Somewhere between the stars..

[Deleted]

En stille vind.. Så mild og blid der let måtte hænge usynligt i luften og stille rive med sig af de nyudsprunge træer. Man kunne høre bladene rasle nærmest skummelt et sted. Uglerne var vågnet sad i de små hule huller og tudede, generede de andre væsner der prøvede at sove, et frygtelig egoistisk dyr der krævede roen i dagstimerne, men som forstyrrede alt rolig søvn i nattetimerne. På trods mørket var faldet på var det langt fra koldt, den blide brise var så dejlig lun nu hvor foråret atter var kommet til noget som kunne ses tydeligt på hele stedet. Små blomster som i virkeligheden var forbandet ukrudt stak op af den modne jord, hvor græsset var blevet grænt og tørt frem for vådt og koldt efter vinterens store omgang hvide sne. Man kunne høre vandet fra floden rasle som det løb i den samme stærke strøm til et fjernt sted man kun kunne sidde og tænke over. Siv og andre planter stod platet i rækker foran, visse steder var det muligt at finde et lille hul hvor man kunne sidde med den direkte udsigt. Lige for i aften var det netop hvad Blair havde gjort. Den slanke kvindeskikkelse sad ved t af de mange huller. Hendes sdystre sorte kjole var trukket en smule op kun for at det var muligt for hende at lade fødderne dyppes i det kolde vand.Brisen rev let i hendes lange mørke hår det dansede en stille vals omkring hendes skuldre. Lige for i aften var hun søgt væk fra hendes elskede palæ kun for at skulle nyde en aften i det fri som hun holdte så meget af. Der var stille ikke mindst ensomt på det sted som hun i hverdagen måtte befinde sig, sandt at sige der gik en gartner og nogle folk for at hjælpe hende med det husholdne men det var langt fra selvskabelige væsner, og hun var ikke selv den mest social anlagte kvinde på trods hun var af den kaliber som hun måtte være. Græsset kildede hendes tynde håndflader, hun følte en form af kravlen, løftede den stille og lod de dystre oplyste blik glide mod den, hvor en edderkop af en mindre størrelse måtte kravle lystent hen over det. Hun vendte stile hånden hver gang den nåede til enden. Som det som man engang forestillede sig verden, røg man ud over kanten ville man falde til den evige tid, personligt troede hun ikke på den, verden var mere end som sådan, mere end blot et frit fald. Månen stod højt på en stjerneklar himmel, hun kunne fornemme glansen fra det i det vand som løb foran hende og kæmpede for at rive hendes nøgne fødder med, noget som på ingen måde lykkedes. Et stille suk slap hendes læber, hun satte det lille kriblende væsen tilbage på den varme jord. Et stille ligegyldigt smil prydede de silkebløde læber, det var længe siden et smil havde passeret, på trods der var en masse at smile over, specielt nu hvor foråret var kommet igen. Blikket faldt mod den smukke immel, så stjerneklar som nået hun aldrig før havde set, uanset hvor øjet måtte se hen. Hun genkendte flere figurer, det var endnu et af livets mysterier, dem som hun dagligt måtte gå og bryde hendes hovede med. Blidt måtte hun frugte læberne med tungespidsen, hun følte vinden slå mod hendes ansigt, en utrolig savnet følelse, som en mands kærtegn, et form af kærtegn hun ikke havde følt i flere hundrede år efterhånden, ikke siden den hendes hjerte endnu måtte begære var død for hendes hånd. En sand kærlighed forsvandt aldrig? Den blev boende efterlod hende alene og kold, det hjerte lukket for alt ud over den smerte hun måtte nyde af, det var konstruktivt, det var en følelse der kunne bruges, hun holdte af smerten det var vel af den grund ingen var kommet så tæt på hende siden? Og nok aldrig ville komme til det.. En mørk form af kærlighed, som en rose.. Smuk men sorgfuld...

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det var ved at være en sen aften, så var det sjovt nok ikke noget som holdt Malania væk fra at søge ud. Pierce var hjemme ved drengene, for hun havde brug for lidt tid for sig selv, hvilket han havde set på hende med et forståelsesfuldt blik, og så alligevel, for.. der var noget over det, som hun ikke kunne beskrive. Selvfølgelig var det nok på grund af hendes tilstand, hvor maven allerede var ved at vokse, så han var vel bekymret for at der skulle ske hende noget? Ikke fordi at hun troede på at det var noget som ville ske hende, men man kunne jo aldrig vide, også fordi at det var noget som hun havde været igennem allerede adskillige gange tidligere, så hun forstod ham skam godt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Turen havde været lang og den havde været tænkende. Et sted så frygtede hun jo selvfølgelig for at det skulle gå galt ligesom det gjorde sidst, for det havde virkelig været en skræk i hendes liv som hun aldrig havde oplevet det før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for hun var ikke den type som brændte inde med frygten for det ukendte! Men Pharrell havde sat det i hende, også fordi at han havde gjort det ved hende som han havde gjort, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Det var alt for længe siden at Malania havde sat foden i Imandra. Landet havde i den grad forandret sig siden hun havde været der sidst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun bed sig let i læben, som hun vandrede der med den mørke kappe om sig. Hun vidste at Pierce ikke var meget for at hun søgte ud og nu hvor hun gik rundt med forlovelsesringen på sin finger. Det var bestemt ikke fordi at hun fortrød noget som helst, for hun elskede tanken! At skulle gå op til alteret og møde den mest perfekte mand som man overhovedet kunne tænke sig til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun havde ikke sat en fod på stedet her siden før Inkarno havde taget tronen, og det var kun tydeligt for hende, at der var lavet utrolig mange ændringer. Det var ikke en tanke som hun kunne lide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og vendte blikket op mod den store himmel. De mange stjerner var noget som kun fik hende til at smile, for smukt var det. Det fik hende kun til at tænke på hvor mange gange hun havde udpeget nordstjernen og karlsvognen for hendes dejlige knægte derhjemme, for hun elskede virkelig den tanke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det skulle komme til stykket. Hånden gled stille over bulen ved hendes mave, for hun nød af tanken. Hun nød tanken om at være en familie, med et hus fuldt af børn og det hele, for hun elskede Pierce og hun elskede sin tilværelse, så hun kunne bestemt ikke være utilfreds med noget som helst af det som skete i hendes liv! Hun stoppede roligt op ved den store dæmning som delte floderne op. Et smukt syn i hendes øjne, selv her i nattens lys.