Out for a walk

[Deleted]

Dalén havde aldrig brudt sig om at være fanget i sit hjem alt for lang tid af gangen, så det hans blik havde strejfet vinduet, og han så, hvor godt vejret var udenfor, havde han grebet chancen for at få lidt frisk luft. Så måtte malerier være malerier. Han vidste godt, at de ikke ville færdiggøre sig selv, men dagen i dag skulle ikke bruges på at male. Desuden, det havde da aldrig slået nogen ihjel at modtage et portræt en dag senere end forventet.
Han havde forladt byen for at komme lidt væk fra larmen og de mange mennesker. Han brød sig bedst om stilheden trods alt. Derfor var han gået og gået, indtil han nåede engang. Så vidt han kunne se, var det ikke et øje i miles omkreds, så han dumpede ned i det grønne græs. Det ville nok ikke være grønt meget længere endnu, for selvom det var en solrig dag, kunne det tydeligt mærkes på den kølige vind, at efteråret var på vej. Og så kom vinteren, den mest triste og mørke tid på året. Bare tanken om det fik Dalén til sukke inden i sig selv.

[Deleted]

Menelwen havde travet rundt i engen i snart en time, og dermed også tilegnet sig et par røde kinder, i det ellers så lyse ansigt. Det var en af de dage der bare var smukke, på en ubeskrivelig måde. Solen skinnede svagt, men det luftede let og man kunne føle at årsskiftet var på vej.
Menelwen kunne ikke blive hjemme, og havde senere tænkt sig at tage en lille tur ind til byen. Hendes far havde været betænksom, for hun havde ikke sin tjenestepige med som også fungere som en form anstandsdame. Især fordi han vidste at Menelwen var en følsom ung kvinde, og måske, en smule naiv.
Men til sidst havde hun fået lov.

På engen stod der et par små, æbletræer som hun gik rundt imellem. Bladene havde taget de smukkeste farver; Gul, orange, røde og brune. Menelwen havde samlet en lille vifte af de fineste hun havde fundet. De ville pynte flot på hendes værelse, når vinteren på et tidspunkt ville træde ind.
Med et let suk, satte Menelwen sig ned, op af et af træerne og så smilende rundt. Det var godt at hun hvade taget en lyseblå kappe på, over den hvide kjole hun var iført, for det var lidt koldere end hun lige havde troet.

[Deleted]

Dalén sad i sine egne tanker i det langsomt visnende græs med ryggen lænet op af en af de større sten, der lå spredt ud over engen. Det var vist heldigt, at jorden ikke blev brugt til landbrug, for det ville være det rene helvede at skulle pløje igennem alle de sten hvert forår og efterår, når afgrøderne var væk. Ikke at Dalén havde forstand på landbrug, men en ting vidste han dog, og det var, at han ikke skulle nyde noget af at rende rundt ude på en mark og flytte rundt på tunge sten.

Det gippede lidt i ham, da pludselig fornemmede tilstedeværelsen af et andet levende væsen. Takket være sine evner som varulv hørte han pigen, før han fik øje på hende; da han vendte sig rundt og kastede et blik op over stenen, han sad bag, så han en pige, der gik rundt mellem de små æbletræer. I sin hånd havde hun en hel vifte af farvestrålende blade, som han kun kunne gætte på, hun havde hevet af træerne.
Hans blågrønne blik fulgte hende, indtil hun satte sig ned, og han igen krøb i skjul bag stenen – hvilket ville sige, at han i hvert fald ikke var i hendes synsfelt længere. Han overvejede, om han mon skulle hilse, men han droppede det. Det var jo ikke fordi man var tvunget til at hilse på hinanden, bare fordi man var to personer, der mødte hinanden midt ude på en eng, vel? Desuden havde hun sikkert ikke engang fået øje på ham endnu.

Han sukkede og gav sig til at fumle med den taske, han havde slæbt med. I den lå papir og en kulstift. Han gav sig til at skitsere sine omgivelser, de mange gyldne blade, himlen, æbletræerne og pigen, der sad lænet op af et af dem.

[Deleted]

Menelwen sad lidt og iagttog sine omgivelser. Vinden tog nu og da i hendes lange mørke hår, som selvfølgelig ikke var opsat. Det var det aldrig.
Med et lille suk så hun lidt ned på bladene i sin hånde. De var alle i forskellige farver, farver der ville være svære at efterligne med noget maling.
Tænksomt tog hun et af bladene og holdte det op foran sig. Det var orange med røde og grønne pletter på. Vinden rev let i det, og for sjov gav hun forsigtigt slip og lod det danse og hvirvle nogle par meter frem hvor efter hun med et let håndbevægelse kaldte det tilbage. Men en måge fløj over engen, netop i det øjeblik. Med et lille udbrud, så hun op og kom i samme bevægelse til at kaste bladet længere væk, istedet for at trække det tilbage.
"Uh.. Nej, altså" mumlede hun og kom hurtigt på benene. Vinden selv havde taget bladet og fik det til at hvirvle helt over til stenene i den fjerne ende.
Lettere besværet på grund af den lange, hvide kjole løb hun over engen efter bladet. Det var måske dumt, det var jo bare et blad. Men det var det flotteste i hendes samling...
Med et lille sejrsudbrud lod hun sig dumpe ned på en af stenene og fik fat i bladet. Men i det samme fik hun øje en ung mand, der sad op af en af stenene.
Og Menelwen måtte tage sig i at måbe et par sekunder.
Sjældent havde hun set en ung mand der så, så køn ud. Eller var smuk et mere passende udtryk.
En smule febrilskt fik hun rettet sig op, rusket håret på plads og tilsidst, sendt manden et mildt smil, der dog fandt op til øjnene.
"Mit.. Blad" sagde hun så tøvende og holdte kort bladet op for ligesom at forklare hvorfor hun var styrtet hen imod, det sted han sad.

[Deleted]

//OOG: Out//