Help me..!

[domenico]

Selvom Domenico måske var hårdest medtaget, så var han alligevel langt mere bekymret for Indira, end for ham selv, for han ville bare gerne have at hun havde det godt. Det at se én af mændene overfalde hende og direkte true hende, havde virkelig pisset ham af! Så meget at han faktisk ikke selv forstod sig på det, men.. det beviste vel bare at hun betød noget for ham? Han havde mest af alt været bange for at hun ikke ville have set ham, hvilket faktisk havde gjort ondt at tænkte på, nemlig fordi han sådan havde glædet sig til at se hende igen. At han så skulle se hende i disse omstændigheder, det var noget som virkelig måtte gøre ham vred, for det havde hun slet ikke fortjent! Han var dog glad for at han havde fundet hende og at han havde fået hende fri fra det beskidte glaskar, for hun havde slet ikke fortjent at være deri! Det gjorde ham stiktosset at tænke på at nogen havde solgt hende og bare efterladt hende i et dumt glaskar! Han var kun glad for at han havde fået hende ud derfra, selvom han nu var bekymret for om glasskår havde sat sig i hende, for glasset havde jo splintres og havde lagt sig overalt på gulvet. Det eneste han dog tænkte på i øjeblikket var at få hende i sikkerhed, for hendes sikkerhed betød virkelig langt mere for ham end det som hans eget liv måtte gøre. Han havde lovet at han ville beskytte hende og holde hende sikker, og det var ord han havde tænkt sig at holde! At hun ikke ville op i sengen, men satte sig på gulvet ved siden af ham, sagde han intet til, selvom han ville have foretrukket at hun havde gjort som han havde hentydet til. Som han fik sig forvandlet tilbage, begyndte rystelserne for alvor at slå ind over ham, hvor det næsten føltes underligt.. kold? „D-det er.. i-ingenting..” forsikrede han hende, selvom hans krops reaktioner sagde det hele? Han ønskede dog ikke at hun skulle bekymre sig, for han havde prøvet det som var værre, men det behøvede hun nu heller ikke at vide. Han bed tænderne fast sammen, hvor han tydeligt kunne mærke smerten fra hans lår. Hånden hun næsten urørligt strøg over hans lår, fik ham til at spænde ganske let i kroppen, da han næsten var bange for at hun ville ramme såret, og han havde virkelig ikke brug for mere smert! Han endte roligt med at trække ned i sine bukser, hvor det dybe og blodige sår kom til syne, hvilket allerede måtte gøre ham svimmel, for der var så meget blod at man knap kunne se hvor dybt det var! Han sank klumpen der havde sat sig i hans hals, hvor han fik skubbet bukserne ned til hans ankler, så han kun sad iført de sorte underbukser, selvom han ikke tog sig af det, for han var nød til at få tilset sit sår! „Det skal.. syes,” endte han i en lettere anstrengt tone. Men først var han nød til at finde noget som han kunne dulme smerten med, og han skulle tilmed finde nål og tråd. Han vendte blikket mod hende. „Jeg må nedenunder igen..” Han rynkede let brynene, for den risiko var han ikke meget for at løbe, men han var desværre nød til det. Han måtte bare håbe på at ingen var kommet ind endnu.

[Deleted]

Indira havde det faktisk ganske fint, foruden at hun havde ondt i sin hånd, havde fået glasskår ind mellem skællene i hendes hale, som faktisk ville blive forbandet besværlige at fjerne før hun have fået ben og så det lille snit lavet ved halsen, men foruden det, så fejlede hun virkelig ikke noget som helst. Han var kommet hende til redning og det var virkelig noget som hun var forbandet glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han havde en betydning for hende, så selvfølgelig var hun bekymret for ham, for hun kunne jo også tydeligt se at han havde ondt! Måske at hun ikke var meget kendt med det som skete på landjorden, men hun kunne i den grad godt se at han havde ondt og det gjorde hende altså voldsomt bekymret! Hun blev siddende ved hans side og med blikket hvilende på hans skikkelse. Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde noget andet at kigge på og han havde altid været hans blikfang – i den tid som de havde tilbragt sammen om ikke andet. ”Måske at jeg er fra havet, Domenico, men det der er ikke ingenting!” sagde hun med en tydeligt usikker og ikke mindst bekymringsfuld stemme. Som han blottede såret, så var det i den grad også tydeligt, at det ikke var ingenting, men faktisk en meget stor ting! Blod havde hun set meget af, men ikke sår så dybt som det der! Hvis det ikke var fordi at hun allerede var bleg, på grund af de forhold som hun havde levet under de sidste mange dage, så var hun endt mere bleg. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme galt af sted på denne her måde, for det var noget som kun gjorde det hele så mange gange værre også for hendes eget vedkommende! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. ”Jeg kan ikke lide det..” endte hun dæmpet. Hun var normalt aldrig sådan her overfor folk på denne her måde, men overfor ham og når hun havde ham alene, så kunne hun virkelig ikke gøre noget anderledes på denne her måde. Hun vendte blikket stille ned af sig. Det røde blod faldt stille ud af sårene mellem hendes skæl, men nu hvor hendes egen hale var ved at tørre ud, også fordi at der ikke var vand på gulvet heroppe, så var det også bare et spørgsmål om tid inden at hun ville få dem, så hun igen kunne komme op på benene! ”V-vent!” Hånden lod hun hastigt glide mod hans bryst, også mest for at få ham til at blive i gulvet. Hun vendte blikket mod sin hale, som endte med at forvandle sig til ben. Han havde ondt, han skule nødigt bruge de kræfter som han havde, på at finde noget nedenunder, når det hele jo faktisk var.. hendes skyld? Hun rystede på hovedet. ”Fortæl mig.. hvad jeg skal hente, okay? Du skal ikke bruge mere energi end nødvendigt..” Denne gang var det hende som var mere fast i hendes udtalelse, det var tydeligt at han ikke havde det særlig godt, og hun kunne virkelig ikke lide det! Hun bed sig let i læben. I havet var hun selvfølgelig vant til at være lidt hård i udtalelsen, for hun var ikke en som man bare leget med, men det var første gang at hun gjorde brug af det overfor ham og det var ikke fordi at hun ønskede at være ond. Tvært imod!

[domenico]

Det at Domenico havde fået Indira op på værelset, var noget som faktisk måtte lette ham, for her var hun i sikkerhed for nu om ikke andet, og det at hun var i sikkerhed var det eneste som betød noget for ham! Han havde været opsat på at redde hende, for hun havde faktisk en stor betydning for ham, på trods de kun havde mødt hinanden en enkelt gang, men det gjorde virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende! Han ville have at hun skulle være i sikkerhed, så længe hun var i sikkerhed, så skulle han nok klare sig! Han vendte blikket ganske roligt mod hende, som han drejede hovedet, der hvilede mod sengekanten. Han havde fået sved på panden, faktisk led han i øjeblikket af koldsved, for han havde det virkelig ikke for godt! Han var svimmel og han kunne tydeligt mærke at han havde mistet blod. Han sank ganske let. Han kunne ikke snyde hende og han vidste det godt, men han ønskede ikke at bekymre hende! Han løftede sin ene hånd, selvom den var rystende, hvor han roligt lagde den mod hendes kind, som han strøg ganske svagt. „D.. du skal ikke … bekymre dig..” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et svagt smil, selvom han ikke kunne skjule smerten og ubehaget, for han var endt ret bleg i hovedet og han havde det virkelig ikke godt! Han trak vejret dybt og prøvede at fokusere, selvom det var ret så svært. Han kunne dog slappe en anelse af, netop fordi han vidste at hun var i sikkerhed, hvilket fik et mindre smil til at glide over hans læber. Han lagde hovedet tilbage mod sengekanten, hvor han lukkede øjnene ganske let. Hvor det dog blev fristende at give efter for søvnen..! Han åbnede dem dog hurtigt igen, da han opfangede hendes ord. Han så roligt mod hende og sendte hende et opmuntrende smil. „Det skal nok gå.. jeg skal nok få dig ud,” forsikrede han hende, for det var ord som han virkelig måtte mene! Han havde lovet at beskytte hende og han skulle nok få hende sikkert hjem! Han måtte ikke give efter før han havde fået hende ordentligt i sikkerhed. Han satte hænderne i gulvet, hvor han næsten skulle til at rejse sig, selvom han ikke kom så langt, da hun havde sat hænderne mod hans bryst og tvunget ham ned at sidde igen. Han stønnede lettere anstrengt, hvor han vendte blikket lettere frustreret mod hende. Hendes faste tone, gjorde det kun tydeligt at hun var bekymret for ham, selvom det jo slet ikke var nødvendigt! Han rystede dog let og stædigt på hovedet til hendes ord. At halen blev til ben, gjorde det dog ikke bedre, for nu sad hun jo nærmest helt blottet igen! Og kunne hun overhovedet gå? Hun havde sagt det havde været flere år siden hun havde været ved landjorden, så hun måtte vel heller ikke være vant til at bruge benene? „Nix! Du skal ikke sætte dig selv i fare, ved at løbe den risiko!” endte han bestemt og stædigt. Han vendte blikket lettere fast og trodsigt imod hende, som han skubbede hendes hånd væk fra hans bryst. „Du skal blive her! Jeg nægter at lade dig blive fanget igen!” Han satte roligt hænderne i gulvet, inden han fik sig vendt, så brystet hvilede mod sengekanten. Langsomt, akavet men dog sikkert, kom han op på benene, selvom det dårlige ben forblev strakt. Han prustede ganske let, hvor han næsten måtte balancere på det ene ben. „Jeg kommer snart igen..” Han bed sig let i læben, som han humpede hen til døren. Han sendte hende et lettere sigende blik, som et tegn til at hun skulle blive siddende, for hun skulle bestemt ikke løbe risikoen og blive fanget igen! Desuden nyttede det ikke at hun rendte splitternøgen rundt! Han forlod roligt værelset og humpede ned ad gangen. Det tog ham et stykke tid at komme langsomt ned af trapperne, for han måtte ikke larme, da han var nød til at være sikker på at der ikke var nogen her. Han så sig forsigtigt omkring. Her var dog stadig tomt, foruden de døde og bevidstløse mænd som lå her endnu.

[Deleted]

At Domenico var kommet efter hende, var selvfølgelig en tanke som virkelig måtte glæde hende, selvom det stadig var noget som gjorde Indira direkte bekymret, for hun kunne jo selvfølgelig godt se, at han ikke havde det godt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende. Hun følte en uro som hun slet ikke var kendt med. At se så meget blod gjorde hende virkelig usikker, for hun kunne jo tydeligt se at han havde mistet meget! Hun vendte blikket mod ham, som han lagde hånden mod hendes kind, for et sted så var det noget som kun var direkte behageligt for hende – skræmmende nok! Hun rystede på hovedet. ”N-nej! Nej! Du er kommet til skade!” endte hun med en næsten direkte frustreret mine, for det var noget som virkelig frustrerede hende, at han prøvede at skjule! Hun var altså ikke dum, selvom hun ikke var kendt med det som skete på landjorden, så vidste hun og kunne godt se at det sår var alvorligt og et af de værre af slagsen! At hun havde fået ben og endnu eng ang mere eller mindre måtte sidde blottet foran ham, var slet ikke noget som hun tænkte på lige nu, for hun havde kun ham i tankerne, specielt når han var i den mundering, så havde han da tydeligvis mere brug for den hvile end det som hun havde! Han så træt ud og det bekymrede hende, for hvis der var noget som ikke skulle ske, så var det at han ville give efter for søvnen! Det var et direkte faretruende tegn! Det var nemlig det samme under vandet, det var set før og vedkommende var aldrig vågnet igen! De havde så meget som de ikke havde nået endnu, så det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! At hun ikke fik lov til at gøre noget som helst for ham, var noget som virkelig skræmte hende, for han havde vel heller ikke regnet med at hun bare ville sidde der og lade som ingenting?! For det gjorde hun altså ikke, for det ville hun slet ikke høre tale om på nogen som helst måde overhovedet! ”J-jamen…!” Hun sukkede dæmpet og bed sig i læben. Han ville ikke se hende løbe risikoen? Hun ville jo faktisk gerne have at han skulle klare sig igennem det! Der var meget mere som hun ønskede at vise ham, hun ønskede at lære ham mere at kende end det som hun allerede havde gjort det, for.. der var jo så meget ukendt for hende endnu! At han rejste sig op og bare kæmpet sig mod døren, hvor det blik som han sendte hende sagde hende det hele; hun måtte ikke gå nogen steder! Hun sukkede dæmpet og bed sig ganske let i læben. Hun endte med at trække sig op på sengen, hvor hun trak dynen en anelse over sig, også for at skjule sig en anelse. Hun hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Var det en tåre? Hvorfor var hun så usikker? Det var noget som hun virkelig ikke kunne have med at gøre og det var noget som virkelig måtte irritere hende noget så forbandet voldsomt! Hun blev siddende og stirrede direkte mod døren, hun håbede virkelig bare at han fandt det som han havde brug for og kom tilbage til hende, så hun i det mindste kunne hjælpe! Hun vidste godt når hun skulle bakke ud og det var hvad hun gjorde i denne stund, det var helt sikkert. Hun ønskede ikke flere diskussioner eller stride. Dem havde der været nok af for en dag!

[domenico]

Domenico havde det bestemt ikke godt. Han havde frygtelig ondt i låret, af det dybe sår, at han helt glemte den dybe flænge i hans kind. Han havde fået koldsved, rystede og havde det varmt og koldt på samme tid, og han følte sig virkelig svimmel! Mest af alt havde han bare lyst til at give efter for søvnen, men.. det ville nok ikke hjælpe? Et sted var han bange for at, hvis han lukkede øjnene nu, så ville han ikke vågne op igen. Den tanke var virkelig skræmmende! Desuden så var han nød til at få Indira i sikkerhed, så han måtte bestemt ikke give op endnu! Han fortsatte med at stryge hende over kinden, næsten for at berolige hende, da han tydeligt kunne høre og mærke på hende at hun var frustreret. Han lagde let sin pande ind mod hendes, selvom det resulterede i at hele hans krop søgte mere ind mod hendes. „Sch.. det skal nok gå Indira. Det lover jeg,” hviskede han dæmpet og dog alligevel i en bestemt tone. Han havde lovet at beskytte hende og det var noget som han skam havde tænkt sig! Han nægtede at lade der ske mere ondt med hende! Det var også grunden til at han ikke ville lade hende gå nedenunder, for hvad nu hvis hun blev fanget igen?! Det kunne han ikke risikere! Han kunne tydeligt mærke at hun var lettere trodsig ved at lade ham gøre det selv, men.. hvis der skete noget med hende, så.. kunne han ikke tilgive sig selv! Han sendte hende et mildt og dog anstrengende smil. „Det skal nok gå,” forsikrede han hende, inden han smuttede ud af døren og lukkede den efter sig. Han vidste ikke om der var nogen inde på de andre værelser, men eftersom det var morgen, kunne han godt forestille sig det. Han måtte bare sørge for at skynde sig!
Som Domenico kom nedenunder og så at det hele var tomt, mærkede han en lettelse, selvom det også bragte en form for spænding, for der kunne jo faktisk komme nogen ind så snart det skulle være. Han skyndte sig hen til bage og kom bag disken, hvor han begyndte at lede efter de nødvendige ting. Han fandt en lille flaske rom, en større flaske vodka, og kort efter fandt han også en sygekasse. Han tog både kasse og de to flasker med sig, inden han bevægede sig op mod værelset igen. han havde været tæt på at falde op ad trapperne, selvom han havde klaret det. Han var nød til at støtte på det dårlige ben af og til, hvilket fik en smerte til at skyde igennem ham hver gang. Han kom roligt haltende og humpende hen til værelset, som han fik åbnet, inden han smuttede indenfor igen. Han lukkede og låste roligt døren, inden han haltede ud i rummet. Et smil gled over hans læber, da de mørkebrune øjne faldt på Indiras skikkelse, som hun havde lagt sig op i sengen. Smilet falmede dog hurtigt, da han mærkede en smerte skyde igennem ham, hvilket fik ham til at gispe ganske let. Han skar en grimasse, inden han kom vaklende hen til sengen, som han væltede ned i. Han trak vejret lettere tungt, inden han vendte blikket mod det blodige lår igen. Det sveg af helvedet til! Han endte med at åbne flasken med vodka, som han tog et par slurke af, inden han vendte blikket mod sygekassen. Han fik både tråd og nål gjort klar, selvom hans hånd rystede meget kraftigt. Bare synet og tanken om hvad han skulle til gjorde ham ligbleg i ansigtet. Han sank en klump og tog en slurk af vodkaen igen, inden han også hældte en smule over såret, selvom han måtte gispe af smerte, for det gjorde virkelig ondt!

[Deleted]

Indira var virkelig bekymret for Domenic, for det var virkelig mere end tydeligt, at den stakkels mand, virkelig måtte have ondt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide, for det var faktisk var noget som direkte måtte skræmme hende meget! Hans hånd som var så skælvende og det var noget som gjorde hende usikker, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at han skulle komme galt af sted på grund af hende. Hendes blik hvilede nærmest som direkte stift til hans skikkelse og med den samme usikre mine som tidligere. Der skulle normalt meget til før hun faktisk blev usikker som hun følte det lige for øjeblikket, men det skete dog alligevel og.. ja, hun fortrød vel at hun havde været så vild og voldsom ombord på ’Juvelen’ for så var det her jo aldrig nogensinde sket! Hun sukkede dæmpet. Han var virkelig stædig, selv på trods af hans tilstand, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende på nogen som helst måde. ”Du er virkelig stædig, er du..” mumlede hun med en dæmpet stemme. Det gjorde hende altså bekymret, for hun kunne i den grad også godt se, at han bestemt heller ikke havde det særlig godt, så det var så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt for hendes vedkommende. Hun blinkede ganske let med øjnene som han kom hen til døren og søgte udenfor, selvom han lukkede døren. At gøre modstand nu, ville nok heller ikke hjælpe dem på nogen måde, hvilket hun allerede var klar over, og det var noget som gjorde det hele værre! Hun havde valgt at sætte sig på sengen og med dynen over sig, mest af alt, også for at holde sig bare en anelse i det skjulte, for det var jo trods alt også direkte nødvendigt. Hun sukkede dæmpet og bare blev siddende og ventede.
At han måtte komme tilbage igen, var noget som hurtigt fangede Indiras opmærksomhed, for hun kunne jo tydeligt se, at han ikke havde det for godt! Hun bed sig let i læben, selvom hun blev siddende. Måske meget naiv, men denne gang valgte hun faktisk ikke at tage hans ord for gode vare, for hun vidste nemlig godt at han ikke havde det godt, for det var jo trods alt også så forbandet tydeligt at se og selv det gjorde hende urolig, for hun havde jo aldrig ønsket at han skulle komme galt af sted og specielt ikke på denne her måde! Hun blinkede let med øjnene. Nål og tråd var måske ikke noget som hun var vant til at arbejde med, men han kunne ikke gøre det med de skælvende hænder! Hun rystede på hovedet, som han var endt i sengen, hvor hun roligt lagde hånden over hans. ”Du.. ryster så meget.. lad mig..” endte hun stille. Hun ønskede ham jo bare det bedste, selvom han nok skulle guide hende igennem dette, men det var da virkelig underordnet. Uden at vente på svar, så tog hun nålen og tråden fra ham. At han virkelig havde ondt, var noget som bekymrede hende og rigtig meget endda, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”H-hvad skal jeg gøre..?” endte hun med en næsten direkte skinger stemme, for det var jo trods alt ikke engang en løgn. Hun var slet ikke vant til noget af det som måtte minde omkring dette, det var helt sikkert. Blikket gled mod ham endnu en gang og med den samme ganske så stilfærdige mine, også selvom panikken var at spore i hendes blik, for det var virkelig ikke fordi at hun havde det godt med omstændighederne!

[domenico]

Måske Domenico var stædig i denne situation og på trods at han var den som var hårdest skadet, men han kunne virkelig ikke sætte hendes liv mere på spil! Det var en risiko, som han virkelig ikke kunne og ville løbe! Hun havde fået en betydning for ham, det kunne han desværre ikke undgå eller lyve om, for hvorfor dog skjule det? Han havde virkelig glædet sig til at se hende igen, ja, han havde vel selv forsøgt at lede efter hende? Det havde dog været ret så umuligt at finde hende eller nogen anden af hendes slags, så.. han havde måttet vente, selvom han ikke havde været meget for det! Det havde faktisk gjort ondt at vente på hende og gå med den tro at hun slet ikke havde gidet at se ham igen, selvom han var utrolig nysgerrig på historien bag, at hun var endt i det glaskar, for hvad pokker var der egentlig sket? Han kunne regne ud at hun måtte være blevet fanget på en eller anden måde, måske hun havde forvekslet båden med hans og så var hun blevet fanget? Der kunne jo være så mange grunde! Uanset hvad, var han bare glad for at han havde fundet hende, og at han havde fået hende ud derfra, desuden så havde han skam også sit endelige mål om at få hende helt ud i havet igen! Andet tillod han da virkelig ikke! Han vendte roligt blikket mod hende, som han kom ned at sidde i sengen, selvom han gjorde det flotte hvide lagen helt ødelagt med sit blod. At hun havde gemt sig væk under dynen, morede ham til dels, selvom det vidst kun var bedst. Han stoppede roligt sin handling, som hun henvendte sig til ham. Hun ville gøre det? Han vendte blikket mod sit blodige sår, der virkelig havde behov for at blive syet, til hans hånd, der virkelig måtte ryste ustyrligt, inden han vendte blikket mod hende. Han nåede dog ikke at reagere, før hun havde taget nål og tråd ud af hånden på ham, hvor han blot betragtede hende. Han var i hvert fald ikke den eneste stædige! At hun så ikke vidste hvad hun skulle gøre, fik ham til at trække på smilebåndet, det manglede da bare! Han sagde dog intet til det, for han var kun glad for at hun ville hjælpe. Han lagde roligt sin rystende hånd mod hendes kind, hvor han sendte hende et let smil. „Jeg skal.. have dig til at.. sy mit sår,” forklarede han roligt. Han klappede med sin anden hånd på sin venstre side, som tegn til at hun skulle sætte sig på den anden side af ham, så hun kunne se og nå hans sår. „Sæt dig her.. og så bare.. sy, som var det stof, bare.. mit ben i stedet for,” endte han i en næsten.. nervøs tone? Hvis hun aldrig havde prøvet det før, ja.. hvordan ville det så ikke gå? Han endte med at tage en stor slurk af vodkaen, næsten kun for at roe sig selv mere ned, for han havde ikke brug for mere nervøsitet! Såret havde han renset med vodkaen, skønt det havde gjort ondt! Han vendte roligt blikket mod hende igen, lettere afventende. Han var nu ganske sikker på at hun nok skulle klare det, så længe hun ikke besvimede ved synet af blod, men det havde hun ikke gjort dernede, så hvorfor skulle hun gøre det nu? Han havde i hvert fald brug for hendes hjælp, og han var kun taknemlig og glad for at hun ville skænke ham den.

[Deleted]

Det kunne godt være at Domenico var stædig, men Indira ønskede faktisk ikke at han skulle komme mere galt af sted, og da specielt ikke på grund af hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde ondt, det var end ikke noget som han kunne skjule for hende, om det var noget som man ville være ved eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Hun var bange. For første gang i hendes liv, kunne man faktisk sige at hun virkelig var bange! Hun havde ikke forvekslet den båd hun havde været på med hans, for den som hun havde været på, havde været mange gange større! Om ikke andet, så skulle hun nok give ham historien når han havde fået det bedre, for det kunne jo næsten se ud som om at det måtte være en kamp for at holde sig vågen og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! Hun bed sig let i læben og tog så hurtigt nålen og tråden fra ham. Hun havde aldrig haft behov for at skulle sy noget, for.. ja, hvad skulle hendes slags da bruge det til? De kunne ikke bruge det til noget som helst! Hun nikkede blot stille til hans ord. ”O-okay..” endte hun dæmpet, som hun roligt kravlede over på den anden side af ham. At se blod var ikke noget nyt for hende, så det påvirkede hende ikke som sådan, det var helt sikkert. Det var bestemt heller ikke fordi at det forundrede hende at han var kommet så galt af sted, for han havde virkelig lagt hårdt ud med dem, for.. hun vidste at hun var landjorden af enorm stor værdi. Et sted så var hun jo kun bange for at gøre det hele værre, selvom det.. vel heller ikke kunne blive værre end det som det allerede måtte være for øjeblikket? Det var sådan at hun så på det og det var faktisk en tanke som næsten måtte trøste hende selv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod tungen stryge let over sine læber, idet hun vendte blikket mod ham. ”J-jeg.. skal nok prøve..” sagde hun stille. Hun kunne ikke garantere for at det ville blive som en healer ville gøre det. ”L-læg dig ned.. Det kommer nok til at gøre ondt..”Hun vendte blikket ganske varsomt imod ham, idet at hun varsomt og næsten roligt, begyndte at føre nålen igennem hans hud, idet hun prøvede at sy ham lidt sammen. Det var faktisk svært at lave de løkker som nålen skulle igennem, så hun valgte en lettere tilgængelig metode, ved bare at sy ham sammen, selvom det var noget som hun gjorde så forsigtigt og så varsomt som det nu var hende menneskelig muligt. Samtidig som hun måtte sy ham sammen, så vendte hun blikket mod ham, mest af alt, også for at se til hvordan han havde det. Nu hvor han var i denne tilstand, så regnede hun heller ikke med at komme tilbage til havet lige foreløbig, selvom det nu heller ikke var de tanker som hun tænkte over lige netop nu, for hun var virkelig kun bekymret for ham som det eneste! Hun holdt en lille pause, mest af alt, også for at få styr på sin egen blodige hånd, idet hun varsomt fortsatte. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle have ondt mere end det som måtte være højst nødvendigt. ”Undskyld..” endte hun med en dæmpet stemme.

[domenico]

Domenico havde slet ikke tøvet med at komme Indira til undsætning, da han havde set hende i glaskarret, for han fandt sig da slet ikke at se nogen gøre hende fortræd på den måde! Han havde jo godt set at der slet ikke havde været plads til hende der, og det gjorde ham virkelig vred! Han fortrød ikke at han var kommet til skade, for det var det værd! Så længe hun var i sikkerhed og havde det godt, så var alt perfekt for hans vedkommende! Selvom han virkelig havde ondt, var svimmel og havde koldsved, han var næsten bange for at han ville dø af blodmangel, hvilket også var grunden til at såret skulle sys sammen, så det bare ville stoppe blødningen lidt, derefter skulle det også forbindes, og med sin rystende hånd, var han nu alligevel glad for at hun tog sytøjet fra ham, for det havde han da aldrig klaret alene! Han var dog alligevel en anelse nervøs, for.. hun havde vel aldrig syet? Havde hun overhovedet hørt om det? Dum var hun ikke, så hun kunne vel godt regne ud hvordan man gjorde? Hvad der skulle til? Han vendte blikket mod hende, som han tydeligt kunne høre at hun selv var usikker, hvilket ikke ligefrem gjorde det lettere for ham selv. Han sank den klump der havde sat sig fast i hans hals, inden han løftede den ene hånd og tørrede sveden af panden. „Du kan godt,” endte han lettere tillidsfuld, som han sendte hende et opmuntrende og beroligende smil. Alt skulle nok gå, det.. håbede han i hvert fald. Han lod hende blot kravle over ham og over på den anden side, som han kort vendte blikket mod sit ben, hvilket fik ham til at tage et par slurke til af vodkaen, for at dulme smerten, for det var ikke en tanke han kunne have med at gøre! Han vendte blikket lettere uroligt op mod hende, hvor han nikkede ganske svagt til hendes ord. Han lagde sig bedre til rette, eller i hvert fald så det blev så let for hende som muligt at komme til. Han trak vejret dybt, hvor han mærkede hvordan hans hjerte måtte hamre imod hans brystkasse, idet hun skulle til at begynde. Han bed tænderne fast sammen, som hun startede, hvor han tydeligt kunne fornemme og mærke nålen stikke igennem hans hud, hvilket kun gjorde ham langt mere bleg i ansigtet. Han havde det virkelig dårligt! Han trak vejret dybt og prøvede at gøre det kontrolleret, selvom det virkelig var svært! Han gispede af og til, specielt når det gjorde rigtig ondt, hvor hans hånd lukkede sig omkring dynen, som hun havde omkring sig, hvor han kun strammede grebet, jo mere hun fik stukket nålen igennem hans hud. Hans vejrtrækning var blevet langt hyppigere, hvor han mest af alt følte for at stoppe hende, men han vidste at det skulle sys, så han havde faktisk ikke noget valg, end at lade hende fortsætte. Han vendte roligt blikket mod hende, da hun havde valgt at stoppe og tilmed sagde undskyld. Han sendte hende et stille smil, selvom det vel var tydeligt at han ikke havde det for godt? Han klemte øjnene let sammen, da hun igen valgte at fortsætte, hvilket kun gjorde ubehaget større. Han satte roligt flasken for munden igen, og tog nogle store slurke af den klare væske, som røg direkte ned i svælget på ham, kun for at prøve at drikke smerterne væk, eller prøve at dulme dem så meget han kunne.

[Deleted]

Tanken om at Domenico var kommet til skade på grund af hende, var virkelig ikke en tanke som Indira var særligt begejstret for, og det var bestemt heller ikke noget som hun lagde skjul på som sådan, for det gjorde hun ikke! Han havde brug for lægehjælp, så meget vidste hun og hun var nok ikke den rette at spørge, men hvad skulle man da ellers kunne gøre ved det? Han var kommet til hendes redning, han var kommet hende til hjælp nu hvor hun havde haft så desperat brug for det, netop ved at skulle sidde fanget i et glasbur hvor hun ikke havde haft nogen som helst mulighed for at komme fri på egen hånd. Lige hvad det var, var hun ikke helt sikker på og hun havde kun oplevet et enkelt møde med ham, men der var noget ganske særligt ved ham som hun ikke rigtigt var i stand til at beskrive med nogen som helst former for ord. Tanken var en anelse skræmmende, men hun kunne faktisk også godt lide den, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang løgn. Han gjord hende en anelse rolig, netop ved hans ord, for det var hende en hjælp uden lige, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! ”Jeg… skal nok prøve..” At han direkte opmuntrede hende på den måde, var noget som selvfølgelig måtte glæde hende, selvom hun i den grad også godt kunne mærke på ham, at det virkelig var noget som måtte gøre ondt, også for hendes vedkommende. Hun havde aldrig siddet med en nål i sine næver, hun havde aldrig oplevet det at sy, selvom hun nu bare håbede på at hun gjorde det rigtigt, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle have mere ondt på grund af hende, for det hele her, var jo udelukkende på grund af det som hun havde gjort, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre. Hun følte for at undskylde, selvom hun måske ikke helt præcist vidste for hvad det var, men det var noget som hun virkelig ønskede at fortælle ham. Det var lige det der med at slå koldt vand i blodet og bare.. fortsætte, for det var bestemt heller ikke nemt for hende altid og nu hvor det var ham som det gjaldt, så var det faktisk langt mere besværligt end det som hun lige havde regnet med, så det var så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt for hendes eget vedkommende. Forsigtigt valgte hun at gøre sit arbejde færdigt, hvor hun lænede sig frem og bed tråden over og fjernede nålen. Hun vendte blikket ganske forsigtigt mod ham endnu en gang, selvom han klart også lignede en som kunne bruge noget hvile. ”Du.. du burde nok lægge dig ned, Domenico..” sagde hun med en dæmpet stemme, og med en tydeligt bekymret og usikker mine i ansigtet, for hun var virkelig oprigtigt bekymret for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun satte sig forsigtigt tættere på ham og lagde hånden mod hans kind som hun strøg ganske let. ”Jeg kan ikke lide at se dig sådan her.. det gør ondt..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun var virkelig, virkelig ked af det, også fordi at hun jo faktisk var klar over, at det i bund og grund var hendes fejl. Det var hendes skyld, at han havde det som han havde det og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde!

[domenico]

Dette var på ingen måde Indiras skyld! Domenico vidste godt nok ikke hvordan hun var endt her, men mon han ikke fik den historie på et tidspunkt? Desuden så var det ikke ligefrem den historie han ville have i øjeblikket, for han kunne kun tænke på at han ville have hende hjem, han ville gerne have hende i sikkerhed, andet betød virkelig ikke noget for ham! Han var ligeglad med sit eget liv, så længe hun bare kom ud i det fri, for ingen havde fortjent at blive sat i fangenskab på den måde! Hun havde ikke engang kunne være i glaskarret, det var jo direkte.. tortur! Barbarisk! Det gjorde ham virkelig vred at tænke på! Det eneste han ønskede var at få hende ud herfra, selvom han måtte indrømme at han faktisk følte sig en anelse afkræftet. Det måtte faktisk irriterer ham! Han vidste godt at de snart skulle af sted og helst hurtigt som muligt, for ellers kunne de risikere at myndigheden kom og fandt dem, og så ville de med garanti tage hende til fange igen! Og det skulle bestemt ikke ske! på den anden side.. hun havde fået ben nu, så.. de ville jo ikke kunne se at hun var havfrue, men på den anden side kunne de jo nok godt regne ud at han i hvert fald havde været en del af det, for han var såret og der var næsten blod over det hele! Han sendte hende et betryggende smil. „Det skal nok gå,” endte han opmuntrende, selvom tonen også var anstrengt, for han havde virkelig ondt! Og han kunne tydeligt mærke at han var svimmel af al den blodmangel! Sjovt var det i hvert fald ikke! Han var næsten endt med at tømme hele vodkaflasken, selvom han også endte med at sætte den fra sig på gulvet. Han var pirat og kunne derfor indtage en del alkohol uden at blive påvirket, men det var heller ikke fordi han ville give hende det forkerte indtryk! Dog kunne han godt mærke at det hjalp en anelse, for det dulmede faktisk smerten en smule. Han sank en klump der havde sat sig fast i hans hals, selvom han nægtede at se på såret. Han koncentrerede sig mere om at trække vejret, få sig selv roet ned, selvom det faktisk var ganske svært! Mest af alt var han jo bange for at vagterne pludselig ville dukke op og stå i døren og det ønskede han virkelig ikke! Ingen måtte røre hende! Det tillod han virkelig ikke! Han endte med at vende blikket lettere forundret mod hende, da hun endte med at føre hovedet til hans lår. Var hun færdig? Han vendte roligt blikket mod hende, som hun rettede sig op igen. Han blinkede let med øjnene, hvor hans ansigt var fyldt med den koldsved han havde. „Nej.. jeg må ikke! V-vi.. er nød til at.. komme væk herfra!” endte han lettere stædigt, som han vendte blikket næsten frustreret op imod hende. Han endte dog med at falde til ro, da hun satte sig tættere på ham og lod hånden søge mod hans kind. Han rynkede brynene ganske let. Han kunne tydeligt se at hun var bekymret, at hun havde det dårligt, selvom.. hvorfor? Det var jo ikke hendes skyld! Han tog roligt omkring hendes hånd med begge sine, hvor han knugede den ganske let. „N-nej! Det må du ikke.. Det er ikke din skyld Indira,”[/colo] forsikrede han hende, som han trykkede ganske blidt omkring hendes hånd. Han sendte hende et skævt og prøvende smil. „Jeg er kun glad for at få dig ud derfra..” Han kom dog også til at tænke på alle glasskårene og det at manden havde overfaldt hende, hvor blikket faldt mod såret mod hendes hals. Han løftede den ene hånd, som ganske blidt strejfede hendes hals. „Hvad med dig? Er.. du okay?” spurgte han forsigtigt. Det havde ikke været meningen at lade det gå ud over hende!

[Deleted]

Indira skulle nok fortælle Domenico hele historien senere, det var noget som hun var fuldkommen sikker på, for.. han fortjente den om ikke andet, også fordi at han havde reddet hende! For det havde han jo! Han havde derved også valgt at bevise for hende, at han godt kunne lide at være omkring hende, hvilket selvfølgelig var noget som glædet hende. De jordiske myndigheder var nu heller ikke det som hun tænkte mest over lige nu. Hun var kun behandlet som havde hun været en genstand, sat til udstilling, mest af alt også for at tiltrække andre kunder til stedet og det havde jo trods alt set ud til at virke, men det havde virkelig været under groteske forhold! Hun var et frit væsen! Foruden.. når hun var sammen med ham? Han formåede at fange hende på en måde, som hun ikke kunne beskrive, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun kunne se at han havde voldsomt ondt og det var slet ikke en tanke som hun kunne have, for.. hun følte jo at det var hendes skyld og det var ikke en god følelse at sidde igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket stille op mod ham. ”Tror.. tror du virkelig det..?” spurgte hun stille. Normalt var hun optimistisk, smilende og glad, men selv hun havde det ikke så godt igen og med den samvittighed som virkelig måtte trykke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp hende det mindste på nogen måde overhovedet. Hun var virkelig bekymret for ham, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det gjorde det bestemt heller ikke. Ikke at hun rokkede sig ud af stedet, for det gjorde hun virkelig ikke, hun holdt af manden som sad ved siden af hende, og nu hvor han også havde bevist for hende, at det var gengældt, så var det noget som efterlod hende med en form for.. glæde som hun ikke var i stand til at beskrive på nogen måde overhovedet. Hun trak vejret dybt, nu hvor hun havde muligheden for at få luft, så var det selvfølgelig noget som virkelig glædet hende på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! At han ikke ville hvile, var noget som bekymrede hende! ”Domenico, du er kommet til skade!” endte hun med en forfærdet stemme, han havde brug for at slappe af, genvinde noget energi, for.. de kunne da ikke bare komme derfra bare sådan uden videre, det vidste han vel godt?! At han tog omkring hendes hånd, var noget som glædet hende. Det var da noget som gjorde, at hun ikke tog det som en direkte afvisning, så selvfølgelig var det noget som glædet hende. Hånden som strejfede hendes hals, fik hende let til at bide sig i læben, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. ”Det.. gør lidt ondt, men det er okay..” Hun vendte blikket stille ned mod sine ben. De så betydeligt værre ud end resten af hende, for glasset havde jo boret sig ind mellem hendes skæl i halen, så det gjorde faktisk godt ondt. Selv de dybeste glasskår sad stadig i hendes hud – selovm det også først var nu at hun faktisk lagde mærke til det i det hele taget.

[domenico]

Måske Domenico havde ondt, men den fysiske smerte var slet ikke på samme niveau som den psykiske han følte ved at vide at Indira havde været igennem det som han havde! Han ønskede hende bare tilbage til havet, han ønskede bare at hun skulle have det godt. Det at vide at hun var blevet såret og skadet selv, var noget som faktisk måtte gøre ham vred! Det havde hun slet ikke fortjent på nogen måde! Måske hendes folk kunne være barbariske, men.. det kunne menneskene jo også! Men Indira var virkelig anderledes! Hun var god, hun var mild, hun var nysgerrig, og hun kunne ikke finde på at gøre nogen fortræd! Selvom hun vel gjorde det, hvis nogen prøvede at gøre hende fortræd? Men så var det bestemt også forståeligt! Desuden.. så havde hun jo ikke gjort ham noget. Hun havde været så god og nænsom mod ham, og hun sad i øjeblikket og hjalp ham igen! Hun syede hans sår, hun lappede ham sammen og var faktisk bekymret for ham! „Jeg ved det! endte han med et opmuntrende og betryggende smil. Han stolede faktisk på hende, og selvom hun aldrig havde siddet med nål og tråd – for hvad skulle hun dog bruge det til? – jamen så troede han stadig på hende, for hvorfor skulle hun ikke kunne finde ud af det? Det havde mere været et problem hvis hun havde besvimet ved synet af blod, men det gjorde hun jo ikke. Blikket vendte han kort mod sit lår, der ikke længere blødte særlig meget, plus at det faktisk så godt ud, på trods det var hendes første gang. Smerten havde dæmpet sig en anelse, selvom det nu stadig gjorde ondt, og han var stadig en anelse svimmel, skønt han dog ikke længere led af koldsved. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes forfærdede tone. Han vidste godt at han var kommet til skade, men.. hvis de blev her, så ville de bare blive fanget og hvis de fandt ud af at hun var havfrue, så ville de sikkert gøre værre ting ved hende end at putte hende i et glaskar, og den tanke ville han ikke kunne leve med! „Indira.. jeg ønsker dig kun i sikkerhed, hvis.. hvis de..” Han endte med at rynke brynene i en frustreret og bedrøvet mine, „hvis de får fat i dig igen, og gør dig ondt, så ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv! Du betyder langt mere for mig end et simpelt sår!” Han trykkede ganske blidt omkring hendes hånd. Han ønskede bare at hun skulle forstå! De kunne ikke blive – ikke særlig længe i hvert fald. At hun var blevet skadet og tilmed snittet i halsen gjorde ham virkelig rasende! Det fandt han sig bestemt ikke i! At hun var okay, kunne han regne ud, for havde det været alvorligt havde hun allerede været død, men det at nogen havde gjort hende fortræd.. ja den tanke kunne han bare ikke have! Han fulgte roligt hendes blik ned mod hendes ben, hvor han trak dynen en anelse til siden. „Dine.. dine ben,” hviskede han stille og lavmælt. De var fyldt med sår fra glasskår og nogle sad tilmed stadig fast i hende! Han rykkede sig tættere på hendes ben, inden han gav sig til at fjerne de glasskår som han kunne, imens han også strøg hende blidt over huden for at berolige hende en anelse.

[Deleted]

Nu hvor Domenico havde fundet hende og reddet hende, så havde hun det selv langt bedre, på trods af de nypåtaget mærker som hun havde fået, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Hendes bekymring gik faktisk til ham, for hun var virkelig bekymret for ham, for det var jo selv tydeligt for hende, at han ikke måtte have det særlig godt. at hun havde blå mærker mere eller mindre over det hele på grund af den modstand som hun havde gjort sig, var nu heller ikke noget som hun kunne tage sig af som sådan, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede stille til hans ord, selvom hun på ingen måder var overbevist. Hun kunne jo se, at han ikke havde det særlig godt! Så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! ”Du.. burde stadig hvile, kære..” Stemmen var tydeligt præget af bekymring for ham, for han havde i den grad påtaget sig langt mere end det som hun selv havde! Hun var jo i sikkerhed nu! Det kunne han da også se! Så burde han da også bekymre sig mere for sig selv, end det som han burde bekymre sig omkring hende, det var da om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det, for det bekymrede hende virkelig, at det var sådan at han måtte have det! Et sted så følte hun jo stadig at det var hendes skyld, for det var hende som var blevet fanget, hende som havde gjort så meget modstand, at hun var blevet solgt, hun havde kæmpet så hårdt for sin frihed, at hun var endt i et glaskar med møgbeskidt vand og derved afsløret for alt og alle, at hendes slags eksisterede, hvilket hendes omgangskreds nok heller ikke ville blive særlig begejstret for, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for! Hans ord var noget som direkte kom bag på hende, for.. hun var slet ikke vant til at folk så på hende på den måde eller at hun havde den betydning for nogen som helst. Hun blinkede let med øjnene. ”Jamen… Domenico, hold nu op med at lege spækhugger altså! Du er kommet til skade og ved du hvad? Det kan jeg altså ikke lide!” Denne gang var hendes ord langt mere påpasselige. At sammenligne ham med en spækhugger var som at kalde ham for en martyr, for han fik jo intet ud af det, hvis han endte med at gå bort! Og det gjorde hun jo heller ikke!
At hele opmærksomheden blev ledt mod hendes ben, var nu heller ikke noget som Indira var særlig begejstret for, for hun kunne godt mærke at det gjorde ondt, men hun havde ikke ville sige det til ham, for.. han havde virkelig ikke brug for at være så bekymret for hende! Hun rystede på hovedet, som han alligevel valgte at blotlægge benene, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Det.. det er ikke så alvorligt..” Hun kunne godt mærke, at han begyndte at pille glasskårene ud, for det var bestemt heller ikke altid lige behageligt. Hun lukkede øjnene stille i. at han strøg over hendes hud samtidig, var noget som gjorde hende rolig, for hun stolede jo på ham – mere end det som hun havde gjort det eller udtrykket det overfor nogen anden, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende. Hun trak vejret dybt og en anelse dirrende, idet at en simpelt tåre trillede ned af hendes kind. Det hele havde virkelig skræmt hende!

[domenico]

Det at Indira var så bekymret for Domenico, var jo slet ikke nødvendigt! Og dog var det en dejlig fornemmelse som det efterlod ham med, for det lod ham vide at der faktisk var nogen som tænkte på ham, at han faktisk var holdt af, hvilket var lang tid siden at han havde følt det sidst. At hun kaldte ham for ’kære’, kom faktisk bag på ham, for det var da kun noget man kaldte folk som stod én nær? Og han havde jo kun mødt hende en enkelt gang! På den anden side, så holdt han jo faktisk også utrolig meget af hende, også grunden til at han var søgt hertil uden den mindste tøven, uden at vide om det i det hele taget var tale om en havfrue, og om det i det hele taget havde været hende. Men nu hvor det havde været hende, så var han kun utrolig glad for at han var taget af sted! Og han havde bestemt heller ikke tøvet med at få hende fri, for ingen havde fortjent at være indespærret på den måde! Og da slet ikke hende! Hun var så god og mild! Det førte ham kun tilbage til spørgsmålet om hvorfor hun egentlig var endt her, for hvad var der egentlig sket? Han så roligt op mod hende. „Men.. vi er ikke i sikkerhed her, Indira.. myndigheden kan komme ind når som helst, og jeg vil ikke have at de skal tage dig igen!” endte han lettere fortvivlet, som han trykkede mere omkring hendes hånd, så han næsten måtte knuge godt og fast omkring den. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget! Han ville virkelig bare gerne have at hun var i sikkerhed! Og så snart de kom hen til hans båd, så kunne de slappe af! Det kunne de ikke endnu! Det ville være at tage en kæmpe risiko og chance, hvilket der var for meget på spil for at kunne gøre! Hendes liv og frihed var på spil og det var bestemt ikke noget som han ønskede at satse med! Han endte med at tie helt stille ved hendes ord, hvor han blot blev liggende. Han kunne dog ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet, for hendes metaforer var så anderledes. Han skulle holde op med at opføre sig som en spækhugger? Det var da slet ikke noget som han havde hørt før og dermed vidste han faktisk heller ikke helt hvad det betød. „Jamen du betyder da langt mere for mig end hvad jeg selv gør! Jeg vil bare gerne have dig i sikkerhed. Vi skal bare hen til kanalen, hen til min båd, så er du fri igen, og så er vi i sikkerhed,” fortalte han stilfærdigt, hvor hans mine blev lettere bedrøvet.
Domenicos tanker og opmærksomhed blev dog hurtigt vendt mod Indira, for han ønskede virkelig ikke at hun skulle have ondt på nogen måde! Det gjorde ham direkte tosset at tænke på! Han så roligt op mod hende til hendes ord. „Men alvorligt nok,” endte han lettere bestemt, inden han igen begyndte at fjerne glasskårene fra hendes ben, i det mindste var der ikke så mange, men.. det var jo hans skyld! Det gav ham virkelig dårlig samvittighed! Han strøg hende ganske let over benene, som han havde fået så mange ud som han kunne, og de meste overfladiske. Han vendte let blikket mod sin arm, da en dråbe ramte ham, inden han så op mod hende. Græd hun? Han satte sig en anelse op. „Gjorde jeg dig ondt? D-det.. er jeg ked af,” svarede han lettere undskyldende, som han løftede sin ene hånd og strøg den kærligt over hendes kind, for at tørre hende fri fra tårens våde bane, kun for at lade armene søge omkring hendes skikkelse, så han kunne trykke hende ind til sig. „Det er ikke din skyld Indira.. og jeg skal nok få dig ud,” forsikrede han hende, som han strøg hende ganske beroligende over håret, imens han holdt hende tæt.