Far away from home?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Mørket havde for længst søgt over den store himmel. Det var også ved at blive ganske koldt og vinden slog fast mod alt som den kunne komme i nærheden af. Natten og midnat havde allerede slået og alligevel var gaderne temmelig fyldte med nattens og mørkets væsner. Junior vandrede ned af den store gade. Råb og skrig kunne høres fra kroen af, da krofatter endnu en gang måtte kyle adskillige unge folk ud på gaden, tydeligt så stang stive, at de ikke vidste hvad der var op eller ned. Junior rystede stille på hovedet og trak kutten godt over sit ansigt og med kappen godt låst omkring hans egen skikkelse. Han gik jo stadig rundt med det som måtte minde om en dødsdom over hovedet, hvis de måtte finde ham her og kunne genkende ham, selvom han havde boet blandt dem siden han blev smidt på port af sin egen familie! Han nåede selv dørene ind til kroen som han hurtigt puffet op. Han havde bare haft brug for at skulle komme lidt væk fra De Locher Mansion, sjovt nok placeret midt i Dvasias og ingen foruden ham, hans forlovede og hans lærermester, havde nogen mulighed for at skulle finde frem til det.. det var da ikke sjovere end det kunne blive. Han gik op til disken.. efterhånden, var de ganske så vant til at se ham her.. her hvor han kunne lade Warlocken i hans sind bare få lov til at slippe en anelse ud. Han bestilte et glas whisky.. måske en tidlig alder at begynde med det stærke i, men han lignede vel også sin far lidt for meget? Kutten beholdt han over hovedet. Det gav ham i det mindste den fred som kun måtte være behagelig. Han fandt en lille læderpung frem fra indersiden af kappen, åbnede den og smed mønterne på bordet som betaling inden han tog glasset til sig.

[Deleted]

Den rivende vind og den sorte himmel var perfekt vejr for Talis slags. De mere lyssky eksistenser, i en mørk verden. Den rivende vind dækkede let over lyden af fodtrin, eller en let knirkende dør. Og selvom det ofte var lettere, især i Dvasias, at begå indbrud om dagen, så foretrak de fleste stadig nattens diskretion. Tali var dog ikke ude på at begå indbrud. Det var ikke hendes stil, hvert fald ikke lige for tiden. Nej, i disse dage gik hun mere direkte til den, og tog pengene lige ud af pungen på folk. En ædel, men farlig kunst, der krævede evner.
Tali, i form af en skægget mand, trådte op til baren ved siden af herren der netop havde bestilt whisky. Hun bar, ligesom så mange andre på kroen, hætte, og kløede sig lidt i skægget med en utilfreds mine, efterfulgt af en utilfreds lyd. Hun vendte om for at gå, tydeligvis utilfreds med et eller andet, og på vejen gled hendes hånd over den lille læderpung, som en let brise, og væk var den. Så snart hendes hånd rørte pungen, skiftede hun skikkelse. Hun var hurtigt ude i kroens mylder, hans pung faldt til gulvet, og pengene ned i hendes pung. Den skæggede mand, var nu en halv-elver kvinde.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig bare haft brug for at skulle tænke over tingene og nu om dage, havde der virkelig været ekstrem meget at skulle tænke igennem. Whiskyen var blevet hans vej ud, selvom han var udmærket godt klar over, at det var helt forkert måde at skulle takle det på. Han nåede kun lige at føre glasset til læberne, idet hans læderpose måtte falde til gulvet. Han satte glasset hurtigt fra sig, rejste sig og vendte sig om i en fast bevægelse. ”HEY!” vrissede han med en direkte vred tone. Det var ikke fordi at penge var et problem for ham på nogen måde, men alligevel, det var ikke det som havde nogen betydning! Hånden greb fast efter læderpungen, idet han rejste sig og hastet ud i menneskemylderet igen.
Mylderet var tydeligt og han kunne ikke finde noget som direkte tydeligt, måtte være den tyv som lige havde frarøvet ham de penge han havde haft på sig. Kutten var faldet af på vejen, selvom det ikke var det som han tænkte mest på lige nu. Han holdt sig normalt skjult for sin egen skyld, ikke mindst på grund af den mand han var, med hans navn og det blod som han var født med.. han var jo af lys kongelig æt uanset hvordan man vendte og drejede den! Han bandede indædt og tydeligt med en vrede i ansigtet. Hænderne knyttet han fast, så knoerne endte helt hvide. ”Det var da som…!” vrissede han fast til sig selv. Man kunne jo slet ikke tillade sig noget i mørket uden at det ville have konsekvenser, end ikke den mindste ting!

[Deleted]

Tali var længe forsvundet i mængden, men var langtfra ude af syne. Hun havde været ved at sætte sig ved et bord nede bagved i lokalet, da hendes 'offers' hætte faldt ned og afslørede et ganske interessant ansigt. Et lille nostalgisk smil der nok havde passet bedre hos en gammel kvinde krydsede kort over Talis unge halv-elver ansigt. Hun vendte om og bevægede sig tilbage igennem mængden, nærmede sig ham skråt bagfra. Hun nåde op på siden af ham og stoppede der, med fronten til ham. "Hey, er du okay makker?" spurgte hun med et lille kækt, men ærligt smil. Hendes egen hætte var gledet en smule tilbage, og afslørede et sæt høje kindben, fyldige læber, og gjorde det muligt at skimte et sæt mørkebrune øjne. Selvom det var mange år siden hun havde besøgt lyset, så kunne hun da kende en mand af så fremtræden slægt. Det var ikke for ingenting hun var vokset op der. Så var spørgsmålet bare hvad han lavede her, så dybt i mørkets land? Det var ikke lige det sikreste sted at befinde sig. Tali selv svor til ingen konge, hverken lysets eller mørkest, men hun var ikke dum. Hvis mørket fik fat i en prins af lyset, ville det betyde åben krig, og åben krig ville forringe levebetingelserne for hendes slags betydeligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Til nu havde Junior da formået at holde sig skjult i mørket, selvom det dog til tider var ekstrem besværligt.. det var jo ikke der han hørte til af hjerte, men hans egen familie havde ikke givet ham noget som helst valg! Stemmen som lød lige ved, tvang ham til at vende opmærksomheden mod vedkommende. Ikke bare at han var tydelig irriteret, men at blive set så åbent som nu, havde virkelig ikke været hans intention på noget tidspunkt. ”Du har vel ikke set en mystiklignende person løbe igennem her?” spurgte han alligevel med en irriteret stemme. Den kongelige attitude havde han allerede kæmpet med at skulle få lagt fra sig, selvom det dog virkelig ikke havde været det dog i den grad ikke havde været det letteste for ham, med al den træning som han havde været igennem selv.. han hadet det virkelig!
Krig var nu ikke noget af det som han selv frygtede på noget tidspunkt lige for tiden, det var der ikke nogen tvivl om. Elvo havde ikke just vist sig som en trussel, overfor ham eller den familie som han stadig havde ved sig, endnu. Armene lod han glide over kors og blikket som hurtigt måtte falde til mængden igen. Han kunne bare ikke se et spor til vedkommende som havde taget hans penge, og han havde ingen anelse om, at det jo faktisk var hende som stod og snakket til ham i øjeblikket. ”Vedkommende tog mine penge..:” vrissede han med en tydeligt mere vred tone, end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Bare tanken var virkelig mere end rigeligt til at gøre ham pissed.. bogstavelig talt.

[Deleted]

Tali løftede det ene øjenbryn en smule, og kunne ikke lade være med at smil. "Du bliver nok nød til at være en smuuule mere præcis" sagde hun og kastede et blik rundt i kroen. Der var jo mystiske, sortklædte, skumle personager over alt! De var i Dvasias for pokker! Der stod 'mystiskligende' personer på hvert eneste gadehjørne! Hvert fald dem af dem, hvor der ikke stod ludere. Da han fortsatte, og fortalte hvad den 'mystiskligende person' havde gjort, fik hun et mere beklagende ansigts udtryk. "Jaa, det sker hele tiden.. Ked af at sige det makker, men hvis du ikke har fanget tyven nu, er dine penge længe væk!" hun lød beklagende, og hun kunne ikke helt lade være med at føle en smule skyld, men samtidig en smule vrede. Han virkede virkelig gal over det, og hun var da ked af at have ødelagt hans dag, men hvad fanden bildte han sig ind at te sig sådan, når han selv svømmede i penge?! Af alle havde hun troet at han ville kunne bære over med en sulten tyv. Hun skubbede vreden væk. Alle blev gale når de blev bestjålet, det kunne hun skrive under på! Hun bar over med ham, og koncentrerede sig om at være ked af det på hans vejene. "Men hey, hvis det kan redde din dag, så giver jeg en omgang!" sagde hun og gav ham et venligt klap på skulderen "Vi er tros alt i samme båd" sagde hun lidt mere kryptisk, inden hun drejede hoved og trak lidt ud i sin hætte, så han kunne skimte de spidse elverørere der gemte sig derinde. På hendes ansigt kunne man tydeligt se at hun ikke var af rent blod, men halvelver, men selv de var et sjældent syn på disse kanter.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At hans penge var mistet og for længst måtte være væk, var næsten det som måtte irritere Junior mest. Han havde valgt at søge lidt væk fra De Locher Mansion af en grund og nu skulle han sidde i det her!? Alt var virkelig imod ham for tiden, det kunne virkelig ikke være rigtigt! Måske kongelig, men formuen lå jo i Procias og han boede selv i Dvasias.. selvfølgelig ikke direkte fattig, men alligevel! Han knyttede hænderne fast og med blikket fast hvilende på personen ved siden af sig. At hun i så fald, havde genkendt ham, var han virkelig bedøvende ligeglad med. Han var bedøvende ligeglad med alt efterhånden! Vrede var virkelig en farlig faktor for ham.. mistede han først kontrollen og warlocken måtte stå frem i ham, ville det først få alvorlige konsekvenser. ”Nej tak for den information,” mumlede han med en tydelig mere spids tone, end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Hendes tilbud og så det klap på skulderen.. venskabeligt ment vel? Det hjalp da en anelse.. endelig en som dog alligevel, ikke ville se på ham som den prins som han jo var.. en titel som Andrew ikke kunne tage fra ham. Han hævede sigende det ene bryn og med en tydelig undring. Det var ikke just en venlighed som han havde ventet sig, at skulle opleve på et sted som dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lagde hænderne over kors. ”Du viser mig en venlighed i mørkets rige? Den var ny.. men.. jo.. jo det kunne behage.. og redde dagen bare en anelse..” medstemte han dog endeligt og med det let svage smil på læben. At hun var af halvblods slægt.. ligesom han selv var en gren af det, kunne han tydeligt se, selvom det ikke var noget som havde nogen gemen betydning for ham overhovedet. Pengene var mistet.. og han måtte virkelig bare slå sig til tåls med det og accepter det, selvom han bare ikke kunne!

[Deleted]

Tali sendte ham et skævt smil "Nogen skal jo gøre det, og jeg tror ikke der er andre herinde der vil!" sagde hun og skævede lidt rundt i kroen. Det var ikke ligefrem de mest venligt udseende typer der befandt sig her! Hun så tænksom ud et øjeblik. "Ved du hvad, hvorfor smutter vi ikke herfra? Ude i stalden står min hest og min oppakning. Jeg har en flaske derude der måske vil falde i din smag" endnu et skævt smil krydsed hendes læber "Den er hvert fald bedre end den whisky de har her!" kommenterede hun så en smule drillende og med et lille glimt i øjet. "Selvskabet er også væsentligt bedre, og jeg tvivler på hestene stjæler din pung". Måske var det ikke helt fair at joke så meget, når han lige var blevet bestjålet af sådan en fæl fæl skurk, men hun kunne ikke helt lade være. Her stod hun og prøvede at munter ham op igen! Det mindste han kunne gøre var da at lade som om han gad!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior betragtet kvinden med et roligt og fattet blik. Hvorfor hun egentlig ville vise ham den venlighed, forstod han virkelig ikke, men dog så var han også ligeglad lige nu. Han var virkelig så voldsomt irriteret og det kunne virkelig først være farlig. Hans egen lærermester havde endda fået lov til at slå ham ihjel, hvis det skulle gå alt for langt. Han sukkede. ”Så sandt som det er sagt,” sagde han med et skævt smil på læben. Han hævede sigende det ene bryn. ”Ud i stalden? Joo..” Han vendte blikket rundt i mængden, ikke just mænd og kvinder i deres bedste selskab som han ønsket at dele med dem.. stang stive og voldelige, tyve og mordere.. ja, her var vel mere eller mindre det hele efterhånden? Han sendte hende et stille smil, dog betydeligt mere rolig end det som han havde været bare for et øjeblik siden. Hænderne søgte stille langs hans egen krop og med det svage smil på læben. ”Og du tror den vil falde mig i smag? Jeg må beklage og sikkert også skuffe, men jeg er virkelig kræsen.” Han blinkede lettere drilsk til hende og med hovedet let på sned. Han rettede sig let op, alligevel tydeligt klar til at komme ud herfra, han vidste jo trods alt også, at det kunne være et dumt sted for en som ham, at blive over alt for lang tid. ”Den skal da være velkommen til at prøve.. nu er der jo ikke meget at tage fra mig,” tilføjede han med et let drilsk smil. Han vendte sig mod hende og med hele fronten. ”Skal vi gå?” tilføjede han roligt. Forsigtig agtede han dog at være, for alt hvad han vidste, kunne hendes intentioner jo være en helt anden end et godt selskab alene.

[Deleted]

Tali smilte en smule skævt ”Man ved aldrig før man har prøvet!” kommenterede hun til hans ’kræsenhed’. De fleste hun kendte var ligeglade om det så smagte af rævepis, så længe de blev stive af det i en fart. Tali kunne kun se det som en kærkommen overraskelse at møde en person det ikke bare stak hvad som helst indenbords. Hun nikkede kort til ham med et smil, og satte af sted mod døren. Hun slangede sig vandt igennem mængden og nåde hurtigt hen til døren, som hun gav et ekstra skub, så den ikke ville lukke lige i hoved på ham, hvis han da var med. Hun stoppede kort ved indgangen til stalden, for at sikre sig at han var med, inden hun gik indenfor.
Stalden var knap halvfuld, men der var stadig ganske lunt og behageligt, hvis man da var van til lugten af dyr. Uden at tøve satte hun af sted mod den bagerste ende af stalden, hvor en enlig brun hoppe stod og gumlede halm. ”Hey Sally..” sagde hun stille, og klappede hesten lidt på flanken, inden hun rodede lidt i høet. ”Her har vi dem!” sagde hun og trak et par saddeltasker ud fra høstakken.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Et svagt smil præget let Juniors læber. Hun skulle så sandelig være velkommen til at kurere ham for hans kræsenhed. Ingen havde klaret det til nu. ”Du skal så sandelig være velkommen til at gøre et forsøg,” sagde han med en drilsk mine. Han skubbede sig vejen igennem mængderne, alligevel med visse albuer i nogens side, skulle til for at kunne mase sig igennem og hen til døren. Lidt frisk luft og noget at køle ned på, var noget som kun ville gøre godt lige nu, så meget vidste han.. at glemme det lidt og forblive sig selv i stedet for. Han kneb øjnene fast sammen, da han var blevet sendt et fast blik. Måske lys af sind og sjæl, dog havde han den mørke magi i sindet som han kunne bruge, om det skulle blive nødvendigt og han tøvede virkelig ikke efterhånden! Skulle han spille med musklerne for sin egen overlevelse i mørket, så måtte han jo gøre det! Han fulgte efter hende udenfor og hen til stalden, halvt fyldt op med heste og andet som kunne til som dyr perfekt egnet til transport. Den enlige hoppe var noget som hurtigt måtte falde i hans eget blik, selv de fleste dyr her stod i par og ikke alene. Et stille smil bredte sig på hans egne læber. ”Hun er flot,” sagde han roligt. Han holdt sig på en afstand af fri vilje, ikke alle dyr som han havde erfaret, nød af tanken ved at have alt for mange tæt på sig og specielt ikke af fremmede selv. Han vendte blikket mod hende. ”Smart.. jeg burde have tænkt så langt.. i stedet for at lade alt stå fremme.” Han smilede let for sig selv og med armene let lagt over kors, dog ikke afvisende, men mere afslappet. I den grad, at han ville nyde det.. at få lidt at drikke og bare glemme hvad der var sket. Det var virkelig en fristende tanke i sig selv!

[Deleted]

Tali åbnede sin kutte, og krængede sin kutte af mens hun smilte til ham. ”Tak. Hun har båret mig ikke så få steder hen!” sagde hun og lagde kutten fra sig på gulvet. Indenunder bar hun en halvgrov, løst siddende, grå tunika, et par let posende mørkegrå bukser, og et par langskaftede rejsestøvler der så ud til at være lidt for store til hende. Hun satte sig på hug ved saddeltaskerne og åbnede den ene af dem. Hun rodede lidt rundt i indholdet, der mest bestod af mere eller mindre bulet kogegrej. ”Det er så åbenlyst at folk aldrig kigger!” sagde hun og sendte ham et skævt smil ”For hvem ville da være dum nok til at efterlade sine ting i stalden hvor enhver idiot bare kan tage det?” tilføjede hun så med en sarkastisk undertone. Hun rodede dog ikke længe før kom med et lille triumferende udbrud, og trak to blik krus op, kort efterfulgt af en anonymt udseende ler flaske. Hun greb alle tre dele og gik ud fra båsen igen med et grin. Hun kiggede ind i båsen ved siden af og rynkede brynene. Tom. Hun gik videre til den næste ”Perfekt!” udbrød hun og trådte ind. Båsen var ikke i brud, men der lå stadig en god bunke halm. Hun sparkede omkring halvdelen af det sammen i en bunke, satte sig i den, og smilte op til hendes royale gæst mens hun gjorde gestus til ham om at skubbe resten af høet sammen og sætte sig.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde slet ikke tænkt på at skulle gemme det hele i høet i stalden. Sandt at sige, at det var så åbent, at folk bare kunne gå ind og tage det, hvis de vidste at det lå der vel at mærke. Han smilede let. ”Været vidt omkring? Det må du da fortælle mig noget mere om.” sagde han med et let smil. Han slog armene over kors og betragtede hendes blik med en rolig og fattet mine. Udseendemæssigt ville hun klart minde om en som han ville beskrive som en vandrer eller rejsende langvejsfra, selvom han virkelig ikke kunne få sig selv til at stille et sådan et spørgsmål. At hun fandt de to blikkrus og en flaske som han i den grad ikke genkendte det mindste, var noget som klart måtte undre ham. Blikkrus var klart ikke noget som han var vant til, han var jo vant til det finere, selvom man nu end bare måtte tage det som han måtte få. ”Så åbenlyst, at folk slet ikke tænker på det,” sagde han med et let grin og et let ryst på hovedet. Nu havde han trods alt vandret hertil fra De Locher Mansion, så turen havde ikke krævet hest eller andet ridedyr. Han tog flasken i blik igen og med en tydelig nysgerrighed i minen. ”Hvad så end det er?” tilføjede han med den let spørgende mine. Han gjorde plads til hende, da hun gik ind i båsen og begyndte at sale halmen sammen og bare satte sig. Han smilede let.. næsten som da man var en lille knægt og gemte sig i staldene på slottet for at slippe for træning og undervisning. Han gik efter, samlede sig sin egen stabel og tog hurtigt plads. Han vendte de smaragdgrønne øjne mod hende. ”Næsten som historietimen.. fortæl mig.. hvad har du oplevet derude,” sagde han med en let nysgerrig mine. Nok at han var Royal, titlen var dog taget fra ham og han var placeret i mørket.. han var vel også bare blevet en del af folket, en dog tanke som han kunne lide.