Lige på grænsen

[Deleted]

Solen forsøgte at skinne igennem et tykt, gråt skydække, tilsyneladende forgæves. Dagen var, og lod til at forblive, kedelig grå men forbløffende vindstille af årstiden. Tali, i form af den unge frøken Vanessa gik roligt igennem porten med rank ryg og løftet pande. Hun bar en fin blå kåbe, kantet med rævepels samt handsker af kaninskin og hendes hår var sat op i en kunstfærdig, men praktisk knold. Det var dog et tyndt skalkeskjul. Under den fine kåbe gemte sig et slidt sæt rejsetøj. Skønt det var et overfladisk skalkeskjul, viste hun det var mere end nok. Det var ikke tit Vanessa krydsede grænsen, men det var tit nok til at de mere garvede vagter genkendte hende, og lod hende igennem uden videre omsvøb.
På netop den grå efterårsdag var Vanessa på vej tilbage til Dvasia efter et kort ophold i Manjarno. Stemning havde dog været for spændt, og hendes besøg frugtløst, så nu så Vanessa blot frem til at komme hjem til et, hvis ikke varmt, så i det mindste lunt, bad, en tør seng og et solidt måltid mad.

[aaron]

Aaron stod gemt inde i skyggerne med hætten trukket godt ned over hovedet så hans ansigt blev skjult i skyggen. Hans kappe gjorde at hans omrids blev sløret og at han derved, gled i et med det omkring om, så han nærmest var usynlig uden egentlig rigtigt at være det. Han var nød til at time sin indgang ind i Dvasias for som menneske var han nok ikke det meste sandsynlige til at blive lukket ind så let, fordi det var jo dvasias, stedet hvor hans slags let kunne miste hovedet, mod de mange væsner med deres evner. Han havde sin langbue slynget over ryggen for at den ikke skulle komme i vejen, og hans dobbelte kniv skede sad som altid i hans bælte. Da kvinden gik forbi, smuttede han ind gennem porten samtidig, timede sine fodtrin med hendes, så der kun blev hørt et par fodtrin, og han slap ubemærket ind gennem porten, eller hvertfald ubemærket af vagterne. Da han var kommet ind spændte han sin bue op og lod sig vagtsomt glide ud af skyggerne. Takket være hans kappe, ville det dog mere se ud som om at han gled direkte ud af muren, som om han havde en eller anden form for magiske evner. Hætten dækkede stadig det unge ansigt, som han søgende lod blikket glide rundt omkring ham for at være sikker på at han var sluppet for faren.

[Deleted]

Vanessa anede bevægelse, en svag skygge i øjenkrogen. Først skænkede hun den ingen tanke, men da den blev hængende på hendes vej igennem portåbningen, kunne hun ikke undgå at drejede hovedet en anelse, og spotte den mørke skikkelse der roligt listede sig hende igennem. Et svagt smil brød frem på Vanessas læber. Ja hvem ville dog bemærke en skygge på væggen, når der gik en yndig ung dame forbi samtidig?
"Du der! HOLDT!" kaldte en arrig kvindestemme. Vanessa vendte sig for at se hvad der foregik, og blev mødt af synet af en stramt kvindemenneske med kaptajnsrang der pegede mod muren. Selvfølgelig skulle der være et lidt for vågent kvindemenneske. Vanessa fulgte kvindens finger og så sin skygge, i færd med at spænde sin bue.
Et hurtigt senarie udspillede sig for Vanessas øjne. Skyggen ville nå at tage en håndfuld ud, inden vagterne ville overmande ham. Et blodbad. Hun fik kvalme bare ved tanken!
"Nåh der var du Stephan! Kom kom nu, vi har ikke tid til at stå og nøle!" kaldte hun til Skyggen, og gjorde tegn til at han skulle følge med. "Bare rolig kaptajn, han er med mig" forsikrede Vanessa kaptajnen der lod til at acceptere det, dog ikke med god vilje.

[aaron]

Aaron havde været sikker på at han var kommet forbi muren uset, så da kvinden begyndte at råbe ham an kiggede han første undrende mod denne, før han skulle til at gribe en pil fra sit kogger på ryggen. Han var en utrolig dygtig Bueskytte, og ville nok kunne tage en hel del vagter ned før de kom tættere på, men så ville deres tunge rustninger også gøre det besværligt for ham at klarer dem, da hans to knive godt nok var utrolig hårde og sikkert godt kunne trænge igennem rustningen, men han ville dog ikke kunne klarer flere på engang. Han vendte derefter hurtigt blikket over mod den kvinde han havde brugt til at skjule sin bevægelse, da hun snakkede til ham. Han greb hurtigt den udstrakte hånd som det jo var og smuttede over til hende. Dette ville dog afslører at han var et godt stykke mindre end middelhøjde for en mand. Han valgte ikke at sige noget, og fulgte efter hende da hun begyndte at gå. Da de var kommet lidt længere væk fra porten vendte han blikket mod hende igen "Tak, men hvorfor hjalp du mig?" spurgte han undrende. Stemmen var utrolig ung, og var næppe blevet helt færdig med at være i overgang, da den var lidt skinger i det. Dog var det unge ansigt stadig gemt under hætten.

[Deleted]

Vanessa slanke skikkelse stod kun en anelses lavede end Skyggens, og det var selv i hendes flade vandrestøvler. Skønt Vanessa ikke så ud til at være meget ældre, hvis ældre overhoved, end Skyggen, var der en autoritet i hendes stemme, og et blik i hendes øjne, der vidnede om en langt større livserfaring end man skulle tro en så ung frøken kunne besidde.
Da de endelig var kommet udenfor hørevidde af portvagterne, og Skyggen talte, kunne hun ikke lade være med at smile. Han kunne umuligt være mere end en stor dreng! "Jeg ville hade at et ungt, lovede liv gå til spilde over noget så tåbeligt som at trænge ind i dette forjættede land" svarede hun muntert og ledte dem længere væk fra porten, mod et sted hvor hun viste hun kunne skifte, væk fra nysgerrig øjne. "Men jeg håber du kan præstere bedre end du gjorde her. En ting er at komme ind i Dvasias, en hel anden er at slippe ud igen" sagde hun så med et let nostalgisk suk. Hun huskede hvordan det havde været i hendes unge dage, inden hun havde etableret Vanessas skikkelse som fast overgangsfigur. Selv det havde været en langvarig proces, men det arbejde hun havde lagt i det dengang, havde længe betalt sig tifoldigt igen.

[aaron]

Aaron kiggede op på hende da hun svarede på hans spørgsmål, hvorefter han kiggede skamfuldt væk, han var trods alt ikke meget mere end en stor dreng, og det at blive reddet af en kvinde var ikke ligefrem noget han var stolt over "jeg behøvede ikke din hjælp, jeg kunne have klaret dem selv" mumlede han lavt og kiggede væk fra hende, men han forsatte dog med at gå ved siden af hende. "jeg kan sagtens klare det bedre, jeg er gået ind og ud af Dvasias mange gange uden at blive opdaget, problemet var bare at der ikke var nok lys til at skabe en skygge jeg kunne holde mig til, så jeg var nød til at følge din, og det gør det meget mere besværligt fordi du er mindre end mig" sagde han og skulede til hende, at hun fik det til at lyde som om at han ikke kunne klare sig selv, hvilket var det han fik ud af det hun sagde irriterede ham utrolig meget. Aaron vendte blikket mod kvinden ved hans side mens hans hånd pillede ved hans bue som han havde i hånden, han ville sagtens kunne være sluppet væk fra dem alle sammen uden hendes hjælp det var han sikker på, og derfor irriterede det ham grænseløst at hun havde hjulpet ham, men alligevel var han også taknemlig selvom han ikke var meget for at vise det til hende. Han vendte blikket tilbage mod porten mens han prøvede at finde ud af hvad der rent faktisk var gået galt da han prøvede at komme forbi, men som han stod der og kiggede kunne han ikke se det, hvilket irriterede ham endnu mere, normalt ville han sagtens kunne være kommet forbi dem alle sammen, det havde han gjort flere gange, så hvorfor var det lige at han var gået hen og blevet opdaget nu? Han vendte blikket mod kvinden ved hans side og studerede hende forsigtigt, det eneste der var til forskel fra de mange andre gange han havde gjort det, og til denne gang, var i princippet hende, var det mon hendes skyld at han var blevet opdaget, havde hun mon gjort et eller andet der havde afsløret ham for vagterne? og hvis hun havde havde hun så gjort det med vilje eller ved et uheld? alle disse tanker og en masse andre for rundt i hovedet på Aaron som han betragtede hende.

[Deleted]

Vanessa slog en mild, munter latter op, uden at lade sig mærke med hans skulen. "Måske var du blot uheldig denne gang, måske var du for skråsikker, måske kunne du have klaret dem selv, måske ikke.. Det for vi heldigvis aldrig svar på nu" sagde hun med en affærdigende bevægelse.
De var noget et godt stykke væk fra muren da Skyggen stoppede, og da han gjorde det, stoppede Vanessa selv op og så sig kort omkring, inden hun hurtigt smuttede ind bagved et træ, der blokerede udsynet til hende fra muren men ikke til ham. "Hvis jeg må give dig et lille råd..." sagde hun med et glimt i øjet og begyndte at tage den fine blå kåbe af, stadig tilsyneladende uden at tage sig af hans mistro "... så er den nemmeste måde at forblive udset, nogle gange bare at lade som om man godt må være der" fortsatte hun mens hun smed kåben og afslørede det slidte rejsetøj indenunder, der bestemt ikke lignede noget en adelig frøken ville komme i nærheden af. Vanessa foldede hurtigt kåben sammen og pakkede den ned i en skuldertaske der også havde været skjult under kåben før, inden hun rakte Skyggen hånden. "Vanessa. Hyggeligt at trænge ulovligt ind sammen med dig" præsenterede hun sig med et skævt smil.

[aaron]

Aaron skulede kun endnu mere til kvinden ved hendes ord, selvom de måske nok var rigtige, så sårede det alligevel hans stolthed at hører det. ”Eller måske var det din skyld” sagde han og kiggede på hende, det kunne ligeså godt havde været fordi hun havde kaster en støvsky op da hun gik i gennem porten, eller at hun havde lavet en lille forkert bevægelse som så havde fået hendes skygge til at forlade ham et øjeblik. Han studerede hende roligt, mens han overvejede sine chance og gennemgik hvad der var gået galt over ved porten, hvis han kunne finde sit problem, så ville han kunne undgå det næste gang og så blev han ikke nød til at skulle stå her og hører på den som måtte rede ham, belærer ham, han havde brugt det meste af sit liv på at lære lige netop de skills som der var nødvendige for ham, for at han kunne overleve, og en af dem var at han kunne gøre sig næsten usynlig ved at følge skyggers bevægelse. For som menneske havde han ikke mange chance for at kunne overleve en kamp, slet ikke med alle de mange forskellige racer der levede som alle var stærkere end mennesker. Og selvom han var menneske, og de blev anset for at være ret smarte, så levede alle andre racer næsten længere end han gjorde og ville derfor have mere erfaring. Han kom tilbage til hvor de var da hun begyndte at snakke endnu engang ”I know that. Men jeg ligner jo ikke ligefrem en der har noget at gøre i Dvasias. ” Han trak sin hætte ned og afslørede derved sit unge ansigt, og formelig også sin race, selvom der var mange race der lignede mennesker, eller mennesker lignede andre racer, så var det jo tydeligt at han var et menneske på grund af den måde han havde prøvet at komme ind i dvasias på. Han mumlede sit svar til hende da hun præsenterede sig selv ”Jeg hedder Aaron” var alt han sagde.

[Deleted]

Vanessa trak en anelse på skuldrene "Måske, måske ikke" svarede hun blot, mens hun hurtigt pillede sin knold fra hinanden, og lod de røde krøller falde nedover sine slanke skuldre. Selv lignede Vanessa heller intet mere end et menneske og skønt hun faktisk var formskifter, havde hun ikke længere levetid end Aaron. Hun havde blot fordelen at hun kunne være et gammelt sind, i en ung krop.
Vanessa trak på skuldrene "Måske ikke... Vi må vel alle bruge de talenter vi har. Jeg kunne da heller ikke snige mig i skyggerne som dig, om det så galt mit liv" kommenterede hun henkastet og kørte let hånden igennem håret, så det sidste af knoldens folder slap, og håret faldt naturligt igen.
Uden helt at forstå hvorfor, så fandt Vanessa den unge Aarons selvskab ganske forfriskende. Hun kunne på ingen måde holde hans mistro imod ham. Selv folk der var født og opvokset i Dvasias stolede ikke på nogen, bekendt som fremmede. "Men Aaron, har du så et bestemt bestemmelsessted? Det kan være vi skal samme vej, og det bestemt sikrer at rejse sammen skulle jeg mene" foreslog hun og så afventende på Aaron.