Caught in the dark.

[Deleted]

At hun kun havde udfordret ham mere ved at være en kvinde, var slet ikke en tanke der var faldet hende ind, det eneste Malena havde haft i tankerne var, at hun skulle væk og det kunne ikke gå for langsomt! Hvorfor han havde medbragt kniven, forstod hun stadig ikke helt, men det var også gået op for hende, at det ikke var noget hun skulle stikke næsen i selvom.. det vel var lidt for sent? Hun sad for pokker allerede bag et træ, krøbet i skjul for en sulten vampyr, for ham ønskede hun bestemt ikke at have på sig! Vinden kærtegnede hendes nøgne og i forvejen kølige hud, forsøgte at berolige hende, selvom det i virkeligheden havde den modsatte effekt, hun havde trods alt ikke en mere intens hørelse. Der var ikke gået mere end sekunder før hun hørte hans skridt nærme sig. Hun krøb en anelse mere bag stammen, og holdte mere fast om den gren der sad løst. Kniven havde tydeligvis ikke påvirket ham synderligt meget – til hendes egen store ærgrelse, men han måtte vel være svækket af den? Idet hun igen kunne høre hans stemme og fornemme hans tilstedeværelse, valgte hun direkte at holde vejret, også i et sidste desperat forsøg på ikke at lade hendes hjerte afsløre hende, også selvom hun vidste at det i sig selv ikke var muligt. De blonde lokker var strøget ned over hendes hals, alt for at dæmpe, hvad hun nu engang kunne dæmpe. Et sted følte hun sig ret fortabt. Hun bed sig i læben. Hans stemme lod det løbe koldt ned af ryggen på hende, for hun kunne høre i hans stemme, at han anså dette som en leg og intet andet. Malena forblev fuldkommen rolig, mens hun lyttede til hans tunge skridt ikke langt fra hende. Hun lod blikket atter træde til syne bag hendes øjenlåg, og ventede tålmodigt, til han ville komme tæt nok på hende. Hun var afsløret, han vidste at hun var lige rundt om hjørnet. Hans skridt var så tæt på.. hun slap den gren hun havde trukket tilbage og lod den smælde mod ham, mens hun selv ikke tog nogle chancer, og derefter satte i løb igen, selvom det denne gang var langt mere kompliceret, hendes ben ville slet ikke følge med, og hun var ganske enkelt for udmattet til at fortsætte meget længere. Træerne var tætte omkring hende, mørket hæmmede hende, og gjorde hende utryg, hvor han ville være direkte stærk. Ikke lang tid efter, måtte hun igen søge i skjul, denne gang bag et stående træ. Hun lænede sig op af stammen, følte næsten at hendes ben ville give efter under hende, hun ville aldrig kunne flygte fra ham, men hun kunne om ikke andet gøre et forsøg? ”Giv op;” hviskede hun i en håbefuld bøn, og tiggede og bad til at han ikke var fulgt efter hende, men at han blot ville lade hende gå, blot denne ene gang, hun kunne jo end ikke true med at tage hans sjæl, forfører ham, han havde ingen, han var bare kold og død og.. hun ville ikke ende ligesådan.. ikke igen!

[Deleted]

At lege med dyret på denne her måde, var noget som denne nymfe meget hurtigt ville finde ud af, var en meget, meget dum idé. Valerio var en sand vampyr og det var med alt hvad det nu måtte indebære, og det var skam også noget som han var stolt af. Det var end ikke fordi at han havde tænkt på at bringe kniven med sig, for han var virkelig for vred til det. Han ønskede virkelig bare at få lidt i maven ligesom alle andre, selvom hans måde at indtage den på, måske var meget brutal i forhold til det at sidde pænt og stille ved bordet og spise med en anvendt bordskik, for det var bestemt ikke hvad man kunne sige omkring hans slags! Ved at løbe og gemme sig, så var det kun noget som påvirkede ham yderligere, for det her var ikke noget andet end en leg for ham, og det var sådan at det altid ville være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det sådan at det nu bare måtte være. Et sted var han bare grebet af en vrede uden lige, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde tænkt sig at lave om på. han var en mand med et utroligt temperament, selvom der faktisk skulle temmelig meget til, for at lade det komme frem på denne her, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var i den grad kun denne kvinde som han havde at søge efter. Hun sad bag ved træet – han kunne høre hendes hjerte hamre, og hendes forpustede vejrtrækning, og det var noget som kun gjorde ham langt mere vred end det som han måtte være allerede i forvejen, for det var bare sådan at det nu endelig måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nåede kun lige at få øje på hende, idet at hun slap grenen som måtte smælde direkte mod ham, hvilket var noget som faktisk måtte slå ham godt tilbage og direkte ned i jorden endnu en gang. Den bedøvelse som hvilede på den kniv, var noget som han tydeligt kunne mærke, for ikke at glemme at såret i halsen også måtte blive godt beskidt, hvilket i den grad heller ikke var godt for ham på nogen måde! Han bed tænderne tydeligt sammen. Nu bad hun virkelig også selv om det! At komme rundt og op igen, var endnu en gang noget som tog ham tid, for nu var han nede at ligge, så var det også som om at kroppen ikke helt ville arbejde sammen med ham! Han tog sig til halsen, for det stak og det gjorde ondt. Selv for hans vedkommende, kunne der gå betændelse i, og det var en tanke som direkte gjorde ham vred. Et sted så var han glad for at hans bror var død den dag i dag, for han ville da vende sig i graven, hvis han så hvor han selv var endt henne nu! ”Forbandede..” hvislede han iskoldt, for han nægtet i den grad at lade sådan en lækkerbisken gå! Han fortsatte efter hende. Han kunne dufte hende, han kunne fornemme hende tæt på og han kunne høre hendes hjerteslag, selvom bedøvelsen var noget som havde en langt langsommere effekt på ham selv, hvilket var noget som kun pisset ham af. ”Jeg.. jeg ved at du er her!” hvæsede han med en dæmpet stemme, idet han klemte øjnene sammen. ”F-forbandede..” endte han med en dæmpet stemme, idet at han nærmest måtte falde over sine egne fødder og direkte ned i jorden igen, selvom han denne gang faktisk måtte kæmpe for at holde sig vågen og opmærksom.

[Deleted]

Det var ganske vist dumt at lege med dyret, men han havde ikke efterladt hende med et andet valg. Mange andre før hende, var med garanti gået i panik, var begyndt at løbe, så snart de overhovedet anede ham et sted i mørket, hvilket kun havde givet dem en langt grusommere død. Taget i betragtning af hvor svag og afkræftet hun måtte være, så synes hun ellers at hun formåede dette yderst godt. Det var anden gang han var røget direkte i jorden, han ville vel snart give op, og finde sig et andet bytte i stedet? Måske en ganske naiv tanke, men hun havde vel lov til at håbe? Det gjorde ondt at flygte, det var direkte udmattende. Han kom nærmere og nærmere, og hun kunne ikke gøre mere, hun måtte vel blot.. acceptere den skæbne der var ment for hende? Døden var uundgåelig, og det lod til at hun endnu engang skulle lade sig indfri i mørket, kaste sig direkte tilbage til helvedes porte. Hun lod begge hænder glide omkring hendes hals, og blottede den så hendes blik samtidig endte mod træets nøgne skelet. Hun var forpustet, hendes bryst gjorde ondt som en i pokker, hun kunne virkelig ikke mere. Det sitrede ubehageligt ved tanken om at han kom nærmere, og hun kunne ikke gøre andet end at vente. Hendes ben skælvede, hun tiggede og bad i sit stille sind. Hendes ben bukkede under hende, lod hende faldt direkte i knæ og ned på den kolde jord. Blikket gled i. Vinden var blid, kærtegnede hendes kind, og selvom kulden gjorde hendes krop blå så reagerede hun ikke på det, nu hvor hun langsomt forberedt sig på mere mørke. Et sted håbede hun vel at grenen havde formået at slå ham ud? Han var stærk, men ligeså svækket ad bedøvelsen, der burde have kastet hende ind i en søvn. En beroligende tanke. Det havde været så enkelt, hun ville have sovet, ikke mærket at hendes liv ville svinde bort, frem for det der i stedet ventede hende. Hun kunne høre ham råbe, han var noget så vred. Hovedet lod hun hvile mod den hårde stemme. Hun kunne høre ham gå ikke langt fra hende, tilgengæld var der ej heller tvivl om, at han efterhånden var virkelig svækket, særligt efter de mange slag. ”Du giver mig hovedpine,” mumlede hun stakåndet, udelukkende fordi hun endnu kæmpede for at blive ved med at trække vejret. At han ligeså var endt med at falde til jorden, var noget hun tydeligt hørte. Hun så dog hverken efter, eller afslørede sig selv bag træet, for selvom det var et ringe skjold, så lagde det alligevel en hvis afstand til ham. ”Alt den banderi,” mumlede hun videre med en irriteret tone, for hun kunne virkelig godt bruge lidt ro.. noget søvn.. hendes øjenlåg føltes slappe.. tunge, ligesom hendes krop gjorde. Om ikke andet ville hun vel få hendes hvile? Næsten desperat så hun på træet blot et par meter længere væk. Selvom de små sten borede sig ind i hendes knæ, forsøgte hun at kravle bag det, enhver afstand til ham, var bedre end ingenting, også selvom det virkelig var et ynkeligt forsøg. Forbandede vampyr!

[Deleted]

Valerio var simpelthen for stædig til at lade en nymfe gå! Specielt fordi at det var så sjældent at man fik muligheden for at opsøge det væsen efterhånden, for der var i den grad ikke mange tilbage af dem, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var vred, mest af alt fordi at han kunne føle den døsende fornemmelse i hans eget sind. Den ønskede jo tydeligt at han bare lagde sig ned og lagde sig til at sove, selvom det var noget som han nægtet sig så længe, at det nu var ham menneskelig muligt! Han kneb øjnene fast sammen, også selvom det var begyndt at sløre for hans blik, så var han kun ganske tilfreds med at han havde de mange andre sanser som han kunne gøre brug af i den sammenhæng – heldigvis! Selvom det måske ikke var noget som kom ham til hjælp i denne situation, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det alligevel. Han snerrede let af sig selv, for han var virkelig bare.. dum! At han ikke havde set hende lave det træk, var noget som direkte irriteret ham, selvom det ikke var noget som han nåede at tænke videre over, som han nærmest måtte falde direkte over sine egne ben og direkte ned på den kolde jord. Han kunne udmærket godt høre hende pusle bag de nærmeste træer, hvor han direkte forsøgte at trække sig mod hende, selvom han måtte opgive det temmelig hurtigt. Den døsende fornemmelse tog over ham, som bedøvelsen for alvor måtte begynde at virke. Det havde ikke altid sin fordel at være et omvandrende lig, for det var jo det som han var, om det var noget som man ville det eller ikke, og nu hvor han havde lidt alle de tab som han havde, så var han efterhånden fuldkommen ligeglad, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Han måtte dog hurtigt opgive alt som måtte minde om modstand overfor den bedøvelse som ganske langsomt spredte sig i hans egen krop, hvor han endte med at glide hen over jorden, hvor han bare blev liggende. Han blinkede end ikke så meget som det mindste med øjnene og han trak ikke vejret – ganske enkelt fordi at han jo var død fra før af, da han nu var vampyr. Han kunne udmærket godt høre hende pusle bag buskene ganske tæt ved, også selvom han ikke var i stand til at svare hende eller hendes ord på nogen måde, hvilket kun var noget som måtte frustrere ham langt mere end det som godt måtte være i den anden ende, for han kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Vreden boblede virkelig i det indre, selvom han ikke var i stand til at få den ud, som han bare blev liggende fuldkommen slapt på jorden. Denne gang havde en nymfe i den grad formået at flå tæppet væk under hans fødder, selvom det bestemt ikke var en tanke som glædede ham, for det gjorde den bestemt ikke på nogen måde overhovedet! Han stirrede blot ind mod busken, uden at være i stand til at bevæge så meget som en eneste muskel. Bedøvelsen ramte ham i den grad hårdt, også fordi at han ikke havde et fungerende system som kunne få det ud af blodet igen!

[Deleted]

En nymfe på disse kanter var bestemt ikke hverdagskost, og havde hun vidst hvor pokker hun befandt sig, så ville Malena i den grad heller ikke have færdes så uansvarligt! Vampyren var såret, hvilket kun lettede hende, man kunne vel roligt sige, at han havde fået tilbage af hans egen medicin? Det var bestemt ikke fordi han fik lov at sætte tænderne i hende, ikke af egen fri vilje om ikke andet. Nu hvor han lå på jorden, så lod det også kun til at giften faktisk havde en virkning på ham selvom han var død. Ganske forsigtigt, lod hun blikket titte frem bag træet og betragtede hans dovne skikkelse, der blot lå på den kolde jord og faldt mere og mere hen. Hendes hjerte slog faste, nervøse slag, næsten i frygt for at han kun var ude på at ligge endnu en fælde for hende. Benene trak hun op under sig. Det var først nu det gik op for hende, hvor mange steder hun faktisk havde revet sig under hendes flugt, hvordan hendes blod stille løv ned over hendes ben. Smerten tog hun sig ikke af, men skjulte ansigtet mod hendes knæ, og lyttede intenst i tilfælde af at det ville lykkedes ham at komme på benene. Sådan lod hun flere minutter gå, mens vinden hvislede i træerne og uglerne tudede i det fjerne. I det stille sind, forsøgte hun at regne sig frem til hvornår solen ville stå op, men hun havde ingen fornemmelse at tid og sted. Efterhånden som tiden gik med den fortsatte stilhed, faldt hun faktisk en anelse mere til ro. Hun kiggede igen ud bag træet og så ham ligge der fuldkommen stille på jorden. Vaklende kom hun på benene, og nærmede sig ham med yderst forsigtige skridt. Adrenalinen pumpede med hendes blod rundt i kroppen, hvilket var yderst hurtigt med den kraftige hjertebanken hun havde tilegnet sig. Den blege skikkelse der lå der på jorden, med øjnene vidt åbne, så nærmest.. død ud? Hun kendte jo vampyrene, og var han død, så ville han ikke ligge der som et lig, men i stedet falde til jorden som en simpel bunke aske, og så ville han ikke være nogen trussel længere.
Malena puffede til ham med hendes nøgne fod, og uden at manden reagerede det mindste. Hun stirrede på ham, i første omgang uden at gøre noget som helst. Hvor lang tid bedøvelsen ville påvirke ham, havde hun ingen ide om, hun vidste blot, at det nok ikke ville være den halve tid, som det ville virke på hende. Hendes krop skælvede, kulden var næsten direkte ubærlig, og hendes krop direkte skreg på hvile. Hun gled roligt i knæ, og begyndte at åbne hans skjorte, hvilket i sig selv ikke var nemt så meget som hun faktisk måtte ryste, og samtidig var hun bange for at han pludseligt skulle slå øjnene op. Hun måtte have noget varme, for hun var nødt til at overnatte et sted i skoven. Det var i den grad ikke nemt at bakse hans skjorte af, og rulle ham rundt på siden og det hele, det lykkedes hende dog til sidst. Hun lod den søge om hendes egen skikkelse, knappede den ud over hendes beskidte kjole. Den hjælp øjeblikkeligt med at afgive noget varme til hendes kolde krop, men det var bestemt ikke nok. Blikket gled mod hans bukser, og derefter mod hans ansigt, der endnu lod til at være ligeså stendødt som for blot et øjeblik siden. Roligt bevægede hun sig ned for hans fødder, og begyndte at rive bukserne af ham, mens blikket intenst stirrede på hans ansigt, holdte øje med enhver muskel der kunne fortrække sig. Det rev i hendes væsen, han var en flot mand, hvilket kun drev den intense sitren, hun ønskede brændende at hans kølige krop ville.. tanken skød hun fra sig omgående! Bukserne forlod hans krop, hun ville finde hans kappe før hun gjorde noget som helst. Uden at tøve det mindste lod hun ham ligge der halvt om halvt nøgen, og vaklede bort fra stedet med hans tøj.

[Deleted]

Valerio var virkelig rundt på gulvet, også fordi at han kunne mærke at bedøvelsen var ved at virke, selv efter at hans ben havde givet efter under ham. Helt præcist hvordan virkningen måtte være på hans egen slags, var dog ikke noget som var kendt med ham endnu, for han havde aldrig forsøgt det, selvom det nok var noget som han skulle finde ud af før eller siden vel? Et sted så kunne han selvfølgelig bare håbe på at han ville vågne inden solen ville stå op igen! At hun sad i skjul og ikke engang holdt øje med hvad der skete, som han direkte måtte kæmpe for at holde sig på benene. Umiddelbart havde han intet gjort hende, for.. der var noget ved hende som alligevel appellerede til hans dyr på en lidt anden måde, end det som så mange andre ville have gjort det, og han kunne bestemt heller ikke lide den fornemmelse, for han havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende! Som han måtte kæmpe for at komme op, selvom det var en ting som han hurtigt måtte opgive den kamp som lammelsen for alvor måtte ramme ham og han måtte falde direkte til jorden og uden nogen mulighed for at bevæge sig yderligere.
At Malena ganske roligt måtte komme hen mod ham, så kunne han tydeligt mærke på hendes hjertebanken, at hun slet ikke var faldet til ro på nogen måde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde! Han kunne ikke bevæge sig og han kunne ikke gøre noget andet end bare at stirre frem for sig, for han kunne ikke gøre noget andet! Han brummede ganske let, da det faktisk også var det eneste som man kunne, for han kunne ikke bevæge sig det mindste! At hun begyndte at klæde ham af, var noget som direkte måtte gøre ham direkte forbandet, for hun skulle bestemt ikke have lov til det! Han var en flot mand, og han vidste det godt, selvom det ikke var noget som mange havde fået lov til at se, for han var ikke den som klædte sig af på denne her måde. Bukserne som hun tog fra ham på den samme måde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham, for han lå nu i mere eller mindre ingenting, selvom han stadig ikke var i stand til at bevæge sig det mindste! Som hun måtte hoppe i det, som var det et forsøg på at få varmen, så forundrede det ham virkelig ikke, for han kunne ikke fryse, for han var jo trods alt død fra før af, han var en vampyr og det var med alt hvad det måtte indebære. Han blev liggende, som hun selv valgte at vakle lidt væk fra ham, for han kunne ikke gøre noget ellers. Det var ikke engang fordi at han blev vred over at hun tog hans tøj, for.. hun havde brug for varmen, og det var noget som han slet ikke kunne undgå at lægge mærke til, så det var da bare at.. lade hende tage det, selvom det var ham som det i den grad kraftigt ville gå ud over i den anden ende. Selv nu hvor han ikke kunne bevæge sig, så kunne han mærke det. Han frygtede vel for, at han ikke ville vågne op, før solen stod op?

[Deleted]

Det var næsten til Malenas held, at den kniv havde været dyppet i beroligende middel. Det havde selvfølgelig været yderst uheldigt, hvis den var endt i hendes bryst, men hun havde faktisk formået at gøre skade på en vampyr, selv i hendes tilstand. Om han ville vågne inden solen stod op, der vidste hun ikke, og et sted så var hun også ligeglad. På trods af hendes procianske afstamning, havde hun efter et helt liv i Dvasias lært, at hun ikke ville komme nogle vegne med en samvittighed, alt handlede om overlevelse, uanset hvilke liv det så måtte koste andre i den anden ende. Malena blev stående overfor ham. Hun kunne næsten høre hans kamp, hans gisp når han forsøgte at rejse sig, men aldrig rigtigt kom nogle vegne, og nu hvor han lå nøgen på jorden, så gjorde det vel også sit? Også selvom hun godt vidste, at en vampyr ikke var påvirket af kulden, som hun var det, hendes stakkels fødder var for pokker helt blå og stive, og føltes næsten umulige at gå på. Hans tøj varmede hende godt. Hun havde øjeblikkeligt kastet det om hendes kolde krop, og så kunne han ellers fint få lov til at ligge der. Hun stoppede dog op et stykke fra ham, og lod de funklende øjne betragte den nøgne mand, der badede sig i månelyset. Det var faktisk ret smukt, og han var en utrolig flot mand, der måtte hun erkende. Stille og roligt bakkede hun tilbage mod ham. Han kunne ikke gøre hende noget, så hun kunne vel stille sin nysgerrighed, inden hun ville drage videre? Det gav slet ikke mening, at en vampyr som ham jagede med en kniv, desuden havde hun ikke set et glimt af hans tænder, så mistankerne var skam vækket. De uglede lokker strøg hun tilbage, så de ikke ville komme i vejen, men hun roligt bukkede sig ned over ham. Hendes bevægelser var yderst forsigtige, han var trods alt en vampyr, og hun stolede ikke det mindste på ham. Med forsigtige, kolde fingrer, løftede hun op i hans overlæbe, og lod den fine tandrække afsløres.. ingen hugtænder. Et kort øjeblik så hun en anelse forundret på ham, også selvom hun godt vidste at hun ikke kunne stille spørgsmål. Om ikke andet havde hun nu fået det bekræftet, og det var jo en start! Det gik hurtigt op for hende hvad hun egentlig havde gang, og hun fortrød omgående. Hun rejste sig så hurtigt, ast hun næsten havde fået overbalance, og næsten var faldet direkte i jorden. Hun genvandt dog fodfeste, og vaklede igen væk fra ham, denne gang en anelse mere besluttet end før. Om et par timer ville solen stå op, forhåbentlig ville han slippe væk derfra i live, men hun havde ingen idé om, hvor lang tid den gift ville varer. Hvad dr var vigtigt for hende, var at hun nu havde muligheden for a søge varmen i hans tøj, hvorefter hun kunne finde et sted at søge ly for natten, fortsætte i morgen når lyset ville falde på, og Dvasias ikke ville være nær så farligt. Hvor ville hun dog ønske, at hun endnu havde haft et trygt hjem, med en mand, villig til at gøre alt for hende, som Jared havde været. Hun sukkede tungt, og bevægede sig endnu engang ind mellem de mange træer, der øjeblikkeligt skjulte hendes væsen i de mørke skygger.

//Out

[Deleted]

Valerio mistede fuldkommen kontrollen over sig selv i denne situation, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som han ville det eller ikke. kniven havde været dyppet i bedøvelse, mest af alt, også fordi at han kunne lide at give sig tid til sine måltider, selvom det nu heller ikke var noget som havde vist sig som et alternativ for denne omgang. Han var vred! Han lå virkelig og kogte, selvom hans krop og hver eneste del af ham, ikke kunne lystre ham, som hun fik ham afklædt, så han lå i stort set ingenting. Han kunne ikke fryse i og med, at han jo faktisk var død, men det var virkelig underordnet, for hun kunne bestemt ikke mene, at han skulle vade hjem sådan her?! Han forsøgte endnu en gang, selvom han endnu ikke kunne gøre noget som helst, hvilket i den grad også var en tanke som direkte irriterede og ikke mindst frustrerede ham, men hvad var der at gøre ved det? At hun faktisk kom tilbage, var noget som måtte overraske ham, for det var noget af det sidste som han havde regnet med! At hun trak i hans overlæbe og derved blottede hans tænder, var som at mærke hans eget hjerte synke direkte dybt i hans bryst, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at hans egne svagheder skulle blotlægges sådan! At hun så bakkede væk derefter og bare valgte at lade ham ligge, forundrede ham nu heller ikke. han havde gjort skade på hende, han havde sikkert også skræmt hende, hvilket efterlod ham med en tydelig følelse af triumf, og det var noget som han mægtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
Som timerne gik og solen faktisk var stået op, så var det ikke noget som rørte ham så længe at han havde ringen på sin finger. Med tiden, var han begyndt at bevæge sig en smule, selvom det bestemt heller ikke var særlig meget, men det var vel forsøget som talte? Han klemte øjnene let sammen, lod tungen stryge over sine læber, idet han forsøgte at rejse sig igen, selvom han var fuldkommen øm i hele kroppen! Det hele havde jo været totalt lammet! Han vrissede dæmpet af sig selv. Han kunne ikke fryse og.. nu hvor solen var oppe, så vidste han, at han kunne komme hjem uden at nogen ville lægge mærke til det, for alle andre ville ligge i deres søde søvn, hvilket han havde det helt fint med! Han støttede sig op af et træ, hvor hans ben direkte måtte skælve som aldrig nogensinde før, for det var i den grad ikke en behagelig måde at vågne på! ”Forbandede procianer!” vrissede han med en fast og direkte iskold stemme, for den tanke ene og alene, var faktisk noget som måtte gøre ham irriteret! Han var slået af noget så simpelt som en nymfe! Igen.. han havde af en eller anden mærkværdig grund, ikke haft lyst til at skade hende? Hvilket klart frustrerede ham endnu mere! Han rystede tankerne ud af hovedet og begav sig skælvende hjemover.

//Out