Mellem træerne

[Deleted]

Talis lunger sved hver gang hun trak vejret. Alligevel pressede hun sig selv videre, så hurtigt hendes tilsyrede ben kunne bære hende, ind i den tætteste del af skoven hun kunne finde. Der gik dog ikke længe inden hun måtte give efter. Hun stoppede op bag et træ, og prøvede desperat at lytte efter tegn af sine forfølgere over sit hvæsende åndedræt og bankende hjerte. Tali havde haft fordelen ved at være alene, og til fods, men det var en flygtig fordel. Hendes forfølgere var til hest, og selvom hun kunne slippe fra dem mellem træerne for nu, ville de fange hende før eller siden.
Tali tørrede det værste sved af panden, greb fat om den nærmeste gren og forcerede hurtigt de få meter op til træets krone. De var nok til hest, og der var nok en god håndfuld af dem, men de kunne stadig ikke gennemsøge hver eneste træ i skoven. Tali skiftede form, til Sheelas mindre, mørkere skikkelse. Hellere være på den sikre side. Hun fandt en gren hvor hun kunne sidde nogenlunde behageligt og samtidig være skjult fra nysgerrige øjne nedefra.

Tali sukkede dybt. Hun kunne igen høre sine forfølgere, og de nærmere sig hastigt. Nu var der ikke andet at gøre end at sidde muse stille, og vente på faren drev over. Imens kunne hun ikke undgå at tænke over, hvordan hun var endt i en sådan suppedas og ikke mindst om de andre havde været lige så heldig som hende.
Indbruddet på mansionen var gået som planlagt! Men noget var gået galt et sted.. De var blevet opdaget og splittet. Nu var det hver mand for sig. Tali håbede bare de andre klarede sig.

[Deleted]

Selvom mange nok burde tro at den sorte skikkelses åndedrag burde pumpe som en blæsebælg på højtryk, var varulvens vejrtrækning fuldstændig rolig, mens han bevægede sig frem igennem skoven via de krogede nøgne trækroner, der ganske vidst ikke gav det bedste skjul, men mange års erfaring på området havde lært ham at folk for det meste glemte at kigge op. Det var heller ikke fordi han ligefrem blev opdaget, da det var tydeligt at gruppen af ryttere ikke havde kurs imod ham, men at deres mål var en helt anden skikkelse, og dog havde Morgul ikke tænkt sig at skynde sig ud af skoven uden at se til tilbage, ikke før han var sikker på at alle kom sikkert ud. Rytterne var ikke de eneste der ledte efter noget, eller nogen, og hvis Morgul var heldig var deres mål en og samme person, hvilket havde drevet ham til at forfølge forfølgerne.

Modsat menneskerne på deres heste havde Morgul et optimeret nattesyn, og desuden et bedre overblik fra trakronerne, og dog tog det ham et godt stykke tid før det blev muligt for ham at udnytte sin fordle og spotte den mørklødede Sheela der havde sat sig i skjul i et andet træ. Den buge der havde siddet over hans skulder blev hurtigt taget frem, mens en pil i en trænet bevægelse blev lagt på den. Morguls sigte skiftede et par sekunder imellem de forskællige ryttere, før den bagerste faldt af hesten med en pil i struben. Hans kammerater så ikke ud til at bemærke det med det første, hvilket også sendte den nu bagerste i jorden med et dødeligt skud.

[Deleted]

Som adrenalinen forlod Seelas krop mærkede hun trætheden trænge sig på, og sammen med den, en stikkende smerte i hendes venstre ben. Hun havde ikke haft tid til at opdage det før nu, men hendes venstre bukseben havde antaget en særdeles mørk farve. Seela bed tænderne sammen og så hurtigt væk. Hun måtte være blevet ramt da de flygtede fra mansionet. Forsigtigt flyttede hun benet en smule højere op, for at mindske blødningen. Seela rystede en anelse på hoved. Det var bare ikke hendes dag! Med humøret en tak lavere lukkede hun øjnene og spidsede ørerne. De var ikke langt fra nu. Snart ville de have passeret hendes skjulested, og hun kunne få forbundet sit sår, og komme videre. Bare lidt længere.
Lyden af noget tungt der ramte jorden fik Seela til at rynke brynene. Langsomt vendte hun sig i den krybbe af grene der udgjorde hendes skjul, og kiggede forsigtigt over kanten. De var tættere på end hun havde troet. 5 meter tops! Det var som om skoven dæmpede lyden af hestenes hove... og de døde mænd der faldt. Seela rystede på hoved. Selvfølgelig var det sikrere at slå dem ihjel, men hun havde aldrig brudt sig om når Morgul dræbte, sikrest eller ej.
Lydløst fiskede hun sin boola frem fra sin taske. Tros skovens dræbende stilhed, tvivlede hun på at Mogul kunne tage dem alle ud, uden at de opdagede noget!

Forfølgerne nåde da heller ikke længere end lige forbi hendes skjul, før lederen signalere til gruppens holdt. Han holdt to fingre mod sin tinding "De er ikke langt herfra... Gennemsøg.. HVAD I?!" kommanderede han men afbrød sig selv da han vendte sig i sadlen, og så de to tomme sadler. Panikken var kortvarig, men nok. Seelas boola havde snoet sig fast om lederens hals, og var godt igang med at kvæle ham, da hans mænd fik lavet en defensiv cirkel. Seela havde nok måtte hænge sig udover en gren for at få et rent sigte på lederen, men forhåbentligt ville mændene overvurderer deres fjenders antal og stikke af.
"DER! I TRÆERNE!"[/I] råbte en af dem og pegede efter Seela der med al hast trak næsen til sig igen, og ikke et sekund for tidligt! Knap var hun kommet i væk før to pile borede sig ind i den gren hun just have hængt ud over.

[Deleted]

Morgul var på mange måder en samvittighedsløs mand, selvom man ikke skulle tro det ud fra hans rolige og varme ydre. Desværre kom det meget an på hvem man var, om man ville få lov til at møde Morguls rare side, da han skildte meget kontant imellem forskællige befolkningsgrupper. Pøblen, tyve og rakkerpak var de folk han for det meste befandt sig blandt, mens adelen, konger, riddere og vagter enten fik kniven eller en tom pung. folk der først mødte Morguls kærlige væsen kunne godt få sig et mindre chok når de dagen efter så ham skyde en flok vagter ned på klods hold, efter at have tømt en rigmandsbolig, men det var nu engang det liv han havde valgt at leve, og det var ikke rigtig noget han fortrød. Vagter havde selv valgt at leve med risikoen da de tog jobbet, og når det enten var dem eller ham, valgte han oftest sit eget liv. Som han flere gange havde fortalt andre der stillede spørgsmålstegn til hans metoder, fortalte han dem med en, en smule gammelklog stemme at man kunne ganske vidst flygte som et vildt dyr fra sine jægere, og måske endda slippe væk og komme i sikkerhed, men rigtige jægere stoppede ikke deres jagt før de fik deres bytte eller måtte lade livet undervejs, hvor Morgul valgte den sikre vej og lod dem lade livet.

Nu havde Morgul måske også lidt mere brug for at holde sig skjult end en almen tyv, da han efterhånden var godt og grundigt eftersøgt rundt omkring i de forskællige lande. Af og til var det måske ikke ligefrem hans ansigt der hang på plakaterne, men han havde nu ikke noget imod at han ikke fik alt den ære for sine bedrifter som han fortjente. Nogen gange ville han ønske at han havde det ligeså let som Tali, der bare kunne ændre sit udseende, og starte igen med et nyt navn, en tanke der igen ledte hans opmærksomhed ned på vagterne der efterhånden begyndte at opdage at de manglede nogle folk. Han var tydeligvis ikke blevet opdaget, hvilket fik den venstre arm til at række ud efter endnu et par pile der satte sig i halsen på de afledte vagter med en mesterlig præcision.