A whole new world.

[Deleted]

Solen var på vej ned et sted I Vest. Det lod til at efteråret var over dem. Malena gik med rolige skridt, under den røde himmel. Græsset kildede hendes nøgne fødder, hun var næsten lettet over endelig at være på blød grund. De mange grusede stier, havde allerede ladet diverse sten boret sig ind i hendes etfterhånden hårde hud. Hendes nysgerrige øjne gled omkring. Hun havde ingen anelse om hvor pokker hun måtte være. Hun gik rundt i samme tidsløkke, intet lignede sig selv, hvilket et sted måtte frustrere hende. Hånden gled igennem de blonde lokker, der endnu måtte forekomme en anelse uglede. Hun lignede i allerhøjeste grad en gadetøs. Under alle omstændigheder så kunne hun konkludere at dette måtte være en form for park. Dog var der så stille, hvilket undrede hende, som hun huskede det, så havde steder som dette engang været yderst befolkede steder. Fuglenes sang var forstummet, nu hvor vejret tydeligvis var blevet koldere. Malena følte det, udelukkende fordi hun ikke bar nogen form for kappe, men derimod blot en halvt om halvt gennemsigtig underkjole, som hun havde formået at tigge sig til, før havde hun trods alt ikke haft en travl på kroppen. Det tynde sølvarmbånd hang løst omkring hendes slanke håndled. Solens sidste stråler lod sig reflektere, i hjertets blanke overflade. Det havde i sig selv været et held, at ingen havde set hendes smykker, i så fald havde de nok krævet betaling for deres behandling. Hun stoppede roligt hendes vandren, og stirrede mod den smukke himmel. For et øjeblik lod hun sig fordybe i de mange minder, der pludselig kom til hende. Hun var stadig en smule forvirret. Hun vidste ikke om hun overhovedet kendte nogen i denne mærkværdige verden. Hænderne foldede sig roligt foran hende. Den kølige vind kærtegnede hendes røde kinder. Hun havde vandret for flere dage, efterhånden følte hun sig næsten en smule træt. Måske hun burde tage et øjeblik til at hvile sig? Blikket gled omkring. Der var ingen direkte steder at sætte sig, så uden frygt for at live beskidt, lod hun sig roligt glide ned i det bløde græs. Det var en anelse køligt, men det var rart, endelig at få en pause. Ganske stille begyndte hun at nynne for sig selv, en melodi som Jared engang havde nynnet for hende, for at berolige hende. Det virkede endnu. Kunne hun stole på nogen i denne tid? Og hvilken tid var det overhovedet? Det var så forvirrende! Hun lagde hænderne mod hendes kolde kinder, der straks begyndte at prikke ved varmen fra hendes hånd. ”Mhmm,” hun sukkede en anelse tilfredst, mens et lille smil endte med at pryde hendes læber. I forhold til byen, så var der så fredeligt, hvilket virkelig var noget hun måtte nyde!

[willow]

At det var køligt var virkelig ikke noget som rørte WIllow det mindste! Han følte sig altid forholdsvis varm og gjorde han ikke kunne han forvandle sig til sin varulve skiggelse og så ville pelse holde ham varm nok. Han var roligt begyndt sin vandring ned gennem parken for at se om der var nogen han kunne have noget sjov med, en han kunne torturere og pine som han havde gjort det ved søen for så længe siden! Den gang havde virkelig fået ham til at indse hvad han rent faktisk var i stand til og hvor meget han egentlig kunne nyde at se et andet menneske lide. Den oplevelse kunne stadig den dag i dag ophidse ham så usandsyneligt meget! Det var der vidst heller ikke nogen tvivl om. Alle andre kællinger som han havde gjort det samme ved havde ikke været det samme. Han havde ikke kunnet få den samme følelse og den samme rus som han havde det den gang og dte måtte irritere ham så grænseløst! Han håbede et sted at kunne finde sig et nyt offer her i parken, at kunne finde en som han kunne prøve nye ting med men der var ingen af interesse og næsten alle var to i denne smukke aftensol. Det var jo næsten til at brække sig over! Hvad var det med folk og romantik? det var jo ikke en nødvendig ting, ja det var jo faktisk en plage og en pest? Hvor mange havde ikke hvæset af ham at deres elskede ville komme og rede dem eller hævne dem og ingen var kommet. Dette faktum fik smilet frem på hans læber. Der var intet som et bristet håb der kunne gøre hans dag god!
Hans skridt førte ham ned af grusstierne og derfetr ind på græsset. Den bløde jord var ikke noget der rørte ham synderligt. han gik bare videre med rolig mine. Lidt længere fremme måtte han dog skimte en pige som sad helt alene, hun så nærmest ud til at være en tigger. Havde de dog ingen skam her i livet? hvad pokker skulle de forpeste hans syn her i parken for? de burde holde sig til byerne burde det! Han fnøs irriteret og bevægede sig i en stor bue uden om hende. Han ønskede ikke en gang at skade hende. Det var hun langt fra vær nok til i hans hovede. Det var da sikkert og vidst. Et stykke fra hende valgte han dog selv at slå sig ned i græsset og lægge sig så lang han var på ryggen. Han var iført en sort bluse, sorte bukser og nogle sorte sko men han havde ikke nogen kappe eller noget på. SÅdan noget bruge han ikke. Det var jo ikke nødvendigt. Han sukkede stille og kiggede op på himlen som nu gradvist måtte blive mørkere og mørkere. Hvem skulle dog glæde hans dag og gøre den mere udholdelig? Han ønskede sig så brændende et nyt offer.

[Deleted]

Malena sukkede Gåsehuden prydede hendes lettere blege hud. Kapper var dyre, og hvor pokker skulle hun kunne få penge fra? Hun havde mere værdighed i livet, til for alvor at begynde på tiggeriet. Vinden legede med hendes blonde lokker. Bagved alt skidtet, den lasede kjole og det uglede hår, gemte sig faktisk en elegant kvinde, måske hun burde finde søen og få vasket sig ren? Hvis den da stadig eksisterede! Hendes fingrer legede lettere meningsløst, med de halv lange græsstå. Det var gået flere uger, og hun var ikke nået længere, hun anede end ikke hvilket land hun faktisk måtte befinde sig i, og det lod til at der ikke kom særlig mange væsner på disse egne. Derfor lettede det hende umådeligt, da blikket faldt mod en anden skikkelse. Det var ikke en kvinde, men det var mere eller mindre alt hun kunne se.
Et lille iver dukkede op i hende, et mindre håb om, at hvem end denne herre var, så ville han være i stand til at hjælpe hende! Malena rejste sig. Græsset havde malet hendes hvide kjole, halvt om halvt grøn. Hun ærgede sig ikke, beskidte klæder var efterhånden en hverdags kost for hende. Hun satte i en lettere lunten for at indhente ham. Det lod ikke til at han overhovedet havde fået øje på hende. ”Sir! .. Sir?!” råbte hun med høflig tone efter ham. Hun var godt opdraget, og når hun ikke ligefrem havde penge at spille på, så måtte hun jo gøre et forsøg på høflighed. Hun var allerede halvt om halvt forpustet, da han endelig stoppede op, og lod sig glide ned i græsset. Hun løb de sidste meter hen til ham, og stoppede op lettere prustende. Skulle hun være i så dårlig form, blot fordi hun havde været gravlagt i flere hundrede år? ”Undskyld mig, Sir,” hun foldede roligt hænderne foran sig, og stirrede ned på den skikkelse der lå i græsset. Måske det var ret godtroende, blot at forfølge den første og den bedste skikkelse, i håb om hjælp, selv dengang hun havde været i live, have man skullet passe på, hvem man nærmede sig, men hun havde i det store og det hele ikke noget valg. Tålmodigt ventede hun på svar fra denne fromme herre. Han bar heller ingen kappe, men hans beklædning afslørede, at han om ikke andet ikke var en tigger, og han var ikke spor beskidt, hvilket kun gjorde, at hun følte sig i en langt værre tilstand, end det som hun havde gjort for et øjeblik siden. Det undrede hende ikke, at hans ansigt var hende ukendt, og dog så var det en tanke der frustrerede hende. Hun skubbede de uglede lokker bag ørene, lod det isblå, nsygerrige blik betragte ham, med det som næsten måtte minde, om en anelse streng mine. Hun var ingen tigger, det indtryk skulle han da nødig få

[willow]

Willow havde skam godt set den lille tigger tøs men han ønskede virkelig ikke at være i nærheden af en så ussel! Han havde da i det mindste standader. Hvis denne tøs faktisk havde været en mand han havde slået personen ihjel for bare at være der men piger rørte han egentlig kun hvis han fandt dem tiltrækkende. Fandt ham dem tiltrækkende så var det den sikre død for dem. Han hørte en kvindestemme kalde efter ham. Høfligt .... han knækkede sig næsten over det! Høflighed var en frace, falsk og han hadede det. Han havde aldrig i sti liv været høflig overfor nogen eller modtaget noget høflighed så hvorfor skulle han dog billige det? Han blev ved med at ignorere hende og håbede at hun fattede en hentydning og lod ham være. Men det gjorde hun ikke. Efter han var sunket ned i græsset dukkede hun op ved hans side. Han værdige hende ikke et blik men prøvede blot at ignorere hende. Men det var svært at ignorere tøsen når hun var så irriterende. han vidste ikke hvorfor men når folk bare sådan umotiveret kom hen for at snakke med ham så blev han altid så irriteret! Han sukkede og vendte de kolde mosgrønne øjne mod tøsen. "Lad mig være" sagde han i et så koldt tonefald at hans ord næsten blev til is som han udtalte dem. Han hadede virkelig mennesker han ikke gad snakke med, eller det var ikke helt sandt. Han hadede bare mennesker, punktum. Hans øjne kørte op og ned af kvinden foran ham og han betraktede hende. Hun var da godt nok fandens beskidt! han mumlede noget for sig selv og vendte så endnu en gang blikket mod sternerne som var begyndt at bliver mere fremtrædende nu. Hvorfor var han også lige den som skulle forstyrres? Der var så mange andre tosser i parken. hvorfor lige ham? Hvor irriterende!

[Deleted]

Denne mand var fuldkommen ukendt for hende, det skulle hun gerne erkende, at han faktisk slog kvinder ihjel for mindre, det var næsten en tanke der lå så fjernt for hende, at den slags ikke eksisterede. Den blide vind legede med de blonde lokker, der hang lettere pjusket omkring hendes uskyldige mine. Hun betragtede denne herre med nysgerrige øjne, hvem han var, var slet intet hun ville tage sig af. At han så direkte valgte at ignorere hende, forekom hende da mere end tydeligt – magen til uhøflighed! Det var dog noget hun selv valgte at skulle ignorere, denne herre skulle da ikke tro at han var hævet over hende! Hun så ned af sig selv, og hendes pjaltede klæder og den beskidte hud, det var bestemt ikke fordi hun så særlig velhavende ud, det havde hun ej heller været, men om ikke andet, så var hun bestemt ikke nogen tigger! Hænderne var foldet roligt foran ham, hun sendte ham et typisk blidt smil. Måske hun var direkte naiv, men hun ville slet ikke høre tale om denne manglende respekt! Hun blev næsten forskrækket af hans iskolde tonefald. Smilet falmede øjeblikket, og efterlod hendes ansigt i en undrende mine. Næsten per automatik tog hun et skridt bagud.
Hun blev en anelse mere fast i minen. ”De er meget uhøflig Sir. Jeg ville blot stille et par spørgsmål,” påpegede hun en anelse forarget. Hendes tone var blid og melodisk, og selvom hun forsøgte at lyde yderst streng, så formåede hun det på ingen måde optimalt. Han ville end ikke se på hende? Hun fulgte hans blik mod den smukke nattehimmel, og mod de utallige stjerner. ”Jeg skal ikke opholde dem for længe,” lovede hun roligt. Det forvirrede hende at vågne op til denne verden, dengang hun havde levet, havde høflighed bare været en.. selvfølge? Forbandet værre moderne tid! Hun lod hovedet glide let på sned, de blonde lokker samlede sig over hendes skulder, hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå nogen vejne, det var helt sikkert!