Leaves falling from the treetops

[scorpius]

Efteråret havde lagt sig over Manjarno og de andre lande, hvor man også tydeligt kunne mærke at det blev koldere, ligesom man tydeligt kunne mærke at vinteren var på vej. Det var ved at være sen eftermiddag, solen var på vej ned og de fleste i parken var på vej hjem. Der var dog en enkelt fyr der sad alene for sig selv på en bænk, med de mørkebrune glødende øjne hvilende på springvandet, der lavede det samme mønster konstant. Han sad på ryglænet og med fødderne mod det oprigtige sæde på bænken, hvor man tydeligt kunne se at han var en ung mand og ikke af de ældre generationer, da han sad med en lidt ligegyldig holdning. De folk der gik forbi ham, kunne dog ikke lade vær med at kigge på ham, af to grunde; den ene var at han sad med utrolig lidt tøj på, så man skulle tro at han frøs, for han sad kun i et bar mørke jeans og så en enkelt sort skjorte, der var knappet lidt op ved brystet, så man lige kunne ane muskulaturen under og ellers havde han sine sorte sko. Han bar en ring på sin ene finger, en halskæde som man lige kunne ane under skjorten og ellers sine diamantøreringe, så det var tydeligt at han ikke var fattig på nogen måde, men derimod havde penge – eller hans onkel havde penge. Den anden grund til at folk ikke kunne tage blikket fra ham, var for dem ukendte, men for ham var den krystalklar; han var en sensuel dæmon, så hans udstråling sagde sig selv. Hans hud bar en mørkeglød farve, så det var tydeligt at han kom mere syd fra og den helt præcise destination var Peula. Han var nevø til den rigeste mand i landet og som faktisk sad med magten sammen med resten af rådsmedlemmerne naturligvis, dette var dog ikke noget man kunne se på ham udadtil, kun at der var noget over ham, der gjorde ham anderledes end fra folk fra dette land.
Scorpius var ganske vidst utrolig langt væk hjemmefra, men hans familie ejede opholdssted i alle lande, fordi hans onkel var forretningsmand og Giovannis nevøer og niecer – inklusiv Scorpius – rendte ærinder for ham, da han selv var en travl mand, så de bar alle et specielt pas, der gjorde at de kunne komme hvor som helst, desuden så var det heller ikke så svært at komme ind i Manjarno eller Dvasias eller Imandra for den sags skyld, for han var jo Dæmon og kunne vandre frit, det var mere svært i Procias og det var også der hvor passet hjalp ham ind, for reglerne var blevet strammere i landet på grund af oprøret der havde været der – takket være mørkevæsner og den nuværende greve; så vidt han havde fået fortalt af hans onkel. Han var dog ikke ude på nogen arbejde i øjeblikket, tværtimod nød han årstiden her i Manjarno, for det blev ikke så koldt i Peula, det var det tropiske land af alle, så det var langt varmere der, end det var her, desuden kunne det ikke sne i Peula, det kunne det også i de andre lande, hvilket han fandt fascinerende. Grunden til at han ikke bar mere tøj, var fordi han var ilddæmon og kunne skrue op for kropstemperaturen – ganske praktisk! Hans blik faldt på de folk der passerede ham der så forundret tilbage på ham, selvom det kun fik ham til at smile ganske let, inden han rystede let på hovedet, kun for at vende blikket mod springvandet igen.

[Deleted]

Menelwen havde forladt det sted hun boede midlertidig for at slippe lidt væk. Hendes far, Idhrenion Caladhiel havde taget hende med på en af hans utallige forretningsrejser da hendes mor lå syg derhjemme. Menelwen havde slet ikke stillet spørgsmålstegn til hvorfor hun ikke kunne blive overladt til tjenestefolkene, hjemme på deres palæ der lå så smukt i klipperne. Det havde været en chance for at komme til byen.
Men hun endte alligevel med at sidde på sit værelse, ved en af hendes fars mange kontakter, hvor hun måtte få tiden til at gå med fløjtespil, sytøj og andre småsysler. Det var fint nok, men i længden var det blevet så kedeligt.
Så Menelwen var listet ud med påskud om at hun havde set noget interessant i byen, som hun bare måtte se!
Idhrenion havde nikket tænksomt og set længe efter hende da hun gik ud af døren, over gaden og i retningen af parken. Som altid, var han overbeskyttende overfor sin datter. Menelwen var ikke dum, slet ikke, for hun var trods alt vinddæmon. Og hendes sanser var altid spændte. Men derfor, var hun bare det mere følsom. Og optrådte nogle gange lidt for naivt.

Menelwen havde iført sig en kappe af mørkeblåt fløjel, kanten med hvidt pels, over en af de sædvanlige hvide kjoler hun altid bar. Det var koldt, og selvom hun sagtens kunne ændre i luftens temperatur omkring sig, kunne hun lige så godt iføre sig vinterkappen. Så med et let suk trådte hun ind i parken og så sig omkring. Hun havde leget her da hun var lille, med sine forældre, men det var så længe siden.
Et blad forlod sin gren fra et af træerne hun gik forbi, og satte sig i hendes mørke lange hår.
En klokkeklar latter gled over hendes læber og hun drejede engang rundt om sig selv, idet hun lagde hovedet tilbage og så op i himlen der snart ville blive mørk. Bladene var det bedste ved denne årstid, alle de forskellige farver!
Menelwen skulle næsten til at samle et par op fra jorden da hun bestemte sig om igen, og smilte skævt ved sig selv - Hun kunne forestille sig sin fars udtryk hvis hun igen slæbte en masse blade med hjem. Og især når de boede ude, disse dage.
En lyd fangede hendes opmærksomhed og stille drejede hun rundt for at finde retningen. Det var lyden af vand, og i samme sekund fik hun øje på et springvand. Ville det ikke snart fryse til? Eller var det pålagt en speciel magi, af en art? Nysgerrigt gik hun tættere på uden at ænse den sidst person, i nærheden, i parken.

[scorpius]

Som det sorte får i familien, var det godt at komme lidt ud og komme lidt væk hjemmefra. Der var pålagt store forventninger på alle fra familien, netop fordi hans onkel var en så stor og respektabel mand, der gik meget op i ære, loyalitet og perfektionisme. Scorpius var bare ikke den som det lå til at være direkte arrogant, selvfølgelig kunne han, for han var jo trods alt en rigmandsknægt, og forfængelig var han naturligvis også, men han var sensuel dæmon, så hans udseende var direkte perfekt skruet sammen, med en udstråling han desværre ikke kunne slukke for og som altid fik folk til at skænke ham et blik eller to. Han led desuden af ADHD, så han havde svært ved at sidde stille for længe af gangen, men var nød til at lave noget, derfor så havde turen til Manjarno også været godt for ham, for han havde fået lov til at bruge lidt energi på det! Han havde ikke siddet på bænken så længe igen, for snart blev han rastløs – som altid. Han endte med at vende blikket langs stien, da han opfangede lyden af.. latter? Hans blik faldt på tøsen der kom gående i hans retning – eller imod springvandets retning, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da hun drejede rundt omkring om sig selv. Hun virkede glad, og det måtte også smitte af på ham selv. Han var ikke den kolde type, som de fleste fra hans familie var, og det havde nok lidt at gøre med hans ilddæmon, for han havde lettere ved at føle de varme og kærlige følelser, selvom det også hurtigt kunne ændre sig til stædighed og vrede, så det var skam lidt både og, det kom også an på det selskab han kom i. Han trak vejret dybt, som en brise slog ind over ham, hvor han for en kort stund lukkede øjnene, selvom de blev vendt mod den unge kvinde, da hun kom tættere på springvandet. Han lod hovedet søge ganske let på sned, hvor han ikke kunne lade vær med at betragte hende en anelse nysgerrigt. Han havde ikke set hende før, men landene var store, så det undrede ham ikke. Desuden var Manjarno ikke det land hvor han kom særlig tit i, der kunne han bedre lide bylivet i Dvasias, han var dog ikke søgt ud for at feste denne gang, men for at få lidt.. ro til hovedet. Han kunne dog tydeligt se at hun ikke havde fået øje på ham, selvom det heller ikke gjorde ham noget. Af den grund blev han alligevel lidt nysgerrig på hende, for de fleste var på vej hjem nu, men hun virkede til kun lige at være kommet, så.. hun gjorde ham nysgerrig. Han endte med at rejse sig, hvor han roligt hoppede ned fra bænken, inden han bevægede sig ud på grusstien og hen imod springvandet, blikket hvilede lettere intenst og dog nysgerrigt på hende, som han fortsatte mod hendes retning.

[Deleted]

Da Menelwen kom tæt på springvandet kunne hun mærke de lette vanddråber mod sin kind. Men hun stoppede ikke op, da hun bare gjorde en fejende bevægelse med armen. Hvis man så godt efter kunne man se det på afstand, for vanddråberne bøjede underligt uden om hende, da hun kom helt tæt på, som hvis hun holdte et skjold op foran sig.
Menelwen satte sig på kanten af springvandet og så lidt på det. Vandet var så tungt, at se på, selvom mængden af det var så lille. Men alligevel havde hun kunne bøje det af med hendes vindmagi, så let som ingenting... Det smilte hun lidt af og lod være med at læne sig for langt indover vandet. Tænk hvis hun faldte i?
Et par sekunder lukkede hun let øjnene og sukkede lavt frem for sig. Man kunne dufte vinteren i luften, netop i aften. Også selvom det var midt i byen, blandet med så mange andre dufte. Med den ene hånd strøg hun håret tilbage fra panden, men stoppede brat i en bevægelse da hun hørte nogen. Med en brat bevægelse vente hun sig om og stirre lige over mod en person der kom hen imod hende.
En ung mand, konstanterede hun hurtigt. Og allerede på denne afstand, var der ikke nogt at tage fejl af - Han var smuk. En af de væsner, hvor man måtte spørge sig selv om hvordan og hvorfor han var blevet skænket, et så fuldkomment udseende. Og han var i øvrigt, på mange måder den direkte modsætning, til Menelwen selv. Den spændende, brune kulør fik han til at se både sund og opsigtsvækkende ud, i disse kølige omgivelser. Hans øjne havde et levende glimt, og hans kropsbygning... Menelwen måtte så ned et par sekunder, for hun var kommet til at rødme svagt, da hun havde taget sig selv i at tanke, at hans kropsbygning var yderst tiltrækkende.
Uerfaren som hun var, var det ikke normalt bare at tænke sådan noget, og slet ikke om personer man ikke kendte.
Men da hun så op igen, var han kommet lidt tættere på. Og det var tydeligt. Der var noget i luften, atmosfæren om ham som sitrede, trak.
Let forvirret hævede hun lidt, de smukt bugede øjenbryn. Det var underligt... Men Menelwen blev ved med at betragte ham, for man kunne næsten ikke andet. Hun måtte have set lettere uintellegent ud, men det var som om han trak i ens øjne og opmærksomhed.

[scorpius]

Eftersom Scorpius var ilddæmon, så var hans svaghed vand, og dermed var han heller ikke den største fan af det. Hjemme i Peula kunne han sagtens bade i søen som hans familie ejede, men det svækkede hans ildkræfter, på den anden side så var det heller ikke fordi han skulle kæmpe når han var hjemme, for det var da i det mindste et sted hvor han var i sikkerhed, men når han var her i de andre lande, udenfor sit hjem, så var han nød til at være påpasselig med at være i nærheden af vand, derfor holdt han sig for det meste indenfor, hvis det regnede. De var på vej ind i vintertiden, hvilket heller ikke ligefrem var hans yndlingsårstid, men han måtte indrømme at han faktisk fandt sneen meget fascinerende, netop fordi den ikke eksisterede i Peula, fordi det var for tropisk til at det kunne blive så koldt. Derfor kunne han godt finde på at søge ud af landet og til de andre for at opleve vintertiden, på trods det var utrolig koldt og kulde var han heller ikke den største fan af! Han holdt dog sin kropstemperatur på over et normalt menneskes, så han ikke frøs, hvilket i det mindste var det praktiske ved at være ilddæmon.
Scorpius glemte dog for en stund kulden, efteråret og springvandet, da hans mørkebrune, lettere glødende øjne faldt på den unge kvinde der var kommet hertil. Hovedet var fortsat sat på sned, hvor hans øjne hvilede lettere spørgende og nysgerrigt på hende. Selskab fra nye personer var altid godt, meget imødekommende havde han altid været, i hvert fald hvis folk fandt interesse for ham, og det gjorde de typisk, men han vidste at det var overfladisk, for det var på grund af hans sensuelle udstråling og han vidste det godt, derfor kunne det af og til være svært at skelne mellem folk der mente sine ord oprigtigt eller ej. Han kunne desværre ikke skrue ned for sin udstråling, selvom han til tider ville ønske at han kunne. Hans krop var måske skruet perfekt sammen, men det eneste der gjorde den ’ufuldkommen’, var det ar han havde over det ene øjenbryn, fra en knivkamp han engang havde været i, et utrolig dårligt minde for hans vedkommende, men det var dog ikke tanker der prydede hans hoved, nej det var denne unge kvinde, som havde fanget ham. Som han kom tættere på hende, lagde han mærke til hvordan de små dråber nærmest måtte.. undvige hende? Det gjorde ham kun langt mere nysgerrig! Og for en kort stund lignede det faktisk at hun.. rødmede? Et muntert og venligt smil gled over hans læber, hvor hans øjne hvilede intenst, varmt og lettere glødende på hendes skikkelse. “Godaften,” hilste han kort, som han bevægede sig tættere på hende, selvom han stoppede op et pænt stykke fra hende, netop for ikke at virke for anmassende, for han ville heller ikke skræmme hende væk. Han betragtede hende lettere forundret. „Ikke for at snage.. men … hvad laver De herude så sent?” spurgte han nysgerrigt, for det var det spørgsmål der nagede og prikkede til ham mest.

[Deleted]

Menelwen gispede lavt da han var kommet helt tæt på. Han var... Ja, udtrykket i Menelwens øjne var nok ikke til tage fejl af, og et eller andet sted måtte han også selv vide det. Vide hvor betagende hans udseende var.
Med et skævt smil så hun hurtigt ned. Hun måtte lige prøve at tage sig sammen, og hun var nær kommet til at le. Hvorfor reagerede hun så dumt?
Da hun igen så op, smilte hun bare mildt til ham, og rødmen havde fortaget sig igen.
"Godaften" hilste hun let og nikkede som hilsen, en gang. Modigt, bare at komme hen og hilse på, men også forfriskende. Folk holdte sig til sig selv, og det var faktisk lidt trist. Menelwen rettede sig lidt op og fik først nu øje på hvor lidt tøj han havde på. Et par lange bukser, der dog ikke så for varme ud. Og så en tynd skjorte der var knappet op, til det som ikke var helt normalt i disse egne.
Og derfor gik der også et par sekunder før hun ligesom opfangede at han snakkede til hende, stillede hende et spørgsmål. Et par sekunder så hun uforstående på ham, men lyste så op i et leende smil.
"Jeg.. Måtte bare ud. Jeg kommer ikke så tit hertil, og parken var ideel til en gåtur" fortalte hun og smilte lidt mere.
"Og Dem, Hr..?" spurgte hun og rykkkede lidt på sig.

[scorpius]

Scorpius kunne tydeligt se at denne unge kvinde var betaget af ham, selvom han også vidste at det var på grund af hans udstråling, et sted var det noget som måtte gøre ham trist til mode, for.. han ønskede ikke at folk skulle se sådan på ham, ønske sig i nærheden af ham kun fordi hans magi tiltrak folk, selvfølgelig var det ikke altid en dårlig ting, men.. det virkede bare af og til ret falsk. Han kunne dog ikke bebrejde hende eller nogen anden, han kunne kun bebrejde sine evner! Hun virkede dog lidt.. fumlende i det, hvilket var noget som morede ham, selvom han dog ikke grinede af hende, men det morende smil kunne han desværre ikke skjule. Han nikkede blot let igen, som en gengæld i hendes hilsen, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han lagde dog mærke til hvordan hun blev fraværende og.. betragtede sig af ham? Det morede ham kun, selvom han stadig vidste at det var på grund af sin udstråling. Han blev roligt stående og stak hænderne i sine bukselommer. Tungen gled kort tænkende over den bløde, lettere fyldige underlæbe, uden at de glødende mørkebrune øjne veg væk fra hendes skikkelse. Han nikkede roligt til hendes ord, selvom de stadig måtte forundre ham, hvor han ganske roligt tog plads ved kanten af springvandet, en anelse tættere på hende, selvom han stadig holdt en fin afstand, for ikke at virke for frembrusende. “Så sent? Det bliver snart mørkt,” svarede han sandfærdigt, næsten som om han hentydede til at hun kunne komme til skade, han havde dog ingen intention om at gøre hende ondt, for det havde han virkelig ikke nogen grund til! Han var ikke en morder! Han blinkede lettere forundret med øjnene da hun kaldte ham for ’Hr.’ for det var virkelig lang tid siden at han var blevet kaldt det! Han sendte hende et morende smil. “Hr.? Det lyder så.. gammelt og formelt,” endte han morende, inden han fortsatte; “mit navn er Scorpius Salvorique. Og.. dig?” Nogle havde hørt om hans efternavn da det var utrolig kendt i de sydlige lande, andre havde ikke, og han tvivlede ærligtalt stærkt på at hun havde, hvilket ikke gjorde ham det mindste, desuden så var han faktisk nysgerrig på hendes, også det at finde ud af hvad hun var. Han trak dog svagt på skuldrene. “Tja.. jeg blev træt af hverdagens forpligtelser, forventninger og normer, så jeg havde brug for at komme lidt væk, få lidt frisk luft og få klaret hovedet,” svarede han sandfærdigt på hendes spørgsmål, hvor et skævt smil prydede hans rosenrøde læber. Hvorfor dog lyve? Han havde virkelig brug for at komme lidt væk!

[Deleted]

Menelwen smilte skævt til ham da han tog plads ved siden af hende og måtte igen gøre den lette arm bevægelse for at lade vanddråberne vige uden af ham. Det var ikke det hun havde øvet sig meget på, endnu. At kunne pille ved vinden, omkring andre mennesker. Men det var for høfligehedens skyld, hun gjorde det, for i kulden var det ikke rart at blive våd.
Menelwen hævede let det mørke øjenbryn, der satte sig i perfekt kontrast mod hendes lyse pande. Så sent?
"Ja..? Det stadig smukt, og stjernerne må snart komme frem" sagde hun og trak på skuldrene. Hun kunne godt se hvad han måske mente om at hun var ude alene. Men som vinddæmon, ville hun med sin hurtighed kunne forsvinde med det samme, og hendes sansers skarphed ville mange gange kunne advare hende om en ubehagelig situation.
En lille beklagende latter forlod hendes læber, imens hun rystede lidt af det mørke hår væk fra ansigtet.
Med en tænksom mine tænkte hun lidt over navnet.. Scorpius. Et lidt anderledes navn. Men efternavnet klingede på noget hun måske kunne have hørt før.
"Hm.. Burde jeg kende Deres navn?" spurgte hun tænksom og smilte skævt.
"Menelwen Ivy Caladhiel" svarede hun og nikkede igen, som en gestus. Det var jo slet ikke sikkert at han kendte til hendes navn. Hendes forfædre havde i en lang række fungeret som rådgiver pga. deres naturlige intellegent og tildels deres næsten magiske sendebud.
"Så er vi her begge, af samme årsag. Men De bor måske heller ikke her i byen?" spurgte hun, men fortrød sit spørgsmål lidt. Hans kulør, hans hår og hans øjne... Med disse træk, så han nærmere sydlandsk ud. Selvfølgelig. Men alligevel. Gud, hvor var han smuk. Englene kunne gå hjem, de var kønne, så lyse at se på. Men.. De var også engle, ikke sandt? Han var af den jordiske slags.

[scorpius]

Som Scorpius tog plads tæt ved hende, og dog et stykke fra, lagde han mærke til hendes armbevægelse, som fik ham til at se en anelse undrende på hende, for det måtte vel betyde et eller andet? Det gik først op for ham, da de små dråber fra springvandet ikke rigtig ramte ham mere, selvom der var ganske få som ramte ham af og til, men det blev pludselig mindre. Var det hende? Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han betragtede hende ganske let. Mon hun var vanddæmon? Eller noget andet? Magisk måtte hun i hvert fald være! Han trak på smilebåndet til hendes ord, og lod kort de mørke øjne søge rundt omkring omgivelserne, de mange træer med de flotte blade, der var i alskens farver. Måske det var koldt i efteråret, men han kunne godt lide årstiden, den var så smuk, på trods det også var trist at de flotte grønne blade skulle dø ud. “Tja.. man kan bare møde så mange forkerte mennesker i mørkets frembrud,” svarede han lettere eftertænksomt. Han trak på smilebåndet, da hun slap sin beklagende latter, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen. Han løftede roligt øjenbrynene som hun spurgte ind til hans familienavn. Det var faktisk ikke fordi han havde lyst til at bringe dem på banen, men han kunne heller ikke lade vær nu hvor hun spurgte ind til ham. Han trak svagt på skuldrene. “Tja.. måske, måske ikke, ikke alle har hørt om os. Det er min onkel der styrer familien, så det er nok mere hans navn du burde have hørt end mit,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et skævt smil. Han havde dog ikke hørt om hendes navn, selvom det var ganske specielt, som hans eget. “Mig en ære at møde dig Menelwen,” endte han med et varmt smil om de rosenrøde læber, uden at han tog de lettere glødende øjne fra hende, hvor han også valgte at smide den fornemme tiltale, for måske han kom fra en rig familie, men så fin og fornem var han bestemt heller ikke! Desuden så kendte de hinandens navne, så man kunne vel godt kalde dem for dus? Han vendte roligt blikket mod springvandet, inden det faldt tilbage på hende igen. “Min familie hører til i Peula, så ja.. jeg er langt hjemmefra,” erkendte han roligt, som han kløede sig let i nakken. Mange ville måske ikke søge så langt hjemmefra, men han havde bare haft brug for at komme lidt ud og lidt væk, og Manjarno var så dejlig fredeligt, og alligevel fordi det var det neutrale land, så kunne man møde alskens personer her, både på godt og ondt, hvilket bragte en ukendt spænding med sig. “Og jeg vil skyde på at du.. kommer herfra?” spurgte han roligt, det var i hvert fald hvad han havde fået ud af deres samtale, men hun kunne jo også komme længere væk, ligesom ham selv.

[Deleted]

Som Menelwen havde sagt lod hun blikket glide over himlen der allerede nu var tæt på mørkt. Små, ensomme stjerner havde allerede vist deres lys for dem. Menelwen smilte forunderligt og rystede lidt på hovedet. Tænk hvis man kunne holde en stjerne i sin hånd? Eller en i sit hår, eller forære den til den eneste ene? Den ville jo give et lys, som altid skinnede, når man var i mørke. For Menelwen havde læst meget og bredt, og vidste at selvom stjernerne ikke lyste på deres himmel om dagen, lyste de stadig, et andet sted, selvom det på samme tid! Det var så fantastisk at tænke på. Hvad eller hvem gav dem energien til at lyse? Nok var de små, men de var mange, og udsendte en blændende energi. Mon englene havde noget at gøre med det? Igen havde Menelwens tanker taget sig en flyvetur, som så mange andre gange, og blev brat kaldt tilbage til nuet.
"Forkerte mennesker? Men De er vel ikke en af dem? Så har jeg jo ikke noget at frygte?" svarede hun og så lidt rundt med det skæve smil hængende om læberne. Måske var det lidt overlegent at tænke sådan, men Menelwen havde mange muligheder for at flygte. Og dog... Med rynkede øjenbryn bed hun sig tænksom i underlæben. Udtrykket forvandlede det helt glatte og lyse ansigt, til noget der fik hende til at se bekymret ud. Man havde jo hørt om så mange der havde ukendte metoder til at fange væsner som hende selv. De havde vist deres egen magi, af en art.. Men det var selvfølgelig også rygter og ikke noget der var blevet bekræftet helt.
Menelwen havde fået tid til at tænke over navnet, og kunne ikke ærinder noget i den stil. Det burde hun helt bestemt, når man tog højde for hendes families foretagender, siden.. Altid? Men hun var ikke blevet involveret i faget endnu.
"Jeg.. Beklager, men jeg kan ikke sætte ansigt eller bedrift bag navnet" svarede hun usikkert, dog stadig med et lille smil i øjnene. Hvor ville det ironisk hvis en af hans pårørende så viste sig at være en eller anden magtfuld person! Tsh... Og så sad hun og ikke vidste hvem det var? Hun var næsten komme til at le, men holdte det ved et let smil, frem for sig.
"I lige måde.. Scorpius" svarede hun galant og nikkede igen. Scorpius... Scorpius... En sidste gang gennemsøgte hun ærindringer, der kunne kædes sammen med denne unge mand, men hun kunne ikke sætte ham på en plads, overhovedet. Imens fik hun tid til at betragte ham mere indgående, og blikket faldt på hans smykker... Det var ikke overdrevet, overhovedet. Vidnede om god smag for stil og kvalitet. Selv bar Menelwen meget få smykker på sig, som man bare ikke kunne se for kappen. En lille kæde om håndledet med små hvide sten i. Månesten for at være korrekt. Og så en tynd kæde, magen til, om halsen, men den lå under hendes kjole. Hans næste udsagn fik hende til at spille de lyseblå øjne lidt op. Peula!? Det var jo.. Så langt væk? Og et helt andet klima end her.
"Peula siger du? Jamen, jeg kunne da heller ikke forstår hvor en person skulle få en kulør som din, hér" svarede hun leende og smilte stort til ham. Meget ligefrem, efter nogens mening. Men det var det hun lige havde tænkt...
Let rystede hun på hovedet. "Jeg kommer fra Manjarno, jo. Men jeg bor oppe i klipperne. Bag slottet. Det er ganske vist som at komme til et helt andet sted, når man kommer til byen, her" forklarede hun mildt og trak på skuldrene.

[scorpius]

De mørke øjne blev kort lettere undrende, da Scorpius tydeligt kunne se at hun forlod ham et kort øjeblik, ikke fysisk set, men han kunne se at hun blev fraværende og at hendes tanker var gledet et andet sted hen. Han kunne ikke lade vær med at følge hendes blik op mod himlen, der var blevet en del mørkere, og med enkelt stjerner hist og her. Han gik ud fra at hun tænkte på dem, eftersom hun selv havde nævnt dem tidligere, selvom det ikke gjorde ham det mindste. Han gad godt selv prøve at komme så højt op, vide hvordan det så og var deroppe. Han havde hørt nogle af hans privatlærer tale om stjernerne, selvom han aldrig havde været for god til at følge med i undervisningen, netop fordi han led af ADHD, han havde aldrig haft koncentrationen til det, havde altid haft behov for at komme ud, så han kom måske fra en rig familie, men han kunne ikke prale af at være den kløgtigste på sådan lærte områder, derimod var han klog på mange andre områder, men sådan var man vel alle forskellige? Blikket gled roligt mod hende igen, da hun talte til ham, hvor han slap en munter og dog perleklar latter, som selv bar en del af hans sensuelle udstråling. Han rystede let på hovedet. “Bestemt ikke! Jeg har skam ingen intentioner om at gøre Dem ondt,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et skævt smil, selvom han lagde mærke til at hun pludselig så helt bekymret ud. “Og skulle der komme nogen nu, jamen så klarer vi dem da bare sammen,” tilføjede han roligt og med det samme muntre smil om læberne. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, og var der nogen der angreb dem, så ville han da også hjælpe hende!
At Menelwen ikke kunne genkende Scorpius’ efternavn, gjorde ham bestemt ikke noget, for han gad sådan set heller ikke tale om sin familie, der skilte han sig selv ud og ifølge familien var det en dårlig ting, derfor havde han også brug for at komme væk fra de samme personligheder og få lidt frisk luft til hovedet, også en grund til at han var langt væk. “Det går skam nok,” forsikrede han hende med et muntert smil, hvor han roligt lænede sig en anelse tilbage, med hænderne placeret bagud og dog mod stenkanten af springvandet, så han ikke mistede balancen og røg til den ene eller den anden side. Hans smil blev kun bredere til hendes ord, hvor han roligt gengældte hendes nik i en venlig gestus og form for hilsen. Han betragtede hende roligt, selvom han ikke rigtig kunne finde så meget ud af hende via hendes tøj, for det var alt sammen gemt under hendes kappe, selvom hendes kappe virkede til at være af god kvalitet, men det kunne jo sagtens være af penge der var skrabet sammen. Hendes leende svar fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han rettede sig en anelse op igen. “Ja.. det hører lige som til det at bo i de tropiske egne,” endte han morende, hvor smilet ikke falmede det mindste, for det kunne det da slet ikke! Han nikkede roligt til hendes ord, da hun forklarede hvor hun selv kom fra. Han endte med at vende blikket mod horisonten, næsten for at se om han kunne se klippernes toppe, men det var dog ikke tilfældet på grund af de mange trætoppe. “Jeg kunne godt forestille mig at det var.. anderledes,” endte han lettere tænkende, inden han så mod hende igen. “Du bor måske med dine forældre?” spurgte han roligt og sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

Menelwen måtte holde vejret et par sekunder da han lo til hende. Denne klare, fine latter, som dog alligevel, jo ikke var.. Piget? Hvis man kunne sige det sådan? Et lille underligt smil gled over hendes ansigt, for hun kom til at tænke på om man kunne sige at en latter var smuk? Det kunne være ligegyldigt, for det var hans bestemt! Menelwen havde næsten lyst til at bede ham le igen for hende, bare så hun kunne høre hans latter igen. Igen var det bare noget hun ikke kunne definere ved ham. Derfor tog det hende igen et par sekunder før hun svarede ham, med et let smil; "Ja så? Hvis vi skal indgå sådan en 'aftale' må jeg måske spørge om hvilke tekniker du vil bruge? Eller du råder måske over magi?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham, imens hun pillede lidt ved en lok af hendes mørke hår. At han var dæmon ligesom hende, var ikke en forudsætning for at hun kunne se hvilken magi han rådede over. Det kunne vise sig på mange forskellige måder, fra person til person.
Med en lettere impulsiv bevægelse trak hun det ene ben op under sig, så hun vendte mod ham, med strålende, lyseblå øjne. Nu var hun nysgerrig!
"Fortæl mig hvordan det er at bo som Peula. Der er smukt, er der ikke?" spurgte hun og så afvendtede på ham. Hvis han ikke havde lyst, måtte han jo sige det. Men Menelwen elskede at høre om nye steder. Anderledes steder, end Manjarno.
Menelwen nikkede og strøg noget hår om bag det ene øre. "Ja. Vi har et palæ, oppe i klipperne. Så vidt jeg ved, har det ikke noget navn" sagde hun stille og kom til at undre sig over det. Det va jo sådan set underligt. Måske havde deres palæ et navn, som nok bare var glemt? Det lød lidt dumt, det kom til at lyde så... Ufint. Men der var heller ikke mange der kunne finde vej igennem klipperne, hvilket også kunne være en fordel.

[scorpius]

Hvem hun var, havde Scorpius måske fundet ud af, men eftersom hendes navn ikke sagde ham noget, så kunne han ikke vide hvad hun var, hvilket gjorde ham nysgerrig, for han havde jo set hende bruge magi, så de små dråber ikke længere ramte ham, selvom få undslap hist og her. Han kunne se at hun var ung, så helt præcist hvor stærk hendes magi var, vidste han på den anden side ikke, men selv udseendet kunne bedrage, hvilket han for længst var klar over, så det at undervurdere hende havde han bestemt ikke tænkt sig, desuden siden hun gik ud på egen hånd så sent, så måtte hun jo også have styr på sine ting, for hun burde vel være velvidende om at noget kunne ske hende? Derfor var han næsten sikker på at hun måtte have et eller andet es oppe i ærmet. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. “Jeg har da altid mine små tricks, jeg kan bruge,” endte han lettere hemmelighedsfuldt, og med et gådefuldt lettere intenst glødende blik. Han kunne dog ikke holde masken særlig længe, før han brød ud i en munter latter, som afbrød stilheden omkring dem, inden han så på hende igen. “Hvis jeg ikke havde kunnet forsvare mig selv, havde jeg aldrig søgt så langt væk.. og jeg går ud fra det er det samme med dig,” tilføjede han roligt, hvor han betragtede hende lettere nysgerrigt, også interesseret i hvilke kræfter hun måtte have.
Scorpius endte med at glippe med øjnene, som hun rykkede det ene ben op under sig og næsten virkede til at være helt.. ivrig? Nysgerrig kunne han i hvert fald tydeligt høre at hun blev. Han trak muntert på smilebåndet. Han nikkede ganske roligt. “Der er.. meget smukt i Peula..” svarede han med et svagt skuldertræk, han var jo vant til det, så det var vel noget andet for ham? “Alt er varmt, selv når der er vinter her, er der lunt i Peula. Der tropisk, med mange planter og træer der ikke findes her i de andre lande, ligesom dyrene,” fortsatte han roligt, hvor han lod hovedet søge let på sned. Hans mørke øjne faldt roligt til hendes flotte lyseblå, hvor smilet roligt bredte sig på hans læber. Da hun nævnte at hun boede i et palæ, var det næsten ham der måtte rykke tættere på hende af ren nysgerrighed. “Virkelig? Et palæ? Så du er måske adelig?” spurgte han nysgerrigt, hvor han betragtede hende lettere afventende og uden at tage blikket fra hende. Så kunne det være de havde endnu en ting til fælles! “Tja.. hvis det ikke har noget navn.. hvorfor så ikke bare navngive det?” spurgte han roligt og med et skævt smil på læberne.

[Deleted]

Menelwen smilte bare skælmsk til ham. Han fortalte hende ikke noget som hun ikke havde regnet ud, i forvejen. Overhovedet.
"Ja, det kunne jeg godt forestille mig" svarede hun bare og forgav at se helt henslængt ud. Men hun kunne ikke lade være med at bryde hovedet med, hvad eller hvem han var... Hvorfor mente han at han kunne gå ud om aftenen?
Men Menelwen spillede videre på det og trak på skuldrene og så lidt rundt på træerne, der snart bare var høje konturer. Det kunne gå hen og blive koncurrence om hvem der afslørede sig selv, sidst, og det var faktisk ganske morsomt.
"Tjah.. Måske kan jeg. Eller måske er jeg bare meget dum" svarede hun og så lidt på sine hænder. Små og lige så lyse som hendes ansigtskulør. Pæne og velplejede var de.
Derefter så hun bare på ham og prøvede at skjule smilet, selvom det ikke lykkeds særlig godt.
Et par øjeblikke kunne hun lige forestille sig det. En evig sommer, med lys og farver i naturen, der slet ikke kunne lade sig gøre herhjemme. Og dyr som de ikke kendte.. Havde de seks ben? Et underligt mønster, eller en sjov næse?
"Fortæl mig om dit ynglings dyr, fra Peula" bad hun og lænte sig ikke længere tilbage, tværtimod. Hun havde læst om Peula, men det havde ikke handlet om deres plante og dyre liv, dér. Da han rykkede tættere på, kom hun et par sekunder til at se lige ind i hans brune øjne. Direkte modsætning af hendes egne.. De var fængslende, smukke som få. Hurtigt så hun væk og lænte sig en smule væk. Bare en smule. Indvendigt måtte hun lige ryste hovedet en gang, før hun så på ham igen.
"Adelig? Jeg ved ikke om der er noget ædelt ved min familie. Og vi er ikke i familie med kongefamilien i Manjarno. Min familie har sin... Altid været rådgivere for medlemmer af kongefamilie, og for rige og indflydelsesrige personer. Og så driver vi også en del handel ved siden af" svarede hun og smilte skævt. Nej, de var ikke adelige, og havde aldrig ville tage imod en titel, selvom de, over årene, var blevet tilbudt en mange gange. Hendes familie var, i kraft af deres element, gode rådgivere. Det var som om deres element sågar påvirkede deres evne til at tænke meget klart, og sjældent komme i pressede situationer. De havde hurtigt oversigt over en situation, og deres sanser var altid spændte på det højeste. Til sidst tænkte hun at hun måtte ligge et lille hint.
"Caladhiel er en meget gammel dæmon slægt. En af de... Lettere af slagsen, og efter gamle myter og fortællinger, dem Lucifer nemmest kunne relatere til" sagde hun nærmest gådefyldt og iagttog hans reaktion. Ville han regne det ud nu? Det kunne nemt være. Lucifer havde jo selv haft vinger, og dæmoner, skulle jo eftersigende være hans afkom. Vinddæmoner kunne bare flyve uden vinger.
Menelwen rystede på hovedet med et lattermildt smil. Navngive deres palæ? Det var jo logisk nok, men det var som om det bare ikke passede sig.
"Det.. Kan man bare ikke sådan. Det har en del historie bag sig, og det ville næsten være at give det en ny identitet.." sagde hun og stirrede tænksom frem for sig, uden egentlig at se noget. Det var bestemt følelsesladet.

[scorpius]

Scorpius lagde tydeligt mærke til at hun pludselig blev.. afvigende og næsten afvisende? Hun virkede næsten som om hun pludselig spillede kostbar, selvom han ikke vidste om det var fordi han var kommet til at fornærme hende, for det havde bestemt ikke været hans hensigt på nogen måde! Tværtimod da! Han ville gerne føre en normal samtale uden at der skulle indgå noget i det, selvom han tydeligt kunne se og mærke at hun ikke var upåvirket af hans udstråling, men hvem var egentlig det? Tjo.. hans kusine, og andre sensuelle dæmoner var ikke påvirket af hans udstråling, men stadig, det var ganske få personer. Hendes ord omkring hende selv, fik ham til at slippe en lille perleklar latter, selvom han hurtigt endte med at tage sig for munden, for den var bare sluppet ud, uden at han havde tænkt sig om, og det var bestemt ikke for at fornærme hende! Han fjernede roligt hånden og sendte hende en undskyldende mine. “Jeg er nu sikker på du ikke er søgt ud fordi du er dum. Medmindre du skjuler din dumhed ganske godt.” Han sidste ord var ment drillende, hvor han blinkede morende til hende, som et tegn til at det kun var ment i sjov. Han mente dog sine ord! Hun virkede ikke til at være dum, tværtimod virkede hun.. intelligent og hurtigopfattende.
Scorpius kunne tydeligt se at hun prøvede at skjule sit smil, selvom han også lagde mærke til at det ikke helt lykkedes hende, hvilket kun morede ham. Han havde ikke rigtig lagt mærke til at han var rykket tættere på, da det var sket helt automatisk da hun havde fanget hans nysgerrighed og interesse. Som hun så direkte ind i hans dybe, funklende mørkebrune øjne, så han ligeledes ind i hendes smukke, klare, funklende blå øjne, der var den direkte modsætning til hans egne. “Mit yndlingsdyr?” gentog han morende, hvor han smilte bredt, så man kunne se den øverste tandrække af perlehvide tænder. “Tja.. jeg kan godt lide de eksotiske rovdyr, tigeren, leoparderne eller panterne,” svarede han roligt og trak svagt på skuldrene. Det var ikke lige et spørgsmål han havde regnet med hun ville stille, for.. det var han vidst aldrig blevet spurgt om før? Han vendte blikket tænkende mod hende. “Jeg kan lide mange af de eksotiske dyr, fordi de kun findes i mit hjemland,” tilføjede han roligt og sendte hende et skævt smil. Der var jo også papegøjerne, og de mange forskellige øgler, samt der var de større dyr fra havet. At hun ikke var adelig, gjorde ham nu intet, selvom hendes ord alligevel måtte fange hans interesse. Hendes familie bestod af rådgivere for de kongelige? Og de drev også en del handel ved siden af? Så burde han næsten have hørt om hendes familie. Han tænkte sig ganske roligt om. Caladhiel? Det sagde ham bare ikke noget, men mon ikke hans onkel kendte hendes familie? Det ville han næsten skyde på, hvis hendes familie gik meget indenfor handel, men han var ikke sikker. “Jeg går ud fra at du næsten skal.. følge i dine forældres fodspor?” spurgte han roligt, og lod hovedet søge en anelse på sned. Han rynkede brynene en anelse. Der lå jo selv forpligtelser overfor ham i hans familie og han vidste hvilket pres det kunne lægge på ens skuldre, hvilket kunne være frustrerende til tider! Han vidste dog ikke hvordan hun havde det med det hele. Hendes hint, sagde ham dog det hele, hvor han lyste op i et stort smil. “Luftdæmon! Utroligt!” endte han muntert og lettere fascineret. “Jeg selv kommer også fra en dæmon-slægt! Jeg er så bare ilddæmon..” endte han lige så muntert som før, uden at smilet falmede det mindste. Han var også sensuel dæmon, men.. hvordan ville hun reagere på det? Han trak svagt på skuldrene til hendes følgende ord. “Men.. hvorfor så ikke bare give palæet et navn, der passer til dets historie?”