Caught in the dark.

[Deleted]

I denne vintertid, var mørket hurtigt faldet til, som et mørkt tæppe over den sorte himmel. Det var ikke fordi, at klokken var synderligt mange, det var blot en time eller to siden, solen for alvor var gået ned. Kulden var i den grad begyndt at tage til, det var et spørgsmål om tid, inden sneen ville begynde at dale ned fra den stjerneklare himmel. Malena vandrede på hendes nøgne fødder, gennem den tætte skov. Hun skælvede, som kulden havde omfavnet hendes krop. Hun havde vandret uafbrudt for flere uger, uden at finde nogen vegne hen, og nu var hun endt her, i en tæt skov. Bladene vislede uhyggeligt i den faste vand, uglerne tudede fra træernes toppe, der skjulte for månens klare lys. Hendes fødder var ved at være blå og ømme af den ujævne skovbund. Verden havde ændret sig siden hendes død, hvilket heller ikke forundrede hende på nogen måde, men folk var blevet så hjerteløse, så… uvenlige!! Det direkte irriterede hende. Ingen ønskede at vise hende vej, ingen ønskede at låne hende så meget som en kappe, end ikke i denne kulde, hvilket også havde resulteret i gåsehuden over hendes krop, og de blå læber og fødder. Armene hvilede omkring hendes egen krop, i et forsøg på at fastholde bare lidt varme. Hendes hår var uglet, tuskede om hendes ellers milde ansigt, og tilsvarende var hendes kjole direkte beskidt og slidt, hun havde trods alt båret den samme for flere uger, og desværre for hende, så lod det til at ingen ønskede, at vedkendes en kvinde, der blot lignede en sølle tigger, hvilket hun bestemt ikke var! De nysgerrige grønne øjne spejdede omkring, forsøgte at se bag de mange skygger, træerne kastede. Hendes hjerte slog hårde, faste slag mod hendes bryst, for hun havde i sandhed ingen idé om hvor hun måtte befinde sig. Jorden føltedes kold, så hun kunne end ikke tillade sig at tage et hvil, efterhånden var det blevet en direkte kamp om at fortsætte vandringen for at finde varme, at hun så nærmede sig grænsen til Imandra, det havde hun virkelig ingen idé om, selv landene var have forandret sig, hun var end ikke klar over, at hun allerede var gået distancen mellem Manjarno og Dvasias, der i sin tid havde været hendes hjem. Hun bed sig i læben, kastede et blik over skulderen. Noget puslede i buskene, det turde hun sværge på, hvilket også var en tanke der gjorde hende direkte nervøs! Efterhånden var hun søvnig, og det lod ikke til, at der lå nogle gårde eller anden beboelse i nærheden, og hun kunne bestemt ikke sove på den kolde jord, uden direkte at ende syg. Hendes store mod var efterhånden faldet, hun følte mest af alt, for at fælde tårer, efterhånden var der ikke andet end forvirring! Uden at tænke videre over det, satte hun farten op. Små sten og kogler, borede sig op i hendes nøgne fødder, men angsten tvang hende til at fortsætte uhæmmet. Hendes blonde hår, dansede omkring hendes slanke skuldre. Der var ikke megen mad at finde, og hun kunne ikke få sig selv til at jage på disse kanter, hun brød sig ikke om at slå dyrene ihjel. Hendes kraftige puls, og hyppige vejrtrækning, var det eneste der faktisk formåede at sætte en falsk følelse af varme, måske fordi hun efterhånden var for kold til overhovedet at bemærke det. En ugles tuden, ganske tæt på, gav hende et mindre chok. Hun faldt over en træstub, hun overså som følge af den forskrækkelse der blev sat i hende, og røg direkte mod den kolde jord.

[Deleted]

Det var en flot tidlig vinteraften. Selvom de alle sammen havde været temmelig stille for Valerios vedkommende. Hans bror var død og borte, hans nevø levede stort set sit eget liv, selvom Maggies navn var lige så forbudt at nævne på hjemmefronten som det havde været siden tøsen var gået i døden, selvom det var ved at være længe siden, men hvad skulle man da ellers gøre ved det? Man kunne ikke rigtigt gøre noget som helst! Jagten var og blev stadig et problem for ham. Han havde mistet sine tænder efter at han havde været tilfangetaget i Manjarno, hvilket var noget som de andre stadig kunne lide at gøre grin med, selvom det faktisk kun gjorde det hele langt mere besværligt for hans eget vedkommende, for han var jo nødt til at jage for fødens skyld, ellers ville han da slet ikke få noget godt ud af noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på noget tidspunkt! Han var for pokker da tvunget til at jage med våben! I hans øjne så var det virkelig direkte nedladende, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, andet end at handle efter bedste vis. Man kunne vel ikke ligefrem sige at hans liv var hvad det havde været. Storhedstiden selv for Mathimæus så ud til at lakke mod sin ende nu, selvom det faktisk var en tanke som direkte måtte gøre ham trist, for han havde virkelig nydt det! Danset rundt med dronningen af Procias, holdt hende igen mens hans bror havde taget sig af kongen Gabriel. Hvordan kunne man gøre noget andet end at nyde sig af det, for selv tanken om det var noget som stadig kunne gøre ham direkte munter! Selvom han kunne se hvad det havde ført til i den anden ende! Ikke bare at han var fanget og at det havde kostet ham tænderne, men også det at blive fodret med dødt blod og lungerne fulde af vand, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham!
Lige i aften måtte selv Valerio erkende at skoven var skræmmende stille, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for det var der vel heller ikke noget som forundrede ham. Mørkets væsner var mere eller mindre ude på jagt, de jagtede alene og de fleste vidste at det var farligt at være ude, så selvfølgelig gjorde det også sit. Han havde en kniv i sin hånd. Ikke særlig stor, men stor nok til at gøre det drabelige snit som ville tillade ham at drikke og derved også lade byttet ende sit liv og lige der var han faktisk ligeglad med om han formåede at få fat i et dyr eller om det blev et menneskeligt individ, for igennem den sidste tid, var han virkelig blevet langt mere koldblodig end det som han ville være ellers, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Med den mørke kappe hvilende omkring sine skuldre og med kutten trukket godt op overhovedet og med de mørke øjne hvilende foran sig, så bevægede han sig skræmmende lydløst henover skovbunden. Han kneb øjnene let sammen. Han nød af roen, han nød lyset af den store måne, også fordi at det kun var om natten at han kunne være ude. Af denne grund så nød og elskede han virkelig vinterperioderne, for nætterne var lange, der var korte dage og der var god og lang tid til jagt og han vidste også helt præcist hvordan det hele skulle gå for sig. Han endte med at stoppe op lige i lysningen, blot for at vende sit blege ansigt op mod den store måne. For ham så fungerede den jo trods alt som en sol og han nød af den effekt.

[Deleted]

Malena ømmede hendes ømme knæ, der skrabede mod den rodede skovbund. Kulden formåede næsten at bedøve hende, så det om ikke andet, ikke føltes direkte slemt. Hendes nøgne ben var blev smurt i jord. ”Herligt, nu ligner jeg endnu mere en tigger,” mumlede hun hjælpeløst, og en anelse irriteret over, såret på knæet. Blodet dryppede stille, faldt som tårer ned over hendes blege hud. Blikket gled mod himlen. Træerne var ikke nær så tætte her, så månens lys slap faktisk igennem, hvilket formåede at berolige hende en del. Hun havde altid været en del af mørket, indtil hendes død vel og mærke, først nu var hun igen begyndt at frygte det, det gjorde hende nervøs, at se de mange skygger kastet omkring hende, dannede figurer og skikkelser, der formåede at gøre enhver paranoid. Roligt fik hun skubbet sig mod en et træ, hun kunne bruge som støtte til ryggen. En anelse desperat, forsøgte hun at finde et stykke af hendes kjole, der ikke var blevet beskidt. Meget forsigtigt, tørrede hun blodet der malede hendes ben i rødt, væk. Det var koldt at sidde på jorden, udelukkende på grund af hendes rystende hånd, bed hun mærke i at hun skælvede. Hun kunne ikke blide siddende her. Hun sukkede tungt, bed sig en anelse usikkert i læben. Ingen kunne vide hvad der skjulte sig i skyggerne. Indtil videre, havde hun kun hørt uglernes tuden, men hvem kunne ellers vide, hvad der måtte hjemsøge stedet om natten? Hendes hjerte galoperede ved den blotte tanke. Selvom hun var øm, fik hun igen kæmpet sig på benene. Hun børstede skidtet af kjolen, bare af gammel vane, hun havde trods alt altid været en anelse forfængelig, også selvom der ikke var råd til den slags som et børnehjems barn. Armene gled igen omkring hendes egen skikkelse. Hun strøg op og ned af hendes arme, i forsøget på at tilfører noget varme. En anelse vakkelvorn genoptog hun den meningsløse vandring. Skoven var så stor, den lod ikke til at fører hende nogle vegne, nu havde hun søgt og søgt. Ligesom før, vandrede hun i samme stilhed, sneg sig forbi de mange træer, og over de mange stier, der alle lignede hinanden! Hun stoppede op. ”Uh!” udbrød hun direkte frustreret! Et par vinger baskede lige over hende, hun trådte forskrækket et skridt tilbage. ”Forbandede skov,” mumlede hun vredt, efterhånden var hendes tålmodighed ved at slippe op, og det i sig selv var noget der skete umådeligt sjældent. Hvordan hun overhovedet var endt der, huskede hun ikke. Noget måtte være gået galt, da hun endnu engang var blevet sat på jord, hun vidste ikke engang hvorfor eller hvordan, hun vidste ikke om Jared endnu var i live, det eneste der stod klart, var at der ikke var nogen omkring, der var til at stole på, og den tanke skræmte hende i sig selv. Tungespidsen strøg over hendes tørrer læber. Hvis ikke snart hun ville finde en udkant, så ville hun være fanget på dette sted, og hendes mave havde rumlet de sidste tre dage, det kunne ikke blive ved! Samtidig kunne hun ikke få sig selv til at give op, også selvom flere uger, ikke havde båret nogen frugt med sig. Det var håbløst!

[Deleted]

Hvem end som måtte vandre ude i skoven for i aften, havde Valerio virkelig ikke nogen anelse om. selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, for det var virkelig ikke noget som han ønskede at blande sig i på nogen som helst måde overhovedet. Lige nu følte han sig bare skræmmende alene. Det havde han faktisk gjort stort set siden hans bror var gået i døden. Uanset om man ville det eller ikke – uanset hvad manden havde gjort eller ikke, så var han faktisk.. savnet. Ikke fordi at det var noget som han direkte var i stand til at skulle udvise, men pointen var vel også at det faktisk var der? Han knyttede næverne ganske let og med den samme næsten vrede og irritable mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Hans mørke øjne hvilede direkte på den store måne over dem. For hans vedkommende så lyste den lige kraftigt op som den store sol måtte gøre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans fokus på den store måne røg dog hurtigt som han næsten kunne fornemme noget i det fjerne – og det var ikke lyden af de tudende ugler. Svagt kneb han øjnene sammen, selvom det var noget som allerede fra start af, måtte vække dyret i ham. For tiden så var det ikke ofte at det var fremme, men specielt når han var ude, så var han nødt til det! Han nægtet ganske enkelt at blive fremstillet som det sårbare væsen som han gjorde hjemme, for der var virkelig grænser for hvad han selv måtte finde sig i, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Valerio holdt kniven godt i hånden som han trak sig væk fra lysningen og mere ind i skyggerne, som han samtidig også var i stand til at skjule sig en kende mere i, end det som han ellers ville. Men i tilfælde af at det var et væsen som han kunne slå ihjel og faktisk sørge for at få fyldt maven, så ville han bestemt heller ikke takke nej for det, det var helt sikkert. Tanken alene var noget som fik hans mund til at løbe i vand! Selv på trods af de manglende tænder! Lyden af den kvindelige stemme var noget som rørte hans sårbare øre. I og med at han virkelig var et sandt rovdyr, så var han i stand til at opfange lyd på langvejs afstand, hvilket kun gjorde at han næsten måtte knurre. Han stoppede op bag et stort egetræ som han lod den blege hånd roligt vandre over. Han var et væsen som altid havde været glad for at være ude, selvom det havde vandret til nulpunktet efter hans brors død. Jovist var han savnet.. meget faktisk. Han kneb øjnene fast sammen og bed tænderne sammen samtidig, idet han blev stående. Kniven holdt han tæt ind mod sig, så lyset fra den store måne ikke skulle have lov til at afsløre hans skjul ved træet, for det ønskede han bestemt heller ikke på nogen måde. Det ville jo først for alvor spolere jagten for ham og det fandt han sig ikke i! ”Lidt tættere på, min kære..” endte han dæmpet, næsten.. ivrig efter at sørge for at dette ville komme i gang!

[Deleted]

Man skulle tro, at en kvinde som hende ville føle sig tryg på disse kanter, eftersom hun var en nymfe, hun havde hjem i skovene, set fra naturen side vel og mærke, men når mørket først var faldet på, og natten formåede at skjule de mørke hemmeligheder, der var en del af selv samme, så lod det hende blot tilbage med en følelse, af en velkendt utryghed. Mørkets væsner var i stand til at lurer i de mange skygger, sultne dyr og bæster, som en ubevæbnet kvinde ikke ønskede at støde på. Månen var dog ikke fuld, hvilket nok besvarede spørgsmålet om hvorfor, hun endnu ikke havde hørt et eneste ulve hyl, hvilket bestemt kun var en god ting! Skoven virkede stor og uoverskuelig, hun var alene, ikke så meget som en eneste levende sjæl, det var gået op for hende for flere timer siden. I denne lille lysning, for månens lys kunne nå hende, virkede det kun mere beroligende, også selvom det ikke var det samme som solens varme, en varme som ikke eksisterede på denne tid af året, hvilket bestemt også kun ærgrede hende. Blikket gled mod himlen. Grundet panikken, var det ikke rigtigt gået op for hende, hvor smuk natten egentlig var. Stjerneklar og rolig. For blot et øjeblik, forsvandt hendes angst og frygt, for.. var der i virkeligheden nogen grund til den, eller var hun bare ved at være så udmattet, så.. søvnig, at hun ikke længere var i stand til at tænke rationelt? En stjerne blinkede ukontrolleret. For et øjeblik forestillede hun sig at det var hendes kære søn, der endnu blev beskyttet af himlens engle. Han vogtede over hende, som hendes egen personlige skytsengel, fulgte hun den, kunne det være at hun ville finde vejen frem til Jared, eller blot et sted hvor der faktisk var en sjæl i sigte. Hun sukkede tungt. Hun burde have stjålet den kappe, som hun havde fundet ja.. guderne måtte vide hvor, men om ikke andet, så lod det til, at hun langsomt glemte hendes dvasianske sind, og i stedet lod hendes procianske hjerte, være hendes fornuftens stemme. At et blegt, sultent væsen skulle gemme sig bag de halvnøgne træer, var ikke noget hun havde nogen idé om, og nu hvor hun stod midt i en lysning, så følte hun sig på trods af alt mere tryg, hun skænkede ikke længere de skjulte væsner i mørket, en eneste tanke. Hun havde levet med dem før hendes død, hvorfor frygte dem nu? De havde blot formået at gøre hende stærkere. Hun rystede på hovedet af sig selv, tvang sig selv til at fortsætte de efterhånden tunge skridt, selvom hun kun nåede ind mellem de mange træer, før utrygheden endnu engang omfavnede hendes person. Hvor ville hun dog give alt, for den irriterende os af cigaretter i øjeblikket, føle det svide i næsen, og tage imod tusinder af formandende ord om hendes irriterende brok. Hun savnede hendes kære ægtemand, ingen tvivl om det, derfor frustrerede det hende kun mere, at hun aldrig kom nogen vegne. Endnu engang stoppede hun op, og lænede sig op af et tykt egetræ. Blikket gled i, den ru bark var måske ikke videre behagelig, og alligevel så følte hun for at sove stående. Det var efterhånden tiltrængt!

[Deleted]

Hvem det så end var som havde valgt at søge ud i mørket, var slet ikke noget som Valerio havde nogen anelse om, men det var nu alligevel noget som gjorde ham tydelig nysgerrig nok i forvejen. Han blev stående ved træet og med ryggen mod den store måne, også så det var umuligt for ham at blive set, hvis man ikke så virkelig godt efter, hvilket han var klar over. Om denne kvinde var alene, var ikke noget som han ligefrem havde været i stand til at afgøre endnu, selvom.. hvad skulle en kvinde lave herude alene? Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Som han kunne mærke og ikke mindst høre, at hun var ved at komme tættere på ham, satte han kun neglene dybere og dybere i barken på træet som han stod ved, selvom han ikke rørte sig ud af flækken endnu, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Han ønskede ikke at forhaste sig, for sidst han havde gjort det, så havde det først for alvor gået galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet. Han valgte roligt og lydløst at træde frem, hvor hans blik måtte søge til den kvindelige skikkelse. Hun var alene.. Hvilket var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Lige hvem hun var, havde han ingen anelse om og skulle han være helt ærlig, så var han også fuldkommen ligeglad med det hele i det store og hele. Han trådte roligt om bag ved hende og med den samme kortfattede og direkte følelsesforladte mine. Han kunne høre hendes hjerte, hans tænder løb i vand, selvom han virkelig måtte beherske sig! Måske at han var et dyr, men han var bestemt heller ikke typen som bare hoppede på folk og bed, flåede og flænsede, for det gjorde han slet ikke! ”Du ser ud til at fryse..” Hans første bemærkning af hende, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham direkte, for det var der vel heller ikke nogen grund til i det store og hele? Han foldede hænderne roligt over sin ryg. Selvom han ikke havde sine tænder, så kunne han sagtens være hende direkte livsfarlig. Lige nu afhang det hele helt af hvordan hun valgte at tage det hele, hvad hun gjorde af handlinger. De mørke øjne hvilede direkte dybt og gennemborende på hende. Kutten havde han endnu over hovedet, hvilket måske gjorde ham en anelse mere.. mystisk og måske mere skræmmende, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til på nogen som helst måde! Hovedet lod han let søge på sned og med et svagt smil. Han behøvede jo ikke engang at skjule sine tænder, for.. de var ikke mere spidse end ethvert andet menneskes, så mange tog fejl af ham – Mest af alt kunne han ligne en mand, ligbleg og en anelse tynd, Lidt hen af en tigger eller en hjemløs, så et sted kunne man jo fint sige at Destiny havde hjulpet ham lidt på vej i en anden retning. Han havde langt mere at spille på overfor hans ofre o det var en tanke som kun måtte fryde ham! ”Og sent ude.. Ved du hvor farligt det kan være..?”

[Deleted]

For en ung kvinde af hendes kaliber, var det direkte livsfarligt at søge ud på denne tid, uden en ledsager vel og mærke. Desværre var det endnu ikke noget hun havde en mulighed for, hun vidste trods alt end ikke om Jared endnu var i live, eller om han var kommet videre, om han havde skænket hans hjerte til en anden, et sted måtte hun vel.. håbe at det endnu måtte være hos hende? Hvem der skjulte sig i natten, havde hun virkelig ikke den mest fjerne idé om, ej heller selvom han var så forbandet tæt på, at han nærmest ville være i stand til at ånde hende i nakken. Vinden kærtegnede hendes kind, som et blidt kærtegn. Hendes blik forblev skjult for hendes omgivelser, hun forsøgte at lukke det ude. Hun var virkelig så søvnig, at det direkte tog modet fra hende. Måske hun burde droppe hvilende, det gjorde det kun langt værre. Det gibbede i hende ved forskrækkelsen af den pludselige stemme. Hun lod blikket spærrer op, og tøvede ikke med at vende sig med fronten til ham. Der stod hun, med en ødelagt, slidt kjole og uglet hår, følte sig så blottet og kold, taget i betragtning af hans kutteklædte skikkelse. Frygten svandt bort fra hendes mine omgående. Med nymfen kom hendes legende væsen, og nu hvor hun ikke længere var alene, så bar hun ikke længere den uro med sig. Hendes læber skiltes i et blidt smil. Han var en mand, hendes natur og hendes instinkter fortalte hende, hvordan hun skulle opfører sig. Hun nejede yndefuldt, og virkede fuldkommen rolig, selv på trods af at han faktisk gjorde hende nervøs. Hun var ikke i stand til at se hans blik, og hans stemme var mere end nok til, at få det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun skælvede endnu, hun var dog overbevist om, at det ikke direkte var kuldens skyld mere, ej heller selvom hendes krop var blevet mere blå end noget andet. ”Godaften, Sir,” hilste hun roligt, og blinkede lettere uskyldigt med øjnene. Hendes kinder havde antaget en svag rød farve, hvilket kun bekræftede hendes hurtige hjerteslag, og blodet der måtte strømme i hendes krop. ”Det er en kold aften, Sir, og jeg er bange for, at jeg ikke har nogen kappe,” påpegede hun en anelse sigende. Hun forsøgte at få ham til at overgive sin, hun var trods alt en kvinde, og selvom hun var procianer så var hun bestemt ikke uskyldig, hun vidste hvordan man spillede på en kvindes små finesser. De skovgrønne øjne betragtede ham. Den blege hud var forholdsvis intetsigende, eftersom hun hverken var i stand til at se hans blik eller hans tænder, det lod hende ikke fatte direkte mistanke. Han var et mystisk væsen, han så ligeså slidt ud som det hun selv gjorde, hun var dog klar over at det kunne narrer, hvilket hun bestemt heller ikke ønskede. Hendes egen person var langt mere livlig og dog så høflig, hun havde trods alt levet i en hel anden tidsalder. ”Med alt respekt.. De er den første skikkelse jeg møder i flere dage,” svarede hun roligt, og bukkede hovedet for ham i respekt. Hun havde i den grad fået deciplin på rygraden. ”De kunne ikke tilfældigvis fortælle mig, hvor jeg befinder mig. Jeg er bange for at jeg fór vild,” mumlede hun en anelse skamfuldt, ikke mindst fordi dette havde været hendes hjem. Genert havde hun aldrig været, desuden skød hendes smil og den lettede fornemmelse over ikke at være alene, alt frygt væk, for.. hvor slem kunne han da være?

[Deleted]

Kvinden var bestemt ikke en som var vant til mørket som sådan. Det mørke som hvilede nu om dage, var bestemt heller ikke noget som en enlig kvinde skulle søge til alene, så meget kunne Valerio da stå for. voldtægter, vold og anden grusomhed som set i så manges øjne, var ved at blive ganske så normal for alle andre heromkring, så det var egentlig bare noget som man blev vant til med tiden, hvad bed om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang fordi at det var løgn. Et stille smil passerede hans læber som han kunne se at han direkte skræmte hende – eller bare gjorde hende forskrækket ved pludselig at stå der. Hendes hjerte.. han kunne næsten danse efter hendes hjerterytme, hvilket var en fornemmelse som han ikke havde oplevet i skræmmende lang tid. Normalt så jagtet han faktisk ikke, han fik andre til at gøre det for sig, også fordi at han faktisk måtte finde det ganske pinligt at han ikke kunne jage optimalt ligesom alle de andre, og han var for stolt til at lade dem se hvilke metoder som han direkte var tvunget til at tage i brug. At hun valgte at neje for ham, var noget som direkte måtte komme bag på ham, for det var slet ikke noget som han var vant til at se, selvom.. det viste vel bare hvor naiv hun var i hans øjne? Så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det måtte være løgn. Hun frøs, det kunne han godt se og et sted så.. kunne han vel godt spille flink? Så kunne det jo være at det hele gik en anelse nemmere for sig. Han lod hovedet søge let på sned, idet han roligt hævede hånden og lod kutten glide ned, hvor de let krøllede lokker og helt mørke øjne måtte træde frem i det blege ansigt og med de tydelige kindben. ”Kun en tåbe vil bevæge sig ud i Dvasias’ mørke og vinternætter uden en mulighed for at varme sig, frøken.. Det må De lære til næste gang..” påpegede han med en sigende mine, idet han roligt fik den op og rakte den næsten skræmmende langsomt mod hende endnu en gang. Han flyttede ikke blikket fra hende på nogen måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Der var noget ved hende som han ikke direkte kunne forklare.. en tanke som gjorde ham nysgerrig. Vel fordi at hun var så mild og blid? Et sted så var det noget som kun tydet på at hun måtte være fra Manjarno eller Procias hvilket var noget som kun måtte vække den klare væmmelse i hans sind. Hendes sidste ord var noget som direkte måtte få ham til at le. Den kolde latter brød roligt hans læber, idet han let rystede på hovedet. ”Det forundre mig ikke at De ikke har set så meget som en sjæl når De vandre rundt herude.. De befinder Dem i Den Mørke Skov, frøken.. Dybt i det mørke Dvasias,” endte han sigende og med den samme morende mine. Det var næsten for sjovt.. Desuden så forundrede det ham virkelig at hun var helt herude, for det var virkelig langt væk fra.. alt simpelthen og det var noget som han et sted ikke direkte kunne sige sig at forstå. Hvem ville da søge helt herud og så endda på egen hånd? Det var jo direkte livsfarligt!

[Deleted]

Der lå langt mere bag end øjet kunne skue. Hun havde lavet i Dvasias gennem det liv hun faktisk havde nået at leve, hun var ikke den slags tåbelig, naiv kvinde fra Procias, hun havde faktisk noget mellem ørene, og derfor ville hun bestemt heller ikke sætte sin lid til denne mand, bare uden videre! Mørket gjorde hende ganske vidst utryg, nu hvor der ikke længere var en ledsager til at beskytte hende, men hun var overbevist om, at det hele nok skulle gå, når først hun fandt bort fra dette sted. Blikket forsøgte direkte at søge hans, hun ønskede at se hvem hun stod overfor, også selvom chancen for at det var en genkendelig sjæl, ville være lig nul, ikke mindst fordi Jared i sin tid, havde holdt hende bort fra mere eller mindre alle.. for hendes egen sikkerhed selvfølgelig, men han kendte heller ikke til de utallige ture, hun faktisk havde valgt at foretage til Procias. Hendes hjerte slog rytmiske slag, hun nød at føle det slå, føle at hun endnu engang var i live, og særligt nu hvor han faktisk formåede at vække hendes naturlige nysgerrighed. Hun var en mild person, en smilende person, hans mystisk fandt hun næsten direkte morende, måden han kunne skjule sig for hende, selvom han direkte stod foran hende, ansigt til ansigt, og hun var trods alt den der plejede at lege legende. Hun lod tænderne klapre. Selv fandt hun det direkte ynkeligt, så hun havde blot valgt at bide dem sammen, men i et forsøg på at snyde sig til hans kappe, ville et lille skuespil vel ikke gøre det helt store. At det så virkede var direkte morende. Hun betragtede ham som han valgte at slå kutten ned. Månelyset kunne ikke nå dem, så det var ganske vidst begrænset hvad hun så, alligevel så var det ikke svært at se, hvor smuk han i virkeligheden måtte være, også selvom det ikke var noget der formåede at forfører hende. Med skælvende hånd, tog hun imod hans kappe, lod den falde omkring hendes skikkelse, og lade hende falde i et med skyggerne. Den prikkende fornemmelse i mødet mellem varme og kulden, startede øjeblikkeligt. Hun følte det direkte brænde mod hendes hud. ”Det husker jeg til næste gang. Jeg takker mange gange, Sir,” hun nejede roligt for ham, endnu engang, før hun igen måtte rette sig op. Den mørke kappe trak hun tæt omkring hendes skikkelse. Den kølige latter, løb hende koldt ned over ryggen, det var som at få hældt en spand iskold vand direkte i hovedet, et sted så.. var det lige før det skæmte hende. Hun tog sig til panden, som havde han gået et lys til at gå op for hende. ”Du gode Gud,” stønnede hun. Måske hun var direkte hjælpeløs i denne tid, men hun spillede så sandelig også på det! Selv lo hun en blid, melodisk latter. ”Jeg beklager for min egen uvidenhed,” hænderne faldt igen ned langs siden. Hun var da i den grad faret vild, hun havde trods alt ikke haft nogen anelse, desuden så huskede hun den mørke skov, og det var bestemt ikke et sted man ønskede at færdes. ”Eftersom jeg ikke går ud fra, at De er ligeså uviden, hvad er så Deres undskyldning for at befinde Dem, på dette lumske sted?” spurgte hun roligt. Hun var nysgerrig, det at han befandt sig her i sig selv, var nok til ikke at burde stole på ham. Helt dum var hun skam ikke!

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, var ikke noget som Valerio havde den mindste anelse om i det hele taget. Jared kendte han ganske rigtigt til, også fordi at manden havde den betydning for dæmonerne som han havde. En af de racer som han selv måtte hade mere end noget andet, og det at dette måtte være hans ’afdøde’ kone, var slet ikke en tanke som måtte falde ham ind på nogen som helst måde overhovedet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Blikket hvilede direkte på hendes skikkelse og uden at han så det mindste væk fra hende, for hvorfor skulle han? At hun ikke flygtede fra ham, var noget som alligevel måtte komme bag på ham et sted, for det var jo faktisk det som han var vant til når folk så ham. Det var jo ikke alle som ligefrem havde fået med sig det faktum at han havde mistet tænderne og dem som han måtte være ukendte for, så havde han det at spille på, så kunne det få lov til at komme bag på dem i stedet for, hvilket var noget som selvfølgelig også måtte more ham! Det var tydeligt at denne kvinde havde langt mere brug for kappen end det som han havde, for han kunne jo trods alt heller ikke fryse. Han kneb øjnene fast sammen. En så mild og blid personlighed var slet ikke noget som han kunne fordrage! ”Udmærket.. Man ved jo aldrig hvad der lurer sig ude i mørket.. Hvad der skjuler sig i krogene. Hvad der følger dig fra skyggerne..” Han trådte et skridt tættere på hende, som han endnu en gang kom tættere på hende. Nej, direkte så var det ikke faretruende som sådan, for det var ikke altid noget som hvilede til ham som den person som han var. Han ønskede ikke direkte nogen ondt – det kom helt an på udfaldet, for der skulle alligevel noget til at vække det dyr og bæst i ham og lige nu havde hun slet ikke prikket til ham ved at trykke på de ’rette’ knapper for hans vedkommende om ikke andet. Han knyttede næverne roligt over ryggen. At se hende bukke for ham og neje og det hele, var noget som han direkte måtte anse som underholdende. Han var en stolt mand, en rigmand hvis man kunne sige det sådan, selvom han ikke havde noget at skulle sige i dette land længere. Det hele var virkelig gået i stå efter at hans bror var afgået ved døden og hans nevø gjorde ikke rigtigt noget ved det efter at Maggie var væk, så.. det hele døde vel ud nu? En tanke som direkte irriterede ham! ”En sandfødt dvasianer har ikke behov for en grund til at færdes i sit hjemland. Hvor i landet skulle jeg ellers få lov til at betragte mig af den store måne i fred og gammen?” Månen nåede ganske rigtigt ikke igennem til dem lige her, men ikke langt fra dem, kunne han nu godt se at den ramte den kolde skovbund. Han kneb øjnene fast sammen, næsten som havde det været i en advarsel. ”Desuden så vedkommer det slet ikke Dem.. frøken..” Hånden hævede han roligt, som han lod den stryge mod hendes kind, nedover hendes hage, idet at han roligt vendte hendes blik direkte op mod sig endnu en gang. ”De er ikke en indfødt.. Hvem er De?” Selvom han var en sand dvasianer så havde han skam skikke og opførsel på sin side – som en af de få i familien for at det ikke skulle være løgn. Det var trods alt også noget som faktisk gjorde ham nysgerrig.

[Deleted]

Verden havde i den grad forandret sig. Mørk og lys eksisterede ganske vist i hendes tid, men slet ikke med det samme had, ikke kun lys og mørke imellem men også til racerne indbyrdes, det var jo direkte forfærdeligt! Malena frygtede ikke denne mand af mørket. Mørket havde været hendes hjem for utallige år, og hun ønskede bestemt ikke at gøre sig uvenner med nogen, det eneste hun egentlig ønskede, var at finde vejen frem til hendes mand, tilbage til trygheden, for han kunne slå hende ihjel hun at blinke, hun var svag efter hendes uger lange vandring. Kappen blev pakket godt om hendes krop, det brændte, det prikkede, og alligevel var det beroligende at vide, at kulden ikke ville slå hende ihjel, ikke lige nu vel og mærke. Blikket hvilede i hans. Skyggerne skjulte endnu hans identitet, men han var en smuk skabning, så mystisk at hun ikke kunne andet, end at føle sig betaget, lige ved.. forført. Han havde vel et sted lige givet hende svaret på, hvad der måtte gemme sig i skyggerne. Hendes krop var efterhånden stoppet med, direkte at skælve, hvilket også gjorde det langt lettere at finde tilbage til en gladere person, hun var lettet over ikke længere være alene i mørket, også selvom hun ikke havde nogen anelser om denne mands hensigter. ”Det.. Sir.. Har du netop bevist for mig,” påpegede hun roligt, med det stille smil på læben. Hun var ganske vist hverken kold eller kynisk, men hun var bestemt heller ikke en direkte blid kvinde, der gik ekstremt mange fejl af hende. De grønne øjne hvilede direkte i hans, selv da han valgte at træde tættere, og dermed også afslørede mere af hans smukke skikkelse. Hendes hjerte sprang et slag over. Han var hende komplet ukendt, men det stod klart at han var mere velhavende, hun havde aldrig haft nogen form for status, så at naje og bukke var ganske enkelt blot høflighed. Der var ingen synlige tænder, men den blege hud og det smukke væsen afslørede ham lidt, hvilket hans ord kun måtte bekræfte. ”Vampyr,” konkluderede hun, og nikkede medgivende. ”På disse kanter.. så dybt inde i skoven, så kan selv en sandfødt Dvasianer forekomme.. mistænkelig,” afsluttede hun roligt. ”Desuden.. Hvad får dig til at tro, at jeg ikke er en såkaldt sandfødt dvasianer?” hun så på ham, med et drilsk glimt i blikket, det forekom hende i det store og det hele naturligt. Hun bukkede hovedet som tydelig beklagelse, hu mente bestemt ikke at snage, desuden var hun opvokset til at udvise respekt og følge en mand, som det passede dem. Hans kølige hånds kærtegn af hendes kind, lod det gyse. Blikket gled igen i hans, stirrede ind i de intense sultne øjne. Hun stoppede hans hånd, tog den i hendes egen, dog uden at slippe den. ”Du drager forhastede konklusioner, kære. Desuden så vedkommer det ikke dem, Sir,” gav hun igen, med en drilsk undertone. Hun slap stille hans hånd, og lod hendes egen dale ned langs siden. Hun havde ikke tænkt sig at servere sig selv på et sølvfad, særligt ikke for en vampyr, så naiv var hun trods alt heller ikke!

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt hvad der kunne hvile sig i skyggerne. Selvom han var sikker på at denne kvinde slet ikke var kendt med halve af det som ellers ville være herude. Ikke fordi at den tanke gjorde ham det mindste, for det var noget som blot måtte more ham betragteligt. Han kneb øjnene sammen som han lod hende tage imod kappen, selvom den på ingen måder var varm, for han udstrålede slet ikke nogen former for den. Ingen varme havde rørt ved ham, ingen varme havde berørt ham på nogen måde, og sådan havde det været stort siden hans forældre var blevet brændt levende på bålet for frygtelig mange år tilbage. Det var der at den sidste lille del af hans menneskelighed var slebet bort fra hans krop og hans sind og intet havde holdt det tilbage i ham på nogen som helst måde overhovedet. Et stille smil hvilede på hans læber, som han roligt lod hovedet søge let på sned. ”Tro mig.. Frøken.. De ved ikke om halve de væsner og fabler som render rundt i mørket..” Han sendte hende en ganske sigende mine og uden at tage blikket fra hende på noget tidspunkt overhovedet. Umiddelbart så var hun anset som blid i hans øjne, for det var det eneste som hun direkte havde valgt at give udtryk for på denne her måde, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var end ikke noget som han ønskede at lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. At hun kunne gætte sig til hans race, selv på trods af hans manglende tænder, var noget som faktisk måtte imponere ham. Han nikkede roligt. ”Meget imponerende.. Men ja..” Hvorfor skulle han da ellers lyve? Det var der da slet ikke nogen grund til set i hans øjne. Han blev stående temmelig tæt på hende, selv uden at skulle trække sig. Umiddelbart så virkede hun direkte naiv og med det hele, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Du virker for.. ja, hvad er ordet for det..? Prociansk.. i mine øjne.” Han kneb øjnene fast sammen, for i hans øjne, var det faktisk ikke engang en løgn. At hun tog omkring hans hånd og førte den ned mellem dem ved at holde om den. Hendes hånd var varm, så meget måtte han give hende, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Han kneb øjnene fast sammen som hun direkte måtte give ham igen, for det var bestemt heller ikke noget som man kunne komme det mindste udenom. ”Jeg kan kun dømme på det jeg ser.. og det jeg ved selvfølgelig.. De er mig stadig en ny og fremmed og ikke mindst.. ukendt af slagsen, min egen.. Det må jeg så få gjort noget ved..” påpegede han ganske sigende og med den samme ganske stilfærdige mine. Selv hans stemme var præget af mangel på følelser, for der var virkelig ikke mere tilbage af ham. Det hele var væk for hans vedkommende og han gjorde heller ikke noget ved det. Hånden tog han endnu en gang til sig, som han roligt lod hånden falde direkte mod hendes kæbe som han låste grebet fast omkring. Lige hvem hun var vidste han ikke, selvom det var noget som han i den grad agtet at gøre noget ved!

[Deleted]

Måske der gemte sig ting i skyggerne, som hun end ikke havde fantasi nok til at forestille sig, men hun havde vel lov at komme med hendes anelser, desuden så havde han bevist temmelig nøje, hvad der kunne vente hende, og selvom han for nu virkede så fredelig, så var hun klar over at vampyrer var nogle af de mest indbildske og manipulerende væsner, der eksisterede. Kappen gjorde godt for hendes vedkommende. Desuden forstod hun ikke, hvorfor han gad besvære sig med at bære den, når nu han ikke var i stand til at skelne mellem varme og kulde på den måde. Det var dog yderst venligt af ham, også selvom der vel var en hage ved alting, det lod det om ikke andet til, i denne forandrede verden. Angsten var mere eller mindre ude af billedet, hvilket var mærkværdigt eftersom hun stod foran en vampyr på disse kanter, hvilket burde sige enhver at han var sulten, han var hvad hun burde frygte i mørket, og alligevel beroligede hans tilstedeværelse hende, det hang på ingen måde sammen. Det drilske glimt hvilede i hendes skovgrønne øjne, der direkte betragtede hans betagende. Hun havde altid forbandet at de var så smukke væsner, til tider måtte hun vel næsten erkende at de tiltrak hende ligeså meget, som de sensuelle dæmoner gjorde? Smilet måtte endnu pryde hendes læber. Hun hørte hvad han sagde, også selvom hun var en anelse fortabt i hendes egne forundring og tanker, hans smil afslørede ingen sylespidse våben. ”Jeg er tilbøjelig til at give dig ret, men eftersom jeg endnu ikke er stødt på noget, må min viden være tilstrækkelig,” påpegede hun roligt. Hun så sig omkring. Det hvislede endnu faretruende i buske og træer over dem, af en eller anden grund gik det hendes ører forbi. Det kunne måske forekomme direkte naivt at hun lod sig finde tryghed i en ganske fremmede vampyr, men dum var hun bestemt ikke, og hendes hjerte var ej heller af det pure guld, det var helt sikkert. Hvad angik hans race, så havde han trods alt selv valgt, at afsløre det for hende, ved hjælp af egne ord. ”Mindre imponerende,” mumlede hun blot, selvom det ikke direkte var henvendt til noget som helst, foruden hende selv. Hans ord lod hun smilet brede sig yderligere, for det var virkelig for morsomt! Hun så direkte sjusket ud, måske det var hendes klare øjne, og det blide smil der i virkeligheden gjorde udfaldet, men skindet kunne i den grad bedrage, og det burde han af alle vide. ”Og hvad, kæreste, får dig til at sige det? Skindet kan bedrage ved du,” påpegede hun sigende, som havde hun været en mor med en løftet pegefinger. Selv afslørede hun intet, hun foretrak at holde kortene ind til kroppen, og når han intet gav hende så.. noget for noget! Hånden forblev i hans. Den kolde fornemmelse, skabte den mindre sitren, særligt nu hvor hun endelig havde fået varmen. Et par skridt borte, ville de være badet i månelyset og hånd i hånd, som et romantisk øjeblik mellem elskende, også selvom dette var alt andet.. eller var det? Roligt tog hun det sidste skridt mod ham, stirrede ham direkte i blikket, selvom det ikke var klogt overfor et dyr af hans slags. ”Jeg kan sige dig én ting. Tampen brænder svagt,” hun lod hovedet glide på sned, selvom den søde mindre lod sig forandre, ved hans pludselige greb om hendes kæbe. Smilet falmede, hendes hjerte slag blev mere faste og urolige. Forbandede væsen!

[Deleted]

Lige hvem og hvad denne kvinde var, var ikke noget som var kendt for Valerio på nogen måde. En ting kunne han dog konkludere; Hun var levende, hun havde et bankende hjerte, hvilket kun fortalte ham en ting – Hun var føde. At hans væsen ikke havde været så svær at gætte igen, sagde han nu heller ikke noget til, selvom de manglende tænder til tider fik andre til at falde i tvivl, hvilket han faktisk havde det ganske fint med. Han var nok en lidt mere fredelig en af slagsen, men af alle i hans egen slægt, så stod han faktisk også som den ældste og mest erfarende for øjeblikket, så selvfølgelig var det jo også noget som gjorde sit. Blikket hvilede direkte i hendes. Selv han foretrak at holde en direkte øjenkontakt med den som han selv måtte anse som et bytte for aftenen. Om det jo så var en kollega, en ligestillet, over- eller underordnet, var direkte lige meget for hans vedkommende, men af den grund, så agtet han skam også at bære sig frem med en respekt. Smilet bredte sig kun en anelse. ”De har været heldig kan jeg fortælle Dem.. I disse stunder.. og nu hvor mørket for alvor hviler i døgnets mange timer, så er der mange ude.. Og ikke alle er lige så… fredelige som jeg selv,” påpegede han sigende. Et sted så var det vel bare en form for.. advarsel? Lige at påpege at hun var ude hvor hun ikke kunne bunde, for han var fredelig af sig, men af den grund, så var hans intentioner skam de samme som alle andre; Maven skulle fyldes og kroppen skulle stilles mæt. Han var dog gammel nok til at kunne bevare kontrollen over det, så det var jo noget som selvfølgelig også måtte gøre en god del! At lege med hans indre bæst, var bestemt heller ikke noget som denne kvinde ville få det mindste ud af. Efter at Alec var gået bort, så var Valerio også blevet langt mere rolig omkring det hele. Han kneb øjnene let sammen. Hvad der fik ham til at sige det? Var det ikke åbenlyst?! ”Skindet kan bedrage.. En fejl som jeg personligt nægter at begå en gang mere.. Det er Deres udstråling.. Det at De direkte er.. rolig omkring mig.. selvom jeg med lethed og uden så meget som at anstrenge mig, ville kunne slå Dem ihjel, hvis jeg ønskede det.. Det drilske glimt.. det blide smil.. Kun en procianer vil fremtræde så.. lyst og så.. opmuntrende og optimistisk.” Der var ikke mange som havde et håb tilbage i Dvasias, selvom Jaqia i den grad gjorde det godt som dronning, selvom det ikke var lige nemt at nævne hjemme. Han var ganske vidst den ældste, men i den grad ikke den som stod med den høje hat på! Grebet som han gjorde omkring hendes kæbe, var noget som tydeligt gjorde hende mere urolig, hvilket var noget som han godt kunne lide. Det var noget som direkte appellerede til hans indre bæst, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. Han holdt hånden roligt på plads, som han næsten varsomt trådte om bag ved hende. Bliver tampen varmere..?” hviskede han næsten intenst mod hendes øre, som han roligt gav slip på hendes kæbe, idet han roligt fremdrog kniven. Han havde sine ganske særlige måder at gøre tingene på, selvom han altid satte ekstremt god pris på den gammeldagse jagt! De mørke øjne hvilede direkte intenst og intetsigende på hende. ”Jeg giver dig en sidste chance.. Hvem er De?” endte han denne gang langt mere beordrende. Han havde ikke tålmodighed til små gætelege!

[Deleted]

Hvem hun var og hvor hun kom fra, var bestemt ikke noget der vedkom ham, han ønskede ikke at give hende svar, så kunne han i den grad heller ikke forvente, at hun skulle få tungen på gled. Hendes hjerte bankede, rytmiske og forførende, hendes hud var varm og silkeblød, som kun en levende kvindes kunne være det, og han var død. Hun var ikke i tvivl, hans hud føltes ikke bare kold, men direkte.. glat og upåvirket, han var bleg og i de sekunder, hendes hånd havde hvilket i hans, var deres puls ikke gået i et, som hendes og Jareds plejede, der havde kun været hendes ene bankende. At han var vampyr, var dog noget han fint havde formået at hentyde til selv, han lod til at være en mand af mange ord, det var blot det at bruge dem med omtanke, der lod til at være den mere besværlige del. I det store og det hele, var hun ikke kvinden til at skulle beslutte sig, hvor vidt hun ville finde sig i ham eller ikke gøre det, for de var på ingen måde ligeværdige. Først og fremmest var hun svag, sulten og træt. Hendes krop var kold og direkte udmattet, mens han stod der med alle hans fine fordele, desuden så forekom det klart, at han var en mand af større midler, end det hun selv var, hun havde ikke så meget som en mønt på lommen, og fremstod mest af alt som en sølle tigger. Det var efterhånden gået op for Malena, at dette sted ikke var trygt, der gemte sig væsner i mørket, væsner som ham, hun var på dybt vand, særligt i den fatning hun faktisk var i, men ikke desto mindre, så ændrede det intet. Hun var stadig faret vild. ”Jeg har en tendens til at tro, at end ikke De er så venlig og fredelig som De giver Dem ud for at være,” svarede hun, med direkte ærlighed, for de vidste trods alt begge at hun havde ret, han var sulten og her stod en direkte hjælpeløs nymfe overfor ham, han forsøgte at manipulere hende, dummere end det var hun trods alt heller ikke. Af samme grund, forsøgte hun ikke at presse de velkendte knapper, der ville vække det dyriske i hans væsen, for hun ønskede slet ikke at ende som en vampyrs tag-selv-bord! Hun lyttede til hans ord. Den tilfredse mine var ikke til at skjule, netop som hun havde regnet med. ”De fremstiller det næsten som om, det er en fejl De har begået ofte,” påpegede hun roligt, for det havde hun i den grad bidt sig fast ved. Hun trak stille på skuldrene, med en næsten uskyldig mine. ”Tjaeh. Jeg kan vælge at forholde mig roligt, men jeg kan ligeså vælge at gå i panik. Sig mig, hvad mine chancer for overlevelse ville være, hvis jeg valgte den sidste mulighed, og begyndte at flygte?” han kunne slå hende ihjel uden at blinke, men at gå i panik var hun overbevist om, ikke ville hjælpe hende nogle vegne, han ville være for hurtig. Det faste greb om hendes kæbe, formåede at gøre hende urolig, hvilket i den grad også kunne mærkes på hendes hjerteslag. Uden held, forsøgte hun at nedtone det, men hans berøring var så.. intens.. Desværre appellerede hun dermed til hans dyr, hvilket hun havde forsøgt at undgå! Den intense hvisken mod hendes ører, fortryllede hende næsten som hendes hjerteslag måtte gøre med ham. Kniven ødelagde dog lidt, det intense øjeblik. Hun sank en klump. ”Den er endnu ligeså kold, som din krop,” erklærede hun, og fremstod langt mere modig, end hun i virkeligheden følte sig. Panik ville ikke hjælpe! ”Om De kender mit navn eller ikke, så slår De mig ihjel, så hvilken forskel ville det gøre?” hendes egen tone var hård og klar, og dog så befalende som hans var. Hun havde aldrig været bange af sig!