Downtown in the moonlight..?

[Deleted]

Det var ved at være sent og fuldmånen stod højt på den mørke himmel. Skydækket drev forbi hist og her og skjulte til tider månen som de mange blinkende stjerner og derved gjorde det temmelig svært at se en hånd for sig. Lige nu var der fuldkommen vindstille, der var ikke så meget som en sjæl at se, føle eller fornemme omkring sig, hvilket Alexander havde det ganske fint med.
De tunge skridt af den sorte hingst førte Alexander ned mod den store sø som henlå fuldkommen roligt. De helt mørke øjne faldt på fuldmånens store og smukke spejlbillede midt i det sorte vand. Det var egentlig ikke mærkeligt at den havde fået det navn som den havde fået og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han nød virkelig den tanke omkring det. Hesten forlod roligt stien, idet at han stoppede den midt på græsset ved at rive i tøjlerne. Benet svang han roligt over kanten af hesten og med den samme tilfredse mine som før. De mørke øjne vendte han roligt mod hesten, hvor han strøg den roligt over mulen. ”Så, så min pige, så er vi her.” Hans stemme var kølig, følelsesforladt, men for hans vedkommende, så lå det hele virkelig i hans handlinger. Der var han ikke helt så følelsesforladt som så mange andre ville have fremstillet det. Hesten begyndte roligt at spise af det høje græs som endnu måtte stå denne sene efterårsaften, idet at Alexander bevægede sig ned i retningen af søen som stod endnu lige så rolig og forladt for ham, som den altid havde gjort. Ikke at det gjorde ham noget. Et svagt smil passerede roligt hans læber med en ganske tilfredsfuld mine, idet at han bevægede sig ned til søens bred. Ganske små bølger slog op af bredden og mod Alexanders støvler, selvom han nu bare blev stående. Jaqia var hjemme på slottet, det gik relativt godt mellem dem og ’deres’ lille dreng som selv var ved at vokse godt op, hvilket han selvfølgelig var glad for.
Kappen hvilede tæt omkring hans egen krop og kunne selv skjule hans skikkelse i mørket, hvis det ikke var fordi at han havde valgt at placere sig midt i månelyset. Han fandt det behageligt. Det var i sig selv, i det store og hele, en ganske fredelig aften og det var noget som han godt kunne lide.

[Deleted]

Af simple årsager var den "lille" pige gået ned til søen. Den lå trodsalt lige op af det store mansion hun boede i. Hun var trukket i en sort kjole med hvide prikker og frynser ved brystkassen, der bar små tegn på slid. Hun kiggede frem for sig, selvom der ikke var så forfærdeligt meget at se. Udover den sorte sø, hvor munden kastede sit lys ned mod. Udover kjolen havde hun trukket en hvid skjorte der var meget stiv i stoffet. Som altid havde hun bare tæer og den rare følelse af små kviste der blev trådt op i saalen og den kølige efterårsvind, blandede sig med følelsen af forfølgelse. Hun følte sig det nærmeste man kunne komme på afslappet, når man led af så mange former for sygdomme som hun gjorde. Hendes vejrtrækning var langsomt og gennemtænkt. Hendes skridende bevægelser holdte inde, da hun hørte en svag mandspersonsstemme, der mumlede noget... Hun holdte vejret et par sekunder, men da hun ikke mærkede yderligere livstegn, bevægede hun sig langsomt fremad igen. Hun følte det efterhånden nedslidte terræn bugte sig afsted under sine fødder, som hun nærmede sig søen.
Hendes blik løftede sig fra sine fødder, i det hun svagt mærkede noget. Noget mere end følelsen af at være forfulgt. Hun var sikker... Jep, hun var helt sikker. Der var nogen. Et eller andet sted i mørket stod nogen. Hun stoppede op igen. Den taktfulde vejrtrækning holdte inde. Hun trådte et skridt længere frem og nåede endelig ud fra de få træer der omsluttede søen med sit forvirrende tankespind. Hun løftede blikket og åbnede sindet for at fornemme om der var nogen i nærheden. Hun fornemmede en mand. En speciel mand... En af en race hun aldrig før havde mødt... Langsomt trådte hun et skridt længere frem, så hendes tæer nu berørte vandkanten. De små forstyrrelser bredte sig og blev til enorme ringe, der fik månens ellers så rolige lys til at bevæge sig med en tigers uro.
"Who's there?"

[Deleted]

I det store og hele, så var det sjældent at Alexander i det hele taget mødte nogen nede ved søen, men han tog i den grad også sine forholdsregler. Det var ikke helt små våben som han gik rundt med. Det store sværd hvilede tæt ved hans side. Kongeligt og royalt og noget som han bar stolt, selvom han slet ikke havde nogen royal titel selv. Han vendte de mørke øjne henover den store sø og med den samme faste mine. Dette havde altid været et sted hvor han kunne sætte sig ned i ro og bare.. tænke. Tænke tingene igennem, hvilket han var den eneste af hans søskende som gjorde. Nu havde han kun en tilbage og det var hans kære lillesøster som han ønskede at vogte og passe på så meget og så godt som det nu var ham menneskelig muligt! At der var andre ved søen denne aften eller på vej, var nu heller ikke en tanke som direkte faldt ham ind, selvom han vidste at han skulle passe på. Rovdyrene var ude i disse stunder og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at blive til dagens måltid for en af dem, det var stensikkert! Hesten spiste roligt på græsset bag ham, selvom der var noget som hurtigt fangede dens opmærksomhed – og derved også Alexanders. Den begyndte at vrinske og ryste på hovedet, som den gjorde ham klar og tydeligt opmærksom på at der måtte være nogen.. eller noget i hans nærhed.
Alexander kneb øjnene fast sammen, idet at han førte hånden til sværdets skaft, som han roligt lukkede de fem fingre omkring. Måske at det ikke ville hamle meget op med en kastekniv eller noget lignende, men det havde ikke slået fejl endnu, så det var jo altid en meget god ting. Han kneb øjnene fast sammen. Stemmen var noget som han hurtigt fangede sig af, hvor han vendte blikket direkte mod den. Spiden i ham kunne opfange lyden af et bankende hjerte. Han var jo trods alt en type indenfor vampyr, så det spillede også godt ind for hans vedkommende. ”Who’s asking..?” svarede han igen med den samme stilfærdige mine. Han tog det nu ganske køligt, slog koldt vand i blodet og ventede næsten som.. i spænding? Hans blik faldt til en kvindes skikkelse langs bredden. Selvom det dog ikke var noget som fik ham til at sænke paraderne endnu. Han vidste godt at skindet kunne bedrage og selv en kvinde kunne være livsfarlig. Specielt her i Dvasias!

[Deleted]

En svag rysten bevægede sig op af rygraden og op til hovedet, der virrede uroligt. Hun spærrede øjnene op og trådte et skridt tilbage, da hun fik et spørgsmål til svar. Hvad svarede man så?
Hvem var hun?
Hendes blik hvilede kort på hesten der stampede uroligt frem og tilbage i jorden. Hun stirrede uroligt på ham og drejede langsomt hovedet. En svag knæklyd gav lyd inde fra de træer der lå bag hende, som et rovdyr der bevægede sig med lynets hast. Hun drejede ansigtet mod manden igen. Så lod hun sine læber skilles. Underlæben dirrede nervøst. ”Who I am?” spurgte hun og hendes øjenlåg sitrede spastisk. Hun nåede lige akkurat at presse sin ene fod ned i vandet, da hun kastede sig skrigende baglæns. Hun havde set sit eget spejlbillede. En pige, hvor blodet var smurt rundt om munden og langt op af kinderne. Øjnene var farvet kulsorte, men bag skinnede den klareste blågrå farve. Øjnene blev fyldt med tårer og hun bed sig hårdt i underlæben, for ikke at hulke.
”Who are you?” Med et ekstra pres på det sidste ord, trådte hun et skridt tættere på og brød fornemheden – den havde hun aldrig fundet specielt behagelig. Det var det samme som hvis folk sagde ”Hej, jeg hedder blahblah, men du kan kalde mig blah…” Hun trådte endnu et skridt tættere på og sænkede det psykiske skjold, så hun ikke længere følte sig så anspændt. Alt hun fornemmede var hestens nervøsitet og den royalitet der lå over herren. Hun følte sig mærkeligt… behageligt tilpas. Hvorfor?
”I’m…” Hun lod sine blågrå øjne møde hans grågrønne, som gnistrede af en sær dødhed. ”I’m Verlain.. Hun pressede sine fødder hårdt mod jorden og mærkede paranoiaen tage over. Det totale mørke omfavnede hende. Hendes øjne flakkede nervøst rundt og endte til sidst på hesten, der stirrede nervøst i hendes retning. Så lod hun blikket falde ned igen og trak vejret kontrolleret. Igen blev det kontrolleret og gennemtænkt. Hver eneste af hendes bevægelser var langsomme, kontrollerede, som om hun havde brugt flere timer på at tænke over den ynde hun førte efter sig som et slør. Hendes blik var sløret og langsomt lod hun det glide ud mod søen, der havde vist hende noget helt igennem forfærdeligt; hende selv på den grimmeste måde. Hun lod langsomt sine øjne glide op mod manden igen. ”Now tell me… Who are you?” Hende ryg vred sig uroligt og hun krøb lidt sammen, så hun så endnu mere manisk ud. Stemmen rystede langsomt, i det hun spurgte ham. Hendes skizofreni begyndte at overtage. Hun blev lettere katatonisk..

[Deleted]

Ikke at det forundrede Alexander at der var andre i nærheden, men en.. kvinde og så alene? Det var nu ikke noget som man så, så ofte igen, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke hvilede intenst på hende – næsten som han prøvede at se igennem hende, for han vidste skam godt at skindet kunne bedrage – at man ikke skulle dømme bogen på omslaget, også fordi at det var en fatal fejl som han havde gjort tidligere.
Hingsten var urolig, så stor og så prægtig at det kun var en royal som kunne sætte sig på ryggen og i sadlen og derved tage kontrol, selvom den dog omgående faldt til ro, da Alexander var endt ved dens side igen, havde grebet tøjlerne og strøget den over mulen, selvom den bestemt ikke var tilfreds af den grund. Han kneb øjnene let sammen, som hun bevægede sig hen mod søen og direkte sprang tilbage med et skrig. Var hun bange for sit eget spejlbillede? Han hævede forundret det ene bryn og med hovedet let på sned, som havde han været en hund forundret over hvad ejeren havde gang i. Han blev stående og med tøjlerne i hans næver. At hun alligevel spurgte ind til ham, selvom han næsten kunne fornemme den hulken ved hende. Ikke fordi at han sagde noget som helst til det, for det var der virkelig ikke nogen grund til set i hans øjne. Han kunne faktisk være fornuftig, samt det faktum, at han vidste at der kunne være noget med denne unge kvinde. Hendes måde at gå frem på, var faktisk noget som gjorde ham tydeligt overrasket. ”Verlain..? Det navn siger mig ikke noget..” Han trak let på skuldrene. Med andre ord, så var hun ikke en som man kunne definere som direkte ’vigtig’ for en som ham.
Hingsten stampede endnu en gang i jorden jo tættere på dem, at denne unge kvinde måtte komme, selvom Alexander nu alligevel forholdt sig rolig. Hans blik hvilede intenst på hende. Det var bestemt heller ikke fordi at denne kvinde skulle have lov til at kunne tage ham med overraskelse! Det fandt han sig bestemt heller ikke i, det var helt sikkert! Han følte dog alligevel at han burde være forsigtig, måske spille med på spillet som hun direkte valgte at præsentere for ham? ”Jeg er Alexander,” præsenterede han sig, tydeligt også med en stolthed i stemmen. Anglérax var efterhånden en meget flot og ikke mindst adelig slægt, så selvfølgelig var det noget som han kun måtte være direkte stolt over i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Nu kender jeg dit navn, men ej hvem du er… så hvem er du?” Han sendte hende et betydeligt mere dybdegående og yderst alvorligt blik. Han krævede i den grad også sine svar.