Help me..!

[domenico]

Springet fra taget, havde ganske vidst gjort ondt, også fordi de havde sprunget så højt oppe fra. Domenico var dog kun lettet over at de faktisk havde klaret det, for det hop kunne have brækket knogler og tilmed taget deres liv, hvis de var landet forkert, men de havde ramt vandet, hvilket han var utrolig glad for! Han ønskede ikke at der skete noget, og det hop havde også været en risiko for hende, hvilket også havde været grunden til at han bare havde og klare det! Og det havde lykkedes ham! Hendes alvorlige tone og den faste mine, fik ham næsten til at se skammende ned mod vandet. Det var jo ikke fordi det havde været hans mening at sætte deres liv på spil, men det havde han jo også gjort, hvis de var blevet! „Det.. det ved jeg godt.. Undskyld..” svarede han stille, som han blot betragtede vandet. Det var ikke fordi han gad at gøre hende sur, og han vidste godt at det var et dumdristigt valg som han havde truffet, men.. han havde jo været nød til det! Det havde været den eneste vej ned, og de havde jo klaret det! At hun fik dem op på båden, var noget som et sted måtte lette ham, for hvis myndigheden ledte kroen igennem, så ville de ikke blive fundet, for de var kommet ud derfra, og muligvis ville de opgive det hele, selvom de jo nok ville prøve at gennemsøge kanalen, eftersom Indira var en havfrue, men det kunne også være at de opgav fordi de troede at hun var over alle have nu, hvilket han håbede på, for han vidste godt at de ikke kom herfra lige med det samme. Han endte med at blinke let med øjnene igen, da hun talte, hvor han prøvede at vende sig i hendes retning, skønt han måtte opgive, da hun kom hen til ham og strøg ham igennem håret. Han sukkede ganske let. „Mm.. jeg elsker når du gør det der,” mumlede han lettere fraværende, som han blot blev liggende med lukkede øjne, hvor han næsten kunne se ud som om han var besvimet igen, og han selv var ikke helt sikker på om det var sket eller ej. Roen nåede dog ikke at sænke sig i lang tid, inden han endte med at lægge sig om på siden og hoste vand op igen. Han spyttede en enkelt gang, inden han hostede normalt, kun for at trække vejret lettere anstrengt og dirrende. Han havde slugt meget vand, men han troede at han havde fået det hele ud nu. Han blinkede let med øjnene, som han lagde sig en anelse ind mod hendes skikkelse. „Jeg.. j-jeg kan ikke mærke mine ben,” endte han i en lettere bekymret tone. Han var virkelig afkræftet og kunne knap nok bevæge overkroppen. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes følgende ord. De skulle væk, og han vidste det godt, for de var ret synlige herude på dækket. Han endte roligt med at nikke, hvor han satte hænderne mod trægulvet, som de lå på. Han så sig let omkring. „M-min kahyt.. ingen kan se os derinde,” endte han stilfærdigt. De kunne ikke komme herfra lige foreløbig, for han kunne ikke styre båden, og hun kunne heller ikke, så kahytten var deres eneste mulighed lige for øjeblikket. Han endte roligt med at trække sig hen mod den, hvor han gjorde et let hovedkast mod døren. „Kom.. vi er i sikkerhed derinde,” endte han med en lettere hæs tone. Og derinde kunne de også få lov til at slappe af! Han brugte sine sidste kræfter på at trække sig hen til døren, som han fik åbnet, inden han skubbede døren op, kun for at hive sig indenfor, hvor han regnede med at hun fulgte ham.

[Deleted]

Indira havde virkelig været direkte skræmt over det ekstreme lange hop, for hun vidste at det meget hurtigt kunne gå galt! Det havde så været heldig for deres vedkommende, at det ikke var sket. At han så direkte måtte skamme sig, var nok kun en god ting, for hun havde bestemt ikke været meget for det hop! ”Det.. går nok. Vi overlevede jo trods alt,” endte hun stilfærdigt og med den samme ganske rolige mine som tidligere. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste i den anden ende, for hun stod virkelig i en kæmpe taknemmelighedsgæld til ham, for alt det som han havde gjort for hende, for det var virkelig noget som hun kun måtte være frygtelig glad for i den anden ende, det var helt sikkert! Hun havde valgt at trække sig op på båden og hen til ham, også fordi at hun tydeligt kunne se, at han ikke var kommet sig helt endnu – foruden det, så var hun virkelig bekymret for ham, så selvfølgelig var det også noget som kraftigt måtte gøre sit i den anden ende. At han godt kunne lide at hun strøg ham igennem håret, var noget som kun fik hende til at smile, for det gjorde hende glad. Smilet falmede dog hurtigt, som han vendte sig, kun for at hoste vand op. Hun endte tydeligt mere bekymret end det som hun havde gjort til nu. At han ikke kunne mærke sine ben gjorde hende kun mere bekymret, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede hende som sådan, for.. han var jo direkte afkræftet! Han havde gjort alt for meget for hendes skyld, så et sted så.. præget det hende med en form for skyldfølelse som hun slet ikke var i stand til at beskrive på nogen som helst måde. ”Du mangler energi.. Det.. det kan kun være derfor..” endte hun dæmpet og alligevel med en tydeligt bekymringsfuld mine, for hun var virkelig bekymret for ham og mere end det som hun ellers ville være for nogen som helst for.. han havde fået en stor betydning for hende. Hvis han ikke kunne stå, så kom de heller ikke nogen vegne og her på dækket, så lå de alt for synlige til at nogen ville passere dem uden at lægge mærke til noget! Ja til tider måtte hun virkelig fordømme hendes egen hale! Lige hvad en kahyt var, var ikke noget som hun var så sikker på, hvilket hendes mine vel også måtte bevise for hendes vedkommende? Hun blinkede lettere usikkert med øjnene. ”K.. kahytten?” gentog hun undrende. Hun havde ikke rigtigt haft noget med et skib eller en båd at gøre som sådan, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Hun valgte nu alligevel at stole på ham, for han havde heller ikke givet hende grunden til at gøre anderledes, så.. hun valgte at trække sig med ham. Så længe at hendes hale måtte være våd, så ville hun ikke rigtigt kunne bruge noget som måtte minde om ben eller noget lignende for den sags skyld. Hun trak sig hen til ham. ”Jeg stoler på dig..” endte hun dæmpet, som hun så sig omkring. Sidst hun var endt så indelukket et sted så var hun blevet solgt, selvom.. det kunne vel næppe være hans intentioner med hende? Det håbede hun selvfølgelig ikke at det var! Hun stoppede op lige indenfor døren, hvor hun satte sig – lidt tæt på friheden i hvert fald, et sted bare.. en ting som faldt hende naturligt. Hun skulle ikke indespærres igen!

[domenico]

Det var slet ikke fordi det havde været Domenicos mening at sætte Indiras spil på liv, tværtimod! Han holdt af hende, og han havde virkelig bare ønsket at få hende ud derfra, få hende i sikkerhed, det var slet ikke hans mening at være skyld i fare for hendes vedkommende, derfor skammede han sig selvfølgelig også, når hun blev så alvorlig. Han vidste godt at det spring kunne have taget livet af dem, han havde måske taget faldet for hende og hun kunne måske have sluppet, men det kunne stadig være endt utrolig slemt, hvilket selvfølgelig ikke havde været hans mening. I det mindste havde de da klaret den! En puma kunne trods alt springe langt! „Undskyld..” svarede han endnu engang, hvor han kort skævede mod hende. Han var kun glad for at de havde overlevet springet, og at de nu var ude i det fri. Og nu hvor de var oppe på hans båd, så kunne det vel heller ikke gå så galt igen? Hans båd var jo ikke det eneste som var tøjret til kajen, der var mange skibe, både store som små! Desuden så vidste han at de ikke kom herfra lige foreløbig, han gjorde i hvert fald ikke, for han kunne ikke styre sin båd, ikke når han knap nok kunne mærke sine ben! Han var virkelig afkræftet, så for hans vedkommende, så måtte han hvile – som hun havde ønsket af ham de sidste mange minutter, selvom han ikke havde lyttet, og hun havde skam haft ret, for han burde have hvilet sig, men det var svært, når man var bange for at der kom nogen ind hvert sekund det skulle være, så kunne man ikke slappe ordentligt af, men nu hvor de var her på hans båd, så måtte han indrømme at han følte sig langt mere lettet! Han ønskede at beskytte hende, men han vidste at han ikke var så meget værd igen, nu hvor han knap kunne bevæge sig. Han vendte de mørke øjne mod hende til hendes ord og nikkede ganske let. „Det.. håber jeg i hvert fald,” endte han stilfærdigt, som han kneb øjnene let sammen, da han prøvede at bevæge benene, selvom det dog ikke gik. Han følte virkelig at han kunne falde i søvn herude midt på dækket, selvom han vidste at hun havde ret i at de skulle væk, eller i hvert fald gemme dem af vejen. At hun ikke vidste hvad en kahyt var, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. Han grinede ganske let. „Min kahyt.. det er et form for rum, et væreles,” svarede han stilfærdigt, som han trak muntert på smilebåndet. Han gjorde et let hovedkast mod døren, der førte indenfor til kahytten. „Kom.. lad mig vise dig det,” lagde han roligt til. At hun fulgte ham og kom indenfor, fik ham til at lukke døren. Hans kahyt var ikke særlig stor, men det nødvendigste var her i hvert fald. Ved den bagerste væg, var et mindre skrivebord boltret fast til gulvet, med papir, en stol og stearinlys. Ved dørens venstre side var et skab, der var udskåret af det samme træ, som udgjorde hele kahytten, så hvis der var storm, så ville intet falde rundt i hele kahytten, ved siden af skabet var et lille vindue – ikke særlig stort, og det var det eneste sted hvor dagslyset kunne komme ind. På dørens højre side var en mindre seng, og som skabet også skåret ud i samme træ som udgjorde kahytten. Han trak sig roligt hen til sengen, hvor han trak sig op, for at lægge sig til. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod hende. „Kom..” opfordrede han roligt, som han rakte hende sin hånd, for at hjælpe hende op. Han ville ikke gøre hende noget, tværtimod! Han ønskede bare at hjælpe hende og holde hende sikker.

[Deleted]

Det var slet ikke Indiras mening at skælde Domenico ud, men det fald havde faktisk skræmt hende, også fordi at det jo gjorde ondt at lande, for det havde det! De havde overlevet faldet, de var på vej i sikkerhed, så selvfølgelig skulle det nok gå! Hun holdt omkring ham, ganske enkelt fordi at hun var bange for at han ville falde af, netop fordi at han var så afkræftet som han var. Det bekymrede hende virkelig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det går nok, skal du se..” endte hun med en rolig og ikke mindst stilfærdig mine. Hun vendte blikket sigende mod ham og med den samme mine som tidligere, for løgn var det ikke. Han havde lige reddet hendes liv, så det kunne bestemt heller ikke være hendes mening at skulle stå og råbe af ham. Hun trykkede omkring hans hænder som hun endelig fik ham med ombord. At han var for træt til at bevæge sig, var nu heller ikke noget at sige til, for han havde været igennem en forbandet stor omgang og det var noget som virkelig måtte bekymre hende forbandet meget. For hun tænkte meget på ham, og hun havde ham meget i tankerne for tiden og nu hvor hun specielt også var så.. direkte ensom som hun var, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det… og-også mig..” Hendes stemme var tydeligt præget af en bekymring som hun ellers yderst sjældent viste nogen som helst, men lige når det måtte komme til denne mand, så kunne hun slet ikke lade være med det. Hun lod hånden roligt stryge ham over håret, for det var slet ikke noget som hun ellers kunne lade være med – ikke om det var noget som man ville det eller ikke.
At komme ind i kahytten var noget som frembragte minder fra piraternes skib – Der var hun også bare smidt i en balje i et meget lukket og lille rum og bare.. overgramset af så mange andre mænd, og det var noget som hun slet ikke kunne have! Hun satte sig ved døren, som hun så til at Domenico valgte at kravle direkte i seng, hvilket hun nu heller ikke havde noget imod, for han havde virkelig brug for at slappe lidt af og nu hvor de var under dæk, så.. ville de vel også være i sikkerhed? Det håbede hun om ikke andet. Hun vendte blikket stille mod ham som han direkte bad hende om at komme hen til ham. Hun ville gerne, men.. det at flytte sig så langt ind i et lukket rum var ikke noget som hun var meget for. Hun bed sig let i læben, hvor hun udviste en tydeligt mere.. skræmt side af sig, idet hun ganske og meget varsomt trak sig hen mod ham og hen til sengen hvor hun trak sig op og satte sig. Halen var endnu fugtig, selvom det kun måtte være et spørgsmål om tid. ”Døren er ikke låst vel..?” endte hun stille, som hun roligt samlede hænderne foran sig, som hun roligt lod blikket søge mod ham og hans skikkelse. Hun stolede på ham, hun stolede virkelig på ham og det var ikke noget som hun normalt ville sige om hans slags, men lige Domenico, var en kæmpe undtagelse.

[domenico]

Det var ikke fordi det efterlod Domenico med nogen god eller stolt følelse, når hun blev så alvorlig og nærmest.. skældte ham ud? Han vidste godt at det måske havde været dumdristigt, men det havde da virket! De var kommet fri, de var i sikkerhed, og.. det var vel godt? Jovist havde der været en risiko, men det havde der jo også været hvis de var blevet, eller hvis de var gået nedenunder og ud i det fri, for så havde folk da først kigget efter dem! Og så havde folk nok først fulgt efter dem og havde de set hendes hale, så var der da først dukket problemer op! „Okay..” endte han stille, som en lille dreng der havde fået skæld ud af sin mor og som måtte skamme sig over sin handling. Han var kun glad for at han havde fået hende fri, og ærlig talt? Han fortrød ikke at han havde taget chancen, han fortrød ikke at han havde sprunget, for ellers havde han da aldrig fået hende fri. At være så afkræftet som han var, gjorde virkelig også at han blev træt og udmattet af at bevæge sig så meget. Han var træt, han følte for at sove, selvom han vidste at de skulle i sikkerhed, han vidste at de ikke måtte blive her, eller i hvert fald ikke på dækket. Han nikkede roligt og sank en klump. Han var et sted bange for at han ikke ville komme til at bruge sine ben igen, men.. det var vel at overreagere? Det håbede han i hvert fald! Han vidste ikke hvad han skulle gøre, hvis han ikke kunne bruge sine ben!
Som Domenico fik kæmpet sig op i sin seng, så følte han virkelig at han endelig kunne slappe af! Den bløde madras – på trods man kunne mærke nogle af fjedrene, fordi den var gammel – var noget som fik ham til at sukke ganske let. Han havde kun en enkelt pude, og et gammelt uldtæppe og sengen var ikke særlig stor, i hvert fald skulle man ligge tæt, hvis man endelig skulle være to, men han var jo normalt også kun sig selv. Han havde aldrig besøg af nogen, han var jo ret.. ensom faktisk, når han egentlig tænkte sig om. Han vendte roligt blikket mod hende. Hun virkede så.. usikker? Han rynkede let brynene og lod hovedet søge ganske let på sned. Han havde da aldrig gjort hende noget.. han gik da ud fra at hun stolede på ham. At hun kom hen til ham, hjalp han hende roligt op i sengen, hvor et mildt smil gled over hans læber. Han strøg hende ganske blidt over ryggen, som hans blik faldt mod hendes lange flotte hale, hvilket fik et smil til at glide over hans læber. Hun var så unik.. så smuk, han havde virkelig aldrig set noget lignende! Hendes spørgsmål gjorde ham dog en anelse usikker. Han rystede let på hovedet. „N-nej.. vil du have det?” spurgte han stille. Han løftede sin ene hånd, som han strøg hende fra den nøgne skulder og ned over hendes arm, kun for at lægge sin hånd over hendes hænder der var samlet i hendes skød. Han greb roligt omkring hendes ene hånd, som han trak hende hen til sig. „Læg dig ved mig,” opfordrede han roligt, som han tog fat om tæppet og begyndte at trække det over hende, et sted for at gøre hende mere tryg, men også dække hende en anelse til. Han lagde den ene arm omkring hende, og trykkede hende en anelse ind mod sig, kun for at stryge hende ganske blidt over kinden. „Er du okay?” spurgte han roligt. Hun virkede så.. usikker lige pludselig. Det var vel fordi hun ikke var ude i havet? Det gav ham næsten kun skyldfølelse igen. Han skænkede hendes pande et ganske blidt kys, som han strøg sin hånd over hendes lange flotte blonde hår.

[Deleted]

Indira reagerede egentlig kun som hun gjorde, fordi at hun virkelig havde været bange, hun havde virkelig været bange for, at det havde været enden på det hele, hvilket hun bestemt heller ikke ønskede sig! At det hele var gået godt, var selvfølgelig noget som lettet hende, men det var også tydeligt, at han var ganske så medtaget af det hele, hvilket var en tanke som hun bestemt ikke var meget for i den anden ende. Hun bed sig let i læben, som hun bragte ham i sikkerhed. Han fortrød ikke, ellers ville han ikke have hoppet. Nej, hun kendte ham måske ikke så godt endnu, men hun stolede på at havde valgt at tage hoppet netop fordi at han havde været sikker på at det ville gå, og det var det jo trods alt også i den anden ende, hvilket hun selvfølgelig så på som en god ting. Hun smilede let og nikkede til ham som hun endelig fik ham med sig og væk derfra, så de kunne komme i sikkerhed. Det var virkelig hendes eneste tanke lige for øjeblikket.
At komme indenfor og ned i et rum som var så lille og aflukket, var slet ikke noget som Indira brød sig meget om. Hun stolede dog på Domenico, for hun havde aldrig nogensinde haft en grund til noget andet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod ham. Måske at det ikke lignede hende at være usikker, men i det store og hele, så lignede det hende slet ikke at lade et landlevende væsen komme hende så tæt på, som hun havde tilladt med denne mand, men det var nu alligevel ikke en tanke som hun kunne fortryde på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare den rene fakta. Hun lod ham mere end glædeligt hjælpe hende op i sengen, hvor hun satte sig. At han strøg hende over ryggen var noget som hun faktisk godt kunne lide, hvor det alligevel fik hende til at smile. Hun vendte hurtigt blikket mod ham. ”N-nej.. nej!” svarede hun meget hurtigt. Hun ønskede ikke at døren blev låst, for hun var.. usikker nok som det måtte være i forvejen. Ganske stille trak hun sig op i sengen, hvor hun forsøgte at lægge halen, så han også havde noget plads at ligge på. hun havde aldrig oplevet at ligge i en seng før, så .. det var faktisk mærkeligt og temmelig meget endda. Hun lagde sig roligt til og ind mod ham. Hos ham følte hun sig tryg, næsten som om at der ikke var noget som kunne røre ved hende, hvilket selvfølgelig var en tanke som i sandhed måtte glæde hende mere end det som hun selv kunne beskrive det, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun vendte de blå øjne stille op mod ham. Hun rystede på hovedet. ”Det.. er bare en lang og.. indviklet historie… Bare før jeg.. ja, endte i byen i et glasbur, så.. blev jeg holdt i et lille rum. Ikke noget specielt..” endte hun dæmpet, som hun roligt lagde sig til ved hans skikkelse igen, næsten hvor hun krøb ind mod ham. Han passede på hende. Det havde han jo altid gjort ved hende, hvilket hun i den grad også måtte være ham så frygtelig taknemmelig for!

[domenico]

At komme op på dæk og ind i kahytten, var noget som måtte lette Domenico, for her kunne han da i det mindste sige at de måtte være i sikkerhed. Her var der ingen der kunne finde dem.. eller det var der nok, men han tvivlede på at nogen ville gå ombord og tjekke båden ud, for hvorfor skulle de? Her var de i sikkerhed, desuden så ville folk nok ikke lægge mærke til noget, hvis de endelig skulle komme ombord, for til den tid havde hun jo nok ben, og så ville folk nok ikke se det unikke over hendes væsen, netop fordi hun lignede en ganske almindelig kvinde. At hun blev så usikker ved at være her, var noget som han godt lagde mærke til, hvilket gjorde ham selv usikker. Han ønskede ikke at gøre hende ond, ellers havde han da slet ikke taget den lange vej for at befri hende og gå igennem ild og vand for hendes skyld! Og så havde han da aldrig kæmpet for at redde hende! At hjælpe hende op i sengen, var ikke det sværeste, selvom han måtte indrømme at han var afkræftet og helst bare ville sove, skønt.. han kunne ikke få sig selv til det, ikke når hun var her, og når hun så også var så usikker, så ville han da først sørge for at hun havde det godt! Han rynkede let på brynene til hendes hurtige afslag. Hun ville ikke have døren låst? Han var faktisk lidt usikker på hvorfor hun var så usikker, for hun vidste vel at han ikke ville gøre hende noget? Ønskede han det, så havde han da gjort det sidst de havde været sammen, hvor hun havde været oppe på hans båd. Han strøg hende ganske blidt over håret, som hun lagde sig ned i sengen, hvor han puttede hende under dynen. Et smil bredte sig på hans læber, som han kunne mærke hendes skæl mod hans ben, hvilket føltes.. underligt! Og dog morede det ham kun. Han rynkede brynene til hendes ord. Inden hun kom til byen? Han vidste jo faktisk ikke hvorfor hun var blevet fanget, for den historie havde han jo ikke haft tid til at høre endnu. Han trak skævt på smilebåndet, som hun krøb ind hans favn, hvor han roligt slog begge arme omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sin krop. „Det er jeg ked af at høre Indira,” hviskede han trist mod hendes ene øre, som han fortsatte med at stryge hende ganske beroligende over håret. „Men her er du i sikkerhed. Og jeg kunne aldrig drømme om at gøre dig ondt,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, som han trykkede hende ind mod sig, kun for at skænke hendes pande et ganske blidt kys. Han lagde hovedet ned i puden, hvor han fortsatte sine strøg over hendes hår og ryg. „Men.. hvad skete der egentlig helt specifikt? Hvordan blev du fanget og bragt hertil?” spurgte han en anelse usikkert og dog undrende, som han rynkede brynene ganske let. Han forstod det ikke. Han anede ikke hvordan hun kunne blive fanget, men.. ja, der var jo mange ting som hun ikke kendte til på landjorden og også bådene og skibene med, så.. det kunne være hun havde fundet et net spændende? Han tvivlede.. så han måtte indrømme at han var spændt på at høre hvad der var sket, også fordi han var glad for at han havde fået hende ud derfra og fået hende i sikkerhed.

[Deleted]

Indira kunne godt lide tanken om at hun endelig havde fået Domenico i sikkerhed, og det at vide at han kunne slappe af, for det var også noget som hun selv havde brug for efterhånden. Folk havde stirret på hende dag ud og dag ind og det havde faktisk været ekstremt ubehageligt, for hun ikke været andet end et symbol for den kroejer, for han havde i den grad haft mange flere besøgende end ellers. Selv det havde hun lagt mærke til den første dag kontra den sidste dag som hun havde været der, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. For hendes del, så virkede det bare underligt at ligge i en seng, under en dyne og tæt ind mod en anden mand. At han havde lagt dynen omkring hende, gjorde også at hendes hale temmelig hurtigt måtte blive tørre og endnu en gang endte ud med at blive ben igen. Hun smilede let ved følelsen for det var virkelig underligt! Hun vendte blikket stille ned af sig. ”Det er underligt det her..” endte hun som hun let rokkede sig i sengen. Det føles virkelig sjovt at ligge på fjedre, for det havde hun aldrig prøvet før, så det var ganske nyt! Hun vendte blikket stille op mod ham. Han havde altid været så god ved hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde, at hun ikke havde så svært ved at åbne op for ham, for.. hun ønskede faktisk at fortælle ham det, også fordi at det ´fra hendes synsvinkel om ikke andet, faktisk var et tegn på tillid, netop fordi at hun fortalte ham omkring ting som gjorde hende usikker. Hans strøg igennem hendes hår, kysset mod hendes pande og det at hun trykket ham tæt ind mod sig, var en tanke og en følelse som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun lagde sig mere end glædeligt til rette ind mod hans skikkelse, for det føles virkelig, virkelig godt! Hun sank klumpen i halsen. ”Det.. det ved jeg godt at du ikke vil, for.. du har.. allerede gjort så meget for mig.. Og det er jeg dig virkelig taknemmelig for,” endte hun med en ganske så dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun lagde sig med hovedet ned mod puden – selv den følelse var hende underlig, men dog behagelig, også fordi at han holdt omkring hende på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun lod tungen stryge let over hendes læber, som hun roligt vendte blikket mod ham. Han ønskede at vide det? Selvfølgelig var det en tanke som virkelig gjorde hende glad, for det var noget som i sandhed glædede hende! ”Jeg.. jeg var ude at svømme med en veninde. Hun er nyligt blevet til min slags – ikke spørg mig hvordan, men.. hun har meget at lære.. Vi var ude, jeg lærte hende at bruge halen lidt mere effektivt og.. vi blev fanget.. Halet op i en lille båd. Han.. han brugte reb og.. fik os hen til en meget større båd! Den var virkelig stor! begyndte hun. Tanken skræmte hende og selv mens hun fortalte, måtte hn selv svagt begynde at ryste. Hele hændelsen havde rystet hende! ”Jeg gjorde modstand.. Jeg ville ikke.. Jeg.. blev ført til et frygtelig lille rum.. ingen vinduer og kun en balje vand og.. alt for mange mænd.. for mange hænder som skulle røre over det hele… Jeg kunne ikke bruges.. De lagde til land tror jeg… og ja.. du så hvor jeg endte.. og resten af historien kender du..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Det var ikke en historie som hun var stolt af! Tvært imod!

[domenico]

Det havde været mere end tydeligt for Domenico, at Indira ikke havde haft det særlig godt i de omgivelser som hun havde været i. Han forstod hende skam godt, for hun havde knap nok haft ilt i det glasbur! Det havde virkelig bekymret ham at se hende i sådanne omstændigheder! Derfor var han virkelig bare glad for at have fået hende ud derfra! Selvom han måtte indrømme at han nærede en mindre skyldfølelse fordi han var skyld i de mange glasskår der havde boret sig ind i hendes hud og gjort skade på hende, som han også var skyld i at der kom et så stort et slagsmål, men det eneste han virkelig havde tænkt på, var at få hende ud derfra og intet andet! Han burde have været mere diskret, selvom det var lidt for sent i øjeblikket, for nu var de kommet ud og helskindet fra det – så godt som i hvert fald. Men han var i hvert fald bare lettet over at være på sin båd igen, og vide at hun selv var i sikkerhed. Han mærkede tydeligt hvordan hun fik ben, da følelsen af skæl, blev erstattet med følelsen af en blød og varm hud, hvilket fik ham til at smile ganske let. Hendes ord kom dog bag på ham, hvor han næsten endte med at se skræmt mod hende, for han ville jo heller ikke overskride hendes grænser! „Jeg.. undskyld..” svarede han stille, som han krøb en anelse mere ind mod væggen, og ud af dynen, så det kun var hende som lå under. Han troede at hun hentydede til at de lå så tæt, også fordi ingen af dem havde noget tøj på.. eller han havde kun sine underbukser, men stadig. At hun rokkede i sengen, fik ham til at se lettere.. forvirret mod hende, for han vidste ikke helt hvad hun lavede. Han blinkede let med øjnene og lod hovedet søge let på sned. Han ønskede ikke at bringe hende ubehag på nogen måde, og fordi hun kom fra havet, så vidste han ikke hvordan hun opfattede forskellige ting, for det havde hun under sidste møde gjort ganske tydeligt, at havets væsner og landjordens væsner reagerede på forskellig vis angående visse ting og havde forskellige opfattelser. At hun lagde sig ind mod ham, fik ham til at betragte hende ganske varsomt. Han lagde forsigtigt den ene arm omkring hende igen, hvor han lyttede til hendes ord. „Du.. Det var virkelig ingenting Indira,” svarede han roligt og lettere afvigende. Det behøvede hun slet ikke at tænke på. Han reddede hende gerne igen, hvis det var det som skulle være i vejen! Som hun lagde hovedet ned i puden, så vendte han blot blikket mod hende og så direkte ind i hendes smukke blå øjne, som han virkelig kunne kigge ind i, i det som svarede til en evighed! Hendes første ord, var noget som han ikke rigtig fik helt med, da han blev fanget i noget af det første hun sagde; hendes veninde var for nyligt blevet til hendes væsen. „Til din slags? Er.. er det muligt? At blive til jeres slags?” spurgte han lettere forundret. Var det virkelig muligt?! At hun begyndte at ryste, fik ham dog til at genvinde fokus på hendes historie, hvor han næsten fraværende endte med at trykke hende ind til sig, også for at vise at han var der for hende. At mænd havde befamlet hende, var noget som faktisk måtte gøre ham.. vred! Den tanke gjorde ham stiktosset! Han nikkede roligt, som hun afsluttede, hvor han strøg hende blidt over håret endnu engang. „Det skal nok gå Indira.. du er i sikkerhed nu. Ingen skal få lov til at røre dig igen,” hviskede han beroligende, som han fortsatte strøgene ganske blidt.

[Deleted]

Indira havde på ingen måder haft det godt, men det var så ikke noget som hun ønskede at belyse lige nu. At ligge i en seng havde hun aldrig oplevet før, så det føles godt. Ikke det at han lå tæt ved hende og de lå under den samme dyne, for det rørte hende virkelig ikke. Det gjorde hende egentlig kun langt mere rolig, også fordi at det jo faktisk var ham. Blikket gled direkte forundrende mod ham, som han valgte at slippe hende, undskyldte og trak sig væk for.. hvad havde hun nu gjort? Det som egentlig var sjovt var faktisk at ligge i en seng, for.. nu ved hun hvad folk mente når de snakket om en blød seng, for i hendes øjne, så var det faktisk utrolig behageligt, selvom det var underligt for hende, hvilket også var grunden til at hun rokkede en anelse frem og tilbage, for hun kunne mærke fjedrene og for hendes del, så gjorde det ikke ondt, det var egentlig bare.. sjovt! At han lagde armene omkring hende igen, var noget som hun godt kunne lide, også fordi at hun direkte havde vist at hun ønskede det, netop ved at lade ham gøre det, for det føles rart. Der følte hun sig for alvor beskyttet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit også for hendes eget vedkommende og ej var det noget som hun ønskede at skjule for ham, hvis det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende. For hendes vedkommende så havde han gjort frygtelig meget for hende, og det var ikke noget som hun bare kunne se væk fra. Han havde reddet hende, han ville ikke sælge hende videre, hvilket hun et sted vidste, men.. at være lukket inde i et lille rum, så var det så nemt for hende bare at.. glemme den tanke bare lidt. ”Jamen.. for mig så betyder det virkelig meget, Domenico.. Jeg er virkelig taknemmelig for det som du har gjort..” sagde hun stille, dog med en ganske alvorlig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At forklare ham hvad der var sket, var en virkelig indviklet historie og det var noget som gjorde ondt at snakke om, men for hendes vedkommende, så var det et tegn på tillid netop det at hun valgte at vise ham det. Ganske svagt rystede hun på hovedet. ”Jeg.. jeg ved det faktisk ikke.. Hun.. ved heller ikke hvad der er sket.. Men… ja..” Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder. Folket på land var virkelig grufulde! Selvom Domenico var så meget anderledes, hvilket var noget som hun virkelig var glad for i den anden ende, for.. han var der jo for hende, hvilket var noget som hun virkelig var glad for! Hun lod ham mere end glædeligt trykke hende tæt, for hun kunne faktisk godt lide at ligge helt tæt ind mod ham, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Mænd havde rørt ved hende, funderende over hvordan de skulle komme hende helt tæt, hvilket et sted glædede hende at de havde tænkt over, mens hun havde ligget i vand, for så havde hun hale, og så blev det ikke et alternativ! Hans strøg og hans kærtegn var noget som hun rigtig godt kunne lide, for det føles faktisk rigtig godt. ”Jeg var for vild og ustyrlig, så… de solgte mig.. som en genstand..” Hun vendte blikket mod ham. Det var noget som hun virkelig stod fast ved. At nogen kunne være så direkte grusomme mod andre væsner, for det var virkelig.. utroligt!

[domenico]

At hun rykkede sig frem og tilbage i sengen, og op og ned, for at afprøve sengen, fik kun Domenico til at se undrende på hende, for.. hvad pokker lavede hun? Troede hun at den ville gå i stykker eller gjorde et eller andet magisk? I så fald måtte han desværre skuffe hende, for det var jo bare en almindelig seng! Dette tænkte han, indtil det gik op for ham at hun jo ikke selv sov i en seng, men at hun var nede i havet og hvad de sov på dernede, hvis de i det hele taget sov, så var det jo nok ikke en seng, for det var nok lidt umuligt at få med nedenunder i havet. At hun krøb ind i hans favn, var noget som måtte glæde ham, for det beviste også at hun gerne ville holdes om og at han ikke havde gjort noget forkert, selvom han blev liggende udenpå dynen, så det kun var hende der var under den, for han ønskede ikke at sætte de forkerte tanker i hendes hoved, også fordi hun praktisk talt lå nøgen. Han ville ikke miste hendes tillid, han ønskede ikke at bringe hende ubehag, så det bedste var vel at blive liggende udenpå i stedet for dele den. Han trak på smilebåndet til hendes ord. Hun var taknemlig for det som han havde gjort? Det glædede ham selvfølgelig, selvom han på ingen måder måtte fortryde det, for han ville hellere end gerne gøre det igen, så længe hun bare var i sikkerhed, for i hans øjne var det det hele værd, på trods han havde fået tæsk og et dybt sår, men hun havde jo lappet ham sammen, hun havde reddet ham fra at drukne, hun blev på ham i stedet for at stikke af. „Jeg er virkelig kun glad for at jeg har fundet dig og fået dig fri,” endte han stilfærdigt, som han trykkede hende ganske blidt ind til sig. Det at hun var i sikkerhed, betød virkelig alt for ham! Intet var mere vigtigt for ham! At hun fortalte ham hvad der var sket, var han selvfølgelig glad for, selvom noget der havde fanget hans interesse, var det faktum at hun havde en veninde der var blevet til hendes slags. Han måtte dog blive en anelse ærgret, da hun ikke vidste hvordan og hendes veninde heller ikke. „Oh.. o-okay,” endte han roligt, som han sendte hende et stille smil, som han strøg hende ganske blidt over håret. Det var heller ikke fordi hun skulle tænke på det nu, et sted ønskede han bare at hun skulle glemme det, skønt det jo nok var lidt umuligt. At nogen havde rørt hende, var noget som virkelig gjorde ham rasende! Hvis han nogensinde fandt dem, så svor han at han ville flå dem levende! Hvis nogen så meget som krummede et hår på hendes hoved, så ville han virkelig slå dem ihjel! Hendes ord fik ham til at rynke let på brynene, hvor han næsten endte med at knuge hende tæt ind til sig. „Sch.. det skal nok gå Indira.. ingen får lov til at røre dig igen.. det skal jeg nok sørge for,” tyssede han blidt på hende, selvom der også var beslutsomhed i hans stemme. Han vidste at hvis nogen kom herunder og fandt dem, så ville han ikke kunne gøre modstand, for han var for afkræftet til det. Han skænkede hendes pande et blidt kys, kun for at trykke hende mod sig. „Måske..” Han endte med at stoppe sig selv, hvor han sukkede kun for at fortsætte. „Hør her.. jeg er for afkræftet til at kunne sejle båden.. du kan ikke gå, og du ved heller ikke hvordan man styrer den, så vi kommer ikke herfra i båden foreløbig. Måske du skulle tage herfra selv? Bare svøm.. følg kanalen, den fører direkte ud til havet og så er du helt fri og i sikkerhed. Det er flere hundred kilometer, så det vil tage flere dage, hvis du har mig med, men du kan nok nå det selv på en enkelt dag,” endte han stilfærdigt, som han betragtede hende roligt.

[Deleted]

Indira havde aldrig nogensinde ligget i en seng før, så det at mærke det bløde underlag, var slet ikke noget som hun var vant til på nogen måde, for det var ganske utroligt egentlig! Hun vendte blikket stille op mod ham og med det samme stille smil på læben. Han havde absolut ikke gjort noget forkert og det var vel også noget som hun viste ham, netop ved at lægge sig ind mod hans favn og lod ham holde om hende? For det var noget som hun faktisk godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Han var virkelig så sød ved hende og det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Hun nikkede stille til hans ord. ”Jeg håbede bare at du kom og fandt mig.. Bare så du ikke troede at jeg bare blev væk, for det var slet ikke min mening!” Hun vendte blikket direkte mod ham og med den direkte alvorlige mine, for løgn var det trods alt ikke engang for hendes vedkommende! Hun havde virkelig håbet at han ville finde hende på et tidspunkt og det havde han! Heldigvis! At hun jo også havde gjort lidt igen, netop ved at lappe ham sammen og redde ham fra at drukne – hvilket hun faktisk havde gjort hele to gange, så var det bestemt heller ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen måde. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun bed sig en anelse i lægen og uden at tage blikket fra ham. Hvad der var sket på skibet, var noget som et sted gjorde hende usikker, men hun stolede på at han ville passe på hende, for alt det andet var da slet ikke noget som gav mening for hende på nogen måde! At han måtte ende en anelse ærgret over hendes ord, var noget som hun hurtigt bed sig mærke i, men ikke nok til at hun ville kommentere det. Hun nikkede blot og lagde sig ind mod ham. ”Jeg.. kunne virkelig godt bruge dig på det piratskib.. Det var uhyggeligt..” endte hun med en ganske dæmpet stemme, for det var jo egentlig heller ikke en løgn på nogen måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! At han direkte valgte at knuge hende tæt ind mod sig, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, for hun kunne rigtig godt lide det, selvom de sidste ord var noget som direkte måtte komme bag på hende. Hun vendte blikket mod ham, næsten som hun sørge svaret på om hun havde hørt rigtigt. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun svagt bed sig i læben. Et sted havde han ret, men.. hun ønskede ikke at efterlade ham her.. ikke alene i den tilstand! Det ville hun virkelig ikke! ”Vil… du da have at jeg skal gå.?” Hun satte sig en anelse mere op i sengen og med blikket hvilende på ham. Hvis han fandt det som det bedste, så.. måtte det vel være sådan? Hun endte hurtigt med at ryste på hovedet. ”Jeg kan ikke tage af sted uden dig, Domenico. Jeg vil da ikke lade dig ligge her til myndighederne begynder at søge molen og kanalen igennem for mig!” endte hun fast. Hvis det var noget som skulle tage flere dage, så måtte de jo bare tage det med sig, for hun nægtet at lade ham ligge her bare sådan!

[domenico]

De havde måske kun mødt hinanden én gang før, men det var tydeligt at de på den korte tid havde skabt et stærkt bånd sammen. Indira havde vist Domenico tillid ved at vise ham sin verden, og han holdt på hendes hemmelighed – tog den med sig i døden! Hun havde reddet ham fra at drukne, og så havde de snakket og hygget på hans dæk, hvor hun så var taget af sted. De havde ikke set noget til hinanden i lang tid, men det havde ikke brudt deres bånd, for da han havde hørt nyheden om det smukke og unikke væsen der var kommet til Valvor Pairó, så havde han ikke tøvet med at tage af sted, hvor han havde fundet hende, og befriet hende, for at redde hende fra kroen. Hun havde lappet ham sammen, og havde reddet ham fra at drukne endnu engang, hvor han nu holdt hende i sikkerhed på sin båd. Han havde skam tænkt sig at holde hende sikker hele vejen! Ingen skulle få lov til at røre hende på nogen måde! Hvis nogen ville prøve på at tage hende fra ham igen, så slog ham den virkelig ihjel! Og han ville bestemt ikke tøve med det! Hendes ord varmede ham virkelig, for det glædede ham virkelig at vide at det ikke havde været hendes mening at blive væk. Smilet blev kun bredere og større på hans læber, hvilket han slet ikke kunne skjule på nogen måde. „Selvfølgelig kom jeg efter dig! Uden at tøve det mindste! Jeg var nød til at sikre mig at du var okay,” svarede han stilfærdigt, hvor han sendte hende et varmt smil. Han var virkelig glad for at han havde fundet hende og at han havde fået hende befriet, selvom det godt nok ikke havde været uden nogle skræmmer, men.. de klarede sig vel? Nu hvor han ikke lå under dynen, så var det stadig en anelse køligt og han havde stadig svært ved at mærke sine ben, specielt det hvor hans sår måtte være. Han sagde dog intet til det, for han ville ikke overskride hendes grænse, ikke nu hvor han vidste hvad mændene havde prøvet på. Det måtte have været en ubehagelig oplevelse for hende, og han ønskede ikke at gøre det værre! Hendes ord fik ham til at rynke let med brynene, hvor han blot trykkede hende tæt ind til sig. „Jeg er virkelig ked af at jeg fandt dig noget før,” hviskede han undskyldende mod hendes øre. Han ville virkelig gerne have forhindret piraterne i at have taget hende, for han vidste godt hvor vulgære og groteske som de kunne blive, han havde jo selv været én engang, men.. det var måske ikke så smart at nævne for hende. Han var dog kun glad for at han havde hende hos sig igen, for det betød virkelig meget for ham! Han havde desuden også savnet hende! Hendes ord og det at hun måtte sætte sig op, fik ham til at vende blikket mod hende. „N-nej! Nej!” indskød han hurtigt, som han næsten selv, endte med at sætte sig en anelse op, så han kom på hendes højde igen. Han ønskede bestemt ikke at hun skulle gå! Det var jo bare.. han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Han lod hovedet søge let på sned til hendes følgende ord, hvor et mildt smil gled over hans læber. „Jeg vil bare ikke have at du kommer mere til Indira,” hviskede han dæmpet, som han løftede hånden og strøg den ganske blidt over hendes kind. Han satte sig tæt mod hende, hvor hans hånd søgte mod hendes nakke, inden han lagde sin pande mod hendes, så han havde frit udsyn til hendes smukke blå øjne. „Jeg vil ikke have at du kommer mere til skade på grund af mig!” endte han i en mere bestemt tone.

[Deleted]

Indira var ikke helt sikker på, hvad der måtte være mellem Domenico og hende selv, men det var et bånd af en art. Hun havde aldrig været direkte knyttet til nogen på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun havde været bekymret for ham, håbede selvfølgelig at han var okay og at han ikke havde søgt til havet for at finde hende, da hun ikke havde været der. Det var faktisk noget som fyldte hende med en forfærdelig følelse af skyld, for det var virkelig en ubehagelig fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Lige nu følte hun bare lettelsen over at være kommet ud af det bur, så gjorde det kun det hele bedre, at det var hans favn som hun kunne ligge i. Hans ord glædede hende virkelig, for det beviste da også for hende, at der var en betydning bag dem, og det var noget som gjorde hende rigtig glad! ”Jeg håbede på at du ville finde mig.. Jeg vidste at du ville finde mig..” endte hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun nød at han lå der og holdt omkring hende, for det var noget som virkelig holdt hende beskyttet og det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. Hvad piraterne dog havde gjort ved hende, var en tanke som var hende direkte skræmmende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var helt sikkert. Hun bed sig svagt i læben, som hun roligt vendte blikket mod ham. Han havde ikke haft en jordisk chance for at finde hende, for havet var jo ekstremt stort! Hun sendte ham et stille smil. Om han lå under dynen ville hun ikke have noget imod, for hun vidste at han ikke var som de mænd hun havde været i nærheden af, for den chance havde han allerede fået så mange gange før og han havde intet gjort, så hvorfor skulle han gøre det nu? ”Havet.. det er jo stort.. Du ville ikke have en jordisk chance for at finde mig derude.. jeg.. burde bare holde mig lidt tættere på.. de undersøiske byer. Det ville måske have gavnet mig lidt..” Ja, man kunne jo altid være bagklog efter en hændelse, men hun havde det bedre nu, også selvom hun havde lidt ondt i benene, udelukkende på grund af alt det som var sket med glasskår og kamp og det hele, men hun tænkte virkelig ikke på det lige nu! Tanken om at han næsten hentydet til det at han ville have at hun skulle tage af sted, var en tanke som et sted gjorde ondt, for hun ville bestemt heller ikke tage herfra og lade ham ligge! Det var bestemt heller ikke noget som kom på tale, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! At han selv så hastigt måtte sætte sig op, var noget som fik hende til at vende blikket direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. Hun rystede fast på hovedet, som hånden gled mod hendes kind, den anden i hendes nakke og panden som endnu en gang måtte møde hans, hvor hun gengældte hans mere faste mine. ”Jeg lader altså ikke dig ligge her alene til de finder dig, Domenico! Hvis jeg skal af sted, så tager jeg dig med mig! Jeg… jeg er ligeglad med hvor lang tid det tager.. Jeg vil ikke lade dig ligge her..” endte hun dæmpet og med en næsten frustreret stemme. Han havde gjort så meget for hende og han ville have hende til at tage af sted uden ham? Aldrig i livet!

[domenico]

Det glædede virkelig kun Domenico at han ikke var rejst den lange rejse forgæves og at han havde fået Indira befriet, for ingen fortjente at blive behandlet på den måde, som hun var blevet det på! Han holdt af hende, og han var ganske sikker på at de nærede et bånd til hinanden, i hvilken form vidste han ikke, og det var måske også lidt tosset, når de kun havde mødt hinanden en enkelt gang, men han ønskede virkelig at gøre alt for hende, og han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, for det havde hun virkelig ikke fortjent! At vide alt det som var sket med hende, var noget som måtte gøre ham forarget og ikke mindst ufattelig vred! Han fandt sig ikke i at nogen skulle behandle hende på den måde! Hvis han nogensinde fandt dem, så ville han slå dem ihjel på stedet! Han vendte blikket mod hende med et mildt smil på læberne. „Du vidste at jeg ville komme?” gentog han, hvor han kun trak på smilebåndet. „Og hvorfor var du så sikker på det?” spurgte han videre, som han trykkede hende let ind til sig. Han ønskede ikke at være frembrusende og vide at mændene havde befamlet hende, var noget som gjorde ham vred, selvom han også vidste at det havde været en ubehagelig følelse for hende, og derfor ville han heller ikke have at hun skulle tro, at han var ude på noget, for det var det sidste som han var! Han havde ingen intentioner med hende, foruden at beskytte hende og holde hende sikker, for han ville virkelig give sit liv for at hun ville klare det ud til havet! Koste hvad det koste vil! Han ville bare ønske at han havde fundet hende noget før, at han havde nået at redde hende i tide, så intet af dette var sket med hende. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. „Måske, men.. jeg ønsker stadig ikke at noget ondt skal ske dig,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende blidt igennem håret, uden at han så væk fra hende. Hvis hun døde, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre! Han havde nok kun mødt hende én gang før, men derfor havde hun stadig en betydning for ham! Han holdt af hende uanset hvad! Og han ønskede bare at hun skulle komme i sikkerhed, om det så skulle kræve at de skiltes og han blev her. At hun ikke ville tage af sted uden ham, var noget som faktisk måtte forundre ham, for.. det betød vel også at hun holdt af ham og at han havde en betydning for hende? Det varmede ham, selvom.. han ville ikke have at hun skulle komme galt af sted på grund af ham! Han rynkede brynene i en lettere usikker mine. „Men der kan gå flere dage.. der kan gå op til en uge, hvis ikke længere!” endte han stilfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Han ønskede bare ikke at hun skulle komme noget til! „Er du sikker på at du ikke vil af sted? Tilbage til havet? Hvor du er i sikkerhed?” spurgte han roligt. Det var selvfølgelig hendes eget valg, og han ville bestemt ikke være den som skulle bestemme over hende, men.. han bekymrede sig for hende, og det var vel ikke ulovligt, var det? Hun bekymrede sig jo også om ham, og det var han faktisk glad for, for det varmede ham.