Night in the mountains.

[theism]

Dominic havde brugt det meste af dagen på at læse rapporter, bestille ting som bønderne omkring hans herregård manglede, fået organiseret en forråds optælling og hjulpet med at ride en ny hingst til som var blevet fanget da den havde skilt sig fra sin flok på grund af at den havde slået sit ben og var blevet halt. Dog havde Dominic med sine healende kræfter kunne få hesten på rette spor. Nu var han så taget op til Banayad Mountain for at nyde udsigten man fik der fra, og for at komme lidt væk fra alt det arbejde som sikkert ventede på ham når han engang kom tilbage igen. Det var som om at han altid havde arbejde der skulle gøre, grundet at han var ene om at have det ansvar han nu havde. Selvfølgelig vidste han udmærket godt at de andre adelige havde det samme problem om end ikke at de faktisk havde mere. Han kunne dog ikke finde på at smide sin titel væk bare for at få mere fritid, han var ret så sikker på at hvis han endte med at have mere fritid ville han bare blive rastløs. Dominic havde ikke regnet med at rustning ville blive nødvendigt, og var derfor kun klædt i en løs mørke blå bluse og løse bukser, over det havde han en bomulds kappe selvom det egentlig ikke var nødvendigt, da han ikke kunne fryse. Han havde dog taget sin hammer med som hang fra hans bælte, for selvom han ikke regnede med kamp, så ville han langt hellere være bevæbnet, end forsvars løs. For trods alt herskede der fred i procias som det var nu, men mørkevæsnerne kunne stadig komme over muren hvis de ville, og vagterne lige var søvnige. Det var efterhånden blevet sent, og mørket var derfor faldet på, dog var det helt skyfrit som gjorde at man kunne se månen og stjernerne, det var en udsigt som Dominic nød mest af alt, fordi alt virkede så fredeligt, han lod derefter blikket glide ned over den spirende skov, den var allerede godt på vej til at gro ud igen, hvilket kun kunne pryde landskabet, at skoven var blevet brændt ned under oprørerne var noget som han fandt utrolig trist, det havde trods alt været en gammel skov, og der var mange liv der var gået tabt da den blev brændt ned, måske ikke så meget mennesker, og de andre væsner men dyr både store og små.

[Deleted]

Aftenen og mørket var faldet på, hvilket var noget som gav Amadeus en fantastisk fordel som han agtet at gøre brug af! Han havde søgt fra Manjarno, bogstavelig talt skjult sig i mørket og fløjet over muren uden at man egentlig rigtigt havde lagt mærke til det. Vagtskiftet var altid et fantastisk tidspunkt at gøre det på. Procias var ganske rigtigt på vej op på benene igen, selvom det nu heller ikke var noget som direkte rørte ham på nogen måde. Han kunne huske landene fra var de et, selvom det var skræmmende mange år siden. Tilbage dengang havde han vandret over grænserne som det havde passet ham og det gjorde han bestemt endnu! Vingerne baskede han roligt med, vinden rørte ham ikke, det var faktisk behageligt, for lige præcis for ham, så føles det kun som en behagelig brise. Han kunne ikke direkte fryse, for han var vant til kulde, han var vant til højderne og det var sjældent at der i det hele taget var folk oppe på Banayad Mountain, så et sted så var han næsten helt sikker på at han ville være alene der. Han kunne faktisk godt lide at stå deroppe, og se ned på Apterta byen og bare se hvordan det hel var ved at blomstre igen. Han valgte let at dreje rundt om sig selv, idet at han sank ned mod bjergets top, hvor han valgte at lande, ligeså elegant som intet andet.
Den mørke skjorte rettede Amadeus en anelse på, da han endelig var landet på toppen og det samme med de mørke bukser. Vinden rev jo trods alt godt i det, når han var oppe under skyerne. Han følte sig fri når han var deroppe og det var rart. Vingerne trak han tæt ind mod sin egen krop igen, hvor de lagde sig som en beskyttende kappe. Fjerene var kulsorte og ikke til at se her i mørket. Hans hud var bleg, hans blik var mørkt og intenst, trods han jo havde den mentale og den sensuelle dæmon i sig, så han var en farlig mand at lange ud efter, det var helt sikkert! Amadeus rullede let på skuldrene, lod hovedet søge til siderne, så det knækket hele vejen fra skulderen og op i nakken. Gud hvor var det rart! Armene faldt slapt ned af hans sider, idet at han så sig omkring. Allerede nu kunne han mærke en energi ganske tæt på sig, selvom det nu heller ikke direkte var noget som han kunne tage sig af. Han trak let på skuldrene og valgte at sætte sig på en mindre klippe som var deroppe helt oppe på toppen. Vingerne lod han strække en smule ud og lagde dem så tæt ind til sig endnu en gang.

[theism]

Dominic satte sig roligt ned på kanten af bjerget med sine ben hængende uden for mens han tænkende om end fredfyldt lod sit blik glide over landskabet, alt omkring ham var så stille at han endda kunne hører den svage klukken fra lysets flod langt under ham. Lyden fik et smil frem på hans læber, når alt åndede fred som det gjorde i dette øjeblik, når alt var idyllisk, så var det som om hans krop kunne slappe af, noget han tit savnede grundet sit arbejde som Baron. Til tider havde han faktisk overvejet at gå ud og finde sig en kvinde han kunne gifte sig med, som kunne hjælpe ham med hans opgaver, men han havde hurtigt skubbet tanken væk igen, sådan en kvinde var ikke noget man bare gik ud og fandt, og det ville også tage tid at bygge et forhold op til hende, så hver gang han blev ramt af den tanke, endte han med at konkluderer at hvis det skulle ske at han mødte en kvinde han kunne dele sit liv med, ville han med glæde lukke hende ind, men det var ikke noget han hverken havde tid eller lyst til at gå på jagt efter. Som halvt engel halvt lysvæsen kunne han trods alt, hvis våben eller sygdom ikke tog ham leve evigt, og han ville derfor have rigeligt med tid til at finde sådan en kvinde til sig selv skulle han virkelig ønske det. Dominic stoppede midt i sin tanke gang da han hørte noget i det fjerne, noget som lød underligt malplaceret i stilheden, og noget der lød så fremmet, og dog alligevel så bekendt, som lyden kom nærmere blev han mere bekendt med hvad det var for en lyd, det var en lyd af vinger, og ud fra størrelsen og den taktfaste rytme ville han mene at det måtte være engle vinger, men hvad dog en engel ville lave ved Banayad mountain på denne tid af natten, selv om han godt nok var der, var selv dette en sjældenhed. Dominic rejste sig langsomt som vingerne kom tættere på og da vingernes slag stoppede kiggede han forundret omkring, hvem end det måtte være han havde hørt var denne en som var stoppet ved bjerget. Dog kunne Dominic ikke se så meget i det mørke der lå omrking ham, og det var da også derfor han for en sikkerheds skyld tjekkede at hans hammer stadig var i bæltet, i det tilfælde at den skulle blive nødvendig. Han begyndte derefter med rolige skridt at gå hen mod det område hvor han ville have gættet på at vingerne var, og som han kom tættere på opdagede han et sæt sorte vinger der først strakte sig og derved skærmede for al udsigt til vingernes ejer. Dominic vidste dog at denne person ikke var en, som hørte til her, en engel med sorte vinger kunne kun være en dødsengel og af den grund var han endnu mere på vagt end han havde været før.

[Deleted]

Amadeus havde ganske enkelt ikke regnet med at der ville være andre heroppe på denne her tid. Selvom det nu selvfølgelig var noget som han kunne fornemme, selvom han ikke var en race med direkte magiske tendenser, så var han stadig voldsomt farlig hvis man kom for tæt ind på ham – Hvilket var noget som mange vidste. Han havde en alder på bagdelen som sagde spar to, han havde en utrolig viden og erfaring med sig, så han var bestemt ikke den type som man skulle kaste sig i krig med på nogen som helst måde overhovedet! Følelsen af andre i nærheden var noget som svagt fik Amadeus til at trække på smilebåndet. Det var ikke fordi at han direkte var ude på at skulle krige eller komme i strid, men hvis der ikke var andre udveje så var det noget som han gjorde uden det mindste tøven! Freden som havde sænket sig over Procias, var ikke just en som han var meget for, men ikke en som han direkte ønskede at spolere. Kunne han, så kunne han jo praktisk talt vade direkte op på slottet og tage tronen fra dem, hvis det var det som han ville, men det var slet ikke hans intentioner på noget tidspunkt. Nej, han ønskede bare at leve sit liv, men med lidt eventyr, lidt spænding og lidt goder ville selvfølgelig heller ikke gøre det så slemt igen.
Amadeus holdt sig rolig, hvor han selv kunne høre på den fred, at der nok var en mulighed for at den ville blive brudt meget snart. Mentalt kunne han fornemme at det var et væsen af lyset som han måtte stå imod og.. engel hvis han ikke tog helt fejl? Ene og alene var det noget som direkte vakte en direkte foragt i hans sind, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, selvom han nu ville lade denne mand få muligheden til at tale sin sag, og så måtte de jo trods alt tage den derfra. Han samlede roligt sine vinger over ryggen som en fjerbeklædt kappe, idet han roligt drejede hovedet mod sin ene skulder – med andre ord, så vidste han allerede at der stod en der, ikke så forbandet langt fra ham. Han knyttede næverne let, selvom han dog ikke gjorde noget ved det ellers. ”Giv dig til kende.. Procianer..” endte han med en ganske kortfattet mine, som i sig selv måtte være ganske krævende. Roligt valgte han at dreje om på hælen så han i stedet for, kunne stå ansigt til ansigt med skikkelsen overfor ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor det alligevel sagde ’knæk’ i hans nakkehvirvler. Armene endte roligt korslagte over hans bryst i stedet for og med blikket hvilende intenst på manden som stod overfor ham. Direkte så var manden ikke meget værd i hans øjne, ikke noget som han direkte anså som en trussel, men han vidste skam godt, at man ikke skulle dømme bogen på omslaget, for det var slet ikke noget som man ville få det mindste ud af i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han var en mand præget af selv den største tålmodighed hvis det var noget som han ville og denne gang – så havde han al den tid som han havde brug for.

[theism]

Dominic havde heller ikke regnet med at rende ind i nogen oppe på bjerget, der var sjældent nogen i løbet af dagen og det var slet ikke nogen på denne tid af natten, som der var nu, og alligevel så var der en anden der oppe. Han havde hørt lyden fra dennes vingeslag tydeligt i den stilhed som måtte eksistere i landet om natten. Det var også derfor han ikke var i tvivl om hvor han ville kunne finde denne person. Dominic selv var langt fra nogen gammel person, og han havde ikke ret meget erfaring omkring hvordan man håndterede en dødsengel. Han havde da mødte dem før, men aldrig inden for procias’s Grænse og slet ikke alene og midt om natten. Han placerede roligt sin hånd på sin hammer da han kom tættere på og kunne se englen. Han lagde dog også hurtigt mærke til at han selv var blevet opdaget af denne, hvilket fik ham til at smile lidt *så det er ikke en der er uinteligent jeg har med at gøre, jeg må hellere passe på* tænkte han for sig selv. Han kunne dog ikke lade være med at fnyse lavt ved det som den anden sagde ”Jeg skulle til at sige det samme til dig, på nær det med Procianer. Det er trods alt dig der er i procias. Et land du ikke burde have noget at gøre” Selvom Dominic var på vagt, så var han ikke bange for den der stod foran ham, en fejl måske. Men Dominic var trods alt Baron i landet og det krævede at man ikke viste frygt til andre. Han trådte lidt tættere på, dog stoppede han så der stadig var et stykke mellem dem, og på den måde kunne han få et bedre glimt af den som stod foran ham. ”Nåå? Hvem er du så?” spurgte Han en anelse brusk. Han var ikke altid i sit bedste humør sent på natten, og slet ikke når han stod over for en dødsengel. Han var trods alt halvt engel selv og derfor havde han et natuligt had for den race. Han flyttede dog sin hånd fra sin hammer, da han ikke ville komme i kamp med ham, skulle det være muligt for ham at undgå.

[Deleted]

At Amadeus skulle møde nogen heroppe på toppen af bjerget, var slet ikke noget som han havde regnet med. Han tilbragte faktisk mange stunder heroppe, men det var heller ikke fordi at han direkte sagde noget til det ellers. Det var noget som alligevel gjorde ham en kende nysgerrig. Han var virkelig oldgammel og af den grund, så lærte han jo stadig noget nyt hver eneste dag, og denne gang skulle han jo finde ud af noget mere omkring denne mand som han nu måtte stå overfor. Han havde ikke direkte noget imod at skulle stå overfor en anden, men han havde heller ikke vist sig som fjendtlig, så hvorfor var det noget som han selv skulle mødes af? Det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han lagde vingerne godt og tæt ind mod sig, idet han tog et skridt mod denne mand. ”Jeg vil ikke trække det våben, hvis jeg var dig,” endte han ganske kortfattet, for det var bestemt heller ikke fordi at der var nogen tvivl om det i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kneb øjnene en anelse sammen, selvom han ikke gjorde noget endnu. ”Du kunne måske prøve at tiltale mig i en ordentlig tone, ikke? Det kunne jo være, at det var noget som du ville komme langt længere med..” endte han ganske kortfattet og med den samme stilfærdige mine. Han rettede sig en anelse op og med blikket direkte hvilende på ham og med den samme stilfærdige mine, for.. hvorfor skulle han lade det være anderledes uanset hvad? Hvem denne mand måtte være, var ham ganske ukendt, og alligevel var det noget som alligevel formåede at vække den mindre nysgerrighed i ham. ”Du kunne måske præsentere dig selv.. det er jo trods alt høfligt,” afsluttede han ganske sigende, som han let hævede det ene bryn, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han blev stående og med den samme faste mine. Ja, lidt dominant kunne han vel også sagtens være?