Leaves falling from the treetops

[Deleted]

Menelwen så både overrasket og morende på ham, da han var begyndt at grine, tydeligtvis ikke med vilje. Synes han måske at hun så skræmmende ud? Det gjorde Menelwen nemlig slet ikke! Af bygning var hun faktisk ret skrøbelig at se på. På grund af hendes højde, så hun tyndere ud end hun egentlig var, og hendes lyse kulør fik hende, i bestemte belysninger, til at se syg, eller næsten gusten ud. Med det mørke hår som kontrast, blev dette bare understreget.
Impulsivt tjattede hun let, leende til hans ene skulder.
"Hvad mener du? Synes du måske jeg ligefrem ser farlig ud?" spurgte hun skælmsk og rystede på hovedet af ham.
"Men det kan man jo aldrig vide, som en fremmed" svarede hun og foregav igen at hun spillede lidt kostbar, selvom skuespillet i det, var ganske tydeligt. Det var jo bare for at drille ham! Ved synet af hans øjne, som hun stadig bare så ind i, og derefter den perfekte række af perlehvide tænder, var hun næsten ved at tabe kæben lidt. Dumt, tænkte hun og samlede tankerne hurtigt, for det blev tydeligt. Hun koncentrerede sig om hvad han sagde og nikkede nysgerrigt. Menelwen havde hørt og læst en del om dyrene Tigeren med sit stribede fascinerende skind og næsten kongelige gang. Tigermoderen skulle eftersigende være den mest agressive, hvis hendes unger blev truet. Leoparden med sin plettede pels, som skjulte den så godt som nogen jæger! Og så panteren, som kunne gemme sig for selv nattens mørke, på grund af dens sorte jakke. Dybt interresante dyr, alle sammen!
"Fuglene. Er de lige så farverige som i bøgerne? Grønne, røde, gule og blå. Endda lilla. Er det rigtigt?" spurgte hun ivrigt, og man kunne næsten se den barnlige iver lyse ud af øjnene, et par sekunder. Menelwen var evigt nysgerrig, som kun et lille barn kunne være.
Menelwen smilte skævt, og måske med en smule mindre entusiasme end hun burde. Hun trak på skuldrene og smilte lidt mere til ham. "Tjah.. Hvis jeg vil? Men det tilfalder bare tit mændene i min familie. Jeg er med på forretningsrejser, som nu, med min far, så man kan sige at jeg er i lære, i hans fag. Men om jeg vil bruge det til noget må jeg selv bestemme, udfra hvem eller hvis jeg bliver gift, en dag" forklarede hun og trak igen på skuldrene, med et lille smil. I hendes familie mente man klart, at det ville være den bedste måde at vise respekt på, overfor sin ægtefælle, hvis man fulgte med ham, som kvinde. Men til gengæld ville hendes far aldrig tillade at hun spildte sine evner, bare for at behage en mand! Men hun måtte vægte karriere og familieliv på den rigtige måde.
Menelwen lo og klappede let i hænderne da han endelige gættede det. Men så var det hendes tur til at se overrasket på ham. Ilddæmon! Hun så lidt på hans tøj igen, og måtte derefter konstantere at det var derfor han kunne holde ud at have så lidt tøj på, i kulden.
"Ilddæmon! Så kan du regulere på varmen i din krop, ikke? Hvor fascinerende! Må jeg spørge hvad dit speciale er?" spurgte hun, igen nysgerrigt, men lidt mere kontrollert, end før. Spændende. Aldeles forundrende at hun havde mødt en ilddæmon. Når man tænkte over hvordan ild og luft reagerede på hinanden... Det fik hende til at smile lidt underligt.
"Det ville bare være svært. Der er så meget som har præget vores slægt og hus. Men hvad hedder dit hus? Eller du bor måske for dig selv?" spurgte hun og smilte skævt til ham. Det kunne jo også godt være.

[scorpius]

Menelwen virkede til at være en ufattelig flink person, hvis selskab som Scorpius faktisk nød. Det var måske en anelse tidligt at sige, eftersom de kun havde mødt hinanden og knap ført en ordentlig samtale, men.. hun virkede bare så.. nede på jorden! Og det kunne han virkelig godt lide! Det var rart ikke at skulle spille arrogant og som om man var bedre end alle andre, for han havde været i et utroligt dårligt miljø, han havde set bagsiden af mønten og det var bestemt ikke noget kønt syn i forhold til hvad en rigmandsknægt blev opdraget i, for han var jo nærmest blevet født med en guldske i munden, selvom forventningerne havde lagt på hans skuldre fra det sekund han kom til livet. Han vendte kort blikket mod hendes hånd, som hun daskede leende til hans skulder, hvilket måtte forundre ham, men smilet bredte sig hurtigt på hans læber, for det viste næsten at hun selv turde at smide hæmningerne en anelse, hvilket kun smittede af på ham selv. Han kunne tydeligt fornemme hvordan hun spillede kostbar, også fordi at masken ikke helt blev holdt. Han sendte hende et tydeligt drilsk blik. “Tja.. man ved jo aldrig. Den blege hud, de isblå næsten stikkende øjne, og de nedadgående læber…” Han rystede let på hovedet, imens han slog klik med tungen, inden han smilede drilsk, “ja.. du mindede mig vel bare om en gammel sur dame.” Han så lettere uskyldigt væk, selvom han ikke holdt masken særlig længe, før en munter og morende latter brød hans læber, for det var virkelig sjovt!
Det at Menelwen blev ivrig, var noget som kun morede Scorpius! Det var dog tydeligt at hun var nysgerrig af sig, selvom det intet gjorde ham, for han gav hende da hellere end gerne svarene! Han nikkede ganske roligt til hendes ord. “Der findes fugle i alskens farver og former! Nogle med lange smukke fjer, andre med et langt flot næb og så nogle på størrelse med en person selv,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. At hun blev lært i familiens profession, men ikke behøvede at vælge det, måtte da være en befrielse. Der var selvfølgelig ikke lagt et så stort pres på ham angående hans fætter, der skulle overtage slægten, for den stakkels mand havde jo intet valg. Scorpius derimod, havde egentlig frit valg på alle hylder, og dog var det alligevel begrænset, for han vidste at hans onkel krævede at han fandt et anstændigt job, om det så skulle være som Giovannis Assistent. Han nikkede dog roligt til hendes ord. “Tja.. det er da altid rart med lidt frihed,” endte han roligt og trak svagt på skuldrene. Han selv havde sine egne problemer, også fordi at han led af ADHD, det gjorde det endnu mere indskrænket, for han havde ikke tålmodighed til det meste. Han vendte blikket lettere overrasket imod hende til hendes ord. Hun lød så.. fascineret. Et skævt smil prydede hans læber, hvor han nikkede ganske let. “Ja.. jeg kan gå ude helt splitternøgen en iskold vinterdag, hvis jeg vil,” svarede han morende, selvom smilet falmede drastisk til hendes følgende spørgsmål. “Mit speciale?” gentog han en anelse usikkert. Han endte med at trække svagt på skuldrene. “Jeg.. har ikke rigtig noget vel..” Han sendte hende et overbærende smil, hvor det var tydeligt at han ikke selv direkte var stolt over det. Men et speciale havde han vel ikke ligefrem? Han lod hovedet søge let på sned, inden han rystede på hovedet. “Nej jeg bor ikke selv, men sammen med resten af min familie. Vi bor i Salvorique Palé. Utroligt nok, et palæ,” endte han sandfærdigt. Navnet sagde vel egentlig sig selv? Hans familie havde boet der for flere generationer, så det havde familienavnet.

[Deleted]

Menelwen så først måbende på ham. Men smilet brød straks frem og hun begyndte bare at le højt. Det var en fin og varm latter. Menelwen lo af at han faktisk havde drillet hende sådan... Ligefrem. Ikke været bange for at hun ville blive fornærmet, ikke bange for at hun ville misforstå. Og så selvfølgelig fordi samligningen var lidt komisk. En gammel sur dame var vel nok ikke rar, men bestemt ikke farlig!
"Uhha ja... Vi er af den specielt stygge og lede slags" sagde hun og lo lidt til ham imens hun rystede lidt på hovedet. Det var lidt sjovt, hvordan de allerede var faldt så let i snak, som de nu gjorde.
Menelwen lo af hans beskrivelse af de forskellige fugle. Tænk at have sådan nogle fugle! Hvilket et skønt virvar af farver!
"Der.. Der skulle eftersigende være nogle, man kunne lære at snakke?" sagde hun spørgende og lidt usikkert. Det var bare noget hun havde hørt, men aldrig set før. Tænk, en fugl, der slet ikke var bygget lige som dem, kunne tal? Hun smilte lidt skævt. Så burde man jo aldrig føle sig alene. Menelwen lod blikket glide rundt og nikkede let til det han sagde. Det var rart, men hun vidste også godt at det var fordi hun var en kvinde. Hun skulle følge sin mand, når hun fik sådan en.
Det næste han sagde, kom uheldigtvis i samme sekund, som Menelwen havde bestemt sig at skifte stilling, med benene. Da hun blev distraheret af hans udsagn om at hun kunne gå splitternøgen rundt, en iskold vinter dag, mistede hun simpelthen balancen og faldt sidelæns ned i springvandet!
Menelwen nåede at give et lille 'Uh' fra sig, før hun ramte den kolde vandoverflade med et plask. Hendes vindmagi ophørte straks ved forskrækkelsen og skærmede hende derfor ikke, som den måske kunne have gjord. Men kun et par sekunder efter at have plasket lidt rundt for at finde hoved og hale i op og ned, dukkede overkroppen og dermed også hovedet op igen.
Prustende og klagende over kulden så hun lidt rundt, for så at se op på Scorpius. Hun så lidt underligt på ham. Grunden til at hun var faldet var simpelthen forestilling om at han faktisk en dag ville rende splitternøgen rundt, ganske enkelt fordi han kunne. Det hun havde kunne ane af det markante og aldeles trænede bryst igennem den tynde skjorte, var nok til at sige hende resten. Ikke at hun tænkte direkte perverst om ham. Men hun var trods alt en kvinde, og med øjne i hovedet. Han var smuk. Perfekt vel og mærke? Og så var hun også bare blevet taget ved overraskelse af hendes egne tanker.
Håret hans fladt ned omkring hendes ansigt, imens vandet løb ned igennem det. Kejtet, og med et stramt smil fik hun fejet det værste hår væk fra ansigtet, så hun kunne se på ham
"Ser man det.. Hvor dejligt. Hvor... Nyttigt" svarede hun og prøvede faktisk virkelig på at lyde begejstret eller interesseret. Det var jo bare lidt svært for hende.
Møjsommeligt og langsomt kom hun på benene. Hun kravlede over springvandets kant og skuttede sig i kulden. Pelskappen hang tung og våd om hendes skulder, men hun strak den tættere omkring sig fordi hendes kjole indenunder, var hvid.. Og våd. Og derfor lidt gennemsigtig. Selvom hun selvfølgelig havde undertøj og underskørte under, som det passede sig vinteren, var det alligevel aldeles utækkeligt at vise frem for en mand. Efter lidt tid satte hun sig ned igen, dog et lille stykke fra ham denne gang, for ikke at risikere at sprøgte vand på ham
De sidste ting han havde sagt, havde hun ikke helt fanget, og smilte undskyldende til ham
"Undskyld, du sagde?" spurgte hun og prøvede at lade som om der ikke var sket noget som helst. Men indeni kogte hun. Hvor pinligt! Hvor helt og aldeles pinligt! Hvad skulle hun gøre? Længe kunne hun jo ikke blive, for det var frygtligt koldt! Og trods at det netop var koldt, bredte der sig en rødmen over hendes kinder. Klumrian.. Menelwen var ellers, uden at sige for meget, ganske elegant og yndefuld. Men hans udsagn havde simpelthen, bogstaveligt talt, skubbet hende omkuld.

[scorpius]

Menelwen mindede på ingen måder Scorpius om en sur gammel dame! Men jo.. det morede ham nu alligevel! Desuden så bekræftede hendes latter kun for ham at hun ikke var sur, eller blevet fornærmet, men at hun selv fandt det morsomt, desuden så havde han jo heller ikke ment det, tværtimod! Det drilske og ikke mindst morende smil hvilede på hans læber, som de mørkebrune lettere glødende øjne nærmest kun flammede en anelse mere op i et varmt skær. “Ja.. jeg har godt hørt om jer.. meget stygge og farlige,” endte han i en hviskende tone, som om ingen måtte høre dem, hvor han rykkede en anelse tættere på hende, næsten som om han skulle til at fortælle hende en hemmelighed. “Jeg er jo nød til at passe på.. ellers ender du bare med at slå mig ned med din uovervindelige styrke,” svarede han i en drillende tone, som han roligt tog omkring hendes ene overarm, som om han målte hendes styrke. “Åh ja.. jeg har ingen chance!” Det var selvfølgelig kun spil fra galleriet, selvom han nu ikke ville undervurdere hende. Måske han var mand og dermed var rent fysisk stærkere opbygget, men derfor kunne hun godt overgå ham i magien! Desuden så var hendes væsen ganske fascinerende for ham! At hun var så interesseret i hans hjemland og de mange dyr, var noget som fik ham til at slippe en klar og dog munter latter, for det morede ham virkelig! Han nikkede roligt. “Det er skam sandt nok.. papegøjer, det er fugle med en flot fjerpragt i alskens farver,” fortalte han roligt og med et skævt smil. Han kunne godt lide at hun var så interesseret, for.. det var han ikke vant til hjemme. Desuden kunne han godt lide at tale med hende, han følte faktisk at han kunne være sig selv – og det var virkelig befriende!
At Scorpius’ udsagn omkring det at han kunne rende splitternøgen rundt, fik hende til at falde i springvandet, da hun skiftede stilling, var noget som fik ham til at se direkte chokeret efter hende. Var det hans skyld?! Han stirrede blot på hende, som hun sad i springvandet drivvåd, hvor han faktisk endte med at tabe kæben, for.. det havde han godt nok aldrig set før! Han vidste næsten ikke om han skulle grine eller græde. Det at han kunne rende splitternøgen rundt, var jo sådan set bare.. metaforisk set! Det var jo ikke fordi at han ville gøre det på noget tidspunkt! Han havde faktisk selvkontrol! Han så blot chokeret og ikke mindst overrasket efter hende, som hun kom op igen. Hendes ord, hvor hun nærmest anstrengende prøvede at lyde interesseret, fik ham dog til at bryde ud i en munter latter. Hans perleklare, muntre og dog varme latter fyldte luften omkring dem, hvor han endte med at tage sig til maven, for det var virkelig for komisk! Det var dog ikke for at fornærme hende, men.. det så virkelig bare så sjovt ud! Han endte med at falde ned selv, selvom det dog var på den faste jord. Han så kort undrende op på hende, inden han igen brød ud i grin, hvor han blot blev liggende på jorden. Som han fik grint færdigt, endte han blot med at stirre op i himlen, uden at smilet falmede det mindste. Han endte roligt med at komme op at sidde igen, hvor det muntre smil forblev på hans læber. “Undskyld,” endte han morende, som han roligt trak sig hen til springvandet igen. “Jeg kunne næsten forveksle dig med en vanddæmon,” svarede han morende, som han satte sig op på kanten igen. Smilet falmede dog en anelse. Hun var våd, og det var koldt, hvilket ikke ligefrem var en god kombination. Han endte med at rynke brynene ganske let. “Jeg håber din kappe er tyk og kan tåle vand, for.. ellers bliver det koldt,” endte han i en næsten bekymret tone.

[Deleted]

Menelwen spillede smilende med og bukkede sig lidt frem, som ham, som om de delte en meget stor hemmelighed. Med et sigende blik nikkede hun let, til det han sagde og så hurtigt fra side til side, som for at se om der var nogen andre der lyttede. Menelwen nikkede ivrigt og lo let og varmt til ham, over det han sagde. Han spillede jo ganske godt skuespille, tænkte hun ved sig selv. Da han tog fat i hendes overarm, smilte hun skævt til ham, og sendte ham et blik der sagde noget i retningen af 'hvad sagde jeg?'.
"Ikke en chance!" med gav hun ham med en fast håndbevægelse og lo derefter mildt til ham. Og ved sig selv, kom Menelwen til at tænke på, hvem der egentlig ville være stærkest af de to? Han var ilddæmon, og hende vinddæmon... Fysisk styrke lå ikke til vinddæmoner, men det gjorde det derimod til ilddæmoner. Men Menelwen ville højest sandsynligt være hurtigere og have mere overblik, hvis der skulle stå en kamp. Hvis hun havde været dygtigere og stærkere ville hun også kunne hive alt luft ud af det område han befandt sig i. Og som alle vidste. Ingen luft - Ingen ild. Hun ville have rigtig mange fordele. Men ilddæmoner var, hvad hun vidste af, nogle ilter sjæle med temperament og stædighed. En råstyrke og vilje uden samligning.
"Papegøjer.." sagde hun imens hun så ud i luften. Hun ligesom smagte på ordet, før hun igen ledte sig opmærksomhed tilbage til ham. "Har i papegøjer?" spurgte hun og smilte skævt. Kunne man mon lærer dem at synge, eller sådan noget? Det kunne være ganske underholdende!
Først hørte Menelwen ikke rigtig hans latter. Da hun ligesom fik tørret ørene lidt for alt det vand, skævede hun til ham og smilte skævt. Da var da godt at han kunne grine, istedet for at tænke hun var komplet idiot - Sådan følte hun sig selv. Men hans latter blev hængende i luften omkring dem, og var aldeles... Fin og varm at høre på. Lidt som musik, tænkte hun. Smilet bredte sig over læberne, løb op i øjnene, og til sidst kunne hun ikke selv holde en lille latter tilbage. Både på grund af at han lo, og fordi hun og godt kunne se det komiske! Da han faldt ned på jorden så hun bare på ham og lo nu frit og levende til ham. Hvor var det befriende!
Da han satte sig, måtte hun diskret feje en hånd til øjenkrogen, for latteren havde fremkaldt en enkel tårer.
"En vanddæmon? Jamen dog... Hvorfor dog?" spurgte hun muntert og smilte stort til ham, imens hun prøvede på at vride håret tørt for vand. Og selvom hun aldrig gik med håret sat, flettede hun håret i en let fletning, hængende ned over den ene skulder. Som svar så hun lid ned af sig, tog fat i kappens kant og vred den en smule så en lile vandpyt samlede sig på jorden foran dem. Derefter smilte hun til ham og trak på skuldrene.
"Helt ærligt, det er bidende koldt" sagde hun og så sig omkring. Langsomt og gradvis ændrede hun temperaturen i luften omkring hende. Det blev lidt lunere, men det var svært at fremkalde varme nok, når det i forvejen var så koldt. Det hjalp en lille smule, men ikke helt nok, synes hun.

[scorpius]

At Menelwen spillede med på Scorpius’ lille skuespil, hvor han nærmest lod som om at han skulle til at fortælle hende en stor hemmelighed, og hun selv lænede sig mod ham, som ville hun lytte, morede ham kun, selvom han intet sagde til det, for.. det var jo bare i sjov. Og man havde jo kun det sjov som man selv skabte! Desuden kunne han godt lide hendes selskab, hun virkede.. frisk og frejdig! Hvilket var noget af en opkvikker og befrielse, for hun var ikke nogen snob, hun var ikke arrogant – måske hun kunne være det, men det var hun ikke overfor ham, og det gjorde kun det hele langt lettere for ham, for hvis han ønskede selskab af arrogante folk, jamen så tog han da bare hjem til sin familie og han var netop søgt ud for at undgå dem! Han havde brug for frisk luft, nye mennesker og selskaber! At hun sagde at han ikke havde en chance – og gav ham ret – fik ham til at se lettere forundret mod hende, inden han skulede drilsk til hende. “Det var jo ikke meningen at du skulle give mig ret!” endte han i en fornærmet tone – selvom det kun var skuespil, hvor han heller ikke kunne skjule det morende og drilske smil. Hvem der ville vinde af de to, betød ingenting, for skulle han være ærlig, så havde han ikke lyst til at slås med hende. Han ønskede ikke at skade hende, og han ønskede på ingen måde at tage hendes liv! Han havde prøvet at tage en anden persons liv før, og den følelse, den form for magt, den var.. skræmmende. Han håbede ærligtalt aldrig at han kom til at opleve det igen! Han nikkede ganske roligt til hendes følgende ord. “Jep.. papegøjer. Nogle små nogle store, og dem kan du – som du selv sagde – lære at snakke, eller sådan nogenlunde,” svarede han med et skævt smil. Han havde prøvet at komme ind i en butik, hvor ejeren havde haft en papegøje der kunne tale, men han havde dog aldrig selv haft en og prøvet, men.. ja det kunne være han skulle prøve? Det kunne da være ganske underholdende!
At hun var faldet i vandet, var virkelig noget af det mest sjove som Scorpius længe havde set! Det var da virkelig for komisk! Det var ikke fordi at hans latter var ment som hån på nogen måde, nej han morede sig bare over det! At hun selv slap en latter, glædede ham dog kun, for han ville heller ikke have at hun skulle tro at han kun var ude på at fornærme hende, for det var slet ikke tilfældet! Som han kom op at sidde igen, kunne smilet ikke falme det mindste, hvor det hvilede muntert og lystigt omkring hans lettere fyldige rosenrøde læber. “Årh jeg ved snart ikke.. måske fordi du er drivvåd?” svarede han drillende, som han blinkede morende til hende, inden han igen slap en klar og varm latter. At hun vred både hår og kappe, så det dryppede med vand fra hende, fik ham kun til at trække på smilebåndet, selvom det måtte falme en anelse til hendes ord. Det var jo heller ikke fordi han fandt det sjovt at hun skulle blive syg, for det var jo efterhånden utrolig koldt! Han trak svagt på skuldrene. “Jeg kan godt.. varme dig, hvis du vil have det?” Han sendte hende et skævt smil. Han var skam ikke ude på noget, men.. hvem kunne varme nogen bedre end en ilddæmon selv? Han kunne hurtigt give hende varmen tilbage igen, men på den anden side kunne han godt forstå hvis hun sagde nej, for hun havde kun lige mødt ham, men han ville gerne have at hun blev lidt længere og ikke tog hjem, så.. han havde intet imod at holde om hende og varme hende, så hun kunne blive lidt længere og holde ham med selskab.

[Deleted]

Menelwen smilte skævt og lo lidt.
"Det skal du ikke bestemme over mig!" gav hun ham igen, idet hun rettede sig op og satte hænderne i siden på en meget bestemt måde - Selvom man stadig kunne se at hun spillede med på hans skuespil. Men da han sagde at hun ikke skulle give ham ret, så lod hun bare være ved at gå imod ham. Bagefter lo hun mildt og rystede lidt på hovedet.
Med et skævt smil så hun bare henført på ham. Alle de ting hun ikke vidste noget om, fra hans verden, der hvor han boede, virkede så interessante, og anderledes en hvad der var hér.
"Hvad med maden? Jeres kulinariske kunne skulle være bedre, og sundere end vores, heroppe nordfra" sagde hun idet hun lagde hovedet lidt på skrå. Det havde hun jo hørt. De havde også i en kort stund, haft en kok kom nede syd fra, men han havde ikke fundet sig særlig godt tilrette hos dem.
Menelwen smålo bare til ham og rystede på hovedet af sig selv. Hendes kinder var blevet let røde, af kulden mod hendes våde hud, så det dækkede fint over hendes rødmen. Det var ret pinligt, men det at han bare ikke kunne lade være med at grine af hende, fik hende til at se hvor morsomt det måtte have set ud! Derfor kunne hun heller ikke selv holde latteren tilbage.
Hans argument for at hun lignede en vanddæmon, fik hende til at ryste lidt leende på hovedet, i det hun chattede let til ham. Vanddæmon! Tsh... Vand var for hende en modsætning til luft. Vand var tungt, befandt sig kun bestemte steder, og det trak en ned, istedet for at løfte én. Hun smilte bare skævt til ham og trak på skuldrene. Det var hun vel selv udenom, tænkte hun let.
Igen var det et held at hendes kinder allerede var lidt røde... For hendes blev øjeblikkeligt varme da han foreslog at han kunne varme hende.
Hun skævede kort til ham og smilte skævt. Hun tøvede... Ville det være anstændigt? Der skulle helst ikke misforståes noget... Men hun ville blive syg, hvis hun blev ude meget længere.
Igen så hun på ham og trak let på skuldrene. Menelwen bed sig let i underlæben og besluttede sig.
"Det.. Er pænt af dig. Hvis jeg bare må sætte mig lidt tættere på. Så burde det være lettere for mig at låne lidt af din varme" sagde hun stille og rykkede tættere på.
Hun trak benene op under sig, tørrede hurtigt kinden nogenlunde tør, og hvilte derefter hovedt mod hans skulder. Et forsigtigt smil gled over hendes læber, men det blev hurtigt afløst af et lettet og behageligt smil. Han var brandvarm, ja nærmest glødende!
Vil.. Vil du holde mine hænder lidt? Varmen spreder sig bedre sådan.." sagde hun og smilte lidt skævt til ham idet hun holdte sine hvide, fine hænder frem foran sig. De var dog ved at antage en kraftig rød farve, på grund af kulden.

[scorpius]

Det morede Scorpius at han kunne føle sig så godt tilpas med en tøs, som han kun lige havde mødt, selvom han ikke havde noget imod det, for Menelwen virkede til at være en god person, desuden så morede hun ham, og hvem kunne ikke lide en tøs som kunne få én til at grine? Han kunne i hvert fald! Han slap en munter latter, som hun spillede med, og satte hænderne i siden med en bestemt mine. Han prikkede hende drilsk i siden, selvom han ikke vidste om hun var kilden af nogen slags, men man kunne jo altid håbe? Det gjorde jo kun det hele langt sjovere! “Vi ved jo begge to at du ikke er så hård igen, tante mut,” svarede han drillende, som han blinkede morende til hende, selvom han ikke kunne holde den muntre og klare latter tilbage, for det var virkelig sjovt! Han kunne ikke huske hvornår han havde haft det så sjovt sidst! Desuden så havde han også oplevet de gange, hvor folk ikke forstod joken og spillede med, men det var tydeligt at Menelwen kunne se det. At hun var interesseret i hans hjemland, måtte more ham, for hun havde så mange spørgsmål! Ikke fordi det gjorde ham noget, det morede ham nu kun. Han trak svagt på skuldrene. “Jeg ved ikke om det er sundere, men.. vi spiser meget frugt, vi har mange forskellige slags nemlig, og.. jeg ved ikke, det er ikke et spørgsmål jeg er vant til at få stillet,” erkendte han sandfærdigt, hvor han sendte hende et skævt smil. “Men jo.. vores mad er nok meget forskellig fra jeres og de andre landes.” Han nikkede ganske roligt, uden at smilet falmede det mindste.
At Menelwen var røget i springvandet på grund af noget som Scorpius havde sagt, var noget som virkelig havde set utrolig komisk ud! Det var ikke fordi han ønskede at gøre hende pinlig berørt eller gøre hende fornærmet for den sags skyld. Det glædede ham dog kun, at hun selv kunne more sig over det, for så vidste han at han ikke havde gjort noget galt. At hun tøvede, da han spurgte om han skulle varme hende, kunne han dog godt se på hende, selvom han ikke sagde noget til det, for et sted forstod han hende jo godt, hun havde kun lige mødt ham, desuden så ønskede han heller ikke at hun skulle tro noget forkert om ham! Men han vidste at hun ville ende syg, hvis hun ikke fik lidt varme, og han vidste jo heller ikke hvor langt hun havde hjem. Han smilede skævt, som hun endelig gik med til det, hvor han nikkede ganske let. “Udmærket,” endte han roligt, som han blot lod hende rykke tættere på ham og lægge sit hoved mod hans skulder. Han skruede roligt op for sin kropstemperatur, nu hvor han ikke holdt om hende og kunne varme et større område, men det gjorde nu intet, han ville heller ikke have at hun skulle føle sig utilpas. Han vendte blikket mod hendes hænder, da hun holdt dem ude foran sig. Et let smil gled over hans læber, hvor han roligt tog omkring hendes hænder og trak dem ind til sig krop. “Selvfølgelig vil jeg varme dem,” svarede han stilfærdigt, hvor han tydeligt kunne mærke hvor kold hun var blevet. Han trykkede let omkring hendes hænder, næsten for at prøve at give hende følelsen tilbage. “Er det bedre?” spurgte han roligt, som han vendte de glødende mørkebrune øjne imod hende, uden at det stille smil falmede det mindste.

[Deleted]

Menelwen holdte næsten ansigtsudtrykket, og med hænderne i siden, indtil han prikkede hende i siden og gav hende igen. Med et overrasket piv puffede hun hurtigt til hans hånd og brød derefter ud i latter. Hun var faktisk kilden! Menelwen slog let en hånd op for munden et par sekunder for så derefter at fjerne den igen da latteren havde aftaget sig.
Med et fast og udfordrende ansigtsudtryk stirrede hun ham i øjnene igen, og sagde med korslagte arme, "Sååå? Det mener du? Hah! Lad det komme an på en prøve".
Derefter slap hun en lille latter og rystede lidt på hovedet af dem begge to. Det var ret fjollet, men det var rart at kunne snakke så uforpligtende og frit med en, og endda med en som man ikke kendte sådan!
Menelwen smilte mildt og nikkede bare til det han sagde. Hun kunne godt forestille sig det, og var da heller ikke fordi man overhovedet ikke spiste sådan nogle ting her, hvor hun boede. Men det var bare lidt mere sjældent.

Da Menelwen var rykket tættere på, så hun bare stilfærdigt frem for sig, imens hun ventede på at varmen i luften omkring hende ville blive varmere. En sådan metode, at bruge sin krafter på som en ikke helt udviklet dæmon kunne være tærende på kræfterne. Men det ville kulde også være mod hendes krop, som det ville være mod almindelige mennesker.
Et let suk gled over hendes læber da Scorpius trykkede let omkring hendes hænder, efter at have taget dem i sine. Kulden i hendes fingre og hænder, som gjorde at hun ikke havde kunne bevæge sin fingre særlig hurtigt, havde næsten spredt sig op i armene, så de havde føltes helt tunge.
Men varmen fra hans hænder gav følelsen tilbage. Først til fingrene, så selve hånden og så til resten af armene. Hænderne fik stille og roligt den rigtige, hvide farve tilbage.
Menelwen nikkede og smilte hurtigt op til ham.
"Meget bedre. Tak" svarede hun og strøg hurtigt en løs lok hår om bag det ene øre.
Hun kunne mærke hvordan hendes kappe begyndte at blive klam og varmere omkring hendes skuldre. Det var ikke rart, men desto mindre betød det at den var begyndt at tørre. Lige så med hendes hår og hendes hud.
"Kan... Kan din kropstemperatur egentlig blive farlig, hvis du virkelig sætter dig for det?" spurgte hun stille, men med et mildt smil om læberne, pludseligt. Det kunne være et forunderligt, og smart forsvar, hvis den kunne.

[scorpius]

Grunden til at Scorpius befandt sig i Manjarno, og så langt hjemmefra, var fordi han havde haft brug for at få lidt tid væk fra familien. Selvfølgelig var han glad for sin slægt, han var stolt af at være en Salvorique! Men han var også det sorte får i familien, man kunne jo godt sige at han ikke levede op til familiens forventninger, og han var nok den, som alle havde de mindste til. Det var selvfølgelig en tanke som gjorde ondt, men han kunne jo ikke gøre så meget ved det. Han led af ADHD, han havde altid haft svært ved at tillære sig noget nyt, specielt når det kom til de faglige fag, men så var der jo også så meget andet som han var god til! At han så skulle støde på en anden dæmon, som ikke var ondsindet, som ikke var arrogant, som ikke var forfængelig og egoistisk, men som han faktisk kunne grine sammen med, var noget af en befrielse! Menelwen havde nok ikke været den samme, hvis hun var blevet opfostret i Dvasias – det ville han i hvert fald ikke tro – men han var nu også kun glad for at det ikke var tilfældet, for han kunne godt lide hendes selskab! At hun var kilden, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor et drilsk smil gled over hans læber, da hun slog hånden væk. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. “Åh ja? En prøve siger du? Det skal du få!” endte han drillende, som han satte sig tættere på hende, slog armene omkring hende, for at begynde at kilde hende i siden, imens han holdt hende fanget i sine arme, så hun ikke kunne komme væk. En munter latter brød hans læber, for det var noget som virkelig måtte more ham!
At Menelwen var røget i vandet, var noget som virkelig havde moret Scorpius og det kunne han ikke løbe fra, men han måtte erkende at han heller ikke ønskede at hun skulle gå, for han kunne faktisk godt lide hendes selskab, det var dejligt befriende at sidde og snakke med hende, også fordi hun selv lod til at more sig. At hun frøs forundrede ham dog ikke, for det var koldt og trods alt vinter, så en tur i vandet ville ikke gøre underværker. Han holdt fortsat om hendes hænder, så hun kunne få varmen tilbage i hele kroppen, hvor han godt kunne se at hun mere og mere fik den normale farve tilbage igen. Han vendte kort blikket mod hende til hendes ord og nikkede roligt, som et skævt smil gled over hans læber. “Jamen det var da så lidt,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hendes hænder igen, der virkede til at have fået varmen tilbage. Det havde sine mange fordele at være ilddæmon, men man havde jo altid sine ulemper, hvilket han vidste, var på samme måde med Menelwen der var luftdæmon – et meget fascinerende væsen! Han vendte blikket mod hende igen til hendes spørgsmål, hvor det skæve smil kun bredte sig en anelse mere. Han nikkede let. “Ja.. det kan den. Jeg kan selv regulere på min kropstemperatur – jo ældre du er, jo stærkere er du,” forklarede han roligt, det var jo typisk alderen der spillede ind oftest, og det var vel på samme måde med hende? Han slap hendes ene hånd, hvor han løftede sin egen og holdt den ud for kroppen i strakt arm. Han tændte for kropstemperaturen, dog kun ved pegefingeren, som der endte med at gå direkte ild i. Han lod ilden sprede sig over hele hånden og videre op af underarmen, inden han hurtigt slukkede for den igen, så hun ikke skulle risikere at brænde sig. “Jeg kan komme op på over femhundred grader, hvis jeg vil – men det meget afkræftende,” forklarede han videre, som han roligt tog omkring hendes hånd igen og sendte hende et muntert smil.

[Deleted]

Menelwen viste udemærket godt at hun selv havde bedt om det, så da Scorpius rykkede tættere på, blev hun bare siddende stædigt med hænderne i siden og stirrede ham lige ind i øjnene. Koncentreret prøvede hun at holde det stive træk omkring munden, men man kunne se at hun virkelig skulle kæmpe for at beholde det. Et stort smil gled tit igennem og hun kunne næsten ikke lade være med at grine. Han skulle bare ikke vinde den her, selvom det jo var for sjov, tænkte Menelwen, og tog det som en form for leg, en koncurrence for sjov.
Da Scorpius så slog armene om hende blev hun lidt befippet, de første par sekunder. Menelwen blev først og fremmest forundret over den intense varme der stod omkring ham - Eller bare den del der var centreret omkring hans arme. Det var forbløffende, slående. Og for det andet fordi han var så tæt på. Inden følte hun sig i et par sekunder som en forfjamsket skolepige, men skjulte det godt udenpå. Menelwen havde jo vænnet sig lidt til hans selskab, og til den måde hans væsen og alt ved ham nærmest virkede... Magnetisk?
På de få sekunder fløj de tanker igennem hendes hoved, før hun måtte give efter i en hvin over at blive kildet i siden. Menelwen havde armene fri, og forsøgte instinktivt og desperat at skubbe hans hænder væk - Som man jo gør hvis man er kilden.
Det kunne måske opfattes som direkte barnligt, direkte koket og opmærksomhedssøgende, men Menelwen var bare virkelig utorligt kilden.
Hun hvinte og lo skiftevis og inden længe måtte hun hive efter vejret imellem den ukontrollerede latter. Ikke at det var ubehageligt.
"Nej! Nej, stop..! Jeg kan ikke... Argh, nej! Vær nu venlig!" lo hun højt og var gået over til en lidt mere ihærdig strategi; Nemlig at nærmest mase hans ansigt væk fra sig. Men selvfølgelig ikke på en voldsom og hård måde, mest som to legende børn ville gøre.

Menelwen nikkede lidt, for hun anede at det nok var sådan det foregik. Det samme var det for vinddæmoner. Hvis hun virkelig ville kunne hun hive luften ud af lungerne af en person, men hun ville nødvendigtvis ikke være stærk nok til at holde det i særlig længe. Det samme med at flyve. Menelwen var faktisk ret god til det, men det var afkræftende især fordi at vinddæmoner af bygning ikke var særkendte for en stærk fysisk.
Menelwen så på hans arm der stod i brænd, med store, forbløffet øjnene. Der var noget nært ærefrygt i hendes øjne da han så "slukkede" ilden igen. Det så så simpelt og let ud. Scorpius så slet ikke ud til at have kunnet mærke noget som helst.
Da han igen tog omkring hendes hænder og smilte til hende, kunne hun heller ikke mærke at der lige havde slikket flammer op af hans arm, næsten helt op til armhulen.
Menelwen smilte skævt og blidt tilbage til ham, og sagde "Det.. Det er jo imponerende! Ganske enkelt, et nærmest vindende panser, hvis man skulle beskytte sig selv! Kan din ild så slukkes med vand?".
Hendes svar var endt ud i et spørgsmål, som måske gav sig selv. Men deres elementer var nok også foskellige på netop det punkt. Menelwen skulle have luft omkring sig for at kunne tage den i brug, det skulle Scorpius ikke. Hvis man placerede Menelwen i et lufttæt rum, ville hun ikke kunne gøre noget som helst. Udover at hun vel også ville dø af iltmangel, ville hun ikke kunne bruge sin evne, overhovedet.

[scorpius]

Scorpius var allerede klar over at Menelwen ikke var den hårde og kolde type, hvilket var noget som han godt kunne lide ved hende. På trods de lige havde mødt hinanden, så kunne han faktisk godt lide hendes personlighed, væsen og nærvær, for hun fik ham til at slappe af og more sig, præcis som han havde ønsket, da han var taget hjemmefra. Måske han var langt væk, men det havde også været nødvendigt efterhånden, for han kunne ikke klare flere snobbede mennesker for nu! Derfor glædede det ham også at han var faldet over Menelwen, som virkelig formåede at få ham til at løsne op og smide hæmningerne. Det var virkelig befriende! Han lagde slet ikke mærket til at hun blev forfjamsket, da han slog armene omkring hende, da han havde helt andre tanker i hovedet, og det gik vel også hurtigt op for hende? Netop da han valgte at kilde hende, hvor en latter brød hans rosenrøde læber, for det morede ham virkelig at hun var så kilden! Han undgik bevidst hendes hænder, da hun prøvede at gribe ud efter dem, hvor han slet ikke slap hende på noget tidspunkt, men fortsatte med at kilde hende, hvor han kunne komme til det. Da hun bad ham om at slippe sig, så trak han blot endnu mere på smilebåndet. “Aldrig!” svarede han i den samme muntre tone, hvor hans latter hurtigt kom frem igen. Det var først da hun valgte at sætte hænderne mod hans ansigt og nærmest prøvede at skubbe ham væk, at det blev besværligt for ham. Det var ikke fordi det gjorde ondt, men besværligt skulle hun jo absolut gøre det for ham! Han grinte ganske let, hvor han måtte stoppe med at kilde hende, for at gribe fat omkring hendes hænder, så hun ikke kunne mase ham væk. Han sendte hende et skulende blik, skønt det hurtigt forløste sig i en munter mine. “Jeg sagde jo, at du ikke var så hård igen,” påpegede han triumferende, selvom han ikke kunne holde et let grin tilbage.
At Menelwen blev forbløffet over at Scorpius satte ild til sig selv, kunne han godt se på hende, hvor han heller ikke kunne lade vær med at grine ganske kort. Han sendte hende et skævt og muntert smil, som han vendte blikket mod sin hånd, da han igen havde valgt at tage omkring hendes, så han igen kunne varme hende. Det var selvfølgelig mange gange praktisk, men af den grund så kunne det også være lige så afkræftende, for det krævede virkelig meget energi! Han vendte blikket mod hende, da hun stillede sit spørgsmål, skønt det vel lidt sagde sig selv? Han nikkede ganske roligt. “Selvom det virker smart at kunne sætte ild til hele sin krop, så kan vand godt slukke den, så det er ikke en helt så ubrydelig og vindende panser igen,” svarede han roligt, som han kort så ud mod omgivelserne, inden han igen så mod hende. Det var jo ikke fordi at han var uovervindelig, alle havde jo sine fordele, som man havde sine ulemper – og vand var ganske enkelt hans egen svaghed, i hvert fald hans ilddæmon om ikke andet, for det var jo ikke den eneste race han havde i sig, han var jo også sensuel dæmon, skønt han i øjeblikket prøvede at holde det på et minimum, så han ikke påvirkede hende så meget igen, for han ønskede ikke at bruge sine evner på hende.

[Deleted]

Menelwen havde slet ikke regnet med at støde ind i nogen på denne rejse. Som sagt rejste hun med sin far, for at lære af ham til forberedelse af hendes egen uddanelse. Men ellers kom hun meget sjældent ud, og omgik ikke mange mennesker. Så det var på en og samme gang underligt og utroligt rart at møde en fremmed som var så venlig og underholdende som Scorpius!

Menelwen slog desperat stadig ud efter hans hænder, men samtidig brød en mere og mere hektisk rødmen ud på hendes kinder. Med det stadig våde hår så det nærmest ynkeligt ud, men hun vedblev bare latteren, for hun kunne simpelthen ikke stoppe den! Da han formanede at han aldrig ville slippe hende prøvede hun at sende ham et såret og trist blik, men brød med det samme ud i et højt hvin og grinte igen. Hun havde jo selv bedt om det, i højeste grad!
Menelwen skulle lige til at sætte en yderst selvtilfreds og sejrsglad mine op da han endelig stoppede med at kilde hende, men så i det samme forundret på ham da han stadig holdte hendes hånd. Let og med et skævt smil prøvede hun at rive den løs, men forgæves. Hun sukkede let, med et mildt smil og trak på skuldrene.
"Det.. Er godt gættet af en fremmed" sagde hun roligt og lo lidt frem for sig selv. Det var rigtig nok, men 'kampen' havde været meget sjov.
Menelwen så lidt tænksom på hans arm og sagde "Men ild er jo stadig et meget smukt element. Det indebærer temperament og passion, samtidig med varme og kærlighed". Menelwen smilte skævt og trak på skuldrene hvorefter hun kørte en hånd igennem det mørke, lange hår. Det var stadig vådt, så hun gav sig til at lade hånden glide over det, imens hun brugte sin vindmagi. Efter et par minutter kunne man tydeligt se at det blev mere tørt.

[scorpius]

At sidde og kilde Menelwen, var noget som virkelig formåede at få latteren til at bryde Scorpius’ læber, for det var noget som virkelig var sjovt! Det var sjovt at mærke hende vride sig og prøve at slippe fri, men se hvor forgæves det var, det var morsomt at høre hendes hvin, og ikke mindst så smittede hendes latter af på ham selv, for han kunne da ikke andet end at finde det sjovt og komisk! Det var underholdende, og det var faktisk befriende at være sammen med en som ikke tog alt så tungt, for hun var jo faktisk fremmede, men af den grund så faldt han utrolig godt til i hendes selskab og det var virkelig en rar følelse! At hun faldt til ro, så snart han stoppede, så fortsatte hans grin et kort stykke tid, inden det roligt døde ud, selvom smilet på hans læber forblev muntert og drilsk. Til tider havde han svært ved at tilpasse sig andre og specielt nyes selskab, men andre gange – og som nu – så faldt han faktisk lige i hak, hvilket også klart var rart og befriende! Han fnøs let til hendes ord, skønt det var drillende. “Godt gættet? Jeg gættede da ikke! Jeg vidste det!” svarede han yderst selvsikkert, hvor han slap en munter og lystig latter igen. At hun prøvede at trække hånden til sig, fik ham også roligt til at give slip, for han ville jo heller ikke fastholde hende til noget, som hun ikke havde lyst til, desuden så vidste han jo godt at han var sensuel dæmon, og han ønskede ikke at bringe hende ubehag ved det faktum, for han forsøgte virkelig at holde det på et minimum, skønt han vidste at han aldrig ville kunne smide det hel væk, for der ville altid ligge lidt i hans udstråling, i hans smil, og i hans øjne, det lå til ham og hans personlighed. Han trak på smilebåndet, som hun talte pænt om hans ilddæmon, hvilket fik ham til at nikke ganske roligt og medgivende. “Det er jo så rigtigt. Det behøver ikke kun at bringe ødelæggelse og fare med sig, det kan lige så godt bringe varme og glæde med,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han var ikke en just typisk dæmon, der var ond, men selvfølgelig lå der visse træk til ham på grund af hans racer, såsom det iltre temperament, stædigheden og viljestyrken. Han grinte let, som hun brugte sin vindmagi til at tørre sit hår. “Og din luftdæmon virker yderst praktisk,” tilføjede han morende, hvor smilet bredte sig på hans læber, så man kunne se den øverste tandrække af perfekte hvide tænder.

[Deleted]

Menelwen hævede udfordrende og spørgende det ene øjenbryn idet hun igen så på ham og smilte skævt.
"Du vant måske denne gang. Men det sker nødvendigtvis ikke igen" svarede hun og lo muntert og varmt. At hun var kilden kan man også sige var et af hendes ømme punkter, for hun var virkelig kilden!
"Men sig mig, Scorpius, er du en af dem der er vant til at vinde hver gang?" spurgte hun nysgerrigt, med et skævt og muntert smil om læberne, som også fandt op i de lyseblå øjne. Menelwen vidste ikke rigtig hvorfor hun spurgte, men det kunne jo bare være sjovt at vide, for også at sætte skub i endnu et emne at snakke om. Da hun nærmest havde fået varmen tilbage, og håret næsten var tørt, følte hun sig lidt bedre tilpas. Med en hurtig bevægelse fjernede hun et blad der havde sat sig fast i hendes kappe, og smed det tilbage i vandet.
I et par stille sekunder sad hun så ned i vandet, i springvandet og smilte mildt. Forsigtigt gjorde hun en bevægelse med en pegefinger, næsten som hvis man prøvede at tegne en usynlig streg i luften. En lille vandbobel fløj stille op fra vandet, som hun holdte øjnene stift på imens. Hun vendte sig forsigtigt om mod ham og lod boblen svæve tættere på ham, med et skævt smil.
"Men man skal eftersigende heller ikke lege med den. Ilden" svarede hun og slap vandboblen med øjnene, et par sekunder for at sende ham et kort, muntert smil.

Menelwen nikkede i det hun samlede sit hår og kastede det bagud så det lå ned af ryggen på hende istedet.
"Det er yderst praktisk. Luft har jo indvirkning på næsten alt her i verden. Ild kan ikke bestå uden. Planter kan ikke vokse uden. Og selv vand har en bestandel af luft i sig. Men jeg tør nok sige at vinddæmoner er de mindst fysisk stærke dæmoner, og derfor bliver vi meget hurtigt udmattede" fortalte hun og smilte skævt. Det var rigtig nok.