Help me..!

[Deleted]

Det var en flot morgen – for dem som var i stand til at nyde den om ikke andet, for det var slet ikke noget som man kunne sige at Indira var i stand til. Efter mødet med Domenico var det hele bare fladt til gulvet og hun kunne ganske enkelt ikke finde ud af det mere! Hun var bragt fra ’Juvelen’ og direkte til land. Hun havde formået at pisse kaptajnen voldsomt af og det havde tydeligt været mere end rigeligt. De tilfangetagende som havde været på skibet var kommet af og hun var bragt til markedet, selvom det bestemt heller ikke havde været ved hendes gode vilje. Hvor hun var endt henne, vidste hun ikke, men det havde virkelig skræmt hende! Der havde været for mange til at holde hende, for mange til at holde hende i skak og tvinge hende ned i det kar af glas, som var bragt fra skibet og direkte ind til byen, hvor ejeren af den store kro som lå i Valvor Pairó.
Lige hvor længe hun havde ligget idet kar med vand, havde hun ikke nogen anelse om, men pladsen var virkelig, virkelig trang! Hun kunne ikke vende sig, hun kunne knapt bevæge sig og iltindholdet i vandet var bestemt heller ikke noget at prale af efterhånden. Det kunne godt være at hun var af havet og et væsen som levede derunder, men selv hun havde kraftigt brug for luft! Efterhånden så havde hun det heller ikke godt. hendes hofte stødte af mod bunden af karet, hånden hvilede på det, også selvom hun knapt nok kunne se hvad der skete på den anden side, udelukkende på grund af det beskidte glas. Der var jo trods alt også mange som havde været henne for at se til hende, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde. Et sted så savnede hun vel Domenico? Det at han havde været sammen med hende, at hun havde vist ham hvad der var sket under vandet? Hun sukkede stille, hvilket resulterede i små bobler som forlod hendes mund. Hun følte sig.. svimmel? Selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte kunne sige åbent og ærligt på nogen måde. Hun baskede let med halen, hvilket også var noget som fanget interessen fra de fiskere som havde siddet og begloet hende. Hun kunne ane deres skikkelser igennem glasset, men først vand og så glas? Så var det faktisk svært for hende at se i det hele taget, hvilket var noget som kun frustrerede hende yderligere og mere end det som godt måtte være! Hun kæmpet sig om på ryggen, selvom det var svært med den store hale, for den var faktisk kun i vejen, for meget plads havde hun virkelig ikke. hun havde liggesår, hun havde jo trods alt også kæmpet godt imod, selvom de havde været flere og langt stærkere end hende, hvilket var noget som gjorde hende ked af det. Halen hamrede hun direkte mod glasset i et fast forsøg hvorpå at hun prøvede at knuse det, selvom det bare ikke ville gå i hendes retning, hvilket kun var hende en forbandet stor frustration! Det virkede bare ikke.. glasset var for stærkt, ellers var det hende som ikke var stærk nok, selvom det ikke hjalp hende det mindste. Hun havde efterhånden bare desperat brug for noget frisk luft og hun så bare ikke ud til at måtte få det!

[domenico]

Hvor lang tid der var gået siden at Domenico havde set Indira, var svært at sige, selvom han vidste at der var gået over en uge. Han havde søgt til havet hver dag, hvor han havde været bange for at han havde skræmt hende væk, at hun slet ikke havde kunnet lide ham, hvilket gjorde ondt at tænke på, for han savnede hende faktisk, siden han havde forladt hende, havde han virkelig længtes efter at høre hendes smukke stemme igen, se ind i hendes smukke havblå øjne og vide at hun var der for at nyde hans selskab. Han havde håbet på at der ikke ville gå lang tid, men han havde holdt modet oppe, selvom de flere dage efter den første uge, havde taget det mod fra ham igen, for.. han havde holdt sig til havet hver dag, og hun havde ikke været der. Han havde tilmed taget ud til øerne igen, hvor han havde ventet på hende, men der var hun heller ikke dukket op, så ja.. han regnede ikke med at se hende igen og det gjorde virkelig frygteligt ondt! Han var gået sørgmodigt rundt, indtil for et par dage siden, hvor han havde hørt folk snakke inde på kroen i Molen – den lille havneby i udkanten af Peula, der lå ude ved kysten og ved havet. Han havde hørt folk komme inde fra hovedstaden af, hvor han havde hørt folk fortælle om dette smukke kvindevæsen som nogen havde solgt, hvor det lå på markedet, en smuk kvinde med lang flot blå hale. Det var noget som havde fanget Domenicos opmærksomhed allerede fra starten af og han havde faktisk frygtet at det havde været Indira. Han havde valgt at sejle af sted mod Valvor Pairó – hovedstaden - hvor han havde haft en dårlig mavefornemmelse. Et sted håbede han at det var hende, for så vidste han at hun ikke var blevet væk fordi hun ikke gad ham, men et sted håbede han på at det ikke var hende, for han ønskede ikke at der skulle ske eller være sket hende noget, for så vidste han da ikke hvad han skulle gøre! Var det en af hendes artsfæller, jamen så kunne han jo hjælpe den stakkels kvinde og håbe på at hun ville føre ham til Indira, hvis det var tilfældet.
Der var gået et par dage, for Domenico at tage fra Molen og komme ind til Valvor Pairó, hvor han var sejlet langs kanalen. Han havde lige fået sat sit lille skib - navnkaldt Sophía - sat fast til kajen, hvor han landede på jorden med sine sorte beskidte støvler, der gik ham op til knæene og med et enkelt fold. Han bar ellers nogle brune piratbukser og en hvid skjorte – eller så hvid den nu kunne blive – hvor ærmerne var smurt op til albuerne og knappet lidt ned i brystet. Tungen strøg ganske let over de rosenrøde læber, hvor de mørkebrune øjne søgte rundt omkring. Det var virkelig sjældent at han kom til selve hovedstaden, faktisk så var der utrolig lang tid siden at han havde været her sidst! Og her var godt nok mange mennesker! Han sank en klump, inden han roligt gik ind blandt mængden. Af hvad han havde hørt, så skulle hun befinde sig her på Markedspladsen, så det var da her han ville søge efter hende som det første, og han gik bestemt ikke før han havde set det nærmere an! Tænk hvis det var hende! Blikket vendte han kort op mod himlen. Det var en dejlig flot morgen, selvom at folk her måtte stå tidligt op, for mange var her i hvert fald!

[Deleted]

Vandet var grumset og det var noget som direkte gjorde Indira svimmel. Det eneste som hun havde gjort var at beskytte hendes kære veninde fra hvad de pirater ville gøre ved hende og så var hun endt her! Hun turde slet ikke tænke på hvad de havde gjort ved Chrystal! Slået hende ihjel? Misbrugt hende til at vise dem vejen til havets hemmeligheder? Der var så mange muligheder, at hun ikke turde at tænke på dem! Noget af det som dog fyldte hende, var savnet til Domenico. Hun vidste at det var ved at være et stykke tid siden at hun havde set ham og det var noget som faktisk gjorde hende.. ked af det? Hun havde aldrig gjort sig disse tanker omkring en af hans slags tidligere, også fordi at de gjorde sådan noget her imod hende! Hun var ikke andet end en udstilling, børn kom og hamrede på glasset og det hele, hvilket faktisk gjorde hende direkte ubehageligt tilpas! Børnene var bange for hende, også fordi at hun faktisk hvæsede af dem og blottede tænderne, selvom det også alt i alt, var noget som tog energi fra hende som hun slet ikke havde, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde.
Blikket gled ud mod krostuen. Foreløbig var der ikke så mange derude, men hun havde allerede fundet ud af at de alle pludselig kom væltende på et tidspunkt. Det var vel når alle kom tilbage på land efter at have været ude? Fået skaffet sig en masse fisk, færdig på markedet og det hele og lige skulle have noget at drikke inden de tog hjem igen? Selv stod hun placeret centralt i rummet, så det var næsten umuligt for folk ikke at lægge mærke til hende, hvilket var noget som irriterede hende. Nu fik hele Peula jo lov til at se at hendes slags eksisterede, og det havde jo heller ikke været meningen, men hun kunne virkelig ikke komme derfra! Låsen som holdt karet lukket og låst med et glaslåg var umulig for hende at få op. Hun havde allerede prøvet så skræmmende mange gange, og det havde bare ikke set ud til at ville fungere for hendes vedkommende. Det var alt sammen noget som bare havde kørt hende træt! Hun sank klumpen som havde sat sig i halsen. Hun kunne godt høre enkelte lyde igennem glasset, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hendes hørelse var jo som skabt til vandet! Hun lagde hovedet ind mod glasset, som hun endnu en gang opgav at gøre modstand, for hun kunne ikke komme ud. Hånden gled stille mod glasset. Vandet var ved at blive møgbeskidt, men det blev jo heller ikke skiftet! Det var jo direkte uhygiejnisk også for hendes vedkommende! For det var jo hende som skulle ligge i det hele! Hun hævede og sænkede brystet ganske let og bed sig let i læben. Hun endte med at lægge sig på ryggen, halen var let bøjet, ellers kunne hun slet ikke ligge der, for det glasbur de så fint havde placeret hende i, var bestemt heller ikke særlig stort! Nu kunne hun se landjordens verden fra en helt anden vinkel og hun brød sig bestemt heller ikke om det som hun kunne se! Eller havde set for den sags skyld! ”Domenico..” endte hun med en dæmpet hvisken for sig selv. Der var jo ikke nogen som kunne høre hende alligevel. Hendes stemme var syngende, den var blid, dog meget.. træt og opgivende. Hun havde virkelig ikke meget energi tilbage, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Tungen strøg let over hendes læber, idet hun vendte blikket mod bardisken igen. Hun kunne svagt skimte den og de mange gæster som kom og gik. Alle kigget de på hende.. og hun kunne ikke lide det.

[domenico]

Det som Domenico var mest bange for, var at der var sket Indira noget alvorligt! Hvis det da var hende som var fanget her, selvom han slet ikke vidste hvor han skulle lede! Markedspladsen var jo enorm! Han sukkede ganske let og næsten opgivende, hvor han følte for at tage hjem igen, selvom.. nej! Hvis det var Indira kunne han ikke svigte hende! Og heller ikke hvis det var én af hendes artsfæller! Han endte næsten med at sætte foden i jorden af ren stædighed, inden han fortsatte igennem mængden. Han vidste at der kunne blive langt mere fyldt her i byen end hvad der allerede var, for det var jo kun morgen! Men Valvor Pairó, var virkelig en stor by i forhold til Molen som han var vant til! Han masede sig igennem folk, gik så hurtigt som hans ben var i stand til at bære ham, hvor hans blik gled over de forskellige ting, boder og andet. Her var virkelig stort! Han havde ingen våben på sig, foruden en lille kniv, som var gemt nede i støvlen, for han ville heller ikke tiltrække sig alt for megen opmærksomhed! Gik han rundt med en sabel kunne man jo næsten sammenligne ham med en Pirat, og pirat havde han jo engang været, og han vidste at pirater ikke var velkomne her i byen, for det sørgede Rådet for, så meget vidste han da i hvert fald! Han hastede nærmest ned over den lange gade, for det kunne virkelig ikke gå for stærkt! Han ville bare finde hende, og ærlig talt så vidste han faktisk ikke hvad han mest hældte til, for han håbede et sted at se hende igen, men han ønskede heller ikke at dette skulle ske for hende, for så ville hun da aldrig turde at gå rundt med ham igen!
Der var gået nogle timer og Domenico havde ikke set skyggen af Indira eller nogen anden havfrue, hvor han næsten var bange for at manden fra kroen hjemme i Molen havde taget fejl. Han sukkede ganske let, hvor han kørte en hånd igennem hans sorte halvlange hår. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre! Hun var her jo ikke! Det frustrerede ham virkelig! Han endte med at gå mod en kro, at få lidt at drikke og dermed få ro til hovedet, det var noget som han godt kunne trænge til! Han havde virkelig forsøgt at lede alt igennem, men hun var her bare ikke! Han endte med at tage i dørhåndtaget, hvor han åbnede døren ind til kroen og med en sørgmodig mine. Hvor det dog ville gøre godt med et glas rom! Han endte med at se op fra gulvet, hvor han endte med at stå lettere chokeret. Der var hun jo! Eller han kunne ikke helt se om det var hende, da glasset var så beskidt og vandet med, men han var ganske sikker, den blå hale, det flotte blonde hår, det måtte næsten være hende! „Indira!” endte han lettere overrasket og dog en anelse.. lettet? Han havde fundet hende! Folk kiggede på ham, og troede at han talte på et fremmed sprog, for de forstod jo ikke at det var hendes navn. Han endte med at haste hen til glaskaret, hvor han lod hænderne søge mod glasset. „Indira? Kan du høre mig?” spurgte han roligt, uden at tage sig af de andre der var i kroen for dem ænsede han slet ikke. Han ville bare have hende ud derfra!

[Deleted]

Indira ville virkelig ønske, at hun kunne skjule sig en smule, selvom hun udmærket godt vidste, at det slet ikke var tilfældet, hvilket var noget som i den grad måtte frustrere hende. Glasburet var lille, og selvom vand og glas var ved at være godt beskidt, så havde hun intet at skjule sig bag. Luften var tung at inhalere, for selvom hun var et væsen af havet, så havde hun faktisk også brug for luften i det! Hun lukkede øjnene for en kort stund og bare.. tænkte tilbage på hendes tid med Domenico. Det havde virkelig været en sjov tid, selvom det.. kun så ud som om at det blev den ene gang? Hun havde jo heller ikke ligefrem regnet med at hun skulle blive fisket op af pirater på vejen og solgt som havde hun været et udstoppet dyr til en udstilling! At han faktisk måtte være lige i nærheden, havde hun virkelig ikke nogen anelse om og hvis hun havde, så havde hun nok ikke set så opgivende ud som hun følte sig lige nu! Folk skævede mod hende, tog en tår mere af deres drikkelse og kiggede så på hende igen, hvilket var noget som hun ikke kunne lide! Hånden gled stille over glasset. Så beskidt som det var, for der var jo heller ikke ligefrem nogen som tænkte på at skifte vandet ud med tiden, så det ikke blev så beskidt og faktisk kunne gøre hende direkte syg! Hun sukkede næsten opgivende, hvor hun bare himlede med øjnene da en anden skikkelse kom ind. Et sted så hun vel bare frem til at han så mod hende ligesom alle andre. Heldigvis var der ikke kommet nogen børn endnu, for det var noget som virkelig måtte irritere hende mere end det som noget andet måtte, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At de skulle hamre og banke mod glasset, råbe og skrige i munden på hinanden, var noget som virkelig måtte irritere hende forbandet meget!
Stemmen som dog måtte ramme hendes øre, var noget som tydeligt fangede hendes opmærksomhed. Selvom det lod som en masse mumlen igennem glas og vand, men at han kom tæt på og tæt nok på til at hans ansigt faktisk måtte tage form, var noget som tydeligt fangede hendes opmærksomhed. Det var Domenico! Hun blinkede med øjnene, hvor hun næsten automatisk sparkede med halen, selvom det var tydeligt at det gjorde ondt. Hun tvang sig til at vende sig, idet hun lod hånden glide mod hans – der hvor han havde sin på glasset. Det var ham! Han havde fundet hende! ”Få mig ud.. Jeg kan ikke få luft!” endte hun med en næsten tryglende stemme, selvom hun ikke vidste om ordene gav mening for ham? I vandet resulterede det jo kun i en masse bobler som søgte op mod toppen af karret og bare forblev der. Det var virkelig ved at være tætpakket i det glasbur efterhånden og hun havde det bestemt heller ikke alt for godt! Blikket hvilede direkte bedende og tryglende på ham. Det var først nu at hun følte sig en anelse tryg, selvom.. hun ikke sad i hans favn endnu, som hun havde gjort til sidst da de sidst havde set hinanden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun ønskede bare at komme ud derfra og væk fra det her gudsforladte sted, for det var virkelig noget som skræmte hende. Kroppen var fyldt med blå mærker, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan. Hun havde bedt om det ved at gøre så kraftig modstand som hun havde. De havde bare været for mange!

[domenico]

At Domenico endelig fandt Indira, var noget som virkelig måtte lette og glæde ham! Selvom at se hende i disse omstændigheder ikke ligefrem kunne glæde ham, for det tog virkelig al glæde fra ham. Hun var jo direkte fanget! Hvem havde dog gjort dette mod hende?! Han tænkte dog slet ikke på at være sur, da det eneste han tænkte på var at få hende ud derfra og det kunne ikke gå for stærkt! Det sårede ham dog og gjorde ham ondt at se hende i det lille glaskar, for der var jo ingen plads! Han rynkede brynene ganske let, hvor det vel var tydeligt at se at han var bekymret og ikke mindst trist? Han havde troet at hun ikke gad at se ham mere, fordi der var gået over en uge, han havde været bange for og til sidst troet at hun bare havde virket glad for ingenting og snydt ham, men grunden til at hun ikke var kommet, var at hun havde siddet fanget her! Det løb ham koldt ned over ryggen ved den tanke, for.. hvor længe havde hun lige siddet her? Tænk hvis det var over en uge? Stakkels tøs! Men han var her for at få hende ud! Han ænsede dog slet ikke de ganske få mænd der sad herinde, ti styks måske mere og måske mindre, det var ikke fordi han havde skænket det et blik. Han vendte roligt blikket mod hendes hånd, der hvilede på samme punkt mod glasset som hans egen gjorde, hvor han virkelig havde lyst til at tage omkring hendes hånd og lade hende vide at hun var i sikkerhed, selvom det desværre ikke var muligt. Han kunne ikke forstå hendes ord, da hun var under vand og derfor regnede han heller ikke med at hun kunne høre eller forstå ham. „Jeg skal nok få dig ud!” svarede han nu alligevel, hvor hans bestemte mine ikke var til at tage fejl af. Han løftede det ene ben og trak kniven op af støvlen i en hurtig bevægelse. Han skulle lige til at bruge den, da han hørte en stemme henvende sig til ham – bartenderen. “Sig mig.. hvad har du gang?!” spurgte manden i en fast tone. Som han roligt greb omkring et bat der var gemt under bardisken. Domenico tog sig ikke af manden idet han jog knivens spids ind i sprækken og skubbede den ned i et fast ryk, så han fik hevet en anelse op i låsen, så der kom en sprække i låget, hvor han skubbet bladet af kniven ind. Hun var måske ikke fri, men hun kunne i det mindste få luft nu! De andre mænd i kroen rejste sig ligeså. Nogle trak deres sabler, andre slog sin ene næve ind i den anden håndflade, hvilket fanget hans opmærksomhed. Det første han tænkte var ’ups’, for han havde ikke lige tænkt på dem! „Jeg..” Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Hans blik faldt mod bartenderen der roligt gik mod ham, med træbattet i hænderne og med en truende mine. Domenico sank en klump. “Kan du så holde dig væk fra min skat!” endte bartenderen i en fast tone, som han slog battet direkte ud mod Domenico. Domenico var dog hurtigopfattende og endte med at dukke sig fra battet, inden han bakkede væk og stødte ind i et bord bag ham. Idet bartenderen gjorde endnu et udfald mod ham, greb Domenico instinktivt omkring en stol og slyngede den direkte imod manden, så han væltede ind i glaskaret, der faldt til jorden og blev splintret. Han tænkte dog ikke på over om det gjorde skade på Indira, da hans opmærksomhed faldt på de andre mænd, der pludselig farede imod ham.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Indira ikke ønskede at se Domenico, for det gjorde hun virkelig! Hun havde virkelig nydt tiden sammen med ham, men hun havde siddet fanget i dette lille glasbur, fanget så andre havde noget at stirre på, selvom dette virkelig var noget som selv kunne kvæle hende. Hun havde ingen plads at bevæge sig på og halen fyldte faktisk ekstremt meget! Blikket hvilede direkte hjælpeløst på ham, som hun lod hånden hvile mod hans. Han var kommet hende til hjælp, det var hun fuldkommen overbevist om! Og det var noget som hun kunne sige, selvom hun ikke engang kendte ham så godt. Han kunne ikke høre hvad hun sagde, det var tydeligt, men hun kunne svagt godt høre ham, selvom ordene mest af alt var i en mumlen for hende, for glaskaret afskar hende virkelig meget fra det som skete omkring hende. Kniven som han fandt frem og det som det hele satte i gang, var noget som hun selv knapt nok lagde mærke til. Han ville ikke skade hende, den chance have han allerede haft så uendeligt mange gange, det var hun klar over, men.. ja, hun frygtede vel de jordlevendes våben? At han fik lavet en sprække i låget, var noget som hun hurtigt kunne mærke, hvor hun med hele kroppen satte af, kun for at få hovedet derop, hvor hun kraftigt gispede efter vejret. Hele kroppen dirrede, som hun igen kunne få ordentligt med luft, for det var virkelig tiltrængt! Hendes vejrtrækning var hurtig, selvom dette også var noget som gjorde, at hun kunne følge lidt mere med i det som skete omkring dem, selvom det var svært at se i det beskidte glas og i det beskidte vand. Hun hadet virkelig at være så fanget! Hænderne havde hun sat mod hver sin kant af karret, mest af alt også for at holde sig oppe, så hun kunne få luft. ”P-pas på…!” endte hun med en betydeligt skinger stemme. At han ikke blev ramt af battet, var selvfølgelig noget som glædet hende. At stolen så måtte ramme bartenderen som gør direkte ind i karet, så det røg til jorden, var noget som hun udmærket godt kunne mærke, hvor det røg direkte til jorden og knustes. Hendes egen krop ramte gulvet temmelig hårdt, hvor det kraftigt gik ud over hendes ene håndled, da den havde taget godt af for hendes stød mod det hårde stengulv. Hun tog den kraftigt til sig, idet hun vendte sig mod hans skikkelse. At de andre gik efter ham, var slet ikke noget som hun ville have! ”S-STOP!” Hendes stemme var syngende, den var blid, og dog alligevel så advarende. Hun havde måske ikke noget at forsvare sig med lige nu, men… hun havde jo sin stemme? Og hun ønskede ikke at der skulle ske ham noget som helst! Med halen skubbede hun sig en anelse væk fra de mange glasskår, selvom de selvfølgelig rev lidt, for hendes krop var våd, så hun ville ikke få ben lige nu. Hun trak vejret dirrende. Domenico havde bestemt heller ikke fortjent det! Om hun skulle synge eller ej, var noget som hun var usikker på, for hun ønskede jo heller ikke at gøre det mod ham! Hun vendte blikket næsten panisk omkring sig, idet hun fik øje på det; Hans kniv! Hun trak sig hurtigt i retningen af den og greb omkring den med sin friske hånd. ”Lad ham være…!” endte hun skingert. Næsten for skingert i forhold til den ellers så blide stemme som hendes slags var kendt for at have.

[domenico]

At se Indira i denne tilstand var slet ikke noget som behagede Domenico på nogen måde! Tværtimod så gjorde det ham bekymret, for han kunne tydeligt se at hun ikke havde det for godt, hun lignede en fisk der var ved at dø i et beskidt akvarium. Desuden så vidste han at hun skulle bruge luft og hun lignede bestemt ikke en som kunne få luft på nogen måde, hvilket vel også var grunden til at det var så beskidt? Det var dugget og fedtet af folks hænder der havde berørt glassets kante, som hans egen gjorde, der hvor hendes egen måtte hvile, hvilket fik ham til at smile ganske let. Han havde virkelig savnet hende, ja han havde vel faktisk længtes efter hendes selskab? Og det havde virkelig knust ham at han ikke havde hørt noget fra hende, for han havde troet at hun ikke ville have noget med ham at gøre. Han kunne tydeligt se at hun havde brug for luft på den måde hun nærmest søgte til sprækken han fik lavet med kniven, hvilket kun bekymrede ham langt mere! Han nåede dog kun lige at se bartenderen, og dukke sig for battet, for det kunne være gået slemt til! At han fik slået bartenderen ind i glaskaret så det væltede og hun kom fri, glædede ham, selvom det faktisk også måtte bekymre ham, for han ville ikke være skyld i at hun slog sig, og glasskårene kunne jo også skade hende! Han nåede dog ikke rigtig at kunne tænke så meget på Indira, før den næsten langede ud efter ham med sin sabel, hvilket fik ham til at søge bagover, hvor han lavede et baglæns rullefald over det runde bord, hvor han før havde taget stolen fra. Han endte på den anden side af bordet hvor han vendte blikket mod manden med sablen. Gudskelov havde han været pirat, så disse slagsmål var ikke nye for hans vedkommende. Han endte med at sparke bordet direkte mod manden, som væltede omkuld i sin fuldskab og med bordet over sig. Den næste mand gik til angreb med det samme, hvor han stak ud efter Domenico med sin kniv, hvor han blev snittet i kinden, så han fik en dybere flænge. Han gispede let, som han trak sig en anelse til siden, selvom han ikke fik meget pause, før manden igen langede ud efter ham med den spidse og blodige kniv. Han trak hovedet til siden, selvom han denne gang tog et skridt imod manden, hvor han slog en knytnæve direkte mod hans mave, så manden bukkede sig forover. Han slog derefter sin anden næve direkte mod mandens tinding, så han gik direkte i gulvet. Han vendte blikket mod de andre mænd der havde samlet sig og tydeligt gjorde sig klar til at angribe ham, selvom de også fandt Indira som en trussel da hun havde samlet hans kniv op. En af mændene gik direkte mod Indira og tog omkring hendes håndled, der holdt kniven, for at holde hende fast, hvor han med sin anden hånd førte en kniv op til hendes hals i en trussel. De andre mænd var både klar til at hjælpe manden ved Indira, men også til at gå i krig mod Domenico. Han endte dog direkte chokeret. „Lad hende være! hvæsede han kraftigt. Han kunne tydeligt se at de var for mange, men han havde skam sine andre tricks! Han endte med at gå ned i knæ, hvor hans krop begyndte at forvandle sig, så han til sidst endte med at stå i sin pumaform. Han hvæsede kraftigt af de andre mænd, inden han sprang mod manden, der havde fat i Indira, for ingen skulle lægge en hånd på hende! Ikke mens han stod og kiggede på!

[Deleted]

Selvom Indira var et væsen fra havet, så var det bestemt ikke ensbetydet med, at hun kunne klare sig uden luft og ilt, for det kunne hun ikke! Vandet var beskidt, det var jo ikke bare ekskrementer og andet som måtte være til stede, men også mangel på ilt og generelt alt mulig andet, for karet havde bestemt heller ikke været rent da hun var røget i det, det var helt sikkert. At endelig kunne få luft igen, var noget som virkelig havde været umådelig tiltrængt, det var helt sikkert! Selvom det hele gik så hurtigt, at hun ikke engang var i stand til at skule følge med, om det var noget som man ville det eller ikke. at det hele knuste og bare røg til gulvet, så der lå vand ud over det hele, hvilket automatisk sørgede for at hun ikke ville få ben, men faktisk også beholde halen, selvom det ikke altid var helt nemt for hendes vedkommende. At se folk direkte gå amok, fordi at han havde prøvet at hjælpe hende – ja, bare til det at få noget luft igen, for det havde hun virkelig manglet! Nu var hun ikke helt så svimmel mere, så det var jo trods alt også altid en meget god ting, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig kommer til stykket. Glasskårene havde allerede revet i hendes hale og skæl, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til lige nu. Det eneste som hun faktisk måtte være optaget af, var at han ikke kom noget til, for det ønskede hun slet ikke. ”Lad ham gå..” endte hun dæmpet. At de så også måtte anse hende som en trussel fordi at hun havde grebet til hans kniv, var ikke noget som gik op for hende, før de havde taget fat i hende. Hun var virkelig svimmel endnu, for hun havde levet i ulækkert, beskidt vand og det hele. Hun blev direkte tvunget ned i gulvet og med kniven for struben, hvor det også først for alvor var der at det gik op for hende hvad der egentlig skete. Hun knyttede næven let. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for sig som sådan, for det var hun bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Domenico reagerede så kraftigt, var noget som direkte forundrede hende, for det var noget som virkelig måtte komme bag på hende, for det var virkelig, virkelig uventet på alle måder overhovedet! Hun gispede kraftigt, idet at han hoppede direkte ind i manden som havde fat i hende, hvor kniven alligevel endte med at lave et snit ved halsen. Ikke dræbende, men det var der og det var det som gjorde noget for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham. Hvad pokker var der egentlig som skete?! ”Domenico…!” endte hun med en næsten skræmt stemme. Hun ønskede jo heller ikke at der skulle ske ham noget som helst! Hun satte begge hænderne i gulvet igen, selvom hun hurtigt trak den ene hånd til sig, for det gjorde virkelig ondt! Hun trak vejret dybt, idet hun lukkede øjnene, et sted så… tiggede og bad hun faktisk om tilgivelse? Hun valgte at bryde ud i sang, da hun igen havde grebet ud efter kniven som hun havde lagt i hånden. Hun vidste at det var ekstremt risikabelt, men det var noget som hun var nødt til, for han måtte ikke komme galt af sted! Hun satte sig på enden og vendte blikket mod dem, næsten lokkende, så betragtede hun dem, selv på trods af en svimmelhed uden lige, men det var nu bare sådan at det måtte være! Hun knyttede næven let. Den første kom luntende mod hende – fuldkommen væk i blikket og hun vidste det godt. Han gik roligt i knæ for hende, idet at hun hamrede kniven direkte i brystet på ham og mod hans hjerte. Jo flere der kom væk, jo bedre! Sangen fortsatte dog.. Der var stadig alt for mange!

[domenico]

Hvis der skete noget med Indira, så sværgede Domenico at han gik amok! Det tillod han virkelig ikke! Han ville flå enhver der så meget som lagde en finger på hende! Hun havde været igennem nok! Han kunne jo godt regne ud at nogen måtte have lokket hende til sig eller fanget hende på en eller anden måde, og derefter var hun højst sandsynlig blevet solgt for en god pris, hvor hun var endt her på denne beskidte kro i det beskidte kar med det beskidte vand, og den tanke kunne han slet ikke have! At folkene så skulle gå amok over at han hjalp hende med at få luft og få hende fri, kunne han sådan set godt forstå at de blev sure over, men.. hun var ikke noget som skulle ejes! Hun skulle ud i havet, hvor hun hørte til! Og han skulle nok hjælpe hende med det! Hvis han da klarede sig igennem alle disse mænd med livet i behold. Han havde dog været i mange slagsmål førhen, så dette var bestemt ikke noget nyt! Han havde været pirat og takket være det, så kunne han sagtens klare et par slagsmål, han kendte jo nærmest rutinen, selvom det på den anden side var lang tid siden at han havde været pirat, så lidt var naturligvis gået glemt, det hele kom bare så.. naturligt til ham, han handlede rent instinktivt. Selvom han hellere end gerne ville hen og vise Indira sin bekymring, kunne han desværre ikke skænke hende en tanke i øjeblikket, da han var nød til at holde fokus på de angribende mænd. Ham som dog vandt hans fulde opmærksomhed, var den mand der havde tvunget Indira ned og direkte truede hende med kniven, for det fandt han sig virkelig ikke i! En puma kunne ikke brøle som andre rovdyr, faktisk var en puma egentlig en stor kat, men selv en kat havde skarpe kløer og tænder. Han hvæsede kraftigt af manden der holdt kniven for hendes strube, inden han direkte sprang imod ham, satte tænderne i mandens tøj, kun for at rive i hele sin krop, for at hive ham væk fra Indira og kaste ham direkte ind i nogle stole og borde, som alt sammen gik i stykker og væltede omkuld. En mand sprang frem imod ham, selvom han ikke nåede at reagere, da noget andet fanget hans opmærksomhed, hendes sang. Med hans gode hørelse, fangede den ham hurtigere end de resterende mænd, hvor manden stak sin sabel direkte ned i hans ene baglår, hvilket fik ham til at hvæse højt af smerte, som han brød en anelse sammen. Han humpede en anelse, inden de alle sammen nærmest stod som fanget af hendes dans – selv Domenico. Den første mand faldt til jorden og ingen af dem ænsede hvad der skete. Men som de alle sammen kom nærmere hende, og alle var interesseret i hende, begyndte mændene at skubbe til hinanden og jo tættere de kom på hende, desto mere voldelig blev de, for at få hende først. Domenico smuttede dog forbi dem, som de skubbede til hinanden, selvom den ene mand opdagede ham og sparkede ham direkte i hovedet, som han væltede omkuld og ramlede direkte ind i et stol, der faldt ned over ham, fortsat i hans pumaform. De andre mænd kom dog alle sammen hen imod hende i en stor flok, hvor de fortsat skubbede til hinanden for at komme først. Domenico rejse sig roligt og fik roligt skubbet stolen væk, inden han humpede mod Indira, hvor han slog den ene mand omkuld, ved at slå sin store og kraftige pote ind i mandens knæhase, så han faldt til jorden med det samme. En anden mand så det og slog ham direkte i hovedet med skæftet af sin sabel, så han endnu engang måtte ryge i gulvet, denne gang for foden af hendes hale.

[Deleted]

Indira vidste hverken fra eller til lige for øjeblikket og det var en tanke som kun gjorde hende mere usikker. Hun var selvfølgelig rigtig glad for at se Domenico igen! Det var hun virkelig, men hun havde bestemt heller ikke regnet med, at det skulle gå på denne her måde! Ganske rigtigt, så var hun ikke noget som man bare kunne eje, for hun var altså et levende individ! Hun kunne tænke, føle og danne sig meninger og holdninger, så synes hun bestemt heller ikke at det var det værd i den anden ende! Hvor alle de mænd kom fra, og hvorfor de gjorde sig de tanker som de gjorde, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var noget som ganske enkelt måtte pisse hende af! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hun blødte en anelse ved halsen, selvom det ikke var så alvorligt igen, hvilket hun faktisk havde det ganske fint med. Det blødte ind mellem skællene i halen, også fordi at glasset virkelig rev i hende og hun havde ondt i den ene hånd, da den havde taget af for faldet. Pumaen som Domenico havde forvandlet sig til, var det som hun i den grad holdt mest øje med, for hun ønskede virkelig ikke at han skulle komme galt af sted, hvis det var noget som hun ellers kunne slippe for i den anden ende. Hun vidste at sangen lige så også måtte drive ham i det fordærv, selvom det bestemt heller ikke var første gang, men de skulle jo trods alt starte et sted. Et sted et let i det at lade ham blive vant til det. Mændene begyndte at slås indbyrdes med at komme tæt på hende, hvilket fik hende til at sætte hånden ned i gulvet og trække sig en anelse væk fra glasset, for det gjorde ondt for hende at sidde i! Yderligere en af dem som ønskede at røre ved hende, var kommet tæt nok på, til at hun selv greb omkring kniven og gjorde et kraftigt og næsten perfekt snit mod hans hals, hvor det også kraftigt endte med at bløde og lod ham falde til gulvet. At det sprøjtede til alle sider før vedkommende var gået i gulvet, var nu heller ikke noget som hun tog sig af, for hun nægtet at sidde her mere! Hun var måske ikke så blid som Domenico havde oplevet hende, for hun levede jo faktisk af menneskeligt kød og her blev det jo næsten serveret for hende, selvom der ikke var vand i nærheden som hun kunne søge til og det var nok det som frustrerede hende mest! At se Domenico blive slået og sparket til, var slet ikke noget som hun kunne have for.. han var der jo for at redde hende! Han havde jo kun handlet for at redde hende og det var noget som et sted i den grad også varmede hende at vide og tænke på, så selvfølgelig ønskede hun ikke at det skulle gå ud over ham! At se ham ligge der, slået ned endnu en gang, også fordi at han nu var mindre end de andre, så selvfølgelig var det ham de slog til først! Og hun ville ikke have noget med den tanke at gøre overhovedet! En tåre trillede ned af hendes kind. Hun ønskede jo heller ikke at se ham komme til skade! Yderligere en mand valgte hun at stikke ned, ved at jage kniven direkte i hans mellemgulv og bare rive til igen, så han også røg ned – der brød hun sin sang. Det var hårdt for hende at holde den i gang på den måde. Hånden dirrede ganske let. Så meget blod havde hun aldrig set på en gang og så voldelig en situation havde hun aldrig siddet i før! Blikket hvilede på Domenico. Hun var i den grad bekymret for ham, for han var jo kommet til skade!

[domenico]

Noget som måtte pisse Domenico af, var det at se Indira spærret inde på den måde, for hun hørte til i vandet og ikke i et beskidt glasbur! At hans forsøg på at få hende fri, så skulle vække så meget opsigt, havde slet ikke været meningen, for han havde slet ikke skænket de andre mænd en tanke, ikke før de var gået til angreb. Det eneste han havde tænkt på var at få hende fri, og få hende med sig ud, så han kunne få hende tilbage til havet. Da det sidste slag ramte ham, blev han liggende i gulvet, for han var virkelig endt med en frygtelig hovedpine! Ikke nok med det, blødte det kraftigt fra hans baglår, han havde en dyb flænge i kinden, som sveg af helvedet til! Hendes sang hjalp dog ikke på det, for han havde slet ikke lært at stå imod den endnu, det havde han jo slet ikke haft tiden til, for han havde kun været sammen med hende en enkelt gang. Derfor blev han lokket i fordærv som alle andre mænd heromkring. At hun stak endnu en mand ned og stoppede sin sang, var noget som Domenico tydeligt kunne mærke, for pludselig kom han til sig selv igen. Han rystede let på det pelsede hoved, inden hans ravgule øjne søgte let omkring. Ud af de omtrent ti mænd, var der kun fire tilbage. Alt blodet der måtte flyde på gulvet, var ikke noget som Domenico havde øje for, for dette var ikke første gang at han stod i et direkte blodbad. Nogle af dem var dog ikke døde, de som han havde slået omkuld, havde han kun slået bevidstløs, de som Indira havde stukket ned, ville nok ikke overleve. Han hvæsede endnu engang, hvor de resterende mænd stod og var lettere forvirret over hvad der var sket, for de kunne ikke forstå hvordan de var endt der. Han endte med at springe på den nærmeste mand, der røg inde de to andre, som selv væltede om kuld. Han vendte sig mod dem og hvæsede. Den ene greb ud efter sin sabel som han svingede for at ramme Domenico, selvom han sprang tilbage så sablen undgik ham. Han slog manden i gulvet med et hårdt slag fra sin store pote. Den ene havde slået hovedet i faldet og kom højst sandsynlig ikke op igen og den sidste, slog Domenico også bevidstløs. Blikket vendte han roligt mod Indira, som han humpede hen til. Han endte med at gnide sit hoved ind mod hendes skulder, inden han vendte blikket mod hende. Han vidste at der snart ville komme nogen ind i kroen, og når de så hvad der var sket, så ville der ikke gå lang tid før myndigheden ville dukke op og så var de nød til at være væk, hvis ikke de skulle risikere at hun blev kidnappet igen. Han stillede sig roligt over hende og gik lidt ned i højden, hvor han gjorde tegn til at hun skulle gribe fat omkring ham. Han var nød til at få hende væk, inden der kom nogen ind, for han tillod virkelig ikke at hun skulle blive taget til fange en gang til! Eftersom det var morgen ville der nok gå et stykke tid før folk kom på kroen, men eftersom der allerede havde siddet nogen herinde, så var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid? En tid som de var nød til at udnytte!

[Deleted]

Blod var på ingen måder nyt for Indiras vedkommende, men det var bare noget som hun var vant til på denne her måde. Selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, men generelt så var dette en direkte chokerende situation at være i! Hun havde været ude for at hjælpe hendes veninde, de var blevet fanget og bragt ombord på sørøverskibet, for så at være endt her i stedet for. hun var solgt som havde hun været en vare, hvilket var noget som direkte pisset hende af, for det var slet ikke sådan at det forholdt sig! Hun var stadig et levende individ med tanker og følelser! At sidde nærmest fanget i en pøl af blod, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. Hun havde bare ikke luft til sangen, men hvis det var noget som også kunne hjælpe Domenico, så gjorde hun det i allerhøjeste grad også, for hun ønskede slet ikke at se ham komme til skade! Hun så til som han tog sig af de sidste omkring dem, hvilket nu glædede hende alligevel. At han kom haltende og humpende hen til hende, var noget som svagt fik hende til at smile. Hun hævede hænderne og strøg ham let over ansigtet og videre over hans nakke og generelt igennem dem bløde pels. Hans væsen var noget som virkelig fascinerede hende og endda rigtig meget! ”Jeg vidste, at du ville finde mig..” hviskede hun stille. Et sted var hendes stemme præget af ren og skær lettelse. Det var end ikke noget som hun kunne eller ville skjule for hendes vedkommende. At han gik lidt ned i knæ og gjorde et tydeligt tegn til hende, var noget som for alvor måtte gøre hende ganske så usikker på det hele, for.. ja, han kunne da ikke slæbe hende når han selv var kommet til skade! ”Du er kommet til skade..” endte hun med en dæmpet stemme og med en tydeligt bekymret stemme. Forsigtigt endte hun med at trække sig hen til ham og med armene som gled omkring hans nakke, kun for at holde ham fast. Det gjorde ondt i hendes håndled, men hun stolede på ham og stolede på at han ville bringe hende i sikkerhed. Hendes hale var våd på grund af vandet på gulvet, så hun havde ingen ben og derved måtte hun vel bare.. hænge ved siden af ham, hvis han nu havde intentionerne om at skulle trække hende af sted? ”Vi skal væk..” Hendes stemme var en anelse dirrende. Tanken og hele denne situation var faktisk noget som direkte måtte skræmme hende for det var bestemt heller ikke altid lige behageligt på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. En tåre trillede ned af hendes kind. Det var faktisk første gang, at hun havde oplevet at blive reddet på denne her måde.. at nogen faktisk ønskede hende det bedste, for det var tydeligt at han havde gjort alt dette ene og alene for hendes skyld. Så.. et sted så førte det automatisk til at hun følte en form for skyld, for hans skader var jo næsten på grund af hende vel? Hun klemte sig godt ind mod hans varme pels, hvor hun gjorde sit for at holde sig fast. Hun var træt, hun var svimmel og hun havde det ikke godt. Frisk havvand ville virkelig gøre godt!

[domenico]

Domenico selv havde set det som var værre end dette, han havde stået i et kæmpe massivt blodbad mange gange førhen. Så dette var intet nyt. Det fulgte med at tage andre mænds – sømænds – liv, når man var pirat, der gjaldt det om at dræbe eller selv blive dræbt, når man kaprede andre folks skibe, stødte på en fjende i havet, selvom det var mange år siden at det var sket sidst. Han havde måske lidt savnet det at være pirat, fællesskabet og det hele, for han havde jo været alene de sidste mange år, eller det havde han følt indtil han havde mødt Indira. Han havde virkelig glædet sig til at være sammen med hende igen, selvom han var blevet en lille smule tom, da han ikke havde hørt fra hende, for han havde troet at hun ikke havde gidet at være sammen med ham, han havde troet at han havde skræmt hende væk, men det var ikke tilfældet! Han havde heller ikke tøvet med at tage hertil, da han havde hørt at der var en havfrue her, og ganske vidst havde det været Indira. Nu havde han fået hende befriet, selvom han også godt kunne se at det havde skadet hende. For hun var selv fyldt med blod, selvom han ikke helt vidste om det var mændenes blod eller hendes eget, selvom han bestemt ikke håbede at det var hende! Han spandt ganske let, som en kælen kat, da hun strøg ham over pelsen. Hans gule øjne hvilede på hende med et kærligt glimt – et tydeligt tegn til at han var menneskelig. Han var godt nok kommet til skade, og det gjorde virkelig godt i hans lår, men.. han måtte ikke give op nu, for han var nød til at få hende i sikkerhed! Det glædede ham dog kun at hun slog armene omkring ham. Han kunne bedre bære hende som puma, da han så kunne bruge tre ben til at gå, selvom hun dermed var nød til at holde fast i ham på egen hånd. Han fik hendes overkrop trukket op på hans ryg, selvom han måtte slæbe hendes hale med sig. Det havde været lettere hvis hun havde haft ben, selvom han måtte tage det som det kom. Han begyndte roligt at gå, dog ikke mod døren, for hvis folk først så en puma slæbe rundt på en havfrue, hvad ville folk så ikke tro? Nej.. han gik roligt mod trapperne, som han kom langsomt, men sikkert op af. Hans blik faldt mod den lange gang med døre på hver sin side, der hvor værelserne måtte befinde sig. Han gik ned langs gangen, men sørgede dog for at hun hele tiden var med ham. Han gik forbi de første lukkede døre, indtil han fandt en dør der stod på klem, som han skubbede op med sit hoved, inden han trak dem begge med indenfor. Han fik roligt lukket døren igen, inden han bevægede sig over mod sengen, hvor han gjorde tegn til at hun skulle lægge sig. Her var de i sikkerhed for nu, selvom han var udmærket klar over, at de ikke kunne blive her længe. Han endte med at forvandle sig tilbage, hvor han kun lå iført sine bukser. Hans krop rystede ganske let, hvor hans vejrtrækning blev lettere tung og dog hurtig. Han havde virkelig ondt i sit lår! Han blev liggende på gulvet, dog med hovedet hvilende tilbage mod sengekanten. Han gispede ganske let og bed tænderne fast sammen. Det gjorde virkelig ondt!

[Deleted]

Indira var slet ikke vant til de intriger som foregik på jorden. Hun havde gjort absolut alt det som hun kunne, kun for at skulle undgå at komme i klemme som var sket i dag. At det så også var gået ud over Domenico var slet ikke noget som hun ønskede sig! Han var kommet hende til undsætning, han havde allerede gjort meget for hende – samtidig som det også var noget som bekræftede for hende, at der var mere i det end bare løgn og latin. At han havde nydt at være sammen med hende, at hun havde en betydning for ham, som han allerede havde givet udtryk for dengang at hun havde set ham sidst, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde det hele langt mere interessant for hendes vedkommende. Hun nød faktisk også den tanke og ikke mindst den følelse som det efterlod hende med, selvom det nu heller ikke var det som hun havde henblik på den dag i dag, for det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun smilede let ved lyden af ham som han måtte spinde. Han var da virkelig kær! Et sted vel.. også glad for at se hende igen? Det håbede hun i hvert fald! Grebet strammede hun omkring ham, som hun nu kunne, selvom det ikke var nemt, som han måtte humpe af sted med hende. At han søgte op ovenpå, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for så længe at hun kom væk fra søgelyset, så var hun i den grad også tilfreds! Hun vendte blikket stille ned mod ham, som han havde fået hende godt op på ryggen, også selvom halen måtte blive slæbet efter dem, så var det ikke noget som hun sagde noget til, for.. hvorfor skulle hun? Hun ville ikke få noget ud af det alligevel. Hun klamrede sig til ham, som han fik hende op på et værelse, hvor døren blev skubbet i efter dem. Hun valgte forsigtigt at slippe ham som han gjorde tydeligt at han ville have hende i sengen, selvom hun slet ikke var enig! At han forvandlede sig, gjorde det hele bedre, også for hende. Hun vendte blikket mod ham og med den tydelige bekymrede mine, for.. hun var virkelig bekymret for ham! Hun blinkede let med øjnene og bed sig let i læben. ”Du er kommet til skade, Domenico..” endte hun med en tydeligt bekymringsfuld stemme. Hun satte sig forsigtigt ved siden af ham, hvor hun lagde hånden mod hans kind og vendte hendes blik mod sig. Hvis hun dog bare var i nærheden af vand, så..! Der var jo så meget deri som kunne bruges! Han var kommet til skade på grund af hende, det var alt det som han havde været igennem for hendes skyld som måtte gøre det hele, det var hun slet ikke i tvivl om overhovedet! Blikket gled stille mod hans ben og med en tydeligt bekymringsfuld mine. Det måtte da virkelig gøre ondt! Forsigtigt lod hun hånden tøvende stryge over hans ben, selvom det var næsten uden at skulle røre ved ham, for hun ønskede da slet ikke at han skulle have ondt på grund af hende! Det var da det sidste som hun var ude efter! ”Er.. der noget jeg kan gøre…?” Hun vendte blikket direkte spørgende mod ham. Hun ønskede da slet ikke at han skulle sidde der og have ondt på grund af hende! Det var da noget som virkelig gjorde hende bekymret!