The Hunt

[Deleted]

Theodore Listede afsted i den klare solnedgang, der lige kunne skimtes mellem de tætte træer. Han var på sporet efter en ræv, og håbede på at kunne finde en hule med nogle legende hvalpe i, så han kunne få deres bløde skind.
Det havde været en lang dag, han havde været inde i byen efter mel og andre vare som han ikke selv kunne skaffe, og han havde gået hele vejen. Nu nød han endelig at være i sit es, og lige da han troede at det ikke kunne blive bedre hørte han en bjæffende lyd. Lyden af rævehvalpe, ikke langt derfra. Heldigvis var vinden i hans favør og han fandt langsomt og roligt sin langbue frem og satte strængen på. Derefter fiskede han en pil op af koggeret og gjorde den klar, han regnede med at kunne pille en eller to hvalpe inden de anede uråd, hvis han bare ikke larmede så meget. Han gik hen bag en busk og fik sig stillet klar, der var fire hvalpe der legede i den 5 meter fra hulens indgang, mere end rigelig afstand til at få et par stykker af dem. Han spændte buen og tog grundigt sigt, før han lod den første pil fare. Fuldtræffer

[Deleted]

Selvom det var ved at være temmelig sent, så havde Aerandir alligevel valgt at søge til Procias. Krigene havde lagt sig og der var ro nok til at han kunne søge lidt tilbage til det som han havde været i stand til at kalde for sit gamle hjem, så selvfølgelig var det noget som spillede en massiv rolle for ham. At komme forbi muren var ikke en udfordring og at komme til skoven og se den blomstre som aldrig før i de smukke efterårsfarver, var noget som kun måtte få ham til at smile.
Med vandringen til bens og med humøret højt, så ville han selvfølgelig nyde en friaften eller to inden han var tvunget tilbage til Manjarno og den manjanske hær. De smaragdgrønne øjne søgte roligt frem og tilbage som han nåede skoven. Umiddelbart så vidste han jo heller ikke hvor langt de var kommet med udsmidningen af alle dvasianere, men han vidste at de måtte være umådelig godt på vej efterhånden. Buen hvilede på hans ryg og koggeret lige ved siden af, så det hele var lige til at trække, hvis det skulle blive nødvendigt. Kutten havde han trukket op over hovedet og den var selv mørk, så han var svær at se i skovens dunkle lys – også nu hvor solen måtte være på vej ned. Lyden af bjæf var noget som kun fik ham til at smile, for lyden af skovens dyr var noget som han virkelig havde savnet i sin tid på slagmarken, for det var ikke så meget som en fugl at høre! Lyden af et ’dunk’ var det næste som rørte ham og lyden af panik i den lille ræveflok, hvilket var noget som fik ham til at stoppe op. Selvom han ikke var vampyr, så havde hans slags også en glimrende hørsel. Han kneb øjnene let sammen og vendte sig omkring. Automatisk greb han omkring sin egen bue og en pil med som han hurtigt lage på buestrengen – ganske lydløst. Han løb virkelig ikke nogen risiko.

[Deleted]

Hvalpene stak af mod hulen og som et lyn satte Theodore en ny pil op strengen og nedlagde endnu en ræv. Han gik stil frem med buen i den ene hånd mens den anden søgte op af og strøg den dybe hætte tilbage. Han trak rutineret pilene ud af dyrene og flåede dem med det samme. Han lod alt blive tilbage til dyrene, selvom han havde det store spild, men røv var stort set uspiseligt. Han gravede de små skindløse hvalpe ned i jorden nogle meter fra graven, og mumlede en lille bøn for dem på elver sprog. så rettede han sig op med et sæt. der var en lyd. den var kun ganske svag, og havde det ikke været for hans lange træning, først hos sin far, så hos elverne og til sidst i hæren, så havde han ikke hørt den. det var lyden af noget der bevægede sig, 30 meter væk, utroligt stille, men ikke stille nok til at han ikke havde opfattet den. Det var højst sandsynligt en elver, for de var stort set de eneste der kom i skoven nu til dags. han så rundt efter tegn.

[Deleted]

Aerandir var ikke nødvendigvis den som gik ind for nedslagtning af dyr, selvom han vidste at mange så på ræve som deciderede skadedyr, så var det ikke den mening som han delte med dem. Selv nød han stunder som dette, hvor han var i stand til at tage lidt hjem, igen være den elver som han havde været før han fik sin stilling i Manjarno, også selvom han til tider virkelig måtte længtes hjem igen. Selv blev han stående og med sanserne på stilk. Han havde allerede nu fundet ud af, at han ikke var alene og selvfølgelig så tog han sine forholdsregler!
Aerandir lod sine fingre roligt kærtegne styrefjerene på hans pil, mens blikket roligt kørte fra den ene til den anden side i håbet om at han kunne opfange bare lidt af hvem og hvor dette væsen måtte være. Han trak vejret dybt, selvom det var noget som han gjorde direkte lydløst. Med ryggen mod et træ, så han havde en vinkel mindre at tænke på. Ja, han var en erfaren bueskytter og selvfølgelig vidste ham hvad ham skulle og ikke. Med den mørke kappe om sig, så kunne han samtidig også være svær at se – heldigvis for hans vedkommende, for han vidste udmærket godt hvordan han skulle skjule sig i skoven. Uglerne tudet over ham – det var ved at være mørkt og de var begyndt at kigge frem, hvilket var noget som ganske kort fangede hans opmærksomhed. ”Lasto beth nîn. Tolo dan na ngalad,” endte han med en næsten helt lydløs stemme, idet at han endnu en gang vendte blikket frem for sig. Buen spændte han mere, blot for at stå klar i tilfælde af at den som han måtte være i nærheden af, skulle vise sig at være fjendtlig.

[Deleted]

Theodore trak en pil og lagde den på strengen og sagde så med høj klar stemme, på elversprog "Hvem end du er, så bringer jeg fred" han var stadig nervøs, for det kunne jo være et andet væsen, en vampyr eller sådan noget, og han var ikke ligefrem udrustet til en kamp med noget farligt. Theodore så rundt ledte efter tegn, og der så han det en mørk skikkelse, måske i en kappe eller ligende. "Jeg kan godt se dig" sagde han stadig på Elversprog, og præsenterede sig selv "Mit navn er Theodore Morean" han tog stadig ikke sigte, for han vidste at han vil kun spænde buen og sigte hurtigere end han kunne blinke, igen takket være træning "Giv dig selv til kende sagde han nu på Menneskesprog" *Ved skaberen. Jeg håber ikke at det er noget jeg ikke kan klare* tænkte han uden at fortage en mine. Han vidste at hvis han fremstod så kold og neutralt som muligt, ville de fleste angribere miste lysten til kamp.

[Deleted]

Aerandir tog virkelig ikke chancen hvis dette skulle vise sig at være nogen som helst form for trussel. Han var nødsaget til at tage sine forholdsregler, også med den status og med den stilling som han havde, så havde han virkelig ikke noget andet valg. At vedkommende valgte at benytte sig af elvernes sprog, var selvfølgelig noget som gjorde det lettere for ham – ikke bare at lokalisere manden, hvilket var noget som han gjorde frygtelig nemt! Blikket vendte han direkte mod skikkelsen, selvom han stadig ikke sagde noget. Selv i det lyse land som Procias skulle siges at være, så kunne man aldrig vide sig helt sikkert. Buen valgte han dog alligevel at sænke som manden måtte komme en anelse tættere på. Han fremtrådte heller ikke faretruende. ”Ser man det.. Elver er De ikke, men alligevel formår De at benytte vores tungemål..” Ja, Aerandir var imponeret, også fordi at han vidste at deres sprog var uddøende, fordi at det ikke blev brugt eller lært videre til deres egen slags, hvilket var noget som han virkelig så på som en forfærdelig tragedie!
Selvom Aerandir forblev stående med buen i hånden, også som manden havde valgt at præsentere sig – også selvom navnet ikke rigtigt ringede en bjælde – endnu om ikke andet, men nu havde han heller ikke rigtigt haft noget med den procianske hær eller militæret at gøre. ”Jeg er Aerandir Carnesír,” præsenterede han sig roligt i gengæld – mest også for at indikere og gøre det tydeligt, at han heller ikke ønskede denne mand noget ondt. Han valgte roligt at fjerne pilen fra buestrengen og få den tilbage i koggeret over hans ryg. De smaragdgrønne øjne forlod på intet tidspunkt denne fremmede mand. ”Hvad bringer Dem til skoven?” Et sted så var stemmen vel en anelse krævende?

[Deleted]

"Jeg boede med elverne i tre år" sagde Theodore og fjernede selv pilen "omend jeg ikke lærte så meget andet en jeres sprog, og at bruge en bue ordenligt var det dog stadig en lykkelig, tid" han tog strængen af buen og puttede den i sit læder hylster og smed ræve skindene i sin taske. "Mit hverv er det der bringer mig til skovs." svarede han med et let smil "omend mit hverv snart døer ud hvis der ikke kommer noget ordenligt vildt tilbage til skoven" han sukkede. Engang havde hjorte og rådyr gået majestætsisk rundt i de smukke skove, men nu, nu var man heldig hvis man fandt en rævegrav. "Jeg beklager meget men jeg har aldrig hørt dit navn før" svarede han og gik længere ind i skoven for at se den fremmede and *en elver Typisk af udseende* tænkte han og vurderede ham. Omend han kendte Elvernes forkærlighed for fred, så vidste han også, at han sagtens kunne få problemer med en en enkelt en af slagsen. "Hvad bringer dig til skovs" Spurgte han selv nysgerrigt

[Deleted]

At elverne havde taget denne mand til sig, var nu heller ikke noget som han var særlig forundret over. Det var ved at være mange år siden, at han havde valgt at forlade elvernes by her i skoven til fordel for livet i Manjarno, selvom det nu heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. De smaragdgrønne øjne hvilede roligt på hans skikkelse og med den samme intense mine. At han gik rundt med ræveunge-skin var noget som et sted vækkede en mindre uro i hans indre. En ting var at de skulle fældes, men ungdyr? Det var en ting som han aldrig havde forstået sig på. ”Jeg tager vel ikke helt fejl, hvis jeg påstår at De er jæger?” spurgte han roligt. Selv var han en mand som tog det ganske roligt af sig, også fordi at der i hans øjne ikke var grund til noget andet – endnu. ” Hiro hyn hidh ab ´wanath,” endte han roligt, som han roligt lavede et kors på brystet – til ære for de afdøde ræve selvfølgelig, for han havde virkelig intet til overs for en jæger af småvildt på denne måde.
At han var ukendt, var nu heller ikke noget som gjorde Aerandir noget, for det var faktisk rart, for så betød det vel også, at han kunne være sig selv? Han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, efter kort at have set efter uglerne højt oppe over ham. Han rystede let på hovedet. ”At komme lidt hjem. Det er ved at være mange år siden jeg har sat mine ben her i skoven.. Det er næsten en skam, for man glemmer helt hvor roligt og fredeligt her kan være.” Han lod hånden roligt vandre over træstammen som han stod tættest på – det selv samme som han havde stået op af for ganske kort tid siden. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg håber ikke at det er elverne som har lært dig at jage dyreungerne her i skoven?” spurgte han med en mere skeptisk stemme.

[Deleted]

Theodore så på elveren. At han var oprørt over ungernes død havde han opdaget "Ja jeg er jæger, selvom, det ikke er den profession jeg altid ønskede mig, er det dog den jeg har lært." sagde han "Hjem kan lokke en på det mærkeligste tidspunkter" tilføjede han med et smil. Han blev lidt paf over at elveren ikke kunne se logikken i Theodores handling. "Tro mig det er bedre end den skæbne der ellers ventede dem" sagde han nu alvorligt "Der er mange ræve i denne skove, og lidt føde. For at sikre at de fleste skal overleve, er et par nød til at lade livet. Jeg valgte at det skulle være hvalpene, for hvis jeg havde skudt deres forældre havde alle hvalpene sultet ihjel. At jeg kun tager skindene skyldes to ting: Det er det eneste på dyret der kan sælges. og derud over kan de andre ræve og måre spise kødet på det tog lig" han afsluttede sin lange tale med et alvorligt blik ind i elverens øjne "Mine handlinger har en årsag. O myr bedi shar o talyr ialaesal" (du skal ikke dømme hvad du ikke forstår)

[Deleted]

Aerandir var en typisk elver. Et sted så han på sig selv som en beskytter af denne skov, også fordi at han elskede at være her, men at slå dyrebørn ihjel? Det var slet ikke noget som han kunne forstå sig på, på nogen som helst måde! Tanken gjorde ham forarget. ”En ting er at jage for fødens skyld, men for fornøjelsen, så er sagen straks en anden!” Ja, Aerandir var direkte forarget, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne siges at gøre direkte med vilje. Han havde ondt af de stakkels dyr, for de skulle kæmpe lige så meget som det de andre skulle for overlevelsen herude, desuden var det vel begrænset hvad man kunne bruge pelsen af ræveunger til? Det var den til de voksne som var mere efterspurgt. Han vendte blikket direkte mod manden. At han havde og så på det hele som havde han gjort gavn, var slet ikke noget som han kunne forstå. At han så igen valgte at gøre brug af elvisk mod ham, var måske ikke altid lige positivt, men han lod det gå for denne gang. Han håbede bare, at han ville lade det stakkels rævebo være, nu hvor han havde taget to af de små – også selvom han vidste at det ikke var mange af dem som ville vokse op uanset, men han kunne jo heller ikke lade være med at skænke det en tanke. Hånden hævede han, kun for at lægge den på Theodores skulder og med blikket intenst hvilende på ham. ”Û i vethed... nâ i onnad,” afsluttede han ganske roligt – Det er ikke afslutningen – men begyndelsen. Han lod hovedet søge let på sned. ”Ræve skal der nok komme flere af. Desuden vil jeg næsten råde dig til at skyde forældrene.. og gerne før de når denne tid, hvor unger bliver født og kommer til,” sagde han ganske stilfærdigt, selvom det alt i alt, faktisk var ord som han måtte mene. Det andet var i hans øjne direkte grotesk.

[Deleted]

"Pyl's shysia thia thol. Ai olia saji shar shor byr cas, si thyzaer shor jholi ol" (bare rolig min ven jeg tager kun overskudet, det der ikke vil skade rævende) Theodore sukkede pelsen fra voksendyr var mere efterspurgte fordi de var større, men hvalpe pels var meget blødere, og en bedre kvalitet "Og tror mig selvom jeg ikke spiser rævende, skaffer de mig stadig føde, skindene vil indbringe penge så jeg kan købe madvare" han sukkede "Det er ikke ideelt og jeg vil aldrig have gjort sådan før branden, men lige nu er det den eneste måde jeg kan tjene til føden på. Misionerne kommer sjældnere end de plejer" sagde han dystert. han rakte ned i sin taske, i et andet rum end det han havde skindene i, og fremdrog en vand dunk og to en ordenlig slurk og rakte høfligt dunken videre til Aerendir, mens han tørte vandet ud af skæget

[Deleted]

Aerandir måtte dog give manden, at han kendte til branden, for det var efterhånden ved at være et godt stykke tid siden, men hvad? Et sted så kunne det desuden heller ikke forundre ham, når han nu var jæger. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at stifte fjendskaber, for dem havde han virkelig allerede for mange af, igennem hans arbejde! Alle måtte tjene til føden, hvilket han vidste, men at dræbe dyreungerne var virkelig ikke vejen at gå for hans vedkommende. Han slog armene roligt over kors, som han vendte blikket rundt omkring. ”Verden er grotesk for disse væsner… specielt de yngste. Vildtet er kun lige ved at komme tilbage efter den forfærdelige brand. Den kostede os selv mange elvere.” Han lukkede øjnene og sank hovedet som en tydelig sidste respekt for dem. Det var jo hans landsmænd, for han var procianer selv af hjerte, sind og med sjæl, om det jo så var noget som man ville være af i det store og hele, så var det bare ikke noget som han ellers kunne gøre noget ved. De smaragdgrønne øjne faldt roligt tilbage på Theodore og ikke mindst med den samme rolige og ganske så stilfærdige mine. Han var jo temmelig nysgerrig på ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. ”Missionerne?” gentog han tydeligt med en større nysgerrighed. Han var efterhånden fuldkommen afslappet og selv for hans vedkommende, var det en meget rar fornemmelse faktisk.

[Deleted]

Theodore lukkede øjnene, da de døde elver blev nævnt, for han havde selv set de mange sørge optog, og selvom han ikke huskede meget af branden, så havde elvernes sorg alligevel rørt ham. han åbnede øjnene igen og så på elveren. Theodore så ikke nogen fare selvom han erkendte, at her kunne hans banemand snildt stå, og hvorfor skabe mere fjendskab i verdenen, det eksisterede jo allerede. "Det er ikke altid dyr jeg jager. I min tid som soldat blev jeg brugt som snigskytte, mit job var at uskadelig gøre nøglepersoner, som officerer og så videre. Det var ikke altid det nemmeste job, men jeg nød det, for det var tit et retfærdigt job, selvom det at slå ihjel ikke er noget jeg nyder. Men efter jeg trådte ud af hæren holdt jeg op med at få officielle misioner, og nu om dage er det bare små handelsmænd der vil rydde konkurrenter af vejen. Dem er der mange af, men jeg nægter at tager sådanne opgaver."
Theodore sukkede. Selvom han var god til det vil han ikke slå ihjel uden grund.

[Deleted]

At denne mand havde den betydning for Procias, var noget som et sted måtte komme bag på Aerandir, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Selvfølgelig så var det jo egentlig bare at prøve sig frem med det hele. Han var selv startet som en simpelt bueskytte, hvor hans kontakter til den manjanske hær var noget som havde skænket ham en langt højere titel. Han stod jo faktisk som hærfører selv. At sorgen over tabet af elvere var noget som også vedkom denne mand, var noget som gjorde det nemmere for ham, for ikke at glemme, at det var noget som han selv måtte se respektfuldt til. ”Snigskytte indenfor hæren? Imponerende.. Dem kunne vi godt bruge flere af i Manjarno.. Krigene truer os stadig derude,” sagde han dæmpet. Et sted så var det vel egentlig bare at tænke lidt højt? Selvom det i bund og grund ikke var noget som han direkte kunne sige sig at gøre med vilje, for det gjorde han virkelig ikke. Han vendte blikket stille ned mod jorden. De stod blandt adskillige tegn efter dyr og han var nu også sikker på at det var noget som denne mand havde set. ”Hvis du er i stand til at ramme legende ræveunger på afstand, Theodore.. Så burde normalt vildtjagt ikke være det største problem?” spurgte han roligt. Han lod hovedet søge let på sned. Et sted var det jo med nysgerrighed. Han forgudede dyrene og skoven i sig selv. Det var noget som han i princippet slet ikke kunne undvære, men bæredygtigheden var jo trods alt noget som de alle måtte tænke på – desværre.

[Deleted]

Theodore lo "Normal vildtjagt er lidt svært i Procias. Der er ikke noget vildt ud over ræv og mår jeg tør skyde i fare for at ødelægge bestanden, og kaninerne er for sky." Theodore blev alvorlig der var et væsen mere på hans liste men det var så sjældent i Procias, at han kun havde nedlagt nogle få som soldat. "Der er jo også varulve, men dem har jeg ikke set inde for landets grænser. Og de er heller ikke sådan lige til at nedlægge" sagde han efter tænksomt.
"Det er snart et år siden jeg trådte ud, og selvom jeg er glad for beslutningen, så mangler jeg spændingen, så hvis i nogensinde mangler en god bueskydte, og stifinder, så bare send bud" Theodore smilede venligt, det skadede vel ikke at sprede rygtet om hans hverv uden for landets grænser, til andre hære og regiringer, især fordi at Procias lagde så isoleret nu og næsten uden trusler uden fra.