Besat.

[Deleted]

Menelwen lå og sov i hendes soveværelse. Værelset ville om dagen være badet i sollyset, fra de store, høje vinduer og den åbne dobbeltdør, ud til klipperne. Hendes værelse vendte nemlig ud til øst, og der hørte en lille balkon til.
Det havde været en varm dag, hvor de lange, hvide blondegardiner havde været trukket for, for at give noget skygge. Og derfor var dobbeltdøren, ud til den lille balkon også ladet stå åben for at lade den kølige nattebrise trænge ind.

Udover det lys der slap ind, udefra, fra månen, var Menelwens værelse henlagt i mørke. Men hvis man havde et godt nattesyn kunne man skimte konturene af møbelmentet.
En stor himmelseng stod ved den højre mur, i midten. Igen var de hvide blonde gardiner blevet brugt. Træet kunne var lavet af ask, og smukt udskåret. Ved siden af stod et lille matchende natbord, hvor en enkelt olielampe stod.
Et indbygget skab, med to låger var på den modsatte sig af væggen, og spejlet ved siden af, hang lige overfor sengen.
I væggen, hvor døren sad i, stod et lille bord som var kombineret toilet og skrivebor. På bordet lå en række genstande; En hårbørste, noget sytøj, en hårnål, en bog og en lille tinfløjte. Det var klart, at selv genstandene lå fremme, var de langt i en vis orden.
Ellers lå der intet overflødigt nogen steder. Det var ikke klinisk, men meget ryddeligt.

- Med et let suk vendte Menelwen sig om i søvne, trak dynen tættere om sig, og sov fast videre. Den kølige brise rørte hende ikke og alt omkring i huset var alt stille.

[Deleted]

Lazarus bevægede sig lydløst indenfor, han havde stået ude på balkonen og nydt udsigten i et par minutter, det gjorde han altid, når han besøgte denne dæmon. Han var som altid klædt i det sorte, tætsiddende sæt tøj, som gjorde det pærelet for ham at bevæge sig så lydløst, som en kat og på hans hoved bar han sin store, sorte hat, han gik ingen steder uden den, ja han følte sig nærmest helt nøgen uden den. Han havde været her mange gange, det var det samme hver eneste gang, men det var det, som tilfredsstillede ham - det var succesfuldt hver eneste gang. Hans blik studerede kort omgivelserne, der var sjældent noget nyt, hvem han studerede dem hver eneste gang han trådte ind, blot fordi han ikke kunne styre sin egen nysgerrighed, det var simpelthen bare noget, han måtte gøre. Han bevægede sig hen til hendes seng og han placerede sin fine, langfingrede hånd på træet, som sengen var lavet af. Sorg og medfølelse viste sig kort på hans ansigt, idet han blidt strøg træet. Det var synd for træet, synd at det skulle lide på den måde, han kunne nærmest høre, hvordan det stadig kaldte på hjælp. Der var dog intet han kunne gøre, så han bevægede sig blik videre, så det faldt på den sovende dæmon. Med et koncentreret og gennemborende blik forsøgte han at trænge ind i hendes sind, begynde manipulationen af hendes drømme, som han havde gjort så mange gange før. Lazarus havde tænkt sig at det skulle være noget specielt denne gang. Dette var dæmonen, hvis forlovede han havde myrdet for mange år siden og i nat ville han afsløre det for hende, han ville gøre det igennem en drøm. Hans speciale var sindet, selvfølgelig kunne han skyde folk med en pil eller hugge dem ned med sit sværd, men det var ikke nær så underholdende som at gå ind i deres sind og rykke om på det hele, som var man hersker over alt, hvad der skete i sindet - Det gjorde det til hans speciale, hans favorit ting at gøre.

[Deleted]

Intetanende om hvad der skete omkring hende sov Menelwen bare fast. Hun lå på siden, med ansigtet vendt mod vinduet og hænderne under puden. Den dybe vejrtrækning og de let adskilte læber vidende om at hun slappede fuldstændigt af, i sin søvn.
Drømmende var farveløse og uden nogen rigtig form. Bare ligesom... Bølger af indtryk og begivenheder der blevet bearbejdet i hendes hjerne.

Men langsomt og krybende snoede noget sig ind midt i denne fredlige stemning. Snoede var faktisk et perfekt udtryk for det var langsomt og ikke noget man sådan lagde mærke til først. Noget ubetydeligt der dog voksede lidt større for hvert minut. Langsomt begyndte hun at rodde mere rundt i sengen. Vende sig fra side til side, og igen. Kaste noget af dynen af sig, for derefter at trække den tættere om kroppen. Slynge armene i en tilfældig retning, som for at værge sig mod noget ondt. En imellem kom Menelwen med nogle små klynk, som hos et lille barn. Nogle gange kunne ordene næsten lyde som om hun mumlede 'nej' eller 'stop'.

I Menelwens drøm, der nærmere kunne betegnes som et lettere marreridt, var det skygger der vidste sig. De vidste sig i hendes soveværelse. I pejsestuen hvor familien tit holdte til. I køkkenet ved tjenestefolkene. I hendes fars kontor og i Palæets have. Skyggerne viste sig alle de steder hun kendte og holdte mest af. Men alt var så konturløst, så gråt og uden egentlig detajler, det var mere hendes bevidsthed der bare bestemte at det var det pågældende sted, hun nu så i sin drøm.
Drømmen kørte i ring og i ring. Det var ubehageligt, men alligevel ikke helt som et rigtigt marreridt.

[Deleted]

Et lille smil gled over Lazarus' blege, smalle læber, da han så, hvilken effekt drømmen havde på hende. Det var helt bestemt succesfuldt allerede, hvis man spurgte ham, han elskede den slags, det var hvad der gjorde, at han blev ved. Han trådte om på den ene side af sengen og satte sig på hug foran hende, han havde endnu ikke fjernet blikket fra hende og han stirrede nu direkte på hendes ansigt. Der var ikke langt imellem deres ansigter, han indsnusede hendes duft, en fin og feminin duft, ligesom han elskede det. Han ville aldrig blive træt af at gøre dette, han havde allerede gjort det i et par hundrede år, dog med mange forskellige og han var indtil videre ikke blevet træt af det, så den tanke måtte der være noget om.

Han kneb øjnene let sammen og fik drømmen til at tage en hurtigere drejning, så det ikke blot var skygger, han indplantede i hendes drømme, men ham selv i egen høje person, krystal klar så hun ikke kunne undgå at se ham. *Se mig. Led efter mig. Find mig. Du har ledt efter mig længe. JEG er skyld i, hvad der skete for så lang tid siden,* tænkte han og overførte dem til personificeringen af ham selv i hendes drøm, så han med en hypnotiserende stemme, høj og rungende, men samtidig rolig, ville gentage det. Han ville være sikker på, at hun forstod det, forhåbentligt ville hun også vågne af det, det ville egentligt bare være en bonus - på nogle punkter - hvis hun vågnede, så ville denne form for sjov ophøre indtil det atter blev nat igen, men en anden form for sjov ville tage dens plads. Splittet var han vel et eller andet sted, han måtte vælge, da han ikke kunne få begge ting.. Eller skulle han mon lade den kære dæmon vælge for ham? Nej.. Han havde allerede bestemt sig. Han lagde hovedet på skrå, så hans hoved var mere eller mindre parallelt med hendes. "Vågn op. Det er ikke blot i din drøm, at træerne de kalder på dig, kæreste dæmon.." Sagde han med en blød og venlig stemme, hans stemme var ikke en af de dybeste, en stemme, som man ikke just ville kæde sammen med en som ham, men i stedet en ganske venlig og rolig man, hvilket han selvfølgelig også kunne være, men.. det var der ikke meget af bag hans idylliske ydre, man kan sige, at det hovedsageligt lå på ydersiden af ham, kun for træerne var han genuint venlig overfor.

[Deleted]

Desto tættere på hende han kom, desto heftigere blev den ubehaglige drøm. Skyggerne begyndte langsomt at grine til hende. Håne hende men dog alligevel være så venlige overfor hende. Det gjorde det hele så forvirrende og fik hende til at mumle mere sammenhængende ting.
"Nej, nej... Stop nu.. Jeg be'r dig. Lad være.." klynkede hun igen som var hun et lille barn. Selvom hun lå uroligt kunne hun på en måde ikke vende ansigtet bort fra ham. Det var som om det blev holdt fast af en magnet. Hendes lyse ansigt var nu forvredet i noget der kunne minde om frygt og aldeles uforståenhed.

Da han trådte frem i hendes drøm, i egen høje person, var det som om hun holdt vejret i et par sekunder... For derefter at bryde sammen igen, i en klynkende gråd. Som hun lå dér, fuldstændigt krumbet sammen i fosterstilling, og græd, så hun meget skrøbelig og lille ud.
"Nej... Jeg vil ikke.. Jeg kan ikke... Det var så ondt... Du må ikke tvinge mig..." klynkede hun så grædende og slog vildt om sig, dog stadig uden at vende ansigtet bort.
Og da han endelig talte og kaldte hende tilbage til virkeligheden var det som om hun faldt helt til ro. Rynkerne i hendes lyse pande blev glatte igen. Øjenlågene lagde sig så fint til ro igen og brystet hævede og sænkede sig atter i et langsomt tempo.
Stemmen der talte til hende var så rolig og venlig at det kun kunne være en ven der talte til hende. Selvom sætningen ikke gav nogen mening, var det noget dejligt og rart hun følte da hun trak vejret dybt, glippede lidt med øjnene og åbnede dem langsomt.
Men da forsvandt den behagelige følelse lige så brat som den var dukket op.
Med de opspillede, lyseblå øjne og pupiller der nærmest skreg af forskrækkelse stirrede hun lige ind i de øjne, det ansigt som repræsenterede alt den gru hun havde oplevet i drømmen, hun lige var vågnet fra. Men gru var bare ikke tilstrækkeligt til at beskrive hvad hun følte ved det syn. Det var alverdens rædsler der skyllede indover hende, som om der blev tømt en spand iskoldt vand over hovedet på hende.

[Deleted]

//Out.//