Point of no return

[Silia D. Diamaqima]

Mørket var faldet på. Faith stod I et af de mindre gemakker, og vented på landets dronning. Rastløs vandrede hun frem og tilbage, dvælede ved hendes egne tanker. Det var ikke mere end blot et par dage siden, at hende og Kimeya var gået fra hinanden.. igen. Hun savnede ham, og et sted var hun vel også.. bekymret? Siden han havde mistet hans ben, havde han været direkte umulig at snakke med! Hende og hendes to vidunderlige børn, som desværre også var blevet store, var nu flyttet tilbage i drypstenshulerne, også selvom de kun kunne være der på lånt tid, eftersom Cedric ikke var helt og alene dæmon. Der var alt for mange tanker! Hun sukkede tungt, og gled ned på sengen der stod henne i et hjørne. Hvad angik Eniqa, så lod det nu til at være gået op for dronningen, at en landforvist kvinde, endnu engang havde taget bo i landet, og Eniqa havde så sent som igår, fået besked om hendes planlagte henrettelse. Nathaniel havde ganske vidst beroliget hende med, at intet ville ske, og endnu engang ville Faith være den som søgte retfærdigheden, hun fortjente mere, efter at have mistet Matthew, om hun ville være ved det eller ej, var det en mindre procianer gemt i hendes indre. Endnu engang genoptog hun sin rastløse gang: Hun havde ikke tid til dette! Hun skulle trods alt hurtigt videre! Ikke nok med at pligterne fortsatte som altid, så frygtede hun for hvordan specielt Cecilaya tog det nye brud, det var slet ikke meningen at det skulle være endt sådan, og nu gik hun rundt som en direkte fustreret kvinde, hvilket bestemt heller ikke ville hjælpe hende i et møde med Jaqia, også selvom hun ganske enkelt var tvunget til at holde en pæn tone. Hun ville ikke risikere Eniqa og hendes babys liv, det var ganske sikkert!

[Cressida Marvalo]

Jaqia bevægede sig med hastige skridt ned af de lange gange. Det var ikke mere end et par timer siden, at mørket endeligt var faldet på, og dog så havde hun haft utrolig travlt, hvilket hun i sig selv, var umådelig træt af. Alexander forsøgte ligeså at hjælpe hende med de mange pligter, men med den lille ny, så var det bestemt heller ikke let. Mattheus var faldet i søvn, langt om lange, hun havde aldrig oplevet en unge der kunne skrige så meget som den knægt! Det tætte lædder, var igen svøbt omkring hendes slanke ben, og afslørede hendes tilstedeværen. Det var gået op for hende, at Eniqa opholdte sig i landet, på trods af hendes tidliogere ”henrettelser”, og hun var umådelig ked af at kvinden var tilbage i landet, udelukkende fordi, hun ikke kunne gøre som hun havde gjort sidst, desværre måtte hun erkende, at Eniqa under sin tid på slottet, havde gjort et stort indtryk på hende. Det blonde hår var flettet i en løs fletning, hun var sort under øjnene, og hendes hud var blegere end den plejede at være. Faith ventede hende, hun havde sine ideer om hvorfor, men lige på det punkt var der ærlig talt ikke meget at gøre. Roligt skubbede hun døren ind til gemakken op, hun var stresset og dermed irriteret, desuden plejede hun ikke at komme for sent, men denne gang havde hun ladet Faith vente, mere end det hun i virkeligheden brød sig om. ”Godaften Faith, jeg beklager forsinkelsen,” hun nikkede høfligt mod den kvinde, som hun før havde fortureret, og endda direkte stjålet tronen fra, alligevel var det ligefrem begyndt at indgå et samarbejde, derfor holdte hun den høflighed, ikke mindst fordi Faith fortjente det. Det var tydeligt at bruddet mellem Faith og Kimeya plagede hende, det kunne hun se ved første øjekast, men hun var ligesom alle andre overbevist om, at det blot ville være for en kort stund, sådan var de nu engang, desuden ragede det ikke hende.

[Silia D. Diamaqima]

Idet døren gik op vendte Faith øjeblikketligt opmærksomheden mod Jaqias skikkelse. Ligesom hende selv, så hun ganske godt brugt ud, desuden plejede hun at være punktelig, men hun havde ventet, for det som måtte føles som en evighed. Hun rejste sig øjeblikkeligt. På trods af, at hun burde have stået i hendes sted, så havde hun tilegnet sig en enorm respekt for landets dronning, også selvom hun ikke ligefrem havde gjort noget særligt for at fortjene den. Hun nejede roligt for Jaqia. Det var hendes dronning, og hun var trods alt en loyal kvinde, mod den trone, vel og mærke. ”Du skal skam ikke undskylde, Jaqia. Jeg må desværre fatte mig kort, pligterne kalder men.:” hun retstede sig op og lod blikket møde Jaqias trætte isblå øjne. ”.. det går jeg ud fra at du kender alt til,” et stille smil spillede over hendes læber, lettere køligt, ikke fordi der var noget i det, men når hun først iklædte sig den professionelle maske, så var den svær at slippe igen. ”Jeg vil gå direkte til sagen. Jeg går dog også ud fra, at du har en idé om, hvad det handler om?” hun hævede et slankt øjenbryn og betragtede hende roligt. ”Tillykke med prinsen. Jeg er ked af at forstyrre på denne måde, jeg skal fatte mig kort,” hun nikkede roligt mod dronningen. Hun bakkede roligt, og gled tilbage på sengen, ikke for at være uhøflig, men hun havde trods alt også sine idéer om hvad hun kunne tillade sig, når hun endelig stod foran de royale. Hun strøg roligt de flammerøde lokker om bag ørene. Jaqias kolde mine, havde hun altid været vant til, men nu gjorde den næsten ondt, udelukkende fordi hun så Kimeya i det, den måde han havde set på hende på, de sidste par uger. Hun rystede en anelse på hovedet af sig selv, og rystede dermed de mange tanker af sig, det var slet ikke en ting hun kunne blande ind i et sådanne møde, hun var her udelukkende af en grund.

[Cressida Marvalo]

Jaqia stoppede roligt foran Faith. Armene lagde sig roligt til hvile over hendes bryst. Det var næsten ne befrielse, endelig at kunne trække sig blot en smule fra tronsalen, hvor hun næsten følte at det måtte myldre. Allerede nu måtte hun næsten føle sig mere rastløs. Faith var en kvinde der var ligefrem, hvilket hun normalt værdsatte, men lige i denne situation, ærgede hun sig næsten over, at hun måtte gå så hurtigt til sagen. ”Det forstår jeg” medgav hun med et roligt nik. Roligt gled hun ned på sengekanten ved siden af Faith. Det var rart at sidde ned, hun følte næsten at hendes ben føltedes som det rene gummi. Hun kendte skam alt til pligter, og lige i aften glædede hun sig til at finde hvile. Hun var sort under øjnene, hendes isblå øjne var ikke prydet af den samme intense gnist. Mattheus havde en alt for dum vane med, ikke at lade mor sove. Endnu engang måtte Jaqia nikkede. Hun vendte blikket mod Faith. ”Jeg går ud fra at det har at gøre med Eniqa igen? Jeg synes at jeg gjorde det tydeligt under vores sidste samtale Faith. Jeg kan ikke lade hende slippe denne gang,” hun sukkede lettere opgivende. Gav den kvinde aldrig op?! Hvorfor betød det desuden så meget for hende?! Hun følte en enorm irritation, ved endnu engang at skulle genoptage den samtale. Hun synes hun havde udtalt sig ganske klart. ”Må jeg igen minde dig om, hvem der er dronning af landet, og dermed står med det sidste ord,” hendes tone var træt. Og dog kunne man finde snerten af en snob et sted derinde bag. Det var ikke en diskussion som Faith overhovedet var berettiget til at skulle genoptage! Hun valgte bevidst at overhøre hendes lykønskning, hun var alt for træt, til den slags. ”Jeg beklager det ligeså meget som dig, Faith, du ved at jeg nærer respekt for dig, men det er ikke nu, at du skal sætte dig imod min beslutning,” advarede hun. På trods hun var ganske roligt, så var det skam en direkte advarsel!

[Silia D. Diamaqima]

Faiths sag var ganske klar og kortfattet. Eftersom Jaqia tydeligvis var træt efter fødslen af den lille prins, så skulle hun nok fatte sig kort, hun ville desuden selv hjem, også selvom hende og Kimeya langt fra var på god fod. Faith lod blikket glide mod hende. Måske det ikke var det rette tidspunkt at komme med en sådan forspørgsmål, men hun var her udelukkende på grund af Nathaniel! Det var hårdt at blive mor, særligt den første gang, Faith huskede det udmærket, og hun kunne se og fornemme på Jaqia at det tog hårdt på hende, og hun var bange for at landets borgere havde opdaget selv samme, men hun skulle nu ikke blande sig. Faith nikkede roligt. ”Jeg kommer faktisk med to sager. Dels på vegne af Nathaniel,” erkendte hun: Det kort spillede hun udelukkende fordi hun vidste at Jaqia nærede en evig respekt for den mand, og at hun samtidig skyldte ham. Faith lod blikket forblive i Jaqias trætte øjne. Hun blev lidt mere vred end hun havde regnet med. ”Jaqia for pokker. Jeg ved at du er landets leder, hvilket er grunden til jeg kommer til dig. Jeg beder blot om lidt retfærdighed, selvom det er en sjældenhed i et land som dette!” nu valgte hun selv at hæve stemmen en smule, for det var bestemt ikke retfærdigt! ”Jeg beder desuden om at sætte beskyttelse op ved Marvalo Mansion. Jeg flytter min tilstedeværelse tilbage til drypstenshulerne, og jeg frygter for Kimeyas sikkerhed i mit fravær,” hendes tone var blevet underlig kold. Den mand var virkelig heller ikke nem at have med at gøre, hvilket var en tanke der kun irriterede hende, desuden vidste hun at jaqia efterhånden var godt trætte af dem! Måske det var dumt at modsætte sig hendes ordre i øjeblikket, men Faith følte ikke at hun havde andet valg, desuden var hun efterhånden almindelig kendt for netop at give hendes mening til kende.

[Cressida Marvalo]

Jaqia var virkelig træt. Mattheus var ikke nem at have med at gøre, det måtte hun erkende, men det var trods alt også hendes første. Hun havde været ekstremt stilfærdig den seneste tid, hun havde vel endda valgt at skubbe de royale pligter lidt i baggrunden, selvom det i den grad skulle til at ændre sig. Hun skulede irriteret mod Faith. Den kvinde gav virkelig ikke op! Hun havde altid vidst at Faith sagde tingene lige ud, men før eller siden måtte hun da for pokker indse, at det var hvad der fik hende i de uheldige situationer. Selvom hun kom på vegne af Nathaniel, så var det ikke noget der hjalp hende der. Hun hjalp den mand alt hvad hun kunne, og hendes gæld var efterhånden indfriet. Manden ville for pokker redde hele verden om han kunne! ”Aha,” svarede hun ligegyldigt og komplet uinteresseret. ”Retfærdighed?! Eniqas skæbne er yderst retfærdig!” vrissede hun fast. Kvinden burde have været død for længst. Det lignede ikke hende at hæve stemmen på den måde, men Faith irriterende hende grænseløst! Hun hævede et undrende øjenbryn. Nu igen?! De to var simpelthen utrolige. Det eneste hun kunne tænke på i øjeblikket var at Faith skulle væk! Hun tog sig til hovedet og sukkede tungt. ”Hvorfor er jeg ikke forundret.. Blev det manglende ben for meget for dig Faith? Var han ikke perfekt nok?” hun sagde ordene næsten med hån: hun ejede skam respekt for Faith, men hun vidste virkelig ikke hvor heldig hun var at have en mand der forgudede hende! Det var noget de færreste fik lov til at opleve. ”Du ved virkelig ikke hvor heldig du er,” hun skulede atter mod hende, men endte dog med at nikke. ”Jeg finder nogle vagter,” endte hun en anelse mere medgørlig, også selvom hun havde lidt andre planer for Faith, end bare at lade hende flytte tilbage i drypstenshulerne.

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia havde været umådelig stille i alt for længe, og Faith måtte faktisk erkende at hun var bekymret. De mærke rander under øjnene, og den trætte mine, afslørede kun at hun ville være et yderst let mål i øjeblikket. Hun havde måske alverdens beskyttelse, også i form af hendes kære bror, men hun var ikke sikker på at det ville være nok. Havde det ikke været fordi hun var så vred på kvinden fra før, så ville hun måske have nævnt det for hende. Hun fnøs. ”Det sidste den er, er retfærdig! Sig ikke at du har mistet din sans for den slags!” vrissede hun. Hele grunden til at Jaqia havde vundet hendes respekt på trods af alle deres kontroverser og forræderi, var hele hendes retfærdighedssans. Jaqia virkede på ingen måde overrasket over nyheden om deres nyeste brud. De var måske håbløse, men denne gang havde hun virkelig fået mere end nok! Hun følte sig ikke længere synderligt heldig, hun havde ikke noget særligt foruden hendes vidunderlige børn. ”Hvor vover du at tale sådan til mig?!” hun havde rejst sig og stod med et direkte lynende overfor Jaqia. ”Du ved INTET om Kimeya og jeg!” et øjeblik overvejdede hun at skænke dronningen en lussing, men hun tog sig selv i det, for det andet ville slet ikke gøre hende gavn. ”Jeg er ikke så heldig som du tror,” endte hun en smule mere roligt, og optog en vandren frem og tilbage over gulvet. Hun nikkede stille. ”Det ville jeg være taknemmelig for,” afsluttede hun stille. Jaqia havde altid været utilregnelig, men Faith regnede ærlig talt med at hendes træthed hæmmede hendes kreativitet, hvilket selvfølgelig kun var til hendes fordel. ”Med henblik på Eniqa.. Hun har ikke længe igen, lad hende om ikke andet se om hun kan klare en fødsel, den vil med største sandsynlighed slå hende ihjel,” hun så en anelse håbefuldt på dronningen. Det var vel heller ikke for meget at bede om den smule nåde?

[Cressida Marvalo]

Jaqia selv måtte erkende at hun i øjeblikket ville være et alt for let mål, og hun hadede den tanke1 Selvom hun måske havde megen beskyttelse, så ville det i sidste ende slet ikke være nok, hvis blot vedkommende var stærk nok, desuden var hun ikke villig til at ofre sin familie. Hun behøvede slet ikek Faith til at påpege den slags ting, for hun lod jo tydeligvis til at have helt andre ting på hovedet! Jaiqia missede dræbende med øjnene. Hvor vovede den kvinde at være så flabet! ”Sig ikke at du har mistet din almindelige, sunde fornuft!” gav hun igen med en spydig tone. Der var ingen følelse at finde i hendes blik, for hun var langt fra ligeså medfølende, som det lod til at Faith åbenbart var blevet. Jaqia rejste sig ligeså, og så ned på Faith. Det havde altid moret hende at hun var så pokkers lav. ”Jeg er dronningen, glem ikke den,” hendes tone var så rolig, at det var en advarsel for sig selv. Faith havde desværre en tendens til at tro, at hun var vigtigere end hun var, selvom hun selvfølgelig spillede en større rolle, end det som hun selv lige ville være ved. Jeg ved mere end du tror,” svarede hun blot kortfattet, og blev atter i stand til at slå koldt vand i blodet. I stedet var hun komplet ligegyldig, hun havde ikke tænkt sig at sidde her og direkte skændes med Faith! ”Åh jo du er, og du vil snart finde ud af hvor meget.. lad mig lærer dig en lektie,” hun stoppede op foran Faith, og strøg en lok af hendes flammerøde hår bort fra det kønne ansigt. Selvom hun var træt, så var hun bestemt kreativ, hvilket Faith snart vilel finde ud af. ”Du får det som du vil have det. Eniqa får lov at føde.. hvis hun overlever det, og jeg vil personligt sørge for Kimeya får sin beskyttelse. Hun strøg roligt mod døren, og åbnede den. ”Sengetid,” undskyldte hun sig med. Et øjeblik blev hendes smil næsten direkte uskyldigt. ”Og nå ja.. du er landsforvist fra dette øjeblik.. Jeg lader dig få et døgn at løbe på: Så får vi se. Sov godt,” hun strøg ud af lokalet og søgte mod de kongelige gemakker, med en yderst tilfreds mine.

//OUT

[Silia D. Diamaqima]

Efterhånden havde Faith kendt Jaqia i umådelig mange år, som omvendt. Den kvinde burde efterhånden have forberedt sig på alt, for hun havde trods alt altid vidst, at når det kom til hende, så var hun ikke i stand til at tie stille. Måske Jaqia var dronning, men Faith så sig på nøjagtigt samme niveau, og derfor fandt hun sig ikke i at blive tiltalt på den måde. ”Nej det er lige præcis det jeg prøver at få frem!” udbrød hun kun frustreret for.. hvorfor kunne ingen forstå hende?! Faith blev stående, selv efter at Jaqia havde valgt at rejse sig. Hun så op i de kolde, isblå øjne med ren irritation. ”Hvordan kan jeg glemme det, når du stjal det fra mig?” svarede hun spydigt. Det var ikke fordi at det direkte nagede hende, for hun havde aldrig brudt sig om at være dronning, men det var noget som hun kunne bruge, og så blev det jo heller ikke bedre. Hun fnøs, og vendte ryggen til dronningen, mest i forsøget på at falde lidt ned. Derfor valgte hun også at overhøre hendes ord omkring Kimeya, for hun vidste virkelig intet! Desuden kunne hun ikke lade værre med at fundere over, hvad pokker hun mente med en lektie. Lettere forundret vendte hun sig mod hende. Hun ville bare sådan uden videre, give hende hvad hun ønskede? ”Jeg.. tak det værdsætter jeg,” hun nejede roligt for hende, og betragtede hende gå mod døren. Det var slet ikke underligt, for hun havde det slet ikke let for tiden, hvilket hun udmærket var klar over. I samme øjeblik, hun skulle til at ønske hende godnat med et stille smil, tav hun i stedet da hun stoppede op. Faith stivnede på stedet. Alt farve forlod hendes kinder. Døren gled i uden videre og efterlod hende alene tilbage. Det tog et øjeblik for de mange tanker og kaotiske følelser, at ligge sig i rigtige skuffet. Det kunne hun da ikke mene!? Hvad med Cedric og Cecilaya? Med faste, og yderst bestemte skridt forlod hun lokalet. Døren blev smækket bag hende. ”Fanden tage dig, Jaqia,” råbte hun vredt. Vagterne vendte sig efter hende, men ingen reagerede underligt nok. Faith drog mod de store porte. Eftersom kimeya havde smidt hende ud, havde hun intet andet valg end blot at tage af sted. Typisk hendes held!!

//Out