Help me..!

[Deleted]

At Domenico var kommet for at finde hende, var noget som Indira selvfølgelig var rigtig glad for, selvom hun havde haft en vis fornemmelse af, at han ville dukke op før eller siden. At det så var sket nu før hendes tilstand var blevet værre, var selvfølgelig noget som hun var rigtig glad for. ikke fordi at hun kunne skjule det for ham, for det var bare sådan at det måtte være. Hun var tryg sammen med ham, også fordi at han allerede havde vist hende at han ikke ønskede hende noget, for han havde haft den mulighed så mange gange allerede og han havde aldrig nogensinde taget den, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde forbandet meget, også for hendes egen skyld. Hun vendte blikket stille op mod ham. ”Jeg.. ved det ikke. Det var bare.. den der mavefornemmelse.. du ved..” Hun sendte ham et smil, for hun kunne slet ikke lade være. Lige nu følte hun sig tryg og sikker, hvilket selvfølgelig gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for det var bare sådan at det skulle være i den anden ende. At han trykkede hende ind mod sig, var faktisk ikke noget som hun havde noget imod. Han havde aldrig decideret skræmt hende, han havde vist sig som en mand med hjertet på rette sted, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hendes eget vedkommende, men det var trods alt sådan at det nu endeligt måtte være. Hånden gled stille mod hans bryst. Han havde fundet hende og han havde hjulpet hende, hvilket hun virkelig var taknemmelig for. Hun følte at hun stod i en taknemmelighedsgæld til ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun smilede let. ”Der sker mig jo heller ikke noget lige nu.. Du har jo reddet mig og det er jeg dig taknemmelig for, Domenico,” sagde hun dæmpet, dog med en ganske ærlig stemme, for løgn var det jo heller ikke. Hans strøg mod hendes hår, var noget som satte et behag i hende, for det føles virkelig, virkelig godt.
Tanken omkring at Domenico direkte gav udtryk for at han ikke ville have hende der, var det første som satte sig i Indiras sind og det var noget som direkte fratog hende det behag som lige havde sat sig, for.. havde hun gjort noget forkert, siden han valgte at sende hende væk? Hans ord var noget som direkte gjorde hende utilpas, for hun ønskede altså ikke at tage af sted uden ham! ”Jeg er ligeglad med hvor lang tid det vil tage! Jeg vil ikke bare lade dig ligge her!” endte hun ganske kortfattet. Hun kunne jo fint bære ham i vandet og de kunne sagtens finde et sted ved land hvor han kunne hvile på vejen, så det kunne da ikke gå helt galt, kunne det? Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun ønskede ikke at lade ham ligge her, for.. hun var jo selv bange for at de ville finde ham og så turde hun da slet ikke at tænke på konsekvenserne ved det. Hun bed sig tydeligt i læben. ”Hvis.. det er fordi at du ikke vil have mig her, så kan du jo bare sige det.. Jeg kan.. ikke bare tage til havet og lade dig ligge her.. Jeg kan ikke lide det..” forsøgte hun så endeligt, som hun vendte blikket mod ham. Hun ønskede jo bare at han skulle være sikker, og det var han bestemt heller ikke her, det vidste hun jo godt!

[domenico]

Det glædede kun Domenico at han havde fået Indira befriet, for han holdt af hende, og han ønskede bestemt ikke at der skulle ske hende noget! Hun havde vist ham sin verden og han ønskede at holde hendes hemmelighed tæt, og han måtte indrømme at han heller ikke ønskede at andre skulle kende til den, så de kunne begynde at jage hendes slags, for det vidste han ville ske, specielt her i Peula! Landet var jo mest kendt efter dets fiskeindustri, derfor så vidste han at mange sømænd ville prøve at komme efter hende og hendes slags, hvis de vidste at havfolket virkelig fandtes. Han trak på smilebåndet til hendes ord. „En mavefornemmelse?” gentog han morende, som han slap et let grin, hvor han trykkede hende let ind til sig. „Hvor er du kær,” hviskede han drillende mod hendes øre, selvom han måtte mene det. Hun var virkelig kær og charmerende, og han nød virkelig hendes selskab! Han ønskede ikke at være hende foruden, selvom det måske var ret.. tidligt at sige, eftersom han kun lige havde mødt hende, men han følte alligevel at der var et bånd imellem dem, og han ønskede virkelig ikke at miste hende, for hun havde en fantastisk personlighed, og han følte sig virkelig godt tilpas i hendes nærvær. Han vendte kort blikket mod hendes hånd, der gled mod hans bryst, inden han så tilbage på hende, hvor han sendte hende et stille smil. Han holdt af hende og han var glad for at han havde reddet hende og fået hende i sikkerhed, desuden så havde hun jo også reddet ham fra at drukne, hun havde lappet ham sammen og havde ikke efterladt ham, og det var rart at der også var nogen som bekymrede sig om ham. „Det var ingenting Indira.. jeg gjorde det gerne igen!” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. „Jeg skal nok sørge for at du er i sikkerhed,” lovede han hende, som han fortsatte med at stryge hende blidt over håret.
At Indira pludselig følte ubehag, kunne Domenico næsten se og fornemme på hende, hvilket kun gav ham dårligere samvittighed, for det var jo slet ikke meningen at hun skulle tro at han ikke gad hende! Han ville ikke have noget imod at hun blev, for han nød hendes selskab! Han ville bare ikke have at hun skulle komme noget til. Han ønskede ikke at mere ondt skulle ske hende, han ville ikke kunne leve med den tanke! Han var såret, han kunne knap mærke sine ben, og han kom ikke op at stå lige foreløbig, så hvis de fandt hende og trak hende med sig, så ville han jo ikke kunne gøre noget ved det, og han gad ikke bare ligge og se passivt til mens de gjorde hende ondt! Det nægtede han! Han rynkede brynene ganske let. „Okay, okay! Du.. må bare ikke blive sur..” endte han stille. Han betragtede hende ganske stille, hvor han bed sig ganske let i den bløde underlæbe. Han frøs en anelse, men han lå heller ikke længere under dynen, selvom han ikke sagde noget til det, for han ønskede ikke at bringe hende mere ubehag. „Jeg nyder dit selskab Indira. Så længe du vil love mig at være forsigtig.. okay?” spurgte han roligt. Han ønskede ikke at gøre hende utilpas, han ville tværtimod bare gerne have at hun var i sikkerhed.

[Deleted]

Indira havde virkelig været bange for konsekvenserne ved at være endt midt i Peula på denne her måde, selvom det vel ikke kunne være så slemt, nu hvor hun var reddet derfra? Selvom hun følte at hun havde ligget i den fisketank i en mindre evighed! Hun var et frit og levende individ, hun hørte slet ikke til i det mørke på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var levende, hun hørte til i lyset og i det fri! Hun vendte blikket op mod ham. At han direkte måtte finde hende kær, var noget som fik hende til at smile tydeligt og bredt, for så kunne hun bestemt heller ikke være mere end glad i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Jamen…! Ja, jeg havde en fornemmelse af, at du ville komme.. før eller siden, og det gjorde du!” Han vendte blikket direkte op mod hende og med den samme sigende mine, for løgn var det jo ikke engang! Hun lagde sig godt og tæt ind mod ham, for hun elskede faktisk at ligge ham så tæt, for.. det føles godt, også fordi at hun vidste at han ikke lagde noget i det, men at han faktisk ønskede at beskytte hende og passe på hende, for han havde heller ikke udvist noget andet for hende, så selvfølgelig var det noget som gjorde det rigtig fint for hendes del, for.. hun nød faktisk at ligge i hans arme. Hun lagde hovedet tæt ind mod ham. ”Mhmm.. Jeg håber jo så bare ikke at det bliver nødvendigt igen..” sagde hun endeligt som hun roligt vendte blikket mod ham, for hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme mere galt af sted på grund af hende!
Det lignede slet ikke Indira at hæve stemmen, men det gjorde faktisk ondt på hende at han tog hende med hertil, kun for at afvise hende og skubbe hende tilbage i havet, for hun ønskede da slet ikke at lade ham ligge her alene! Tænk nu hvis de fandt ham?! Hun kunne nok fint få ham med sig igennem havet, selvom det ville gå langt langsommere med ham med sig, men så måtte det jo bare være sådan! Hun vendte blikket mod ham. At han ikke ønskede at hun skulle blive sur, ville hun jo heller ikke. Hun vendte blikket stille ned mod gulvet, som hun forsigtigt svang benene ud over kanten og satte sig. Lige om dette var noget som betød om han ville tage med hende eller hvad hun ville, vidste hun ikke. Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme stilfærdige mine fra før af. ”Jeg.. jeg er ikke sur, jeg.. vil bare ikke have at du skal komme noget til..” begyndte hun stille. Hun vendte blikket stille mod ham, som hun ellers blev siddende helt ude på kanten, for.. ja, hvor skulle hun da ellers sætte sig henne? Det vidste hun ikke, også selvom det ikke altid gjorde det nemmere for hende på nogen måde. ”Så.. bliver vi her.. eller tager vi af sted?” spurgte hun stille, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Uanset vidste hun jo godt, at hun ikke kunne blive for længe på land, for hun ville faktisk få det temmelig skidt, men lige nu så var det ikke noget problem – heldigvis! Hun holdt af ham, hun ønskede jo lige så ham det bedste og det var noget som hun også ønskede at skulle vise ham på den måde, som hun nu kunne.

[domenico]

At hun havde haft en fornemmelse af at Domenico var kommet efter hende, var noget som et sted.. beærede ham? Han var kun glad for at det var ham som havde kommet efter hende, for han var glad for at have fået hende ud der fra, hvor han heller ikke havde tøvet med at tage efter hende! Måske det ikke havde været hende, men én af hendes artsfæller, men så havde han heller ikke tøvet med at få hende fri! Hendes væsen hørte til i havet og ikke i et glasbur! Det havde virkelig gjort ham stiktosset at se hende fanget på den måde! Desuden havde han jo også set hvor dårligt hun havde haft det. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. „Som jeg sagde.. du er kær,” hviskede han igen og med et muntert smil om læberne, hvor han lagde den ene arm omkring hende og trykkede hende ganske let ind til sig. At hun også selv lagde sig ind til ham, var noget som kun fik ham til at trække på smilebåndet, for det var noget som glædede ham; at hun faktisk turde være ham tæt og stolede på ham. At hun ikke håbede på at han skulle redde hende igen, forstod han egentlig godt, specielt hvis det skulle gå lige så galt, for han havde virkelig ondt i sit ben! Han kunne knap nok mærke det, men han lå heller ikke under dynen sammen med hende og fik varmen, som hun gjorde. Han.. ønskede bare heller ikke at give hende de forkerte tanker i hovedet, også fordi hun faktisk lå nøgen derunder. Så han overlevede vel nok? Han trak hende ind til sin skikkelse, hvor han strøg hende ganske blidt over håret. „Det håber jeg nu heller ikke,” svarede han stilfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber. Han skænkede hendes hovedbund et let kys. „Jeg er bare glad for at du er i sikkerhed,” tilføjede han stilfærdigt.
At hun hævet stemmen, fik næsten Domenico til at trække sig en anelse sammen, hvor han vendte blikket stille mod hende. Han ønskede ikke at hun skulle blive sur, desuden så havde han jo slet ikke ment at skulle lyde som om han ikke gad have hende her! Han ønskede bare ikke at der skulle ske hende noget, var det virkelig så slemt? At hun svang benene ud over sengekanten, fik ham til at sætte sig langt mere op, hvor han rykkede tættere på hende, selvom det gjorde ondt i hans lår. „U-undskyld..” endte han stille. Han rynkede brynene ganske let, selvom han ikke fjernede sig, for det var umuligt for ham med sit ben. Hendes spørgsmål gjorde ham næsten usikker, hvilket hans mine vel også afslørede? „Jeg.. jeg kan ikke tage nogen steder hen foreløbig. Mit ben er for hårdt såret.. desuden skal jeg også have min båd med,” svarede han stilfærdigt, hvor han næsten var bange for at hun ville hæve stemmen igen, for han ønskede ikke at hun skulle være vred på ham, eller i dårligt humør, specielt ikke når de lige lå og hyggede dem! De burde være glade for at være i live! Han bed sig let i den bløde underlæbe, hvor han lagde sin ene hånd mod hendes lår – udenpå dynen. „Jeg vil gerne have at du bliver.. så længe du ikke får det dårligt ved at være væk fra havet,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et prøvende smil.

[Deleted]

Indira var ikke helt så sikker på hvorfor hun havde taget sådan på det som hun nu havde, men hun havde et sted.. håbet og bedt til at det var Domenico som ville komme og redde hende ud af situationen som hun var endt i. Det var også det som var sket! Så kunne hun heller ikke være andet end glad! Hun vendte blikket stille op mod ham og med et stille smil på læben. Det gjorde hende da slet ikke sød at det var noget som hun havde håbet på! Hun rystede stille på hovedet, hvor hun lagde sig godt og stille ind mod hans skikkelse, for det føles faktisk.. godt at ligge der med ham. At han havde brug for varmen, var ærlig talt slet ikke en tanke som hun tænkte meget over i det hele taget, hvis det var noget som hun ellers skulle blive fri for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jamen.. jeg håbede at du ville komme..” endte hun med en dæmpet stemme og uden at tage blikket fra ham. At betragte ham på denne her måde og ligge der med ham, var noget som faktisk gjorde hende ganske rolig, for hun stolede på ham, på en måde som hun aldrig havde stolet på andre før, så det var noget som i den grad også betød uendelig meget også for hendes del! Hun lagde sig godt til rette ved hans skikkelse og med det samme svage smil på læben. ”Mhmm.. Det er også takket være dig, og.. det er jeg dig virkelig taknemmelig for,” endte hun dæmpet, som hun lagde hovedet godt og tæt ind mod hans skikkelse. Det var jo der at hun for alvor måtte finde en form for.. tryghed som end ikke havet var i stand til at skænke hende, så det var faktisk en meget stor ting.
Det var egentlig ikke fordi at Indira ønskede at gøre Domenico usikker eller noget i den stil ved at hæve stemmen, men hun ønskede egentlig bare at han forstod det! Desuden var hun bange for at han ville ende med at skubbe hende fra stedet her, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! At han reagerede på at hun svang benene ud over kanten, var noget som fik hende til at vende blikket direkte mod ham. Han var jo også kommet til skade, og det vidste hun jo godt! At han ikke kunne tage med, var noget som et sted gjorde hende. .trist? For hun ønskede ikke at efterlade ham der! Hun nikkede blot sigende og bed sig let i læben som hun endnu en gang vendte sig mod ham. ”Jamen..” begyndte hun stille og uden at tage blikket fra ham. At han ønskede at hun skulle være der, var noget som selvfølgelig lettet hende en god del, for det var også sådan noget at hun havde brug for at vide! Hånden som han lagde mod hendes lår, var noget som hun vendte blikket direkte mod, inden hun vendte det imod ham endnu en gang. Hun nikkede endnu en gang, idet hun forsigtigt fik benene op i sengen og satte sig bedre til rette endnu en gang. ”Jamen så bliver jeg..” sagde hun stilfærdigt og med en ganske så bestemt tone, for løgn var det ikke engang. Hun ønskede ikke at gå nogen steder hvis han skulle ligge her helt alene! ”Du burde hvile,” tilføjede hun, næsten som den vrede, frygt og frustration var.. helt væk fra hende? Hun tog ganske forsigtigt omkring hans hånd som hun klemte ganske let og med et gengældende forsigtigt smil.

[domenico]

Det glædede Domenico at Indira havde valgt at lægge sin lid til ham, for det var han faktisk beæret over, selvom han næsten ikke turde tænke på hvordan hun havde haft det, hvis han ikke var dukket op, men han måtte indrømme at han bare var glad for at han havde fundet hende og fået hende befriet, skønt de ikke kom herfra i nogle dage, han gjorde i hvert fald ikke, medmindre hun valgte at tage af sted uden ham, for han kunne ikke efterlade sin båd! Den var han virkelig alt for glad for til bare at lade stå uden videre! Det var jo faktisk hele hans liv.. eller i hvert fald det som han havde tilbage af det, selvom han måtte indrømme at han holdt af Indira, og han ønskede faktisk ikke at miste hendes selskab og venskab, som han da gik ud fra at de havde. Han trak på smilebåndet, som hun nærmest valgte at gemme sig ind til ham, hvor han ikke kunne holde en let latter tilbage. „Så var det vidst kun godt at jeg også kom tilbage,” svarede han stilfærdigt, som han smilede skævt for at stryge hende ganske blidt over håret. Han nød hendes selskab og han var virkelig utrolig glad for at han havde fået hende fri, selvom det virkelig også havde været noget af et adrenalinkick! Han lod hende blot lægge sig til rette ved ham, hvor han lod den ene arm søge omkring hende. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han strøg hende blidt over håret. „Så længe du er i sikkerhed er jeg glad,” afsluttede han sandfærdigt, som han kyssede hende let på siden af hovedet, kun for at trykke hende ind til sig. Hvis der skete hende noget, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre! Derfor håbede han ikke at nogen kom tilbage, men at de kunne være i sikkerhed, for han ville ikke tøve med at kæmpe for hendes sikkerhed!
At høre Indira hæve stemmen, var noget som næsten måtte gøre Domenico overrasket, for det var jo slet ikke hans mening at komme hende på tværs! Det var vel ikke forkert af ham at ønske hende i sikkerhed? Han skulle jo nok klare sig.. gik han i hvert fald ud fra. Han havde godt nok ondt i sit ben og når han kom til fatning igen, så måtte han jo nok hellere tjekke såret og hendes syning efter, for.. han stolede selvfølgelig på hende, men som hun selv havde påpeget for ham, så havde hun aldrig gjort det før, så det var jo nok ikke ligefrem professionelt, og benet gjorde stadig pokkers ondt! Desuden så kunne han knap nok mærke benet fordi han lå og blev kold, selvom han dog ikke sagde noget til det for han ønskede ikke at overskride hendes grænser. At hun ønskede at blive, var dog noget som glædede ham og ikke mindst lettede ham, hvor han roligt lagde sig ned i sengen igen. Blikket vendte han mod sin hånd, da hun valgte at tage omkring hans og give den et klem, hvor han sendte hende et varmt smil. Han nikkede roligt til hendes ord. „Jeg skal nok hvile mig.. det lovede jeg dig trods alt,” svarede han sandfærdigt, som lagde sig ganske let til rette, inden han trak hende ned til sig, kun for at sende hende et drilsk smil. „Og så vidt jeg husker.. lovede du mig et kys, hvis jeg fik os ned, hvilket jeg synes jeg gjorde med bravur,” svarede han drillende, hvor han slap et kort grin, inden han lagde sig ned i sengen med hovedet i den bløde pude.

[Deleted]

Indira havde aldrig haft en grund til at skulle frygte for Domenico, og det gjorde hun bestemt heller ikke i denne situation. På piratskibet havde de berørt hende, funderet over hvordan pokker de skulle give hende ben, hvilket et sted måtte more hende, for det var ikke bare sådan lige til, for det krævede at hun blev helt tør. I det store og hele, så var hun klar over hvad de ville være ude på, så det glædede hende samtidig at de var så direkte torskedumme! At ligge der sammen med ham, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for hun kunne faktisk rigtig godt lide det. Hun kunne godt lide at han lå der og holdt om hende, for han ønskede hende ikke noget ondt, hvilket samtidig også var noget som hun var ganske sikker på, og det tillod hende samtidig også at slappe af. ”Jeg ville da blive ked af det, hvis du ikke var kommet..” sagde hun stille, som hun vendte blikket op mod ham endnu en gang. Det var ikke engang en løgn, for hun holdt forbandet meget af ham og.. han var vel ikke kommet, hvis han ikke havde siddet inde med det samme af følelser som hun gjorde? Venskabeligt om ikke andet? Hans strøg over hendes hår, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun vendte blikket mod ham og med det samme rolige smil på læben. ”Jeg kan da kun være sikker når jeg er sammen med dig,” fastholdt hun selvsikkert, som hun lod hovedet glide ganske roligt mod hans skulder. Det føles faktisk utrolig.. rart at have ham til at holde om hende.
Det havde slet ikke været Indiras mening at hæve stemmen på den måde, men det var vel også tydeligt at beskeden nu måtte være indfundet ved ham? At hun ikke ønskede at efterlade ham her, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for. hun vidste udmærket godt, at hun før eller siden, ville være tvunget til at tage tilbage til havet, selvom det slet ikke var en tanke som hun kunne have for øjeblikket, for tanken om at lade ham ligge der var.. en som faktisk gjorde ondt. Hun vendte blikket direkte bekymret mod ham. Hun var faktisk bekymret for ham, også med henblik på hans ben, for han havde jo ondt! Hun bed sig let i læben og tog omkring hans hånd. Et stille smil passerede hendes læber. ”Det gjorde du..” medstemte hun ganske roligt, som hun lagde sig ned ved siden af ham igen. Hun holdt af ham og ved at blive liggende der, så var det vel også noget som hun viste? Hun valgte at lægge sig tæt ind mod ham, hvor hun også tog omkring dynen og kastet den omkring ham. Han havde mere brug for den end det som hun havde, for hun kunne slet ikke mærke kulde på den samme måde som det han kunne. Smilet bredte sig på hendes læber ved hans ord, for det var jo ikke engang en løgn. Hun vendte blikket ganske roligt op mod ham, idet hun lænede sig frem mod ham, blot for at plante et blidt, dog ganske så kærligt kys mod hans læber. ”Læg dig til hvile, Domenico.. Du har brug for det..” endte hun dæmpet og ganske stilfærdigt, idet hun lod hånden varsomt søge mod hans bryst, idet hun roligt lagde sig til rette ganske tæt ved ham. Hun nød selv at ligge der, for det var samtidig også noget som skabte hende en behagelig følelse af.. tilfredshed og tryghed og hun kunne rigtig godt lide det!

[domenico]

Det gjorde ondt på Domenico at Indira havde været igennem så meget ondt, for det havde hun på ingen måder fortjent! Han holdt virkelig meget af hende, på trods han kun havde mødt hende en enkelt gang, men selv dengang havde de vel skabt et stærkt bånd? Allerede under første møde havde hun valgt at stole på ham, som han havde valgt at stole på hende, for der var jo flere gange hvor han havde kunnet dræbe hende, ligesom hun havde kunnet dræbe ham, men det var ikke sket, så selvfølgelig betød det en hel del for ham! Han ønskede at beskytte hende og sørge for at der ikke skete hende noget for alt andet tillod han virkelig ikke! At hun ville være blevet ked af det, hvis han ikke var kommet, kunne han et sted godt forstå, selvom det jo sagtens kunne have været at det aldrig ville have nået ham for ører. Han var dog kun glad for at det var! „Jeg er bare glad for at jeg fik dig væk,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et varmt smil, uden at han stoppede sine strøg over hendes hoved. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes følgende ord, hvor han blot lod hende lægge sit hoved mod hans skulder, hvor han selv lod sit hovedet falde mod hendes, imens han lod hånden stryge hende ned over ryggen – udenpå dynen. „Jeg ønsker også kun at beskytte dig Indira,” svarede han sandfærdigt og i en dæmpet tone, for der var slet ikke nogen grund til at tale højere, nu hvor han havde hende så tæt på sig.
At lægge sig ned og hvile, var noget som gjorde godt, specielt for Domenicos ben, for det gjorde stadig pokkers ondt! Han kunne slet ikke mærke det på grund af køligheden i rummet, for han var jo menneskelig og hun var den som lå med dynen, skønt han ikke krævede den over sig, for hun lå jo nøgen nedenunder og vide at piraterne havde befamlet hende og med garanti også skræmt hende, så ønskede han slet ikke at give hende det forkerte indtryk! Han sendte hende et varmt smil og nikkede blot til hendes ord. Han havde lovet hende at han ville hvile, når de kom ned til båden, så selvfølgelig ville han også det! Han vendte blikket mod sin hånd, da hun valgte at tage omkring den, inden han vendte blikket tilbage mod hende. Hun var virkelig alt for bekymret for ham! Men så på den anden side, det var jo også gengældt. Han lod hende blot lægge sig ned ved ham, skønt det kom direkte bag på ham, at hun kastede dynen over ham, så han kunne mærke hendes varme og nøgne krop imod hans egen, hvilket fik en svag rød farve til at stige op i hans kinder. Hun havde sagt oppe på kroværelset, at hun ville skænke ham et kys, hvis han fik hende ned, selvom han nu ikke tog det så tungt, for det havde vel bare været i sjov? At hun så skænkede hans læber et blidt og kærligt kys, kom direkte bag på ham, skønt han ikke kunne andet end at besvare det. Han havde dog regnet med et kys på kinden eller panden, og ikke på munden! Han beklagede sig dog ikke for.. han nød at mærke hendes dejlige, saltede og fløjlsbløde læber. Han strøg tungen over sine egne læber for at fange eftersmagen af hendes, hvor den røde farve kun var steget i hans kinder. „J-jeg skal nok hvile,” svarede han dæmpet og prøvede at skjule forlegenheden i hans stemme. Det at hun puttede sin nøgne krop ind mod hans egen, fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst, og rødmen steg kun mere, da han ikke kunne lade vær med at tænke over, om hun kunne mærke hans hamrende hjerte, da hun strøg ham over brystet. Han lod varsomt en arm søge omkring hende, hvor han tydeligt kunne mærke at hans krop genvandt varmen.

[Deleted]

Måske at det var forkert af Indira at stole på Domenico på denne her måde, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Der var bare noget ved den mand som gjorde, at hun ene og alene valgte at stole på ham. De havde vel knyttet et ganske stærkt bånd sidst de havde tilbragt tiden med hinanden? For selvom det måske ikke havde været så meget, så havde hun jo faktisk vist ham en god del af hendes verden, som han havde indvilget i at vise hende hans. Selvom hun følte at hun havde set mere end rigeligt som det måtte stå nu for øjeblikket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hovedet lod hun stille søge mod hans skulder, som hun også glædeligt lod ham lade hovedet hvile mod hendes, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun nikkede med et stille smil. Hun kunne slappe bare lidt af nu og det var noget som hun i den grad også nød frygtelig, frygtelig meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Og jeg er virkelig, virkelig glad for det,” forklarede hun roligt og med et stille smil på læben, for hun følte virkelig, at hun kunne slappe af igen og det var vel også kun fordi at hun kunne slappe af og faktisk hvile i hans arme? For selv det var noget som hun kunne lide. Selv på trods af det som hun havde været igennem, og det at hun lå i det rene ingenting, så vidste hun at han var en mand som hun kunne stole på – at han ikke ville gøre hende det mindste ondt.
At Indira måske var for frembrusende, var slet ikke noget som hun tænkte over, men hendes bekymring var virkelig tydelig for ham, og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hun blev liggende med hans hånd i sin, som hun havde valgt at kaste dynen over ham, hvor hun roligt havde vendt sig mod ham. At skænke ham det kys, var noget som hun faktisk.. ønskede at mærke. Hun ønskede at mærke ham så tæt på sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. At han besvarede det, var noget som fyldte hende med en utrolig varme og selv følte hun hvordan hendes hjerte direkte måtte hamre mod hendes bryst, for det var virkelig en behagelig tanke! Hun smilede ganske let, og selv til hans ord, hvor han selv virkede direkte.. forfjamsket? At han gik med til at hvile, så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage over noget som helst, for den tanke var virkelig noget som gjorde utrolig godt. ”Godt..” hviskede hun roligt og med det samme smil, som hun roligt lagde sig til rette ved siden af ham og mere eller mindre helt inde i hans favn, for det føles virkelig utrolig godt! ”Hvor længe tror du at du skal blive liggende her? Jeg mener.. de leder jo sikkert efter os,” sagde hun med en dæmpet stemme, for det var ikke engang fordi at det var løgn på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, men hun var virkelig bekymret for ham og hun var virkelig bekymret for, at det ville ende med at gå galt, hvis de blev fundet!

[domenico]

Måske det var ganske tidligt at de havde valgt at stole på hinanden, for det var jo faktisk sket under deres første møde, men man kunne jo nok heller ikke komme udenom at de også under første møde, havde skabt et specielt og ubrydeligt bånd imellem dem. De havde valgt at stole på hinanden, og det var slet ikke noget som Domenico fortrød på nogen måde! Han holdt af hende, og han var virkelig glad for at han havde fundet hende! Han havde næsten været bange for at det havde været en umulig opgave, men det havde lykkedes ham at finde hende, hvilket han virkelig var guderne taknemlige for! Tænk hvis han ikke havde?! Så havde hun været fanget her i.. måske resten af sit liv! Tanken om at hun skulle leve i fangenskab og ikke bedre end et trofæ, var noget som virkelig måtte gøre ham vred, for det havde hun slet ikke fortjent! Hun var et frit væsen, og det var også hvad hun fortjente at være! At hun havde lagt sig ind til ham, havde han bestemt ikke det mindste imod! Det var dejligt med lidt varme, fra dynen og ikke mindst fra hende, skønt det at mærke hendes nøgne krop mod hans egen, var noget som fik hans hjerte til at slå langt hurtigere imod hans bryst. Han sank let en klump og vendte blikket ganske roligt mod hende. „Godt,” hviskede han roligt, som han let kyssede hendes hovedbund, nu hvor hun havde lagt hovedet mod hans nøgne skulder. „Du fortjener at være fri,” endte han sandfærdigt, som han trykkede hende let ind til sig, med den arm der hvilede omkring hende, for at holde hende tæt ind til sig. At hun havde valgt at skænke ham et kys på munden, var slet ikke noget som han havde regnet med, for nok hun havde lovet ham det, men det kunne hun jo have skænket ham så mange steder end lige på munden! Han havde dog ikke kunnet andet end at besvare det, for.. han nød det jo trods alt! Tungen strøg let over hans læber, for at fange den sidste eftersmag af hendes læber, hvor han ikke kunne skjule den røde farve, der havde sneget sig op i hans kinder. Hans hjerte hamrede mod hans bryst som ti vilde heste, hvor han slet ikke kunne falde til ro, og dog følte han sig ikke urolig, men snarere.. spændt? At hun lagde sig helt ind i hans favn, var noget som fik ham til at slå begge arme omkring hende, nu hvor hun nærmest bød ham til det. Han strøg hende ganske blidt over den nøgne ryg, med sin egen ru hånd, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han kunne godt lide at mærke hendes krop mod hans egen, skønt han vel egentlig ikke burde? Han sendte hende et betryggende smil til hendes ord, da han godt kunne høre at hun var bekymret. „Jeg kan ikke styre mit skib foreløbigt, så jeg er nød til at blive her i nogle dage, måske en uge,” fortalte han sandfærdigt, som han løftede den ene hånd og strøg nogle af hendes blonde lokker væk fra hendes smukke ansigt. „Men.. de ved sikkert slet ikke at en havfrue kan få ben, så de regner nok med at du for længst er væk, og det giver mig mulighed for at vise dig lidt af min verden,” svarede han roligt. Det var jo bare at se det positive i ting, når det ikke gik efter planen. „Hvis du da.. stadig vil?” spurgte han forsigtigt, for hun havde jo ikke ligefrem fået et godt indtryk efter at være blevet fanget, men.. det gjaldt jo bare om at holde lav profil, så kunne han vise hende det som hun gerne ville se.

[Deleted]

Måske at det var frygtelig, frygtelig naivt af Indira at have det sådan her når det måtte komme til Domenico, men det var slet ikke noget som hun kunne lade være med i den anden ende. Tanken var selvfølgelig noget som gjorde en god del for hendes vedkommende, men af den grund, så nød hun faktisk at ligge der sammen med ham. Hun havde løbet en risiko og det havde vist sig at betale sig, så selvfølgelig var det noget som han var mere end tilfreds med i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Hun havde taget et valg som ingen andre af hendes slags ville have gjort det, men det var bestemt heller ikke noget som hun fortrød sig på nogen som helst måde overhovedet. At han direkte mente, at hun fortjente at være fri, var en tanke som hun godt kunne lide og en tanke som gjorde hende glad. Hun havde vist ham så meget dengang, selvom det måske ikke havde været så meget set i hans øjne, men hun havde forsøgt, og det var vel også det som var det vigtigste set i hans øjne? Det var det bestemt i hendes. ”Det er jeg glad for at du siger,” sagde hun direkte glad og med et smil på læben, for det var en tanke som hun i den grad rigtig godt kunne lide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at et var en løgn. At hun havde kysset ham og han reagerede på den måde, var en tanke som faktisk måtte more Indira direkte, for det var bestemt heller ikke noget som hun var vant til at se, for hun var slet ikke vant til at se at nogen reagerede på den måde overfor hende. Hun var jo ikke hvad man ville kalde for en typisk en fra havet, for det var hu nikke. I stedet for at være styret af instinkt, så var hun styret af nysgerrighed, og hun havde mødt denne mand som kunne være en del af et, at skulle stille den, så selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende direkte glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Med hans arme om hende, så kunne hun slet ikke lade være med at smile, for det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. Hun lagde sig godt til rette i hans varme favn, hvor hun lyttede til hans ord. Hun bed sig let i læben. En uge? Hun ville aldrig kunne klare sig en uge uden vand! Hans følgende ord var noget som kun gjorde hende langt mere lysten til at blive omkring ham, selvom hun vidste at hun aldrig ville være i stand til at blive her igennem så lang tid! Hun sukkede dæmpet og nikkede så. ”Jeg ville meget gerne hvis jeg kunne.. Men.. en uge uden vandet? Det.. det kan jeg ikke..” sagde hun stille. Hun kunne klare en dag, halvandet døgn maks, og så var hun tvunget til at søge tilbage til vandet igen, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, men hun kunne ikke gøre noget for det! Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst igen. ”Det.. har vel ikke altid sine fordele at være en som mig..” tilføjede hun med en dæmpet stemme og med et skævt smil på læben.

[domenico]

Domenico var kun glad for at han havde fundet Indira i tide, og ikke mindst at det havde lykkedes ham at få hende med sig væk. Det var så bare uheldigt at han så skulle komme så galt af sted, at han ikke kunne komme væk herfra igen, for han var fanget på sin lille båd. Der var nok ingen der ville vække mistanke, hvis de så ham med hende i hendes menneskeform, for hvem ville dog forveksle hende med en havfrue? Hvis hun til gengæld smuttede, så kunne det godt være at de ville genkende ham, hvis de fandt ham alene og med det sår i låret. Han var nød til at holde lav profil, og der var jo nok visse steder hvor de ikke kunne vise sig, eftersom de folk han havde slået ned – som overlevede – ville kunne genkende ham, om han så var sammen med hende eller ej. Han var dog ganske god til at mænge sig i mængden, for det havde skam sine fordele at have været pirat! Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Hun kunne ikke blive her i en uge uden vand? Det kunne han godt forstå, men hendes ord fik ham nu alligevel til at trække morende på smilebåndet. „Indira!” svarede han næsten i en anklagende tone, som han sendte hende et morende blik. „Vi befinder os på en båd! Og en båd kan ikke befinde sig i andet end vand! Vi er omgivet af vand fra kanalen! Desuden.. vandet fra Kanalen, kommer direkte fra havet, så selv dette vand er fyldt med små fisk og saltvand,” forklarede han med et skævt smil, hvor man vel tydeligt kunne høre hvor han ville hen? Han ville gerne have at hun blev, han ville desuden gerne vise hende sin verden, som hun havde vist ham sin, så det manglede da bare! Han løftede den ene hånd og strøg den let over hendes kind, imens hans smil forblev lettere opmuntrende. „Vi er selvfølgelig nød til at holde lav profil, eftersom folk muligvis vil genkende os, specielt dem fra kroen. Men om aftenen, kan du jo bare tage en dukkert, være der i et par timer, og så sove her hos mig,” tilføjede han roligt, som smilet forblev på hans læber, for det kunne da umuligt falme! Han vendte blikket let rundt i sin kahyt. „Om dagen kan jeg vise dig min verden, men til at starte med, er jeg jo nok nød til at lære dig at gå, og jeg må nok også hellere købe lidt tøj til dig, så du kan jo i morgen tilbringe dagen i vandet?” foreslog han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Han selv fandt det som en god idé! Han ville virkelig gerne vise hende sin verden, hun havde gjort ham til en del af hendes, og han ville gerne gøre hende en del af hans, bare for denne enkelte uge! Han sendte hende et mildt smil. „Altså.. hvis du vil tilbringe tiden med mig og holde mig med selskab i den næste uges tid?” lagde han roligt og mere dæmpet til, for hun skulle jo heller ikke føle sig tvunget til det! Hvis hun ikke gad, så.. måtte det jo bare være sådan. Han forstod egentlig også godt hvis hun ikke gad, for hun havde jo været fanget sidst hun havde været her, men han ville gerne passe på hende og beskytte hende!

[Deleted]

I det store og hele, så var Indira virkelig bekymret for Domenico, også fordi at han var kommet så meget til skade som han var, hvilket var noget som gjorde ondt på hende. Han var kommet til skade på grund af hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selv ønskede hun slet ikke at forlade ham når han havde det sådan, for et sted så var hun jo et væsen af følelser, så hun følte sig faktisk skyldig i det som var sket ham, selvom hun vidste, at hun ikke kunne blive her frem til han ville være tilbage på benene, for det ville være alt for lang tid for hende uden vand, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen som helst måde, for det gjorde ondt ene og alene på hende. Hun tav dog omgående ved hans næsten anklagende tone. At de lå i vand var jo en ting, men… hun var jo ikke i vand, og hun var nødt til at holde sig fugtig, ellers ville det da først for alvor gå galt, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig! Hun nikkede stille. ”Selvom båden ligger i vand, så… så har jeg brug for at mærke det på min krop, Domenico.. Jeg.. falmer ellers..” sagde hun med en stille stemme. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at han skulle have det skidt med det eller noget som helst, ofr det var jo heller ikke hendes mening! At hun kunne tage en dukkert om aftenen, var noget som hun faktisk havde det ganske fint med, selvom.. det ville være nemmere med noget andet? Hun vendte blikket stille mod ham. ”Det.. det er jo selvfølgelig en mulighed, men.. hvad så med dig? Du vil jo ligge her helt alene. Hvad med.. du.. du har ikke en stor balje eller noget..? Har du?” spurgte hun roligt og stadig med en dæmpet stemme. Der var desuden heller ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen når de alligevel lå så tætte sammen. Så meget som han ønskede at gøre ved hende, var virkelig noget som gjorde hende glad, for det var slet ikke noget som hun var vant til på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han stadig holdt fast i at han ville vise hende hans land og hjem frem til hende, var noget som alligevel fik hende til at smile. Hun skulle vel bare i noget tøj og lære at gå som han selv sagde det? En tanke som hun nu var temmelig sikker på nok skulle være i den anden ende. ”Jeg forstår bare ikke hvorfor du gør alle de her ting for mig.. specielt når det er min skyld, at du er kommet til skade.. Det gør ondt på mig.. lige her..” Hånden lagde hun ved sit eget hjerte, hvor hun vendte blikket spørgende mod ham. Det var ting som hun heller ikke helt forstod, for det var slet ikke noget som hun var vant til på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for hun havde aldrig været god til denne her slags, men nu hvor hun var sammen med ham, en som så glædeligt svarede på hendes spørgsmål, så var det noget som kun gjorde det bedre end alt det andet for hende! ”Men.. det vil glæde mig.. Virkelig meget,” forsikrede hun ham med et kæmpe smil på læben.

[domenico]

Nu hvor de var kommet op på Domenicos skib, så var han ganske sikker på at det nok skulle gå, for folk troede vel at de var væk for længst? At de var taget af sted så snart det var dem muligt? Hun skulle jo i princippet bare hen til kanalen og ned i vandet og så var hun fri, så han var ganske sikker på at folk allerede havde opgivet at lede efter dem, hvilket passede ham helt fint! Så skulle de bare holde lav profil og så skulle alt vel nok gå? Det var han i hvert fald selv ganske sikker på! Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Falmer?” gentog han roligt, som han hævede det ene øjenbryn i en munter mine, hvor han ikke tog blikket fra hende. „Du kan umuligt falme! Du er det smukkeste væsen jeg nogensinde har set,” svarede han i en hviskende og dog sandfærdig tone, for det var faktisk ikke en løgn eller smiger, nej det var sandhed, for hun var virkelig det smukkeste væsen han nogensinde havde set! Han strøg hende blidt over det bløde og blonde hår, hvor det varme smil hvilede på hans læber. Han nød at have hende tæt på sig, selvom det faktisk var den følelse af at det havde lykkedes ham at befri hende som han godt kunne lide, for det gjorde ham utrolig glad at det havde lykkedes ham! Han vendte blikket mod hende til hendes ord og sendte hende et skævt smil. „Jeg kan jo bare stå ude ved rælingen og få lidt frisk luft,” svarede han sandfærdigt. Han så lettere forundret mod hende, da hun spurgte om han så havde en stor balje, som hun kunne bruge i stedet for, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han gned kort sin skæggede hage og så tænksomt ud i luften. „Tjo.. jeg kan gå i bad nedenunder, hvor jeg har en balje, men.. den er tung at få herop,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Uanset hvad, så skulle de nok finde ud af det! Han var bare glad hvis hun gad blive og holde ham med selskab, for det ville han da elske! Han kunne tydeligt mærke at hun lå tæt på ham, for hun lå jo faktisk helt nøgen under dynen, som hun havde valgt at dele med ham, hvor han selv kun lå i sine boxere. Hun var dog utrolig varm at have liggende ind mod sig, hvilket var en følelse som han faktisk godt kunne lide, for det blev da umuligt for ham at fryse! Han smilede mildt til hende ved hendes ord, hvor han løftede den ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden. „Jeg gør alle de ting, fordi jeg nyder dit selskab, fordi du er noget ganske særligt for mig og fordi jeg virkelig gerne vil vise dig min verden!” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil, hvor han strøg hånden igennem hendes bløde hår, for at lægge den i hendes nakke, som han gav sig til at nusse ganske blidt. Han lagde hovedet tilbage i puden, hvor han vendte blikket op mod kahyttens loft. „Godt! Desuden, så kan jeg jo prøve at lære at lytte til din sang uden at blive helt kulret,” svarede han muntert. Hun havde jo sagt at hun gerne ville lære ham at stå imod hendes sang, så han faktisk kunne lytte til den uden at blive helt skør og hjernevasket, hvilket han ville elske at kunne!

[Deleted]

Hvis der var noget som Indira nød i denne situation, så var det i den grad at have Domenico ved sig, for det var virkelig hyggeligt. Hun stolede på ham, som hun ikke stolede på nogen andre, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at tingene måtte forholde sig, hvad end om det var en ting som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At han ville beskrive hende som den smukkeste, var noget som kun fik ham til at smile, for det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. Et smil passerede roligt hendes læber, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med i den anden ende. ”Jeg kan ikke klare mig uden vand, Domenico! Jeg dør af det!” forklarede hun ham, selvom det mere eller mindre bare.. fløj ud af munden på hende, og uden at hun kunne tænke over det direkte, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo ikke engang på nogen måde! Hun blev liggende ved ham, også selvom hun lå nøgen og det hele, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde, for han var god ved hende, han var sød ved hende, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun havde ikke langt til havet, men hun ville heller ikke vække opsigt når hun skulle til og fra vandet. ”Jeg kan godt tage baljen.. Så vækker jeg heller ikke for meget opsigt, for det vil jeg ikke.. De kan jo stadig lede efter os i lang tid!” endte hun næsten direkte desperat, som hun lod blikket glide mod ham endnu en gang. At ligge i hans arme, føles virkelig godt, for ikke at glemme, at han komplimenterede hende på denne måde, for det var noget som hun virkelig godt kunne lide! Også fordi at han vel mente det, uden at hun behøvede at være i tvivl om dette? At han lå der i mere eller mindre ingenting, var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans kærtegn, var noget som virkelig gjorde hende godt, for det føles virkelig behageligt når han gjorde det. Ikke når alle andre gjorde det, men lige når han gjorde det, så føles det virkelig som noget ganske specielt, hvilket var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Hun lukkede øjnene ganske let, inden hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Tungen strøg hun let over læberne. ”Det kan jeg rigtig godt lide,” sagde hun med et stille smil på læben. Hvis han godt kunne lide hendes selskab, så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage over noget som helst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans sidste ord fik hende direkte til at grine, hvor hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun blinkede let med øjnene. ”Det er nok ikke helt nemt, Domenico. Jeg.. jeg ved ikke engang om det overhovedet er muligt at gøre det,” endte hun sigende og med en ganske alvorlig mine, for i hendes øjne, så var det virkelig alvorligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hovedet lagde hun godt ind mod hans, for det føles virkelig, virkelig godt at ligge der med ham. Det fik hende faktisk til at slappe af.