag lyset, jamen så tog han fejl og nu skulle han komme til at bøde for at han havde slået Alecander Mathimæus ihjel! Han tog sig ikke rigtig af Ilaria, som han blot holdt i et fast greb, så hun alligevel ikke kunne komme nogen vegne, for hendes kulde pralede alligevel af på ham, desuden så havde hun sin skulder at tænke på og kunne lige så godt lade vær med at blande sig, selvom at han tvivlede på at hun var ligeglad med at være lokkeduen i dette spil mellem ham og Ilosonic, men sådan var det nu engang bare! Han skulle bruge Ilosonic, som også var hans hovedmål, han kunne fint lade Ilaria gå, men først når han havde Ilosonic hvor han ville have ham! Han tog sig ikke af Ilarias vridende bevægelser, da han alligevel havde så godt fat i hende at hun ikke ville være i stand til at komme nogen steder. Hendes ord lagde han heller ikke rigtig mærke til, da han var optaget af sit had og sine tanker til Ilosonic. At han kunne regne ud at han var Alecanders søn, var næsten som noget måtte fylde ham med stolthed, for han ville hellere end gerne ligne sin far, for han var gået hen og blevet en utrolig berygtet mand med et ufatteligt stort rygte, som han hellere end gerne selv ville leve op til! Hans blik blev dog direkte dræbende, som han sagde at det var en misforståelse. En misforståelse?! Han skulle nok vise ham en misforståelse! Han lagde sin hånd omkring Ilarias dårlige skulder, hvor han klemte til, blot for at gøre det hele langt værre. ”En misforståelse siger du?!” hvæsede han vredt, hvor han ikke tog blikket fra Ilosonic og blot klemte til Ilarias skulder for at få hende til at få det værre, i håb om at det også ville påvirke Ilosonic, for så han bare det mindste tegn på omsorg, så vidste han hvad han skulle gøre! Selvom at han dog fulgte sin plan af den grund. ”Hvis du vil have chancen for at ’forklare’ dig, så må du søge til mit mansion, hvor jeg vil vente på dig, og der vil du også kunne få Ilaria at se igen, hvis ikke du følger efter..” Han gav roligt slip på Ilarias skulder og vendte blikket mod hende, hvor han blottede sine sylespidse hjørnetænder og satte dem for hendes hals, som han næsten skulle til at sætte dem i hende, men gjorde det dog ikke. Han vendte blikket mod Ilosonic igen. ”Så dør hun og jeres kommende barn på stedet,” endte han i en faretruende hvislen, som han slog armene omkring hende, blot for at gøre en hurtig bevægelse og derefter forsvinde i mørket, som et tydeligt tegn til at manden ikke rigtig havde noget valg.

//Out

[Deleted]

Ilaria var bestemt ikke meget for at være en del af det spil som skulle ske mod Sonic. Sandt var det, at hun virkelig holdt af manden, men hun kunne i den grad også høre på ham, når han mente sine ord og han mente jo at han ville hjælpe hende igennem det. Det eneste som hun bare ikke ville, det var jo bare det faktum at være ham en pest og en plage og da specielt nu hvor han havde gjort så meget for hende, så havde hun da slet ikke noget andet valg! Ikke fordi at det var de tanker som spillede i hendes sind for øjeblikket, for smerten var virkelig det som måtte stå som noget af det stærkeste og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre, for det gjorde det bestemt heller ikke, det var der sås sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne jo selv tydeligt se hvordan Sonic var påvirket af det, og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at være et så svagt et punkt som alle kunne ramme, for det ville hun ikke! Barnet voksede jo i hendes indre og hun vidste, at det barn nok havde en langt større betydning for ham, end det som det havde for hende selv, men hun ønskede jo heller ikke, at det skulle komme til skade af den grund! Slet ikke! At se Julien så vred kunne hun et sted også meget godt forstå.. specielt hvis det var Sonic som havde slået hans far ihjel, men det var altså sådan at denne her verden var bygget op og der var i den grad heller ikke noget at gøre ved det! Hun prustede let og fnøs, som hun ganske svagt gjorde en vridning mere. Selvom dette dog brat måtte stoppe, som han tog omkring hendes skulder og bare klemte til, hvor det tydeligt måtte stå i hendes ansigt, at det gjorde ondt! Hun kom med mindre små gisp som tårerne måtte vise sig i hendes øjne. Nej, det var ikke fordi at hun stod og græd, men fordi at det jo faktisk gjorde forbandet ondt! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, idet hun stod stiv i hele kroppen, hvor hun næsten måtte kæmpe for at skulle holde skriget tilbage, for det gjorde virkelig ondt! Hun slap et halvkvalt skrig, idet han slap hendes skulder, for det var nok noget af det som faktisk måtte gøre mest ondt af det hele, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt! Tvært imod! Hun vendte blikket ganske kort mod Sonic, idet han lage tænderne for hendes hals, hvilket kun fik hende til at sitre voldsomt. Hun ville lyve, hvis hun ville påstå, at det ikke var noget som hun havde oplevet før. Hun knyttede næverne og rystede på hovedet. ”Fanden tage dig, Julien!” hvæsede hun, idet at han bare tog fat om hende og fik hende med sig, nærmest som de bare.. forsvandt? Om det var fordi at det gik så hurtigt at hun ikke var i stand til at kunne følge med, så var det jo bare det.. Barnet ville hun gøre sit for at beskytte, om det jo så selv skulle koste dyrere i den anden ende. Ganske enkelt fordi at det var deres.. Et sted så måtte hun jo bare håbe på, at Sonic fulgte med.. og overlevede det møde med Julien, selvom det nu kun måtte være hende ganske tydeligt, at den unge mand måtte have ganske andre planer med hendes Sonic.

//Out

[ilosonic]

At se Julien på sit dørtrin var ikke noget som Ilosonic havde regnet med, men Alecander havde jo også gjort det klart for ham at ingen måtte få noget at vide, men han var bange for at han måtte bryde aftalen med sin ven og dermed fortælle Julien hvordan det hele hang sammen, for han nægtede at lade Alecanders valg gå ud over Ilaria og hans kommende barn! Han havde lovet Ilaria at hjælpe til med barnet, hvilket han bestemt også havde tænkt sig! Han lod hende ikke i stikken uanset hvad og han nægtede at lade Julien gøre hende ondt! At han så alligevel endte med at tage omkring hendes skulder og klemme til, hvor det var mere end tydeligt at det måtte gøre ondt, fik ham til at tage et skridt imod ham, selvom at han stoppede sig selv for ikke at ryge i flæsket på ham, for han ville heller ikke være skyld i mere skade på hende. Han knurrede for sig selv, hvor han knyttede sine hænder, så hans knoer måtte blive hvide. Han fandt sig virkelig ikke i det! Han bed tænderne fast sammen og betragtede Julien med samme mine, uden at vige blikket fra ham. Det var tydeligt at knægten ville have fat i ham, men han kunne vel for helvedet da blande Ilaria udenom?! Hun havde intet med dette at gøre, men det var åbenbart tydeligt at den unge mand ville have ham til at følge efter ham, og han var bange for at han heller ikke havde noget andet valg end at følge efter Julien, hvis han ville se Ilaria igen; som den unge mand også gjorde det tydeligt for ham. Ilarias halvejsskrig, da Julien slap hendes skulder, måtte virkelig skære i hans bryst, hvor han næsten følte sig helt magtesløs og han brød sig virkelig ikke om den følelse! Hans blik blev lettere dræbende, som Julien blottede sine tænder og gjorde hentydningen utrolig tydelig, men Sonic nægtede virkelig at lade noget ondt ske mod Ilaria! Desuden, nok hendes graviditet måtte være skyld i alle disse skænderier, men han glædede sig et sted til at barnet måtte komme, for.. ja det var deres afkom, deres barn, hans arving, og det gjorde jo også at Ilaria nok ville blive på herregården sammen med ham, for han ville ikke have at noget skete hende, han ønskede ikke at miste hende, han.. holdt af hende. Som Julien måtte forsvinde sammen med Ilaria, så mærkede Sonic en mindre frygt sprede sig i hans krop, men der var skam ingen tvivl om at han ville følge efter! Han havde ikke noget valg, specielt ikke når det var Ilarias liv som måtte stå på spil og det var jo faktisk dette som var skyld i at han ikke åbnede op for nogen, for de endte bare med at blive ens svaghed og han hadede den tanke! Han løb roligt til staldene, hvor han hev sin sorte hingst ud af sin bås, alt imens stalddrengen måtte hjælpe med at gøre den prægtige sorte hest i stand, hvor han satte i løb allerede med det samme, som han red ud fra gårdspladsen, for at sætte kursen imod Dvasias, for det gik noget hurtigere på hest, end det gjorde til fods. Han var ikke i tvivl om at Ilaria nok skulle holde Julien hen, for knægten havde virkelig valgt at kidnappe den forkerte kvinde, specielt når hun var i det humør, som hun var.

//Out