On the run

[Deleted]

Theodor løb hurtigt han var blot få hundrede meter fra skovens mærke dække. Han havde travlt efter sit, lidt underlige, besøg på kirkegården havde han besøgt slottet, en bedrift der i sig selv ikke var så nem, og havde henrettet endnu en officer, en stor fyr kaldet Shamran, problemet var at da han trak pilen ud igennem halsen på sit offer, opdagede vagterne ham. de kunne ikke se hans ansigt, slet ikke i det svage lys, men de havde set en kappeklædt skikkelse med en lang bue i hånden, knæle over liget af en officer. Vagterne havde desværre levet længe nok til at rejse alarmen, og Theodore havde ikke haft tid til at hente de to pile. Det gjorde ham ikke så meget da han kun brugte dem i udlandet, og de ikke ville kunne spores tilbage til ham. Men nu løb han som han aldrig havde løbet før flere kilometer end havde nået at tælle, kun holdt en pause nå han var sikker på at soldaterne var for langt væk til at kunne se ham, eller når han var nød til at stoppe for at pille tynde ud i deres rækker. Nu havde han kun ganske få pile tilbage og han var træt, kunne han bare nå skoven, så skulle han nok kunne gemme sig, og så ville han snildt kunne nå hen til muren, hvor han havde bestukket et par vagter til at hjælpe ham. *Lort* tænkte han da han hørte råb bag ham, og han kikkede tilbage, soldaterne havde fundet heste, og nu halede de længere og længere ind på ham. han satte sprinten ind, 200 meter, 150 meter, 100 meter. Hestene kom tættere og tættere på, og nu var han lige i skov kanten, han fortsatte et stykke ind til han ikke var i syne længere, og klatrede så hurtigt op i et træ.

[Deleted]

Velancia havde været på slottet da alarmen havde lydt. hun havde siddet på sit kontor og set på nogle rapporter som netop var kommet og det hastede med at sende svar tilbage. Hun havde netop gjort den sidste rapport færdig og sendt en spion af sted med de nye information. Hun sukkede irriteret ved lyden af alarmen der blev ved med at lyde, en spion dukkede op kort efter og indformeret hende om officerens død, hun spurgte hvordan og da han sagde pile beskrev hun pilene for ham. Han så forundret på hende og nikkede, spurgte om hun selv havde sendt lejemorder efter manden hvilket fik hende til at fnyse mens hun kom sig på benene. "Hvad tror du selv fjols!" svarede hun køligt. Manden sank en klump og skyndte sig ud, Valencia fulgte hans eksempel og låste døren til sit kontor. De to vagter der stod udenfor rettede sig straks op og fulgte hende med blikket idet hun forlod fløjen. Hun skyndte sig ned af trapperne og ned mod stalden hvor hendes hest lydigt stod. Vagterne gjorde sig klar til at tage af sted, selv svang hun blot kappen over skuldrende og satte efter dem, holdt sig på afstand og lod dem føre an. Snart var de henne ved skoven, her gik fjolserne bare ind uden at tænke sig om. Selv standsede hun stod af hesten og trak hætten over hovedet. Ville fjolset dø? Åbenbart. Soldaterne tog en rute, hun tog en anden og selvom hun skulle gå lidt længere så kom hun hurtigt dybere ind i skoven. Hun bemærkede Theodore der kravlede op i træet og smilede skævt. Skjulte sig og lydløs som en død sneg sig hen til et træ i nærheden af den han selv sad i. Hun kravlede op fra den anden side, fortsat uden at lade den mindste lyd forlade sig og få sekunder efter greb hun fat i en gren, lod sig falde og svang sig over på den anden side af træet så de nu kunne se hinanden men hver fra sin egen træ. Vagterne, så dumme som de var, var gået videre uden at bemærke ham. "Du er bare ude på at dø for hånden af mig hva.." lød hendes stemme idet hun skubbede hætten tilbage og afslørede sig. Denne gang var hun udstyret i mere end bare sit sværd, hun havde nogle kasteknive skjult indenunder tøjet og nogle tynde krystalsnorer som var nyttig hvis man skulle dræbe og binde.

[Deleted]

Han blev ikke meget overrasket over at se hende. Hvo lydløs hun end kunne bevæge sig, vil der altid komme en lyd, en puslen fra et blad der ikke var i takt med vinden, en tynd kvist der knækkede eller noget lignende, og Theodore havde været i faget i lang tid, og havde trænet med elverne. "Jeg må give dig at du er så godt som lydløs" sagde han med et let smil, han pustede stadig lidt tungt, men hans hjerte var begyndt at sætte farten ned "Jeg er ked af at jeg forstyrrede din daglige gøren, men jeg er ikke så ung som jeg var engang." sagde han "Med al respekt for din alder, så husk på at jeg kun er et menneske." Han rystede på hovedet, "Nu du alligevel er her, har du så huske at tage de to pile med, som jeg var så uheldig at glemme, det var vel også dem der overtalte dig til at følge med" han så ned på jorden var vagterne tordnede igennem som elefanter, og ledte efter ham "Lære i aldrig jeres soldater at kikke op" Spurgte han. Alt hvad han sagde, sagde han med en lav blid stemme.
Theodore havde bemærket hendes ekstra våben, men han var i tryk forvaring om at hun ikke ville bruge dem. Theodore løsnede en vanddunk fra sit bælte og tog en tår, før han rakte den til hende. "Jeg glemte forresten at sige tak for sidst" sagde han mens han tørte lidt vand ud af skægget.

[Deleted]

Hans ord fik hende til at fnyse, så godt som? Ja ja.. de var jo i en skov så den mindste forkerte bevægelse eller blot en lille berøring med et træ eller en kvist kunne afslører en, det var langt fra utænkeligt at hun havde skubbet for meget til en gren eller noget andet som havde givet en forkert lyd i skovens ellers så stille puslen. ”Ja du forstyrret jo ikke kun mig.. men du har ret.. du skulle pensioneres” svarede hun. mennesker blev hurtigere ældre end andre, og ham her var ikke ung blandt sine egne, så jo.. hvis man spurgte hende så skulle han helt klart trække sig tilbage, det vil også gøre livet lettere for dem han jagtede. Hun hævede det ene bryn ”Næ.. jeg tog dem ikke med… for jeg så dem aldrig, og selv hvis jeg havde så ville jeg da hellere efterlade dem end tage dem med” svarede hun lettere ligegyldigt. Hun lod blikket glide ned mod soldaterne imens hun placeret det ene slanke ben over det andet og så ud til at følge soldaterne med levende interesse, hans ord fik hende til at smile skævt ”Jeg står ikke for træningen af soldaterne.. så jeg kan ikke rigtigt sige hvad de bliver undervist i” svarede hun og vendte atter blikket mod Theodore. Hun rystede på hovedet da han rakte hende vandflasken og da han takkede for sidst så hun forundret på ham ”Hvad takker du dog for..?” spurgte hun.

[Deleted]

"Pensioneres er måske lige groft nok. Jeg er kun 28" sagde Theodore med det samme lette smil "Hvis nu jeres bortvagter havde været lidt mere på vagt, i stedet for at sove midt i det hele, så var jeg aldrig kommet ind på slottet, egentlig burde jeg da have skudt vagt kommandanten, så i kunne finde en der var bedre, selvom det ikke gør mit job nemmer hele tiden" han undertrygte en svag latter og så ned mod jorden. Vagterne var blevet forvirret over Valencias og Theodores pludselige forsvinden og de råbte nu rundt til hinanden, for ikke at blive væk. "Havde det nu været mine mænd dem der, så havde sådan en som jeg været blevet skud nu" sagde han hånligt "Menige" fnøs han, og fandt sit lette humør igen "Måske skal jeg have skiftet de her pile ud. Folk begynder at kende dem lidt for godt nu om stunder og på et eller andet tidspunkt kan det være at jeg bliver målet." han så op på himlen, hvor eftermiddags solen skinnede ned mellem de tætte blade og drak atter af dunken. "Vores sidste samtale, det er en fornøjelse at snakke med en der ikke altid er så høflig, selvom du måske er en anelse følelses kold, men der kan jeg jo være ligeglad."
der gik lidt tid mens Theodore tænkte "Hvorfor kom du egentlig selv efter mig" spurgte han "Jeg er ikke kendte for at smigre mig selv, men er jeg virkelig så vigtig" han rettede sig lidt på grenen så han sad bedre og pakkede så dunken væk.