Close to the sea

[Deleted]

Solen var lige gået ned over Rimshia City, hvilket bragte en masse væsener frem der før havde gemt sig for solens lys. Det virkede som om at der blev pustet helt nyt liv i byen, da solens livgivende stråler var forsvundet over husenes tage. Sådan var der selvfølgelig mange af væsenerne i Rimshia City der ikke så på det. Uanset hvad, så var gaderne begyndt at blive mere fylde med skikkelser der hurtigt kom ud fra sidegader og forsvandt ind i sidegaderne igen. Guillaume var ankommet til Rimshia City om dagen og han havde ikke kunnet tænke på at han havde været så heldig ikke at ankomme om natten, hvor han ville være afkræftet og træt mens der ville være så meget mylder i gaden. På trods af at han var ankommet så tidligt, havde han endnu ikke formået at finde et sted at sove endnu, hvilket solens fosvinden ikke havde gjort lettere.. På ingen måde, nu kæmpede han sig igennem mylderet af væsener der hurtigt skulle fremad. Han havde selv taget en kappe over den sædvanlige mørke blazer for ikke at blive set som en der var helt ny i byen. Han forsøgte også så godt som muligt at undgå at bruge og gøre opmærksom på den guld stav han altid gik med. Guillaume vidste dog at uanset, hvor meget han end prøvede på at få sine bevægelser til at virke så naturlige som muligt, kunne de ikke undgå at bære præg af at han normalt levede i vand og sjældent bevægede sig op fra vandet. Det var en af de første gange at han var inde i byen, hvilket var meget nyt for ham. Ikke at han ikke havde oplevet stort mylder i havet, det var bare anderledes her. Han kunne ikke lade være med at være irriteret over at han kun havde to dimensioner at bevæge sig rundt i. Han manglede den frihed at kunne bevæge sig op og ned som det lystede ham.
Guillaume stoppede udenfor en butik der solgte forskellige fisk. Det var lugten af fisk der i første omgang havde draget ham hen mod butikken da han af en eller anden årsag var kommet til at forbinde lugten af fisk med et sikkert sted at sove. Hvilket han godt kunne se, ud fra en rationel vinkel, var fuldstændig skørt. Han besluttede sig dog for at kigge ind gennem ruden, ind på fiskene. Han kunne hurtigt se at de ikke var i særlig god stand og kun værd at spise, hvis du var på randen af død. Så langt var han dog ikke endnu. Han havde ganske vist ikke fået noget at spise i nogle dage, men han klarede sig udmærket indtil videre. Han havde bare behov for et sted at sove samt noget frisk vand. Han havde desperat brug for noget vand, så da han opdagede at der hang et skilt med en tønde over en dør, væltede han nærmest ind gennem den. Han befandt sig pludselig i en meget affolket kro, hvor der sad enkelte skikkelser i forskellige dele af kroen. Han gik selv målrettet op mod disken. Der stod der et menneske.. Han kunne genkende mennesker på deres hudfarve og den måde de bevægede sig på. Hætten var tilstrækkelig stor til at dække hele hans ansigt, så da han sagde, "En kande vand" var hans puls ikke så høj, da han ikke var voldsomt nervøs over at blive afsløret.

[Deleted]

Skør! Det var hvad hun var! sindssyg og rablende gal siden hun kom til Dvasias af egen fri vilje! Hun var skør!! Hun var nok blevet ramt rimelig hårdt og at det endnu hang over hende siden hun med egne ben opsøgte det sted hvor morderne befandt sig. Og dog, hun var anderledes, og det hun søgte var ikke dem.. men en der kunne hjælpe. Hun drømte nok om det, hun ønskede det, men hendes ønske var langt fra nok til at hjælpe hende. Hun bevægede sig roligt gennem det kendte by, den havde ikke ændrede sig siden hun sidst havde været der for nogle år siden. Hendes krop var dækkede af en sort kappe, hovedet dækkede af kappens hætte som var trukket tæt ned over ansigtet. Hendes krop var anspændt, hænderne knyttede og den ene hvilede konstant over dolken ved bæltet over den simple kjole. Hendes skarpe hjørnetænder var fremme og hun var sådan set klar til at sætte tænderne i alle og enhver. Mørket irriteret hende, ja hun var vampyr men ikke en hvilken som helst vampyr, en vampyr der faktisk kunne bevæge sig ud om dagen, men som ikke rigtigt kunne tåle direkte lys. En vampyr med puls, hamrende hjerte, og varm krop. En vampyr der enten blev betragtede som menneske eller enten sensuel eller mentaldæmon. Alera skyndte sig gennem byen hen imod kroen, hun vidste den lå der, eller det havde den gjort engang så mon ikke den endnu gjorde? resten af byen havde ikke ændrede sig så hvorfor havde den? ganske rigtigt nåede hun snart kroen, en fyr var trådt ind kort før hende men hun bemærkede ikke ham, men en anden der netop spærrede vejen for hende. hun så op på ham gennem hætten og øjnene blev smalle ”af vejen!” hvislede hun, fyren hævede det ene bryn, et hårdt vindstød tvang ham til side. Fyren ville gribe fat i hende da hun trak dolken og han bakkede blot og skyndte sig væk. Hun stak dolken tilbage i dens skede og trådte ind i kroen, lod blikket glide rundt ganske kort inden hun satte sig for sig selv i et hjørne. Der var heldigvis ikke mange folk, krostuen var nærmest dødstille.

[Deleted]

Meget kort tid efter at Guillaume var trådt ind i kroen, var han blevet efterfulgt af en, men han havde dog ikke kigget tilbage for at se hvem det var. Guillaume fik stillet kanden med vand foran sig samt et glas. Han hældte begærligt op som om at det var noget han ikke havde fået i lang tid. Det var det som sådan heller ikke, men han blev pludselig bevidst om at det ville virke en smule mistænkeligt, hvis han drak det lige så begærligt som han havde hældt det op. Han fik sine bevægelser under kontrol og tænkte på, hvordan skikkelsen var kommet ind lige efter ham. Han kunne ikke lade være med at tænke på om han mon var blevet forfulgt eller om det var en ren tilfældig. Guillaume kontrollede sin lyst til bare at hælde vandet ud over sig selv bare for at mærke vand på kroppen igen, men modstod og tog forsigtigt om glasset der allerede havde skabt kondensvand på selve glasset. Han løftede det op mod sine læber og mærkede, hvordan den kolde væske strømmede fra glasset over læberne ind i munden for at risle ned gennem kroppen. Han havde længtes efter det et stykke tid og havde fået stillet det værste. Han kunne nu begynde at tænke mere rationelt end han havde før. På trods af de rationelle tanker kunne han ikke lade være med at have en fornemmelse af at det ikke var en tilfældighed at der var kommet en ind lige efter ham. Guillaume kastede et kort blik hen mod det bord, hvor personen havde sat sig. Han smilte kort for sig selv, inden han vendte ansigtet mod baren igen. Det virkede som om at skikkelsen var umanerlig spinkel og var relativ let at komme forbi, skulle det vise sig at personen havde fulgt efter ham. Han drak endnu en tår vand. Det virkede som om at for hver tår vand, blev han mere og mere rationel og fik mere og mere sin puls under kontrol. Han begyndte at finde hans egen paranoia en smule morsomt og fandt en det smule absurd at han kunne tro at en person kunne følge efter ham igennem hele byen. Han vidste ganske vidst godt at han stak ud, men han var også overbevist om at der var andre der stak mere ud end hans selv gjorde. Selv med hans guldstav, der stod op af disken. Han kastede et enkelt blik derned, ikke så meget for at beundre den, men mere for at forsikre sig selv om at den stadig var der og at det ikke var blevet taget. Guillaume bemærkede den bidende stilhed der herskede der enkelte gange blev brudt, af en der hostede eller rallede en smule. Det var kun naturligt at der forekom den slags lyde i Dvasias. Det mente Guillaume ihvertfald selv. Han kiggede igen over mod skikkelsen der før havde været genstand for hans paranoia, men nu pludselig og af en eller anden grund virkede interessant. Han kunne ikke sætte en finger på det, men skikkelsen virkede så spinkel at det nærmest ikke kunne være en mand der sad der. Selvom at han kunne konkludere at det måtte være en kvinde vidste han samtidig også at kvinder ofte var langt mere forræderiske end mænd. Mænd havde en tendens til at sige tingene ligeud, mens kvinder forlystede sig med intriger der til sidst ville bringe selv den mægtigste konge til fald. Det havde han selv set ske utallige gange og han var selv overbevist om at det ville ske igen og igen. På trods af alle de tanker, kunne han ikke lade være med at finde denne skikkelse en smule interessant og besluttede sig til sidst for at tage fat om kanden og glasset. Han tog guldstaven under armen og gik hen mod selvsamme bord som skikkelsen sad ved og satte sig ned uden at spørge om lov. Han kiggede op på skikkelsen, efter han havde sat sig og hældt op til sig selv, "Jeg går ud fra at det er i orden at jeg sætter mig." Han sagde med en lettere påtvunget mine, men samtidig var han blevet irriterende opmærksom på, hvordan han puls var steget efter at han havde besluttet for at sætte sig hos skikkelsen også til han havde sat sig.

[Deleted]

Alera havde siddet stille, en tjenestepige var kommet hen til hendes bord og hun havde bedt om en smule mad ganske sagte så se de nærmeste ikke ville være i stand til at høre hendes stemme. Den stemme der kunne forføre mænd, lege med dem og udnytte dem. Alligevel havde hun ingen planer om at gøre dette, ikke medmindre det var nødvendigt, hvilket hun et sted ikke håbede på blev det. Hun blev siddende, i sine egne tanker og uden at vende blikket andre steder end hænderne som hvilede roligt i skødet. Folk kiggede hen imod hende, det kunne hun tydeligt fornemme hvilket jo ikke var underligt. Folk plejede jo at trække overtøjet af når de trådte ind et sted, hun havde ikke engang skubbede hætten bare en smule tilbage, den dækkede derfor hele hendes ansigt så man end ikke kunne se hendes hage. Hun følte sig en anelse nervøs, det irriteret hende at folk gloede men hun ville hellere have dem til at glo end skubbe hætten ned og risikere at blive genkendt af nogen. Det kunne meget vel være hendes ende hvis nogen genkendte hende. Hun ventede tålmodigt på maden og da pigen kom tilbage med det hviskede hun lavt at hun ønskede et værelse når hun var færdig med at spise. Pigen nikkede og smuttede af sted for at ordne værelset. Omsider hævede hun kort blikket og lod det glide rundt i krostuen hvor hun bemærkede en fyr ved bordet i nærheden af hendes bord kigge på hende, hun skyndte sig at se væk. Han så.. anderledes ud, det bemærkede hun tydeligt. han var helt klart ikke fra Dvasias, hun ville altid kunne genkende en fra Dvasias og denne mand fra helt klart ikke denne fra, hvilket betød at han ikke var en trussel? Men var det ikke en naiv tanke? Jo det var det og derfor syntes hun at blive mere opmærksom på ham end på alle andre. Hun begyndte tavst at spise, roligt, med rolige bevægelser. Hendes hånd trådte endelig frem mellem kappens klæder og hætten blev skubbede kun en anelse tilbage. Hænderne var små, med lange slanke fingre og tydeligt kvindelig. Hun spiste roligt, man kunne end ikke høre hende tygge maden. Jo hun var vampyr, men som sagt var hun ikke en almindelig vampyr, derfor kunne hun godt få næring af almindelig mad, dog behøvede hun også blod af og til. Hun hørte ham rejse sig men så ikke mod ham, hendes anden hånd fandt vej til dolken og hun var helt spændt i kroppen. Hun trak hætten tættere ned over ansigtet da hun faktisk troede at han bare ville gå forbi. At han standsede og faktisk satte sig uden at spørg om hjælp fik hende til at rykke på sig. Hans ord fik hende til at presse læberne tæt sammen. Hun trak vejret dybt ind, hvis han prøvede på noget ville han helt klart fortryde det, ikke fordi hun kunne volde ham kæmpe fysisk skade, men fordi hun faktisk kunne gøre ham skade. ”Det er ikke spor høfligt at sætte sig uden at spørg om lov min herre…” svarede hun med hendes rolig, lyse sensuelle stemme. Hendes blik forlod tallerkenen foran hende og hun vendte blikket mod ham, skubbede faktisk hætten en anelse tilbage så han kunne se hende svagt.

[Deleted]

Lige da Guillaume havde sat sig, så han at hun var i gang med at spise. Han kunne ikke lade være med at ånde lettet op over at hun trods alt ikke var en vampyr, men et mere menneskeligt væsen, hvis man kunne kalde andre former for væsener der. Han havde altid haft det svært med de racer der ikke spiste almindelig mad, men levede af andre væsener. Han kiggede på hende, lettere undersøgende og opdagede at hun virkede en smule spændt uden at det viste sig i hendes stemme. Det kom en smule bag på ham, men han kunne ikke lade være med at smile en smule over det. Han var ganske overbevist om at hun va bevæbnet og på vagt, ligesom han selv, specielt hvis hans paranoia skulle vise sig at være rigtigt. Den tanke havde groet sig fast, så han nærmest ikke kunne skubbe den fra sig selvom at han ihærdigt prøvede. Hætten der selv skjulte hans ansigt var faldet lidt tilbage så man kunne ane konturer af hans ansigt. Han havde et smalt smil over sine læber da hun kom med bemærkningen om almindelig høflighed. Han hældte roligt et glas vand op til sig selv mens han kiggede på hende, "Hellere bede om tilgivelse end tilladelse" sagde han med en rolig og dyb stemme inden han første glasset op til læberne og lod vandet glide ned i halsen. Han satte glasset tilbage på bordet og satte sig lidt tilbage i stolen for at se på hende bedre selvom at han ikke kunne se særlig meget af hendes ansigt, anede han dog enkelte træk. Guillaume kunne ikke undgå at bemærke at de andre i kroen kiggede sporadisk over mod dem, han fandt det en smule ubehageligt da han ikke ønskede at skabe for meget opmærksomhed om sig selv. Han var aldrig helt tryg ved at være i Dvasias.. Eller han var faktisk ikke særlig tryg ved at være på landjorden generelt. Havet var at foretrække til enhver tid, det var altid så forfriskende og roligt. Det var Dvasias ikke på nogen måde, det var mærkeligt nok altid en påmindelse om alle de onde gerninger verden havde set og sikkert ville blive ved med at se ske. Der var ikke noget der kunne ændre på det, kun noget der kunne lindre de lidenes tab og smerte. Tankerne begyndte kort at vandre hen mod, hvorfor han netop var kommet til Rimshia City og hvorfor han overhovedet var gået ind i kroen. Han kiggede over mod kvinden der sad overfor ham, "Sig mig.." Sagde han med en nærmest hviskende stemme og lænede sig lidt frem over bordet mod hende, "... Tror De at jeg vil gøre dem ondt?" spurgte han, stadig hviskende mens hans blik borede sig mod hende. Han prøvede at finde ud af, hvad hun var for en uden at afsløre sig selv.

[Deleted]

Hun bemærkede at han åndede lettet op, hvorfor forstod hun ikke helt. Måske fordi han nu var sikker på at hun var en kvinde? At han anså hende for svag af den grund? hvis det var tilfældet betød det at han ikke vidste hvem hun var hvilket altid var godt. Hendes vejrtrækning var rolig om end hun trak vejret dybt ind og fangede derved hans fært, en lugt af havet strømmede tydeligt fra ham og dette gjorde hende endnu mere sikker på at han ikke var fra Dvasias, men derimod stammede fra havet. Hun havde desværre aldrig været ved havet, og aldrig rigtig mødt nogle havvæsner så hendes kendskab til dem var ikke så stor, på den anden side kunne hun nærmest lugte i hans blod at han ikke var et helt almindeligt havvæsen. Hans undersøgende blik gav hende lyst til at rejse sig og smutte, hun forholdt sig dog roligt og håbede på at tjenestepigen snart dukkede op og fortælle hende at hendes værelse klar. Hun holdt inde med at spise og så blot roligt på ham gennem hætten, hans ansigt var som hendes også dækkede af en hætte, og dog kunne hun godt se hans træk, hendes vampyrsyn gjorde en del muligt for hende heldigvis. Hans svar fik hende til at skyde det ene bryn op dog nikke uden at svar. Han undskyldte vel på sin egen måde. Hendes blik gled hen over glasset hvori der blev hældt mere vand som han drak, han måtte virke savne havet så langt væk som han var fra den. Ligesom hun savnede Procias. Hendes blik forlod ham og hun overvejede hvorfor han havde sat sig ved hendes bord, havde han kunnet se at hun ikke var fra byen? Men det var hun! hun var født og opvokset her! Og dog var hendes personlighed, væremåde og alt andet i hende ikke som de folk der boede her. Hun savnede Procias, hun savnede sit hjem, hun savnede en del og Dvasias og denne by var ikke en af de ting hun savnede. Hun bed sig svagt i underlæben og trak vejret dybt, sukkede svagt inden hun igen begyndte at spise stille og roligt. Hun snak maden og vendte blikket mod ham da han lænede sig ind over bordet og snakkede igen. Hans stemme var lav, dog tydelig for hende. Hun så på ham ”De er ikke rigtigt i stand til det.. så nej.. jeg frygter Dem ikke… Hvad ønsker De af mig?” spurgte hun denne gang. Hun ville vide hvad han ville, hvorfor han havde sat sig ved hendes bord. Måske havde han forvekslede hende med en anden? Måske havde han ventede en der lignede hende? Hendes naive side dukkede op, den side der fik hende til at se tingene var den gode side og give alle en chance for at bevise at de havde godt i sig.

[Deleted]

Kroen var relativt affolket i forhold til tiden og den aktivitet der tydeligvis normalt var i byen. Stedet var relativt lille, ikke den normale størrelse for en landevejskro, men en rimelig størrelse for en kro midt i byen. Der var enkelte gange en der kom og gik fra kroen, men Guillaume tænkte ikke videre over det. Hans opmærksomhed var rettet mod kvinden foran sig. Han kunne ikke lade være med at finde det spændende at det var en kvinde, ikke just det han havde forventet, men han var samtidig også opmærksom på at det langt fra altid var sådan at det var mænd der sneg sig rundt. Guillaume hældte endnu en glas vand op til sig og bemærkede at der snart ikke var mere vand i kanden. Han drak roligt af vandet mens hun spurgte hvad han ville hende. Det var ganske tydeligt at det var underforstået at hun ville vide, hvorfor han lige præcis havde sat sig der og ikke ved et andet tomt bord. Han kunne ikke lade være med at smile en smule over det og drak ganske roligt af glasset. Han nød den stilhed, den ro, vandet gav ham. Humøret blev gradvist bedre og bedre jo mere han drak af vandet, det var nærmest berusende, selvom at det burde fungere stik modsat, men ikke desto mindre var det den virkning det havde på ham. Han lænede sig lidt tilbage i stolen med et smil, "Jeg er da glad for at høre at De ikke er bange for mig, så behøver jeg vel heller ikke at frygte dem?" sagde han med en svag drillen i stemmen. Han kunne ikke lade være med at tænke på om hun havde forfulgt ham, og han ville ikke give op før han fandt ud af det. Ikke at han ville tvinge det ud af hende.. Ikke endnu ihvertfald. Den gyldne stav stod fortsat op af hans stol og Guillaume tog roligt om den efter at have sat glasset fra sig og løftede staven op til ansigtet for at skubbe hætten ned så hans ansigt ville blive afsløret. Håret var blondt og ansigtet var brunt. Selvom at hans hår ikke røbede hans alder, så gjorde skægget det og de enkelte rynker i panden. Han lænede sig frem mod hende, med et lille smil, "Jeg ønsker blot at fortælle dem, hvor smuk de ser ud.. Selv i den kutte der.. Mit navn er Guillaume de Montferrat" sagde han med et smil og rakte hånden frem mod hende. Han var tvunget til at finde på en undskyldning for netop at sætte sig ved hendes bord og det havde han fundet i komplimenten. Han havde været fokuseret på sit åndedrag og ansigt da han fortalte hende det, men han var kommet til at klemme om staven. Det eneste han kunne var at håbe at hun ikke havde opdaget noget, han havde trods alt gemt den halvt under bordet, så den ikke ville være åbenlys. Han kiggede ind i det sorte og alt opslugende mørke under kutten på det sted, hvor øjnene normalt ville sidde. Han forsøgte at skabe øjenkontakt, men han anede ikke om hun kunne fornemme det, men ikke desto mindre var han bevidst om at hans eget ansigt var blottet. Enkelte gange fornemmede han, hvordan gæsterne i kroen kiggede over mod ham efter at han havde fjernet hætten fra hovedet, så hans ansigt nu var blottet. Det var tydeligt at se at han ingen vampyr var, men der var stadig den mulighed at han var en fra Dvasias.. Ihvertfald endnu.

[Deleted]

Stilheden i kroen, og det at der var få væsner der trådte ind og ud regelmæssigt generet ikke hende, tværtimod ville hun ønske at de folk der var der smuttede alle sammen. Jo færre jo bedre! hun følte sig bare ikke spor tryg i disse omgivelser, jo dette var hendes hjemand, hendes fædreland, sproget var hendes modersmål, folket var hendes, men det hele var fortid og selvom man ikke kunne løsrive sig fra sine rødder og afstamning på den måde, ønskede hun ikke at have noget med dette folk at gøre overhoved. Dette folk stod nemlig for hendes fortid, for alt det negative i hendes liv, kilden til hendes sårer, kilden til hendes problemer, kilden til hende tab. Grundet dem havde hun lidt så meget smerte, været igennem så meget i en ret ung alder, for jo.. hun var ret ung, knap kommet over de 1700 somre, blandt vampyrer var hun kun lige blevet myndig, derved lige forladt barndommen og bevægede sig hen imod voksenlivet. Hun bemærkede hvordan hans humør forandrede sig da han drak vandet, eller… han virkede bare anderledes. Dette gjorde hende mere opmærksom. Lugten af salt hvilede omkring ham endnu, og den ville næppe forlade ham, han var helt klart et havvæsen det var hun overbevist om. Hun bemærkede hvordan han lænede sig tilbage i stolen og hvordan silhuetten af et smil gled frem over hans læber. Hans svar gjorde hende usikker på om hvorvidt han havde forfulgt hende men hun ville på ingen måde bare lade som ingenting og lade ham få svar på alt og alle. Hans sidste ord kunne have fået hende til at falde om af grin havde situationen været mere normal, men nej i stedet for hævede hun brynet hvilket han ikke ville kunne se ”Det mener jeg ikke… hvorfor skulle De dog frygte en person De ikke kender… og som De næppe ville have haft kontakt til hvis ikke De selv havde skabt kontakt” svarede hun ligeud og gjorde det derved at hun ikke ønskede hans selskab. Ikke fordi hun normalt ikke brød sig om selskab men fordi hans selskab gjorde hende utryg! I dette land stolede hun på ingen, havde det været Procias havde det været en anden sag. Hendes blik gled hen over staven som han samlede op, og via den lod han hætten glide af. Forventede han at hun gjorde det samme? Forhåbentlig ikke for hun havde ikke i sinde at lade dette ske. Hendes blik fangede straks alle hans træk, en køn mand, ikke spor gammel men langt fra ung hvilket havde sin charme. Han lænede sig frem mod hende, og hans svar fik hende faktisk til at fnyse ”Forsøger De virkelig at bilde mig den slags ind? Barn er jeg langt fra så De må finde på en bedre undskyldning” jo hun havde faktisk bemærkede at han havde strammede grebet om staven men hun kommenteret det ikke, hvad skulle hun også sige til det. Hans navn sagde hende ærligt intet, hendes blik gled hen over hans hånd der blev rakt frem mod hende. Hun så på den og med det samme kom tjenestepigen og fortalte at hendes værelse var klar. ”Hvad vil De?” spurgte hun igen da tjenestepigen trak sig bort.

[Deleted]

Vandet i kanden var væk og der var kun efterladt enkelte dråber og den resterende kondens på selve glasset. Guillaume kiggede kort ned på glasset der også var tomt. Han mærkede hvordan han ikke kunne holde savnet fra havet tilbage. Han fandt det en smule underligt, men ikke desto mindre var det sådan at han savnede havet når han var væk fra det, hvilket han havde været i et godt stykke tid nu. Da tjenestepigen kom hen til deres bord, tog hun glasset og kanden med sig. Da glasset og kanden blev båret væk, kiggede Guillaume efter det og så, hvordan det sidste der mindede ham om havet, blev båret væk. Savnet opslugte ham pludselig og uanset, hvad han tænkte på eller, hvor han så hen så han kun alt det der var det modsatte af havet. Alt fra væsenerne til selve landjorden var i opponent til jorden og på en eller anden måde var han også i mod havet så længe han befandt sig på landjorden. Han kiggede over mod kvinden der fortsat sad overfor ham. De paranoide tanker om at hun måske fulgte efter ham, var skudt væk igen og erstattet af en en følelse af savn. Han kiggede på hende og det var tydeligt at hun ikke brød sig om hans selskab. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der egentlig havde fået ham til at sætte sig hos hende. Det måtte have været vandet der havde fået ham til at handle en smule overilet. Han skulle have rejst sig op med det samme og gået igen, da han havde indset at hun ikke var en der fulgte efter ham. Han kunne i bund og grund ikke være enig med hende om, hvorfor han skulle frygte en person han ikke kender, men han kunne samtidig ikke helt skubbe tanken væk fra sig om at han i princippet lige så godt kunne risikere at blive stukket ned så snart han kom udenfor kroen. Guillaume kiggede på hende med et svat smil, "Man kan aldrig vide om den ukendte person er ven eller fjende, så er det bedre at kende det ukendt end frygte det.. Selv De må da give mig ret i at der i dette land sker forfærdelige ting.. Det kan endda være at du har været vidne til blot nogle af grusomhederne.." Det sidste sagde han nærmest med en hvisken. Overgangen fra De til du var ganske bevidst fra Guillaumes side da han forsøgte at nå ind til denne person. Han lod som om at det var kommet bag på ham at han havde brugt du-formen. Hendes ord om at han ikke kunne bilde hende den slags ting ind ramte ham da han ikke havde haft i sinde at bilde hende noget ind.. Ihvertfald ikke som sådan, så han lænede sig en smule frem, "Jeg prøver ikke at bilde dig noget ind, overhovedet ikke.. Snarere tværtimod da jeg netop siger sandheden og kommer med et faktum... Det er trist hver gang man møder en ung der ikke forstår skønheden og ikke sætter pris på den" sagde han roligt mens han kiggede ind i mørket, hvor han gik ud fra at øjnene sad. Hans konsekvente overgang til du-formen var fortsat bevidst, mest for at aflede hendes opmærksomhed fra at øjnene flakkede en smule. Han vidste godt at hun havde afsløret ham, men han besluttede sig for at holde den, mest for at se om han kunne køre den hele vejen hjem. Han var normalt ikke meget for at lyve medmindre at det var for hans egen sikkerhedsskyld men lige nu handlede det mest om underholdning. Da han hørte fra tjenestepigen at man kunne leje et værelse overvejede han om det ikke også var en idé at leje et værelse, specielt i betragtning af at han skulle have et sted at overnatte og ikke havde den store lyst til at begive sig ud i natten igen. Ud til alle mørkets væsener i jagt på en overfyldt kro, hvor han for hvert skridt ville være i fare for at blive opdaget. Tanken havde slået rod i ham. Guillaume ignorede hendes spørgsmål og kom straks med et kontraspørgsmål, "Mener du ikke at det ville være en god idé at leje et værelse i kroen?" spurgte han med et lille glimt i øjet.

[Deleted]

Hun bemærkede den nærmest triste mine der gled hen over hans ansigt da han opdagede at kanden med vandet var tomt. Hun hævede det ene bryn, kunne nogen virkelig blive så triste over at deres vand blev færdigt? Jo hun kunne tydeligt se at han hørte til havet men alligevel, var han virkelig så trist over at være væk? Det måtte han være for han så nærmest helt ædelagt ud over at se kanden og glasset blive båret væk. Men hvorfor også undre sig? havet var jo hans hjem? Akkurat som Procias var hendes, og hun savnede sit hjem utrolig meget lige. Savnede sit værelse, hendes seng, de bløde lagner. Hun savnede skoven, byen. Hun savnede kirkegården og den dejlige duft af gjord og planter der omgav de stille, tavse og dog nydelige grave. Hvor fra Procias dog forskellige fra Dvasias, og hvor hun dog hadede dette land! hun brød sig ikke om at se ham i den nærmest splittede tilstand, det gjorde hun bare ikke, dertil var hun for god. Roligt gled hendes hånd hen over bordet til hendes egen kande med vand og løftede den op, hun satte den foran ham og lod kanden suppleres af den rene ubrugte glas som hun ligeledes satte på bordet foran ham. Selv var hun jo ikke tørstig så hvorfor ikke tilbyde ham det vand han tydeligvis ønskede. det var ikke personligt imod ham at hun var så afvisende, det var bare generelt. Hun var for pokker i Dvasias, her følte hun sig aldrig sikker! Men jo, hun ville med glæde have undgået at komme her hvis hun ellers havde haft et andet valg, men det havde hun ikke. Mon denne mand kunne hjælpe? Hun tvivlede stærkt på det, hvad vidste han om at give livet tilbage til folk? Sikkert intet. Hans ret så filosofiske svar fik hende til at hæve brynet som var skjult af hætten der dækkede resten af hendes ansigt. at han ønskede at hun gav ham ret fik hende blot til at vende opmærksomheden mod sin mad igen ”Jeg aner ikke hvad De taler om” mens han selv var skiftet over til du´s holdt hun sig på den almindelig tiltalemåde for fremmed, og tilmed lagde hun tryk på ordet De. At han forsøgte at nå ind til hende var vist ikke gjort på den rigtige måde, at sætte sig ved hendes ord og tro at han kan få hende til at bløde op overfor ham når hun knap kendte ham var bare naivt og især i et land som dette, hvilket han jo selv gav udtryk for ikke var spor almindeligt. Hun bemærkede at hendes ord kom bag på ham og faktisk ramte ham hvilket forundret hende. Hvilke type var denne mand? Hun forstod ham virkelig ikke, kunne ikke rigtigt blive klog på ham eller hvad han ønskede og han gav hende ingen hjælp overhoved. Hans blik forsøgte at fange hendes men han ramte ikke helt præcist da han ikke kunne se hendes øjne, hun selv tænkte kort over hans ord. ”De sagde at mit udseende tiltalte Dem, det kan umuligt passe når De ikke har set mig.. men måske har De holdt øje med mig..?” sagde hun lettere spørgende. Han kunne jo meget vel være den der havde holdt øje med hende og ikke omvendt. ”Hvad er De ude på…? jeg ved virkelig ikke hvad De ønsker.. være dog ærlig.. De er ikke fra dette land, og jeg på mange punkter heller ikke.. så hvad skjuler De?” hun havde nu også lænede sig ind over bordet, sænkede stemmen så selv han måtte spidse ører. Ved hans sidste spørgsmål så hun på ham med et hævet bryn som han ikke kunne se ”Gør hvad De vil…” svarede hun lettere irriteret hvorefter hun rejste sig op. ”Undskyld mig… men jeg vælger at træde tilbage for natten” fortsatte hun, og stak sin dolk på plads som hun havde haft hånden over.