Post by Deleted on Oct 4, 2011 18:27:32 GMT 1
Her er en lille historisk roman jeg har startet på men ikke kan komme videre, vil gerne gøre lidt om hvad i syndes om den
Kapitel 1
Jagten.
Eik listede sig roligt igennem den mørke skov. På ryggen i en skin pose havde han sin langbue og sine pile, og i sin senede venstre hånd havde han et langt spyd. Det var ikke en normal jagt han var på. Den Lokale høvding havde hyret ham til at jage en forbryder ned. Forbryderen havde stjålet en stor pung med sølv mønter, fra høvdingen selv, og var blevet opdaget da han klatrede over volden for at flygte fra fæstningen. Men tyven havde været snu og havde haft let ved at forsvinde i de store fyrskove der omgave borgen. Men det var vinter, ganske vist ikke ret meget længere men dog stadig vinter, og sneen lagde stadig i et tykt lag op den frost hårde jord, og dog havde høvdingens hirdmænd været ude af stand til at fange tyven. Efter et par dage havde de sendt bud efter Eik, der var jæger i nabo landsbyen, og kendt for sine evner til at opspore sit bytte.
Eik sukkede, det var en god betaling for et nemt job, men han nød ikke at spore mennesker, han var jæger for at kunne skaffe kød og skin til sin landsby, ikke for at opspore en heldig tyv, der havde været dygtig nok til at tage en lille del af en høvdings rigdomme. Det her var dumt.
Eik bøjede sig ned over tyvens spor, de var meget tydelige selv her i tusmørket.
Han tog en håndfuld sne op og mærkede hvordan den smeltede. Eik kunne altid mærke på sneen hvor lang tid der var tilbage af vinteren, og der var ikke længe igen. Sneen var tung og smeltede hurtigt, der var tø i vejret.
Eik stoppede pludselig op i sin søgen, han var tættere på end han havde regnet med, for han kunne høre tyvens åndedræt, der var tungt af anstrengelse. Eik havde bare fået besked på at fange tyven ikke at dræbe ham, bare fange ham, men hvis det kom til kamp ville han ikke have andet valg end at gøre det af med tyven, og slæbe liget med sig tilbage til høvdingen.
Eik lagde spyddet fra sig, og fandt sin bue frem og spændte den, og lagde en pil på strengen. – En pil i låret så skal han nok komme med tilbage – Tænkte han og listede sig frem med spyddet i den ene hånd og buen i den anden. Han nåede udkanten af en lysningen og så manden gå væk fra ham. Han var omkring 200 alen væk. Tyven var klædt i sort med en hætte trukket godt op over hovedet og den store pung i hånden. Tyven gispede af udmattelse mens han gik, havde nok løbet hele vejen, og kunne ikke mere. Eik lagde forsigtigt spyddet fra sig på jorden og hævede buen. Han pustede ud og trak strengen tilbage så hans pegefinger rørte ved mundvigen, tog sigte og slap pilen, der strøg gennem luften og satte sig i låret på den flygtende tyv. Tyven gik i knæ med hånden på pilen, og Eik samlede spyddet op og løb hen mod ham.
>>Bliv hvor du er.<< råbte han højt >>Din næste bevægelse vil blive din sidste.<<
Eik slyngede buen over skulderen og tog fat om spyddet med begge hænder, han var vant til at bruge det mod vildsvin, og når mændene i byen blev for fulde og løb efter hans søster.
Eik havde en jagthorn hængende i bæltet, som han nu løftede op til læberne og blæste i, som signal til høvdingens hirdmænd at de nu gerne måtte komme og hente tyven, og hold rettede derefter spyddet mod tyven igen.
Tyven var usoigneret, og med langt skæg. Han havde tydeligvis brug for pengene, men det var for sent at fortryde sin handlinger nu, og Eik havde også brug for de penge som fangsten ville indbringe, til at købe nye vare som hans ikke selv kunne fremstille.
Tyven bevægede sig ynkeligt, og Eik begyndte at spekulere over hvordan det skravl kunne stjæle så mange penge, fra et velbevogtet skatkammer. Han fik ikke mere tid til at spekulere over mysteriet for nu kom hirdmændene endelig trampende gennem skoven og ud i lysningen, med dragne sværd og brynjeklædte kroppe, deres ansigter var skjult i hjelmens jernmaske, eller brille, og fik dem til at se mere skræmmende ud end de sikkert var, her i tusmørket. Eik sukkede og stak sit spyd i jorden og spændte buen af og pakkede den ind i skind sækken igen for at beskytte den mod vind og vejr. En stor mand kom hen til ham
>>Det klarede du godt Knægt.<< Eik smilede, det var Uffe, den eneste af Hirdmændene han egentlig var venner med.
>>Tja nogen skulle jo fange fyren, når i ikke kunne.<< sagde Eik drillende og viftede det lange hår væk fra ansigtet. Uffe fnysede
>>Vi kunne sagtens have fanget ham, hvis Regnar havde ladet os bruge hundene.<<
Regnar var borgens høvding, og en nærig mand, der kun ville bruge sine jagt hunde til jagt når han selv var med, og så var det kun hjortevildt, for han var bange for både bjørn, ulv og vildsvin, for det var blevet spået at han en dag vil blive dræbt af alle tre dyr, hvis han jagtede det ene.
>>Det undre mig at han ikke selv ville med, det er jo ret mange penge det drejer sig om.<< sagde Eik, Uffe gryntede.
>>Det er koldt og han har ikke lyst til at være syg når vi tager på togt til foråret.<< Uffe lo, en kort bjæffende latter >>Jeg kæmpede i skjoldmuren i to dage med lungebetændelse og en pil i min sværdarm uden at der skete noget<< sagde han >>Men Regnar er bange som en kælling.<<
Uffe og Regnar var brødre, selv om man ikke kunne se det, Regnar havde arvet deres moders grådighed og kønne ansigt, mens Uffe var deres faders udtrykte billede, stor af bygning, og med et godt hoved, som der var omløb i. Uffe burde have været høvding, så havde der ikke været så mange problemer med fattigdom og hungersnød, for Uffe forstod sig, i modsætning til sin broder, på landbruget, og hvordan man skal investere i fremtiden, så der altid ville være nok til alle, mens Regnar bare søgte at styrke sine rigdomme, og får friller i sit kammer, og mjød i sit bæger.
Mændene begyndte at gå tilbage.
>> Uffe angående min betaling.<< sagde Eik >>Min familie kan ikke klare sig uden pengene i år, vi har allerede mistet korn til musende, og har været nød til at grave lidt ind i vores såsæd.<< Eik var ved at kamme over af bekymring. Uffe nikkede >>Jeg ved hvad du mener knægt.<< han så op på himlen >>Jeg skal nok sørge for, at du får den betaling du har fortjent.<< Eik smilede >>Mange tak min ven<< Uffe lo og så ned på sin unge ven >>Skal du ikke ved på togt i år? Der kan du tjene nok penge til at din familie kan leve fedt resten af livet<< Eik rystede på hovedet >>Du ved bedre end nogen anden at jeg ikke er en kriger.<< sagde Eik trist >>Jeg kan ikke engang bruge et sværd.<< Uffe lo. >>Nej med sværdet er du ikke meget bevendt, men med buen er du uovertruffen, og med spyddet er kun Odin bedre, vil jeg tro<< Eik smilede af de rosende ord, men rystede på hovedet >>Far klare ikke høsten uden mig, og selv med køerne er der brug for kød og skind, som vi får gennem jagt. Nej Uffe min plads er ved min familie.<< Uffe nikkede og kunne godt se fornuften i det >>Har du i det mindste fundet en pige du synes godt om?<< Spurgte han og Eik rødmede med det samme.
>>Tja, der er jo Gyrith, som er en sød pige, men hun har vist ikke den samme interesse i mig.<< sagde han med et genert smil og så væk fra den store skikkelse der gik ved siden af ham og smålo. >>Bare rolig knægt alt begyndelse er svær, men hvem ved hvad morgen dagen bringer, bare se på min kone.<<
>>Behøves jeg virkelig?<< spurgte Eik ham drillende og Uffe stirrede ned på ham i et sekund og indså så at det var en spøg. >>Jeg indrømmer at hun nok ikke er den kønneste kvinde i verdenen, men hun er sgu heller ikke den grimmeste.<< sagde han stolt, for hans kone var, en køn robust kvinde, med ben i næsen, der godt kunne styre sin bjørn af en mand. Eik lo og måtte stoppe og støtte sig til sit spyd, så han ikke knækkede sammen af latter i sneen, og Uffe stirrede vantro på ham, og begyndte så selv at le. De tog mænd blev stående der i et øjeblik og begyndte så, stadigt leende, at gå tilbage til borgen.
Det var midnat da de vendte tilbage til den store fæstning. Det var nymåne og kun et svagt blåligt skær rundt om den sorte cirkel afslørede dens position, og det var næsten ikke til at se en hånd for sig så de havde tændt fakler og gik i en enkelt kolonne hvor hver anden bare en brændende gren.
>>Uffe hvad kommer der til at ske med forbryderen?<< Uffe så op sin fakkel for at sikre sig, at den ikke var ved at brænde ud. >>Tja hvis han ikke bliver henrettet, får han i hvert fald hugget hånden af, eller mister et øje, noget i den stil, så folk kan se at han er en forbryder.<< Eik nikkede og syntes at det var rimeligt nok, når de nu snakkede om en person, der havde stjålet. >>Jeg tror de kapper hovedet af ham.<< sagde den unge mand >>Efter alt så er Regnar jo ret glad for sine penge.<< Uffe nikkede og gav ham ret >>Ja ravnene og svinene kommer til a spise godt i morgen.<< sagde han roligt. Døden skræmte ham ikke han havde set den for mange gange, til at lade frygten slutte sit klamme greb om ham, eller at lade ekstasen bruse op i ham, som borgens unge mænd gjorde når der var en offentlig henrettelse der fandt sted.
>>Hvor Tager i hen i år?<< Spurgte Eik.
>>Irland eller England.<<
>>Er der gode muligheder for penge der?<<
>>Der er de samme muligheder som alle andre steder, men de er ikke så bevogtede.<<. Mændene var nået borgen, og Uffe gik nu hen og hamrede på porten.
>>Luk os ind, i loppebefængte skøge unger, tror i ikke at jeg har andet at laver, end at stå her og fryse røven af!?<< brølede Uffe i den sædvanlige tone der blev brugt over for de unge mænd der endnu ikke havde set krigens grusomheder. Det var mænd der havde brug for at blive trampet lidt ned, for at lære disciplinen, og lære hvem det var der bestemte blandt tropperne.
En fejl mange mennesker i de omkringliggende lande begik, var at tage Nordboerne for et barbarisk og uciviliseret folkefærd uden forstand på kampstrategi, og det blev som regel også deres undergang. Nordboerne var civiliserede, de var ikke barbariske og de var nogle af de bedste strateger i verdenen.
Eik spekulerede over nattens begivenheder da de trådte igennem den store port, og gik ind i hallen, hvor tyven skulle lære sin skæbne.
Kapitel 2
Bloddåb.
>>Han har ikke fortjent at leve!<< råbte Regnar vredt >>Han har stjålet, fra hans høvding, det er en krænkelse der ikke må gå ustraffet hen!<<. Uffe sukkede, hans storebror irriterede ham grænseløst lige nu, med sin grådighed og hævnlyst. >>Han har ikke stjålet hele din formue, kun en brøkdel af det.<<
>>Det er ikke mængden, han har stjålet, men blot det han har gjort, andre vil følge hans eksempel, før vi ved af det vil hele borgen være fyldt op med tyve der bare ville have mine penge!<< Nu blev Uffe vred, en ting var at være sur over at blive bestjålet, et andet var at have så lave tanker om sine undersåtter, og mistænke dem for at være tyvepak hele bundet. >>Hvis du betalte dine bønder, i stedet for at fravriste dem alle deres penge, så kunne dine penge måske ligge mere sikkert, og dit folk vil have lidt højere tanker om dig!<< Råbte han på samme aggressive måde.
>>Min beslutning ligger fast, han bliver henrettet ved solnedgang.<<
>>Som du vil broder.<< sagde Uffe koldt og forlod lokalet
Eik stod på borg muren han havde sin bue med sig og havde slynget sit pilekogger over skulderen, mens hans spyd lagde ved hans føder, og nu så han ned på folkemængden der havde samlet sig i gårdspladsen. Alle ventede de bare på at den lurvede tyv skulle straffes og ingen bemærkede de små grupper mænd der strømmede ind i gården, klædt i sorte kapper og med hætten trukket godt op over hovedet. De placerede sig i udkanten af kødranden der stod rundt om galgen. Kun Eik så dem, men han lagde ikke noget i det, det kunne jo bare være tyvens kammerater der ville tage afsked med deres ven. Eik så ud over landskabet solen var ved at stå op og kastede sit røde lys ud over de sneklædte bjerge der glimtede som tusinder af ædelstene. Han stod og nød den fantastiske udsigt da der udbrød høje råb fra menneske mængden. Eik tvang blikket ned mod henrettelsen, og så nu at alt var i kaos. Folk flygtede til højre og venstre mens ville kampe var brudt ud. Det var de mænd der havde stået skjult i udkanten af folkemængden der nu havde smidt hætterne og trukket våben. I de første par minutter af kampen var der kaos, civile der blev hugget ned og børn der skreg efter deres forældre, så blev porten åbnet og endnu flere mænd iført sorte kapper. Mændene der løb ind ad porten var klædt på til kamp med brynjer og hjelme, der skinnede i solopgangen, de dannede hurtigt en skjoldborg og marcherede mod høvdingens hal, hvor Uffe havde samlet alle hirdmændene og de øvrige soldater, i en tæt, men lille, skjoldborg.
Eik stod sammen med de andre bueskytter på muren og råbte nu højt >>Skyd dem ned, de er i overtal.<< Han begyndte selv at skyde ned, uden egentlig at sigte havde han send tre pile af sted, der dræbte en enkelt mand og prellede og prellede af på ringbrynjerne. – Tag dig nu sammen Eik! - tænkte han vredt –Spild ikke dine pile, sigt! – Han rettede atter opmærksomheden mod kampen, mange af angriberne var faldet for pilende der fløj i en stadig strøm fra de 20 bueskytter der stod på væggen, Eik fik øje på ham der lignede lederen, og så en ubeskyttet plet på nakken, manden stod ikke oppe forrest, men var tilbagetrukket, og gav ordre. Eik fandt sin bedste pil, med faner af svanefjer og stål spids, tog omhyggelig sigte, mens han holdt øje med mandens bevægelser, og så slap han pilen, der strøg med et hyl, for spidsen var konstrueret, til at sige lyd, ned og hamrede ind igennem nakken på den store mand, der sank sammen, med en gurglende lyd fra hans strube. Eik smilede tilfreds af det perfekte skud, men tænkte så på sin dumhed, for nu vendte halvdelen af de tilbageværende 200 mænd sig om mod skytterne og gik i rask tempo hen mod den lille trappe sats. Hvis de nåede de andre bueskytter, vil kampen helt klart være tabt, falden leder eller ej. Eik samlede sit lange spyd op, lagde bue og pilekogger på muren og løb hen mod trappen. Det var mange mænd der strømmede hen mod muren, men trappen var smal, kun bygget til en mand ad gangen, og det ville være en stor fordel for Eik. Han gjorde sig klar, strammede begge hænder om det lange spyd og langede ud efter den første kriger, der dukkede op. Eik slog ud med skaftet og ramte manden på siden af hovedet, så han faldt ned af den høje trappe, med et brøl af smerte og frygt, men Eik havde ikke tid til at nyde den lille sejer, for igen og igen kom der mænd op af trappen, og Eik stak og slog alt hvad han kunne og nedlagde kriger efter kriger, men til sidst trak en død mand spyddet med sig i faldet. Eik stirrede panisk på det lange skaft der forsvandt over kanten, og nåede lige at trække sin sakskniv, som han havde hængende i siden, og blokere et slag mod hovedet. Han slog hurtigt tilbage mod sin fjende, og mærkede klingen stikke igennem halsen. Eik sparkede til den døende fjende mens han trak den alen lange klinge tilbage.
Til sidst da alting syntes forgæves lød der et brøl af triumf, da Uffe og hans folk havde nedlagt den første skjoldborg, der havde holdt dem tilbage, men efter en halv times kæmpen, havde Uffe gået ud af sin egen skjoldborg, og havde banket og hamret sig ind i den anden skjoldborg og skabt en stor åbning med sin store strids økse. Nu stormede hirdmændene mod de tilbageværende fjender, som prøvede at komme forbi Eik, der havde nedlagt et dusin. Resterne af den angribende styrke nåede ikke at reagere, de blev fra siderne skudt ned af en snes bueskytter, og bagfra hugget ned af 50 krigsvante sværd- og øksekrigere, der nu tørstede efter blod og hævn, på grund af dette nederdrægtige overfald. Eik begyndte nu at kæmpe sig vej ned af trappen, huggede og stak med sin lange tunge kniv og sparkede angriberne ud over kanten og gjorde enden på mange liv indtil der kun var en fire-fem stykker der smed våbnene og overgav sig.
Eik var smurt ind i blod da han trak sit spyd ud af en død mand, og begyndte, som alle de andre mænd, og nu også kvinder, at lede ligene igennem for værdig genstande, han fik samlede en del ringbrynjer som kunne indbringe ham en del penge, han fik en del guld og sølv mønter, samt et par sværd og nogle økser. Da han var færdig med at samle rigdomme sammen, gik han hen til den angribende leder og trak sin blodindsmurte pil ud af hans hals.
Eik var tungt læsset da han gik hen til Uffe, der sad på trappen der førte op til hallen. Uffe smilede til den unge mand, der havde fyldt en stor sæk op med rigdomme, og som nu satte sig ved siden af ham.
>>Hvem var de Uffe? Hvad ville de her?<<
>>Det ved jeg ikke knægt, ve må vente indtil vi har afhørt fangerne.<<
>>Det virker bare så underligt, at de kom samme morgen som vi skulle henrette en tyv.<< Uffe sukkede >>Tja vi skal nok finde ud af hvorfor, de gjorde det. Men for resten, det var et fantastisk skud du fik affyret på deres leder, det var lige det vi havde brug for.<< Uffe klaskede Eik i ryggen, med sin svære hånd, og Eik tabte næsten pusten. >>Årh det er da ingenting.<< sagde han forlegent da han havde fået pusten igen, og rødmede og rosen, fra sin store ven. Så skød der en tanke gennem hans hoved. Angriberne kom syd fra. >>Jeg må hjem.<< sagde han og rejste sig hurtigt >>de kom fra min landsby.<< Eik løb over mod porten. >>Eik tag det roligt, jeg tager med, og så tager vi et par heste med.<< sagde Uffe roligt og rejste sig og gik over mod staldene
Røgen skar hende i næsen da Gyrith løb ud af huset med sin søster i armene. Krigerne var kommet fra fjorden kort før daggry og havde overfaldet landsbyen som et lyn fra en klar himmel. Den lille landsby lå et halvt mil nord for fjorden, og ernærede sig dels af fiskeri og dels af landbrug, og en gang om året af handel. Der var gået et på timer siden angrebet, husende lagde spredt, og der havde været mænd der var stærke og erfarne nok til at forsvare sig. –Ved Frejas smykker, vi slipper aldrig væk herfra – tænkte hun desperat og så sig omkring efter en flugtvej, men der var ingen. Pludselig kom en stor hånd og greb hende bagfra og trak af sted med hende og hendes søster. >>NEJ!<< skreg hun højt og sparkede og rev for, at komme fri. >>LAD OS GÅ!<< men manden grinede bare >>Hvorfor? Ha, i kan indbringe mig en større formue<< Han bandt et reb rundt om dem og trak dem væk fra, det plyndrede, brændende hus. Den stor ildelugtende mand havde en stor sæk slynget over skulderen, sækken indeholdte alt hvad han havde ranet til sig, og det var ikke lidt, for landsbyen, var ikke spor fattig, kun Eiks familie var nød til at gå sulte i seng, for de var i gæld til deres fæster. Gyrith holdt op med at skrige, det kunne ikke betale sige alligevel, i stedet begyndte at trøste sin søster. >>Det skal nok gå Gretha.<< hviskede hun blidt >>Soldaterne fra borgen kommer og redder os om lidt.<< Gyrith troede ikke selv på det men det var jo lige meget, når bare hendes 7 år gamle søster gjorde, og blev rolig.
Manden der trak dem af sted mod skibet fnøs >>Ha, de er travlt optaget af de andre krigere, og som er der oppe for at slagte Høvding Regnar.<< sagde han hånligt >>Dem ser i sgu aldrig igen, og hold så jeres kæft.<< manden gav dem et ekstra ryk for at vise hvem der bestemte, og stoppede så brat op da lød råb fra landsbyen. Først troede de at det bare var endnu en familie der var blevet taget til fange, men råbende kom fra mænd og forvandledes hurtigt til skrig af rædsel og smerte.
Eik brølede højt, da den store strids hest han red på galopperede for fuld fart ind i landsbyen. Hans lange spyd blev revet ud af hånden på ham da det ramte den ubeskyttede hals på en angriber. Eik trak hurtigt sin lange kniv og huggede ned mod den næste, og hesten trampede andre mænd ned. Raseriet kogte i ham da han huggede ud mod kriger hvis ansigter var skjult af masker eller hjelme bag ham kom Uffe og en snes andre krigere, alle i fuldt panser, alle brølende af raseri og hævntørst. Rytterne rensede hurtigt selve landsbyen for krigere, men der var ikke mange tilbage for størstedelen var allerede på vej tilbage. De kom for sent, måtte Eik konstatere da han så sin familie ligge nedslagtede og nøgne uden for de brændende raster af deres hus. Det var ikke længe Eik gav sig lov til at sørge over sin families død, for nu gik jagten efter de banditter der var sluppet væk. Han piskede hesten af sted, og huggede de enlige krigere ned der kom i vejen for ham, blod sved og tåre var smurt ud i hans ansigt da han red en kriger ned, pludselig så han kysten af fjorden, og det lange skib der havde ført krigerne ind i fjorden. >>Det er Jomsvikinger<< konstaterede Uffe højlydt >>De har ryg for at være Danmarks bedste krigere<< Eik fnøs men standsede så pludselig hesten da han så hvem det var der blev kastet op i skibet. >>GYRITH!<< råbte han og galopperede ned til kysten >>EIK!? Lød et fortvivlet svar >>GYRITH JEG KOMMER EFTER DIG!<< råbte han så højt han kunne >>DET LOVER JEG!<< Eiks hest stejlede ved kysten, men han hold sig i sadlen, mens han så det sidste overlevende besætnings medlem klatre over rælingen, og han så skibet ro ud og slutte sig til de tre andre skibe der kom lidt længere nord fra. Uffe kom ned til ham >>Nu har du fået din bloddåb min dreng, og jeg vil følge dig hvis du rejser ud efter hende<< sagde han og lagde sin hånd på hans skulder. Eik nikkede >>Jeg bliver nød til at lære at bruge et sværd sagde han og vendte hesten tilbage mod landsbyen for at begrave sine forældre.
Kapitel 3.
Seks måneder gik der før Eik kom af sted. Han havde skrabet alle de penge sammen han kunne og solgt alt hvad der var overflødigt, og tilbage stod han med sin bue og pile, sit spyd, et sværd han havde taget fra de plyndrende vikinger, en stærk og god hest samt det fornødne tøj og kogegrej han havde brug for på en lang rejse. Nu stod han sammen med Uffe på et skib og sejlede ud af fjorden. >>Farvel du dejlige landskab.<< sagde Eik tungt >>dig ser vi nok aldrig igen, thi nu skal vi ud på rejse og eventyr, og hvorhen vores søgen vil bringe os det ved jeg ej.<< han vendte blikket væk fra de stadigt synlige rester af landsbyen, der var omgivet af træer som hastigt voksede sig nærmere, klar til at indlemme de nedbrændte grunde i den grønne bug.
>>Du var et godt hjem, men nu vil jeg se nye vider, og jeg vil finde varmere klima.<< sagde Uffe med stolthed i stemmen >>Aldrig vil jeg glemme hvad jeg har lært, men gemme det i mit hjerte, og bruge det så snart det bliver nødvendigt.<< Og med de ord sejlede de ud af fjorden, og drejede langsomt syd på ned mod Jylland hvor den danske kong Harald holdte til, for at finde den viking der tog Gyrith og hendes lille søster Gretha.
Gyrith så ud på det landskab hun havde levet i, i 4 måneder, efter at hun var blevet solgt af den Jomsviking der havde taget hende til fange, Gretha, havde han selv beholdt, for han fik ondt af det lille barn og ville opdrage hende som sin egen. Nu stod Gyrith et eller andet sted i Sverige og havde ingen anelse om hvordan at hun skulle komme til Norge, og til Eik. Gyrith havde altid godt kunne lide Eik og her på det seneste, havde hendes følelser vokset sig større
Kapitel 1
Jagten.
Eik listede sig roligt igennem den mørke skov. På ryggen i en skin pose havde han sin langbue og sine pile, og i sin senede venstre hånd havde han et langt spyd. Det var ikke en normal jagt han var på. Den Lokale høvding havde hyret ham til at jage en forbryder ned. Forbryderen havde stjålet en stor pung med sølv mønter, fra høvdingen selv, og var blevet opdaget da han klatrede over volden for at flygte fra fæstningen. Men tyven havde været snu og havde haft let ved at forsvinde i de store fyrskove der omgave borgen. Men det var vinter, ganske vist ikke ret meget længere men dog stadig vinter, og sneen lagde stadig i et tykt lag op den frost hårde jord, og dog havde høvdingens hirdmænd været ude af stand til at fange tyven. Efter et par dage havde de sendt bud efter Eik, der var jæger i nabo landsbyen, og kendt for sine evner til at opspore sit bytte.
Eik sukkede, det var en god betaling for et nemt job, men han nød ikke at spore mennesker, han var jæger for at kunne skaffe kød og skin til sin landsby, ikke for at opspore en heldig tyv, der havde været dygtig nok til at tage en lille del af en høvdings rigdomme. Det her var dumt.
Eik bøjede sig ned over tyvens spor, de var meget tydelige selv her i tusmørket.
Han tog en håndfuld sne op og mærkede hvordan den smeltede. Eik kunne altid mærke på sneen hvor lang tid der var tilbage af vinteren, og der var ikke længe igen. Sneen var tung og smeltede hurtigt, der var tø i vejret.
Eik stoppede pludselig op i sin søgen, han var tættere på end han havde regnet med, for han kunne høre tyvens åndedræt, der var tungt af anstrengelse. Eik havde bare fået besked på at fange tyven ikke at dræbe ham, bare fange ham, men hvis det kom til kamp ville han ikke have andet valg end at gøre det af med tyven, og slæbe liget med sig tilbage til høvdingen.
Eik lagde spyddet fra sig, og fandt sin bue frem og spændte den, og lagde en pil på strengen. – En pil i låret så skal han nok komme med tilbage – Tænkte han og listede sig frem med spyddet i den ene hånd og buen i den anden. Han nåede udkanten af en lysningen og så manden gå væk fra ham. Han var omkring 200 alen væk. Tyven var klædt i sort med en hætte trukket godt op over hovedet og den store pung i hånden. Tyven gispede af udmattelse mens han gik, havde nok løbet hele vejen, og kunne ikke mere. Eik lagde forsigtigt spyddet fra sig på jorden og hævede buen. Han pustede ud og trak strengen tilbage så hans pegefinger rørte ved mundvigen, tog sigte og slap pilen, der strøg gennem luften og satte sig i låret på den flygtende tyv. Tyven gik i knæ med hånden på pilen, og Eik samlede spyddet op og løb hen mod ham.
>>Bliv hvor du er.<< råbte han højt >>Din næste bevægelse vil blive din sidste.<<
Eik slyngede buen over skulderen og tog fat om spyddet med begge hænder, han var vant til at bruge det mod vildsvin, og når mændene i byen blev for fulde og løb efter hans søster.
Eik havde en jagthorn hængende i bæltet, som han nu løftede op til læberne og blæste i, som signal til høvdingens hirdmænd at de nu gerne måtte komme og hente tyven, og hold rettede derefter spyddet mod tyven igen.
Tyven var usoigneret, og med langt skæg. Han havde tydeligvis brug for pengene, men det var for sent at fortryde sin handlinger nu, og Eik havde også brug for de penge som fangsten ville indbringe, til at købe nye vare som hans ikke selv kunne fremstille.
Tyven bevægede sig ynkeligt, og Eik begyndte at spekulere over hvordan det skravl kunne stjæle så mange penge, fra et velbevogtet skatkammer. Han fik ikke mere tid til at spekulere over mysteriet for nu kom hirdmændene endelig trampende gennem skoven og ud i lysningen, med dragne sværd og brynjeklædte kroppe, deres ansigter var skjult i hjelmens jernmaske, eller brille, og fik dem til at se mere skræmmende ud end de sikkert var, her i tusmørket. Eik sukkede og stak sit spyd i jorden og spændte buen af og pakkede den ind i skind sækken igen for at beskytte den mod vind og vejr. En stor mand kom hen til ham
>>Det klarede du godt Knægt.<< Eik smilede, det var Uffe, den eneste af Hirdmændene han egentlig var venner med.
>>Tja nogen skulle jo fange fyren, når i ikke kunne.<< sagde Eik drillende og viftede det lange hår væk fra ansigtet. Uffe fnysede
>>Vi kunne sagtens have fanget ham, hvis Regnar havde ladet os bruge hundene.<<
Regnar var borgens høvding, og en nærig mand, der kun ville bruge sine jagt hunde til jagt når han selv var med, og så var det kun hjortevildt, for han var bange for både bjørn, ulv og vildsvin, for det var blevet spået at han en dag vil blive dræbt af alle tre dyr, hvis han jagtede det ene.
>>Det undre mig at han ikke selv ville med, det er jo ret mange penge det drejer sig om.<< sagde Eik, Uffe gryntede.
>>Det er koldt og han har ikke lyst til at være syg når vi tager på togt til foråret.<< Uffe lo, en kort bjæffende latter >>Jeg kæmpede i skjoldmuren i to dage med lungebetændelse og en pil i min sværdarm uden at der skete noget<< sagde han >>Men Regnar er bange som en kælling.<<
Uffe og Regnar var brødre, selv om man ikke kunne se det, Regnar havde arvet deres moders grådighed og kønne ansigt, mens Uffe var deres faders udtrykte billede, stor af bygning, og med et godt hoved, som der var omløb i. Uffe burde have været høvding, så havde der ikke været så mange problemer med fattigdom og hungersnød, for Uffe forstod sig, i modsætning til sin broder, på landbruget, og hvordan man skal investere i fremtiden, så der altid ville være nok til alle, mens Regnar bare søgte at styrke sine rigdomme, og får friller i sit kammer, og mjød i sit bæger.
Mændene begyndte at gå tilbage.
>> Uffe angående min betaling.<< sagde Eik >>Min familie kan ikke klare sig uden pengene i år, vi har allerede mistet korn til musende, og har været nød til at grave lidt ind i vores såsæd.<< Eik var ved at kamme over af bekymring. Uffe nikkede >>Jeg ved hvad du mener knægt.<< han så op på himlen >>Jeg skal nok sørge for, at du får den betaling du har fortjent.<< Eik smilede >>Mange tak min ven<< Uffe lo og så ned på sin unge ven >>Skal du ikke ved på togt i år? Der kan du tjene nok penge til at din familie kan leve fedt resten af livet<< Eik rystede på hovedet >>Du ved bedre end nogen anden at jeg ikke er en kriger.<< sagde Eik trist >>Jeg kan ikke engang bruge et sværd.<< Uffe lo. >>Nej med sværdet er du ikke meget bevendt, men med buen er du uovertruffen, og med spyddet er kun Odin bedre, vil jeg tro<< Eik smilede af de rosende ord, men rystede på hovedet >>Far klare ikke høsten uden mig, og selv med køerne er der brug for kød og skind, som vi får gennem jagt. Nej Uffe min plads er ved min familie.<< Uffe nikkede og kunne godt se fornuften i det >>Har du i det mindste fundet en pige du synes godt om?<< Spurgte han og Eik rødmede med det samme.
>>Tja, der er jo Gyrith, som er en sød pige, men hun har vist ikke den samme interesse i mig.<< sagde han med et genert smil og så væk fra den store skikkelse der gik ved siden af ham og smålo. >>Bare rolig knægt alt begyndelse er svær, men hvem ved hvad morgen dagen bringer, bare se på min kone.<<
>>Behøves jeg virkelig?<< spurgte Eik ham drillende og Uffe stirrede ned på ham i et sekund og indså så at det var en spøg. >>Jeg indrømmer at hun nok ikke er den kønneste kvinde i verdenen, men hun er sgu heller ikke den grimmeste.<< sagde han stolt, for hans kone var, en køn robust kvinde, med ben i næsen, der godt kunne styre sin bjørn af en mand. Eik lo og måtte stoppe og støtte sig til sit spyd, så han ikke knækkede sammen af latter i sneen, og Uffe stirrede vantro på ham, og begyndte så selv at le. De tog mænd blev stående der i et øjeblik og begyndte så, stadigt leende, at gå tilbage til borgen.
Det var midnat da de vendte tilbage til den store fæstning. Det var nymåne og kun et svagt blåligt skær rundt om den sorte cirkel afslørede dens position, og det var næsten ikke til at se en hånd for sig så de havde tændt fakler og gik i en enkelt kolonne hvor hver anden bare en brændende gren.
>>Uffe hvad kommer der til at ske med forbryderen?<< Uffe så op sin fakkel for at sikre sig, at den ikke var ved at brænde ud. >>Tja hvis han ikke bliver henrettet, får han i hvert fald hugget hånden af, eller mister et øje, noget i den stil, så folk kan se at han er en forbryder.<< Eik nikkede og syntes at det var rimeligt nok, når de nu snakkede om en person, der havde stjålet. >>Jeg tror de kapper hovedet af ham.<< sagde den unge mand >>Efter alt så er Regnar jo ret glad for sine penge.<< Uffe nikkede og gav ham ret >>Ja ravnene og svinene kommer til a spise godt i morgen.<< sagde han roligt. Døden skræmte ham ikke han havde set den for mange gange, til at lade frygten slutte sit klamme greb om ham, eller at lade ekstasen bruse op i ham, som borgens unge mænd gjorde når der var en offentlig henrettelse der fandt sted.
>>Hvor Tager i hen i år?<< Spurgte Eik.
>>Irland eller England.<<
>>Er der gode muligheder for penge der?<<
>>Der er de samme muligheder som alle andre steder, men de er ikke så bevogtede.<<. Mændene var nået borgen, og Uffe gik nu hen og hamrede på porten.
>>Luk os ind, i loppebefængte skøge unger, tror i ikke at jeg har andet at laver, end at stå her og fryse røven af!?<< brølede Uffe i den sædvanlige tone der blev brugt over for de unge mænd der endnu ikke havde set krigens grusomheder. Det var mænd der havde brug for at blive trampet lidt ned, for at lære disciplinen, og lære hvem det var der bestemte blandt tropperne.
En fejl mange mennesker i de omkringliggende lande begik, var at tage Nordboerne for et barbarisk og uciviliseret folkefærd uden forstand på kampstrategi, og det blev som regel også deres undergang. Nordboerne var civiliserede, de var ikke barbariske og de var nogle af de bedste strateger i verdenen.
Eik spekulerede over nattens begivenheder da de trådte igennem den store port, og gik ind i hallen, hvor tyven skulle lære sin skæbne.
Kapitel 2
Bloddåb.
>>Han har ikke fortjent at leve!<< råbte Regnar vredt >>Han har stjålet, fra hans høvding, det er en krænkelse der ikke må gå ustraffet hen!<<. Uffe sukkede, hans storebror irriterede ham grænseløst lige nu, med sin grådighed og hævnlyst. >>Han har ikke stjålet hele din formue, kun en brøkdel af det.<<
>>Det er ikke mængden, han har stjålet, men blot det han har gjort, andre vil følge hans eksempel, før vi ved af det vil hele borgen være fyldt op med tyve der bare ville have mine penge!<< Nu blev Uffe vred, en ting var at være sur over at blive bestjålet, et andet var at have så lave tanker om sine undersåtter, og mistænke dem for at være tyvepak hele bundet. >>Hvis du betalte dine bønder, i stedet for at fravriste dem alle deres penge, så kunne dine penge måske ligge mere sikkert, og dit folk vil have lidt højere tanker om dig!<< Råbte han på samme aggressive måde.
>>Min beslutning ligger fast, han bliver henrettet ved solnedgang.<<
>>Som du vil broder.<< sagde Uffe koldt og forlod lokalet
Eik stod på borg muren han havde sin bue med sig og havde slynget sit pilekogger over skulderen, mens hans spyd lagde ved hans føder, og nu så han ned på folkemængden der havde samlet sig i gårdspladsen. Alle ventede de bare på at den lurvede tyv skulle straffes og ingen bemærkede de små grupper mænd der strømmede ind i gården, klædt i sorte kapper og med hætten trukket godt op over hovedet. De placerede sig i udkanten af kødranden der stod rundt om galgen. Kun Eik så dem, men han lagde ikke noget i det, det kunne jo bare være tyvens kammerater der ville tage afsked med deres ven. Eik så ud over landskabet solen var ved at stå op og kastede sit røde lys ud over de sneklædte bjerge der glimtede som tusinder af ædelstene. Han stod og nød den fantastiske udsigt da der udbrød høje råb fra menneske mængden. Eik tvang blikket ned mod henrettelsen, og så nu at alt var i kaos. Folk flygtede til højre og venstre mens ville kampe var brudt ud. Det var de mænd der havde stået skjult i udkanten af folkemængden der nu havde smidt hætterne og trukket våben. I de første par minutter af kampen var der kaos, civile der blev hugget ned og børn der skreg efter deres forældre, så blev porten åbnet og endnu flere mænd iført sorte kapper. Mændene der løb ind ad porten var klædt på til kamp med brynjer og hjelme, der skinnede i solopgangen, de dannede hurtigt en skjoldborg og marcherede mod høvdingens hal, hvor Uffe havde samlet alle hirdmændene og de øvrige soldater, i en tæt, men lille, skjoldborg.
Eik stod sammen med de andre bueskytter på muren og råbte nu højt >>Skyd dem ned, de er i overtal.<< Han begyndte selv at skyde ned, uden egentlig at sigte havde han send tre pile af sted, der dræbte en enkelt mand og prellede og prellede af på ringbrynjerne. – Tag dig nu sammen Eik! - tænkte han vredt –Spild ikke dine pile, sigt! – Han rettede atter opmærksomheden mod kampen, mange af angriberne var faldet for pilende der fløj i en stadig strøm fra de 20 bueskytter der stod på væggen, Eik fik øje på ham der lignede lederen, og så en ubeskyttet plet på nakken, manden stod ikke oppe forrest, men var tilbagetrukket, og gav ordre. Eik fandt sin bedste pil, med faner af svanefjer og stål spids, tog omhyggelig sigte, mens han holdt øje med mandens bevægelser, og så slap han pilen, der strøg med et hyl, for spidsen var konstrueret, til at sige lyd, ned og hamrede ind igennem nakken på den store mand, der sank sammen, med en gurglende lyd fra hans strube. Eik smilede tilfreds af det perfekte skud, men tænkte så på sin dumhed, for nu vendte halvdelen af de tilbageværende 200 mænd sig om mod skytterne og gik i rask tempo hen mod den lille trappe sats. Hvis de nåede de andre bueskytter, vil kampen helt klart være tabt, falden leder eller ej. Eik samlede sit lange spyd op, lagde bue og pilekogger på muren og løb hen mod trappen. Det var mange mænd der strømmede hen mod muren, men trappen var smal, kun bygget til en mand ad gangen, og det ville være en stor fordel for Eik. Han gjorde sig klar, strammede begge hænder om det lange spyd og langede ud efter den første kriger, der dukkede op. Eik slog ud med skaftet og ramte manden på siden af hovedet, så han faldt ned af den høje trappe, med et brøl af smerte og frygt, men Eik havde ikke tid til at nyde den lille sejer, for igen og igen kom der mænd op af trappen, og Eik stak og slog alt hvad han kunne og nedlagde kriger efter kriger, men til sidst trak en død mand spyddet med sig i faldet. Eik stirrede panisk på det lange skaft der forsvandt over kanten, og nåede lige at trække sin sakskniv, som han havde hængende i siden, og blokere et slag mod hovedet. Han slog hurtigt tilbage mod sin fjende, og mærkede klingen stikke igennem halsen. Eik sparkede til den døende fjende mens han trak den alen lange klinge tilbage.
Til sidst da alting syntes forgæves lød der et brøl af triumf, da Uffe og hans folk havde nedlagt den første skjoldborg, der havde holdt dem tilbage, men efter en halv times kæmpen, havde Uffe gået ud af sin egen skjoldborg, og havde banket og hamret sig ind i den anden skjoldborg og skabt en stor åbning med sin store strids økse. Nu stormede hirdmændene mod de tilbageværende fjender, som prøvede at komme forbi Eik, der havde nedlagt et dusin. Resterne af den angribende styrke nåede ikke at reagere, de blev fra siderne skudt ned af en snes bueskytter, og bagfra hugget ned af 50 krigsvante sværd- og øksekrigere, der nu tørstede efter blod og hævn, på grund af dette nederdrægtige overfald. Eik begyndte nu at kæmpe sig vej ned af trappen, huggede og stak med sin lange tunge kniv og sparkede angriberne ud over kanten og gjorde enden på mange liv indtil der kun var en fire-fem stykker der smed våbnene og overgav sig.
Eik var smurt ind i blod da han trak sit spyd ud af en død mand, og begyndte, som alle de andre mænd, og nu også kvinder, at lede ligene igennem for værdig genstande, han fik samlede en del ringbrynjer som kunne indbringe ham en del penge, han fik en del guld og sølv mønter, samt et par sværd og nogle økser. Da han var færdig med at samle rigdomme sammen, gik han hen til den angribende leder og trak sin blodindsmurte pil ud af hans hals.
Eik var tungt læsset da han gik hen til Uffe, der sad på trappen der førte op til hallen. Uffe smilede til den unge mand, der havde fyldt en stor sæk op med rigdomme, og som nu satte sig ved siden af ham.
>>Hvem var de Uffe? Hvad ville de her?<<
>>Det ved jeg ikke knægt, ve må vente indtil vi har afhørt fangerne.<<
>>Det virker bare så underligt, at de kom samme morgen som vi skulle henrette en tyv.<< Uffe sukkede >>Tja vi skal nok finde ud af hvorfor, de gjorde det. Men for resten, det var et fantastisk skud du fik affyret på deres leder, det var lige det vi havde brug for.<< Uffe klaskede Eik i ryggen, med sin svære hånd, og Eik tabte næsten pusten. >>Årh det er da ingenting.<< sagde han forlegent da han havde fået pusten igen, og rødmede og rosen, fra sin store ven. Så skød der en tanke gennem hans hoved. Angriberne kom syd fra. >>Jeg må hjem.<< sagde han og rejste sig hurtigt >>de kom fra min landsby.<< Eik løb over mod porten. >>Eik tag det roligt, jeg tager med, og så tager vi et par heste med.<< sagde Uffe roligt og rejste sig og gik over mod staldene
Røgen skar hende i næsen da Gyrith løb ud af huset med sin søster i armene. Krigerne var kommet fra fjorden kort før daggry og havde overfaldet landsbyen som et lyn fra en klar himmel. Den lille landsby lå et halvt mil nord for fjorden, og ernærede sig dels af fiskeri og dels af landbrug, og en gang om året af handel. Der var gået et på timer siden angrebet, husende lagde spredt, og der havde været mænd der var stærke og erfarne nok til at forsvare sig. –Ved Frejas smykker, vi slipper aldrig væk herfra – tænkte hun desperat og så sig omkring efter en flugtvej, men der var ingen. Pludselig kom en stor hånd og greb hende bagfra og trak af sted med hende og hendes søster. >>NEJ!<< skreg hun højt og sparkede og rev for, at komme fri. >>LAD OS GÅ!<< men manden grinede bare >>Hvorfor? Ha, i kan indbringe mig en større formue<< Han bandt et reb rundt om dem og trak dem væk fra, det plyndrede, brændende hus. Den stor ildelugtende mand havde en stor sæk slynget over skulderen, sækken indeholdte alt hvad han havde ranet til sig, og det var ikke lidt, for landsbyen, var ikke spor fattig, kun Eiks familie var nød til at gå sulte i seng, for de var i gæld til deres fæster. Gyrith holdt op med at skrige, det kunne ikke betale sige alligevel, i stedet begyndte at trøste sin søster. >>Det skal nok gå Gretha.<< hviskede hun blidt >>Soldaterne fra borgen kommer og redder os om lidt.<< Gyrith troede ikke selv på det men det var jo lige meget, når bare hendes 7 år gamle søster gjorde, og blev rolig.
Manden der trak dem af sted mod skibet fnøs >>Ha, de er travlt optaget af de andre krigere, og som er der oppe for at slagte Høvding Regnar.<< sagde han hånligt >>Dem ser i sgu aldrig igen, og hold så jeres kæft.<< manden gav dem et ekstra ryk for at vise hvem der bestemte, og stoppede så brat op da lød råb fra landsbyen. Først troede de at det bare var endnu en familie der var blevet taget til fange, men råbende kom fra mænd og forvandledes hurtigt til skrig af rædsel og smerte.
Eik brølede højt, da den store strids hest han red på galopperede for fuld fart ind i landsbyen. Hans lange spyd blev revet ud af hånden på ham da det ramte den ubeskyttede hals på en angriber. Eik trak hurtigt sin lange kniv og huggede ned mod den næste, og hesten trampede andre mænd ned. Raseriet kogte i ham da han huggede ud mod kriger hvis ansigter var skjult af masker eller hjelme bag ham kom Uffe og en snes andre krigere, alle i fuldt panser, alle brølende af raseri og hævntørst. Rytterne rensede hurtigt selve landsbyen for krigere, men der var ikke mange tilbage for størstedelen var allerede på vej tilbage. De kom for sent, måtte Eik konstatere da han så sin familie ligge nedslagtede og nøgne uden for de brændende raster af deres hus. Det var ikke længe Eik gav sig lov til at sørge over sin families død, for nu gik jagten efter de banditter der var sluppet væk. Han piskede hesten af sted, og huggede de enlige krigere ned der kom i vejen for ham, blod sved og tåre var smurt ud i hans ansigt da han red en kriger ned, pludselig så han kysten af fjorden, og det lange skib der havde ført krigerne ind i fjorden. >>Det er Jomsvikinger<< konstaterede Uffe højlydt >>De har ryg for at være Danmarks bedste krigere<< Eik fnøs men standsede så pludselig hesten da han så hvem det var der blev kastet op i skibet. >>GYRITH!<< råbte han og galopperede ned til kysten >>EIK!? Lød et fortvivlet svar >>GYRITH JEG KOMMER EFTER DIG!<< råbte han så højt han kunne >>DET LOVER JEG!<< Eiks hest stejlede ved kysten, men han hold sig i sadlen, mens han så det sidste overlevende besætnings medlem klatre over rælingen, og han så skibet ro ud og slutte sig til de tre andre skibe der kom lidt længere nord fra. Uffe kom ned til ham >>Nu har du fået din bloddåb min dreng, og jeg vil følge dig hvis du rejser ud efter hende<< sagde han og lagde sin hånd på hans skulder. Eik nikkede >>Jeg bliver nød til at lære at bruge et sværd sagde han og vendte hesten tilbage mod landsbyen for at begrave sine forældre.
Kapitel 3.
Seks måneder gik der før Eik kom af sted. Han havde skrabet alle de penge sammen han kunne og solgt alt hvad der var overflødigt, og tilbage stod han med sin bue og pile, sit spyd, et sværd han havde taget fra de plyndrende vikinger, en stærk og god hest samt det fornødne tøj og kogegrej han havde brug for på en lang rejse. Nu stod han sammen med Uffe på et skib og sejlede ud af fjorden. >>Farvel du dejlige landskab.<< sagde Eik tungt >>dig ser vi nok aldrig igen, thi nu skal vi ud på rejse og eventyr, og hvorhen vores søgen vil bringe os det ved jeg ej.<< han vendte blikket væk fra de stadigt synlige rester af landsbyen, der var omgivet af træer som hastigt voksede sig nærmere, klar til at indlemme de nedbrændte grunde i den grønne bug.
>>Du var et godt hjem, men nu vil jeg se nye vider, og jeg vil finde varmere klima.<< sagde Uffe med stolthed i stemmen >>Aldrig vil jeg glemme hvad jeg har lært, men gemme det i mit hjerte, og bruge det så snart det bliver nødvendigt.<< Og med de ord sejlede de ud af fjorden, og drejede langsomt syd på ned mod Jylland hvor den danske kong Harald holdte til, for at finde den viking der tog Gyrith og hendes lille søster Gretha.
Gyrith så ud på det landskab hun havde levet i, i 4 måneder, efter at hun var blevet solgt af den Jomsviking der havde taget hende til fange, Gretha, havde han selv beholdt, for han fik ondt af det lille barn og ville opdrage hende som sin egen. Nu stod Gyrith et eller andet sted i Sverige og havde ingen anelse om hvordan at hun skulle komme til Norge, og til Eik. Gyrith havde altid godt kunne lide Eik og her på det seneste, havde hendes følelser vokset sig større
