Caught by the law?

[Deleted]

Solen stod højt på himlen over Procias og lod dets stråler skinne ned på landet som var fyldt med harmoni og idyl. Efter at kongeslottet havde fået udryddet de fleste af mørkevæsnerne, så havde freden sænket sig over landet – mere eller mindre. De var stadig krævende folket, og Derick vidste at det tog hårdt på Elanya, også fordi at Jason var blevet sendt hjem til Dvasias, til Lisa som havde brug for sin elskede. Lucas hjalp til oppe i slottet, man skulle tro at den mand kunne klare alt, for han virkede altid til at kunne klare det hele! Og endda mere til. Manden havde hjulpet ham meget med magien, selvom det meste var noget som han havde lært selv. Han selv var søgt lidt mere ud fra slottets mure, nu hvor Elanya havde givet ham titlen som magikernes leder, selvom det nu ikke ligefrem var lutter og lykke.. tværtimod. Magikerne havde ikke den største tiltro til ham, ikke når han havde været en del af mørket og tilmed vampyrernes leder for mange år tilbage. De kendte til hans fortid, også fordi han ikke havde lagt skjul på noget som helst, for.. man kom vel længst med ærlighed? Af den grund var de mistroiske mod ham, det var tydeligt at de langt hellere ville have deres gamle leder tilbage, selvom ingen vidste hvor han var, først sagde man at han var blevet taget til fange, men eftersom han ikke var kommet hjem endnu, så var visse få begyndt at tale om at manden var stukket af, selvom at Derick nu stadig var overbevist om at Nick var fanget et sted, og han havde faktisk sendt folk ud efter ham, selvom de fleste havde opgivet søgen efter ham. Ikke nok med det, så var han også gået i gang med en anden undersøgelse, det var næsten blevet et stort og vant emne for ham; undersøgelse. Han vidste at Procias var gået i sænk af mørkevæsner, og de fleste beskyldte den nuværende Greve Ilosonic Demoniqz for dette, derfor var han i gang med at finde beviser på det, og han var skam dygtig indenfor faget, for det var noget han havde arbejdet med igennem det meste af sin tid som leder for Vampyrerne, netop fordi der altid havde været mange mystiske sager som kongen dengang havde bedt ham om at løse. Fabian havde han faktisk stået tæt, det var ham derfor en utrolig tanke at manden nu var i Manjarno, som dødsengel. Han stod i øjeblikket inde på det, som var blevet skænket ham som et kontor, hvor han stod med en masse papirer spredt ud over skrivebordet. Blikket gled endnu engang og endnu engang over papirerne, skimtende og dog grundigt. Døren indtil hans kontor var lukket. Han havde intet værelse her, da han stadig helst ville være oppe på slottet, der hvor Elanya også måtte være, for hende ville han ikke leve uden. Desuden så bar hun jo trods alt også på hans barn, så det var vel kun passende at han boede samme sted som hende? Andet tillod han i hvert fald ikke! Han glædede sig faktisk til at barnet ville komme, selvom det også var skræmmende! Og ikke mindst det faktum at hun ville have ham hos sin side, som konge af landet, hvilket næsten måtte gøre ham langt mere nervøs, for hvis ikke engang magikerne turde stole på ham, hvordan skulle befolkningen så? Han trak vejret dybt og sukkede tungt, inden han igen lod de blå øjne søge over papirerne.

[Deleted]

Lexie havde ingen anelse om hvor længe at hun havde været væk fra Romeo af, men det var forbandet lang tid! Hun havde kredset rundt omkring Den Lyse Cirkel de sidste mange dage, men havde ikke haft nogen anelse om hvordan hun skulle komme tættere på uden at det var gået galt. Hendes mørke aura var desværre noget som kunne mærkes og denne gang var det virkelig gået galt. Alt for mange havde været tæt på hende, fanget hende med ryggen til træet og direkte skubbet hende ud over en klippeskrænt – metaforisk selvfølgelig, end det som hun lige kunne holde til. De havde fanget hende.. Selvom hendes modstand virkelig var enorm, så var hun på ingen måder kunne stille noget op mod de to store brød som havde fat i hende, for hun prøvede virkelig at komme derfra, men det var bare for sent! Den ene lagde en hånd direkte i hendes nakke, hvor magien direkte strømmet op i hovedet på hende. En intens smerte skød kraftigt igennem hende, hvor hun endte ud i et kort, men yderst smertefuldt skrig, en smerte så intens, at den direkte måtte slå hende ud, så hun var nemmere at have med at gøre.
At få hende med sig til selveste Den Magiske Cirkel, viste sig at gå temmelig smertefrit for sig, selvom mørket i hende på ingen måder var noget som kom direkte til udtryk, i og med, at hun var slået ud af den smerte som de havde plantet i hende. Ikke noget som gjorde nogen skade på længere sigt, men mere for at gøre det nemmere for hende selv på denne her måde. De andre magikere som var her på stedet, stirrede direkte efter dem, som de slæbte af sted med den unge kvinde mellem sig, ned mod Derick. Han boede her måske ikke, men han var deres leder, og nu skulle de nok give ham en mulighed, hvorpå at de ville se hvor hans hjerte i sandhed måtte ligge, for der var ikke mange, som var overbevist omkring det! Måske at dronningen havde anbefalet manden, men enhver magiker vidste, at hun havde haft et godt øje til manden i årevis, så det var nok mere.. en personlig beslutning, frem for noget som ville gavne? Det var den overbevisning som mange måtte være af! Lexie blev trukket med ned til Dericks kontor, hvor han måtte sidde på den anden side. Den ene bankede ganske kortfattet på døren og afventede en reaktion. ”Derick..? Der er besøg..” De grinte lidt dem imellem, idet at de fik døren op og gik indenfor. Lexie holdt de stadig mellem sig. ”Vi fandt denne unge warlock ikke langt herfra.. Luskende rundt omkring Den Magiske Cirkel,” forklarede de ganske kortfattet, idet at de bare slap, og lod den unge Lexie glide direkte i gulvet. Hun havde gjort kraftigt modstand, hvilket kunne ses op og ned af hendes arme, selvom der nu ikke var det mindste at se ved hende, i og med, at hun var slået fuldkommen ud. De to magikere blev stående overfor Derick og med blikket ganske roligt hvilende på ham. Afventende til hvad han ville gøre ved denne unge kvinde – de genkendte hende jo begge to, som den forhenværende leders datter. Ikke fordi at det gjorde situationen meget bedre!

[Deleted]

Derick var på ingen måder blevet taget imod med åbne arme, folk havde nærmest stirret vantro på ham da han var dukket op første gang. Han var lidt i tvivl om hvilke grunde som Elanya havde valgt at ansætte ham på, for han vidste at der havde været knas med englenes tidligere leder, og han vidste at hun havde genoplivet en engel bare for at vide sig sikker, og hun vidste at han støttede hende, så nu hvor Nick ikke var der, så ville hun vel også have én som hun stolede på til at sørge for magikerne? Det var ikke fordi at magikerne var enige med Elanya på det punkt og det vidste han godt, for mange talte bag hans ryg, men.. det var jo bare sladder. Han vidste at mange ikke stolede på ham netop fordi han havde været en del af mørket førhen, men.. han havde været leder for én af de mest individualistiske racer, for én af de stærkeste racer og ikke mindst én af de stolteste racer, nemlig vampyrerne, så hvorfor skulle han ikke kunne klare nogen godtroende magikere? Hans arbejdsmåde var måske lidt anderledes, netop fordi han var opvokset i mørket, han var utrolig hård og konsekvent, han kunne finde måder, så han direkte virkede grotesk, men.. han var retfærdig og fair! Han vidste skam godt hvilke kriterier der var til en lederpost, og den bedste leder var inspirerende for andre, han motiverede andre og han var der for sit team. Og selvom magikerne nok ikke havde nogen tro på ham, så skulle han nok bevise sit værd, så skulle han nok bevise at han var der for dem og faktisk var på deres side!
Blikket gled op fra papirerne og mod døren, da de to magikere valgte at banke på. „Kom ind.” Stemmen var fast og tydelig klar, hvor der ikke var nogen tvivl om at han var den største autoritet. Derick rettede sig roligt op, som han blev stående bag ved skrivebordet, hvor han blot så fra den ene magiker til den anden, kun for at lade blikket søge over tøsen. Han anede ikke hvem hun var, men deres ord gjorde det tydeligt at hun var en fjende.. eller i hvert fald at de fandt hende som en fjende. Men okay.. warlock sagde det hele. Han vidste at mørkevæsnerne ikke havde tilladelse til at være her i landet. Og han tog skam landets regler ganske alvorlige! Specielt fordi reglerne var blevet lavet af den nye regering og dem fulgte han i tykt og tyndt! Han nikkede ganske kortfattet til deres ord. Han kunne se at hun havde gjort modstand, medmindre magikerne havde været voldelige mod hende. Én ting han havde fundet ud af i sin tid her i Procias – specielt efter han var blevet leder og kommet lidt ud fra slottet – var at det ikke var alle som var godtroende og naive, mange var faktisk faste og konsekvente, og magikerne var bestemt ikke én af de væsner som man skulle undervurdere tværtimod så kunne selv de være barbariske – han havde jo hørt de mange historier; de som de fortalte næsten for at skræmme ham væk, men deres historier bed ikke på ham! „Udmærket. Jeg skal nok tage mig af hende,” svarede han kortfattet, som han sendte dem et sigende blik, „det var alt.” De havde ikke behov for at kende til hans metoder, selvom han vidste at de ikke stolede på ham, men han var deres leder! Han vidste man skulle gøre sig fortjent til respekt, men derfor krævede han stadig at de fulgte ham og gav ham en chance! Han foldede hænderne bag ryggen, som han roligt gik om foran skrivebordet og satte sig på kanten, inden han foldede armene over brystet og sendte tøsen et fast blik. „Mændene siger du luskede omkring.. hvad er dit gøremål her i Procias?” spurgte han ganske kortfattet, som han sendte hende et indgående blik.

[Deleted]

For en kort stund, så var Lexie virkelig bange for, at dette ville blive hendes endelige.. at hun aldrig ville få lov til at se Romeo igen, hvilket var en tanke som direkte gjorde hende panisk, vred og bange på samme tid. Det var et væld af følelser som magikerne selvfølgelig så på som en direkte trussel, og derfor havde de valgt at slå hende ud, selvom det nu heller ikke var noget som kom bag på hende som sådan, for det gjorde det ikke. Hun kendte til magikerne, for hun havde jo trods alt selv været en del af dem i skræmmende mange år, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan. Havde hun Romeo ved sig, så var hun faktisk ligeglad med hvor hun var henne, for hun elskede virkelig den mand! Og mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at elske andet! Svagt måtte hun komme til sig selv igen, som de var endt inde ved Derick. Hvem den mand var, vidste hun ikke, men han var i den grad ikke Magikernes Leder! Han var bestemt ikke hendes far! Nyheden omkring hendes fars forsvinden var end ikke noget som hun havde hørt noget til, for hun havde haft alle mulige andre problemer at tænke på og nu var de jo først for alvor ved at vokse hende over hovedet, hvilket i det store og hele, faktisk var hende en skræmmende tanke! Hun knyttede næverne ganske let, som de valgte at smide hende direkte i jorden, hvor hun landede med et mindre gisp. Det var bestemt heller ikke en tanke som hun fandt behagelig på nogen måde! Hun trak benene hen til sig, hvor hun satte sig på knæ. Det var dage siden hun havde spist, for hun kunne jo ikke bare vandre frit i Procias når hun var hvad hun var! De andre magikere forlod dem og efterlod dem alene, hvilket var noget som fik Lexie til at stirre direkte op på Derick. Hvem han var, havde hun ingen anelse om og det var i den grad også en tanke som hun kun måtte være fuldkommen ligeglad med og endda på alle måder! Hun kneb øjnene direkte dræbende sammen. Hun havde bestemt ikke noget at skulle sige til ham! ”Hvad vedkommer det dig?” spurgte hun ganske kortfattet. Ja, lige helt præcist hvordan Malisha havde regnet med, at hun skulle ordne sin opgave, havde hun ingen anelse om, men hun havde forsøgt, så måtte det jo selvfølgelig briste eller bære. Helt mørk var hun ikke, selvom det var.. langt nemmere at give sig hen til mørket når Romeo ikke var der? Det mørke glimt hvilede intenst i hendes blik, som hun bare blev siddende på knæ og stirret på ham. Dum var hun ikke, at kaste sig i krig med denne mand, ville hun bestemt heller ikke få noget ud af, for hun vidste at der var magikere alle steder! Hun stod som forsvarsløs som aldrig før! Forsigtigt rejste hun sig op og uden at slippe ham med blikket. ”Du er ikke magikernes leder..” hvislede hun direkte nedladende og med en stemme kun dryppende af den rene hån. Hun havde i den grad ingen former for respekt for manden over sig – et sted så kunne hun vel også bare være glad for, at det ikke var hendes egen fader som hun var endt overfor? Så havde hun da først for alvor haft et problem!

[Deleted]

Hvem denne unge warlock måtte være, havde Derick ingen anelse om, men han kunne tydeligt fornemme mørket i hende, desuden så kendte han det kun alt for godt, for han havde jo selv været en del af det, og han kunne jo nok ikke slippe det helt. Måske han var lys af krop, men hans sjæl og sind var stadig mørkt, nok bare ikke helt som det havde været førhen, for han var ikke direkte ond, men det havde stadig sit præg i ham, hvilket han også vidste gjorde at magikerne ikke helt stolede på ham. Det skulle ikke undre ham at de to magiker der var kommet med tøsen, ønskede at se ham handle, for at se at han faktisk handlede for Procias og ikke handlede som var bedst for mørket – men det kunne han nu aldrig finde på. Han vidste hvor han stod og han stod sammen med Elanya, han ville ikke svigte hende eller svine hendes ry mere til, ved at gå imod hans job som magikernes leder, for ved at han opførte sig dårligt, så stillede han Elanya i et dårligt lys, da det var hendes som havde givet ham denne stilling. Han blev siddende på kanten af skrivebordet og med de blå øjne hvilende kortfattet på den unge tøs som sad foran ham på knæ. Hans arme var fortsat lagt over kors ved det muskuløse bryst, som næsten per automatik gav ham en form for autoritetsadfærd. At hun ikke gad sige hvad hun lavede her, tog han sig ikke af, for han skulle nok få hende knækket, om han så skulle gøre brug af hårdere metoder! Men for nu holdt han sig dog ganske roligt. „Eftersom jeg er den person der kommer til at bestemme din skæbne, burde du tage at få tungen på gled,” svarede han ganske stilfærdigt og ikke mindst kortfattet, „jeg er til nu flink ved dig, men gider du ikke fortælle mig hvad du laver her i Procias, så må jeg tage hårdere metoder i brug.” Hans blik var roligt, og ikke faretruende på nogen måde, men det var dog tydeligt at han mente sine ord. Han blev roligt siddende, og fulgte hende kun med blikket idet hun roligt kom op på benene. Han var måske ikke den stærkeste angående magi endnu, men det kom faktisk hurtigt til ham, han havde ikke trænet i alverdens tid og han var allerede blevet mange gange stærkere end det som han var startet ud med. At hun påstod han ikke var magikernes leder, fik ham til at fnyse ganske let, selvom han blev siddende. „Fortæl mig dit navn,” opfordrede han hende, hvor han ignorerede hendes egne ord. Han var skam magikernes leder, men det var ikke sikkert at hun regnede med det, hvis hun havde kendt til den forhenværende og ikke havde hørt omkring skiftet. Nick var forsvundet og han var faktisk gået i gang med en grundig søgen efter den mand, for.. det fortjente han! Ingen burde blive efterladt, specielt ikke en leder. Desuden regnede han også kun med at denne lederstilling var i midlertidig, indtil Nick kom tilbage igen – hvis de overhovedet fandt ham. Desuden så skulle han også snart være konge, hvis alt da gik efter planen, hvilket var en tanke der var endnu mere skræmmende! Selvom et som faktisk måtte skræmme ham mest, var det at han skulle være far, for.. hvad nu hvis han ikke var god til det? Han havde jo aldrig taget sig af et barn før! Han var selv blevet efterladt som helt lille, så han kunne ikke engang tage udgangspunkt i sin egen opdragelse, for den havde han selv stået for.

[Deleted]

Lexie vidste ikke om der var nogen bagtanker ved dette møde, men en ting var sikkert; Hun skulle derfra igen og meget gerne med livet i behold! Hun ønskede bare at få sin skide opgave fuldført, så hun kunne komme tilbage til Romeo, søge til hans favn og faktisk vide, at hun kunne være der og forblive der til evig tid, for det var noget som i den grad også måtte skræmme hende og endda temmelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hendes mørke øjne forlod ikke hans blik på nogen måde. Hvem denne mand var, havde hun ingen anelse om og et sted så var hun ligeglad. Det eneste som egentlig havde naget hende ved dette, var faktisk det faktum at hun var blevet fanget, for det havde aldrig nogensinde været hendes mening! At hun så stod overfor manden som faktisk stod med hendes skæbne i hænderne, var slet ikke sådan at hun tænkte på det før han faktisk måtte nævne det, hvilket var noget som direkte måtte få hende til at himle med øjnene. Uanset hvad hun sagde, så var det vel heller ikke noget som ville redde hendes røv, var det? Hun lod hovedet søge let og stille på sned, selv uden at tage blikket det mindste fra ham på nogen måde. ”Det skal du jo sige, ikke sandt? Uanset hvad jeg vil kunne sige, så vil det da ikke redde mig, vil det?” endte hun ganske kortfattet, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at tænke mere over den i den anden ende. Hun slog armene let over kors, næsten som hun måtte stå og kede sig, selvom hun i det indre, måtte være direkte panisk. Hun var panisk bange for, at hun aldrig nogensinde ville kunne komme hjem og se Romeo igen, for det var ham som hun ønskede at komme hjem til! Selvom hun ikke rørte sig det mindste, så lod hun blikket glide direkte rundt omkring sig i sin søgen efter en flugtvej, selvom der bare ikke var noget som dukket op, hvilket var noget som direkte irriterede hende, for der var intet derude, som hun kunne bruge til noget som helst! Blikket vendte hun endnu en gang, selvom det var direkte trodsigt mod ham. Hun var ikke en magiker længere, ergo så havde hun heller ikke nogen grund til at skulle arbejde på deres side, for det var bestemt heller ikke noget som hun fik noget ud af, var det? Hun fnøs ganske kortfattet, som hun igen vendte blikket en anelse ned mod siden i stedet for, som var han ikke noget som var direkte værdig for hende, at skulle se på, for det var det virkelig ikke! ”Og hvad skal du da bruge mit navn til? Det kan vel være dig fuldkommen lige meget hvad jeg hedder?” spurgte hun ganske kortfattet. Et sted så måtte hun alligevel erkende, at hun føler sig lidt.. hjemme? Den Magiske Cirkel havde jo trods alt også været hendes hjem igennem et godt stykke tid ,ems hun havde været sammen med Romeo? Hun havde passet og plejet ham her og han havde trænet.. Selv minderne var mange, selvom hun virkelig prøvede at forholde det i sig, selvom det på ingen måder var noget som sagde så lidt, for hun hadet det virkelig! Et sted så savnede hun det.. Alt havde været så nemt dengang, men det var det bestemt heller ikke mere! Hun bed sig let i læben. ”Lexie.. mit navn er Lexie..” mumlede hun med en kortfattet og tydeligt irriteret stemme.

[Deleted]

Som tøsen ikke vidste hvem Derick var, og ikke troede på at han var magikernes leder, så vidste han heller ikke hvem hun var, og at hun faktisk havde været den tidligere leders datter, men hvordan skulle han også vide det, når magikerne havde sagt at hun var warlock? Det var dog tydeligt at mørket måtte hvile i hendes sind og ikke mindst dybt, dog kunne han også mærke noget andet ved hende. Han troede at han tog fejl, men.. hun virkede ikke til at være direkte ond og kold, hun virkede ikke til at være en.. warlock, men det var vel tåbeligt tænkt? Armene forblev over kors ved det faste bryst, uden at blikket søgte væk fra hendes skikkelse. Hun kunne spille rapkæftet, være provokerende og lade vær med at vise ham respekt, men.. ja alt det var han efterhånden vant til, men hun skulle bestemt ikke tro at det ville redde hendes røv i den anden ende, for han kunne få hende dræbt hvis han ville det! Han forholdte sig dog ganske rolig, også for at vise at han ikke direkte var imod hende. „Det er ikke korrekt. Du kan sagtens slippe her væk levende, eller jeg kan få dig dræbt ved blot at knipse med fingrene. Du er selv med til at afgøre din skæbne. Så hvis du gerne vil herfra med livet i behold, så vil jeg råde dig til at være mere medvillig,” forklarede han roligt og ikke mindst stilfærdigt, hvor hans blik var kortfattet og ganske alvorligt, så hun kunne se at han faktisk talte sandt. Et morende træk fandt sted ved hans ene mundvig, da han ikke kun kunne se, men også mærke og fornemme at hun var trodsig og spillede kold, men der skulle mere til for at hidse ham op. Hun fandt ham måske ikke værdig på nogen måde, men den følelse var han efterhånden vant til, for det var der ingen af magikerne der gjorde! Og de som gjorde, ja.. det var virkelig i undertal i forhold til resten der ikke stolede på ham. Han foldede hænderne foran sig og fik dem til at knække, som om han gjorde sig kampklar. Han rettede sig roligt op, så han endte et par hoveder højere end hende. Han så roligt mod hende. „Indtil videre har jeg været flink mod dig, hvilket du burde sætte pris på. Folk derude vil nok håbe på at jeg flår dig levende, og du skal ikke tro at den tanke ikke har strejfet mig, for.. vi kan gøre dette på den hårde måde, eller du kan være lidt mere samarbejdsvillig og vi få begge noget ud af det,” endte han kortfattet, hvor han sendte hende et afventende blik; afventende om hun ville slås med ham eller samarbejde. At hun så gav efter og gav ham et navn, fik ham roligt til at tage plads på skrivebordets kant igen, som tegn til at han ikke ville gøre hende noget, men tværtimod lytte. „Alle har et efternavn.. Lexie. Hvad er dit?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Hun kunne lige så godt gøre det let for ham og dermed også for sig selv, for han kunne sagtens tage meget mere groteske og brutale metoder i brug, han kunne torturere hende hvis han ville det, bare for at få ganske få oplysninger ud af hende – for det var noget som han faktisk havde speciale i, så det ville være dumt at sætte sig op imod ham, men det skulle hun jo nok finde ud af, som hun også nok skulle finde ud af, at han kunne være flink og nådesfuld, hvis hun samarbejdede.

[Deleted]

Lexie var virkelig bange for, at det vart sidste gang at hun ville have en jordisk mulighed for at se Romeo, hvilket selvfølgelig var noget som virkelig gjorde ondt, også for hendes vedkommende! Hun vendte blikket ganske kortfattet mod manden som hun måtte stå overfor. Lige hvem han var, var slet ikke noget som hun var synderlig interesseret i. Han var ikke den leder som hun kendte, for han var ikke hendes far og sidst hun havde kigget, så var det hendes far som havde stået som leder! Hun var en magiker dybest set, selvom mørket i den grad også var placeret voldsomt i hende, ikke fordi at hun kæmpede imod det længere, for det var den kvinde som hun var. Måske at hun var ung, men hun var sammen med Romeo, hvilket var noget som hun var glad for, selvom det var tydeligt, at det bestemt heller ikke var nemt for hende. Om han kunne fornemme det gode og lyse i hende, vidste hun ikke og et sted så var hun også fuldkommen ligeglad! Hun var en warlock og det var nu også det liv som hun agtet at vænne sig til! ”Hvilken magiker ville da lade en af mørket gå?” spurgte hun ganske kortfattet. Det var jo egentlig heller ikke fordi at hun regnede med at komme derfra bare sådan uden videre, det var helt sikkert. Hun kendte magikerne, hun havde hørt temmelig mange historier om hvordan det hele måtte foregå når de to rivaler endelig mødes. Selv havde hun selvfølgelig håbet på at det ikke var noget som skete bare sådan uden videre, men de var nu en situation som hun var fanget i, og det var selvfølgelig også meget frustrerende! Han gjorde hende usikker, der var ingen flugtveje for hende, også selvom hun var utrolig godt kendt med Den Magiske Cirkel, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte frustrere hende og endda forbandet meget igen! At han krævede at hun var flink igen, var noget som direkte fik hende til at knibe øjnene fast sammen. At han direkte stillede sig i kampklar stand, var noget som næsten automatisk fik hende til at bakke. Hun havde kun været i en kamp som havde været til hendes fordel og Aurica havde endda været en jævnbyrdig modstander! Hun ønskede ikke strid, det var noget af det sidste som hun havde lyst til, for det var slet ikke noget som hun var interesseret i! ”Så vi begge kan få noget ud af det?” gentog hun skeptisk. Det var bestemt heller ikke fordi at hun regnede med medhold fra magikerne af, for det var en race som hun havde forladt, hun havde budt mørket velkommen og det var alt sammen med en fyrstelig god grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun knyttede næverne let. Hun var bange.. hun stod alene med det hele og hun vidste at hun aldrig ville komme ud herfra, for de var alt for mange! Hun rystede let på hovedet. ”Du kender mig ikke.. du ved ikke hvad du snakker om!” hvæsede hun fast. Et sted så ønskede hun vel bare.. at han gjorde sig færdig, i stedet for at trække tiden ud? Det var da mere dræbende end alt det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han spurgte ind til hendes efternavn, var nu heller ikke noget som forundrede hende, men.. et sted så var hun vel også bange for hvad det ville plante af tanker i hans hoved? Hendes efternavn var ikke just ukendt, både på grund af hendes mor, men bestemt også på grund af hendes far! Hun bed sig let i læben. Hendes navn skulle ikke ud, for det kunne da for alvor ødelægge det hele! ”Giv mig en grund til at fortælle dig det..” hvislede hun kortfattet.

[Deleted]

Måske denne tøs var en warlock, men ærlig talt? Jamen så mindede hun mere af alt som en forvirret tøs. Han kunne godt fornemme mørket i hende, men.. der var også noget andet der gemte sig i hende. Hun virkede desuden ikke som en fuldblods warlock, hun var måske rapkæftet over for ham og svarede igen, men det virkede nu mere som om at det var en facade hun satte op foran ham og det var nok også derfor at han tog det så roligt som han gjorde. Hans arme fortsatte med at ligge over kors, hvor han blot betragtede hende med et stilfærdigt og kortfattet blik. Han trak ganske svagt på skuldrene. „Jeg er ikke som de andre magikere her på stedet. Og med al respekt, så virker du heller ikke til at være som de andre warlocks,” svarede han sandfærdigt, som han trak på skuldrene. Løgn var det ikke, for hun virkede mere som.. neutral? Måde magiker men også warlock? Måske lidt tosset at tænke på, men det var sådan at han følte at hun måtte være, hun virkede ikke til at være sådan en normal og kold warlock, men heller ikke til at være en blødsøden magiker, hun virkede igen, mere forvirret end noget andet. Og han var sikker på at de nok skulle finde ud af noget, hvis hun da var villig til at samarbejde, ellers måtte han jo til at bruge en hårdere metode for at få hende til at tale! Derick kunne dog ane usikkerheden i hende, han kunne mærke at hun blev bange da han næsten stillede sig kampklar, for hvis hun ville have en chance for at komme herfra, måtte hun da med glæde indgå i kamp mod ham, men så fandt de ud af hvem der vandt. Han var måske ikke den bedste med den lyse magi, for han var stadig ny indenfor dette fag, men han virkede stadig til at være en gammel og stærk magiker, kun fordi at han havde udstrålingen, hvilket var noget som heldigvis kunne snyde de fleste. At hun bakkede nogle skridt bagud, gjorde det kun tydeligt at hun ikke havde tænkt sig at angribe – tværtimod, men det gjorde ham nu heller ikke noget, for han ville da foretrække at dette gik stille og roligt for sig. Han nikkede ganske kortfattet, da hun gentog hans ord. „Der behøver ikke ske dig noget, hvis du er villig til at samarbejde,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende med et fast blik. At hun valgte at hæve stemmen og hvæse af ham, fik ham til at knibe øjnene langt mere sammen. I øjeblikket var han flink ved hende, men det kunne han hurtigt ændre på! Han kunne sagtens vise hende at han var en mand der selv havde levet i mørket! Og han skulle nok få hende til at tale, om det så skulle være på den groteske måde eller om hun gjorde det frivilligt! „Jeg er sådan set ligeglad med hvem du er Lexie. Men jeg vil vide hvorfor du lusker rundt her i Procias. Hvad er dit gøremål?!” spurgte han i en fast og langt mere beordrende tone, som han selv var endt en anelse mere faretruende. At hun ikke ville give ham sit efternavn, forundrede ham nu heller ikke. Typisk som mørkets væsner altid skulle være så pokkers stædige! „Skal jeg give dig en grund?” Han betragtede hende med et stålfast blik, inden han endte med at skyde et glimt ud af hånden, som oplyste hele rummet – et skarpt lys for at blænde hende. „Det var min første grund for at du skal fortælle mig det.” Han endte med at rejse sig, kun for at skyde en mindre trykbølge imod hende – ikke særlig hård, da han stod så tæt på hende, men så hun alligevel ville blive væltet omkuld. „Og det var så min anden grund.” Han strakte armen og mumlede nogle utydelige ord, så reb snoede sig ud af hans ærme, kun for at sno sig henover gulvet som en slange, for at begynde at binde hendes krop. „Og det er min tredje grund.. vil du fortsætte med at være modstridende, for jeg kan gøre langt værre ting end dette, og ting der går langt ud over din fantasi, også af smerte!” svarede han fast, som han endte med at sætte sig i knæ foran hende. „Fortæl mig så dit fulde navn!” hvæsede han direkte beordrende.

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at dette ikke var en situation som hun kunne ’håne’ sig ud af, som hun ellers ville have gjort det hjemme i Den Mørke Cirkel, men hun vidste jo selv at Den Magiske Cirkel var anderledes. Selvom denne mand var ganske ukendt for hende, så gjorde han hende alligevel usikker og hun var i den grad forvirret nok som hun var i forvejen! At denne mand allerede havde fundet ud af, at hun ikke var en typisk warlock, men en meget atypisk en af slagsen, var nu heller ikke noget som forundrede hende, for alle kunne jo næsten læse hende som en åben bog, og det var noget som i den grad måtte irritere hende! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine som før. Måske at det var en facade, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for, for det var sådan at hun efterhånden var vant til at klare det i mørket – hendes nye hjem. Han gjorde hende usikker og det var virkelig en tanke som direkte måtte irritere hende! ”Jeg… ved ikke hvem du er, så kan det virkelig også være ligegyldigt!” endte hun med en ganske stilfærdig mine. Selv prøvede hun selvfølgelig at opretholde den facade, selvom han allerede havde bustet hende og hun hadet det! Hun ønskede ikke at samarbejde med denne mand, for hun vidste at det ville gå galt, så snart at han fik hendes navn at vide, for det kunne umuligt være så ukendt her blandt magikerne! Og hun hadet det virkelig til tider! Om ikke andet, så nægtet hun at tro på at denne mand kunne finde på noget værre end det som hun havde været igennem stort set hele livet, helt frem til at Romeo var dukket op, for at det ikke skulle være løgn. Hun knyttede næverne ganske let og med den samme stilfærdige og kortfattede mine som tidligere. Tanken var noget som direkte måtte gøre ondt, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Som om at jeg vil fortælle dig det!” endte hun med en direkte hvæsen, selvom det var et valg som hun meget snart ville kunne fortryde. Det kraftige lys som han skød direkte i hovedet på hende, var noget som direkte tog hendes syn med det samme! Hænderne førte hun omgående op til hovedet, hvor hun prøvede at finde ud af det hele, selvom det slet ikke så ud til at ville. ”D-din..!” hvislede hun iskoldt, selvom hun hurtigt røg tilbage ved hans trykbølge, hvor hun endte i gulvet! Selvom hun ikke var i stand til at se noget som helst, så kunne hun jo i den grad godt fornemme hvad der skete og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt! Hun var ung, hun ønskede slet ikke at dø, men hun var af mørket nu og hun måtte jo bare gøre det så godt som det nu måtte være hende menneskelig muligt! At reb fik fat i hende og begyndte at binde hende, var noget som direkte gjorde hende panisk, for hvis der var noget som hun ikke kunne fordrage, så var det at være bundet, så hun ikke kunne bevæge sig. Det føles virkelig som at blive kvalt! Hun endte kraftigt med at vride sig, selvom det ikke hjalp hende det mindste! Hun bed tænderne sammen og vendte blikket direkte mod hans stemme. ”Du kan umuligt være et væsen født i lyset! Ikke når du gør noget som det her!” endte hun med en direkte fast tone. Hendes panik blev kun værre og værre, jo mere at de reb måtte få fat i hende, for jo mindre kunne hun gøre af modstand! Hun bed tænderne direkte fast sammen. ”Okay! Okay! Lexie Strife Terrac! TILFREDS?!” hvæsede hun af sine lungers fulde kraft.

[Deleted]

Denne tøs virkede ikke ligefrem til at være nogen normal warlock, faktisk til at være en ganske atypisk én. Det gjorde nu ikke Derick noget, for han var sikker på at det ville komme ham selv til gavn, for hun ville sikkert være lettere at samarbejde med i forhold til, hvis hun havde været fuldstændig af mørket. Men hun virkede nu langt mere neutral end noget andet, selvom han kunne tage fejl, for hun kunne også bare være god til skuespil, men.. det tvivlede han ærligtalt på, for selv folk der spillede plejede han at være ganske god til at gennemskue, for han var noget af en menneskekender. At hun dog fortsatte med at være modstridende, gjorde kun ham selv en anelse irriteret, for selvom han udadtil kunne virke til at være en ganske tolerant og tålmodig mand, så havde han selv sine grænser, han gad ikke spille flink, hvis det slet ikke hjalp, desuden viste han hende fra starten af at han ikke var til at spøge med, så skulle hun nok få det ind på lystavlen før eller siden! Og som han havde sagt til hende, så kunne det enten gå snildt for sig eller også måtte de tage det på den hårde måde, og ved at hun var så modstridende og ligeglad, så måtte han jo vise hende at han mente sine ord og at han ville tage det hele på den hårde måde! At se hende blive blændet, ryge i gulvet og blive bundet, hvor rebet snoet sig hele vejen op ad hendes krop og holdt hende stramt og godt fast, fik et lettere overlegent smil frem på hans læber. Han endte med at gå hen og knæle ved hendes side. „Som jeg prøvede at fortælle dig.. jeg er ikke som de andre magikere her på stedet,” svarede han stilfærdigt. Han var en mand af mørket og det havde stadig sit præg i ham. At hun så endelig gav sig og fortalte ham sit navn, fik ham dog til at blinke let med øjnene. Lexie Strife Terrac? Det var jo Lisa og Nicks datter! Han havde kun set ganske lidt til Lisa, men aldrig snakket med hende personligt, men meget havde han da hørt om hende. Desuden så var Nick jo den tidligere leder og selvom han aldrig selv havde mødt manden, så vidste han godt hvem han var, for han selv havde jo overtaget efter ham og han var endda i færd med at lede efter manden for at få ham hjem igen – selvom det ikke gik så godt med den undersøgelse. Han kneb øjnene ganske let sammen. Så var hun jo slet ikke warlock! Eller.. havde hun valgt mørkets vej? Hvem pokker ville dog gøre det fra lyset?! Dumt spørgsmål.. hun gjorde det nok af samme grund, som han havde valgt lysets vej; kærligheden. Han elskede Elanya og hvis den eneste måde han kunne være sammen med hende på, var i lyset, jamen så ville han ikke tøve med at blive konverteret – som han var blevet, og Lexie kunne jo have det på samme måde. Tungen strøg betænksomt over hans læber, uden at han tog blikket fra hende. „Lexie? Hvad pokker laver du i mørket? Tror du ikke at dine forældre ville være en anelse skuffede?” spurgte han lettere kortfattet. Han endte med at trække rebet tilbage, så hun igen ville kunne bevæge sig helt frit, selvom at hun nok ikke kunne se helt endnu. Han rejste sig roligt igen og fnøs ganske let. Han endte dog med at vende sig mod hende igen. „Men det ændrer ikke på kendsgerningerne. Hvad laver du her i Procias? Ville du besøge din far? I så fald må jeg skuffe dig.. din far har været forsvundet i flere måneder efterhånden. Ingen har set så meget som skyggen af ham. Jeg har selv taget over efter ham, dronningens ønske. Jeg har sat en eftersøgning i gang efter ham, men må desværre fortælle at der intet nyt er om ham. Han er som forsvundet sporløst..” Han vidste ikke om det var Nick som hun var ude på at besøge, eller om hun i det hele taget vidste til mandens forsvinding, men eftersom hun var mandens datter, så havde hun fortjent at vide det.

[Deleted]

Lexie vidste godt at hun ikke var hvad man ville definere med mørket, men hun forsøgte virkelig! Romeo var der og det var en grund nok for hende til at smide lyset fra sig og søge dertil, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham! At denne magiker så fint havde gennemskuet det skuespil, for hun var ikke så hård som enhver anden af hendes slags, hun undgik kamp og strid hvis hun kunne, selvom det vel hurtigt kunne vise sig at blive nødvendigt i denne situation? Tanken brød hun sig slet ikke om, som hun bestemt heller ikke brød sig om det faktum, at hun måske ville ende med at fejle sin opgave og derved også miste Romeo for altid? Den tanke var værre end alt det andet! For hun elskede virkelig den mand! At hun var endt blændet, at hun var røget i gulvet og bundet stramt oveni, var noget som et sted vækkede en panik, for hun kunne ikke fordrage at blive holdt fast på denne her måde! Det var virkelig noget af det værste af det hele, så man skulle tro at det var løgn! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun kun svagt kunne skimte at han havde taget pladsen ved siden af hende, selvom det nu heller ikke gjorde hende mere samarbejdsvillig, for det gjorde det bestemt heller ikke! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du er ikke en sand magiker i Procias..” vrissede hun ganske kortfattet, som hun gjorde faste forsøg på at komme fri, selvom det bare ikke virket. Når det kom til magi, så var hun stadig på et børneniveau, men hun forsøgte, hun trænede og hun arbejdede med det, selvom det bestemt ville være nemmere, hvis Romeo havde været der sammen med hende, hvilket man vel heller ikke kunne være direkte i tvivl om i den anden ende? At hendes navn ikke var ukendt for ham, var noget som irriterede hende, for hun vidste at navnet var kendt kun på grund af hendes forældre. Hun knyttede næverne ganske fast. Lisa havde hun ikke set i frygtelig mange år, og det virkede jo heller ikke til at Lisa have søgt efter hende? Hun kneb øjnene fast sammen. ”Du skal ikke tale om skuffelse overfor mig! De efterlod mig selv til mit liv!” hvæsede hun med en kraftfuld stemme. Den vrede som hun havde vandret med igennem skræmmende mange år, var noget som hun tydeligt kunne mærke den dag i dag, for alvor måtte tage til i hendes krop og sind, hvilket faktisk var noget som gjorde ondt. Nick og Lisa havde aldrig søgt efter hende, hun var endt fanget, tortureret, udnyttet og misbrugt af vampyrer i så mange år.. Det var deres skyld! De havde aldrig ledt! At rebene blev trukket tilbage, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, for det var en tanke som kun måtte lette hende og endda frygtelig meget! Hun tog hænderne til sig med det samme, hvor hun gned sig i øjnene. Hun kunne stadig ikke se særlig godt og det var Dericks skyld! Hans ord omkring hendes far, var noget som ramte som en lussing. Var han forsvundet? Hun blinkede let med øjnene, selvom hun prøvede at lade som det slet ikke ragede hende – dog langt fra sandheden, for hun holdt jo af sine forældre. Det havde hun jo altid gjort. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med min far..” vrissede hun. Hvad Derick gjorde for at finde ham, kunne hun jo være ligeglad med! Hun vendte blikket mod ham, idet hun kæmpet sig op at stå ved hjælp af væggen. ”Og hvad jeg laver her.. det er lige meget.. Det vedkommer bestemt ikke dig..” Hun ønskede ikke at fortælle ham det, for det ville koste hende hele hendes mission! Og.. Romeo?

[Deleted]

Det forundrede virkelig ikke Derick, at tøsen ikke ville samarbejde, for mange fra mørket gjorde det frivilligt? Han kunne bare fornemme på hende, at hun var anderledes, mere.. neutral, og derfor havde han selvfølgelig håbet på det, selvom det ikke ligefrem så ud til at gå hans vej, hvilket et sted måtte irritere ham. Hendes ord, fik ham til at vende de blå øjne imod hendes skikkelse, hvor han blev siddende ved siden af hendes bundende krop. Han kneb øjnene en anelse sammen, hvor han roligt greb fat i rebet, for at trække hende tættere på sig, alt imens et koldt smil gled over hans læber. „Nej.. jeg er langt værre!” hviskede han i en kynisk tone, som han slap hende igen, for at lade hende falde til jorden. Han var måske lys af krop, men hans sind og sjæl ville altid være formørket af hans tid i Dvasias. Han var ikke decideret ond – ikke mod folk der ikke havde gjort ham noget eller hans nærmeste, men hvis folk begyndte at true dem han holdt kær, eller var en trussel på nogen måde, så kunne selv han finde sit gamle mørke jeg frem og gøre selv de mest groteske ting! Og det skulle denne tøs nok finde ud af! Det var lige før at hun faktisk appellerede til hans mørke side, ved at være så modstridende, for her spillede han flink og så skulle hun provokere ham? Det fandt han sig ikke! At hun så skulle vise sig at være Lexie Strife Terrac, den tidligere magikernes leders datter, var noget som faktisk måtte komme bag på ham, men det forklarede da i hvert fald, hvorfor hun var så anderledes, hun var jo normalt magiker, nok derfor grunden til at hun virkede så neutral. Det var tydeligt at hun var skuffet over hendes forældre, men ærlig talt? Så kendte han følelsen. „Jeg forstår din skuffelse Lexie.. og din vrede med, men derfor er de stadig dine forældre, de vil altid have et bånd til dig, og jeg tvivler på, at de ikke elsker dig endnu,” svarede han stilfærdigt. Han havde aldrig mødt hverken Nick eller Lisa, men han havde hørt om dem, mest om Lisa, og han vidste at Lisa aldrig ville kunne hade nogen af sine børn, men.. hvilken mor ville dog også kunne det? Jo måske en hjerteløs én, men sådan var Lisa ikke! Han lod roligt rebet forsvinde igen, hvor han lod hende komme op at stå, uden at han tog blikket fra hende. Han himlede let med øjnene, som hun sagde at hun var ligeglad med sin far, hvor han roligt lagde armene over kors. Han endte dog med at knibe øjnene sammen til hendes følgende ord. Han strakte hånden og knyttede den, hvor stykker fra muren, endte med at gribe fat omkring hendes håndled og hals, for at holde hende låst fast til muren. Han trådte roligt tættere på hende, hvor han strammede grebet omkring hendes håndled og strube. „Tror du virkelig at små tricks med reb, en lille trykbølge og lys er det eneste jeg kan finde på? Jeg har været en del af mørket hele mit liv, jeg kender de mest groteske måder hvorpå at få informationer ud af folk på Lexie.. og eftersom du selv har valgt at blive fjende til dig hjemland, så vil jeg virkelig ikke tøve med at slå dig ihjel, hvis du ikke fortæller mig, hvad jeg vil vide!” hvislede han fast, som han strammede grebet endnu mere omkring hendes håndled og strube. Han sendte hende et fast blik. „Jeg spørger for sidste gang! Hvad laver du her!” Han løstede grebet omkring hendes hals en anelse, så hun kunne få luft til at tale.

[Deleted]

Lexie ønskede at samarbejde, mest af alt hvis det var noget som kunne sørge for at hun kunne komme hjem igen, for det ville hun bestemt heller ikke have noget imod. Hun ønskede tilbage til Romeo, for hun vidste at han måtte vente på hende trygt og loyalt hjemme i Mørkets Cirkel, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hendes hjerte hamrede let mod hendes bryst. Lige hvad der var med denne mand, så var det ikke noget som hun brød sig om, for. der var noget mørkt over ham, og frem til her for nylig, så var det noget som virkelig måtte gøre hende en anelse usikker. At hendes navn så måtte sige ham en god del, var noget som direkte måtte irritere hende, for de havde aldrig vist hende interesse. Ikke igennem de sidste alt for mange år, for der havde hun haft mest brug for det.. men de var aldrig dukket op – Hun var endt med at stikke af, og så havde hun mødt Romeo og det var ikke noget som hun nogensinde havde fortrudt på nogen måde! Hun elskede jo manden og derfor ønskede hun ikke at miste ham, hvis det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende! ”Du har intet at lave i Den Magiske Cirkel.” vrissede hun fast og med den samme faste mine som før, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke! Hun knyttede næverne fast sammen som aldrig nogensinde før, selvom det slet ikke stoppet, da rebene endelig måtte slippe hende og hun endelig fik sig kæmpet op på benene. Hun havde kun sin opgave i hovedet, selvom det at blive fanget på denne her måde, bestemt heller ikke havde været en del af det, om det var noget som man nu ville det det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og lettere dirrende, som hun vendte de mørke øjne direkte mod ham endnu en gang og med den samme kortfattede mine. Hun var nødt til at tænke på opgaven! ”Jeg er virkelig ligeglad! Forældre burde passe på sine døtre… forældre burde søge efter dem når de bliver væk og de gjorde INTET!” Han skulle ikke komme her og belære hende om noget som helst, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! Hun kneb øjnene fast sammen, selvom hun direkte endte overrasket, da.. muren direkte endte med at tage fat omkring hendes håndled og strube, hvor hun direkte endte kløvet op af den. Hun spændte kraftigt, idet at hendes pupiller omgående måtte trække sig sammen. Blikket vendte hun direkte dræbende mod Derick og med den samme kortfattede og vrede mine. Grebet som måtte stramme sig, fik hende til at gispe tydeligt, hvor selv panikken voldsomt måtte melde sig i hendes blik, hvor hun gjorde sit for at ende med at tage hænderne til sig, selvom det bare ikke gik som hun ville have det! At han strammede grebet mere, var noget som efterlod hende med en forskræmt mine, for det gjorde virkelig ondt! At han løsnede det kort efter igen, var noget som fik hende til at gispe efter vejret, for det strammet godt, og hun kunne ikke fordrage at blive holdt fast! Det havde hun oplevet for meget af igennem hendes liv! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Jeg blev sendt, okay?!” hvæsede hun med en fast tone. Tårerne meldte sig i hendes kinder. Hun ville bare hjem til hendes Romeo!

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick havde regnet med at skulle stå overfor den tidligere magikerleders datter, og han ville vædde med at nu hvor folk vidste at hun var fra mørket, så ville det også være en prøvelse på hans lederskab, og ærligtalt var han bange for at træffe det forkerte valg. Han havde aldrig set hende før, men hvis magikerne så hende her på stedet, mon de så ikke ville kunne genkende hende? Og han vidste ikke om de forlangte at han behandlede hende som ethvert andet mørkevæsen, fordi hun nu var warlock, eller om han skulle finde en måde og ’redde’ hende på. Han trak vejret dybt og sukkede lettere betænksomt. Han måtte gå ud fra sine egne instinkter og gøre det, som han selv fandt rigtigst, hvad andet kunne han gøre? Det ville jo være tåbeligt at rende rundt og spørge alle magikerne til råds, for det beviste jo ikke ligefrem at han besad lederevner! Han kneb øjnene sammen til hendes ord, hvor han sendte hende et fast blik. „Du skulle nødig dømme nogen Lexie. Du hører trods alt heller ikke til i mørket,”[/colo] påpegede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Hun var næsvis og det var noget som faktisk måtte irritere ham! „Mine fremgangsmåder er måske anderledes end andre her, men jeg er lige så meget magiker som enhver anden her på stedet.” Det var vel ikke nogen løgn? Han var måske ikke helt magiker af sind, men det var han af krop, desuden havde han aldrig naget et had til magikerne, for Elanya havde jo altid været en selv, og hende havde noget af hans hjerte altid tilhørt, selv på trods at han havde haft en anden kvinde. Nu kunne han så stolt sige, at hun ejede hele hans hjerte og at det var en eneret som hun besad. Han så mod hende endnu engang, som hun udtalte sine ord. Det var mere end tydeligt at hun var skuffet over sine forældre og bebrejdede dem, og ærlig talt? Han forstod hende godt. „Så sandt..” endte han dæmpet, uden at blikket søgte væk fra hende. Han var selv blevet efterladt, levede på gaden kun for at skulle tage sig af sig selv, hvilket ikke ligefrem var sjovt, når det var i Dvasias, men han havde da klaret det, og nu stod han selv og skulle til at være far, og han måtte indrømme, at han nægtede at svigte sit barn! Uanset hvad, så ville han aldrig gøre noget lignende mod sit eget kød og blod! Han så tydeligt hvordan hendes vrede og kortfattet mine, blev erstattet med en mere skræmt, da han valgte at lade muren fange hende og trænge hende op mod hende. Han stillede sig roligt foran hende og samlede hænderne bag ryggen, imens han sendte hende et fast blik. Hun blev sendt? „Hvem blev du sendt af?! Og hvad er dit gøremål her i Procias?!” spurgte han kortfattet og det var tydeligt at han ønskede svar. Han endte med at lægge armene over kors ved brystet, hvor de blå øjne søgte direkte til hendes mørke. „Og vov på at spilde min tid.. for jeg tøver ikke med at gøre skade på dig, og torturere om det så er nødvendigt,” tilføjede han i en kynisk og langt mere formørket tone. Måske han gjorde det tydeligt at han ikke var fra Procias, men han var ligeglad! Hun havde bare at fortælle ham det!