The Hunt

[Deleted]

Procias havde mere end rigeligt at slås med. Jason og Elanya havde sit at se til og Aerandir selv havde sit at se til i Manjarno. Selv var han jo trods alt med til at skulle opretholde roen her. De grønne øjne hvilede på ham og med et stille smil. ”Jeg kan fortælle dig, Theodore, at denne skov har rummet de største flokke af dåvildt.. De smukkeste familier af vildsvin, de mest larmende egern sågar sjældne fugle som jeg ej har set andre steder før. Jeg er sikker på at de nok alle sammen skal komme tilbage igen når skoven igen er i sin fulde pragt,” sagde han roligt og med en ganske bestemt tone, for det var noget som han var fuldkommen sikker på i den anden ende, for det var der virkelig ikke nogen grund til at skulle lyve om! Han kunne desuden slet ikke fordrage at lyve, hvis han endelig skulle være ærlig.
At han savnede spændingen i det at skulle være i hæren og have det at lave, var noget som Aerandir på sit vis godt kunne forstå. ”Hvis jeg kunne trække mig med god samvittighed, så havde jeg gjort det samme.” Hans ord var dæmpet, for han vidste godt, at ord som det, var noget som kunne få ham i voldsomme problemer. Han så sig kort omkring, idet at han var sikker på at han hørte noget pusle i buske ikke så forfærdelig langt væk fra dem. Han spidsede ørene en anelse, selvom han hurtigt vendte blikket væk fra stedet igen, da en due hurtigt søgte til vejrs. ”Varulve er heldigvis en uddøende race.. Den har skabt mange problemer.. specielt heromkring for år tilbage,” påpegede han stilfærdigt. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg tror faktisk godt at sådan en er brugbar. Søg til Manjarno og opsøg deres hærfører der, jeg er sikker på at han kan hjælpe..” Han blinkede let til ham. Det var jo heller ikke fordi at han faktisk havde fortalt manden hvilken stilling han faktisk besad.

[Deleted]

"Det er desværre lang tid siden, selvom jeg dog har set enkelte, og der kommer da flere hvert år, jeg håber bare at rævende holder sig af lammende" sagde han sagtmodigt. "Vildsvin har jeg ikke set i mange år" Theodore så op mod træerne og så en stjerne blinke igennem løvtaget. I alt sin enkelthed var det et smukt syn "Glæd dig til den dag min ven, thi den er vidunderlig" Theodore fik et sagligt ansigts udtryk, som blev forstyrret af puslen ved buskende han tog ikke notits af det, det var ikke noget stort, og han havde opfyldt sin kvote for i aften.
Theodore tømte vandflasken og pakkede den væk mens han funderede over elverens forslag. Han havde hørt rygter om hærføren, tvetydig som de var. "Jeg har hørt om ham. Han er elver så vidt jeg ved, men det er det eneste rygterne bliver enige om, men det kan være jeg skal opsøge ham engang"

[Deleted]

Vildtet var på vej tilbage i Procias og det var noget som selv glædet Aerandir, for så kunne man snildt sige at landet var ved at komme tilbage på benene igen, så selvfølgelig var det noget som virkelig måtte glæde ham mere end det som han nogensinde kunne beskrive det. Så var landet i hvert fald ved at blive til det som han kunne huske det som, så selvfølgelig var det også noget som betød temmelig meget for ham selv i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det forundre mig ikke. De har deres specielle områder som de godt kan lide her i skoven.. sådan var det i hvert fald før i tiden,” påpegede han roligt og med et stille smil på læben. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve eller skjule det for ham når det endelig skulle komme til stykket? Det var da om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det i det store og hele.
At hans ry var blevet hørt af denne mand var noget som morede ham, hvor han selv ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. Måske at han ikke havde noget imod at skulle lave hårdt arbejde, for det havde han virkelig ikke. i hans øjne, så var det noget som betalte sig i den anden ende, så før eller siden ville han vel også være i stand til at kunne trække sig med en god samvittighed og så tage tilbage til skoven igen? Det var i hvert fald det som han håbede på! Han grinte mildt og satte hænderne roligt i siden i stedet for. ”Han er en elver ja.. En yderst dygtig bueskytte af hvad jeg har hørt.. og set,” tilføjede han roligt. Nej, det var ikke fordi at han ønskede at prale, men.. bare for at spille lidt med? Det morede ham faktisk at han ikke direkte var genkendt, også med den stilling som han havde. ”I disse tider, så kan jeg trygt stå ved at hjælpende hænder kan komme godt med.. urolighederne skal nok lægge sig på et tidspunkt.”

[Deleted]

"Jeg har hørt han skulle være en led satan af en elver at være, og aldrig lave noget" løj Theodore, for han var begyndt at få en anelse om hvem det egentlig var han snakkede med, og han ville finde ud af om han havde ret "Men som sagt er det jo bare rygter, så jeg kan jo tage fejl, og når han nu er elver så er det jo næsten et selvfølge at han er en mesterskytte".
Theodore smilede "Lad os håbe at vores verden en dag kommer til fred og at alle kan leve sammen, uanset herkomst". Det var et ønske han havde næret i lang tid, for krig førte intet godt med sig, kun død, vrede og mistillid, ting han helst ville leve foruden.

[Deleted]

Aerandir vendte blikket direkte mod Theodore med en direkte overrasket mine. En led satan som aldrig lavede noget? Hvem havde sat gang i det rygte?! Det var bestemt heller ikke rigtigt! Han blinkede med øjnene, hvor han blev stående fuldkommen tavs i adskillige sekunder før han i det hele taget valgte at åbne munden igen. ”Jaså..?” mumlede han tydeligt med en utilfreds mine i blikket. Det var bestemt ikke noget af det som han havde regnet at skulle høre fra nogen som helst, for han var en mand som virkelig knoklede sig selv i laser!
Aerandir valgte dog alligevel at trække let på skuldrene. Fred var noget som man kunne få lov til at se langt væk efter, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Han gjorde sit ved at hjælpe med at holde de mørke væsner ude af Procias, som han også gjorde sit for at holde de lyse væsner ude af mørket. Nemt var det bestemt heller ikke, men det var trods alt noget som man bare gik hen og gjorde, ofr han måtte direkte kæmpe med det! Han trak vejret dybt. ”Jeg tror det er noget som alle ønsker sig, men det er noget som ikke bare opnås.. kan jeg fortælle dig,” sagde han roligt og med en ganske stilfærdig mine. Han lod armene igen roligt søge ned langs hans egen krop og med hovedet så han endnu en gang stod højt rank og hævet. ”En dag skal det nok komme.. Den dag vildtet for alvor er tilbage i Procias er freden på vej,” konstaterede han med en bestemt mine.

[Deleted]

Theodore var ved at knække sammen af latter "Hvis jeg ikke tager meget fejl min ven, så er du den gode hærføre, og bare rolig jeg har aldrig hørt det rygte, nok snare det modsatte" lo han hjerteligt, "Jeg vil bare have dig til at indrømme det, det er det hele" han sukkede, det havde ikke været retfærdigt. Theodore havde hørt at man ikke fandt en hærføre der gjorde mere for sine soldater, end Aerandir, han havde endda hørt om historier fra front linjen, om en hærføre der kæmpede med sine mænd, en sjælden bedrift nu om dage.
Theodore fik sin latter under kontrol "Hvis vildtet først kommer med freden, så er bliver jeg aldrig en rig jæger, thi selvom jeg gerne ønskede at se både vildt og fred, så frygter jeg at det ikke bliver i min livstid" han havde stadig et let smil på læberne "Men freden vil komme, en dag vil vi alle se ens på hinanden, og ingen krig vil eksistere, men ind til dag, må vi slå os til tåls med de små glæder som livet bringer os.". Theodore var kommet i det filosofiske hjørne nu, et ting der ellers kun sjældent skete, og det var ikke altid at hans tanker gav mening. "Hvorom alting er, så er jeg bange for at vi aldrig vil kunne forlis, med hvad vi nu kalder de mørke væsner. Desværre, for jeg så gerne at alle kunne enes"

[Deleted]

Aerandir himlede let med øjnene og rystede let på hovedet med et muntert smil. Den der var virkelig ikke retfærdig! Han vendte blikket mod ham og med den mere muntre mine som før. ”Den der var virkelig ikke retfærdigt!” endte han morende og rystede så ganske let på hovedet endnu en gang. Bare for at få ham til at indrømme det? Ja, selv den manjanske hærfører havde en mere mild side af sig end det som han normalt viste når han var ude på slagmarken. Han kæmpede side om side med soldaterne, for han kunne virkelig ikke kræve noget af dem som han ikke ville være i stand til at klare eller ønske at klare selv, det var helt sikkert!
At se efter freden var noget som man kunne gøre i frygtelig lang tid. Nu havde Aerandir set hvordan det stod til udenfor og i slagmarken og så var der langt mod den fred som mange gik og drømte om, for der var desværre den majoritet som ikke var helt enig med de andre. Han lod hovedet søge let på sned. Mennesket i sig selv var ikke et væsen som man stødte på særlig meget, men af den grund, så sagde man jo stadig at de var nogen af de mest intelligente væsner som levede overhovedet! ”Jeg kan ikke garantere at det vil ske i din levetid, men jeg ved så til gengæld også at disse små glæder i livet er noget som alle burde værdsætte mere end det som man gør,” forklarede han roligt. Et sted kunne han godt følge ham i hans filosofi. Han sendte ham et stille smil. ”Tag en vandring i skoven med mig.. Man tænker bedre når man er på gang,” tilføjede han roligt og med et stille og roligt smil på læben. En venskabelig opfordring fra en elverven til en anden.

[Deleted]

Theodore nikkede "Lad os gå" sagde han kort. Han havde meget at tænke over. "Hvordan står det egentlig til ved Manjarnos grænseland" spurgte han nysgerrigt, mens de gik (jeg går da udfra vi er begyndt at gå). Det ville være rart med nogen nyheder, fra verdenen udefra, for det var ikke så tit han hørte dem, og når han endelig gjorde var de tit forældede. "Jeg har ikke hørt nyt i lang tid, og jeg er bekymret for at det måske ikke går så godt som jeg har hørt. Men det er jeg selvfølgelig prisen for at bo så isoleret som jeg gør."
Theodore ejede et hus der lagde en stenkast fra skoven af, og han fik sjældent besøgende, og dem han fik var ikke altid lige ærlige om deres hverv

[Deleted]

Aerandir nikkede og med det stille smil på læben. Han begyndte roligt at vandre ved siden af Theodore. Denne mand var også en som samtidig også kunne gøre ham selv temmelig nysgerrig. Han vendte blikket mod ham. Disse ting var måske ikke noget som han skulle diskutere med denne mand. Det var ikke fordi at han ikke stolede på ham, men han kendte ham jo heller ikke. Han trak let på skuldrene. ”Det er den mest fredelige periode som vi har haft igennem et århundrede nu,” forklarede han roligt og med en stilfærdig mine. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle lyve for ham, for det var jo sandt. Man kunne jo læse sig frem til det. Han trak vejret dybt. Det gik jo lidt begge veje, som havde det været en rutsjebane uden at man direkte kunne gøre andet ved det. Han vendte blikket mod Theodore endnu en gang og med et svagt træk på smilebåndet. ”Det er et kæmpe job kan jeg sige dig. Jeg har bare påtaget mig en smule fri nu, så jeg kunne komme lidt.. hjem..” afsluttede han med en rolig og ganske så stilfærdig mine. Der var bestemt heller ikke nogen grund til at skulle skjule sandheden. Han nød tanken om at være lidt hjemme i skoven igen. Skov var der jo heller ikke så meget af i Manjarno trods alt.

[Deleted]

Theodore sukkede "I dette århundrede ja, men jeg har dog aldrig oplevet så meget krig, ikke mellem lande mellem mennesker. Den konstante trussel gør dem nærvøse, selv i Dvasias er der problemer, ingen stoler på hinanden længere." Theodore rystede på hovedet "Der mangler freden mellem naboer, og freden mellem venner, uden den er det ligemeget om der er krig eller ej" Theodore rettede lidt på den armbeskytter der beskyttede hans underarm fra buestrængen. "Hvad godt gør fred mellem lande hvis ingen stoler på hinanden. Nej min ven der er ikke megen fred for tiden. Og mænd som os gør det ikke altid bedre, selvom vi gerne ville" han kløgede sig i skægget "Nå det er mange dystre tanker, at have på engang, og verden bliver ikke bedre af at en mand rabler løs om den" sagde han med et let smil og så på elveren "Lad mig da høre lidt om din historie, hvad laver en Prociansk elver som hærføre i den Manjarnolske hær" spurgte han nysgerrigt

[Deleted]

Aerandir lyttede til Theodore, selvom det var tydeligt at manden måtte gå lidt i selvsving, hvilket var noget som et sted måtte more ham og ganske betragteligt. Han lod ham dog tale ud, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile bare en anelse. ”Det sidste århundrede har ikke været det værste, kan jeg fortælle dig. Alle ønsker freden og alle ønsker roen, men der sker for.. ihærdige forsøg, vil jeg mene,” sagde han stilfærdigt. Det var jo ikke engang løgn. Når folk virkelig forsøgte, så gik det andre på nerverne og så blev det bare mange gange værre og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han fortsatte bare roligt vandringen igennem skoven. Lige nu var her ganske roligt og ikke mindst ganske fredeligt, hvilket var noget som selvfølgelig også var noget som han godt kunne lide. Det var rart at han kunne smide de hæmninger bare lidt og bare være den gode gamle skovelver fra Procias. Han rystede på hovedet. ”Verden bliver måske ikke bedre af at belyse de mørke pletter, men fred bliver her ikke, hvis folk ikke brændende ønsker det,” påpegede han roligt og ikke mindst med en ganske rolig og stilfærdig mine.
At han spurgte ind til hans historie var noget som forundrede ham. Han lod blikket lettere tænkende falde op mod den store himmel over dem. Ja, hvordan var det egentlig sket? Det var også noget som han havde spurgt sig selv om temmelig mange gange faktisk. ”Jeg har altid haft god kontakt til Manjarno. Jeg startede ud som bueskytte her i Procias,” begyndte han roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hans forældre havde været særlig tilfreds med. ”Jeg ved ikke om du har hørt om det som skete med Fabian? Den forhenværende hærfører?” spurgte han roligt som han igen havde vendt blikket mod Theodore. Han kunne faktisk lide denne mand. Han lød meget fornuftig.

[Deleted]

Theodore rystede på hovedet "Jeg vil lyve hvis jeg sagde jeg havde hørt navnet før" sagde i en let tone. "Igen der kommer ikke så mange nyheder forbi mig, så jeg hørte ikke om din forgænger" Theodores øjne var rettede ud mørket, og fulgte det dyreveksel de gik på. Det var smalt, nok fordi der ikke kom så mange store dyr forbi det, men nok også fordi det ikke blev brugt så tit. "Men fortæl da endelig, det lyder som en interessant historie" Theodore rettede igen blikket mod elveren. Det var altid godt at have nogle informationer om folk. Det gav følelsen af at man ikke var helt alene i verdenen, eller det syndes han ihvertfal.

[Deleted]

At Fabian direkte var ukendt for denne mand, var nu alligevel noget som forundrede Aerandir en anelse, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han sendte ham blot et let smil. ”Det er også sket tilbage før din tid går jeg ud fra..” sagde han roligt og med en mindre eftertænksom mine. Det var jo heller ikke fordi at han tilbragte sin tid omkring ’dødelige’ på denne måde, som det han gjorde i øjeblikket, selvom han faktisk fandt det ganske fascinerende. Han satte kursen direkte ned mod bækken, også fordi at det var der at han som regel tilbragte mest tid når han endelig var her. Det var det perfekte og mest oplagte sted for han at tænke, og ikke mindst se til skoven og de mange væsner som var ved at dukke op igen. Han rystede let på hovedet. ”Manjarno er den som har lidt mest under disse krige, kan jeg fortælle dig, Theodore. Det gik kraftigt ud over den daværende hærfører under et bal. Han blev fanget af de dvasianske styrker. Det kostede ham vingerne, stemmen og synet.. Men han kom hjem,” forklarede han. En mand uden stemme eller syn kunne man ikke bruge som en hærfører, hvilket var noget som sagde sig selv vel?