What should I do..?

[Deleted]

Det var ved at blive en sen aften, da Lexie endnu en gang måtte indfinde sig ved den dvasianske mur, selvom hun ikke havde formået at få sig selv til at passere den endnu. Det eneste fristende som egentlig befandt sig på den anden side, var hendes kære Romeo, selvom hun vidste at hun havde fejlet sin opgave. Derick havde virkelig ingen anelse om hvad det var at han havde gjort. Det var uger siden hun var sendt af sted, det var ved at være længe siden at han havde sendt hende fra Procias af, velvidende om at det ville koste hende livet at vise sig nær den mur, så hun havde intet andet valg end at holde sig i skjul. Et sted så var det noget som direkte gjorde hende sur – ikke på Derick, men snarere på hende selv, for hun kunne jo heller ikke finde ud af noget som helst! Hun bed sig svagt i læben. Normalt ville hun aldrig bevæge sig ude om natten, udelukkende på grund af det som skete dengang i hendes fjerne fortid, men det var end ikke noget som hun tænkte på mere, for det var der virkelig ingen grund til, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget ved det! Den store og mørke mur tårnede sig for hendes blik, selvom hun holdt sin afstand, en anelse skjult mellem buske og træer, selvom hun dog var til at se alligevel, men selv hun var mørk af hjerte, sind og sjæl nu og alligevel ikke..? Der var stadig noget lys i hende, hvilket Derick vel også havde mærket sig af? Hun var ikke som alle andre, hvilket også et sted måtte pisse hende direkte af, for det var hende ikke en hjælp på nogen måde! ”Jeg savner dig Romeo..” endte hun dæmpet. Det var kun ham som hun havde i tankerne, også fordi at hun et sted følte at hun.. svigtede ham ved at gøre som hun gjorde? Hun trådte forsigtigt frem fra sit skjul og tættere på muren. Malisha ville da slå hende ihjel for ikke at komme hjem med noget som helst, og det var noget som hun vidste allerede nu! Og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, så.. kunne hun jo lige så godt bare blive væk? Derick havde sørget for at hun ikke kom til at se Romeo igen uanset hvad, hvilket var noget som gjorde hende direkte ked af det. Han havde ingen anelse om hvad det var, han havde gjort!

[Deleted]

Efter mødet med Pharrell, så havde Annika været vidt omkring. Slaver havde hun faktisk formået at sælge temmelig dyrt i Dvasias og specielt også i Imandra på markedet der, så hun var faktisk ved at være lidt i undertal. Efter fuldmånen havde hun været tvunget til at købe en ny beklædning, hvilket var noget som hun faktisk ikke havde noget imod, for det var altid godt med noget nyt! I aften var det dog ikke fuldmåne – heldigvis! Hvis der var noget som hun virkelig var træt af, så var det den store måne. Hende og Pharrell var gået hvert til sit fra grotten af faktisk som venner. En tanke som stadig forundrede hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun tænkte synderligt over, for det var vel bare det som var.. normalt et sted? Han havde ikke gjort hende ondt, han havde faktisk passet på hende, vist omsorg, spurgt ind til hende og en masse andet, hvilket var en tanke som hun godt kunne lide. Han var måske ikke så slem igen? Hvis han dog bare vidste hvad hun faktisk brugte sit liv på, så ville han nok være af en ganske anden mening, men det var jo så bare sådan at det måtte være. For en gangs skyld, så vandrede hun rundt udenfor den dvasianske mur, netop i sin søgen efter mere som hun kunne udnytte og sælge for det som hun havde lyst til, og det var noget som hun i den grad også agtet at gøre det, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke! Hun sniffede let til luften. Ja, hun var jo trods alt en ulv dybest inde, så det var noget som faktisk lå til hende, og der var hun faktisk ligeglad med hvor meget folk måtte glo på hende. Hun så sig omkring og stoppet op ved lyden af en stemme. .. Romeo? Hvem denne Romeo var, var slet ikke noget som hun vidste, og et sted så var hun ligeglad. Det lød som intet andet end en ung kvinde, og det var noget som hun i den grad godt kunne bruge, det var helt sikkert! Et koldt smil bredte sig på hendes læber, idet hun varsom endte med at gå frem. Skikkelsen af den unge kvinde som stod foran muren ene og alene, var noget som fik hende til at more sig.

[Deleted]

Tanken om at Lexie pludselig ikke var alene, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for det var efterhånden noget som hun var vant til. Hvordan Malisha tog at der ikke kom nogen informationer hjem eller noget lignende, var noget som hun næsten kunne gætte sig til, men af den grund, så havde Derick nok været mere.. venlig end det som Malisha egentlig havde regnet med, for de havde ikke taget hende til fange eller slået hende ihjel, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde en god del for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at tingene endelig måtte være, når det måtte komme til stykket. Hænderne foldede hun stille foran sig, næsten som hun skulle til at bede til manen i det høje, selvom hun havde mistet troen på ham, for skræmmende mange år siden, for man kunne ikke just sige at lykken havde tilsmilet hende på nogen måde. Ikke før Romeo var dukket op, men man kunne heller ikke ligefrem sige, at det var smertefrit for det havde det bestemt heller ikke været. Hun bed sig ganske let i læben, idet hun slap et suk. Hun turde ikke passere muren, for så vidste hun at Malisha vidste at hun var der, og så ville det først for alvor gå galt, selvom.. hun kunne vel lige så godt løbe risikoen? Det kunne jo være at Romeo kunne skaffe hende en benådning? Så hun kunne være sammen med ham, for hun havde i den grad gjort et forsøg på at opfylde den opgave til Malishas store tilfredshed, selvom det bare ikke havde været muligt uanset hvor meget hun havde ønsket sig det eller ej, så havde det virkelig været underordnet! Hun så sig omkring, selvom hun stadig ikke kunne se noget som helst, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun lukkede øjnene for en kort stund, kun for at åbne dem igen, bakke og søge lidt tilbage i skjul, for hun havde virkelig ikke modet til bare at vade ind i Dvasias og lade som intet var sket, gå op foran Malisha og fortælle hende hvad der skete, og det var noget som hun var udmærket godt klar over i den anden ende! Hun havde dog ingen anelse om at Malisha selv var kommet til skade efter hun var taget af sted. Halskæden som Romeo havde skænket hende, havde hun bedt ham om at passe på for hende, som et minde om hende.. Hun anede jo ikke om hun nogensinde ville komme hjem og tilbage til ham.

[Deleted]

Hvem end denne unge tøs måtte være, var slet ikke noget som Annika havde nogen anelse om, og hun måtte erkende, at hun faktisk også var fuldkommen ligeglad. Hvis det var noget som hun kunne bruge, jamen så var det jo noget som hun kunne bruge, og så var det jo kun noget som måtte tælle for hendes egen del, og det var bestemt heller ikke noget som hun bare ville lade sig gå forbi på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke! Selv rørte hun ikke så meget som en eneste muskel, da hun var kommet helt tæt på tøsens skjulested. Umiddelbart så var det ikke en så stærk fært, at hun ville beskrive dette kvindelige væsen som en fuldblods dvasianer, men hun kunne selvfølgelig tage fejl. Efter hendes møde med Pharrell, så var hun også blevet langt mere forsigtig, for det var heller ikke fordi at hun havde meget andet valg i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Et tilfredst smil gled over hendes læber, som tøsen direkte måtte bakke tilbage i skjul – hvilket ville sige, at det var tættere på hende, selvom hun endnu ikke gjorde noget. Hun var nødt til at tage det ganske roligt. Umiddelbart så denne tøs jo ganske ung ud, hvilket var noget som et sted måtte irritere hende, for en ung tøs som ikke kunne finde ud af noget, var bestemt heller ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! For et kort øjeblik, så blev hun stående ganske stille, også selvom hun endte med at trække kniven som hun havde på sin plads ved hendes side. Ikke fordi at det var det mest anbefalede og brugte våben, men i hendes øjne, så var pointen i hvert fald, at det var brugbart og hvis det skulle bruges til at true med, så kunne det vel heller ikke være så værst igen? Med varsomme og direkte lydløse skridt, så gik hun hen mod denne unge kvinde, hvor hun uden så meget som varsel eller noget som måtte minde om det, tog kraftigt fat i hende, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Kniven lagde hun direkte mod hendes strube, mest af alt, også for at holde hende på plads. ”Sch…” hviskede hun med en næsten kælen stemme mod hendes øre. Et sted næsten sindssygt, men det var altså hendes fremgangsmåde og det virket jo! ”Ti’ stille.. så skal jeg nok sørge for at du slipper levende fra det..” endte hun med en direkte morende stemme. Hun var et sted virkelig psykotisk!

[Deleted]

Lexie havde virkelig ingen anelse om hvilken situation hun egentlig var på vej ind i, netop ved at blive stående her på stedet, men det var nok noget som skulle gå op for hende før eller siden. Siden Derick havde smidt hende ud af Procias uden at give hende bare lidt som man kunne anse som brugbart, så havde han automatisk sørget for at hun ikke bare kunne opsøge Romeo, hvilket var en tanke som i den grad også måtte gøre ondt, selv for hendes vedkommende. Hvis der var nogen som havde en betydning for hende, så var det i den grad Romeo, og det havde han formået at ødelægge! Det eneste som hun egentlig ønskede sig, var at være sammen med manden som hun elskede og holdt af. Det kunne vel ikke være så forbudt, kunne det? Som hun bakkede tilbage i skjul, så havde hun da slet ikke tænkt på at skulle se sig over skulderen i tilfælde af at nogen måtte stå der med en kniv! Blikket hvilede på muren. Ikke langt bag den måtte Romeo vente på hende, selvom hun slet ikke kunne opsøge ham, og den tanke var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det var dog som om at det var tanker som hun blev revet brutalt ud af, idet at hun endte med at stå mod en kold og fremmed favn, med en kold arm om sig og knivens spidse blad mod struben. Hun gispede direkte af chok, hvor hun endte med at stå fuldkommen stille. Lyden af kvindens stemme mod hendes øre, var noget som kun fik det til at sitre. Det var da utroligt! Hun ville ikke! Hun bed sig let i læben og stirrede frem for sig, for hun ville bestemt ikke blotte halsen mere end det som måtte være højst nødvendigt! ”S-slip mig.. slip mig..” bad hun stille. Hun var efterhånden ved at være træt af at løbe ud i problemer, for hun kunne ikke selv komme ud af dem, uanset hvor meget hun så end måtte prøve! Hendes hænder gled direkte mod kvindens hvis holdt om kniven, hvor hun prøvede at få den væk, selvom det kun var tydeligt for hende at kvinden var langt stærkere end det som hun selv måtte være, så måtte det jo trods alt bare være sådan i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes blik var blevet helt intetsigende. Selvom hun måske ikke kunne finde ud af at stå stille, så gjorde hun dog heller ikke den største modstand, for.. hun kunne ikke!

[Deleted]

Annika var virkelig kold i røven overfor Lexies ord. Selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem tøsen var, så var det nok noget som skulle ske før eller siden, for hun kunne ikke sælge tøsen uden at have noget at fortælle om hende, så det var noget som de nok skulle finde ud af til den tid. Det var noget som hun var overbevist om. der var noget ved hendes scent som ikke rigtigt gav mening for hende, men det var nok noget som hun skulle finde ud af hen af vejen, for hun tillod bestemt ikke andet. Så var det jo trods alt selv op til den unge tøs hvor meget hun ville gøre ud af det, for at komme herfra igen, hvilket i den grad også var en tanke som direkte måtte more hende! Hun solgte disse mennesker, for selv at kunne leve godt, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. Det morende smil gled roligt over hendes læber, idet hun kuklo ganske let. ”Hvis jeg var dig, så ville jeg droppe at gøre modstand.. Jeg er meget stærkere end dig!” hvislede hun med en iskold stemme, hvor hun blot lagde mere pres på kniven for at bevise det. Hvis hun ikke holdt inde, så kunne det jo ende med en mangel på tålmodighed og det kunne resultere i mangel på et liv af den ene eller den anden slags, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Du er min nu.. og du har bare at gøre som jeg siger..” endte hun med en ganske så kortfattet, dog meget hvislende tone ind mod tøsens øre, for hun mente det i den grad af alvor, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo sådan at tingene bare måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak tøsen mere med sig ind i skjul, idet hun hurtigt fik dem vendt, så hun trykkede Lexie op af det nærmeste træ, kun for at holde hende fast der. Hun var ung.. meget ung, selvom det nu ikke rørte hende det mindste. ”Det her skal nok blive interessant..” endte hun med en direkte morende stemme.

[Deleted]

Lexies hjerte startede for alvor med at hamre direkte mod hendes bryst, for denne situation var bestemt heller ikke behagelig! Hvor var Romeo når man virkelig havde brug for ham?! I det store og hele, så var det også disse situationer som gjorde, at hun virkelig måtte indse hvor hjælpeløs hun var, og selv det, var en tanke som gjorde hende vred på sig selv, for hun kunne jo heller ikke finde ud af noget som helst! Hun bed sig let i læben. At gøre modstand, var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Tvært imod, så var det noget som faktisk gjorde hende ked af det. Derick havde set den gamle magiker i hende, selvom hun havde valgt mørkets vej for kærligheden, hvilket også var noget som hun ikke fortrød på nogen måde! Hun sank klumpen i halsen, hvor hun selv ikke havde noget andet valg end at skulle lystre denne kvinde – uanset hvem det nu end måtte være, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være, hvilket var noget som faktisk gjorde hende.. bange et sted? Og hun hadet det virkelig! ”Jeg.. jeg nægter at følge med dig! Uanset hvor interessant det så må blive!” endte hun med en forfærdet stemme, idet at hun blev hamret direkte op af det nærmeste træ, hvilket faktisk var noget som gjorde pænt ondt! Hun vendte blikket direkte mod denne kvinde. At hun var en stærk en af slagsen og med det blik, så måtte hun kun være en dvasianer. Dog var det en lettelse et sted, at hun ikke var nogen warlock, selvom hun ikke vidste om det var en lettelse i den gode eller den dårlige retning – igen, så var det vel også noget som hun måtte finde ud af før eller siden? En ganske lille kugle af mørk energi dannede sig i hendes hånd. Den var ikke særlig stor, også fordi at det var svært nok for hende at koncentrere sig omkring den, men det var ikke noget som denne kvinde havde brug for at vide! Bare lidt modstand ville vel heller ikke gøre skade? De mørke øjne gled direkte mod hendes skikkelse og med den samme faste mine fra før af. ”Lad mig gå!” endte hun med en fast, dog meget skinger tone, idet hun forsøgte at kaste energikuglen direkte mod hende. Der var grænser for hvad selv Lexie måtte finde sig i!

[Deleted]

Der var noget i denne tøs som Annika faktisk rigtig godt kunne lide. Lige hvad det var at tøsen skjulte og gemte sig for, var virkelig underordnet i hendes øjne, for det var jo noget som hun trods alt kunne være ligeglad med, og det var i den grad også hvad hun var! Hun vendte blikket direkte mod hende. Hun var bange, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte more hende, for det var slet ikke noget som hun kunne tage hensyn til bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt ikke engang! Et kækt smil gled roligt over hendes læber. At det skulle blive interessant, var hun nu temmelig sikker på, for ikke at glemme at denne unge tøs var noget ganske nyt for Annika at arbejde med, hvilket kun ville gøre det hele langt sjovere for hendes vedkommende om ikke andet! ”Jamen kære dig, så er det jo godt, du ikke har noget andet valg end at følge mig og gøre som jeg siger!” endte hun med en ganske kortfattet tone, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde. Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra hende. Den lille energikugle lagde hun ikke mærke til som det første, selvom det i den grad også måtte forandre sig, da hun faktisk endte med at kaste den efter hende. Måske at den ikke var særlig stor, men det var noget som selv gjorde ondt, da den faktisk ramte tæt ved hendes hals og ved hendes skulder, hvor hun faktisk blev skubbet et lille stykke bagud. Annika vendte blikket direkte vredt mod hende, for der var selv grænser for hvad hun fandt sig i! Og hun havde da styrken til at gøre modstand, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne denne forbandede tøs ikke stille noget op! ”Hvor vover du?!” hvæsede hun med en fast tone, idet hun gik direkte mod hende, svang hånden direkte mod hendes ansigt med en sådan kraft at det uden tvivl ville slå hende omkuld! Hun vendte blikket direkte mod hende og med den samme direkte vrede mine. Alle som kendte hende, vidste at hun ikke var en som man skulle stille sig op mod, specielt hvis man ikke havde noget særligt at forsvare sig med. ”Jeg bestemmer her!” hvæsede hun fast, idet hun knælede og tog fat omkring hendes nakke og rev hende op på benene igen, kun for at skubbe hende mod træet af al kraft, kun for at slå hende ud.

[Deleted]

Lexie følte sig virkelig, virkelig udnyttet. Hun havde aldrig nogensinde oplevet en følelse som den hun sad med lige nu. Hun havde skænket Derick alle de oplysninger som han ville have, hun havde endda skænket ham et indblik i hvad der skete blandt warlocks og hun havde intet fået igen! Andet end at få Romeo revet fra hende og det var en tanke som direkte knuste hende! Hvor fanden var lykken når man faktisk havde brug for den?! Og nu stod hun her med en horror? Det kunne bestemt ikke blive værre nu! Eller kunne det? Kvinden var stærk og fysisk set, så kunne hun intet stille op mod hende, uanset hvor meget hun så end måtte ønske det, så var det virkelig bare håbløst, selvom det var en tanke som direkte gjorde ondt for hende at tænke på. Hun havde mistet det hele, også selvom Derick på ingen måder havde været en hjælp, for han kunne lige så godt have taget hendes liv! For en leder! Hendes far havde været langt bedre i sin tid! Tanken gjorde hende direkte ked af det, for hun forsøgte virkelig at tilpasse sig, selvom der altid var ting som skulle modarbejde hende! Hun gad det virkelig ikke mere! En tåre gled ned af hendes kind i ren frustration, idet at hun kylede energikuglen direkte efter Annika og faktisk.. ramte? Hun stirrede på hende, selvom hun reagerede langt hurtigere end det som hun selv lige havde regnet med. Slaget mod hendes ansigt, var noget som næsten fik hende til at dreje rundt om sig selv, idet hun faldt direkte til jorden. Hun klemte øjnene let sammen og tog sig til kæben. At Annika måtte være vred, var noget som gik op for hende temmelig hurtigt. ”Det.. skulle du måske have tænkt på noget før!” Hun vendte blikket direkte mod hende. At hun kom hende i møde og faktisk knælede ved hende og tog fat i hendes nakke, var noget som fik det til at gispe i hele Lexies krop. Hun følte sig pludselig bare så lille og så skrøbelig at hun næsten selv valgte at opgive modstand, for hun ville ikke få det mindste ud af det alligevel, selvom det ikke var en tanke som hun brød sig meget om at gøre sig, for.. hun havde lige så meget ret til livet som alle andre, selvom hun slet ikke var fristet til at leve det længere! At hun blev kastet direkte mod træet, var noget som hun ramte med hovedet først, hvilket var noget som slog hende direkte ud. Det sortnede for hendes blik, idet hun gik direkte i jorden igen og denne gang blev liggende.

//Out

[Deleted]

Annika var stort set ligeglad med hvad Lexie havde haft at slås med, så længe at det ikke var noget som rørte hende! Hun vendte blikket direkte mod hende og med den samme vrede mine. Måske at tøsen ikke kunne hamle op med hende fysisk, men der var jo mange andre ting som man kunne gøre i stedet for, og det var noget som hun var klar over. Tøsen var stædig, hun ønskede ikke at følge med, selvom det slet ikke var noget som hun kunne tage sig af for denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet. Tøsen havde hun virkelig ikke noget for, men at kaste rundt med magi på den måde, var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! At hun faktisk måtte ramme træet med hovedet først og direkte gå i gulvet, var nu heller ikke noget som hun tog sig af, for så gjorde det jo bare det hele langt nemmere også for hendes vedkommende, så det var noget som hun var ganske godt tilfreds med i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun gik hen til hende, som hun var gået direkte i gulvet. ”Jeg bestemmer tøs.. Du skal ikke komme her og tro at du er noget!” hvislede hun fast, også selvom hun vidste, at der ikke kom noget i retur på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun fandt reb frem. Hun var jo ude for at finde nogen som hun kunne bruge og sælge videre, så selvfølgelig var det noget som hun allerede nu måtte have på sig. Hun tog fat om tøsens hænder og bandt dem godt og stramt, for hun skulle være sikker på, at hun ikke kunne stikke af, hvis hun endte med at vågne på vejen. Hun rejste sig endnu en gang op, også selvom hun faktisk havde en anelse ondt i sin skulder. Det skulle nok heale, ligesom det altid gjorde, så det var nu heller ikke noget som hun tog så tungt. Næsten som man gik med en hund udendørs, så begyndte hun at trække Lexie med efter sig, idet at hun søgte direkte hen til muren. Nu var det på tide at komme hjem, også fordi at det var et godt stykke inde i landet og hun skulle jo nå at søge skjul inden solen stod op.

//Out