Leaves falling from the treetops

[scorpius]

Det var virkelig underholdende at hun var kilden, hvilket Scorpuis også havde fået sit sjov ud af, for den korte stund han havde kildet hende, for at se hende vride sig og høre hende hvine, var virkelig underholdende! Hendes ord fik ham til at vende blikket mod hende, hvor et triumferende og selvsikkert smil gled over hans læber. “Ha! Jeg er uovervindelig!” svarede han selvsikkert, hvor han næsten endte med at puste sig op, skønt han ikke kunne holde et let og muntert grin tilbage, for det morede ham virkelig! Om han havde ’vundet’ var han ikke så sikker på, for han havde jo kun fundet en af hendes ømme punkter, og man kunne vel ikke ligefrem kalde det for en kamp? Hendes følgende ord, fik ham dog til at betragte hende lettere forundret. Om han var vant til at vinde hver gang? Det var nok ikke ligefrem det som han kunne prale af. Han vendte let blikket ned mod hans fødder, som han strakte ganske let, imens han trak kort på skuldrene. “Det kan jeg vidst ikke prale af,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende igen, hvor et skævt smil gled over hans læber. “Jeg er nok mere.. taberen i min familie,” tilføjede han, selvom smilet dog ikke falmede. Det var ikke fordi han havde noget imod at være det sorte får og outsideren, for han var vant til det, det havde han jo altid været. Han blev ikke til noget stort forretningsmæssigt som sin søster, han ville aldrig blive et stort og klogt geni, men han ville stadig kunne klare og passe på sig selv, hvilket vel også var nok til at kunne klare livet? Han fulgte hende nysgerrigt med blikket, da hun valgte at tegne ud i luften og nærmest danne sin kugle af vand, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Hendes ord fik ham til at grine ganske let. “Sandt. Ilden kan være farlig, og man kan altid brænde sig på den. Men.. det ordsprog kender jeg trods alt ikke til,” svarede han drillende, hvor det morende smil ikke falmede det mindste. Han endte næsten med at kigge mistænksomt på hende, da hun valgte at lade den lille boble søge hen imod ham, hvor han lod hovedet søge let på sned, som han betragtede den. Som hun fortalte omkring hendes væsen, så nikkede han ganske roligt og medgivende til hendes ord, selvom hendes sidste udtalelse fik ham til at trække på skuldrene. “Fysisk styrke behøver ikke at betyde alt, desuden kan man jo altid træne sig op til at være stærk,” svarede han sandfærdigt. Alle kunne vel være stærke fysisk? Desuden så var det den med den kløgtigste hjerne, der vandt og ikke altid den som havde den største fysiske styrke.

[Deleted]

Menelwen rystede smilende på hovedet og vendte øjne af ham. Det var ret morsomt, som de kunne pjatte sådan. Menelwen kom sådan til at tænke på om de ville få at vide at de var barnlige, hvis nogle havde set dem, men... Det var der jo ikke?
Menelwen så igen interesseret på Scorpius og lagde hovedet lidt på skrå imens hun iagttog ham lidt indgående. Det var måske et for direkte spørgsmål?
Menelwen hævede let øjenbrynene og bed sig let i læben da hun hørte hans svar. Taber? Han virkede jo slet ikke som noget i nærheden! Men så så hun let på ham igen og vidste først ikk hvad hun ville sige...
"Jeg.. Jeg forstår ikke rigtig. Men det er måske heller ikke noget jeg behøver?" sagde hun tilsidst, lidt stile i det.

Menelwen smilte skævt, imens hun stadig havde øjnene på den lille boble. "Så du vil ikke sige at du selv er farlig?" spurgte hun så med et lettere kruset og drillende smil. Menelwen smilte og lod tilsidst vandboblen falde ned imellem dem og så igen på ham med et smil.
"Men det vil altid styrke din udholdenhed som har meget at sige når man har med sin magi at gøre" sagde hun og trak på skuldrene. Man kunne sagtens træne sig op, men hvis man så, bare alene på hendes bygning, var det svært at forestille sig.

[scorpius]

Scorpius var kun glad for at han kunne more sig sammen med Menelwen, da det klart havde lettet på hans humør, da han var søgt her til Manjarno netop for at slippe væk fra de hjemlige omgivelser og specielt væk fra familien, og hun fik ham til at tænke på andre ting, hvilket han var glad for, derfor fortrød han bestemt heller ikke at han var stødt på hende! Han virkede måske munter udadtil og måske han kunne prale af at komme fra den rigeste slægt i Peula, men.. han var ikke just præmiegrisen i familien, tværtimod var han nok den som alle så ned på, eftersom han var det sorte får, outsideren. Han så roligt mod hende, hvor han trak let på skuldrene. “Det er nok fordi mit gudeskønne ydre skjuler mine indre fejl,” svarede han drillende, næsten for at lette stemningen, og mest også for ikke selv at tænke på det. Han så roligt rundt i parken. “Men nej.. jeg er ikke just den som bliver vist frem med stolthed. Ser du, jeg lider af ADHD, så jeg har altid haft svært ved at sidde stille, derfor kan jeg knap nok læse. Jeg bliver hurtigt rastløst, så jeg er ikke just den kløgtigste fra familien,” svarede han roligt, hvor han trak let på skuldrene, inden han så mod hende igen. Han var ikke bange for at erkende sine fejl, for selvom han måske var sensuel dæmon og havde et perfekt ydre, så var han skam fyldt med fejl indeni, hvilket måske var en anelse ironisk, men der var jo ingen som var direkte helt igennem perfekte.
Scorpius slap en morende latter til hendes følgende ord, hvor han skulede drilsk til hende. “Jeg er da den farligste på hele kloden!” pralede han drilsk, selvom det morende smil gjorde det tydeligt at det kun var for sjov. Han kunne skam sagtens være farlig, selvom han ikke helt var den voldelige type, af den grund så havde han skam forstand på at kæmpe både med våben og i nærkamp, for det var faktisk noget som han havde forstand på! Desuden så var han heller ikke sjov at være i nærheden af, når han blev vred, for så kunne helvedet bryde løs; bogstaveligtalt, for han blev varm som bare pokker at hans egen krop kunne ende op i flammer. “Måske magi er godt at kunne, men det er ikke altid nok til at kunne vinde en kamp,” svarede han roligt. Det gjaldt lige så meget at kunne tænke strategisk og overvinde modstanderen ved at bruge hans egne kræfter og styrke imod ham selv.

[Deleted]

Menelwen lo let og smilte skævt, idet hun igen rystede på hovedet. Hvordan kunne han havde fejl, slog det pludseligt Menelwen. Fejl? Han lignede en engel. Et blændende smil, nogle vindende øjne. Og igen en meget charmerende og imødekommende personlighed. Hvordan kunne have fejl? Og dog.. Havde alle ikke det?
Da Scorpius fortsatte så hun op igen, lidt mere opmærksom. Menelwen så på ham med et lettere overrasket udtryk i det lyse ansigt. Hun bed sig let i læben og vidste ikke om det ville være uhøfligt at stirre på ham eller om hun skulle se væk. Hendes løsning var at rykke lidt på sig, sætte sig til rette, imen hun stadig så opmærksomt på ham.
"Det.. Det er jeg ked af. Det er ikke let, kan jeg høre" sagde hun langsomt og stille, imens hun prøvede at aflæse hans reaktion. Hvem vidste, om det var et ømtåleligt emne.
"Men... Uden respekt, så lyder det til at din familie prioriterer forkert. Kløgt er en enestående egenskab, men det er ikke alt. For mig at se kunne du sælge hvad som helst, med sådan et smil" sagde hun med et skævt smil til ham. Hun sagde det nok for at opmuntre ham, men ikke desto mindre var det rigtigt.
Menelwen lo da, endnu højere på grund af hans aldeles overbevisende udbrud. "Du er jo skør" lo hun, og prøvede at skjule det bare en hånd.
"Farlig? Skal jeg så være bange for dig, eller hvad?" spurgte hun med et stort smil. Det var jo bare for sjov. Sådan som Scorpius havde opført sig indtil videre, kunne han ikke gøre en flue fortræd.
Menelwen tænkte lidt. På mange måder ville hun selv kunne stå imod mange våben eksempelvis. Men det var også meget pga. hendes meget egendommelige magi. Luft. Men tilsidst måtte hun give ham ret, med et skuldertræk og en nikken med hovedet. Selv stærke dæmoner havde deres svage punkter. Helt bestemt!
"Det har du ret i" sagde hun så og smilte let.