Et så øde sted.

[Deleted]

Menelwen smilte til kvinden og rejste sig op da hun godt kunne se at Skumring stod lidt akavet.
"Menelwen Ivy Caladhiel" svarede hun og nikkede med et varmt smil. Det var på en måde meget fint at få navnet på denne bemærkelsesværdige kvinde... Faktisk meget rart.
Da kvinde gik i stå, tog Menelwen et skridt nærmere, så kvinden i øjnene og nikkede lidt igen.
"Så kontakter De mig bare. Eller opsøger mig, i mit hjem. Det er ikke så let at overse" sagde hun så bare.
Menelwen besvarede bare hendes taknemlighed med et dybt nik, og en let nejen. Menelwen så ikke, at der gik noget af en, for at være venlig. Og det kunne nemlig tit betyde en hel del, selvom man ikke var klar over det.

[Deleted]

Hele Skumrings ansigt lyste op med en glæde der kunne have tilhørt et barn. "Tak" sagde hun, og var i sandhed overvældet af glæde. "Tak for alt" gentog hun en sidste gang, inden hun foldede vingerne ud, og satte af fra klippefremspringet.
Skumring havde nok en lang tur hjem, men selv da mørket faldt over landet, blegnede smilet ikke fra hendes læber. Der ville også gå længe inden hun kunne tænke på den dag, og kvinden Menelwen, uden at det bragte et lille smil frem på hende læber. For Skumring havde fundet noget hun troede ikke var bestemt for hende. Hun havde, tros sin æt, fundet venlighed.

//OUT

[Deleted]

//Out//