I'm getting cracy!

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften. Sonic havde været ude hele dagen og Ilaria var efterhånden ved at blive sindssyg! At passe Jacqueline alene havde været et langt større arbejde end det som hun lige havde regnet med, men det var nu heller ikke noget at sige noget til. Det havde jo faktisk været Sonic som havde taget sig af hende, og nu havde hun kun fået lidt tilbage af sin egen medicin, netop ved at skulle tage hende selv, selvom hun ikke havde noget imod det. Hun lærte jo trod alt heller aldrig at være en ordentlig mor hvis hun ikke forsøgte! Og selvfølgelig ønskede hun at blive en god mor til sin datter! Også for at gøre Sonic glad! Den lille pige havde sovet i et par timer, idet at hun var begyndt at skrige igen og sådan havde det været stort set hele dagen og det var virkelig ved at drive hende til vanvid! Hun himlede med øjnene og trak sig hen til den lille vugge hvor den lille pige måtte ligge i sengen. ”Hvorfor kan du ikke bare være stille, bare lidt?!” endte hun med en dæmpet, dog meget frustreret stemme, idet hun roligt tog den lille pige op i armene endnu en gang. Hun var virkelig.. opkogt! Hun var varm! Men det var vel bare på grund af hendes ilddæmon? Det håbede hun i hvert fald! Hun tog ganske forsigtigt den lille pige med sig og satte sig ned i stuen i stedet for. hun havde rander under øjnene, hun var træt og hun var ved at gå amok over at den lille pige ikke kunne gøre andet end at skrige! ”Nu må du snart gerne komme hjem!” endte hun med en tydelig frustreret mine. Sonic havde været ude hele dagen! Det kunne da ikke tage så lang tid at hente materiale til soveværelset, kunne det?! Hun sukkede dæmpet, som hun roligt satte sig ned i sofaen og med blikket på den lille pige som lukkede næverne om hendes kjole – med andre ord, så måtte hun være sulten. Ilaria himlede let med øjnene. Tøsen spiste jo trods alt også hele tiden! Ganske stille blottede hun brystet, lagde tøsen godt på armen og lod hende spise – idet at hun valgte at blive helt stille til Ilarias store glæde! Hun sukkede dæmpet og lukket øjnene ganske let, næsten som hun selv endte med at falde i søvn i sofaen, selvom det var svært. Lige så snart at Jacqueline var færdig med at spise, så begyndte hun endnu en gang at skrige, hvilket var noget som fik Ilaria til at himle med øjnene. Hun blev altså vanvittig! Den lille pige lagde hun stille fra sig på sofaen. ”Så ti’ da stille!!” endte hun tydeligt frustreret, idet at hun lagde hænderne mod hendes tindinger, for hun var virkelgi ved at blive sindssyg! Hun rejste sig fra sofaen og lod egentlig bare tøsen ligge der. Hun sparkede let fra med benene og rakte armene i vejret, alt imens hun bare lå der og skreg – skreg for opmærksomheden? Mere mad? Omsorg? Bleskift? Ilaria havde stadig ikke lært forskellen på tøsens alt for mange kald, og det var virkelig noget som i den grad måtte frustrere hende forbandet meget endda! ”For satan da også..!” endte hun dæmpet og tydeligt frustreret for sig selv, for hun kunne virkelig ikke finde ud af det, og det var noget som gjorde hende ked af det og så fik det hende samtidig til at reagere sådan her.. hun hadet det!

[ilosonic]

Tiden var efterhånden gået ganske hurtig for Ilosonics vedkommende, og han vidste godt at han ville komme sent hjem. Han havde ikke regnet med at være i Dvasias i særlig lang tid, han havde bare ønsket at købe materialerne og så komme hjem igen, også fordi han ikke var så meget for at Ilaria passede Jacqueline alene. Efter deres tidligere skænderi, så.. ja, han havde da givet hende chancen, og han håbede ikke at han ville finde den lille pige død fordi Ilaria ikke kunne holde det ud, men.. det var vel bare en syg tankegang? Han håbede i hvert fald ikke! Hans ophold i Dvasias var dog blevet udskudt en anelse, da han var stødt på en kvinde fra hans fortid, en kvinde, som han godt nok ikke ligefrem havde haft et forhold til som sådan, men hun havde vist ham sandheden. Han var stødt på sin mor, den kvinde som han troede altid havde elsket ham, men som havde forladt ham, hvor han i stedet for at have dræbt sin far, burde have gjort det ved sin mor, for han havde holdt med den forkerte person, og dog.. han holdt vel stadig af hende et sted? Han havde i hvert fald givet hende en chance til at gøre op for den smerte hun havde kostet ham, for at gøre tingene godt igen, så han håbede på at høre fra hende snart og ikke mindst se mere til hende, for han ville jo faktisk også gerne vise hende den familie han havde fået, også fordi han havde opkaldt sin datter efter hende. Efterhånden måtte han indrømme at han virkelig savnede sin familie, så han glædede sig til at komme hjem.
Som hestevognen kørte ind i indkørslen, måtte et smil brede sig på Sonics læber. “Endelig.. hjemme,” endte han med en næsten glædesfuld tone. Han ventede end ikke på at tjenestefolkene åbnede døren, da han blot trådte ud og ned i gruset. Han vendte kort blikket mod de mænd han havde haft med. “Når I har læsset det af ovenpå soveværelset, kan I holde for i dag,” svarede han kort, inden hans fokus måtte ryge over på huset, hvor han næsten ikke kunne vente med at se dem! Han hastede nærmest op til fordøren og sprang alle tre trin over, inden han åbnede døren, inden tjenestepigen kunne nå det. Hun blinkede lettere overrasket med øjnene, inden hun nejede ganske stille og smilede mildt. ”Godaften hr. Lad mig tage Deres jakke,” svarede hun roligt, som hun tog om den, da Sonic fik den skubbet af. Hans smil måtte dog falme, da han kunne høre Jacqueline skrige, hvor han rynkede let med brynene. Han vendte blikket mod tjenestepigen. “Hvor er..?” Tjenestepigen pegede roligt mod døren ind til stuen, hvilket fik ham til at nikke ganske kortfattet, inden han roligt gik mod stuen. Han skubbede de to skydedøre til side, som han trådte ind, hvor hans blik først faldt mod Ilaria der havde rejst sig, inden det faldt til sofaen, hvor han kunne høre skrigene komme fra. Havde hun bare efterladt hende?! Han bed tænderne fast sammen. “Sig mig.. har du mistet din forstand?!” spurgte han lettere vrissende, som han måtte tage nogle store skridt hen til sofaen, inden han greb omkring sin lille pige og løftede hende op i sin favn, selvom han godt lagde mærke til at hun var ret varm. “Hun kunne risikere at falde ned!” Han sendte Ilaria et fast og strengt blik, inden han vendte blikket mod Jacqueline, som han ganske roligt vuggede og tyssede blidt på.

[Deleted]

Ilaria vidste udmærket godt at turen til Dvasias var lang, men at han skulle være væk så længe, var heller ikke noget som hun havde regnet med! Jacqueline havde ikke gjort andet end at skrige siden far var taget afsted, og det var noget som virkelig drev hende til vanvid! Hvis hun havde vidst at han havde taget sig så lang tid om det, så havde hun ikke været så sikker på at hun ville kunne klare opgaven, for det var jo tydeligt, at det ikke bare var noget som hun kunne gøre bare sådan uden videre, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var ikke den fødte mor og nu havde hun endda skænket det et godt forsøg – synes hun i hvert fald selv! Hvem Sonic var stødt på, havde hun ingen anelse om, og et sted så var hun ligeglad, for hun krævede faktisk at han kom hjem til hende i stedet for at lave alt mulig fis! Specielt hvis hun sad med deres lille pige hjemme! Nu havde hun prøvet hele dagen og hun var virkelig ved at få nok, for uanset hvad hun gjorde for deres lille prinsesse, så gjorde hun det ikke godt nok. Et sted så var det en tanke som gjorde ondt, for hun forsøgte virkelig, men det så bare ikke ud som om at hun nogensinde ville være i stand til det, og det var en tanke som virkelig frustrerede hende!
At Sonic var lige på trapperne havde Ilaria heller ikke nogen anelser om. hun tænkte slet ikke på den tanke, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun ønskede egentlig bare at han skulle komme hjem, være der for hende og med hende, og ikke mindst hjælpe hende med deres lille pige, for hun kunne virkelig ikke finde ud af det! Jacqueline lå og skreg sig helt rød i hovedet på opmærksomheden, selvom hun slet ikke reagerede. Hun vidste jo slet iukke hvad hun skulle gøre, og den tanke var noget som virkelig måtte frustrere hende nok som det måtte være i forvejen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var virkelig svært nok som det måtte være nok i forvejen, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun vendte blikket direkte mod dørene idet at de åbnede, og det at se hans ansigt igen, var noget som direkte måtte lette hende! Hun havde ventet på at han trådte ind hele dagen! Hans ord var dog ikke ligefrem det som hun havde regnet med at blive mødt af, idet at han søgte hen til deres datter først. Hun rettede sig op, som han tog Jacqueline op i armene. ”Hun kan ikke rulle endnu, Sonic, så hun ville ikke falde ned!” endte hun fast. Så meget vidste hun da! Den lille pige faldt til ro ind mod sin fars varme. Hendes øjne var helt blanke, som hun vendte blikket op mod sin far. Ilaria blev stående på en afstand til dem begge. Hun kunne bare ikke finde ud af at være mor! Nu havde hun forsøgt hele dagen! At han bare.. kunne tage hende op og få hende til ro, var noget som gjorde hende endnu mere vred, for han gjorde kvindens arbejde – nemlig at passe børnene! ”Du er sent hjemme..” konkluderede hun ganske kortfattet. Et sted spørgende.. Hun havde virkelig ikke regnet med at han ville være i Dvasias i så frygtelig lang tid!

[ilosonic]

Ilosonic var ganske vidst sent hjemme, men han havde skam heller ikke haft tankerne at være i Dvasias for så lang tid. Han havde ikke regnet med at skulle støde på sin mor, hvilket også var kommet som et chok for ham. Han havde prøvet at gå to gange, og de to gange havde hun søgt ind i skallen på ham, selvom han også havde fået sin hævn ved at slå hende og brænde hende, selvom han måtte indrømme at han ikke ligefrem var stolt over det. Kvinden havde dog selv bedt om det, specielt efter det som hun havde fortalt og vist ham! Han var dog glad for at han alligevel havde givet hende en chance, for det efterlod ham med en form for lettelse, selvom tiden måtte vise om hun var værdig at stole på, hvilket han faktisk stadig var i tvivl om og derfor havde han tænkt sig at være varsom og opmærksom, for han skulle nødig snydes af sin egen mor! Men på den anden side, kunne det jo også godt være at hun kunne blive nyttig for ham, hun havde jo sagt at hun ønskede at føre hans vin med til Peula, så hun kunne jo også godt blive god for hans forretning og det kunne jo også godt være han kunne gøre noget til gengæld. At han skulle komme hjem til et hus fyldt med kaos, var noget af det første som han bed mærke i, og det var faktisk også det som han havde frygtet. At se Jacqueline ligge helt alene i sofaen, var noget som faktisk måtte gøre ham sur! Hvor svært kunne det være at holde en pige?! Han klarede det jo faktisk skræmmende let, og langt bedre end hvad han havde regnet med, for han havde jo faktisk været bange for at han ikke havde kunnet finde ud af at være far, men det gik faktisk godt – hvis han da selv skulle sige det. Han gik tværs over gulvet og med det samme hen til den lille pige, for uanset hvad, så var det pigen der desværre kom i første række, hun var for lille til andet. Han vuggede hende ganske let og tyssede blidt på hende. Ilarias ord fik ham til at vende blikket irriteret imod hende. “At lade hende ligge helt alene i en sofa er bestemt ikke ansvarsbevidst!” vrissede han fast, som han igen vendte blikket mod Jacqueline. At tøsen faldt til ro, var noget som fik et lille smil til at brede sig på hans læber, hvor han løftede hånden og strøg den kærligt over pigens hoved, inden han skænkede hendes pande et blidt kys. “Så min prinsesse.. far skal nok passe på dig,” hviskede han dæmpet og kærligt mod den lille piges øre, som han skænkede Jacquelines kind et let kys, inden han vendte blikket mod Ilaria. Han nikkede ganske roligt. “Jeg.. blev opholdt. Jeg stødte på en person jeg ikke havde regnet med at jeg ville,” svarede han roligt. Han ville ikke lyve overfor hende, for det fik han ikke det mindste ud af, og han ønskede heller ikke at skjule noget for hende. Han gik roligt væk fra sofaen og hen til Ilaria, hvor han lod den ene arm søge omkring hende, for at trykke hende ind mod sig, selvom det var forsigtigt og så han heller ikke ville mase den lille pige der hvilede i hans anden arm. Han skænkede Ilaria et blidt kys mod læberne, inden han roligt trak sig igen. “Det var ikke en del af mine planer at komme så sent hjem,” afsluttede han sandfærdigt og med en mindre undskyldende tone, for han havde jo lovet at komme hjem med det samme. Desværre var planerne blevet ændret.

[Deleted]

Hvor Sonic havde været eller hvad han havde lavet, var slet ikke noget som Ilaria var klar over, men tanken om at han havde været væk så længe og ladet hende stå med hele arbejdet med deres lille pige så længe, for hun havde virkelig ikke regnet med at det ville tage ham så forbandet lang tid som det havde, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun havde brudt sig meget om på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham. At han direkte valgte at beskrive hende som uansvarlig, var noget som fik hendes blik direkte til at lyne, for hun havde for pokker passet tøsen hele dagen! Nok var nok! Hun havde for pokker da prøvet og hun havde virkelig gjort det så godt som hun nu havde været i stand til det! Hun kneb øjnene fast sammen som hun vendte blikket mod den lille pige. Måske at hun var så lille at hun ikke kunne gøre en skid selv, men hun forsøgte da om ikke andet, selvom hun nok havde skreget langt mere end det som hun havde været i ro, men hun havde forsøgt! ”Du skal ikke stå og kalde mig uansvarlig Sonic! Jeg har passet den skrigeunge hele dagen mens du har hygget dig i Dvasias med dine hyggestunder!” endte hun med en fast tone. Det var noget som gjorde hende direkte vred at tænke på, for løgn var det trods alt heller ikke. Jacqueline lå godt og trygt i sin fars varme arme, også fordi at varmen og hanss duft var hende velkendt. Hun vendte blikket op mod ham, tydeligt mere rolig, som hun forstod hans ord. Hun sendte ham et stort og tandløst smil.
Ilaria blev stående på sin plads og uden at komme tættere på og med den samme faste mine. At han kom hende i møde og lagde armen om hende, var selvfølgelig noget som hun virkelig havde manglet hele dagen. At mærke hans stærke arme om hende, selvom.. ja, han havde jo ikke ligefrem rost hende for at forsøge, hvilket var noget som direkte måtte irritere hende som itnet andet overhovedet. Kysset som han skænkede hende, valgte hun at tage imod, for hun havde lige så også savnet det, netop fordi at hun ikke havde set en skid til ham hele dagen! Hun endte alligevel med at trække sig ud af favnen. Hun havde forsøgt, men det var tilsyneladende ikke godt nok, det var tydeligt. Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Ja, ja, det er fint at du kan finde ud af at more dig, når du lovet mig at du ville komme hjem med det samme! Det kan umuligt tage hele dagen!” endteh un tydeligt frustreret, for det var jo ikke engang en løgn. Hun havde regnet med.. en halv dag måske, for der var langt til Dvasias, men.. så lang tid, det havde hun slet ikke regnet med! Hun var ikke en født mor og hun havde forsøgt, men igen så skulle hun have skældud for ikke at gøre det godt nok, hvilket var noget som virkelig gjorde ondt for hende at vide! Hun endte med at ryste på hovedet og vendte sig væk fra ham. ”Jeg går i seng.. Hun har fået mad og.. nej.. jeg ved ikke hvornår hun er træt nok til at lægge sig igen.. Hun har knapt sovet hele dagen..” mumlede hun kortfattet. Hun elskede ham, det gjorde hun virkelig, men tanken om at hun skulle tage sig af det hele alene, var noget som hun ikke var i stand til. Hun kunne virkelig ikke!

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Ilosonic havde været meget for at forlade huset uden tøsen og Ilaria og lade de to blive hjemme selv, men.. hun havde sagt hun gerne ville forsøge, hvilket han selvfølgelig også fandt som en god idé. Han havde lovet hende at det ikke ville tage lang tid, at han bare ville tage af sted, købe materialerne og så vende hjem igen, selvom han var blevet opholdt, endda af hans egen mor, hvilket han måtte sige sig ikke at have regnet med. Men at komme hjem til en skrigende unge, der ligger alene på en sofa, var bestemt ikke noget som han ønskede at se! Det viste ikke ligefrem at hun prøvede det mindste! Han kneb øjnene fast sammen til hendes ord. Han havde bestemt ikke hygget sig i Dvasias! Selvom det måske havde endt godt ud mellem ham og hans mor, så havde han bestemt også fået sine knops! Han knyttede let den ene hånd. “Hvis du kalder, at lade en pige ligge alene på en sofa og gøre alt muligt andet imens, at passe pigen, så er uansvarlig virkelig undervurderet!” svarede han i en fast tone. Han rystede lettere opgivende på hovedet og fnøs kortfattet. “Hvis det har været sådan hele dagen, må jeg indrømme at jeg er skuffet over dig,” svarede han kortfattet, som han sendte Ilaria et fast og strengt blik, inden han så mod sin lille pige. At få hende til at falde til ro, glædede ham kun, og han forstod virkelig ikke hvordan Ilaria kunne have så svært ved det! Pigen der sendte ham et stort tandløst smil, fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Han måtte indrømme at han virkelig havde savnet sin lille pige! At holde om hende, se hendes smile og være glad, for der var virkelig ikke noget bedre!
Det var naturligvis ikke kun hans lille datter som Sonic havde savnet, han havde bestemt også savnet sin hustru! Ilaria betød virkelig alt for ham, hvilket han vel også havde bevist flere utallige gange? At hun endte med at trække sig ud af hans favn, var noget som fik ham til at vende blikket opmærksomt mod hende. Han vidste godt at han havde lovet hende at komme hjem så hurtigt han kunne, hvilket han faktisk også var ked af at han ikke kunne holde, men.. han havde jo ikke fået muligheden for at gå! Da han endelig havde, så var han også smuttet! Hans mor havde fundet forståelse for det, og hun havde sagt at hun gerne ville opsøge ham, så.. tiden måtte jo vise om hun holdt sit ord. At hun vendte sig væk og rystede på hovedet, fik ham til at knibe øjnene sammen. Han greb roligt ud efter hendes arm. “Hey! Hey! Jeg er ked af at jeg ikke holdt mit ord og kom hjem med det samme, men det blev lidt umuligt for mig,” endte han stilfærdigt, som han sendte hende et bestemt blik. Han slap ikke hendes arm, selvom hun sagtens kunne rive den til sig, hvis hun ville. Han lod sin tommel stryge hende over armen. “Undskyld Ilaria..” Han rynkede brynene ganske let og sendte hende et bedende blik. Han ønskede ikke at hun skulle være sur på ham, for han havde virkelig kun tænkt på hende og Jacqueline hele dagen! Han trak hende roligt hen til sig igen, hvor han slap hendes arm og strøg hende i stedet for over kinden. “Jeg er glad for at du så efter hende,” endte han roligt, som han betragtede hende lettere afventende.

[Deleted]

Ilaria var faktisk vred over at hun havde hængt på Jacqueline hele dagen, for hun mente bestemt ikke at det var retfærdigt! Hun havde gjort det så godt som hun nu havde været i stand til det, men de sidste timer var det virkelig bare gået.. galt? Hun havde været i stand til at lege med den lille pige, knytte noget bånd, men med tiden så var det bare blevet for meget for dem begge to. Hun havde virkelig ikke koncentrationen til det! For ikke at glemme det faktum, at hun virkelig hadet tanken omkring det hele! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. Det eneste som hun hørte fra hans mund efterhånden var skuffelse, vrede eller.. alt mulig andet som man kun måtte tænke og definere i den negative retning og det gjorde faktisk ondt, når hun faktisk forsøgte! Det skar i hendes hjerte at vide at hun ikke levede op til de forventninger som han stillede hende og det at han direkte sagde at det skuffet ham, var noget som fik hende til at stivne mere i blikket. Klumpen samlede sig i hendes mave, idet hun direkte kneb øjnene fast og direkte faretruende sammen. ”Gøre alt mulig andet imens? Hun har ligget der i maks et minut, Sonic!” hvæsede hun direkte vredt. Hun havde kæmpet med den forbandede lille unge hele dagen! At han var skuffet var noget som gjorde ondt for hende at vide. ”Fint! Så må du jo tage dig af skrigehalsen, så skal jeg nok sørge for handlerne til TIDEN!” afveg hun kortfattet, som hun endnu en gang vendte blikket væk fra ham. Det gjorde ondt at vide.. At han direkte måtte være skuffet over hende, for hun forsøgte altså!
Ilaria var virkelig oprevet, og hvis Sonic troede at han kunne gøre det godt igen bare sådan, så måtte han virkelig tro om igen! Han var mere over deres lille datter end det som han var over hende, hvilket hun skam godt kunne forstå, for som hun havde fattet det, så var pigen så lille og hun havde brug for det, men den bekræftelse og den anerkendelse var altså også noget som hun godt kunne bruge! Hun vendte blikket væk fra ham, idet at hun begyndte at gå, selvom hun hurtigt stoppede op, som han tog omkring hendes arm. Hun kunne ganske rigtigt trække den til sig, men hun gjorde det ikke af den grund. Hun bed sig i læben, som han strøg hende over armen med sin tommel. ”Ja, ja..” mumlede hun kortfattet, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som han slap hende og lagde hånden mod hendes kind. Hun bed sig tydeligt i læben og uden at se væk fra ham på nogen måde, også selvom det føles virkelig godt. Det føles rart at han berørte hende på den måde. ”Jeg prøver.. og prøver, men tydeligvis ikke godt nok.. Jeg hopper i seng, Sonic.. Bare.. tag hende imens..” Hun valgte at beherske sig lige nu, kun mest for at formå at undgå at skulle gøre ham noget som helst, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet! Hun trak sig stille fra ham endnu en gang. Hun havde brug for ro til hovedet og nu hvor hun ikke kunne gøre det godt nok fra før af, så måtte han jo tage den lille pige.

[ilosonic]

At Ilaria var vred og frustreret, kunne Ilosonic tydeligt høre og se på hende, hvilket selvfølgelig heller ikke havde været hans mening, ved at lade hende passe deres lille pige, men.. hvor svært kunne det være? Han vidste godt at han havde lovet hende at være tidligt hjemme, men.. hans mor havde ligesom forhindret ham i at gå to gange, hvor han faktisk havde forsøgt. Han sukkede ganske let til hendes ord, hvor han rystede let på hovedet. At tøsen kun havde lagt der i et minut, håbede han! Selvom det bestemt ikke glædede ham på nogen måde! Han ønskede ikke at se hans datter blive behandlet som var hun en ting! Og at lægge hende fra sig, bare fordi hun blev frustreret gad hans let ikke at finde sig i! Hun var selv gået med til at se efter tøsen til han kom hjem igen! “Ja, ja!” vrissede han fast, som han vendte blikket mod Jacqueline og næsten knugede hende ind til sig. Intet ondt skulle ske hans datter! Det tillod han bestemt ikke! Og tøsens egen mor skulle bestemt heller ikke bare efterlade hende! “Skriger hun måske nu?” spurgte han ganske kortfattet, som han sendte hende et lettere fast blik. Han vidste godt at hun forsøgte, men.. hun gav virkelig alt for hurtigt op! Og det var noget som faktisk måtte frustrere ham! Det eneste han ønskede var at de skulle være en familie, men det var tydeligvis ikke noget som Ilaria var enig i! Et sted var det jo også fordi han selv ikke ligefrem havde været heldig med sine forældre, og det som hans mor havde vist ham, gjorde det kun mere klart, at det på ingen måde skulle ske det samme med Jacqueline! Han tvivlede dog på at Ilaria ville efterlade ham med tøsen for.. det kunne hun vel ikke finde på.. kunne hun? At hun faldt en anelse til ro, da han valgte at stryge hende over armen og kinden med, var noget glædede ham, selvom han måtte himle lettere opgivende med øjnene, da hun var fast besluttet på at gå i seng. Han sukkede ganske let. “Fint.. så gå i seng.” Han trak svagt på skuldrene, som han blot vendte blikket mod Jacqueline og strøg tøsen over kinden. “Så skal far nok tage sig af sin lille prinsesse,” mumlede han til den lille pige, som han vuggede ganske blidt, inden han roligt vendte ryggen til Ilaria for at gå hen imod sofaen. Han gad virkelig ikke til at skændes med hende igen, han måtte indrømme at han havde fået nok af skænderier for i dag, for han havde trods alt også haft et med sin egen mor. Desuden så havde han heller ikke ligefrem planlagt at komme hjem og skulle til at skændes med Ilaria, imens deres lille pige kunne skrige lungerne ud, for.. det var han virkelig for træt til! Han havde ondt i hovedet, han havde en frygtelig hovedpine og han magtede virkelig ikke at skulle til at skændes med hende! Han endte med at sætte sig i sofaen med et lettere tungt suk, som han slog benene op på stuebordet, imens han vendte blikket mod Jacqueline, hvor han strøg den kære lille pige over kinden, inden han skænkede hende et blidt kys. “Fars lille pige.. har du drevet mor til vanvid hele dagen? Hm?” Måske den lille pige hverken kunne forstå eller svare ham, men.. ja, det tænkte han ikke ligefrem over.

[Deleted]

Ilaria oplevede aldrig nogensinde at Sonic direkte roste hende for noget som helst, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde ondt, og noget som kun frustrerede hende endnu mere end det som hun var i stand til at sige det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Han fejede hende bare af banen og det var noget som direkte måtte frustrere hende forbandet meget, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun kneb øjnene direkte fast og dræbende sammen, selv uden at skulle tage blikket væk fra ham på nogen som helst måde overhovedet, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg ved godt at du har magiske hænder med henblik på tøsen, Sonic, men det er der altså ikke alle som har!” Det var frustrationen som talte for hende, selvom det var tydeligt at Sonic slet ikke kunne se det, hvilket var noget som kun måtte frustrere hende endnu mere end det som hun kunne beskrive, og det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Hun himlede med øjnene og trak sig hurtigt væk fra ham, kun for at forlade stuen, idet hun kraftigt smækkede dørene efter sig. Han så jo kun deres datter! Hun ønskede selvfølgelig at de skulle være en familie, ellers havde hun aldrig skudt ungen ud, ellers havde hun aldrig valgt at gifte sig med ham, men hvis det hele skulle gå op i møgunger, så fik hun altså spat! Hun rystede fast på hovedet, som hun næsten hastigt styrtede op af trapperne for at komme ind på hendes gamle værelse og bare smækket døren i endnu en gang. Det var faktisk ved at være lang tid siden at hun havde været derinde, men lige nu ville hun faktisk bare være alene.. Det havde hun jo også være hele dagen! Og han starter endda med at skælde hende ud så snart han kom hjem? Det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! Hun kravlede op i sengen og lukkede næverne stille omkring sin pude, idet hun bare blev liggende. Hun var faktisk ked af det, men var det overhovedet noget som han i det hele taget lagde mærke til?
Jacqueline var blevet helt rolig igen, da far havde valgt at tage hende op. Hun havde sendt ham det store tandløse smil som kun et lille barn kunne gøre det. Hun var varm og det at mærke sin fars varme gjorde hende tydeligvis rolig. Mor var jo trods alt direkte iskold! Hun blev liggende roligt i hans arme og med den samme mine som før – direkte glad. Hun kom med en masse lyde, idet hun sparkede let med benene og proppede så hele sin næve i munden, inden hun kraftigt baskede med armene, næsten som hun var røget ind i en situation af ren lykke. Selv brød hun sig ikke om det når mor og far skændes, men at de råbte af hinanden, var jo desværre heller ikke ukendt for den lille pige. Hun vendte de mørke øjne op mod sin far, idet hun brød ud i en latter og igen valgte at sparke lidt med benene. Hun havde plaget livet af mor hele dagen. Hvilket vel også havde været tydeligt på Ilarias reaktion på hende, idet at hun var begyndt at skrige? Igen?

[ilosonic]

Det var slet ikke fordi Ilosonic ønskede at skælde Ilaria ud, tværtimod! Han ville ønske at hun faktisk kunne finde ud af at være mor, at han ikke altid skulle finde pigen skrigende i hendes favn, foruden når hun madede tøsen, og han vidste ikke om det var fordi det Ilaria det var galt med, eller om det slet ikke var hende, og faktisk var deres lille pige, som havde et problem med sin mor, for det ønskede han trods alt heller ikke! Han vidste ikke hvorfor tøsen faldt så hurtigt til ro i hans favn, for de havde jo flere gange set at pigen havde arvet både mor og fars element, så hvorfor hun ikke kunne falde til ro i Ilarias favn, forstod han ikke. Tøsen burde jo faktisk have et større og stærkere bånd til sin mor, eftersom det var Ilaria der havde født pigen, men det virkede slet ikke til at være tilfældet. Han vendte blikket mod Ilaria til hendes ord. “Det kan jeg da heller ikke gøre for!” endte han fast. Han vidste ikke engang hvad han havde gjort, for at pigen skulle kunne lide ham så meget! Det eneste han ikke ønskede, var at svigte sin lille pige, for han ville ikke have at hun skulle vokse op som ham! Han gik ind for at være en familie – utroligt nok – og derfor prøvede han virkelig også, og når Ilaria så nægtede, så blev han jo nød til det! At hun gik og smækkede med dørene, fik ham blot til at himle med øjnene, det var jo typisk hende! Han vendte blikket mod den smilende Jacqueline, der hvilede i hans favn, hvor han sukkede ganske let. Det var jo slet ikke fordi han gad at skændes med Ilaria eller skælde hende ud, for han vidste jo godt at hun forsøgte, han fattede bare ikke, hvorfor han hver gang skulle finde pigen skrigende i hendes arme, for så virkede det ikke ligefrem til at hun gjorde noget godt, og at lægge pigen fra sig fordi hun havde fået nok, var da slet ikke en mulighed hun kunne gøre brug af! Det var da mere end uansvarligt! Han endte med at sukke endnu engang, som han havde taget plads i sofaen, uden at se væk fra Jacqueline. Pigen havde han opkaldt efter sin farmor, så måtte de jo se om hun dukkede op eller valgte at holde ham for nar. Han frygtede ærligtalt for det sidste, men.. han kunne vel kun håbe på at hun ville komme, som hun havde lovet?
At Jacqueline begyndte at sparke med benene, lave lyde, sende Sonic store tandløse smil, og proppe sin næve i munden, fik ham til at slippe et mindre muntert grin, hvor han strøg den lille pige ganske blidt over kinden. “Du er fars stærke, lille prinsesse,” hviskede han kærligt, som han sendte Jacqueline et muntert smil. Tøsen formåede altid at gøre ham rolig, og hun gjorde ham altid glad, og hvordan skulle han ikke kunne elske den lille pige? Hun betød virkelig alt for ham! Sammen med Ilaria naturligvis, og derfor måtte det gøre ondt, når hun altid gik i vrede. Han vidste godt at han nok så mere pigen end det han så Ilaria, men.. pigen havde jo brug for opmærksomheden! Hun kunne ikke klare sig selv! Det blev sikkert lettere, når pigen begyndte at kunne gå og tænke lidt selv. At tøsen brød ud i latter, fik ham til at trække på smilebåndet, som han begyndte at vugge hende ganske let. “Hvorfor skal du være så livlig så sent?” spurgte han med et mindre gab, som han lod hovedet søge ganske let på sned, hvor et skævt smil gled over hans læber.

[Deleted]

Ilaria følte kun at Sonic så deres lille pige og ikke hende, hvilket var noget som virkelig var ved at pisse hende af. Hun forsøgte da om ikke andet, og endnu en gang skulle hun have skældud! Tøsen havde det ganske udmærket. Hun havde spist godt, sovet en anelse, men bare ligget og skreget i det øjeblik at Sonic var kommet ind af døren.. Han troede vel ikke at hun havde ladet tøsen ligge og skrige hele dagen, havde han?! Hun ønskede ikke at skændes med ham, men det frustrerede hende virkelig at han var fuldkommen blind for hendes mange anstrengelser! Hun gjorde det for hans skyld, i og med at hun også var kendt med hans ønske om at have en familie og hun havde skænket ham den, hvor hun med lethed kunne have forhindret det, men hun gjorde det ikke. Hun elskede ham, hun prøvede da at vise det for ham, selvom det var tydeligt at han ikke rigtigt viste noget igen foruden kys og kærtegn og det frustrerede hende kun endnu mere! ”Jeg er fuldkommen ligeglad!” hvæsede hun kraftigt inden hun forlod stuen. Tøsen kunne tilsyneladende ikke holde hende ud, som det var gengældt, men hun forsøgte da alligevel. Hun var virkelig ikke god til det med børn og deres lille datter kunne vel mærke det? Lige nu var hun ganske enkelt bare for vred til at skulle tænke rationelt, for det var ikke noget som hun bare kunne gøre på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun endte hurtigt oppe på sit eget værelse, hvor hun smækket dørene kraftigt i efter sig. End ikke ind på Sonics værelse i aften hvor hun mere eller mindre var flyttet ind efterhånden, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun lagde sig på sengen og med hænderne godt omkring puden som hun trykket ind til sig. Ja, hun følte ikke at Sonic forstod sig på hende eller lagde synderlig mærke til hendes mange anstrengelser, hvilket faktisk gjorde ondt.. Og følte hun at det gjorde ondt, så røg facaderne op, så godt burde han da efterhånden kende hende!
Jacqueline var faldet tydeligt til ro i sin fars arme. Måske at det var varmen som hun kunne genkende, sammen med hans varme stemme, for hun smilede altid når hun hørte den, vel også fordi at han altid smilede til hende? Det gjorde mor jo trods alt sjældent, men det forekom da i tide og utide! At stikke hele næven i munden, hvor hun næsten fik plads til den, var noget som fik hende til at smile stort, næsten som hun vendte sig mod far for at lade ham se hvad hun faktisk kunne! Hans ord forstod hun ikke det mindste af, men det kunne vel heller ikke komme helt bag på nogen som helst, kunne det? At far begyndte at vugge hende, hvilket gjorde at hun blev omringet af hans varme, netop fordi at han holdt om hende, var noget som selv gjorde hende fuldkommen rolig. Hånden fik hun ud af munden, idet hun selv tydeligt måtte gabe. Det var altid rart at putte der sammen med sin far! Næverne knyttede hun let, som hun endte med at strække sig og lagde sig godt til i hans arme igen. De mørke øjne vendte hun roligt op mod ham og med den samme mine og det tandløse smil. ”Dada..” sagde hun med et smil. En ganske enkel lyd som lå lige på tungen, idet at hun endnu en gang sparkede let med benene. Hun var i den grad en meget livlig en af slagsen!

[ilosonic]

Det var slet ikke fordi at Ilosonic ønskede flere skænderier og da slet ikke med Ilaria! Sidst havde han smadret sit værelse, hvor han havde været ude og købe materialerne ind, så han kunne bygge det op igen, selvom han var kommet senere hjem end beregnet og hun kendte jo ikke engang grunden til hvorfor! Selvom det vel heller ikke så meget var det som var problemet? Han vidste godt at hun mente at han så mere til pigen, end det han så til hende, og sandt var det også, men pigen havde brug for opmærksomheden og derfor var han nød til at sætte hende i første række, selvom han vidste at det kun gik Ilaria langt mere på. At hun var ligeglad med at han ikke kunne gøre for, at han bedre kunne tackle den lille pige, forundrede ham virkelig ikke, selvom det ikke var løgn, for han kunne virkelig ikke gøre for at pigen faldt lettere ved ro ved ham, end ved hende! Han anede faktisk ikke engang hvorfor! At hun skulle gå og smække med alle døre, gjorde det kun tydeligt for ham, at han havde gjort noget forkert, at hun var oprevet og sur på ham, hvilket han virkelig ikke havde brug for. Han var træt efter en lang dag, han havde hovedpine så det battede! Derfor ønskede han virkelig ikke at skulle til at skændes med Ilaria, selvom han vidste at han burde gå efter hende og roe hende ned, få styr på tingene, for det som var sket, det at han havde mødt sin mor, var han jo også nød til at fortælle hende, selvom han ikke helt vidste hvordan hun ville reagere på det.
Sonic blev dog i stuen for en stund, gav Ilaria lidt tid til at falde til ro, måske falde i søvn, som han ville se om han kunne få den lille roet ned og forhåbentlig få hende til at sove, for skulle han være ærlig? Så magtede han heller ikke selv noget bøvl med tøsen. Blikket faldt roligt til tøsen, som han måtte sidde med, hvor han ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet, da hun nærmest proppede hele hånden i munden. Han grinte ganske let, som han strøg hende ganske blidt over håret. “Du er fars dygtige lille prinsesse er du!” endte han i en stolt og morende tone, uden at smilet falmede det mindste. At hun gabte og strakte sig, da han begyndte at vugge hende, måtte faktisk lette ham et sted, for han ville ikke have noget imod at hun faldt i søvn, for det betød også at han selv kunne få lidt søvn, og forhåbentlig gøre det godt med Ilaria, for han skyldte hende vel en undskyldning? Selvom han allerede havde prøvet én gang! Han sukkede ganske let, selvom han endte med at vende blikket lettere forundret og overrasket mod Jacqueline, da det lød som om hun.. talte?! “Hv… hvad sagde du?” Han blinkede let med øjnene, som han stirrede overrasket på hende. Havde hun lige sagt sine første ord? Ikke fordi de som sådan gav nogen mening for ham. Han var næsten endt med at sidde en anelse anspændt, hvor han blot stirrede på hende, som om han håbede på at hun ville sige det igen, da han næsten ikke var sikker på om han havde hørt rigtigt eller om det bare var ham der spillede sig selv et puds.

[Deleted]

Ilaria ønskede slet ikke at skændes med Sonic, men hvis han ikke kunne se hendes prøvelser og anstrengelser, hvorfor skulle hun så fortsætte alligevel? Det var jo slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, så kunne hun jo lige så godt bare stoppe med det hele! Så kunne han jo lige så godt tage hende alene uden at hun behøvede at have noget med det at gøre! Hvis hun ikke kunne gøre noget rigtigt, så.. hvad skulle han så bruge hende til? Den tanke ene og alene, var noget som gjorde hende direkte vred og faktisk også ekstremt ked af det, og han kunne bare ikke se det?! Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! At ligge oppe på værelset i mørket og med ro, var noget som et sted måtte lette hende, for hun havde virkelig brug for ro til hovedet efterhånden, selvom det at søge den form for tilflugt på værelset slet ikke var noget som ville hjælpe hende i det store og hele, hvilket hun vidste fra før af, men det var vel bare at nyde det så længe at det ville vare? Frem til Sonic fik tøsen i seng og ville skændes med hende igen? For det var jo sådan at det altid foregik og det var noget som virkelig måtte irritere hende, men hun kunne jo heller ikke sige noget til det! Hun sukkede dæmpet idet at en simpel tåre gled stille ned af hendes kind, selvom hun ikke gjorde noget ved den. Hun var træt og direkte træt og udmattet, selvom hun ikke sagde noget til det.. Hun endte dog alligevel med tiden at glide hen i en form for søvn af ren og skær vrede ud udmattelse.
Jacqueline forstod ganske rigtigt ikke en skid af det som Sonic snakket med hende om eller fortalte hende, for hun kunne slet ikke snakke eller forstå ordene i den sammenhæng endnu, selvom det vel nok måtte komme på et tidspunkt. Hun blev liggende i hans arme og med hele hånden i munden og med blikket hvilende på ham, for hun kunne slet ikke lade være med det! Hun sparkede let med benene også tydeligt at hun måtte være en direkte livlig en af slagsen, for det havde hun været lige siden at hun blev født! Hun vendte blikket op mod ham og hans smil, hvilket kun fik hende til at smile selv og lege lidt med de mange muskler i ansigtet i form af smil, at rynke med brynene eller panden eller noget lignende, for hun efterlignede i den grad sin far! At han direkte reagerede på hendes mange lyde var noget som fik hende til at vende blikket og stirre direkte mod hende, hvilket kun fik hende til at grine og sparke let af med benene, for det føles virkelig rart. Hun elskede fars opmærksomhed! ”Dada! Dada!” gentog hun med et grin som hun endnu en gang bare blev liggende foran ham og sparkede med benene idet hun lagde sig mere ind mod sin far og hans dejlige og behagelige varme, for det føles virkelig, virkelig godt. Hun gabte endnu en gang. ”Dada…” mumlede hun endnu en gang, for det så faktisk ud som om at han gerne ville have hende til at sige det? Specielt med den måde som han reagerede på, hvilket var noget som hun i den grad måtte finde meget underholdende.

[ilosonic]

At se Jacqueline sprælle, sparke og proppe hånden i munden, var noget som morede Ilosonic, for det var alligevel sjældent at han så tøsen i så godt humør. Selvfølgelig var hun ofte rolig og smilende, men hun virkede næsten helt.. hyper? Smilet falmede ikke det mindste, for det kunne det slet ikke! Tøsen var altid et godt berolingsmiddel mod ham, når han var sammen med hende kunne han næsten altid slappe af, medmindre hun gjorde noget som han skulle holde øje med, eller som kunne skade hende selv, for hun vidste jo stadig ikke forskel på rigtig og forkert. At hun lavede forskellige ansigtsudtryk fik ham til at slippe en munter latter, hvor han næsten endte med at efterabe hende, som hun rynkede med brynene, når hun rynkede på næsen, når hun smilte og når hun stirrede på ham, selvom han ikke holdt masken særlig længe, da han endte ud i et let grin. Han strøg hende ganske let over hovedet, som han skænkede hendes kind et ganske let kys. “Mm.. du er fars dyrebare lille skat,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, som han trykkede hende tæt ind til sig. Han ville aldrig nogensinde gøre sin datter ondt! Han elskede hende, og han ville gøre alt for at hun voksede op i et godt liv! Han ville altid være der for hende! At hun gentog sig to gange, fik ham til at se direkte stirrende på hende. Han blinkede let med øjnene, som han endte med at rejse sig. “Du.. du taler?! Du taler!” endte han tydeligt overrasket, som han blot stod og stirrede på hende. “Du kan tale?!” Han endte med at himle med øjnene af sig selv, for selvfølgelig kunne hun ikke tale! Og han fik jo nok heller ikke svar af hende! Han endte alligevel med at vende blikket mod hende, hvor et skævt og tydeligt stolt smil gled over hans læber. “Dine første ord..” Han strøg hende blidt over håret, inden han vendte blikket mod dørene. Det skulle Ilaria vide! Han endte næsten med at haste mod forhallen, hvor han roligt skubbede dørene til side, kun for at haste hen til trapperne, hvor han nærmest måtte springe hvert tredje trin over. Han halvløb ind på sit værelse, selvom at værelset var tomt. Han kom til at tænke på at vinduet stadig var smadret og kommoden med. Han gik roligt hen til Ilarias gamle værelse, hvor han åbnede døren næsten i hast, så den slog mod væggen. “Ilaria!” Han hastede hen til sengen, hvor han kravlede op i den og satte sig helt tæt på Ilarias skikkelse. Han lagde en hånd mod Ilarias skulder for at ruske let i hende, inden han sørgede for at Jacqueline lå ordentlig og til rette i hans favn. “Skat? Du.. du skal høre det her!” endte han tydeligt med en glædelig stemme, som han vendte blikket mod Jacqueline, hvor han nærmest blot ventede på at tøsen skulle åbne munden og sige noget igen. Næsten som han havde glemt alt det som var sket for denne aften, for det at tøsen lige havde sagt sine første ord, det var en stor ting! Han strøg Jacqueline over håret. “Fortæl mor det, som du sagde til far,” opfordrede han den lille pige, som om hun kunne forstå ham, skønt han vidste at det ikke var muligt, men hun havde da svaret ham igen nedenunder!

[Deleted]

Jacqueline havde ikke set sin far hele dagen, så selvfølgelig var hun glad for at se ham! Også fordi at hun tydeligvist ikke fungerede sammen med sin mor, for selvom hun prøvede, så sagde man jo trods alt også at børn kunne mærke det på forældrene hvis de ikke havde lyst – hvilket var noget som hun tydeligt kunne mærke på sin mor og det var noget som gjorde sit for begges vedkommende. At se sin far gøre hendes mange ansigtstræk efter, fik hende til at abe efter ham, hvor hun forsøgte sig med det samme, selvom det slet ikke gik nær så godt, men hun forsøgte da om ikke andet, og det var vel også det som havde betydning? At far var glad for hende, var noget som hun vidste, og det var noget som hun kunne mærke og det var det som gjorde at det var nemt for hende selv at slappe af og bare.. være glad i sin fars selskab. At han direkte virkede så.. ivrig efter at hun havde sagt den lyd, var noget som næsten måtte skræmme hende, hvor hun endte med at ligge mere eller mindre fuldkommen rolig i hans arme, som han direkte endte med at haste ud af stuen og op ovenpå. Hun sagde ikke så meget som en eneste lyd idet at de direkte stormede ind til mor, hvor hun bare blev liggende og så direkte chokeret op mod sin far.
Det at døren direkte blev smækket op og med den hast, var noget som direkte rev Ilaria ud af den lette søvn som hun var endt i, også fordi at hun bare.. havde brug for at hvile lidt og holde afstand til den lille kernefamilie som hun slet ikke følte at hun var en del af. At Sonic satte sig op i sengen var noget som hun godt kunne mærke, selvom det alene var noget som gjorde hende direkte vred, for havde han ikke forstået at hun ikke gad lige nu?! At han ruskede i hende fik hende kun svagt til at himle med øjnene, idet at hun vendte sig direkte mod ham. Glad var hun på ingen måde, for hvorfor skulle hun se på noget som hun slet ikke følte hun kunne være en del af? Det var den tanke som hun havde, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Hun kunne jo ikke gøre noget rigtigt omkring hendes datter! Og nu havde hun forsøgt igennem en hel dag og det første Sonic gjorde da han var kommet hjem, var at skælde hende ud! Og det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Hun satte sig op med en direkte vred mine. ”Nå, undskyld at jeg er i vejen.. Nu skal jeg nok flytte mig!” Hun rejste sig op og trak puden med sig og dynen med, idet at hun bare valgte at forlade værelset. Hun skulle ikke se noget som helst, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af alligevel. Hun ønskede ikke at stå i vejen for dem og deres lille kernefamilie, selvom det var hende som havde født den lille pige, men så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Hun trak det med sig ind på Sonics værelse. Det var koldt – hvilket var noget som hun godt kunne lide. Hun lagde sig hen på sengen og trak dynen godt om sig, blot for at lægge sig med ryggen til døren – tydeligt i afvisning hvis han nu valgte at følge efter hende. Jacqueline lå bare og stirrede op på Sonic. Hun var direkte chokeret.