Solnedgang

[Deleted]

Theodore sad, på hug, i udkanten af en lille lysning, med sin spændte langbue i hånden. Hans hætte var trukket godt ned over hans hovede og hans kappe svøbte rundt om ham, så det grønne stof skjulte ham mod den stedsegrønne baggrund, som buskadset bag ham udgjorde. Over ham, var himlen gylden, på grund af solnedgangen, som han kunne skimte igennem træerne. mod vest var himlen ved at være strålende rød.
Nogle fugle fløj syngende over himlen, stære, lød det som. Theodore sukkede, han havde håbet på at der måske ville komme en ræv eller måske endda et rådyr forbi, men han vidste at det var et forfængeligt håb. Ræve var der nok af, men råddyrene var stadig ikke kommet helt tilbage endnu. Måske var ville der komme en ræv forbi når solen var ved at være væk. Han rettede lidt på sig, så han sad bedre, og lod blikket vandre rundt i lysningen, om ikke andet , så bare for at se om der var en fugl eller et eller andet.

[Deleted]

Skumring sukkede let for sig selv. Hun sad på en gren blandt træernes kroner og betragtede solnedgangen i det fjerne. Det var aftener som den Skumring virkelig nød livet. Ingen brændende smerte, ingen stirrende blikke. Bare hende, og skumringen.
Skumring sukkede igen, denne gang mere opgivende. Hvor meget hun end elskede skumringen, viste hun også at det var en kort fornøjelse. Snart ville solen forsvinde helt væk i horisonten, og mørket ville falde over landet. Hun blev nød til at have lys, bare en anelse. Skumring skubbede sig ned fra grenen, og svævede let til jorden med hjælp fra sine vinger. Et lille bål burde kunne gøre det, og hun viste der ikke var langt til den nærmeste lysning. Roligt satte hun af sted mod lysningen, mens hun samlede brænde op på vejen.
Det var en kort gåtur, men alligevel stoppede Skumring pludselig op da der ikke var mere end en enkelt busk mellem hende og lysningen. En en ordenlig kævle stak ud under busken, perfekt til at holde bålet i gang det meste af natten! Hun bukkede sig ned og tog fat, men da hun trak, gav den sig ikke en tomme. Skumring skulede en anelse til kævlen, tog bedre fat og trak mere bestemt i den. Denne gang gav den sig en anelse, men gik stadig ikke fri. Skumring lagde det andet brænde fra sig, tog fat med begge hænder og trak til, fast besluttet på at få kævlen med sig.
Udover en del sved på Skumrings pande, fik hendes arbejde også busken til at rumstere. Først som en let puslen, men gradvist mere og mere. Bestemt mere end hvad en ræv kunne præstere.

[Deleted]

Theodore så hen mod den retning hvor lyden var kommet fra. Det var noget stort, for stort til at være ræv eller rådyr. Han rejste sig hurtigt og lagde en pil på strengen. "Hvem der?" spurgte han med høj stemme. Det var højst sandsynligt ikke en fjende, for det var sjældent at nogen ville larme så meget i et land de ikke var velkommende i. han sigtede und mod lyden. "Jeg ved du er derinde, vis dig selv."
Mange år i felten, og så efterfølgende som snigmorder, havde skærpet hans sanser til det yderste. Han lod sig ikke overraske sig, særligt ofte. Selvom han ikke var i fjendeland, så var han stadig på tæerne, ikke fordi han var nervøs og paranoid, med fordi at han var trænet til det.

[Deleted]

Skumring frøs på stedet da en høj stemme råbte hende an og gav øjeblikkelig slip på kævlen. Skulle hun gøre som han sagde? Eller flygte mens hun havde en chance for at slippe væk? Var det naivt at håbe at det i virkeligheden ikke var hende han råbte an, men at der var en helt tredje person et sted?
Langsomt begyndte Skumrings krop at adlyde hende, og den svage angst hun havde følt udviklede sig til let panik. Hun trådt et skridt tilbage, klar til at stikke af, men glemte at se hvor hun satte fødderne, og trådte lige oveni det brænde hun kort forinden havde lagt fra sig. Med et overrasket gisp prøvede hun desperat at holde balancen, men forgæves. Skumring faldt så lang hun var i skovbunden med et lavmælt hvin og et smertefuldt grynt da hun ramte jorden. Hun blev dog ikke hængende dernede længe, men prøvede hurtigt at komme på benene igen.

[Deleted]

Theodores skærpede hørelse, fangede det lavmælte hvin, og det bløde bump *en kvinde* tænkte han ved sig selv og gik ind for at se nærmere på hende. Hun var ikke noget videre imponerende syn, hun var gennemsnitlig af højde, og hun var tynd og skravlet. Hendes blege hud indikerede sygdom, det kunne da også forklare hvorfor hun var så tynd.Til sidst faldt hans blik på hendes vinger. Theodore fór tilbage. En engel. Theodore vidste ikke hvorfor, men der var altid en dyb instinktiv frygt der greb ham, når han mødte, eller bare så en engel. Han havde ikke nogle dårlige minder om engle, han havde bare altid været bange for dem.

[Deleted]

Skumring så op med et ryk da hun hørte nogen nærme sig. Bevægelsen var dog en anelse for hurtig, og fik klædet der dækkede hendes ansigt, til at glide til side, og afsløre det ene af hendes blodrøde øjne der stirrede forskrækket op på manden der tårnede sig op foran hende.
Da Skumring kom sig over det første chok over mandens størrelse, trak hun hurtigt klædet på plads, så det dækkede den øverste halvdel af hendes ansigt igen, med et spinkelt håb om at han måske ikke havde lagt mærke til det. Håbede blegnede dog hurtigt da hendes blik fangede pilen på buens streng og kort efter knivens i hans bælte. Hun løftede forsigtigt den ene arm for at hverve for sig, men lå ellers musestille i frygt for hvad manden kunne finde på.

[Deleted]

Hendes blodrøde øjne gjorde ikke hans frygt mindre. Theodore kunne mærke hvordan han var ved at skrige af angst. "Hv.....hve......hvem e...er d...du?" spurgte han nervøst. *Kontroler frygten* tænkte lød mantraet inde i hans hovede, men uanset hvor meget han prøvede så kunne han ikke overvinde der frygt, der nagede ham så voldsomt. Langsomt med rystende skridt begyndte han at bevæge sig baglæns væk fra kvinden. Alle muskler skreg på han han skulle vende rundt og løbe væk, at komme væk fra denne kvinde som fremkaldte hans dybeste frygt. "Hv... Hva.... hva.... Hvad er du?" Theodore fik samlet nok mod til at stille et nyt spørgsmål, men han trak hurtigt den lange tunge seaxkniv fra hans bælte, så han kunne forsvare sig selv.

[Deleted]

Skumring så tøvende på manden. Han.. han virkede nærmest mere skæmt hende hende! "Morgain... Calira" svarede hun langsomt. Da manden trak sig yderligere tilbage, gjorde Skumring det samme. Da hun havde fået en smule mere afstand til manden, fik hun trukket sig selv på benene igen med hjælp fra et træ, men stadig med en smule besvær. Selvom hun fandt hans nervøsitet en smule beroligende, gjorde den hende ikke mindre forsigtig. Manden fik dog hurtigt frygten til at plusse op i hende på ny da han pludselig trak blankt. "J-j-jeg vil ikke have noget ballade! Jeg ber dig, gør mig ikke ondt, jeg er ikke bevæbnet!" sagde hun hurtigt mens hun tog et hurtigt skridt bagud og holdt begge arme frem foran sig, for at skærme sig, såvel som for at vise at hun ikke havde noget våben. At sige hun ikke var bevæbnet var dog en halv sandhed, for hun kunne kalde sin moders sværd til sig om nødvendigt.

[Deleted]

Theodore kunne ikke længere få sin krop til at lystre, han var lammet af frygt. "Hvad er du?" spurgte han med lidt mere mod i stemmen. Hvad hun end var kunne hun da ikke være en engel, kunne hun? engle havde da ikke røde øjne, havde de? Han var på ingen måde sikker, og var stadig utrolig bange. *Hvorfor skræmmer de mig så meget* Tænkte han febrilsk *Jeg kan ikke huske at de har gjort mig ondt i mit liv* Mens han stod stille og ledte efter svaret, et svar han aldrig ville finde, lod han langsomt sin arm falde, og dermed sænke kniven. Han opdagede det ikke. Han fokuserede bare for meget på at finde svaret på hvorfor han var så bange, og hvordan han mund slap af med den stupide frygt.

[Deleted]

Skumring mærkede sit mod vende tilbage, i takt med at manden sænkede sit våben. "Jeg er varyl" svarede hun så roligt som hendes krop tillod det. "Min mor er en engel.." tilføjede hun i håb om at det ville berolige ham en smule mere. Lidt viste hun om at det måske ville have beroliget ham mere hvis hun havde fortalt om sin far i stedet. "Hør, jeg ønsker dem intet ondt.. Hvis de bare lader mig samle mit brænde op, så skal jeg forsvinde herfra, så de aldrig behøver se mig igen" sagde hun så forsigtig, med en langsom gestus mod brændet der lå spredt der hvor hun var faldet.

[Deleted]

Frygten tog fat i Theodore, og førte hans hånd. Han vendte kniven i hånden, så han holdt om bladet. Hurtigt førte han hånden tilbage, og kastede så den tunge kniv efter Skumring. Theodore rystede lidt på hånden af nervøsitet da han kastede, så kniven fløj ikke så præcist. Kniven hvirvlede igennem luften, mod hendes ben. Theodore havde allerede vendt sig om og var løbet om bag nogle buske for at komme i dækning. Halv eller hel engel, han var stadig, møghamrende bange. Hans hjerte hamrede derud af og alting foregik nærmest i slowmotion. Og det føltes som timer da han stak i løb.

[Deleted]

Skumring havde været opmærksom, men alligevel kom det bag på hende da, da manden pludselig vendte på en tallerken, og angreb. Hun flyttede vægten over på det andet ben og trak sig tilbage, men ikke hurtigt nok. Den tunge kniv fandt sit mål, og sank dybt ned i hendes lår. Et hæst hyl af smerte forlod hendes hals, som hun greb ud efter det nærmeste træ. Hun fandt det, og støttede sig til det, mens hun i hvad der virkede som en evighed bare stirrede på kniven, mens blodet begyndte at pible frem. Det sortnede let for hendes øjne, men en tanke stod klar i hendes sind. Hun skulle have den kniv ud.
Med rystende hænder tog hun fat i skæftet. Svagt kunne hun høre manden brase igennem busken, men det virkede så fjernt. Bare at røre ved kniven fik tårerne til at trille ned af hendes kinder, og hulke af smerte. Hun slap den igen. Hun kunne ikke.
Skumring skubbede sig fra træet og stak af. Hun baskede prøvende med vingerne, men smerten var for stor til at hun kunne flyve op over trækronerne, så i stedet svævede hun akavet et par centimeter og jorderen et par sekunder af gangen, men hun flygtede igennem skoven. Diskret var det dog ikke, for hun efterlod sig et tydeligt spor af tørre grå fjer, og halvgennemsigtigt, lyserødt blod.

[Deleted]

Theodore fik ro på sig selv. Hvorfor havde han angrebet hende. Hun havde ikke givet ham nogen grund. Han var bange, ja men hun var jo ikke rigtigt en engel. Han blev ved med at sige til sig selv at hun var en varyl ikke en engel, og langsomt forsvandt frygten. Stadig usikker kikkede han frem. Hun var var væk men sporet skulle man ikke være ekspert for at læse. Han fulgte elegant, og næsten lydløst som når han var på jagt. Hans kappe flagrede let bag ham, mens han småløb efter sporet. Hurtigt fik han indhentet Skumring. "Stop" sagde han højt. Han holdte begge hænder løfter ud til siden, for at vise at han ikke vil angribe hende.

[Deleted]

Skumring så sig kort overskulderen da hun hørte manden råbe, men stoppede ikke. Hun blev drevet frem af frygt og smerte, selvom hun viste hun ikke kunne holde ud meget længere. For hvert bask hun lavede med vingerne blev det næste mere usikkert, for hver gang hendes fødder rørte jorden og tog et skridt, vaklede de mere og mere. Det blev til sidst hendes vinger der fejlede hende. I stedet for at flyve, faldt hun, så lang hun var i den bløde skovbund, mens løse fjer dalede ned omkring hende som sne.
Hele Skumrings krop skævlede af anstrengelse, og hendes brystkasse for op og ned i takt med hendes hæse åndedræt. Hele underdelen af hendes kjole var smurt ind i det mærkværdige blod, og havde farvet den en mild lyserød.

[Deleted]

Theodore løb hen til hende og lagde hånden på hendes pande. Snart ville hun få en feber vidste han. Og han vidste at hvis han ikke fik søret lukket, vil hun højst sandsynligt ikke klare det. Hurtigt tog han kappen af og skar en lang strimmel af den, i toppen hvor den var ren. han tog sin vanddunk fra rygsækken og skyldede blodet væk. Så vidt han kunne se sad kniven ikke i en puls åre. Han tog den lange tøjstrimmel og bandt den stramt fast, nogle centimeter over såret, i en årepresse. "Det her kommer til at gøre ondt" sagde han roligt, og tog fat i kniven. Med en hurtigt bevægelse fik han den trukket ud, mens han prøvede at lade være med at åbne såret mere. Theodore skar en ny tøjstrimmel som han brugte til at lægge pres på såret med, og sørge for at lukke det. "Du skal sys, hvis du vil overleve det her."