Et så øde sted.

[Deleted]

Menelwen var gået et stykke væk fra hendes families palæ. Hun kunne godt lide klipperne, selvom det tit kunne være livsfarlige.
Vinden var let og lun der hvor hun gik, og hun nød det storslåede udsyn og det hele, hun havde.
Med en lille vadsæk i hånden hoppede hun let og elegant fra sten til sten. Hendes hvide kjole kunne hun sagtens have ladet blive derhjemme til fordel for en ordenlig spadserdragt, der ville have været meget mere egnet til formålet. Men hun var stået tidligt op, og havde iført det første hun fik fat i.
Da hun havde gået i et godt stykke, og solen var steget et godt stykke, satte hun sig ned på et klippefremspring for bare at sidde og nyde udsigten. Det var virkelig storslået, og det overraskede hende lige meget hver gang. Hvor var det smukt. Og så uberørt. Ikke en lyd hørtes...

[Deleted]

Ikke en lyd hørtes... med undtagelse af den fjerne lyd af vingeslag der langsomt kom nærmere. Det milde overskuede vejr og blide vindforhold skabte de perfekte rammer for Skumring til at sprede sine skrøbelige vinger og tage en flyvetur. Hendes grå skikkelse var svær at se mod skyerne, men det var tydeligt at høre fra den taktfaste basken, at det var noget markant større end en fugl der nærmede sig.
Skumring havde for en gang skyld et smil på læberne. De dage hvor hun kunne begive sig ud uden frygt og uden smerte var nok sjældne, men det gjorde dem kun det mere specielle.
Med et stille suk landede Skumring på et klippefremspring, hvor hun satte sig med benene ud over kanten. Klædet, der normalt dækkede hendes ansigt, var skubbet tilbage så Skumring kunne nyde udsigten over Manjarno. Der gik en rum tid efter hun var landet, før hun opdagede den anden skikkelse der, ligesom Skumring selv, sad på et klippefremspring et stykke under hende. Skumrings røde øjne blev spærret vidt op, men forsvandt så hurtigt da hun trak klædet ned på plads. Det stoppede hende dog ikke i fortsat at glo på kvinden. Hvordan var hun nogensinde kommet op på bjerget uden vinger?

[Deleted]

Menelwen måtte atter have sat i sine egne, forfaldne tanker da et par vingeslag, fangede hendes opmærksomhed. Det var ikke en fugl der var kommet tæt på - Det var noget meget større.
Det var underligt at vinden ikke havde reageret omkring hende og givet hende en form for varsel. Men klippernes flader dæmpede meget af lyden heroppe, bortset fra de mest markante selvfølgelig.
Hun rettede sig lidt op og så sig omkring. Det burde ikke være svært at få øje på noget så stort som det der måtte være landet...
Og så fik hun øje på en skikkelse, et stykke højere oppe end hende. Og det fik hende til at stoppe midt i en bevægelse, af ren chok.
Dér sad et væsen uden lige. Menelwen havde så tit set billeder af engle i mange afskygninger. Faktisk, havde hun en gang været så heldig at se en med sine egne øjne. Da havde hun følt sig så lille og ubetydelig, men alligevel så varm indeni.
Men dét her var noget ganske andet. Ikke tvivl om at det var sådan et væsen hun så.. Men selv hvor Menelwen sad fra kunne hun se at væsnet måtte være sygt... Så grå og trist hele auraen var omkring hende var. Men det rørte også Menelwen på en måde... Vingerne var ikke stolte og stærke som hun selv havde set.. De var, triste? Kroppen så spinkel og ansigtet indgød ikke det samme lys som ellers ville have blændet hende.
Sådan sad hun bare og stirrede på dette væsen.

[Deleted]

Først lagde Skumring ikke mærke til kvindens stirren, mest på grund af sin egen, men langsomt krøb de blå øjnes stirren indunder huden på Skumring. Hun kunne ikke undgå at blive en smule ilde til mode, og slog hurtigt blikket ned. Selvom kun ikke kunne se det, kunne hun dog stadig mærke kvindens intense blik. Af alle steder i Manjarno havde hun altid troet den stejle bjergside var et af de få hun kunne finde fred fra blikkene, om de var af had, foragt eller medlidenhed. Men ikke i dag.
Skumring vendte ansigtet væk fra kvinden, og løftede den ene vinge op, for at skærme sig for hendes blik. "Måske skulle jeg bare finde et andet sted..." mumlede hun stille for sig selv og rykkede en smule længere ud mod kanten. Men så igen. Måske var kvinden selv på vej videre? Hvis kvinden da overhoved kunne komme ned!
Skumring trak vinden en anelse tilbage, så hun lige kunne ane kvinden igen. Hvis hun var klatret derop, havde hun nok haft noget mere praktisk tøj på. "Sidder du fast her?" spurgte Skumring pludseligt og på tros af hendes svage udseende, bar hendes stemme let hele vejen til kvinden.

[Deleted]

Menelwen kunne godt se at kvinden puttede sig lidt, og Menelwen slog blikket ned - det havde bestemt ikke været pænt at stirre sådan. Men synet af en sådan skabning var hun jo ikke ligefrem vant til.
Rådvilligt sad hun lidt - Skulle hun gå sin vej, og lade kvinden alene?
Men i det samme spurgte kvinden om hun sad fast?
Menelwen hævede blikket og så op på hende igen. Hvor var hun smuk, på en så speciel måde!
"Nej. Men jeg kan da godt flytte mig, hvis De vil være alene" svarede Mennelwen med en klar stemme der let blev båret med en lun brise op til kvinden.
Så rejste hun sig op, gik ned i knæ og gav fra for jorden. I noget der lignede et overnaturligt højt, og langt spring, fløj hun op på klippeafsatsen over hende, rettede sig op og så på kvinden igen. Stedet var altid så øde og så stort at Menelwen alligevel ikke skulle flytte sig meget længere væk for at være alene igen, hvis det var.
Med en let bevægelse glattede hun den hvide, lange kjole på plads og så sig omkring.

[Deleted]

Denne gang var det Skumrings tur til at glo, og glo det gjorde hun, med vidt opspærrede øjne, og hængende kæbe. Kvinden var simpelthen hoppet hele vejen op af bjerget?! Skumring flyttede blikket ned langs klippesiden et kort øjeblik, og dernæst tilbage på kvinden. "Waoh" hviskede hun åndeløst. Pludselig gik det op for Skumring at hun i sin forbløffelse havde stirret. Hun lukkede hurtigt munden og rettede sit en smule op. De sad nok stadig et stykke fra hinanden, men kvinden var kommet op på ca. samme niv som Skumring nu. Alligevel ville det have taget et skarpt øje at have lagt mærke til Skumrings lidt specielle tandsæt.
Forbavselsen sad stadig i Skumring. Ikke blot over hvad kvinden havde gjort, men også over hvad hun havde sagt. Hun havde ikke talt nedladende til Skumring, men tiltalt hende 'De', som om de var ligemænd! "Bare bliv hvis De har lyst" fik Skumring endelig taget sig sammen til at sige, om end lidt tænksomt.
Kort efter blev det da også efterfulgt af et forsigtigt spørgsmål "Undskyld, men.. Hvordan gjorde De det der? Hvis jeg må spørger altså"

[Deleted]

Hun fik alligevel tilbudet om at blive. Selvfølgelig vidste hun godt at kvindens spørgsmål om, hun sad fast, ikke nødvendigtvis var en hentydning til at hun skulle smutte. Men man kunne ikke være sikker, og der var jo masser af plads her i klipperne.
Menelwen sendte hende et lille blidt smil, hvorefter en lille, lun brise smøg sig hen omkring kvinden.
Det var igen et tegn på at Menelwen faktisk ikke beherskede vinden når det gjaldt hendes humør. Man kunne simpelthen mærke omkring sig, hvordan hun var indstillet overfor andre personer.
Menelwen sprang let et lille stykke nærmere, dog ikke for tæt på, og satte sig, elegant ned imens hun bare så på kvinden.
Ved hendes spørgsmål kom hun til at smile lidt for sig selv. Hvordan hun gjorde det?
"Jeg er vinddæmon. Man kan sige vi er gjord af samme stof" svarede hun og gjorde en lille gestus med hånden.

[Deleted]

Da kvinden bevægede sig nærmere, flyttede Skumring en anelse på sig, så hun vendte fronten så langt mod kvinden som klippefremspringet tillod det. Mens kvinden satte sig til rette, kom Skumring til at betragte hendes kjole. Fra afstand havde det blot lignet en hvid kjole, ikke meget anderledes end den Skumring selv bar, men nu så hun at der var en verden til forskel. Kvindens kjole var smuk, i al sin enkelthed, og selvom Skumring ikke viste meget om at sy eller om stof, ville hun væde sine vinger på at den havde kostet mere end hun selv havde brugt på tøj hele sit liv tilsammen. Skumrings egen kjole var nok også hvid, men det var også det eneste de to kjoler havde til fælles.

Et lille smil brød frem på Skumrings læber da kvinden svarede. Skumring havde aldrig mødt en vinddæmon før, men pludselig gav det hele mere mening. Det var dog ikke så meget det hun smilede over, men mere den sidste del af kvindens kommentar. "Der løber nok blandet blod i mine åre, men dog intet dæmon blod" sagde hun med et lille grin.

[Deleted]

Da kvinden rørte på sig, troede Menelwen først at hun havde været for uforsigtig mod et, måske, meget følsomt væsen. Menelwen vidste godt fra sig selv, at man simpelthen havde en usynlig barriere omkring sig, som fremmede ikke skal overtræde.
Men et sekund efter smilte hun lidt lettet og satte sig helt til rette, da kvinden faktiks rørte på sig for at vende front mod hende.

Menelwen synes at kvinden bløde smil var smukt. Som ved alle væsner stråler ens ansigt lidt, på en speciel måde når man griner, og ved kvinden var det bare mere tydeligere. Uden Menelwen helt forstod hvorfor.
"Men Vinden er vor evigt nærværende ven, og det meget omskiftelige og splittede i vores natur, er noget som er svær at definerer helt, ikke sandt?" sagde hun lettere flyvsk imens hun bare betragtede kvinden, med rolige øjne.
"Men tillad mig da... De er øjensynligt en engel. Hvorfor er De her i Manjarno?" spurgte Menelwen pænt. Manjarno var ikke kendt for at være det sted, hvor englene ligefrem vrimlede...

[Deleted]

Skumring var ikke helt sikker på hvad det var kvinden mente. Vinden var da bare.. vind? Den blæste den ene eller den anden vej, bragte skyerne med sig ja, men deres natur? Skumring forstod det ikke helt, men nikkede alligevel høfligt. Vinddæmoner havde nok et lidt andet forhold til vind end andre, ligesom Skumring selv havde et temmelig unikt forhold til lys.
"Fordi folk i Manjarno er mere... ligeglade" svarede Skumring tænksomt og flyttede blikket mod landet under dem "Jeg ved ikke om De har set en rigtig engel før, eller højt om dem, men normalt er engel prægtige, lysende skabning.." Skumrings vendte blikket mod kvinden igen, og hendes smil blev til et bredere grin ".. og det kan man ikke ligefrem sige om mig!". Grinet blev dog hurtigt tvunget tilbage til et smil. Hun havde været uforsigtig. Grinet havde vist hendes tænder. Det havde der ikke været noget galt med, havde det ikke været fordi hendes hjørnetænder var en sær mellemting mellem en vampyrs og en engels. For små til at være spidse og brugbare, men bestemt for store til at være 'normale'. "Så jeg besøger tit Manjarno her, hvor folk har for travlt med at feje for egen dør, til at tage sig af at der render en som mig rundt" fortsatte hun hurtigt, og håbede at kvinden ikke ville tænke over tænderne, selv hvis hun havde set dem.

[Deleted]

Hun lyttede til kvinden, og smilte lidt skævt, til hende da hun svarede på hvorfor hun var i Manjarno... Menelwen kunne jo godt se at hun måtte være noget andet, eller mere end bare engel, men det sagde man jo ikke bare. Hun vidste jo ikke hvad der lå bag, eller om det var en hemmelighed. Og hurtigt derefter, fik hun svaret - Hun fik et hurtigt glimt at et par spidse tænder. Ligesom ved en vampyr...
Menelwen fik kuldegysninger ned af ryggen og følte at der blev tvunget is ned i hovedet på hende. Skulle hun være bange? Skulle hun flygte? Eller skulle hun lade som ingenting. I hendes ansigt kunne alle disse tanker nærmest læses. Men Menelwen lagde også mærke til at kvindens smil hurtigt forsvandt...
Da kvinden snakkede videre, nikkede hun bare umærkeligt for at vise at hun stadig lyttede. Men tankerne kværnede stadig om de tænder...
Hun måtte være en blanding så, en engel og en vampyr, velsagtens. Kunne sådan en skabning være ondt?

[Deleted]

Skumring havde et svagt håb om at hendes tænder var gået uset hen, et håb der slukkedes det øjeblik hun vendte blikket tilbage mod kvinden igen. Skumring skænkede hoved. Hun havde troet, håbet, at kvinden måske havde været anderledes. At hun måske... nej.
Skumring rejste sig langsomt op. "Nu hvor De har set hvad jeg er, ønsker De nok at de sendt mig væk fra starten... men jeg skal nok sparer Dem besværet" sagde hun med tør, hård stemme, men den var ikke vred eller hadefuld. Nærmere.. trist.
Skumring vendte rykken til kvinden og trådte ud mod kanten. Det var tider som denne hun ønskede hun kunne være en anden, hvem som helst. Hun foldede sine vinger ud, og adskillige grå, prorøse fjer dalede fra dem, ned på klippeafsatsen og udover afgrunden.

[Deleted]

Men der fik Menelwen fart på.
Kvindens ord rev hende tilbage til realiteterne, og de var jo, at kvinden ikke havde gjord hende fortræd overhovedet.
Hun var endda på vej væk, for Menelwens skyld.
"Nej. Stop. Det var ikke på den måde" råbte hun og kravlede de første to meter hen af klipperne, bare for at komme tættere på kvinden. Det resulterede i at hendes hvide kjole fik en flænge, og at den blev snavset til.
Så rejste hun sig og løb, meget hurtigt efter kvinden, og uden tøven kastede sig ud fra klippefremspringet. Men Menelwen blev båret frem istedet for at falde, og hun svævede nu lige ved siden af kvinden.
"Det var forkert at stirre. Det ved jeg skam godt. Jeg kender Dem bare ikke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente" sagde hun undskyldende, så lidt på kvinden og lod sig så dale forsigtig ned mod klippeafsatsen under dem.

[Deleted]

Skumring så sig tilbage over skulderen da kvinden bad hende stoppe, men der var Skumring allerede på vej ud over klippekanten. Hun spredte vingerne helt ud, så fjerne stod i en sky efter hende og så forbløffet til mens kvinden kastede sig ud efter hende. For Skumring lod tiden til at være gået i stå. Kvindens ord lød krystalklart i hendes øre, og kvindens ansigt tillod ingen tvivl om deres oprigtighed.
Skumring landede forsigtigt på klippefremspringet ved siden af kvinden, og betragtede hende med blide, forvirrede, blodrøde øjne. Klædet der havde dækket hendes ansigt var blæst tilbage og hang i stedet bag hendes hoved hvor det var fæstnet i hendes hår.
Skumring kiggede ned på sine fødder "Undskyld... jeg.. jeg overreagerede nok"

[Deleted]

Menelwen stod bare stille og så på hvordan kvinden dalede tilbage på klippen, som et snefnug.
Med et let smil, undrede hun sig over hvordan hun havde kunne tro at kvinden ville gøre hendes fortræd...
Kvinden så så skrøbelig og fin ud, netop som et snefnug. Så stille og elegant.
Menelwen bestemte sig, i netop det øjeblik, at hun måtte lære en sang på sin fløjte, der var lige så fin og stille som englen foran sig.
Derefter gik hun lidt nærmere kvinden og smilede blidt til hende. "Jeg vil ikke lyve om at jeg aldrig har set noget ligesom Dem. Men folk burde ikke bestemme sig for hvordan et andet væsen er, for de har bevis for det" sagde hun mildt.
"Jeg forstår Deres reaktion, hvis det er sådan du altid er blevet taget imod" sagde hun stille, og satte sig ned på en klippeblok, uden at tage blikket fra kvinden.