A long fall..

[Deleted]

Det var en flot eftermiddag. Solen stod højt, også selvom det var ved at være en anelse koldt udenfor, så var det ikke noget som Aerandir så ud til at have det mindste imod det. Han havde en fridag og det var i den grad noget som han ville nyde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han åndede godt ind af den friske luft, hvor han ikke kunne gøre andet end at lukke øjnene, for det var virkelig, virkelig rart, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han mærkede vinden kærtegne hans ansigt, han mærkede den ro og det behag som det måtte sætte sig i hans lange hår, hvilket han bestemt heller ikke havde det fjerneste imod, for han nød skam også sine fridage. Nu ville han lige samle sig til at kunne lægge den hærfører en smule fra ham, så han igen kunne søge til Lynn, for det var en kvinde som han virkelig måtte savne. Han havde bare brug for den pause som dette måtte give ham, om det var noget som man ville det eller ikke, for han vidste skam godt at det virkelig var.. mærkeligt at skulle tænke på, men det var faktisk sådan at det nu måtte være for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han satte sig roligt ned i græsset, så roligt over Manjarno – det land som han gjorde sit for at beskytte, hvilket var en tanke som han faktisk måtte være frygtelig glad for. Han lagde roligt buen ved siden af sig og satte hænderne bagved sig, så han kunne slappe godt af, for det var noget som efterhånden var utrolig tiltrængt på alle måder. Det at kunne smide hæmningerne lidt, være sig selv og ikke være den hærfører som han var når han var ude, for det var noget som efterhånden var ved at være direkte nødvendigt, for han kunne virkelig ikke slappe af! Men nu kunne han! Og nøj hvor gjorde det godt! Han lukkede øjnene ved endnu et let strøg af vinden mod hans ansigt, hvor han virkelig følte for bare at give efter for det hele og bare.. slappe af.

[Deleted]

Måske at det var en flot dag, men det var virkelig ikke noget som Castiel tog sig af. Aerandir havde virkelig bevæget sig ind på et område, som han kun gjorde klogt i at holde sig langt væk fra, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn! Han havde fået en fri eftermiddag, og det var noget som han agtet at udnytte hvert eneste minut af, hvis det skulle være ham menneskelig muligt, for det var virkelig tiltrængt efter alt det som han nu havde fået at skulle slås med, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han baskede en smule med vingerne, selvom låsen stadig måtte holde dem fast – en smerte som han for længst var blevet vænnet til, for han havde haft de låse på næsten lige så lang tid som han kunne huske, så der var i den grad også tale om frygtelig lang tid, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte i retningen af de store klipper. Han havde set Aerandir tage herop og det at vide at han var alene, var noget som gjorde det hele langt mere specielt! Det gav ham nemlig muligheden til at gøre det som han ville! Normalt ville han ikke gøre noget lignende ved højlys dag, men manden gav ham virkelig ikke noget andet alternativ, om det var noget som man ville det eller ikke, men… hvem skulle da se ham gøre det heroppe? Han kneb øjnene fast sammen, hvor selv en mørk skygge måtte lægge sig over hans ansigt. Han var faldet umådelig og skræmmende godt til i Procias, men den kvinde som han skulle arbejde rundt omkring hver eneste dag, var ikke en som han fandt sig i, at skulle gå til en anden mand! Måske at han ikke var den som hun ville se på som direkte kærestepotentiale, men det var vel bare.. at prøve? Vise hende hvad det var at han gerne ville, selvom han var sikker på at hun nu heller ikke så på det, på den helt samme måde? Aerandir var en simpel elver, ikke en som engang kunne beskytte hans Meadow! Ligesom det han selv kunne! Han fnøs lavmælt for sig selv, selvom han for nu valgte at holde afstand. Han var nødt til at forsikre sig.. og ikke mindst finde ud af, helt præcist hvordan han skulle gøre det hele.

[Deleted]

Aerandir vidste skam godt at det han gjorde ikke var helt så velset, men igen.. hvem ville ikke hjælpe en veninde som havde brug for det? Desuden var det noget som de begge fik noget ud af. Han behøvede ikke direkte være ensom og alene, som han normalt følte sig og samtidig så skænkede han Meadow og hendes smed noget arbejde, netop ved at tage sig af alt som hed våben, skjold og andet fysisk forsvar til en hel hær! Han holdt af hende, men det var bestemt heller ikke som mere end en veninde, og det ville det aldrig nogensinde blive til, om det var noget som man ville det eller ikke. Han var ganske rigtigt en meget venlig sjæl og det var noget som han altid havde været og det var ikke noget som nogen ville være i stand til at ændre for hans vedkommende, så meget var han dog klar over i den anden ende. Selv nød han stilheden. Heroppe var han alene – gik han da ud fra, for han havde ikke set nogen fra hæren følge efter ham. Desuden gik han også ud fra at alle ønskede sig hjem til sin egen familie når flankerne måtte komme hjem fra markerne af, for det var bestemt heller ikke hvad man kunne kalde for et paradis, for det var virkelig noget af det sidste som det var, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Ganske vidst så var det nødvendigt at holde de to krigende væk og af den grund, så blev de fanget midt i krydsilden. Det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men han gjorde det virkelig så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han endte dog med at rette sig en anelse op, da han var sikker på at han hørte noget! Og det behøvede bestemt heller ikke at være en god ting! Han blinkede let med øjnene og vendte blikket over sin ryg. Umiddelbart kunne han ikke se noget, men det var nu sjældent at han tog fejl af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans hånd gled roligt mod buen. ”Kom frem!” endte han med en ganske kortfattet og bestemt tone. Han tillod bestemt ikke at nogen skulle have lov til at snige sig ind på ham, hvis det var noget som han ellers kunne forhindre på andet vis!

[Deleted]

Selvom Castiel var en dødsengel og mange antog ham for at være en direkte følelsesløs fyr, så tog de i den grad fejl, for det var noget af det sidste som han var, om det var noget som man ville det eller ikke. Tanken omkring Aerandir var noget som ganske enkelt pisset ham mere af end det som man direkte kunne sige sig, var nødvendigt, men han havde bevæget sig ind på et område, som han klart også burde holde sig langt væk fra! Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som han tog sig af! Manden havde og tog Meadow fra ham og det var slet ikke noget som han fandt sig i! Selvom Meadow ikke havde nogen anelse om at han stod der som han gjorde i øjeblikket, men det var jo trods alt bare noget som han.. valgte at holde skjult, for hun ville da flippe på ham, hvis hun fandt ud af, hvad det var at han havde gang i lige foreløbig. At manden havde bemærket at han var der, var nu heller ikke noget som han tog sig af, for det forundrede ham jo ikke i det hele taget. Manden var vel også hærfører af en grund? Det var da om ikke andet, så sådan at han så på det, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som skulle have lov til at ødelægge noget som helst! ”Okay, du har fanget mig.. Vil du have en præmie nu..?” spurgte han ganske kortfattet, som han roligt bevæget sig hen mod manden. Selv så prøvede han at skjule hans hensigter og intentioner, for det var slet ikke noget som han havde behov for at skulle bemærke sig af, for så blev sagen da for alvor grum, og det var noget som han gjorde sit for at undgå, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Manden kendte ham, som han kendte ham og det var noget som kun gjorde det hele langt mere personligt end det som var direkte nødvendigt, om det var noget som man ville det eller ikke! Han vendte blikket direkte og stift i retningen af Aerandir. ”Hvad laver du heroppe..? Troede du ville være hjemme ved Meadow?” spurgte han ganske kortfattet. Tanken behaget ham ikke.. tvært imod, så nød han at han skulle finde manden heroppe!

[Deleted]

Aerandir havde udmærket godt set Castiel før og han havde set hans ansigt når han havde været i nærheden af Meadow, selvom hendes reaktioner på det hele, også tydeligt gjorde det klart for ham, at der ikke var noget alvorligt mellem hende og Castiel, hvilket han nu havde det udmærket med. Han selv brød sig på ingen måder omkring den mand og havde gang på gang tilbudt at finde en anden og bedre egnet mand til at arbejde i smeden, men manden havde desværre sine evner med at sælge til tøserne, hvad end om det var smykker eller lignende, så det at smide ham ud, var ikke et alternativ, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som de kunne gøre ved det, og det var noget som virkelig også måtte irritere ham! Han holdt virkelig af Meadow, men hun var ikke noget andet end et skalkeskjul for ham – en grund til at skulle være i Procias, selvom det nu var noget som han havde valgt at holde hemmeligt for dem som det ikke måtte omhandle, så det at Castiel intet vidste, var nu heller ikke noget som han tog så tungt og hårdt på igen. Han valgte at himle let med øjnene, da manden måtte stå frem. ”Drop din spydighed og de kække kommentarer til nogen som gider at høre på det, Castiel..” endte han med en ganske kortfattet stemme. Manden havde han virkelig ikke noget til overs overfor. Desuden var han nok en af dem som slet ikke var overbevist omkring det gode i ham, for det var slet ikke noget som han havde set det mindste af – kun fjendtlighed, så selvfølgelig var det også det som han viste manden tilbage igen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn. ”Jeg tager hjem til Meadow når jeg er færdig her i Manjarno, Castiel.. Burde du ikke være i smeden..? Eller har hun været så venlig at give dig en eftermiddag fri?” Selv den venlighed som normalt ville ligge til ham, var noget som var forsvundet som dug for solen i øjeblikket. Han kunne virkelig ikke have med denne mand at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved den foragt som han følte for dvasianere og deres væsen.

[Deleted]

At Meadow og Aerandir var forlovet, var virkelig noget som havde slået Castiel langt hårdere end det som han kunne sige om noget andet, og det var noget som virkelig kom forfærdeligt bag på ham, for… han kunne ikke føle på den måde! Han var ikke så følelsespræget, selvom det nu var noget som han havde fået bekræftet det modsatte på, om det var noget som man ville det eller ikke! Han vendte blikket direkte mod Aerandir endnu en gang. De kunne ikke udstå synet af hinanden og det var noget som han allerede nu måtte være klar over, så skete der bare ikke noget ved det alligevel. Han kunne ikke stille noget op mod en hærfører! Eller.. kunne han? Han havde så mange ting på lager som han kunne gøre mod denne mand og manden kunne jo ikke skade ham.. han opfangede jo ikke smerte på den samme måde som de måtte gøre, hvilket vel også var kendt for ham? Han trak morende på smilebåndet. Han skulle nok finde ud af noget omkring alt dette, det var noget som han var udmærket godt klar over, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Armene gled roligt over kors og med den samme ganske stilfærdige mine, for der var virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule det. ”Påstår du nu, at jeg er kedelig, Aerandir? Skuffende.. du af alle burde da kende mig lidt bedre end det.. Jeg er den som tøserne dåner over!” endte han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han kunne få tøserne til stort set.. alt! Han havde kun fejlet med Meadow og nu hvor hun var forlovet med manden foran ham, så.. måtte han sørge for, at der aldrig nogensinde ville blive et bryllup. Han gik roligt hen mod ham, også selvom han havde set manden stå med buen i hånden. Han kunne lige vove på at gøre brug af den! Han vendte blikket mod ham endnu en gang og med en direkte fast og iskold mine, det var end ikke fordi at det var noget som han kunne skjule for ham, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg fik en eftermiddag fri for en gangs skyld.. Jovist burde jeg arbejde, men.. selv du ved at arbejde ikke er hele livet, ikke? Arbejde har været hele mit liv, så du skal ikke stå der og tro at du er noget som du ikke er..” advarede han iskoldt.

[Deleted]

Det var ikke engang løgn, at de ikke kunne udstå synet af hinanden, for det kunne de virkelig ikke! Aerandir var en mand af værdighed, han satte værdier hårdt og det samme med et godt og hårdt arbejde. Castiel derimod.. Han var faktisk usikker på hvad manden måtte værdsætte, men den opførsel som han lagde for dagen, var bestemt heller ikke noget som han brød sig om som sådan, for det var virkelig noget som han kun måtte definere som langt under hans egen standard, om det var noget som man ville det eller ikke. Han kneb øjnene let sammen. Han var bestemt heller ikke dum, så han anede udmærket godt, at der var ugler i mosen, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Manden blokerede jo desværre den eneste vej ned fra klippens top, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det bedre for hans vedkommende på nogen måde. Hans blik gennemborede Castiels. Det var bestemt heller ikke fordi at han var bange for manden eller frygtede ham på nogen måde, for det var der virkelig ikke nogen grund til! ”Skulle det genere mig..?” spurgte han ganske kortfattet, for det var vitterligt ikke noget som han kunne se nogen grund til. Han lagde roligt buen fra sig igen og slog armene over kors på hans bryst. ”Du hører til i smeden, Castiel.. du fortjener lidt sved på panden og Meadow til at koste rundt med dig.” Han smilede tilfredst bare ved den tanke alene, for det var noget som han havde det helt fint med! Tanken var faktisk noget som direkte måtte fryde ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. I den udtalelse så måtte han jo give Castiel ret, selvom det bestemt heller ikke var noget som manden burde få at vide, for det ville bestemt heller ikke gavne dem på nogen som helst måde overhovedet. ”Tag hjem Castiel.. Du har ikke noget at lave her i Manjarno,” endte han med en ganske kortfattet mine. Alene det at manden betrådte hans land, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Han sendte manden et kortfattet blik. ”Jeg har arbejdet mig op fra bunden af, Castiel.. Jeg er langt mere end dig og du ved det udmærket godt,” afsluttede han med en kortfattet mine. Han mente det dog. Han var mere værd end manden foran ham!

[Deleted]

Castiel kunne udmærket godt fornemme i det indre, hvor meget han var ved at koge, for det var virkelig en ubehagelig situation som han var endt i, om det var noget som man ville det eller ikke. Denne mand kunne virkelig formå at bringe hans pis i kog, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det! Han fnøs ganske kortfattet. Manden skulle bestemt heller ikke komme her og tro at han var noget som helst! At han lagde buen fra sig, sagde han nu heller ikke til, for han vidste udmærket godt at manden var en hærfører og ikke en som han skulle komme på tværs af, om det var noget som man ville det eller ikke, for den tanke alene, var noget som ganske enkelt kunne pisse ham noget så voldsomt af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. ”Det ved jeg da ikke.. genere det dig da?” At han direkte skulle nævne Meadow i den sammenhæng, var noget som gjorde ham direkte vred og ikke mindst rasende, for det gjorde det virkelig! Denne mand skulle virkelig ikke komme her og tro at han var noget som helst, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han kneb øjnene fast og direkte dræbende sammen, det var end ikke fordi at det var noget som han ønskede at skjule for hans vedkommende, det var helt sikkert! Manden formåede virkelig at pisse ham godt af! Han knyttede næverne fast. ”Du er ikke mere værd end mig, Aerandir.. Du er stadig en sårbar mand.. uden magi til at beskytte dig.. uden noget som helst!” hvæsede han med en fast mine, det var end ikke noget som han ville skjule, om det var noget som man ville det eller ikke, det var helt sikkert. Han endte med at gøre et kraftigt udfald direkte mod ham. Nu hvor han havde lagt buen og det hele fra sig, så var han direkte sårbar og lige til at ramme, hvilket var noget som Castiel tydeligt valgte at drage brug af og på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt! Den mand skulle bestemt ikke komme her og tro at han var mere værd end det som han var! Meadow gav ham følelsen af.. det modsatte.

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt, at han ikke gjorde andet end at pisse Castiel af, men det var ikke noget som han tog sig af. Han havde fri fra arbejdet og det var bestemt heller ikke noget som han ville have at denne mand skulle have lov til at ødelægge, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare ikke et alternativ for hans vedkommende! Han kneb øjnene fast sammen. Måske at manden havde taget på tøserne, hvilket han nu heller ikke så et problem i, men han var forlovet med Meadow, han forsørgede hende og han hjalp hende med arbejde til dem begge to, så havde det ikke været for ham, så havde de et voldsomt stort problem! ”Overhovedet ikke,” endte han med en mere sammenbidt stemme, for det var noget som ganske enkelt måtte irritere ham på alle måder, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han stod ganske rigtigt ikke med en bue i hånden, men han kunne alligevel godt være farlig af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for der fandtes virkelig grænser selv for hvad han måtte finde sig i på denne her måde! At manden direkte hoppede ind i ham og så med de ord, var nu heller ikke noget som han direkte kunne sige sig at have ventet sig. Luften blev slået ud af ham, idet at han røg direkte ned i græsset hvor han valgte at blive liggende, idet at han gjorde sit for at få manden af sig, selvom han bare ikke så ud til at ville gøre hvad han sagde til ham! Og det var noget som virkelig måtte irritere ham! ”Jeg er mere end bare en hjælpeløs mand, Castiel!” hvæsede han fast, idet at han greb efter kniven som han havde siddende i bæltet, som han lagde godt og trygt i hånden, selvom det nu ikke var for særlig lang tid. Han havde virkelig fået nok! Han hamrede den direkte ind i Castiels side med al den kraft som han havde i armen, for den mand skulle bare af ham og det skulle være nu! Selvom han vidste at manden var dødsengel, så vidste han godt, at det ikke ville være direkte dræbende, men hvis det kunne få ham af, så var han også godt tilfreds med det hele! ”HOP AF!”

[Deleted]

Castiel så ganske enkelt bare rødt lige for øjeblikket og det var alt sammen kun på grund af Aerandir! Den mand skulle bestemt heller ikke have lov til at komme her og tro at han virkelig var noget ekstraordinært, for det var han ikke! Hvis der ikke var nogen i bunden, så kunne der bestemt heller ikke være nogen i toppen og der var han praktisk talt ligeglad med, om manden var en hærfører eller ikke, for det var slet ikke noget som han kunne tage sig af på nogen måde overhovedet! At hoppe direkte ind i manden var ikke en handling som han havde gjort ved at tænke over det. Det var egentlig noget som skete udelukkende fordi at han var.. spontan. Han gjorde det bare uden at tænke over det, selvom han var klar over hvor farligt det faktisk godt kunne blive i det store og hele, hvilket bestemt heller ikke var noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet. Han nåede dog ikke rigtigt at reagere på noget som helst før at han mærkede en intens smerte som stak voldsomt i hans side. Hans pupiller trak sig sammen, selvom han ikke følte.. smerte som så mange andre ville have gjort det, om det var noget som man selvfølgelig ville det eller ikke. Han endte med at slippe manden, hvor han rullede ned ved siden af ham, hvor han kom til at give ham et kraftigt bask med vingen, da han landede, også fordi at det kun var noget som presset kniven længere ind i det åbne sår som han havde i siden! ”Din lille..!!” hvæsede han fast og med en stemme som kunne dræbe hvis det endelig var det som skulle til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke det helt store at gøre ved det. Hvorvidt om det skub havde nogen effekt på hvad der skete, nu hvor de også dansede så tætte ude på klippen begge to, vidste han ikke, men i denne situation så tillod han sig faktisk at være en kende egoistisk og bare tænke på sig selv. Det var jo trods alt også noget som alle gjorde før eller siden og dette var bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde! Han tog fat i kniven, hvor han rev den ud med et mindre gisp, kun for at lade den glide roligt ned i græsset ved siden af ham. Aerandir skulle få lov til at betale dyrt for det som han havde gjort!

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt at han legede med ilden for øjeblikket, men den mand havde virkelig ikke noget som helst at lave her på stedet, det var helt sikkert! Han så hellere manden hjemme i Procias i smeden med sved på panden og med Meadow som kostede rundt med ham og ikke herude i det fri, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Hvorfor her af alle steder som han kunne søge hen? Et sted så følte han jo næsten at det var et valg som manden havde gjort bevidst og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at få bekræftet på nogen som helst måde, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for! At få manden af sig havde virkelig været hans eneste mål ved dette og med kniven. Han havde ikke haft andre muligheder eller metoder at gøre brug af overfor Castiel, også selvom han vidste, at en kniv var et sølle våben mod en som ikke ville opfange smerten på den helt samme måde som et hvert andet væsen, men lige nu, var det heller ikke i de baner som han valgte at tænke, for det ville han bestemt heller ikke få noget ud af, han havde det ene mål, og det var at få manden af sig og det skulle være nu! Når det kom til kamp, så var han bedre på afstand end det som han var i nærkamp på denne her måde, for ikke at glemme at manden havde gjort det uden at han havde haft nogen som helst mulighed for at reagere i det store og hele. At han rullede af, selvom det helt klart var på den forkerte side, så gav det skub med vingerne i den grad også sit. Der var ikke mere klippe på Aerandirs anden side, hvor han bare endte med.. at falde.
Turen ned var noget af det mest smertefulde som Aerandir nogensinde havde været udsat for. Et fald på adskillige meter inden han kraftigt måtte ramme klippevæggen og rulle resten af vejen ned. Gang på gang slog han ansigtet direkte ned i sten, hvilket var noget som automatisk måtte slå ham direkte bevidstløs. Dette førte til yderligere et fald længere nede, idet at han måtte hamre ryggen direkte ned mod en ny klippe helt nede for bunden, hvor han endte med at blive liggende. Fuldkommen slået ud, blødende, øm og faktisk et sted vel.. døende?

//Out

[Deleted]

At Aerandir havde haft en kniv på lur, var virkelig ikke noget som Castiel havde regnet med. Selvom han ikke bed sig i smerte ligesom så mange andre, så kunne det i den grad godt mærkes og kroppen reagerede jo på det, selvom det var noget som et sted faktisk kun måtte gøre ham stærkere, så ændrede det ikke på det faktisk at det var noget som virkelig måtte irritere ham! Manden gjorde virkelig ikke andet end at irritere ham og nu var det virkelig slut! Han havde handlet uden at tænke sig om og det var noget som han var klar over, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende. Alene den tanke var noget som måtte gøre frygtelig ondt og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, når det endelig måtte komme til stykket.
At vingen havde den kraft på, som det krævede for at få manden skubbet ud over kanten, var ikke just det som Castiel havde regnet med, hvor han vendte blikket mod den, så snart at han havde fået kniven ud af hans side, hvor det alligevel begyndte at bløde og temmelig grumt faktisk, selvom han ikke tog sig af det. Han kunne høre hvordan manden måtte rulle nedover klippevægen og ramme bunden med en forfærdelig lyd. Smerten kunne han fornemme – med andre ord så var manden altså ikke død endnu? Han trak sig forsigtigt hen til kanten, kun for at kunne se ud over den. Han kunne skimte Aerandirs slappe skikkelse for foden af klippen, selvom det ikke just var panik som måtte ramme ham på nogen måde, for det var det virkelig ikke. Et sted så var det.. lettelse? Lettelse over at manden ikke ville opsøge Meadow? Den kvinde var hans, om det var noget som man så ville det eller ikke! Han rejste sig, selvom hånden hurtigt gled mod det dybe sår. Det gjorde faktisk en smule ondt, selvom han nu ikke tog sig af det. ”Det var da nemt nok..” mumlede han let for sig selv, som han vendte blikket op mod solen og himmelen over ham. Det var ved at blive sent, så han burde måske søge tilbage til Procias før Meadow ville stille alt for mange spørgsmål? Turen var jo trods alt en anelse lang og han vidste det godt. med hånden i siden, så begyndte han sin vandring ned fra klippen. Aerandir tog han sig virkelig ikke af. For hans vedkommende, så kunne manden blive liggende og dø. Så ville han gøre dem alle sammen en kæmpe tjeneste!

//Out

[Deleted]

Det var uden tvivl en skøn eftermiddag, solen stod højt på himlen, hvilket kun var noget der havde prydet Meadows humør betragteligt. HUn havde givet Castiel en dag fri, han arbejdede så hårdt, at hun havde synes det ville være ganske retfærdigt, desuden vidste hun at Aerandir ville komme hjem senere, så det kunne vel heller ikke blive bedre? Hun måtte erkende, at hun havde været urolig den første uge med tanken om Castiel, for han kunne uden tvivl være en pest og en plage, og det forekom hende tydeligt at han og Aerandir ikke kunne døje synet af hinanden. En mulighed ville selvfølgelig være at give slip på Castiel men.. havde hun lyst til det? Eftermiddagssolen dalede ned over hendes skikkelse. Et lille smil prydede hendes rosa læber. Det var yderst sjældent, at hun faktisk måtte have tid til en sådan vandring som idag, og så her i Manjarno det var jo perfekt! Som hun gik der i hendes egne tanker, måtte de pludselig afbrydes, af en direkte ubehagelig lyd. Blikket dalede mod de store klipper, der tårnede sig op for hendes blik. En skilkelse faldt, hun genkendte den endnu ikke, men det så ud til at være et yderst ubehageligt et af slagsen. Uden at tøve det mindste, satte Meadow i løb. Det var i tider som dette, at hun virkelig kunne forbande det faktum, at hendes vinger var blevet fjernet. Der gik ikke lang tid, før hun stod for enden af den klippeside hvor skikkelsen var endt med at trille ned. Hun gled på knæ ved siden af, og vendte roligt kroppen mod hende selv. Synet var hende et enormt chok. Aerandir?! Pludselig bredte der sig en yderst ubehagelig fornemmelse. Hun strøg hans kind, søgte efter en puls. På trods af at der ikke var nogen kærlige følelse imellem dem, så holdte hun af hendes kære forlovede go dette ønskede hun da bestemt ikke for ham! ”Det skal nok gå,” hviskede hun stille, også selvom det virkelig ikke så godt ud, og at han tydeligvis ikke ville være i stand til at høre hende, ikke så slået ud som han engang måtte være. Med en anelse besvær fik hun møvet hans skikkelse op over hendes skulder, hun var en kvinde, så han var tung at bære, det var nu hun kunne prise sig lykkelig for hendes karrierer som smed, eftersom det havde givet hende en styrke, som ikke mange kvinder måtte bære. Uden at tøve det mindste begyndte hun at trave, den vej hun netop lige var kommet fra. Han skulle hjem og det skulle være nu!

//OUT