Night!

[Deleted]

Alera havde haft en del arbejde hele dagen hvilket var okay, det var en af de dage med en del solskind og selvom hun så ret levende ud og kunne tåle sollys til en vis grænse, derfor havde hun sagt ja til at tage vagten var morgen til sent på eftermiddagen og skumringen begyndte at vise sig havde hun sat kurs mod engen hvor de små fugle sang de sidste sange inden eftermiddagen blev til aften og de lagde sig til at sove. Engen var et af de steder hun holdt mest af at være i, hun havde tilbragt timer der siden hun var kommet til Procias og hvis det stod til hende ville hun tilbringe endnu flere timer der. Denne aften havde hun trukket i en elegant lang kjole. Den var ret simpel, stram om livet og med en v-udskæring. Om halsen bar hun sin halskæde, den gik hun sjældent uden. Skoene var flade og lette at bevæge sig den lange krøllede hår var løst. Hun bevægede sig roligt, og ret elegant hen over græsset, nynnede for sig selv en stille melodi der bar en smule af hendes lokkende stemme, den ville dog næppe påvirke nogen voldsomt da hun ikke sang men blot nynnede, brød hun ud i sang skulle man nok passe på. Efter noget tid standsede hun ved et træ, satte sig under den og gav sig til at flette en blomsterkrans, noget hun nød at gøre og som hun var ret god til. Hun plukkede endnu en blomst, og flettede den ind til de andre med et lille smil over læberne, et fjernt udtryk i øjnene og endnu nynnende.

[Deleted]

Malik kom luntende over engen, i sin ulve skikkelse, Hans gule øjne skannede engen for personer, og så lidt langt fra ham en kvinde der nynnede. I jagten på bekendte i dette fremmede land luntede han roligt hen imod hende. Da han var 50 meter fra hende forvandlede han sig. Han var fuld påklædt, ubevæbnet, undtagen den klinge der sad skjult på hans under arm, Han bar de vide rober, der mest af alt fik ham til at ligne en lært. Hans gule øjne glimtede da han hilste på hende, med en, for hende, fremmet accent. "Godaften, frk" mumlede han formelt og bøjede hovedet og lagde hånden på sit bryst, det var en høflig hilsen i hans hjem land. Malik studerede kvinden lidt, hun var ganske køn, alt ved hende var nærmest perfekt skabt, omend der var et eller andet over hende, der gjorde han havde lyst til at holde[/center] lidt afstand. Det var som om hun var lidt for perfekt, noget der skræmte ham lidt, kvinder burde ikke være så fejlfri, det var unaturligt. han rystede tankerne fra sig og fandt et høfligt ansigts udtryk frem.

[Deleted]

Hun var stadig vampyr, til trods for hendes hamrende hjerte, pulsen, blodet der fossede i hendes årer og hendes varme krop. Hun var ingen almindelig vampyr, og det gjaldt i både krop, sind og personlighed. At hun sad der i sine egne tanker og minder gjorde at hun ikke var opmærksom som hun ellers burde være i et fremmed land, for Manjarno var jo ikke hendes hjem, så hun var langt hjemmefra og alene. Desuden var Manjarno ingen Procias og derfor langt mere farlig end hendes elskede hjem. Så da formskifteren nåede en omkreds hvor hun burde havde fanget færten af ham men ikke løftede hovedet blev hun temmelig overrasket over pludselig at blive talt til og for sammen. Hendes hjerte hamrede vildt af overraskelse og en panik der kort løb gennem hendes krop. Hun faldt til ro da hun så at det blot var en almindelig mand og ikke et uhyre der havde sneget sig ind på hende, alligevel var hun opmærksom for det var en fremmed. ”Godaften” svarede hun med sin sensuelle blide stemme. Hun forsøgte at skjule hvor oprørt hun var over at han bare var dukkede op ud af det blå. Perfekt var hun, udseendemæssigt altså, men hvis man spurgte hende så var hun langt fra perfekt i noget, tværtimod var hun fuld af fejl og mangler. Folk så dog tit anderledes på hende, men det var vel altid sådan, at man personligt tit så fejl som man enten fremhav eller forsøgte at skjule.

[Deleted]

Malik smilede lidt fornøjet over det chok hun fik, "Det var ikke min mening at forskrække dig" sagde han små leende, "Jeg ville bare sige goddag" han trak hætten af hovedet og afslørede sit korte, pjuskede mørke, hår. Der var stadig et eller anden i luften, som sagde ham at han burde være lidt på vagt, men han kunne ikke sætte fingeren på det. Malik tjekkede diskret om klingen sad som den skulle og sikrede sig at den lille snor som sad fast i udløseren sad fast i ringen. "Mit navn er Malik Ibn La'Sahid As-Sayf" Selvom han var blevet bedre til sproget var det stadig klart at han ikke var fra Imranda eller nogle af de andre lande. "Undskyld jeg spørger så direkte, og du må ikke misforstå mig men, du er ikke menneske er du vel" Malik var ikke sikker, men hvis han skulle gætte på hvad hun var, var dæmon nok det første der poppede frem i hovedet på ham. Hun kunne da ikke være vampyr, vampyrer var jo blege og havde røde øjne. Malik så lidt nærmere på hende, og lod sine gule øjne falde på hendes halskæde. "Det er et flot smykke du bære" konstaterede han, nok lidt udglattende, som for at sikre sig at hun ikke ville forblive sur på ham, hvis hun blev vred og hans nærgående spørgsmål.

[Deleted]

Hun bemærkede uden spor besvær, fordi han ikke skjulte det for hende, hvor fornøjet han var over at have givet hende et chok hvilket faktisk fornærmet hende en smule. Her kom han og gav hende et chok og så stod han og grinte over det, hendes blik blev fornærmet og hun så væk fra ham med en kølig mine. Hans undskyldning hjalp ikke spor meget, hvad ville han i det hele taget? Og hvorfor skjulte han ansigtet for hende? hans accent var hende ikke bekendt, hvor mon han var fra? Hun var bekendt med både Dvasiansk og Prociansk accent, hans var ikke noget hun havde hørt før så hun vidste ikke hvor hun skulle placere ham. Da han fortsatte og sagde at han bare ville sige hej, hævede hun det ene bryn. Hvor tit mødte man en fremmed man lige ville sige hej til? Ikke særlig tit. Hun plukkede endnu en blomst og flettede den ind i kransen. Hendes blik blev dog kort vendt mod ham da hun ud af øjenkrogen kunne se en bevægelse fra ham, da hun denne gang så på ham havde han trukket hætten af hovedet, hun så nu hans ansigt an og kunne ikke rigtigt genkende noget. Han præsenteret sig og hun glippede med øjnene, hun håbede ikke at han regnede med at hun huskede hele hans navn for hun kunne allerede ikke huske det halve. ”Deres navn … fremmed” sagde hun direkte. Hvor var han dog fra? Hun glemte en anelse at hun havde været fornærmet, han virkede faktisk ret interessant lige pludselig. ”Mit navn er Alera” at sige sit efternavn ville bringe hende mere problemer end hjælp derfor holdt hun sig til fornavnet. Ved hans spørgsmål om hendes race lagde hun hovedet på skrå og så op på ham ”Hvis De har tænkt Dem at stille flere spørgsmål må De hellere sætte Dem ned, jeg får hol i nakken af at Se op på Dem” svarede hun uden at besvar hans navn. Hun hadede det spørgsmål, men ikke desto mindre var det et spørgsmål hun efterhånden fik tit. Hans spørgsmål til hendes smykke fik hende instinktivt til at lade hånden stryge hen over det, og hun så ned på det, aede det ganske blidt og smilede skævt, om end med en anelse smerte i øjnene, en smerte som hun forsøgte at skjule ”Tak” svarede hun med en ret skrøbelig og øm stemme.

[Deleted]

Malik smilede "Det er lidt af en mundfuld, det kan jeg godt se" sagde han med et skævt smil "Men det er hyggeligt at møde dig. Alira, er det sådan man siger det?" Lige så svært som andre mennesker kunne have ved at udtale hans navn, lige så svært kunne han have ved at udtale deres. Malik lo og satte sig ned, i skrædder stilling. "Vi kan ikke have at du for ondt" sagde han med et smørret smil, "Vil du nu svare på mit spørgsmål?". Omend det ikke lagde til ham at være så munter, så fornemmede han ikke nogen fare, og selv hvis der var fare på ville han kunne nå enten at forvandle sig til en ulv, eller bruge sin klinge. "Tør man spørge om hvem der har foræret dig det?"

[Deleted]

Hun trak på skuldrende, det var det vel. Hun kunne ikke lade være med et smile da han ligesom hende havde besvær med at udtale hendes navn ”Nej.. det er Alera… med et blødt e…” svarede hun med en munter tone. Det var nu sødt med hans accent, så hun kunne ikke andet end smile. Han endte med at sætte sig i skrædderstilling overfor hende og hun vendte kort blikket mod græsset hvor hun plukkede endnu en blomst og flettede den ind til de andre. Hans smørret smil fik hende kort til at hæve det ene bryn, hvad ville han endelig? Nu havde han jo sagt hej.. godt nok havde hun selv bedt ham sætte sig men kun fordi det så ud til at han havde en del spørgsmål. Det havde hun også, ikke en del, hun ville bare gerne vide hvor han var fra. Da han spurgte om hun ville besvar hans spørgsmål smilede hun skævt ”Selvfølgelig… nej jeg er ikke et menneske” svarede hun roligt, han havde ikke spurgt om hvad hun var, blot spurgt om hun ikke var et menneske og det var hun ikke. Hvorfor var han interesseret i hendes halskæde? Men hun havde nu efterhånden opdagede at mange var det ”Min mand” svarede hun kort ”Kort tid inden han døde” fortsatte hun nu med blikket rettet mod græsset hvor hun plukkede endnu en blomst. "Hvor er De endelig fra?" spurgte hun med en lav stemme som krævede at man spidsede ører for at opfatte.

[Deleted]

"Alera" gentog han "Aleeera" Malik lo, "Undskyld, du må tro jeg er komplet tosset" sagde han og så ned. "Det er ikke for at gøre grin med dig, men dit navn er utroligt svært at udtale, for mig" Han smilede og rettede på en af spænderne, på hans støvle. Malik så lidt nærmere på hende. *Hun er ikke menneske, men hvad er hun så* Hans gule øjne lod blikket glide søgende over hende for tegn på hendes race, uden stor succes. Han kendte ikke til alle racerne der var i dette land, og racer som vampyrer var utroligt sjældne i Masuf, hvor han kom fra. Solen skindede simpelthen for meget. Ej heller varyler havde de nogen af, og han havde derfor været meget forundret da han så de blandings racer der var opstået her. "Undskyld, at jeg spørger så direkte, men hvis du ikke er menneske, hvad er du så?" Malik stirrede intenst på hende, som om han forventede at der lige pludselig vil komme et skilt flyvende, med alle oplysningerne om hende.
Malik bøjede hovedet, "Det gør mig ondt, at høre" svarede han da han fik at vide, at hendes mand var død. Malik havde ikke nogen interesse i hendes smykke ud over at det var pænt, han havde ikke nogen skumle bagtanker med at udspørge hende, han var bare nysgerrig.
Malik havde nær ikke hørt hendes spørgsmål, "Jeg er fra et land der hedder Masuf." Svarede han hendes spørgsmål "Meget langt herfra, mod sydvest, over havet. Det tog mig flere måneder at komme hertil, og det var endda i et hurtigt skib." Han rystede på hovedet. Tanken om hans hjemland gjorde ham trist, for han savnede det, og især solen savnede han, for her skindede den næsten aldrig.

[Deleted]

Hun så til mens han havde kvaler med at udtale hendes navn. Det morede hende faktisk at han havde problemer med noget der for hende virkede så simpelt men alligevel sørgede hun for ikke at grine åbenlyst, blot smil over måden han så ud på når han udtalte hendes navn, eller forsøgte på det. Hans følgende ord fik hende til at smile endnu engang ”Det skal De ikke tage Dem af, jeg synes det er sødt at De har så store problemer, men… De har en meget intens accent så Deres sprog vil nok også være ret svær for mig” svarede hun venligt. Hun lod ham se nærmere på sig og vidste at han ikke rigtigt vil få noget ud af det, hun vidste hvad han selv var, en animagus for det kunne hun lugte, og han var endda en ret ung en, alderen lå lidt over tyve. Hun flettede roligt den næste blomst ind i blomsterkronen og var optaget af dette indtil han snakkede igen. Hun standsede sine bevægelser og så op på ham, hendes blik fangede hans gyldne øjne og hun så længe tavst på ham. Hvorfor alle de spørgsmål? hvad ville han få ud af at vide hvad hun var? ”Hvad tror De jeg er?” svarede hun spørgende. At besvar et spørgsmål med et andet var bare for at høre hvad han ville svar og vinde tid til at finde ud af hvem eller hvad han ville. Hun glippede forundret med øjnene ved hans svar da hun nævnte sin mand, og at han endda bukkede hovedet det fik hende til at glippe med de store øjne. Han var helt klart ikke fra Dvasias hvilket hun jo vidste, men han kunne umuligt være en af de væsner der stammede derfra, eller søgte dertil for at finde arbejde, ergo var han måske ikke ond som sådan. Hun endte med at nikke og smile et halvhjertet smil dog uden at svar. Det emne var altid svært for hende. Masuf? Det havde hun ikke hørt om før måtte hun erkende, hvor lå det dog henne? Dette forklarede han dog kort tid efter og hun så nu på ham med større interesse. ”Det må da have været hårdt… jeg bryder mig ikke om skibe.. jeg bliver altid søsyg” sagde hun som om det var en vigtig information hun var nød til at give ham. Hun bemærkede at humøret svagt sank da de omtalte hans hjemand, han savnede det vidst hvilket hun da godt forstod, især når han ikke bare kunne tage dertil når han ønskede det men var nød til at rejse langt. ”Det var ikke min mening at minde Dem om Deres hjem.. jeg var bare nysgerrig… om forladelse” sagde hun blidt og undskyldende.

[Deleted]

Malik lo "Du har ret, mit sprog er svært, og vores skrift sprog er endnu svære at lære" han fremdrog et stykke pergament med en mærkelig sammensnørklet skrift på og læste højt "Laa shay'a waqui'n moutlaq bale kouloun moumkine." Han så lidt på hende, og regnede nemt ud at hun ikke fattede en meter af det "Intet er absolut sandt, og alt er muligt" sagde han med et bredt smil. Han havde ladt fingeren glide over teksten fra venstre mod højre. "Det er derfor, at der er mange i mit hjemland der ikke kan læse" Malik pakkede papiret væk igen, "Det er et citat fra min ordens hellige bog" sagde han "Det betyder at de love der bliver skrevet, er skrevet for at kontrollere og styre folks fri vilje, i stedet for at hjælpe den, og alt der tilladt. Jeg ved ikke om det er sådan her, men sådan er det hjemme i mit land" Han smilede "Det var derfor jeg tog her til"
Malik kikkede nærmere på hende igen "Mit første gæt er Dæmon, men jeg er ikke sikker, jeg ved ikke om du er vampyr, for dem har vi stort set ikke nogen af i Masuf. Derudover er jeg blank" Malik så ned, han kunne godt mærke, at det ikke var det mest behagelige at have en til at stirre på sig. Hun måtte jo tro at han udspurgte hende.
Malik lo "Søsyge var det mindste af mine bekymringer, jeg brugte det meste af tiden på at lære jeres sprog, og lære lidt om jeres skikke" Malik blinkede til hende "Du skal ikke var ikke ikke være ked af det, det er godt at få talt lidt om det, det er ikke fordi at det skader mig" Han smilede venligt

[Deleted]

Hun smilede ved hans latter, og trak blot på de spinkle skuldre ved hans følgende ord. hvorvidt skriftsproget var sværere end talesproget anede hun ikke for hun kendte ikke til hverken det mundtlig eller det skriftlig så det var svært at sige for hende. da han fandt et papir frem og gav sig til at læse gloede hun bare dumt på ham for hun fattede ikke et kuk, for hende lød det som bla bla bla, men for ham gav det jo mening. Sjovt nok vakte det hendes interesse, tænk at komme fra et land så forskellige fra de lande i nærheden. Selvfølgelig havde Dvasias, Manjarno og Procias et fællessprog, men selv der var der dialekter og hver land havde jo også sit eget sprog så de var også forskellige men ikke at det lød på den måde som dette sprog denne mand kom med gjorde. hun kiggede ned i hans papir og fattede ikke en skid, det var blot en masse kruseduller for hende. han oversatte hvad han lige havde læst op for hende og hun så nu op på ham med forundring ”Nej det er det så sandelig ikke… men det kommer også an på fra hvilke social klasse den enkelte er. er man adelig kræves der nogle ting, er man almindelig borger kræves der andre… generelt er man ret fri og må gøre hvad man vil. Men her er der ingen til at hjælpe hvis du falder, enhver er sin egen lykkedes smed… eller.. sådan er det i hvert fald i Dvasias, Imandra og i dele af Manjarno. Procias derimod er et sted med plads til alle og der får man en ekstra chance” hun tav efter sin lange forklaring og endte med at rødme over at have snakket så meget. ”Undskyld.. jeg snakker vist meget” sagde hun beklagende. Hun fangede dog hans sidste bemærkning om at det var derfor han var kommet hertil, han ønskede vidst forandring. Da han kom med forslag til hvad hun var smilede hun blot skævt ”Det er ret gode forslag” svarede hun uden hverken at give ham ret eller afvise hans teori på den måde svarede hun ikke, men nægtede det heller ikke og så var det ingen løgn for hun hadede at lyve. Han snakkede faktisk ret godt når man tænkte på at han faktisk var tilflyttet. Det sidste han sagde fik hende til at vende blikket mod blomsterne i hendes skød ”Ikke for noget… men… jeg kender Dem knap.. og det er ret privat… men tak for tilbuddet” svarede hun. Det var da venligt af ham at han ville hjælpe hende med at lette hjertet men hun kunne bare ikke snakke til en fremmed om den slags.

[Deleted]

Malik smilede, "Hvor jeg kommer fra, er mit folk styret af religion. En gud der sig hvad de må og ikke må. Du må ikke spise grisekød, eller holde hund, fordi, vores gud mener at de er urene. Min orden kæmper for at sætte mennesket fri, og lad det styre selv. Vi kæmper ikke for anarki, vi kæmper for den frie vilje. Vi er enige i at der skal være love til at guide folk, men den skal ikke bestemme hvor vidt de skal giftes med en de kender eller ej." Malik så alvorligt på hende "Min orden arbejder ikke for at vælte regeringer, men for at hjælpe folket." Malik viste hende en lille amulet der hang i en sølv halskæde, der viste hans ordens segl. "Men det lyder som nogle interresante ideologier, at alle har ret til vad de selv kan få, omend det vil gøre en utrolig stor forskel på rig og fattig, eller at alle hjælper alle. Jeg vil ønske at vi havde det sådan i Masuf. Der bliver man nærmest henrettet hvis man klare sig for godt." Malik rystede på hovedet. Hans hjemland var engang rigt og fremgangsfuldt, men samtidig var der så megen undertryggelse, af de svage, og nogen steder var der ingen der stolede på nogen, det var uhyggeligt at være i.
Malik smilede til hende "Nej du gør ikke. Det er en god mulighed for mig at lære dit sprog bedre. Lyt og lær du ved." Han pakkede papiret væk "Men har stadig ikke svaret mig på mit spørgsmål." Mysteriet var ved at flå ham fra hinanden. Malik var født nysgerrig, og han havde en interesse for nye ting. At lære nye metoder at gøre tingene på, at lære om nye hemmeligheder, at høre om nye folkeslag.
"Det var ikke min mening at snage, jeg forstår at det er et følsomt emne, og at du ikke vil tale med en fremmede om det." sagde han alvorligt

[Deleted]

Mens Malik fortalte om sit hjemland lyttede hun, hendes øjne blev henholdsvis større og smallere som han fortalte. Hun havde aldrig hørt noget magen til, havde aldrig oplevet noget som sådan, det måtte da være et slemt sted at vokse op i hvis man havde så lidt rettigheder. ”Urene…?” hun så nærmest uforstående på ham.. hvordan kunne hunde og grise være urene? Hun overvejede det i sit hoved og måtte konkludere at han et sted vel havde ret, grise spiste jo deres egne efterladenskaber og badede i deres eget lort, hunde var jo heller ikke rene når de slikkede sig selv rene men det var katte vel heller ikke? Hun forstod godt at han måtte finde alt det her anderledes, underligt og fremmed for det lød jo til at være tilfældet når det ikke lignede noget fra det han selv kom fra. De så vel også anderledes ud der? Hun så på ham… han så ikke spor anderledes ud end de sædvanelige folk hun så.. men synet kunne jo bedrage. ”Selvom det lyder så slemt i dit hjemland… savner De det sikkert?” sagde hun lettere spørgende for det var trodsalt hans hjemland, han var vokset op der og havde tilbragt hele sit liv der. Hun kastede et blik hen over halskæden han trak frem, hun så undersøgende på det.. det var pænt. Da han sagde at hun ikke snakkede særlig meget og at det kun ville hjælpe ham smilede hun et oprigtigt varmt smil ”Jamen tak da” svarede hun leende. Da han understregede at hun ikke havde besvarede hans spørgsmål fugtede hun læberne ved at lade tungen stryge svagt ned over underlæben ”De er ret nysgerrig…” svarede hun endnu engang uden at give ham svar på det. Hun fandt det bare ikke spor positivt at fortælle hvad hun var. Hun smilede ved hans undskyldning ”Det går nok, igen.. det er venligt af Dem at spørge” svarede hun blidt. Hun så ned på blomsterkronen og flettede endnu en blomst inden hun smilede og holdt den frem for sig ”Den er færdig” sagde hun og tjekkede den en ekstra gang inden hun vendte blikket mod ham, lagde hovedet på skrå og så på ham i nogle sekunder hvor hun endte med at læne sig frem mod ham og lægge blomsterkronen på hans hoved.