Et så øde sted.

[Deleted]

Skumring skævede kort til kvinden, blev fanget af hendes blik, og så hurtigt væk igen. Skønt Skumrings blodrøde øjne så en anelse malplacerede og store ud til hendes smalle ansigt, var der mere liv i dem, end i resten af hendes krop tilsammen.
De var levende, med et barns livsglæde og den unges eventyrlyst men holdt stadig en vished om at verden bestemt ikke altid var et rart sted.
"Jeg tror ikke der findes mange som mig, hvis nogen.. Selv min tvillingebror er ikke som jeg.. De fleste viser mig medlidenhed når de ser mig, og foragt når de lærer hvad jeg er... Det har altid været sådan, men man vender sig aldrig rigtig til det" fortalte hun stille.

[Deleted]

Menelwen sukkede let da kvinden så hende i øjnene. De var chokerende at se ind i, men alligevel så fængslende og smukke. De glødede og skinnede så man næsten skulle tro at de kørte deres helt eget liv i hendes hoved.
Hun lyttede lidt og bed sig let i læben, fordi det vel i bund og grund var rigtigt, det hun sagde. Det kunne Menelwen i hvert fald godt forestille sig.
"Men hvad med din familie? Eller venner?" spurgte hun og så uforstående på kvinden. Ikke fordi Menelwen ikke forstod kvinden, det var jo hendes omgivelser. Men havde hun ikke nogle af dem?
I et forsøg på at lette stemningen, og lægge sin egen medlidenhed over for kvinden fra sig, smilte Menelwen mildt til hende.
"Selvfølgelig gør man ikke det. Folk er så bange for det de ikke kender. Det de ikke er vant til. Men snæversynethed bærer dem heller ikke nogle vegne, så" sagde hun og prøvede at sende hende et opmuntrende smil.

[Deleted]

Skumring satte sig roligt ned ved siden af kvinden. "Jeg ser desværre hverken mine venner eller familie så tit som jeg kunne ønske" fortalte hun med et let skuldertræk. Hendes mor havde travlt i himmeriget og hendes bror.. Gud måtte vide hvor han var hende af for tiden, men hun så dem da nogenlunde regelmæssigt. Det var mere end man kunne sige om hendes venner.
"Det er desværre ikke alle der kan tænke så langt" sagde hun med et let, lidt forsigtigt grin.

Pludseligt spærrede Skumring øjnene op, og slog forfærdet hånden for munden. Hendes blik var vendt mod kvindens ben "Din kjole! Den er ødelagt!". Det tog ikke lang tid for Skumring at gætte hvornår det måtte være sket, og kunne ikke lade være med at føle det var hendes skyld. Hvis hun bare havde taget den mere med ro, så havde kvinden slet ikke behøve at kaste sig sådan afsted!

[Deleted]

Menelwen sank let og så lidt ned. Det var så trist. At hun ikke så sin familie, og venner. Spørgsmålet måtte jo bare være hvorfor?
"Det gør mig ondt, på Deres vegne" sagde Menelwen med en lille stemme.
"Men det burde de... Det er ikke retfærdigt" sagde hun og så lidt på kvinden vinger. Dem var hun vant til at flyve sin vej på, fordi andre havde et problem. Ikke hende, dem. Det var virkelig uretfærdigt.
Menelwen så bestyrtede ned på sin kjole og smilte så let.
Hun løftede lidt ud i stoffet og så på det og trak på skuldrene.
"Det går nok. Skidt med det. Den var alligevel gammel" sagde hun og smilte til kvinden. Det var der jo ikke noget at gøre ved, hun kunne bare sy en ny.

[Deleted]

Skumring rystede en anelse på hoved og smilede svagt "Det skal du ikke være. Jeg ville aldrig kunne bede dem om at sætte deres liv istå for min skyld".
Skumring vinger var, selv efter den korte flyvetyr, blevet et rod. Løse fjer sad skævt og stak ud over det hele. De så generelt ikke ud som om de var blevet pudset i umindelige tider, selvom de for kort tid siden havde set fine ud.
"Retfærdighed er en sjælden gestus.." Skumring sendte et svagt smil til kvinden "Men det sker" tilføjede hun så. Det skete en sjælden gang imellem at folk, som kvinden her, så udover deres fordomme.
Skumring så lidt fra kvindens kjole, til kvinden selv. "Er de sikker?" spurgte hun lidt forsigtigt.

[Deleted]

"Men det er da det man gør når man elsker hinanden?" sagde hun og så uforstående på hende, men stadig med et mildt smil om læberne.
Hun nikkede tænksomt og trak lidt på smilebåndet. Kvinden var meget bemærkelsesværdigt.
"Men tjener De så heller ikke himlen, sammen med alle de andre engle?" spurgte hun nysgerrigt og så hen på kvinden. Menelwen var faktisk lidt nysgerrig omkring, hvad hun dog så lavede?
Menelwen glattede lidt op på hulet og nikkede smilende.
"Helt sikker. Det kan sagtens laves" sagde hun og nikkedde igen.

[Deleted]

Skumring nikkede tænksomt "Måske.. Men jeg ser dem da tros alt, og når det sker, er det blot det mere specielt" svarede hun lidt stille. Det var endelig ikke helt så simpelt, men Skumring så ingen grund til at kaste sig ud i en lang, kedelig forklaring om himmelrigets pligter. Helt slap hun da ikke for emnet da kvindens næste spørgsmål netop drejede sig om det. "Nej, for jeg kan ikke kommer himmeriget" svarede hun roligt og så op på kvinden "Eller.. det KAN jeg godt, det er bare temmelig ubehageligt for at sige det mildt" forklarede hun videre med et lille grin og strakte sin blege arm frem "Som De måske kan se har jeg det ikke så godt med lys" tilføjede hun med et grin. "Men hvad med Dem selv? Hvad bringer dem herop på kanten af verden?" spurgte hun nysgerrigt.

[Deleted]

Menelwen nikkede og sagde "Ja, selvfølgelig, det kan jeg godt se". Men ved sig selv tænkte hun, at hun da måtte mangle støtte, og alt det.
Menelwen hævede undrende de mørke øjenbryn og så spørgende på kvinde. Ubehageligt? At komme i himmeriget?
"Undskyld... Men burde det ikke være rart og fantastisk? Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro, men burde himmeriget ikke repræsentere noget smukt?" spurgte hun og smilte så venligt til kvinden. Menelwen var bare nysgerrig.
Menelwen lo lidt til kvinden og trak på skuldrene hvorefter hun selv strakte sin arm ud. Menelwen var bleg. Ikke så bleg som kvinden, men af et så at sige 'menneske' var det blegt.
"Mig? Jeg bor her i nærheden. I et mindre palæ" svarede hun og pegede ud bag dem for at vise retningen.

[Deleted]

Et smalt grin bredte sig på Skumrings læber "Jeg tror de misforstod mig. Himmerriget er smukkeste sted man overhoved kan forestille sig! Og så... fredfyldt" fortalte hun med et let drømmende blik i øjnene. Hun havde været der, og set det da hun var barn. Skumring sænkede blikket en anelse "Men det er også utrolig lyst.." tilføjede hun lidt mere stille holdt en kort pause inden hun fortsatte "Min faders blod løber lige så tykt i mine åre som min moders ser du.. Og de betyder at jeg ikke tåler lyset særlig godt" afsluttede hun sin forklaring. Skumring virkede dog en anelse akavet da mens hun fortalte. Det var ikke at hun virkede til at skamme sig over sin afstamning eller noget, men mere at hun tydeligvis ikke var van til at fortælle om det, eller bare ikke var van til at folk lyttede.

"Et palæ?!" gentog Skumring med store øjne "Er de adelig eller sådan noget?"

[Deleted]

Menelwen lyttede bare alvorligt og nikkede. Selvfølgelig. Selvom hun var så lys og mindede så meget om en engel, var der jo en del af hende der ikke kunne tåle det stærke lys, der selvfølgelig var oppe i himmeriget.
"Det må da gøre Deres mor, meget trist" sagde hun og lagde hovedet lidt tænksomt på skrå. Det måtte være knusende at være adskilt på den måde fra sit barn. Når det ikke var fordi de ikke ville være sammen, men fordi de bare ikke kunne.
Menelwen smilte skævt og rystede på hovedet.
"Nej. Ud af en ganske indflydelsesrig familie, men ikke adelige" svarede hun og så lidt ned. Det kunne de lige så godt have været, men dte havde aldrig sagt dem noget.

[Deleted]

Skumring sænkende blikket og nikkede "Hun besøger mig så tit hun kan, men... Hendes pligter i Himmerriget er ikke ligefrem få" sagde hun lidt stille men så så op på kvinden med et lille smil "Det har nok aldrig været nemt, men man vender sig lidt til det med tiden!" tilføjede hun så mere muntert. Hun viste godt det måske ikke virkede helt optimalt, og det havde ikke været nemt i starten for nogen af dem, men med tiden var det blevet lettere.
Skumring nikkede forstående af kvindens forklaring, og kunne ikke undgå at føle sig lidt dum. Hvis kvinden havde været adelig havde hun nok ikke kun boet i et 'mindre' palæ, selvom adelige, efter hendes erfaring, ikke havde den fjerneste idé om hvad en 'mindre' bolig var.

Skumring løftede blikket mod himmelen "Det bliver snart mørkt.." kommenterede hun pludseligt med en snært af bekymring i stemmen og betragtede skyerne en smule.

[Deleted]

Menelwen tænkte lidt og måtte indrømme at hun ikke vidste så meget om hvad engles job egentlig var.. Men Menelwen var heller ikke særlig troende..
"Hvad laver Deres mor så oppe i Himmerriget?" spurgte hun nysgerrigt og smilte mildt til hende. Det kunne godt være hun spurgte lidt for meget, men kvinden måtte jo sige til hvis det var for meget.
Menelwen smilte stort tilbage til kvinden, for det var bemærkelsesværdigt at hun kunne tage det så stærkt!
Menelwen så sig omkring og nikkede stille. Det ville ikke tage hende lang tid at flyve hjem, men hvad med kvinden? Hvor boede hun overhovedet? Menelwen så det bekymret udtryk og bed sig let i læben... Hvad hvis hun ikke havde et?
"De.. De er måske ikke så meget for mørke?" spurgte hun forsigtigt og smilte varmt til kvinden.

[Deleted]

Skumring kastede endnu et hurtigt blik på himmelen. "Hun træner de yngre engle, og hjælper til i Hoved templet" fortalte hun kort, og begyndte at rejse sig op. Skumring gengældte kvindens varme smil "Det er skam ikke fordi jeg ikke nyder Deres selvskab, men ligesom jeg har arvet min faders svaghed for lys, så har jeg også arvet min moders svaghed for mørke" fortalte hun med et lille, skævt, ironisk smil. Det var nok tragisk, men Skumring kunne ikke undgå at se ironien i det, når hun sad under gode lysforhold som hun gjorde nu, og faktisk havde det helt fint. Det var underligt at skulle leve fra den ene dag til den anden efter vejret, men det var endnu en ting Skumring havde vendt sig til med tiden.

[Deleted]

Menelwen smilte overrasket. Træne engle? Hun havde aldrig hørt om sådan noget, det måtte være et job med prestige. Men da kvinden rejste sig så hun lidt forvirret ud. Havde hun spurgt for meget?
Men kvinden forklarede sig, og som svar nikkede Menelwen bare med et let smil. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om det i virkeligheden bare var fordi kvinden synes det var underligt at snakke med en fremmed der var så nysgerrig. Men hvis hun skulle afsted, måtte hun jo det. Det kunne bestemt heller ikke være let at leve med ikke kunne tåle både det ene og det andet.

[Deleted]

Da Skumring var kommet på benene, tøvede hun dog med at tage afsted. "Ehm.. Mit navn er forresten Morgain Calira, men de fleste kalder mig bare Skumring" fortalte hun først lidt akavet mens hun vred sine hænder en anelse. Hun virkede pludselig temmelig nervøs og en anelse kluntet. "Jeg tænkte på... Hvis jeg på et tidspunkt er i området igen.. Eller ser Dem et sted.. Kunne det så være... Ville De have noget imod vis jeg..." Skumring gik i stå, og rystede så på hoved "Nej, det er lige meget.. De må nyde aftenen, og så siger jeg tak for deres venlighed... De har ingen anelse om hvor meget den betyder for mig" sagde hun dybt seriøst, inden hun nejede forsigtigt farvel, og gjorde mine til at tage afsted.