Caught by the law?

[Deleted]

At blive fanget på denne her måde, havde Lexie virkelig ikke regnet med på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare en ren sandhed når alt endelig måtte komme til alt. At denne mand var en som skulle stå som leder, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde, for hun havde altid set sin far i den rolle. Jovist havde hun ordnet op med manden, selvom det havde taget hende tid og nu hvor hun var en del af mørket, så var det langt sværere at komme ind til hende! Der fandtes kun en mand som var i stand til det! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun nægtet at snakke omkring hendes forældre, for i hendes øjne, så havde de svigtet hende! I og med at Romeo var skænket mørket, så var det et sted hvor hun ønskede at følge ham, for hun ønskede slet ikke at miste ham på grund af hans idiotiske kusine som troede at hun kunne styre det hele, for det var noget som hun nægtet! At hun stod i en situation, hvor hun var tvunget til at åbne munden var noget som direkte måtte irritere hende, for det var bestemt heller ikke heldigt for hendes vedkommende på nogen måde overhovedet! Hans ord var noget som direkte pisset hende af! ”Hvad ved du om det?!” bed hu ham af og sendte ham kun en meget mere fast mine. Et sted så forsøgte hun virkelig bare at opretholde facaderne, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men det var vel bare at forsøge? Kunne man overhovedet gøre noget andet? Hun blinkede let med øjnene og trak vejret ganske dybt og med den samme direkte irritable mine i ansigtet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Af hvad jeg har set, så skal du virkelig overbevise mig meget mere! Du er ikke en magiker som alle andre!” vrissede hun let. Nej, han var værre! Der var noget mørke i ham og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om at være i nærheden af, for hun følte det uroligt nok som det måtte være allerede!
Dericks fremgangsmåde, var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde, for det bragte hende virkelig et forbandet ubehag som intet andet overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun klemte øjnene fast sammen og bed sig let i læben. At fortælle ham at hun var blevet sendt var ikke noget som gjorde det bedre for hendes del! Et sted så regnede hun slet ikke med at komme levende derfra og den tanke gjorde ondt, for.. hun havde kun lige fået Romeo for alvor.. Hvorfor skulle der altid komme så mange ting i vejen?! Det var virkelig noget som måtte frustrere hende efterhånden! En tåre trillede ned af hendes kind, som hun vendte blikket mod ham. Hun kunne ikke have at stå så fastlåst! Endnu en gang forsøgte hun sig med at trække hænderne til sig, selvom det var uden videre held, og hun hadet det virkelig! Malisha slog hende ihjel, hvis hun sagde det, og det vidste hun allerede! ”Min… leder.. Spionage.. Hvad mere vil du vide?!” Denne gang endte hun mere panisk. Hvis ikke denne mand foran hende slog hende ihjel, så ville Malisha i den grad gjort det, og det var noget som hun allerede var ved at være klar over i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være!

[Deleted]

Ganske vidst var Derick ikke nogen almindelig magiker, for han var blevet opdraget og opvokset i mørket, så selvfølgelig havde det stadig sit præg i ham og betydning for hans mange handlinger. Lucas havde mange gange sagt at han var blevet lys af både krop og sind, men han måtte indrømme at han ikke følte sig forandret, hverken mere god eller blevet mere mild eller naiv for den sags skyld, han var stadig den samme gamle Derick, men af den grund var han heller ikke direkte ond, skønt det godt kunne fremtvinges i ham hvis det skulle blive nødvendigt! Og Lexie gjorde det bestemt ikke nemmere for ham! Han vendte blikket fast mod hende. Det var tydeligt at hun forsøgte at være en del af mørket, selvom han tydeligt kunne se at det var et dårligt forsøg, for han kunne stadig mærke det gode i hende, hun kendte stadig til forskellen på rigtigt og forkert, selvom der vel egentlig ikke rigtig var noget ’rigtigt’ og ’forkert’? Hendes følgende ord, fik ham til at sende hende et kortfattet blik, selvom det blev en anelse eftertænksomt. Hun havde jo faktisk lidt ret, han var ikke som de andre magikere her på stedet, men det var der stadig mange grunde til. „Du har ret i, at mine fremgangsmåder og metoder ikke er de samme som de mange andre magikers her på stedet. Og ja, jeg er ganske vidst blevet opdraget og født i mørket, men.. du vil blive overrasket over hvor meget man er villig til at gøre for den person man elsker Lexie,” endte han kortfattet, som var det svar nok, hvor hans blik hvilede stilfærdigt på hende. Hvis hun var kløgtig nok, ville hun godt kunne regne hans pointe ud og vide at han var blevet konverteret til lyset, som hun var til mørket. „Af den grund er jeg stadig magiker af kød og blod.” Mere tydeligt kunne han heller ikke gøre det.
Måske Derick var ret brutal mod hende, men hun gav ham sådan set heller ikke noget valg, havde hun været villig fra starten af og fået tungen på gled, så havde han slet ikke rørt hende! Ikke så meget som krumme et hår på hendes hoved! Men hun skulle absolut gøre alting så besværligt, og vælge at gøre tingene på den hårde måde, så dette var hendes egen skyld, for han havde advaret hende, hun havde bare valgt at se forbi den. Han kneb øjnene let sammen, som hun begyndte at tale. Han blinkede let med øjnene, inden han fnøs ganske let. Selvfølgelig! Det kunne han da have sagt sig selv! Malisha brugte Lexies viden her i Procias til sin egen nytte. Han vendte roligt ryggen til Lexie, som han førte hånden til sin skæggede hage, som han gned ganske let, imens han gik hen til skrivebordet. Han løftede den frie hånd og knipsede, så muren slap taget i Lexie, både hendes håndled og hendes strube, så hun igen kunne bevæge sig. Han tænkte let, inden han endte med at dreje rundt på hælene og vendte blikket mod hende. Han satte sig roligt på skrivebordets kant igen, hvor han lagde armene over kors og lod hovedet søge på sned. „Fortæl mig Lexie.. hvordan blev du en del af mørket? Blev du tvunget? Eller var dit eget valg? Og hvorfor?” spurgte han roligt, mange spørgsmål, men mon ikke hun kunne følge med? Han tvivlede på at hun var tungnem.

[Deleted]

Lexie gjorde virkelig sit for at klamre sig til mørket, for det var det som var hendes hjem nu. Det var der Romeo var, så var det i den grad også der hun agtet at forholde sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo trods alt heller ikke engang en løgn! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun klamret sig til det, selvom hun ikke var den bedste, selvom.. facaderne var noget som faldt hende mere og mere naturligt ind, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det egentlig heller ikke. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Det at han ikke var som alle andre, var det som automatisk gjorde at hun følte sig mere sårbar, for det var ikke til at sige hvad han kunne finde på! Hans ord fangede hendes opmærksomhed. Han var mørk af væsen og søgt til lyset på grund af kærligheden? Det var præcist det samme med hende, bare til mørket i stedet for og hun agtet at blive der så længe at Romeo var fanget der! Hun knyttede næverne ganske let. Ikke fordi at det skræmte hende – det gjorde hende panisk! Hun forstod udmærket godt hans hentydning og pointe, men det var jo trods alt ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! ”Godt for dig..” vrissede hun let og med den samme ganske så kortfattede mine som tidligere, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Om ikke andet, så var det faktisk noget som de havde til fælles, så det gjorde jo også sit for hendes vedkommende. Det fik hende sjovt nok til at slappe en anelse af. ”Måske at kød og blod, men ikke af hjerte..” endte hun kortfattet. Hun var langt fra overbevist om det gode i ham!
At stå klynget fast på den måde, var noget som direkte gjorde Lexie panisk, for hun kunne ikke klare at blive holdt fast! Det var kun noget som bragte hende minder fra fortiden, og det var bestemt ikke en god ting! Hvis sandheden kom frem, så ville Malisha slå hende ihjel! Selvom.. hun et sted kunne håbe på at Derick ville gøre det mindre.. smertefuldt end det som hendes leder ville gøre? At han knipset så hun igen kunne komme fri, hvor hun endte med et mindre gisp. Hånden lukkede sig hurtigt omkring hendes strube, da hun endte med at stå fuldkommen tæt op af væggen. Hun vendte blikket tydeligt skeptisk mod ham. Hvorfor ville han da blande sig i hendes liv og i hendes beslutninger? Den eneste som havde gjort det igennem hendes liv, var Romeo og han var i den grad også den eneste som i hendes øjne, faktisk også havde retten til at gøre lige så! ”Det.. det vedkommer slet ikke dig..!” endte hun med en ganske kortfattet mine. Hvis han havde valgt at søge til Procias for kærligheden, så.. ville han vel også kunne forstå hende? Hun bed sig en anelse i læben og vendte blikket let rundt omkring. Der var ingen flugtveje og det var noget som i den grad også måtte frustrere hende som intet andet overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt og rystede så på hovedet. Han gav hende virkelig heller ikke noget andet valg! ”Det er.. nok dumt af mig at fortælle det.. Malisha slår mig ihjel.. Men.. jeg kan vise dig det..?” endte hun dæmpet og med en meget alvorlig og bestemt tone. Han gav hende jo ikke noget valg uanset, så meget havde hun allerede fundet ud af!

[Deleted]

Lexie kunne forgive så meget som hun ville, men den eneste som hun holdt for nar, var hende selv. Derick kunne stadig fornemme lyset i hende, uanset hvor meget hun spillede, så blev hun aldrig en fra mørket, jo måske med årene, men der skulle i hvert fald gå lang tid! Et sted var han jo faktisk selv bange for konventionen, og hvad den ville gøre ved ham med tiden. Han vidste godt det måske var at dømme Procias og dets befolkning, og han vidste godt at det ikke var alle racer der var her, men de fleste var virkelig godtroende og naive! Og sådan ønskede han virkelig ikke at blive! Og det kunne vel godt ske? Et sted så havde han slet ikke lyst til at blive konge af landet, det var slet ikke noget som havde været en del af hans planer, langt fra! Han havde håbet på at han kunne få Elanya væk herfra, hvor de kunne flytte ud – hvor end det skulle være – og så slå sig til ro, med en idyllisk natur omkring dem, men.. det var vel bare ønsketænkning? Han vidste at Elanya var god som dronning og hun var virkelig det bedste som kunne ske for Procias, det kunne man også se på udviklingen, hendes og Lucas udgjorde et ganske godt team, og et sted var han jo bange for at han ville ødelægge det hele. Jovist så var han gået med til at blive leder for magikerne, selvom de fleste ikke havde tiltro til ham, men hvor mange ville da have tiltro til ham som konge? Han var bange for at ødelægge rygtet og folkets tillid, og det havde han virkelig ikke lyst til! Ikke nok med det, så skulle han også snart være far, og det havde han heller aldrig været før! Han var bange for at han ville blive en elendig far, så ja.. mange bekymringer måtte plage ham. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. „Hold op Lexie.. tror du virkelig at en prociansk kvinde ville falde for en ond og modbydelig mand? Tror du at jeg ville vælge lysets vej for hendes skyld, hvis mørket havde et så fast greb i mig? Måske jeg ikke er en procianer, måske mine metoder er anderledes, men.. jeg er mere blevet neutral end at tilhøre nogen af siderne,” svarede han stilfærdigt, hvor hans blik kun viste at han talte sandt. Han var ikke decideret god, men heller ikke ond, han handlede ud fra det som var vigtigt om det så krævede at han gjorde mere groteske ting.
At slippe hende fri var også kun et tegn til at Derick ikke havde intentioner om at gøre hende mere ondt – foreløbig. Som han havde sagt, så var det hende der valgte om det skulle ske på den hårde eller den lette måde, det var faktisk hende der måtte vælge hvordan det hele skulle gå, hvornår hun indså det, var vel kun et spørgsmål om tid? Han lod hovedet søge let på sned. „Stop nu skuespillet Lexie! Du kan forgive så meget du vil, du kan spille så meget du vil, men vi ved begge at lyset stadig er inde i dig et sted! Præcis som mørket også stadig er i mig. Som jeg sagde tidligere så sker der dig ikke noget, hvis du fortæller mig hvad jeg vil vide, men hvis du nægter så skal jeg nok finde en måde at få det ud af dig på, og det har du trods alt fået en forsmag på,” endte han stilfærdigt. Han var ved at være træt af hendes julelege! Det gjorde ham faktisk irriteret og han var virkelig ikke den mest tålmodige mand, ikke når han ville have noget! Han endte lettere forundret til hendes ord. Hun ville vise ham det? Et skævt smil gled over hans læber. „Udmærket.. så vis mig det,” opfordrede han hende roligt, hvor det var tydeligt at han ikke var nær så fjendtlig som han havde været for kun et par minutter siden.

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at hun af hjerte, sind og sjæl, under ingen omstændigheder ville blive fuldkommen af mørket, selvom hun bare ønskede muligheden til at kunne tilpasse sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hun forsøgte! Malisha var egentlig den eneste som stod i vejen for.. umiddelbart så lød det ikke som om at Konstantin havde noget imod hende, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun forstod ham godt, for hun gjorde det jo udelukkende for det samme. Hænderne knyttede hun let. At han skulle tale med den tone overfor hende, var slet ikke noget som hun ville have med at gøre, for.. et sted så fandt hun det nedladende. Måske at han havde forladt mørket for sin kære, men hun havde altså valgt at forlade lyset for sin og det var ikke noget som hun ville kunne fortryde på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun himlede med øjnene. ”Som du har valgt at søge til lyset for den kære i dit liv, så fulgte jeg min i mørket, okay?!” endte hun med en fast tone. Løgn var det jo ikke engang og efterhånden kunne hun jo lige så godt.. bare fortælle frit, for manden fandt jo ud af det på den ene eller den anden måde alligevel, for hendes skuespil havde han jo allerede for længst gennemskuet! Og den tanke var noget som hun bestemt heller ikke brød sig om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke.
Derick var virkelig en underlig en i Lexies øjne og alligevel så.. følte hun ikke en direkte frygt når det måtte komme til denne mand, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun bed sig ganske svagt i læben og uden at komme helt for tæt på med det samme for.. hun stolede på ingen måder på den mand som hun stod overfor i øjeblikket, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til i det store og hele. Hun sendte ham en direkte advarende mine. ”Jeg vil ikke have at lyset skal være i mig mere! Malisha kan se det!” udbrød hun med en tydeligt mere frustreret mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for.. det var jo faktisk kun en ærlighed i den anden ende. At han dog alligevel gik med til at lade hende vise det, var noget som et sted måtte lette hende. Hun nikkede blot stille, som hun varsomt gik hen mod ham. ”Udmærket..” Hun hævede hænderne roligt, kun for at lade dem glide mod hans tindinger, idet hun startede med at overføre minderne; ”Det var en flot aften. Lexie sad og ventede på at Romeo ville dukke op. Konstantin kom ham i forkøbet og allerede inden man kunne nå at se sig om, så lå Lexie bastet og bundet for fødderne af manden. Romeo kom hurtigt efter og med Konstantins advarsel om at komme til Arenaen, så forsvandt han med Lexie” – Deraf valgte hun og det første skift i minderne. ”Det var i Arenaen. Romeo havde kæmpet sin kamp og stod lige så blodig med mørket tydeligt i sin udstråling. Oppe på tribunerne var Lexie i fuld gang med at overtale Konstantin om at skænke hende mørket og lade hende gå igennem den samme test. Han tvang mørket i hende, hjalp det med at sætte sig i hendes sind, idet at det ble hendes tur til at komme igennem den samme test. Aurica slog hun, selvom det var på et hængende hår – hvor hun deraf fik sin plads tildelt i mørket…” Lexie valgte at bryde i minderne, idet hun roligt vendte blikket mod ham. ”Jeg fulgte min kære i mørket.. Som du fulgte din til lyset,” endte hun ganske kortfattet. Et sted en start.. Der var meget mere hun agtet at vise ham.

[Deleted]

Derick fortrød på ingen måde, at han var taget til lyset, at han var blevet en del af det, for han havde gjort det af egen fri vilje. Det var en mulighed som Elanya havde forslået ham, en måde hvorpå han kunne være sammen med hende, uden at nogen regler skulle komme dem imellem, så der ikke var noget der kunne komme imellem, selvom det var sket af den grund. Hun var gift med en anden mand, han kunne stadig ikke få hende, hvilket måtte irritere ham, selvom han prøvede at være tålmodig og ventede, han havde allerede været tæt på at forlade hende én gang og det skulle bestemt ikke ske igen! Nu havde han i det mindste fået noget at lave, så tiden var lettere at slå ihjel, desuden.. han glædede sig altid til at komme hjem, også for at se hvordan hun havde det, se om maven var blevet større eller ej, for selvom tanken skræmte ham, så kunne han alligevel ikke lade vær med at føle en vis form for spænding over at skulle være far. Blikket gled mod Lexie til hendes ord, hvor han alligevel endte en anelse forundret. Hun havde valgt mørket på grund af sin elskede? Præcis som han havde gjort for sin. Han blev pludselig klar over at de faktisk stod i lignende situation. Han betragtede hende blot uden at sige noget, for.. hvad skulle han sige? At det var dumt? At det var tåbeligt? Dumdristigt? Han havde jo gjort præcis det samme, så han forstod hende faktisk godt. „Jeg forstår..” endte han roligt, som han kort vendte blikket væk fra hende, selvom det roligt blev vendt mod hende igen. Hun forstod hans valg, som han forstod hendes, måske det også ville gøre samtalen lettere? Nu hvor de begge vidste at de sad i samme båd? Foruden hun var på det forkerte territorium.
At Lexie var faldet til ro, var noget som Derick tydeligt kunne fornemme på hende, hvilket et sted også måtte glæde ham, for der var virkelig ikke nogen grund til at frygte ham, så længe hun gav ham det som han ville have, og det var svar. At Malisha havde sendt hende til Procias, forstod han sådan set godt, for Lexie kendte landet, så hun ville tydeligt kunne udnytte Lexies viden. Et sted var det smart tænkt, men hendes ord gjorde det også tydeligt at Malisha ikke ønskede Lexie i mørket. Et let smil fandt vej over hans læber, uden at de blå øjne forlod hendes skikkelse. „Jeg kan høre du har meget at kæmpe med.. Malisha tillader ikke at du er sammen med din elskede, sender dig hertil, og det skulle ikke undre mig, at hun håbede på at du blev fanget, også fordi du var Nicks datter.. det må være frustrerende,” endte han stilfærdigt, hvor han betragtede hende sigende. Han kendte skam også til følelsen af at man ikke kunne få den person man elskede, men.. man måtte vel bare holde ud? Andet kunne han ikke se at der var at gøre. Han lod hende blot komme hen til ham og sætte hænderne mod hans tindinger, hvor han lukkede øjnene for at koncentrere sig inden han så det hele for sig. Som hun afbrød det, vendte han roligt blikket mod hende igen. Han kneb øjnene ganske let sammen. „Kampe? Malisha sender folk i Arenaen for at kæmpe og slå ihjel?” Han betragtede hende lettere undrende, for det forstod han ikke. „Hvorfor sender hun sin egen race i kamp mod hinanden? Og hvorfor slå ihjel?” spurgte han lettere forundret, som han blev siddende tæt ved hende uden at tage blikket fra hende.

[Deleted]

At det ville gøre hele samtalen nemmere at vide at Derick stod i mere eller mindre den samme situation som hende, var selvfølgelig noget som ville gøre det hele en del nemmere for hendes vedkommende, selvom hun vidste at hun ikke burde sige mere. At se hans mimik forandre sig så meget, var noget som alligevel gjorde hende en kende mere rolig, selvom de nu heller ikke var noget som hun sagde direkte, for.. hvad skulle hun da sige? Et sted så håbede hun selvfølgelig på hans forståelse, for han kunne ikke just sige eller fortælle hende hvor dybt tåbeligt det så end ville være, om det var noget som man ville det eller ej, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Blikket vendte hun sigende mod ham og med den samme mine. Hans ord gjorde hende dog alligevel mere rolig, ikke fordi at det var noget som hun havde i sinde at skulle skjule for ham, for det gjorde hende faktisk rolig. Hun nikkede blot til hans ord og bed sig en anelse i læben. ”Udmærket..” endte hun sigende og med en kortfattet og ganske bestemt mine alligevel. Hun prøvede jo stadig bare at holde en anelse fast i det, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, for lyset havde altid været en ekstrem stor del af hende!
Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne kalde Lexies liv for lutter og lykke, for med det voksende mørke i hendes indre, så kunne hun bestemt heller ikke blive i Procias og hendes egen leder i Dvasias ønskede slet ikke at have hende der, for hun blev ikke set på som værdig, selvom hun havde gjort sit for at bevise det, netop ved at klare testen i Arenaen som faktisk også havde taget så uendelig mange liv allerede til nu – hun havde jo trods alt selv valgt at tage det ene af dem, selvom det nu slet ikke var noget som hun fortrød på nogen måde. Hun kneb øjnene fast sammen. Det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det nemmere for hende på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun rystede stille på hovedet. Hun måtte jo desværre give Derick den; Han var alt for kvik! ”Er det så svært at se..? Hun sendte mig af sted.. håbet at jeg ville blive fanget eller slået ihjel på vejen så hun kan få min kære for sig selv.. og for alvor tvinge ham i mørket..” Hun burde slet ikke sige det, men det var jo trosd alt bare en kendsgerning, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det ændrede ikke på det faktum at tanken virkelig gjorde ondt. Forbandet meget endda! At vise ham det hele og det at han reagerede på den måde, kom nu heller ikke bag på hende, for.. det var jo bare sådan at det stod til i Dvasias nu. Hun sank en klump stille. ”Er det ikke åbenlyst hvorfor hun sender to jævnaldrende i kamp mod hinanden? Kun den stærkeste overlever.. hun skiller de svage fra de stærke og sørger for at der ikke kommer flere af den slags..” Lige hvorfor hun valgte at åbne sig for ham på den måde, forstod hun ikke på, men han kendte mørket og et sted så.. følte hun en form for tiltro til ham og det var selvfølgelig noget som virkelig gjorde hende glad et sted, selvom det bestemt heller ikke gjorde det bedre for hende på nogen måde, for hun vidste jo ikke om det var noget som ville forhindre hende i at komme hjem igen!

[Deleted]

At de faktisk stod i samme båd, var noget som faktisk var kommet bag på Derick, men det forklarede da i hvert fald, hvorfor hun var endt i mørket. Og det var præcis den samme grund som han havde valgt lyset; for at kunne leve sammen med sin elskede. Om hendes kære var en del af mørket eller selv havde valgt det, var han ikke helt sikker på, for da hun havde vist ham sit minde, så havde han set Malisha, han havde set en ung mand der selv lignede én der havde været i kamp, og derfor var han usikker på om hendes kære også havde gået igennem testen. De blå øjne søgte roligt til Lexies skikkelse. Det var tydeligt at hun var faldet til ro, ligesom han selv var, selvom han mere sad forundret tilbage. At han havde ret i sine udsagn, var tydeligt at hun selv gav ham ret. Han nikkede ganske roligt. „Jeg forstår.. jeg burde bare ikke lade dig gå. Du er stadig fra mørket, og du er stadig på forkert territorium,” endte han kortfattet, som han endnu engang måtte lægge armene over kors med den samme faste og vurderende mine. Han så ikke væk fra hende, hvor han betragtede hende ganske let. Et let træk fandt sted ved hans ene mundvig. „Men jeg går ikke ud fra at du har gjort skade på nogen, eller hærværk for den sags skyld, har du, er sagen noget helt andet, hvis ikke.. så skal jeg nok finde en måde at få dig tilbage til Dvasias på, så længe du lover du ikke kommer tilbage, så længe du er warlock,” svarede han ganske alvorligt, uden at han tog blikket fra hende. Han kunne godt hjælpe hende lidt, så længe hun ikke havde gjort noget galt endnu eller gjort skade på nogen, for ellers blev det lidt sværere at redde ud. Malisha brugte og udnyttede tydeligvis Lexies tidligere plads her i Procias, det var selvfølgelig smart nok, men det kunne være han selv skulle tage Malisha et enkelt visit? Han havde aldrig mødt kvinden, men han havde dog hørt om hende, af den grund frygtede han hende ikke, for.. hvorfor skulle han dog? Han rynkede let med brynene til hendes ord. Malisha sendte simpelthen folk i Arenaen for at skille de svage fra flokken? Hvad pokker var kvindens formål? „Og hvad pokker er hendes plan?” spurgte han lettere forundret, uden at han tog blikket fra hende. I hans øjne så lød det til at være ganske alvorligt, specielt hvis kvinden prøvede på at få de svage ud af flokken og tilmed ved at dræbe dem. Han vidste ikke hvad kvinden pønsede på, men han var sikker på at det var ganske alvorligt, selvom han faktisk var nysgerrig efter at vide hvad hendes plan måtte gå ud på. Hvis hun prøvede at stable en hær op mod Procias, så skulle han bestemt nok få hende stoppet! Intet skulle true Procias! Måske han ikke ligefrem decideret følte sig som en procianer, men det var her hans elskede boede, det var her hans barn ville blive født og det var her han faktisk skulle være konge, så selvfølgelig havde han tænkt sig at forsvare landet med alt hvad det krævede! Specielt hvis en fjende skulle vise sig at true hans familie! For det var noget som han slet ikke ville finde sig i!

[Deleted]

Derick kunne godt sætte sig i Lexies situation, selvom der måske var visse ting som var anderledes fra den ene sag til den anden, men overordnede så mindede de skræmmende meget omkring hinanden. Lexie vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine. Det var dog ikke en hentydning til at hun havde behov for at stole på ham, for det gjorde hun bestemt heller ikke. Hun knyttede næverne ganske let og med en tydelig sitren fra før af. Hun ønskede at komme hjem og tilbage til Romeo, selvom det nu var noget som denne mand skulle have lov til at afgøre? Ikke fordi at den tanke gjorde det nemmere for hende, for hun kunne virkelig ikke lide ham! At han ikke havde nogen planer eller intentioner om at skulle lade hende gå, var noget som et sted også måtte irritere hende en god del, selvom hun nu heller ikke kunne sige noget til det på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket kort ned mod jorden. ”Jeg tænkte det nok..” mumlede hun let. Hun ønskede virkelig bare at komme hjem, søge til Romeo og så vise ham at hun var kommet hjem, selvom det ikke var noget som hun fik lov til? Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. Hun havde faktisk ikke gjort noget andet forkert end at passere muren. Hun himlede let med øjnene og med en direkte irritabel mine. Jovist var hendes personlighed ændret lidt efter at mørket havde fæstet sig, men ellers kunne hun stadig være meget hen af den gamle generte Lexie. ”Jeg har været i Procias i det som må være en uge efterhånden.. Jeg har ikke været i nærheden af nogen eller noget, så nej.. Jeg har intet gjort nogen eller noget,” fastholdt hun med en ganske kortfattet og ikke mindst stilfærdig mine, om det var noget som man ville det eller ikke. Hvis hun var kendt med Malishas plan, så havde hun nok heller ikke fortalt den. Malisha ønskede slet ikke Lexie omkring Romeo, hvilket hun var klar over, og den tanke var noget som faktisk gjorde ondt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være, for hun kunne ikke gøre noget ved det alligevel. ”Jeg ved det ikke.. Og for at være helt ærlig, så havde jeg nok heller ikke fortalt dig det. Hun ønsker slet ikke at jeg skal vende tilbage igen.. Derfor sendte hun mig hertil i udgangspunktet..” Hun vendte blikket direkte mod ham. At der var grund til bekymring kunne hun skam godt forstå, men det var nu heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig at blande sig i, for det kunne hun virkelig ikke, for det var der ikke nogen grund til i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket ganske kort i retningen af døren. Lige hvad Malisha var ude på, så var det noget stort, men om det var den interne kamp med vampyrerne eller om det var noget større, var nu heller ikke noget som hun tænkte over i det store og hele. Hun slog armene roligt over kors og med den samme mine som tidligere, for det var heller ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen måde overhovedet. ”Hun slår mig ihjel hvis hun ved at jeg står her og fortæller alt det her lige nu..” endte hun med en meget sigende mine. Den tanke var i det store og hele heller ikke en tanke som hun direkte kunne sige sig, at hun brød sig om!

[Deleted]

Måske Derick og Lexie stod i nogenlunde samme båd, men det ændrede stadig ikke på det faktum, at hun havde trængt ind på forbudt område. Måske hun var tidligere magiker og tilmed datter af den tidligere leder, men derfor havde hun stadig valgt mørkets sti, hun havde stadig valgt at blive warlock, og derfor var hun ikke længere velkommen her, men var det forkert af ham at spærre hende inde? Magikerne der var kommet med hende, havde vel genkendt hende? Han vidste ikke hvad racen forlangt af ham som deres leder, selvom han vidste at han allerede var upopulær fordi han engang selv havde været en del af mørket og også fordi at Elanya havde valgt ham til denne opgave. Han måtte jo bare gøre det som han selv fandt rigtigt, og selvom hun var warlock, så kunne han stadig fornemme på hende at hun ikke var direkte ond og modbydelig, der var stadig noget af det gamle i hende, der var stadig en begrænset godhed i hende, og han tvivlede på at hun havde slået nogen ihjel i den tid hun havde befundet sig her, men han kunne jo tage fejl. Han stirrede hende direkte i blikket, som så han lige igennem hende, hvor hans blik var vurderende. Hans arme hvilede fortsat over kors uden at han mistede fokus, for hele hans opmærksomhed og interesse gik til hende. At hun kun havde været her i en uge, var også begrænset for hvad hun kunne finde på – troede han i hvert fald. Hun virkede dog til at fortælle sandheden, og hun vidste at han ikke lagde fingrene imellem hvis hun løj, for han havde allerede én gang gjort skade på hende, for at få hende til at fortælle sandheden. „Udmærket,” svarede han blot kortfattet, uden at han så væk fra hende. Han var ligeglad med om hun var sur, han var ligeglad med om hun var irriteret eller om hun stolede på ham for den sags skyld, han var som han var, og som leder så hvilede der også et stort ansvar på hans skuldre, et ansvar som han var nød til at leve op til! At hun ikke kendte til Malishas plan måtte næsten ærgre ham, selvom han allerede nu kunne forstå at Malisha ikke brød sig om Lexie, men det var vel fordi hun var magiker? Eller havde det i sine årer? Han nikkede ganske roligt. Malisha havde sendt Lexie hertil for at skille sig af med hende? Det skulle ikke undre ham at Malisha havde regnet med at tøsen ville blive fanget eller slået ihjel. Et skævt og lusket smil gled over hans læber. „Tja.. hvorfor så ikke irritere hende ved at sende dig tilbage igen?” Han havde intet imod Lexie, hun virkede ærligt talt som en fornuftig pige, selvom hun stadig ikke havde noget ærinde at skulle gøre sig her i Procias! Han blev roligt siddende på skrivebordets kant, uden at han så væk fra hende, for han skulle nødig risikere at hun gjorde noget uventet! Han nikkede ganske stilfærdigt til hendes ord. „Det er så i orden Lexie.. Tro det eller ej, men jeg ønsker ikke at du skal komme til skade på grund af de ting du fortæller mig.” Han rejste sig ganske roligt, hvor han sendte hende et skævt og faktisk venligt smil. Han lagde en hånd på hendes skulder. „Skal vi få dig hjem? Jeg kan teleportere dig til den Procianske grænsemur og ikke længere, derfra må du selv søge hjemad. Kommer du tilbage, så har jeg intet valg end at tage dig til fange, så se dette som en chance til,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende ganske kortfattet og afventende.

[Deleted]

Lexie vidste skam udmærket godt at hun ikke havde nogen ret til at færdes rundt i Procias, men hvad andet valg havde hun? Hun var sendt på en opgave, selvom hun selvfølgelig håbede på at komme levende fra det, selvom der var temmelig mange ting som tydet på det modsatte, så var det ikke noget som hun kunne tage sig af lige netop nu. Lige hvor populær Derick måtte være i forhold til hendes egen far, var noget som hun et sted var fuldkommen ligeglad med, for alene det faktum at hun var adskilt fra Romeo var faktisk det eneste som fyldte hende lige nu. Måske en warlock, men meget af den gamle af hende, lå der stadig, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham og med en ganske fast mine, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde overhovedet. Hun fnøs ganske kortfattet som hun blev stående. At lyve for ham ville hun ikke få det mindste ud af. Det var noget som allerede var gået op for hende allerede for længe siden. Det gjorde faktisk ondt omkring halsen endnu! Hendes blik forblev dog hvilende på ham alligevel af den grund. At han endte med at komme hende i møde, var noget som hurtigt fangede hendes interesse. Malisha ville slå hende ihjel uanset hvad hun gjorde! Hun havde sladret og hun kom ikke hjem med noget som kunne bruges, selvom.. hvorfor skulle Derick da ville hjælpe hende? Hun var en warlock, hun var en trussel for landet, selvom hun intet havde gjort, for så voldelig anlagt var hun slet ikke, selvom det selvfølgelig kunne dukke op i de krævende situationer som man kunne falde over på den ene eller den anden måde, hvilket var noget som hun allerede måtte være klar over! Selvom det jo ikke var sket endnu! Hun bed sig en anelse i læben og vendte blikket direkte mod hans hånd som måtte søge til hendes skulder. Hun vendte dog blikket direkte mod ham igen. Et kynisk og koldt smil gled over hendes læber. ”Åh tro mig.. Hvis hun vidste hvad jeg allerede har fortalt dig.. uden at få noget i gengæld, så kan jeg trygt love dig for det.. Hun slår mig ihjel.. hun vil ikke tøve med det..” Selvom hun forsøgte at holde minen fast og stilfærdig, så var det en tanke som faktisk gjorde ondt, for hun forsøgte virkelig bare at tilpasse sig, selvom der var så mange faktorer som spillede mod hende! Og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Hun knyttede næverne let. Hun kunne ikke bare tage hjem som det stod nu og det vidste hun godt. Selvfølgelig ville det glæde Romeo at hun kom hjem, men hun kom hjem uden at fuldføre opgaven, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun fandt sig i på nogen måde! ”Jeg kan ikke tage hjem.. Det er for tidligt..” Hun trak skulderen fri af hans greb. Hun kunne ikke tage hjem endnu! Det ville da først for alvor ende med at gå gruelig galt, hvis det var noget som hun endte med at gøre! Tanken skræmte hende faktisk, også selvom hun slet ikke var så letskræmt mere som hun havde været! Hun kneb øjnene fast sammen og med den samme stålfaste mine. Han skulle ikke have lov til at koste rundt med hende på den måde og tro at hun bare lystede ham for.. han var ikke hendes leder!

[Deleted]

Hvilken suppedas som Lexie var i, var ikke noget som Derick nok kunne gætte sig til, selvom han et sted kunne forstå at det måtte være svært for hende, og at hun var uønsket af Malisha, på trods hun ønskede at være hos sin elskede, hvilket sådan set var forståeligt for ham, for han følte det jo lidt på samme måde. Han ønskede at være sammen med Elanya, han prøvede endda for hendes skyld, selvom han slet ikke var en procianer på nogen måde, og der var mange som sikkert gerne ville have ham væk fra posten som magikernes leder, hvilket mange af magikerne ønskede, derfor måtte han jo også kæmpe ekstra hårdt for at vise at han faktisk var en god leder. Det var selvfølgelig synd at Lexie skulle stå i nogenlunde samme situation som ham, men han kunne desværre ikke tillade sig at tænke på hende, uanset hvor meget deres situation lignede hinanden, for hun var ikke længere velkommen i dette land, fordi hun netop havde valgt at tage den sti som hun havde, og det var mørkets sti, og ikke i lysets, derfor havde hun intet gøremål at skulle lave her! Hendes kyniske og kolde smil tog han sig ikke af, hvor han blot betragtede hende og lyttede til hendes ord. Han skulle lige til at svare hende idet hun valgte at rive skulderen til sig, og sige at hun ikke kunne tage hjem endnu. Hans smil falmede, hvor hans blik startede med at betragte hende lettere forundret, inden han næsten endte med at blive vred, hvor hans mine blev direkte fast. Han fnøs ganske kortfattet. „Nu har jeg prøvet at være flink, to gange og prøve at hjælpe dig. Jeg giver dig en chance til i stedet for at tage dit liv her og nu eller spærre dig inde og sørge for at du aldrig kommer hjem igen, og så vælger du at afvise mig?” svarede han, hvor det var tydeligt at høre at han var ved at blive godt vred. Han bed tænderne fast samme, som han sendte hende et indgående blik. Det fandt han sig bestemt ikke i. Han strøg let tungen over sine læber, hvor han lukkede øjnene. „Lad mig gøre en ting på det rene for dig.. Du kan ikke blive her, jeg er virkelig fløjtende ligeglad med hvad Malisha gør ved dig, og du burde tage min chance nu og her, eller også kan jeg fint ende dit liv for dig!” hvæsede han fast, som han sendte hende et dræbende blik. Han gik faretruende mod hende, hvor han greb hende fast omkring skulderen i et hårdt greb. „Hvis du ikke tager imod min chance og forsvinder ud fra Procias i dag, så skal jeg nok personligt sørge for at du aldrig ser din elskede igen!” vrissede han fast, som han uden videre omsvøb valgte at forsvinde i et lysglimt…

… De dukkede op udenfor grænsemuren på Manjarnos land, hvor Derick valgte at skubbe hende fra sig, ligeglad med hvor voldsomt det kunne se ud, for nu havde han prøvet på at være flink, desuden så kom han fra mørket, så hvad kunne man forvente? Han satte landet i første række frem for denne warlocktøs! Han sendte hende et fast blik. „Jeg vil råde dig til at tage hjem eller finde noget andet at lave, du er ikke længere velkommen her i Procias, så forsvind fra mit åsyn eller jeg får vagterne til at slå dig ihjel!” hvislede han fast, som han forsvandt i endnu et lysglimt, for at dukke op på selve muren, ved soldaterne. „Denne tøs har fået en chance til, lad hende tage hjem. Vælger hun derimod at søge ind over denne mur igen, så skal I ikke tøve med at slå hende ihjel!” beordrede han i en fast tone, hvor han vendte blikket mod Lexie og selv blev stående på muren og næsten valgte at se hvad hun gjorde, for hun skulle bestemt ikke tro at han ville hjælpe hende med at udspionere Procias for at rende tilbage som en lille stikker til Malisha! Den kvinde burde selv blive sat på plads!

[Deleted]

Uanset hvad Lexie gjorde, så fik det fatale følger. Der var jo trods alt en grund til at Malisha havde valgt at sende hende ud på denne mission, for chancen for at komme hjem, var virkelig minimal! At Derick så ikke kunne sætte sig i den, var nu heller ikke noget som direkte kunne siges at forundre hende, for det gjorde det virkelig ikke. Hun vendte blikket mod ham. Direkte så virkede han til at være en kende venligsindet, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende selv en anelse lettet, selvom det ikke hjalp hende ud af situationen. Hun havde fortalt hvorfor hun var her, hun havde endda også vist ham hvad der var sket, men hvorfor at hun var sendt af sted og hvad hun skulle var jo direkte.. underordnet et sted, var det ikke? Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme kortfattede mine. Lyset var stadig i hende et sted, det var noget som hun direkte klamret sig til, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt. Malisha ønskede hende død og borte, hun blev vel anset som en skændsel ligesom hun altid havde gjort? Romeo var den eneste som fandt noget i hende som hun faktisk kunne være stolt af, selvom.. det ikke var helt nemt at se lige nu. At han ønskede at sende hende hjem, var noget som gjorde hende direkte panisk, for hun havde jo ikke fuldført sin opgave i Procias! Og hun kunne bestemt heller ikke vende tomhændet hjem, det var helt sikkert! Hans ord og hans kraftige greb omkring hendes skulder indikerede også kun for hende at han var ligeglad.. Han var ligeglad med hende, han var ligeglad med hvad der skete med hende.. Det var bestemt heller ikke en prociansk holdning! Hun stirrede direkte på ham. ”Hvis du venter dig at blive en respekteret leder på den måde, så tager du fejl! Jeg kan ikke tage hjem endnu! Jeg er ikke færdig!” At hendes ord så ikke gjorde en skid ved ham, var noget som et sted gjorde hende.. ked af det? Hans sidste ord var noget som direkte gjorde hende tavs. Romeo var alt i hendes liv som bare havde lidt værdi, og det ønskede hun heller ikke at miste! Ikke at hun nåede at sige noget, før de forsvandt i lysglimtet…

… At dukke op direkte ved muren, var slet ikke noget som Lexie have ventet sig. At han skubbede hende fra sig, var noget som fik hende til at vakle, så hun faldt direkte ned på jorden for hans fødder. Hun vendte blikket stift op mod ham. Hun trak vejret dirrende. Tog hun hjem, så blev hun slået ihjel og mistede Romeo.. Tog hun ikke hjem, kunne hun heller ikke opsøge ham, og ville deraf også miste ham. Hun blinkede let med øjnene, som hun valgte at rejse sig. At se Derick give ordren til vagterne, var noget som direkte indikerede for hende at slaget var tabt. Hun kunne intet stille op – som altid! ”Du har allerede sørget for at jeg aldrig kommer til at se ham igen!” endte hun med en direkte.. trist mine. Hun valgte at bakke væk fra muren af. At komme på tværs af vagterne ville bestemt heller ikke gavne hende på nogen måde, hvilket faktisk kun gjorde hende langt mere ked af det end noget andet, for hun ønskede for pokker bare at fuldføre sin opgave og så tage hjem til hendes elskede Romeo! En tåre gled ned af hendes kind. Hun var fortabt, hun havde jo heller ingen steder at søge hen og turen til Mørkets Cirkel blev i den grad ikke hendes destination. Hun stod længe og bare stirrede på ham, idet hun vendte om på hælen og fortsatte ganske stille ind mod Manjarnos land. Hun var jo nødt til at finde ud af hvad hun skulle gøre nu!

//Out

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick ikke ønskede at hjælpe Lexie, for skulle han være ærlig, så ville han faktisk ønske at han kunne gøre mere for hende, også fordi hun stod i samme situation som ham – næsten da. Hun havde valgt mørkets sti for sin elskede skyld, som han havde valgt lyset for sin, hun kunne ikke få hendes elskede på grund af andre personer, og det kunne han jo sådan set heller ikke, da hun faktisk var gift med en anden mand, plus at alt det kongelige kom i vejen. Men han blev ved med at kæmpe for hendes skyld, og mon ikke Lexie ville gøre det samme for sin elskede? Hun virkede ganske målbevidst når det kom til den mand der var ejer af hendes hjerte og derfor ville han faktisk ikke have noget imod at hjælpe hende, også fordi hun havde vist ham alt det som hun havde været igennem. Han kunne godt regne ud at hun havde været igennem en masse smerte, og han gjorde kun det hele værre. Men han var leder for magikerne nu, han var en del af lyset, Elanya regnede med ham og han havde ikke tænkt sig at svigte hende, så det var desværre en principsag, hvor han var nød til at feje Lexie af banen for at støtte Elanya. Warlocks var ikke velkomne her, og Lexie var heller ikke, også selvom hun engang havde været magiker, men det var underordnet når hun havde valgt som hun havde. Han havde givet hende en chance, men hun valgte at skide højt og helligt på ham, hvilket han ikke fandt sig i! „Jeg beklager meget Lexie, men jeg kan ikke have dig til at blive her og sælge oplysninger til Malisha!” svarede han fast, som hans blik forblev stift hvilende på hendes skikkelse. Et sted var han ked af at han skulle smide hende for porten, for han ville gerne gøre mere for hende, men det kunne han desværre ikke. Han var nød til at få hende ud af landet, hvis han ønskede at støtte sin dronning, landet og ikke mindst hans nye race.
At hun faldt for Dericks fødder, tog han sig ikke af, selvom han gerne ville hjælpe hende op, men han tvivlede på at hun ville tage imod hans hjælp uanset hvad. Han stirrede blot på hende, inden han valgte at forsvinde og dukke op på muren, hvor han gav soldaterne deres ordre. Han havde givet hende en chance for at leve frit og søge til sin elskede, men hun valgte ikke at tage den? Så var det bestemt ikke hans skyld. Han stirrede blot på hende, som hun stirrede op på ham. Hendes ord gjorde ham selvfølgelig trist, for hun havde ikke fortjent at skulle blive revet væk fra hendes elskede, men det var jo netop derfor han havde valgt at lade hende gå i stedet for at fange hende eller det som var værre! Han betragtede hende med et intetsigende blik, selvom han indvendigt var trist og sørgmodig. Måske magikerne ikke ville respektere ham, måske de ikke ville følge ham, men han måtte forsøge, også selvom han vidste at han var anderledestænkende. Han betragtede hende blot, som hun valgte at vende om og gå væk fra muren, hvor han blev stående indtil han ikke længere kunne se hende. Han rystede let på hovedet, inden han vendte blikket mod soldaterne, der så på ham. „Tilbage til arbejdet! Og gør det lidt bedre denne gang, denne tøs er trods alt smuttet forbi jer uden I har opdaget det!” endte han kortfattet, næsten for at holde den faste facade. Han forsvandt blot i et lysglimt og væk fra muren.

//Out