Help me..!

[Deleted]

Indira var virkelig oprigtigt bekymret for Domenico, også fordi at hun tydeligt kunne se at han var kommet til skade, og det var altså ikke en tanke som hun kunne lide på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham. At han skulle være trodsig og stædig, var automatisk noget som gjorde hende trodsig eller stædig! Myndighederne var ikke direkte det som hun valgte at tænke på, for det var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde overhovedet, det var helt sikkert. Tanken alene var noget som hun næsten måtte finde direkte skræmmende på sit vis. ”Jeg lader dem ikke tage mig igen..” mumlede hun stille, selvom hun vidste, at han tydeligt ville være i stand til at høre hende, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for det var jo egentlig bare en tanke som man blev vant til – også set i hendes øjne på denne her måde. Hun lod hovedet søge let på sned og med den samme stilfærdige mine i ansigtet. De skulle jo nok komme derfra på et tidspunkt, men hvordan agtet han at gøre det? Hun havde ingen kontrol over sine ben eller tøj på kroppen og han var kommet alvorligt til skade, så det var jo heller ikke ligefrem fordi at de kunne komme derfra bare sådan, hvilket var noget som hun allerede nu måtte være klar over! At hendes metaforer måtte more ham, var nu heller ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde, for det var jo egentlig bare at gøre det så godt som det nu var hende menneskelig muligt! Hans ord var noget som direkte gjorde hende fuldkommen tavs, for hvad pokker skulle hun da sige til det? Hun rystede stille på hovedet. ”Vi skal… nok nå det hele, men.. det er vi nødt til at gøre stille og roligt, Domenico! Jeg kan ikke gå og… og du er kommet til skade.. hvordan vil du da have, at vi skal komme ned til din båd?” endte hun dæmpet. Selvfølgelig ville hun lytte, for han var jo også noget af det mest stædige som hun havde været i nærheden af!
At Domenico begyndte at fjerne glasskårene, var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hun blev siddende og lod ham gøre det. Det var dog ikke ene og alene grunden til at hendes tårer måtte flade, for.. det var kun fordi at hun nu kunne blive mere rolig end det som hun havde været til nu og hun først for alvor kunne mærke hvor bange hun virkelig havde været, for det var bestemt heller ikke sjovt! At han bed sig mærke i det og kigget på hende havde bestemt heller ikke været meningen! Hun rystede på hovedet, som han lagde hånden mod hendes kind. ”D-det.. det er ikke det..” forsikrede hun ham stille, som han lagde armene om hende og lod hende komme tæt ind mod ham, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod! Hun satte sig roligt helt tæt ind til ham, hvor armene stille gled omkring hans mave, selvom det igen var forsigtigt. Hun vidste at han måtte have ondt, så selvfølgelig var hun varsom! ”Det.. det ved jeg godt, men.. du må vente.. til du er klar,” sagde hun dæmpet, som hun vendte blikket op mod ham. Måske at hendes stemme var rolig, men blikket var strengt og meget fast af sig.

[domenico]

Måske at Domenico var trodsig og stædig i øjeblikket, men det var jo kun fordi han ikke ville have at der skulle ske noget med hende! Hun var alt for værdifuld til at han bare kunne ligge og slappe af og tænke på sig selv, det ville han da slet ikke! Hun betød langt mere for ham end hans eget liv! I øjeblikket var det hendes liv, hendes væsen og specielt hendes race som måtte være i fare. Han turde slet ikke tænke på hvad de ville gøre ved hende, hvis de fandt ud af hvad hun var! Hans liv ville de jo nok kun tage, eftersom de ville se på ham som intet andet end.. ja værdiløs, hans liv ville ikke gøre nogen forskel, plus han lige havde slået en masse mænd ud og faktisk dræbt en enkelt. Han vendte de mørke øjne mod hende – som var blevet en anelse mere matte. Han lod roligt en hånd søge mod hendes kind, for at fange hendes opmærksomhed, hvor han så hende direkte ind i de flotte havblå øjne. „Og jeg tillader bestemt ikke at de fanger dig igen!” endte han lettere bestemt. Hvis de kom ind, ville han gøre alt for at tvinge dem væk fra hende, han ville gøre alt for at hun slap levende derfra, om det så skulle koste ham livet! Det eneste som betød noget for ham, var at hun kom ud til havet, hun skulle egentlig bare ned til kanalen, den førte direkte ud i havet, selvom det var flere kilometre, men det klarede hun jo nok snildt. Så snart hun kom ned til kanalen, så var hun i sikkerhed og der var altså ikke særlig langt! Han betragtede hende roligt, hvor han tydeligt kunne høre at hun var lige så trodsig og stædig som ham selv. „Hold nu op Indira! Der er altså ikke særlig langt ned til Kanalen, så snart vi kommer derned er du i sikkerhed, der har jeg også min båd. Jeg kan bære dig ned i min pumaform, der har jeg trods alt tre ben til at bære os. Og vinduet fører ud til tagene og der kan de ikke nå os, så vi kan selv kommer derned i sikkerhed,” svarede han ganske stilfærdigt. Det hele var skam planlagt! Det eneste som var i vejen, var hans ben, men i sin pumaform skulle det nu nok gå.
Måske Indira var bekymret for Domenico, men det var i den grad også noget som var gengældt! Da han var kommet for at befri hende, så havde det skam været planlagt at det skulle gå stille og roligt for sig og uden at hun kom til skade! Men.. når man tænker over det, så havde det vel været uundgåeligt? At hun græd, var dog noget som næsten måtte gøre ondt på ham, for han havde ikke ment at gøre hende ondt! At det så ikke havde været smerterne, gjorde ham dog en anelse.. undrende, for hvad var det så hun græd over? Han trykkede hende tæt ind til sig, og lod hende hellere end gerne søge tættere mod ham og slå armene omkring hans mave, for det eneste sted han havde ondt var jo i benet. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han roligt lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. „Jeg ved godt at du vil have at jeg skal slappe af, men.. jeg kan uanset hvad ikke slappe ordentlig af, så længe vi er her og der stadig er en risiko for at du vil blive skadet eller fanget. Jeg vil bare gerne have dig i sikkerhed, hvilket vi er nede ved Kanalen, ved min båd,” svarede han stilfærdigt og ganske roligt, som han rynkede brynene ganske let. Hvorfor forstod hun ikke det? Det frustrerede ham virkelig! Han strøg hende let over kinden. „Lad mig få dig ned til kanalen.. så skal jeg nok love dig at jeg vil slappe af,” forsikrede han hende og sendte hende et let nik.

[Deleted]

Det irriterede virkelig Indira at Domenico skulle være så forbandet stædig og trodsig, for det var ham som var kommet til skade! Hendes var en anelse dybe, men mest overfladiske sår, så hendes var slet ikke så farligt, men det at han så ikke ville lytte til hende, var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Hånden mod hendes kind, fik hende roligt til at vende blikket mod ham, hvor hun blinkede let med øjnene. Hans ord varmede hende rigtig meget, men i hendes øjne så var hendes liv altså på ingen måder mere værd end hans! Hun var et levende individ, og det samme var han, hun kunne tænke, tale og hun havde sine holdninger, det samme havde han jo trods alt også.. Hvad pokker var forskellen?! Hun kunne virkelig ikke se den! ”Jeg tillader heller ikke at du kommer mere galt af sted på grund af mig!” endte hun med en mere frustreret stemme, for det var jo heller ikke fordi at det var løgn! Hun hadet virkelig at se ham i denne forfatning, og så vide at det et sted var hendes skyld, selvom hun på ingen måder havde bedt om at blive sat i et bur på den måde, frit til udstilling som alle kunne glo på, for det havde bestemt heller ikke været behageligt på nogen måde! Hun rystede stille på hovedet. ”Du.. du har jo ondt, søde ven.. Jeg ønsker ikke at du skal have ondt..” Hun vendte blikket mod ham. At han skulle være så stædig, var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig, for det var ikke noget som hun brød sig om på nogen måde! ”Du må hvile… V-vi kan tage derned bagefter..” endte hun dæmpet. Han havde ondt for pokker og hun ønskede ikke at gøre det værre end det som det allerede måtte være!
At Domenico var kommet for at redde hende, var en tanke som Indira rigtig godt kunne lide, for hun havde aldrig regnet med at nogen ville gøre det for hende, og specielt når det kom til landjorden og deres væsner, men.. at det faktisk var et af de væsner som skulle komme hende til redning, var noget som direkte måtte more hende og endda på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde hovedet stille mod hans skulder, selvom det var forsigtigt. Hun havde ikke decideret ondt, men lidt kunne hun dog godt mærke af den grund, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rystede stille på hovedet. ”Kan.. du ikke bare slappe lidt af først?” spurgte hun ganske forsigtigt og næsten håbefuldt, for det var jo trods alt også noget som hun havde brug for. det bekymrede hende at se ham så meget i gang på en gang, for det var noget som faktisk gjorde hende usikker! Og hun holdt.. faktisk meget af ham allerede, selvom det nok ikke lige var sådan at hun havde regnet med at andet møde skulle være, eller at der skulle gå så lang tid som der nu havde gjort det, ofr det var slet ikke noget som de kunne bruge til noget som helst! Hans strøg mod hendes kind og hans kys, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Har jeg noget andet valg end at sige ja?” endte hun stille, for det var jo tydeligt at ha nvar for stædig til at lade hende bestemme i denne sag. Hun endte dog alligevel med at nikke. Så længe at hun kunne få ham til at slappe af, så var hun altså også glad og tilfreds!

[domenico]

Domenico kunne godt høre at Indira var sur over at han var så trodsig og stædig, for han kunne næsten fornemme at hun blev irriteret over det, og det var jo heller ikke meningen! Det var ikke fordi han ønskede at sætte sig op imod hende og det som hun selv måtte ønske; at han skulle hvile, men han var virkelig bare bange for at myndigheden ville komme og før de vidste af det, havde de sikkert fundet dem og så ville de med garanti tage dem til fange, også på grund af alt blodet, for det kunne de jo ikke skjule, og med tiden ville de finde ud af at hun var havfrue, og så turde han slet ikke tænke på hvad der kunne ske med hende! De ville nok ikke dræbe hende – gudskelov – for det var hun for smuk og unik til! Men derfor ønskede han stadig ikke at der skulle ske hende noget! Han fik det næsten dårligt over at hun var så bekymret for ham, for det var jo heller ikke meningen, det var slet ikke nødvendigt! Hun var så god og mild, og det gjorde kun at han havde endnu mere lyst til at få hende væk herfra. Der måtte virkelig ikke ske hende noget! Han lagde sig roligt ind mod hendes skikkelse, hvor han slappede en anelse af. „Du er så sød, når du er bekymret for mig,” endte han stille og med et lille muntert smil om læberne. Hun var virkelig betænksom og god mod ham, selvom han ikke forstod hvorfor. Han løftede sin hånd, som han strøg over hendes lår – over dynen – imens han betragtede sig af handlingen, inden han vendte blikket op mod hende. „Men det er altså ikke nødvendigt.. jeg klarer mig,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et stille smil. Han ønskede heller ikke at gøre hende sur på ham! Men var det så forfærdeligt at han ønskede hende væk herfra og i sikkerhed? Var det så slemt at han satte hende før ham selv? Skulle det ikke være en god ting?
Måske historierne beskrev hendes race og væsen som slemme og glubske bæster, men.. Indira var slet ikke på den måde! Hun var så god og betænksom og.. som et ganske normalt menneske på jorden! Hendes slags var jo slet ikke så forskellig fra hans, og det var en tanke som han rigtig godt kunne lide! Han vendte roligt blikket mod hende, som hun lagde hovedet mod hans skulder, hvor han sendte hende et skævt smil. Hendes ord forundrede ham ikke, for det var de ord hun havde sagt til ham de sidste mange minutter! „Jeg kan ikke slappe ordentlig af, før du er i sikkerhed alligevel Indira,” svarede han sandfærdigt, som han roligt lagde hovedet mod hendes. Han kunne ikke lade vær med indsnuse hendes søde duft, den havde han virkelig savnet! Som resten af hende! Han trak morende på smilebåndet til hendes efterfølgende ord, selvom hendes nik, var noget som næsten fik ham til at sætte sig op. „Må jeg?!” endte han næsten helt glædeligt, som et lille barn der havde fået sin vilje. „Dejligt!” endte han muntert, som han roligt lagde sig om på siden og mere ud mod kanten, hvor han greb fat omkring sine bukser. Han satte sig roligt op igen, hvor han rakte hende dem. „Du får mere brug for dem end jeg. Du kan tage lagnet med dig, og.. jeg er i pumaform og bærer dig ud,” svarede han roligt og dog kortfattet, som om han allerede havde planlagt det hele. Han endte med at komme op på benene igen, selvom det var forsigtigt, så han ikke fik ondt. Han gik roligt hen og åbnede vinduet, hvor blikket faldt ud mod tagene til de andre huse. Han så sig roligt tilbage og sendte hende et skævt smil, selvom minen var bestemt. „Jeg skal nok få dig ud Indira!” Og med de ord, forvandlede han sig til sin pumaform igen, hvor han roligt gik hen og gjorde tegn til at hun skulle gribe omkring ham.

[Deleted]

Indira havde skam ikke det mindste imod at Domenico var så meget over hende, for hun kunne faktisk godt lide, at han var kommet hende til undsætning. Desuden viste det jo trods alt kun at hun havde en betydning for ham, og det var en tanke som hun også rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var kommet godt til skade denne gang, og selvfølgelig ønskede hun ikke at det skulle gå mere galt end højst nødvendigt. Desuden nægtede hun at tro på at det ikke gjorde ondt, selvom han tog det hele i stiv arm, eller var det bare en typisk mande-ting? At de ikke skulle vise at det faktisk gjorde ondt. Hun bekymrede sig virkelig for ham, selvom det alene, faktisk måtte være nyt og fremmed for hende, for hun gjorde normalt aldrig sådan som hun gjorde for denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun var måske sød ved ham, men det var hun bestemt ikke generelt – Han skulle bare vide hvad hun havde lavet ombord på det forbandede sørøverskib! Hun havde i hvert fald slået to af dem ihjel, da de havde prøvet at befamle hende, for der var virkelig grænser for hvad hun selv måtte acceptere og finde sig i! ”J-jamen..” Hun ønskede jo at være sød ved ham, for han havde jo også altid været sød ved hende, men alligevel! Det var slet ikke sådan ment! Hun rystede på hovedet. Mænd var virkelig håbløse! De blå øjne vendte hun stille mod ham endnu en gang, som hun lod hovedet søge let og stille på sned. Hun blinkede let med øjnene. ”Er det ikke noget som alle mænd siger? Domenico, du er kommet til skade..” forsøgte hun. Hun måtte vel få ham overbevist om det før eller siden!
Indira var på ingen måde hvad man kunne beskrive som en blid person. Måske at hun var overfor ham, men overfor dem med de forkerte intentioner og dem som hun selv måtte anse som en direkte trussel, så var sagen i den grad en helt anden! At sidde der sammen med ham var rart, men selvfølgelig ville det være bedre, hvis han kunne slappe lidt af! Hun vendte blikket bekymret mod ham. Han var virkelig en mærkelig en af slagsen! Han kunne få guld og grønne skove ved at give hende til myndighederne og han gav hellere sit liv for at få hende tilbage til havet? Det.. var mere end det som nogen nogensinde havde skænket hende og det var noget som efterlod hende med en tydelig varm fornemmelse, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! At han blev så glad over at hun gav ham lov, var noget som et sted måtte komme bag på hende, for det var ikke just hvad hun havde regnet med af en ventet reaktion. ”Hvis det er det som skal få dig til at slappe af, så må jeg jo bøje mig i støvet, ikke?” Vel også tydeligt at hun ikke var meget for tanken, men hun gik dog med til det alligevel. At han rakte hende hans bukser, lod hende bare tage imod dem. Hun nikkede roligt til hans ord. Han havde jo allerede en plan i hovedet! Og det morede hende virkelig! Smilet bredte sig en anelse, idet hun fik bakset benene ned i bukserne, hvor hun vendte blikket mod ham. Hun vendte blikket mod ham som han forvandlede sig. Det var som et glimt i hans øje, at han virkelig ønskede at få hende ud, hvilket var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. Hun rejste sig forsigtigt – eller rettere gled ned på gulvet, for hun havde aldrig rigtigt lært at bruge benene. ”Du får et kys hvis du kan få mig ned til kanalen uden et problem, Domenico.. Jeg skylder dig virkelig for det her.” Hun trak sig helt hen til ham, hvor hendes hånd vandrede let igennem hans varme og tykke pels, idet hun låste grebet omkring ham der hvor hun kunne komme til det.

[domenico]

Domenico kunne godt lide Indiras bekymring, det beviste jo at han alligevel havde en lille betydning for hende, selvom han havde været bange for at han havde skræmt hende væk, og at han aldrig skulle se hende igen, fordi hun aldrig var dukket op, og ham som endda var søgt ud over havet, for at lede efter hende, men hun var aldrig dukket op.. Det gjorde ondt at tænke på, selvom han jo ikke havde haft noget valg, men han havde virkelig set frem til deres næste møde, alle de ting som han havde skullet vise hende, men det var ikke blevet til noget. På sit vis, var det jo så godt at hun var fanget, for så betød det jo at hun gerne ville se ham, men bare at det ikke havde været hende muligt, men det gjorde ham også vred at hun var blevet fanget, og at hun var blevet solgt som et dyr, og så sat til udstilling, for hun var et levende individ! Han var kun glad for at han havde fået hende fri! Han vendte blikket op mod hende til hendes ord, hvor han slap en munter latter. Noget som alle mænd sagde? Det kunne hun vel på sit vis have ret i? „Jeg siger det.. fordi det er sandt Indira. Jeg skal nok klare mig. Du fik mig jo lappet sammen, ikke sandt?” svarede han stilfærdigt, som han tog omkring hendes hånd og gav den et ganske blidt klem. „Takket være dig klarer jeg mig. Og jeg vil virkelig bare gerne have dig ud herfra, mit ben skal nok komme sig med tiden.” Han sendte hende et skævt smil, selvom der også var en vis beslutsomhed i ham, for han agtede at få hende ud!
At hun gav efter for Domenicos ønske og lod ham tage hende med ned til kanalen, var noget som virkelig måtte gøre ham glad! Det eneste han ønskede var at få hende ud herfra og i sikkerhed, for han var virkelig ikke taget den lange vej hertil, for at befri hende, kun for at hun kunne blive fanget igen! Nej, han var kommet her til for at befri hende og få hende i sikkerhed! Derfor glædede det ham, at hun også endelig måtte give efter, selvom han vidste at hun ikke var meget for det, men herregud, han overlevede jo nok! Som han fik sig forvandlet igen, vendte han blikket mod hende, hvor han ikke kunne lade vær med at more sig over synet af hende i hans bukser, for de var tydeligt for store! Han lod hende glide ned på gulvet, hvor han stillede sig tæt op ad hende. Hendes ord fik ham til at smile, selvom det ikke var tydeligt for hende. Han lod hende blot låse grebet omkring ham, inden han gik en anelse ned i benene, så han kunne få hende hevet hele vejen op på ryggen, så hun sad på ham. Han skævede kort mod hende, som et tydeligt tegn til at hun skulle holde fast, inden han hoppede op på bordet, kun for at hoppe op i vindueskarmen og et sidste stort spring, for at hoppe ud på det flade tag af det hus, der lå ved siden af kroen. Blikket gled let omkring, inden han satte i fart henover taget, hvor han sprang fra tag til tag. Når han bevægede sig heroppe, så ville det være svært at få øje på dem, så de kunne faktisk komme derned uden problemer! Han prøvede at undgå at bruge det dårlige ben, selvom det til tider var uundgåeligt, da han var nød til at holde balancen, for at sørge for at hun ikke faldt ned, men smerten bed han i sig, den var desuden også blevet dulmet en anelse af al den vodka han havde drukket. Som det sidste tag dukkede op, løb han hen til kanten, selvom han måtte bremse en anelse hårdt op, da der var langt ned til jorden. Hans blik gled ned fra bygningen, inden det gled et lille stykke hen. Der var kun et par metre til kanalen. Mon han kunne springe så langt? Han så kort tilbage mod hende, inden han næsten fik et kækt glimt i blikket, som han roligt begyndte at bakke tilbage. Det var vel tydeligt at han ville tage chancen og springe? Skønt der også var en lille chance for at de ikke ville ramme i vandet.

[Deleted]

Indira var virkelig bekymret for Domenico, for det ben havde bestemt ikke været særlig godt, og derfor ønskede hun jo heller ikke at han skulle anstrenge sig alt for meget! Hun havde glædet sig og hun havde virkelig set frem til at skulle se ham igen, men det havde bare ikke været hende muligt, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var blevet solgt som en værdifuld genstand og det var hun måske, men.. meget mere end det! Hun var et tænkende individ, og som hun havde prøvet at fortælle ham, så havde han alligevel fået en ganske særlig betydning for hende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sendte ham et stille smil. Han tog det nu alligevel meget pænt og det at han var kommet for at finde hende, var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. Det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Det.. gjorde jeg ja..” sagde hun stille. Hun havde jo trods lappet ham sammen – så godt som det var hende muligt om ikke andet. At han tog hendes hånd og gav den et klem, var noget som svagt fik hende til at smile, for det.. føles faktisk utrolig godt. ”Det.. Hold da op, Domenico.. Jeg ville have gjort det samme for dig, som du gjorde for mig. Du.. du reddet mig jo faktisk.” Hun mente faktisk sine ord lige så meget som hun fik dem sagt, for.. der var faktisk noget ganske særligt ved det.
At se Domenico stå foran hende i sin pumaskikkelse, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for.. det var noget som hun faktisk godt kunne lide. At mærke den varme pels mellem sine fingre, for det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide! Hun smilede let for sig selv, hvor hun varsomt svang benet over ham, så hun kunne komme ordentlig op på hans ryg. Armene låste hun roligt omkring ham. ”Vær forsigtig..” bad hun roligt, som hun vendte blikket mod ham. Benene låste hun tæt ind mod ham, også fordi at hun slet ikke ønskede at falde af! Det ville jo trods alt gøre forbandet ondt, og det var slet ikke noget som hun lystede på nogen som helst måde overhovedet! Hun måtte direkte klamre sig tæt ind mod ham, for ikke at ende med at falde af. Dette var dog en helt ny måde at blive transporteret på, for det var slet ikke noget som hun fandt ubehageligt. Ikke når hun var sammen med ham om ikke andet, for det var noget som gjorde det til noget ganske særligt. Selvom hun var bange og frygtede for hans ben, for hun havde set at han havde ondt! Selvom hendes blottede barm hvilede ind mod hans pelsede skikkelse, for tæppet havde hun ikke ligefrem fået med sig, for.. det var virkelig ikke noget af det som hun havde tænkt sig til på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare en sandhed. At han bremsede brat, var noget som fik hende til at gispe, for hun følte at hun tippede skræmmende meget til siden! Hun vendte blikket mod ham og så den længde han ville hoppe, hvor hun endte betydeligt mere bleg i ansigtet. Hun blinkede med øjnene. Det.. det var jo langt! ”T-tror du.. at du kan..?” spurgte hun tydeligt usikkert, som hun trykkede sig mere ind mod ham. Det var faktisk langt som han skulle hoppe, og det var noget som gjorde hende forbandet usikker!

[domenico]

Måske Domenico var godt stædig i øjeblikket, men han ønskede virkelig også kun at få hende i sikkerhed. Han var kommet for at redde hende, og han ville da aldrig tilgive sig selv, for at vide at han fik hende så langt, men aldrig helt ud i det fri! Måske han kun havde mødt hende den enkelte gang, men på det enkelte møde, havde hun vist ham stor tillid, hun havde vist ham sin verden og det betød virkelig meget for ham! Så han kunne ikke komme udenom at hun betød noget for ham, for han var faktisk blevet utrolig glad for hende, også fordi hun hele tiden beviste at hun var så god og mild og betænksom overfor ham. Hun bekymrede sig for ham, tænkte på ham, hvilket var lang tid siden at han havde oplevet det sidst, også fordi han havde levet ret længe alene. Han trak ganske let på smilebåndet til hendes ord. „Selvfølgelig kom jeg og reddede dig! Andet kunne ikke falde mig ind!” svarede han stilfærdigt, som han trykkede blidt omkring hendes hånd. Løgn var det bestemt ikke! At hun så ville gøre det samme for ham, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, for.. det betød meget for ham at vide. Han måtte dog indrømme at han var en anelse usikker på det, for.. han havde ikke troet at hun havde gidet at se ham igen, og hvis hun ikke var blevet fanget, havde hun mon så opsøgt ham som aftalt? Hun havde virket ivrig efter at se hans verden, men havde hun så gjort det, fordi han havde vist hende det, eller for at være sammen med ham? Det var en masse ubesvarede spørgsmål, som han faktisk rigtig gerne ville have svar på. Det var måske ikke rette tid at stille dem på, også fordi han var nød til at få hende ud herfra, ud i det fri, hvor ingen ville kunne skade hende.
At hun ville have at Domenico skulle være forsigtigt, fik ham til at smile, selvom det dog ikke var noget som man kunne se. At hun klamrede sig til hans skikkelse, havde han intet imod, selvom han tydeligt kunne mærke det. Han prøvede dog at gøre det så nænsomt som han kunne, uden at hun ville føle ubehag eller glide af, for han vidste at det kunne være svært at holde fast i ham, når hun kun havde hans pels at holde i. Det var ikke fordi der var så langt igen, og ved at de løb over tagene, så var der mindre mulighed for at folk ville lægge mærke til dem. Blikket gled ganske roligt mod kajen der grænsede op til kanalen og hele vejen hen til den bygning, hvor de stod på. Der var langt ned og langt hen til kajen, men.. det var også den eneste mulighed for at komme ned, ellers også skulle de tilbage igen. Han vendte blikket mod hende, hvor hans matte gule øjne bar et lettere selvsikkert skær. Han var en puma, et kattevæsen der levede i bjergende, han var vant til at springe langt, så.. mon ikke han også kunne klare dette? Han trak vejret dybt, som han sukkede ganske let, imens hans kløer måtte ridse ned i taget, næsten af spænding. Han bed tænderne let sammen, inden han valgte at løbe mod kanten, hvor han gjorde et kraftspring fra tagets kant og ud mod kajen. Blikket gled mod vandet, som de kom tættere og tættere på, inden de måtte bryde den blanke overflade og søge ned i vandet.

[Deleted]

Indira ønskede virkelig at tilbringe den tid med Domenico som hun kunne, så det at hun var blevet ført op på båden og derefter solgt som havde hun været en genstand, var noget som et sted direkte måtte irritere hende, for hun synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt! Selv på trods af det som var sket, så ønskede hun faktisk at han skulle vise hende hans verden, for han kunne nok vise den fra en lidt anden vinkel end det som hun ellers var i stand til at se den fra – netop igennem glas i et bur hvor andre kunne komme og glo på hende, for hun fandt det faktisk direkte ubehageligt på alle måder faktisk! Hans ord var noget som kun fik hende til at smile, for hun mente faktisk at det var en tanke som gjorde hende glad, for det gjorde det faktisk! ”Og det er jeg rigtig glad for,” sagde hun roligt, dog med en ganske stilfærdig mine. Hånden slap hun dog ikke, for hun kunne godt lide at have ham ved sig på denne her måde. Alene tanken om at han var kommet for at redde hende og få hende tilbage til havet, var virkelig en tanke som gjorde hende rigtig glad, for det bevidste også bare at han holdt af hende, og det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! Hun elskede faktisk den tanke og rigtig meget endda, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var en løgn! ”Så lad os komme af sted!” endte hun med et stille smil.
At Domenico fik hende med sig så hurtigt, var bestemt heller ikke noget som Indira havde noget imod, for hun ville virkelig gerne tilbage til trygheden som hun ville finde ved havet! Selvom den i den grad også var ved ham at hun kunne finde den af en eller anden sjov grund. Selvom hun kun havde pels at holde fast i, så var det alligevel noget som forundrede hende en god del, for hun ønskede jo heller ikke at gøre ham ondt, og det var noget som gjorde hende usikker, for hun havde ikke noget at holde fast i! At han direkte ville tage et langt hop for at ramme vandet, var noget som direkte gjorde hende usikker, for det var virkelig, virkelig langt! Det selvsikre skær i hans øjne viste hende kun at han ønskede at tage hoppet, og det var ikke altid en tanke som hun brød sig om! Ingen havde set dem oppe på hustagene, selvom det nu kun var en tanke som gjorde hende glad og lettede hende i den grad også. Hun trak vejret lettere dirrende. ”Du mener det ikke seriøst, Domenico.. Det gør du ikke..!” Hun var bestemt ikke vel tilpas i denne situation, for tænk hvis han ramte forkert! Selvom hun selvfølgelig stolede på ham og håbede selvfølgelig at han ikke ville ramme ved siden af! At han endte med at løbe og bare sætte af, var noget som direkte fik hende til at knuge sig ind mod ham, idet at det kraftige sug direkte igennem hendes mave. Hun endte med et kraftigt gisp, for tanken og følelsen af det hele, var noget som direkte gjorde hende utilpas. At de direkte måtte bryde overfladen til vandet, var noget som gjorde det langt bedre, hvor hun hurtigt endte med at slippe ham, som hun direkte kæmpet med at få bukserne af sig, så halen kunne komme til syne igen, for det var noget som faktisk gik temmelig hurtigt! Hun svang op mod overfladen igen i en bue, idet hun hurtigt søgte rundt efter Domenico. ”Domenico?!” kaldte hun med en bekymringsfuld mine.

[domenico]

Domenico var kun glad for at han havde fundet Indira, selvom den forfatning han havde fundet hende på, ikke ligefrem kunne glæde ham, for hun havde ikke fortjent at blive lukket inde i et smalt glasbur, hvor hun knap kunne bevæge sig! Han var dog glad for at han havde fået hende ud derfra, som han var glad for at hun nu var, forholdsvis, i sikkerhed, for han nægtede at lade der ske noget med hende! Han ville beskytte hende med sit eget liv! Det eneste som betød noget for ham, var at få hende ud i havet igen, ud i det fri, hvor hun ikke var fanget. De mørke øjne søgte til hendes skikkelse, hvor han ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. Så længe hun var glad, så var han tilfreds! Han ønskede jo ikke at gøre hende irriteret, heller ikke ved at være så stædig som han måske var, men.. det var vel ikke svært at forstå at de ikke var i sikkerhed her? Han slap en mild og dog munter latter, som de mørke øjne spillede lystigt. „Godt,” endte han muntert, uden at han tog blikket fra hende, for det kunne han da slet ikke! Hun fangede hans blik, ikke kun fordi hun var smuk, men der var noget andet over hende, noget.. som han ikke rigtig kunne forklare. Han lod næsten fraværende sin tommel stryge hende over tomlen, imens hans mørke øjne hvilede i hendes smukke blå, der måtte minde ham om det store og flotte blå hav, et syn som han altid nød af, selvom han virkelig kunne svømme rundt i hendes øjne i flere timer! Og se væk kom ikke på tale!
At Indira blev nervøs angående springet, forstod Domenico sådan set godt, og ærlig talt, så var han også selv nervøs! Men han var nød til at få hende i havet og det var umiddelbart den eneste vej ned herfra, medmindre de skulle hele vejen tilbage, men de kunne jo ikke gå rundt på gaden! Så ville folk da først kigge efter dem! Han betragtede hende med det tydelige selvsikre glimt i blikket, som sagde at de godt kunne klare det, selvom han kunne mærke usikkerheden i hende og han vidste at hun var usikker ved hendes ord, selvom det kun morede ham! Havde han kunnet, så havde han sluppet en latter! I stedet for så brummede han ganske let, hvor et muntert glimt fandt vej til hans blik. De var vel nød til at tage chancen? Og dermed satte han i løb, for kun at sætte af fra kanten af taget og sprang ud mod kajen. Han mærkede hendes greb stramme sig, han hørte hendes gisp og han selv håbede bare på at de ramte vandet. Og da de gjorde, mærkede han hvordan de blev skilt fra hinanden. Han nåede ikke rigtig at lægge mærke til hende, da han selv forvandlede sig tilbage til sin menneskeform. Men springet havde slået ham lettere ud af kurs. Han mærkede hvor svimmel han blev og tog sig let til hovedet, selvom han ikke rigtig nået mere, før det hele egentlig blev sort og hans krop måtte synke længere og længere ned til bunden, i stedet for at komme op til overfladen. Hvor Indira var, vidste han ikke, det eneste han tænkte på var at hun var i sikkerhed, inden han endte med at besvime.

[Deleted]

Indira var selvfølgelig frygtelig glad for at Domenico havde søgt efter hende og endnu mere glad for, at han havde fået hende ud, for hun brød sig virkelig ikke om at sidde fanget på den måde, for den tanke var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Nu var hun ganske rolig, også fordi at hun et sted var klar over, at han beskyttede hende. At han holdt i hendes hånd, var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for hun var normalt aldrig meget for at lade det mandlige og specielt ikke det landlevende køn komme så tæt på hende, for hun kunne virkelig ikke have den tanke! Ikke fordi at det var noget som hun tænkte den dag i dag, for.. det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Hun vendte blikket mod ham og nikkede til hans ord, hvor hun også bare blev siddende og stirrede roligt i hans blik. Han var en flot mand og det at han ikke havde nogen var.. en tanke som forundrede hende, selvom den faktisk også gjorde hende.. glad? Han var noget ganske særligt, også af den grund, at hun var så mild og direkte blid overfor ham, for hun ønskede virkelig ikke at gøre ham det mindste ondt, hvis det var noget som hun kunne blive fri for. Et stile smil passerede let hendes læber uden at hun så væk fra ham – hun kunne ikke få sig selv til at se i andre retninger.
At Domenico var så opsat på at skulle klare det lange hop, var i den grad noget som gjorde Indira forbandet usikker, for det var et langt hop han skulle klare! Og med hans ben, så måtte det bestemt heller ikke være videre populært, så selvfølgelig var det noget som direkte måtte gøre hende usikker, for hun brød sig bestemt heller ikke om den tanke på nogen måde overhovedet! Hun bed sig i læben, hvor hun direkte klamrede sig ind til ham, som han gjorde sig klar til det endelige spring. Som de måtte ramme vandet, så var det faktisk noget som gjorde en kende ondt! At få bukserne af, var ikke just nemt, men de kom af, ellers ville hun ikke være i stand til at bevæge halen optimalt. De andre havde ikke set dem – heldigvis! Selvom.. ja, de blev vel hørt fra bryggen? Og nu hvor hun direkte var begyndt at kalde på ham, så måtte det også trække sig af opmærksomhed, selvom hun slet ikke tænkte på det! At han ikke dukkede op, var noget som direkte gjorde hende bekymret, for hun vidste at han havde brug for luft! Hun tøvede slet ikke med at dykke direkte under vand, hvor hun slog de kraftige slag med halen, for hun ville bare finde ham! Hun så sig vidt omkring, idet at hun endnu en gang prøvede at kalde på ham. ”Domenico?!” kaldte hun med en næsten skinger stemme. Det var også først derefter at hun for alvor måtte få øje på ham, stille dalende ned mod bunden. Hun tøvede slet ikke med at slå ekstra kraftigt med halen, hvor hun vendte sig om, som hun nåede ham. Hun greb kraftigt fat i ham under armene og førte ham direkte op mod overfladen igen, hvor hun gjorde alt hvad hun kunne for at holde ham over. Tænderne bed hun kraftigt sammen. ”D-du gjorde det..! Du gjorde det!” Hun holdt ham tæt ind mod sig, som hun trak ham længere væk fra kanten af og videre ned af kanalen, kun for at komme tættere og tættere på det åbne hav. Hun slap ham på intet tidspunkt!

[domenico]

Domenico havde slet ikke nogen negative tanker og meninger om Indiras væsen, for.. hun var så mild og god, han kendte jo ikke nogen anden side fra hende. Hun havde stolet på ham tilbage fra starten af, en fremmed, som hun havde taget med ned for at vise ham sit hjemland, hvilket var en forunderlig tanke! Han var dog utrolig glad for det, og han havde vel også bevist at hun betød noget for ham? Sådan som han var kommet hende til undsætning? For turen havde virkelig været lang! I det mindste var han en god navigatør, så han kunne finde vej både om dagen men også natten. Han var ikke tøvet med at tage efter hende, for tænk hvis det havde været hende? Og det havde det jo også været, så hvis han havde valgt ikke at tage af sted, så turde han slet ikke tænke på hvad der var sket, selvom hun vel var blevet dræbt af de forholde som hun havde befundet sig i? Han var dog kun glad for at få hende væk derfra og få hende for sig selv igen, hvor hun også gjorde ham i et godt humør igen, selvom man måske ikke ligefrem kunne sige at deres situation var særlig passende til at more sig, men.. han var virkelig glad for at se hende! Han havde troet at hun ikke gad være sammen med ham, selvom det vidste han stadig ikke om hun gad, for han vidste ikke hvornår hun var blevet taget til fange, og om hun de dage havde skænket ham en tanke eller ej, selvom han da måtte indrømme at han håbede på det, for han havde ikke kunnet få hende ud af hovedet, han havde søgt ivrigt til vandet hver dag, og han havde ikke fået et eneste blik af hende. Det behøvede han i det mindste ikke tænke på mere, for nu var han igen sammen med hende! Og det gjorde ham virkelig glad! Desuden virkede hun også glad for at se ham.
At Indira kaldte Domenicos navn, var slet ikke noget som han hørte, da alt var blevet sort for hans vedkommende og han roligt dalede ned mod bunden af kanalen. Han kunne dog næsten fornemme, da noget greb fat omkring ham, hvor hans krop blev hevet op til overfladen igen. At det var Indira der kom ham til undsætning, var ikke noget som han lagde mærke til. Da de brød overfladen igen, og luften ramte hans ansigt, endte han ud i et kraftigt hosteanfald, hvor han næsten i panik måtte vride sig, selvom han dog faldt forholdsvis til ro igen, da hans blik faldt på hendes hale, hvor han kunne regne ud at det var Indira. Han lod en hånd kort stryge hende over den skællede hage. „Vi.. vi klarede det,” endte han stille, som et lille smil bredte sig på hans læber, idet han valgte at lægge sig mere ind til hende, med den ene arm omkring hendes ryg, hvor grebet faldt til hendes skulder, så han havde noget at holde fast i. Han blinkede let med øjnene, som han skævede mod hende, da hun begyndte at trække ham ned af kanalen. „Min.. min båd.. vi skal hen til min båd..!” endte han hastigt, selvom han brød ud i endnu et hosteanfald. Hun ville aldrig kunne svømme med ham hele vejen ud til havet, for Valvor Pairó, lå midt inde i landet, så der var flere hundred kilometer ud til havet herfra, og den lange vej kom hun aldrig med ham på slæb! Dog ville hun sikkert kunne klare det på en enkelt dag, hvis hun gjorde det alene. Hans blik gled mod de mange både der var tøjret til kajen, hvor han prøvede at se om han kunne se sin egen. „D-der!” Han løftede den ene hånd og pegede mod en flot og dog lille brun båd.

[Deleted]

Indira var virkelig også glad for at se Domenico. At vise ham andet var slet ikke noget som faldt hende ind i tankerne på nogen måde, for.. hun holdt af ham, hun stolede på ham og selvfølgelig havde hun håbet på at han ville komme til hende, hjælpe hende fri og få hende tilbage til vandet og det var jo helt præcist det som han ville gøre! Så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Han havde været så god og mild ved hende, det var jo trods alt også derfor at hun havde gået med til at vise ham lidt af sin verden, selvom det var begrænset hvor meget han havde nået at se af den i det hele taget, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Sagen var at de var sammen igen, for hun havde virkelig nydt de stunder og endda også rigtig meget! Hun slappede af når hun endelig var omkring ham, hvilket et sted var hende en skræmmende tanke, for hun havde jo også fået meget at vide omkring hans væsen som et landlevende individ, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes eget vedkommende, for løgn var det jo trods alt ikke. Men endnu en gang havde han vist sig at være anderledes, hvilket hun i den grad også var noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
At de måtte lande så hårdt i vandet, var selv noget som gjorde ondt på hende, selvom det ikke var noget som hun tog sig af. Indira var dog langt mere bekymret for Domenico, for han var også så voldsomt tilskadekommet, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte panisk i det indre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i det store og hele. Hun bed sig kraftigt i læben og så sig hurtigt omkring. Han var der bare ikke! Folk var hastet til kanalen, da de havde hørt hende råbe og skrige, selvom det slet ikke var noget som hun sagde noget til, for hun så dem virkelig ikke. Hun søgte bare desperat efter ham under vand, hvor hun var endt næsten panisk ved at se ham dale stille ned mod bunden, for.. han måtte ikke komme mere til skade! Hun havde hurtigt fået fat i ham, og revet ham med sig op igen, for at tillade ham at få luft, hvor hun næsten følte lettelsen, da han kraftigt begyndte at hoste. Hans strøg mod hendes hale, fik hende svagt til at smile. ”Du.. du var fantastisk..” endte hun lettende. ”Men rablende vanvittig! Du kunne have slået dig selv ihjel!” endte hun med en tydelig bekymringsfuld mine. Hun vendte sig roligt om og lod ham glide om bag på hendes ryg, så det var nemmere for hende at komme frem i vandet, frem for at skulle svømme baglæns. Hun nikkede stille til ham og svømmede ganske roligt ned langs rækken med både frem til han pegede sin ud. Hun smilede let. ”Jeg kan godt huske den..” Hun satte farten op, tog fat omkring hans hænder ved hendes skuldre, så han ikke endte med at falde af, for det ønskede hun bestemt ikke. Hun kom hurtigt hen til båden endnu en gang og vendte blikket op mod rælingen. Hun rynkede let på næsen. ”Okay.. hold fast i mig.. Og hold vejret..” Hun lod ham roligt få luften ned i lungerne, idet hun roligt dykkede ned, kun for at tage et kraftigt tilløb og hoppede direkte op af vandet, hvor hun hurtigt greb ud efter rælingen, så han ville have muligheden for at kravle ombord.

[domenico]

Tiden med Indira var Domenico værdifuld. Han vidste ikke hvornår han ville se hende igen, og han håbede ærlig talt på at de slap levende fra dette og at de ikke blev fanget igen, for så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre! Det var også grunden til at han ville have hende ud så hurtigt, for hvis myndigheden dukkede op, så kunne de jo nok ikke bortforklare alt blodet og sårene. Desuden så var turen ud også gået godt, for ingen ville lægge mærke til dem, når de bevægede sig oppe på tagene. Om plasket og springet havde afsløret dem, vidste han virkelig ikke, men ærlig talt så var det heller ikke noget som han tænkte over. Det eneste som han tænkte på, da han endelig kom op til overfladen og til sig selv igen, var at de havde klaret den, for det havde han næsten ikke engang selv troet! Et lille og dog muntert smil gled over hans læber til hendes ord. „Vi klarede det..” gentog han sig selv endnu engang, selvom det var tydeligt at han var lidt ved siden af sig selv. Han kunne dog ikke komme over at de havde klaret det spring! Han grinte let til hendes følgende ord. Han var rablende vanvittig? „Det ved jeg godt.. men din frihed er vigtigere,” endte han i en lettere anstrengt tone, da han næsten følte sig hæs af at have hostet og slugt så meget vand. Han vendte de mørkebrune øjne mod hende, som hun begyndte at svømme af sted med ham. Han følte sig virkelig afkræftet! Han trak vejret dybt, som han holdt fast i hende, skønt det var med et lettere svagt greb, da han ikke rigtig havde kræfterne til at holde bedre fast. En lettelse skyllede ind over ham, da hans blik faldt mod hans båd, hvor han næsten følte at de var i sikkerhed allerede. At hun sagde at hun kunne huske den, fik ham til at trække på smilebåndet. Han lod hende blot trække ham med hen til båden, hvor han kort skævede mod hende til hendes ord. Han nikkede roligt, og trak vejret så godt han kunne, inden han mærkede hende trække ham med ned under vandet igen. Han prøvede at holde vejret så godt han kunne, men havde ikke nået at slappe af nok, så han nåede alligevel at sluge en enkelt mundfuld vand, inden han mærkede hvordan hun fik ham op til rælingen, hvor han greb fat og fik sig trukket over den, så han landede på det hårde dæk. Som han ramte, endte han ud i et kraftigt hosteanfald, inden han endte med at lægge sig om på ryggen, hvor han trak vejret dybt. Han trykkede hovedet en anelse ned mod dækket, hvor han kunne mærke solens stråler bade ned på hans krop – han lå ikke i andet end sine underbukser. Han blinkede let med øjnene, selvom alt virkede sløret igen, hvilket fik ham til at lukke dem og slappe af. „I-indira?” Han vidste ikke om hun var kommet med op eller ej, og var hun taget af sted, så forstod han hende sådan set godt, for hun var jo først rigtigt i sikkerhed når hun kom ud på det åbne hav, hvor hun kunne dykke så langt ned som hun ville og svømme så langt som hun ville, uden risiko for at blive fanget. Han hostede endnu engang, som han prøvede at lægge sig om på siden. Han vendte kort blikket mod sine ben, for han kunne virkelig ikke mærke dem mere!

[Deleted]

Indira måtte erkende at hun var bange for at Domenico ikke ville klare den, for han var tydeligt medtaget af alt det som var sket på denne her måde, så selvfølgelig var det noget som måtte bekymre hende og endda meget! Hun holdt omkring hans hænder, for hun kunne tydeligt mærke på ham at han ikke havde styrke til noget som helst, hvilket hun også godt kunne forstå, for han var virkelig medtaget efter alt dette, så selvfølgelig var det noget som skræmte hende en anelse! Hun rystede stille på hovedet. ”Du var virkelig sindssyg at gøre det hop, Domenico! Tænk hvis du ikke havde ramt!” endte hun alvorligt og med en tydeligt mere fast mine end det som hun havde gjort brug af tidligere. Hun fik ham hurtigt hen til båden, hvor hun fik ham under vand, kun for at tage det nødvendige tilløb, så hun kunne komme op og nå rælingen så han kunne komme ombord. Hvad hun dog måtte frygte for lige i øjeblikket, var jo at de skulle komme styrtende ned af molen for at komme ned til båden, så de skulle jo af sted i en fart og helst så hurtigt som det nu var dem menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig kraftigt i læben, idet hun gjorde sit for at trække sig over kanten og op i båden til ham. Hun faldt tungt til det hårde dæk, idet hun vendte blikket mod ham. Måske at det ville være hurtigere og mere effektivt for hende at søge videre ud i havet selv, men hun ønskede faktisk at tilbringe tiden sammen med ham, for nu havde hun jo endelig muligheden for det, så ville hun bestemt heller ikke lade det gå forbi for sig på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han havde det så dårligt, var noget som bekymrede hende og så længe at halen var våd, så kunne hun altså ikke få ben igen! Hun satte hænderne i gulvet, kun for at søge direkte hen mod hans skikkelse, som han måtte ligge der. ”Jeg er lige her..” endte hun roligt, som hun strøg hånden igennem hans hår, hvor hun tydeligt viste den bekymring for ham, for den var der virkelig heller ikke. Hun vendte blikket ganske kort mod landjorden som lå lige ved siden af dem. Hun frygtede virkelig for at de ville komme rendende og rive hende med sig igen, for hun vidste at hun havde en betydelig stor betydning for dem, netop fordi at hun var hvad hun var; Nemlig en havfrue. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. ”Hvordan har du det?” endte hun dæmpet, selvom det vel var tydeligt at se at hun virkelig var bekymret for ham, for det var hun i den grad! Hendes mimik, hendes blik og det hele måtte blot indikere det. Hun bed sig en anelse i læben som hun vendte blikket mod hans ben. Syningen holdt da om ikke andet, hvilket hun var glad for! ”Vi må væk.. inden de finder os her..” tilføjede hun dæmpet og alligevel med en ganske alvorlig stemme. Nu havde han jo trods alt været så kin efter at få hende ud og væk herfra, så ville hun selvfølgelig også støtte ham i det, selvom det ikke var helt nemt, når hun ikke havde ben som kunne bruges! Hånden strøg hun endnu en gang igennem hans hår. ”Og derefter kræver jeg at du slapper lidt af,” tilføjede hun ganske alvorligt.